Jørgen Anton Seltz Johansen HIZBALLAH I LIBANON Efter en kort redegørelse for etableringen af Libanon som en moderne nationalstat ønskes en analyse Hizballahs rolle i landets politik siden indgåelsen af Ta if-aftalen i 1989. Er Hizballah efter din vurdering en stabiliserende ellen en destabiliserende aktør i libanesisk politik? Januar 2015
Indledning. Libanons udvikling til en moderne nationalstat. Hizballahs rolle i libanesisk politik siden Ta if -aftalen 1989 1. Ta if-aftalen. 2. Hizballahs opståen. 3. Hizballahs bånd til Iran det politiske forbillede. 4. Hizballahs sociale og finansielle aktiviteter. 5. Hizballah og medierne. 6. Parlamentsvalg og regeringsdeltagelse. Vurdering: Hizballahs plads i det libanesiske samfund.
Indledning. Et samfund, hvor over 17 forskellige religiøse grupperinger, sekulære bevægelser, socialistiske og nationalistiske partier skal leve sammen i et område på størrelse med Jylland, med en egen befolkning på små 4 millioner, 2 millioner gæster som er blevet fordrevet fra nabolandene, kan det ikke overraske at den politiske udvikling går stærkt og er voldsom kompliceret. I et samfund hvor der er store sociale forskelle og hvor man i århundrede har været under fremmed herredømme er viljen til selvbestemmelse stærk. Udholdenhed er et udpræget fænomen. I dette samfund opstod Hizballah for snart 40 år siden. Jeg vil her prøve, ganske kort at tegne et billede af denne organisation. Libanons udvikling til moderne nationalstat. Libanon bestod, som del af det osmanske riges syriske provins fra 1517, efter sultanens sejr over Mamlukkerne, af flere emirater, beliggende langs midellhavet. Osmanerne overlod i udstrakt grad forvaltningen af disse til lokale familier, hvis religiøse tilhørsforhold ikke spillede nogen afgørende rolle. I begyndelsen af det 16. århundrede blev Libanon styret i henhold til iltizam systemet, hvor en række skatteopkrævende godsejerfamilier sørgede for at transferere skat til sultanen i Konstantinopel, som så til gengæld ikke blandede sig i landets interne anliggender. Disse familier havde hver deres områder, men stammede ikke altid selv fra området; eksempelvis Tanukh og Arsalan-familierne kom fra Yemen. ( Trabouli s. 3 ) Hvert område havde deres egne religiøse grupperinger. Maronitter, druser, sunnimuslimer og andre mindre menigheder. Fra Sultanatets side blev der indført en religionsordning ta i fiyya hvor et råd bestående af 12 personer bistod emiren (indsat af sultanen) med at regere. Ta i fiyya beroede på antallet af medlemmer af de enkelte religiøse grupper. Der blev drevet livlig handel, også med europæiske magter, blandt andre Toscana under Medici-styret. (Salibi s. 3 ) Gennem en årrække i slutningen af den osmanske periode var der intense kontakter mellem maronittiske familier og europæiske lande, især Frankrig,
hvilket medførte kulturel og politisk påvirkning af befolkningen. Den katolske kirke optog den maronittiske menighed i sig allerede i 1584 og vandt derved indflydelse. ( Harris s. 93 ) Frem til Det osmanske riges opløsning og den franske besættelse efter 1. verdenskrig var Libanon skueplads for en række konflikter mellem sultanen og dennes vasaller, blandt andet kom det til en ægyptisk besættelse af landet efter Ibrahim Pashas erobring af den syriske provins. En lang række væbnede konflikter hjemsøgte landets forskellige befolkningsgrupper og det kom ofte til religiøst begrundede overgreb og borgerkrigstilstande. I den syriske del af provinsen, i Damaskus, kom det til en massakre på maronittiske indbyggere af drusere i 1860. Det var oprindeligt en social konflikt mellem drusiske landarbejdere og maronitiske handelsfamilier, som så tog fart og endte i et blodbad. ( Traboulsi s. 34-36) En del maronitter forlod landet og bosatte sig, blandt andet i Afrika, hvor der den dag i dag er libanesiske menigheder med bånd til hjemlandet. Efter 1. verdenskrig overtog Frankrig den syriske provins inklusive Libanon som sit mandat og administrerede det indtil landets uafhængighed den 22. november 1943. Det var planer fra 1919 om at danne en kristen stat i området baseret på maronitterne, som havde snævre bånd til Frankrig. På baggrund af den religiøse mangfoldighed blev dette dog hurtigt opgivet. ( Harris s. 175 f.f. ) Regeringsformen i det nye uafhængige Libanon hvilede på en national pagt, som blev sluttet i 1943, hvor den politiske magtfordeling blev fastlagt. Ta i fiyya stod model for pagten. De højeste statsembeder skulle ligge fast hos de forskellige fraktioner. Præsidenten skulle være en maronitisk kristen, ministerpæsidenten sunni-muslim, parlamentspræsidenten shia-muslim og hærchefen kristen. Den ny stat bestod af emiraterne ved middelhavet og beqaa områderne på den anden side af bjerglandet og omfatter et areal på 10459 kvadratkilometer. Med grænser til Syrien og Palæstina senere Israel. Siden uafhængigheden har landet været hjemsøgt af en lang, blodig borgerkrig fra 1975 til 1990, som sendte et stort antal libanesere i eksil. Der var millitær indblanding fra både USA, Frankrig og Italien, som hver stationerede et kontingent soldater i landet. Disse blev udsat for angreb fra lokale væbnede grupper, blandt andre Hizballah og trak sig ud igen. Landet er blevet angrebet og delvis besat af Israel 1978 og fra 1982 til 2000 og atter angrebet voldsomt i 2006. Syriske millitær har været stationeret i hovedstaden Beirut og de nordlige og østlige områder frem til 2005. Som følge af sionisternes erobring af store dele af Palæstina i 1948 har landet modtaget 200000 flygtninge herfra, som fortsat lever i landet og har tiltaget betydeligt i antal. Siden den syriske borgerkrig begyndte i 2011 har 1.3. millioner flygtninge søgt tilflugt i Libanon.
Disse vanskelige forhold til trods er Libanon vokset sammen som en nation. Der findes en tværgående libanesisk nationalfølelse, som gang på gang kommer til udtryk.
Ta if -aftalen. Ved borgerkrigens afslutning blev der i den Saudiarabiske by Ta if indgået en aftale, som nyordnede den eksisterende magtfordeling mellem de religiøse grupperinger i Libanons politiske system: Ta if -aftalen. Her tilgodeser sædefordelingen i parlametet og regeringsposterne de nye befolkningstal. I den gamle aftale fra 1943 var der et forhold 6 5 mellem kristne og muslimer, på baggrund af et faktisk flertal af kristne i befolkningen den gang, på ca. 60 %. I 1989 havde dette ændret sig. Der skulle nu tages hensyn til 17 forskellige religiøse grupper, hvor de kristne maronitter og shia muslimerne udgjorde de største. Alle 17 konfessioner blev sikret sæde i parlamentet. Den muslimske gruppe udgjordes af Shia-, Sunnimuslimer og Druser. Der er tydelige referencer til ta i fiyya. Sædefordelingen i parlamentet blev nu: 50% til de muslimske fraktioner og 50% til de kristne. Desuden blev præsidentens rolle nydefineret, ligeledes ministerpræsidentens og parlamentetsformandens. Der var fastlagt hvilke konfessioner der skulle stille disse. Hizballah tiltrådte denne aftale og stillede op til parlamentsvalget i 1992. I henhold til Ta if-aftalen skulle alle væbnede grupper nedlægge deres våben, hvad alle gjorde, undtagen Hizballah. Hizballahs opståen. I 1974 opstod en social bevægelse blandt shia-muslimerne i det sydlige Libanon, i forstæderne syd for hovedstaden Beirut og i Beqaa dalen, hvor fattige libanersere, overvejende shiiter, slog sig sammen i de undertryktes bevægelse under ledelse af teologen Musa al Sadr, i bestræbelse på at ændre den skæve fordeling af de sociale og økonomiske goder, som skyldes den centraliserende politik fra regeringens side. Al udvikling foregik i byområderne. Efter at Sayyed Musa el Sadr forsvandt under mystiske omstændigheder under en konference i Libyen i 1978, som han deltog i og under inpiration af den Islamiske revolution i Iran samme år, blev der i Baalbek i Beqaa dalen oprettet et hawza, en religøs læreanstalt, af nogle unge
shia musimske teologer, bl. a. Subhi al Tufayli og Abbas al Musawi. Disse var lige kommet tilbage til Libanon fra Iraq, hvor de havde studeret hos shiitiske lærde i Najaf og Karbala. De var stærkt påvirkede af den Islamiske revolution i Iran, hvor Ruhallah Khomeini og hans tilhængere var i gang med at etablere et religiøst styre efter shahens fald og af den iraqiske Ayatollah Muhammad Baqr al Sadr. I Libanon var der i forvejen en shiitisk, social bevægelse, dog af sækular natur, nemlig Amal bevægelsen som et samlingspunkt for shia muslimer.
De unge teologer i Baalbek anså en mere religøst orienteret bevægelse for påkrævet og begyndte at opbygge en organisation i retning af de iraqiske Hizb al Daawa parti, der så sig selv som religiøst alternativ til de sociale bevægelser med deres socialistiske grupper bl. a. kommunistpartiet. Hos Abbas al Musawi modtog den meget unge, senere generalsekretær Hassan Nasrallah undervisning og blev dennes fortrolige. Al Musawi blev myrdet sammen med sin kone og sit barn 16. februar 1992 af israelsk millitær. I februar 1985 udsendte bevægelsen et åbent brev til de undertrykte i Libanon og verden, hvori der forelægges et program, en begrundelse for bevægelsen, samt en henvendelse til internationale organisationer. Mange anser udsendelsen af dette skrift som grundlæggelsen af Hizballah som politisk parti i Libanon. Dog modstandskampen mod den israelske invasion i 1982 bliver anset for oprettelsen af den millitære gren af Hizballah Al Muqawama al Islamiyya som udgjorde den mest synlige del af Hizballah på dette tidpunkt som i første række var en paramillitær organisation med ideologisk/religiøs overbygning. Kampen mod den israelske besættelse af det sydlige Libanon var hovedopgaven. Under borgerkrigen er organisationen blevet beskyldt for at stå bag en række kidnapninger af vestlige personer, hvilket er blevet benægtet konsekvent. Dog har man udtrykt sympatie for aktionerne. Ligeledes er der blevet rejst anklager om selvmordsattentater mod udenlandske millitære mål. Herom er organisationen ikke afvisende i samme omfang. Hizballahs bånd til Iran det politiske forbillede. I starten af sin eksistens var bevægelsen stærkt optaget af og finansielt støttet fra Den Islamiske Republik Iran og så denne som sit forbillede i bestræbelsen på at omdanne Libanon til en islamisk stat med det såkaldte wilayat al-faqih system som grundlag for styret af landet. Det vil sige, stedfortrædende for den skjulte, 12. Imam at den teologisk højest uddannede lærde skulle have magte, ganske vist i samråd med andre teologer, men det afgørende ord tilkom ham alene. Altså en magt hinsides parlament, præsident og alle folkevalgte instanser, baseret på Islam alene. Man anså ( og nogen anser stadig) Irans religiøse leder som denne stedfortæder. Der var stemmer indefor bevægelsen, som hævdede at der var så stærke bånd til Iran, at man kunne mene, at det var det samme land, det samme folk, eller i hvert fald at man kunne kalde sig Iran i Libanon. ( Alagha s. 50 ) Ledelsen i Iran har i denne tid ofte gjort sin indflydelse gældende på hvad Hizballah skulle sige og mene i Libanon; praktisk talt brugt bevægelsen som sin forlængede arm. 8
I løbet af nogle få år, i lyset af Libanons meget brogede religionslandskab, modificerede Hizballahs ledere dog denne anskuelse, til kun at ville indføre wilayat al-faqih så fremt et overvældende flertal af den libanesiske befolkning ville stå bag, samtidig med, at Irans direkte indflydelse på bevægelsens politik blev mindre. Den finansielle afhængihed aftog også i takt med indtægtsforøjelse i selve Libanon gennem kontingenter og donationer fra medlemmer og sympatisøre. Hizballahs sociale og finansielle aktiviteter. I Libanon var på det tidspunkt, under borgerkrigen og i årene derefter ikke nogen social eller sundhedsmæssig forsikring for de fattige borgere. Her så bevægelsen en opgave, som den af ideologiske årsager så sig forpligtet til at påtage sig. Dette førte til oprettelsen af en række fonde og institutioner. Under borgerkrigen havde teologen Muhammad Hussein Fadlallah, et ledende medlem af bevægelsen, udviklet nogle ideer om et system, dawlat al- insan, staten for mennesker, som skulle muliggøre et værdigt og socialt sikret liv for alle borgere i Libanon, både muslimer så vel som kristne og ført en del af disse ud i livet. Hans berømte socialkontor Maktab al-khadamat al-ijtima iyya er et godt eksempel. Denne organisation beskæftiger flere tusinde medarbejdere, de fleste på frivillig basis, og bidrager til grundsikringen af landets fattige borgere. Det finasieres bl.a. gennem donationer fra velhavende shia-familier i Libanon og i den diaspora, som er opstået i golfstaterne og ude i verden under de forskellige konflikter i landets yngre historie, dels gennem tilskud fra den Iranske stat og dels gennem en slags religøs skat blandt shiiterne: zakat og khums (Ramadangaver). I den sydlige by Tyrus etableredes Imam Sadr Fondet, som ledes af Rabab al-sadr, søster til den forsvunde Imam og en højt respekteret og afholdt kvinde i Libanon. Fondet driver en række skoler af høj kvalitet for drenge og piger i det sydlige Libanon. Der drives hospitaler, ambullancetjenester og katastrofehjælp hvilket kom til stærk anvendelse under Israels voldsomme bombardementer af det sydlige Beirut under de seneste angreb i 2006. ( Norton s. 110 ) Desuden yder organisationen økonomisk hjælp til familier hvis hjem blev ødelagt ved israelske angreb, gennem direkte pengeuddeling.
Beirut efter israelske angreb 2006
Hizballah og medierne. Radio senderen al-nour og TV stationen al-manar drives af bevæglesen og sammen med printmedier kan Hisballah der igennem tilkendegive sine egne synspunkter til aktuelle temaer og begivenheder for et offentligt publikum, både i Libanon og i udlandet. TV stationen sender via satellit på flere sprog ud over arabisk, engelsk og fransk. Påstande om antisemitiske hetzkampagner fik de franske myndigheder til i 2004 at blokere modtagelsen af senderens satellitprogram i Frankrig. Indtil da kunne man i det meste af Europa modtage signalet og se al-manars programmer. Dette er nu begrænset til Mellemøsten. I medielovene, som blev forhandlet på plads i 1996 blev antallet at tv sendere reduceret kraftigt. Fra et mylder af tv stationer i 1980 ernes Libanon, fik kun nogle få fortsat sendetilladelse, i blandt dem to drevet af Hizballah. ( Azani s. 147 ) Disse medier indgår i en målrettet kampagne for at fremme Hizballahs politiske bestræbelser i offentligheden også gennem boycot af begivenheder. ( Norton s. 61 ) Parlamentsvalg og regeringsdeltagelse. Som følge af Ta if-aftalen af 30. september 1989 skulle en regering etableres og et parlament nyvælges i konsens med de nyeste demografiske tal og den religionsbestemte mandatsfordeling i palamentet. Man vedtog at vælge Elias Hrawi som præsident. Regeringen blev ledet af Omar Karame (f. 1934 d. 2015, som galt for at være Syrienvenlig. Syrien havde på dette tidspunkt millitære enheder stationeret i Libanons nordlige dele og hovedstaden Beirut, hvor igennem den syriske præsident Assad havde stor indflydelse på de politiske beslutningsprocesser. Omar Karames regering omfattede ikke Hizballah og heller ikke kommunistpartiet. Hizballahs rolle havde indtil dette tidspunkt været udenomparlamentarisk, praktisk set været en stat i staten. Nu valgte bevægelsen, på baggrund af blandt andre den indflydelsesrige teolog Muhammad Hussein Fadlallahs anbefalinger, at deltage i de forestående parlamentsvalg og indgå i det parlamentariske samarbejde i den muslimske del, sammen med blandt andre de sunnimuslimske politikere omkring Rafik al-hariri, hvis politiske venner sad i de vestligt orienterede lande i Mellemøsten. Fadlallah argumenterde at deltagelse i parlamentarisk samarbejde i et land var absolut islamisk. Det samme gjorde en lang række shia-muslimske teologer. Denne proces flyttede magten i landet fra de forskellige paramillitære grupperingers ledere over til disses parlamentariske repræsentanter; fra gaden ind i parlamentet. ( Norton s. 99 ) 10
Hizballah udarbejdede et valgprogram for parlamentsvalget 1992, udsendte et nyt manifest og foretog en gennemgribende forandring af sin egen status i forhold til staten som institution, samtidig med at organisationen bibeholdt sine millitære aktiviteter i det sydlige Libanon i forhold til den israelske besættelsesmagt som her indgik samarbejde med højreorienterede, kristne millitzer, kaldt den sydlibanesiske hær SLA. Det politiske arbejde i den muslimske del af parlamentet blev stærkt præget af differencer mellem shia- og sunni-delen; religiøst begrundede modsætningsforhold gjorde samarbejdet vanskeligt og det kom ofte til stridigheder. ( Azani s. 149 ) Indenfor den muslimske blok var der som følge af Ta if-aftalen afsat 27 sæder til shia i parlamentet. Af disse vandt Hizballah ved valget i 1992 8 pladser. 9 gik til Amal. I 1996 blev det til 7, næste gang 2000, hvor Israel trak sine tropper ud af landet, kom 9 ind, 2005, året før Israels fornyede angreb, blev det til 11. Hizballah var nu en fast del af Libanons parlament. ( Norton s. 103 ) Senere vil Hizballah indgå tæt samarbejde med Michel Aoun s Frie Patriotiske Bevægelse fra den kristne, maronittiske blok, for at modarbejde korruption og for at fremme økonomiske reformer. Man indgik valgforbund hvor Hizballah støttede Aoun s kandidater. I 1994 meddelte Hizballahs generalsekratær Hassan Nasrallah, at Hizballah var rede til at indtræde i en regering, forudsat at denne ikke forhandlede med Israel, endsige underskrev en fredsaftale. Op til valget i 2000 offentliggjorde Hizballah et valgprogram, hvori der fremlægges partiets syn på de mest påtrængende problemer i landet; sociale forskelle mellem land og by, skattepolitik, undervisnings- og erhvervspolitik. Arbejdsløshedsproblemer og erhvervsudvikling er vigtige punkter. Det libanesske universitet i Beirut nævnes som et vigtigt emne. Udenrigspolitisk plæderes fortsat for at modarbejde Israel og være kristisk over for vesten. Set i lyset af Israels tilbagetrækning ser Hizballah sig som den vindende part og vender sig derfor også mod mange andre temaer i sit program. August 2000 finder parlament valget sted. Regeringen dannes af Rafik al-hariri som er sunnimuslim og leder af fremtidsbevægelsen. Al-Hariri var en meget velhavende mand, som brugte en stor del af sin formue til at genopbygge det af borgerkrigen maltraktedere Beirut. Statspræsident blev Emile Lahoud som var maronit, parlamentspræsident en shiit ved navn Nahib Berri. Hizballah er igen med i regeringen. 14. februar 2005 omkommer tidligere Ministerpræsident Rafik al-hariri ved et voldsomt bomeattentat uden for dennes byggeprojekter ved strandbadet Sct. Georges i Beirut. Der omkommer over 20 personer sammen med ham. Hizballah afviser indblanding i attentatet. 11
Mordet på al-hariri udløser kæmpedemonstrationer, den såkaldte ceder-revolution som tvinger Syrien til at trække sit millitær og sin efterretningstjeneste komplet ud af Libanon. Syrien mister derved sin indflydelse i landet. Dette faktum ændrer det politiske landskab fuldstændigt. 19. juli 2005 danner Fouad Siniora regering, Hizballah deltager med 4 ministre. På baggrund af uoverensstemmelser om veto-ret til regeringsmedlemmerne træder Hizballah ministrene tilbage og vil derved udløse regeringens fald. Siniora afviser ministrenes tilbagetrædelser. 21. november 2006 bliver et andet medlem af regeringen, industriminister Pierre Gemayel fra den kristne, maronittiske fraktion offer for et attentat. 11. juni 2008 dannes en ny national samlingsregering under ledelse af Fouad Siniora igen, med Hizballah ministre. Regeringen omfatter 30 ministre. 25. januar 2011 danner Nadschib Mikati som Hizballah s kandidat en ny regering efter Hariri s afgang. April 2013 national samlingsregering ledet af ministerpræsident Tammam Salam. Regeringen tæller 24 ministre fra alle partier undtagen gruppen omkring Samir Geagea, en kristen militsleder. For første gang i tre år er Hizballah atter med i regeringen. 15. februar 2014 danner Tamman Salam atter en samlingsregering, med lige mange regerinsposter til Hizballah og Hariri s parti. Dermed ender en 10 måneder lang regeringsløs periode. I løbet af 1990 erne og fremefter opstår der ofte samarbejde mellem Hizballah og Hariri s sunni-muslimske fremtidsbevægelse, nogle gang præget af voldsomme uorverensstemmelser, somme tider af forsonelige toner. Det kommer mange gange til fælles regeringer. Hizballah har forandret sig fra en skarp ideologisk bevægelse til et nationalt orienteret parti, som tager vare på Libanons og libanesernes interesser. Efter attentatet på Hariri i 2005 deltager Hizballah aktivt i regeringsarbejdet i Libanon. ( Azani s. 151 f.f. ) The Future Movement and Hezbollah made serious progress Monday in a second round of talks siges det i en artikel fra den 7. januar i år hvor der beskrives disse to fraktioners ihærdige forsøg på gennem forhandlinger, at bilægge uoverensstemmelserne mellem shia- og sunni-muslimske fraktioner i Libanon. ( The Daily Star ) 12
Vurdering. Hizballahs plads i det libanesiske samfund. Hizballah har gennem sin eksistens siden 1982 til i dag undergået en del forandring, fra en hæftig, kompromisløs milits til et pragmatisk regeringsparti i Libanon. Bevægelsen har fra at være en lydig håndlanger for et stort naboland, gennem interne stridigheder, kampe med konkurrende grupper i et land præget af voldsomme omvæltninger, overordentlige belastninger i form af store flygtningestrømme, fjentlige angreb og besættelse fra nabolande, vundet en fast plads i det samfund hvor i den agerer. Hizballah er blevet et faktum i Libanesisk politik, som man ikke kan komme udenom eller forbi. Om dette faktum er stabiliserende? Ja, i den henseende, at det har fast struktur, udfylder vigtige funktioner i en kontinuerlighed i et meget uroligt samfund. Kan det også være destabilliserende? Også ja, da der stadig sker voldsomme forandringer, der øves brutal påvirkning udefra, bl. a. gennem attentater fra fremmede magter mod landets politikere og Hizballah reagerer nogle gange med voldelige midler. Men på bundlinien er Hizballah en stabiliserende faktor da partiet har formået at samle og organisere en stor del af befolkningen i Libanon. Som generalsekretæren Sayyed Hassan Nasrallah selv siger: Hezbollah is among those who care about Lebanon s future, given that it is a Lebanese party that represents a large crosssection of the population. ( voice of Hezbollah s. 252 ) 13
Litteraturliste. Joseph Alagha: Hizbullah s Identity Construction, Amsterdam. Amsterdam University Press 2011 Eitan Azani: Hezbollah. The Story of the Party of God: From Revolution to Institutionalization, Basingstoke. Palgrave MacMillan 2011 Fawwaz Traboulsi: A history of modern Lebanon. New York. Pluto Press 2007 William Harris: Lebanon, a history 600 2011. Oxford. Oxford University Press 2012 August Richard Norton: Hezbollah, a short history. Princeton. Princeton University Press 2007 Eugene Rogan: The Arabs, a history. London. Penguin Books 2010 Yderligere anvendt litteratur: Voice of Hezbollah. The statements of Sayyed Hassan Nasrallah. Edited by Nicholas Noe. London. Verso 2007 Kamal S. Salibi: The modern history of Lebanon. Delmar, New York. Caravan books 1965 Hussein Dakroup: Hezbollah, Future make headway easing tension. artikel i The Daily Star, 7. Januar 2015