Flådens sænkning

Søren Nørby FLÅDENS SÆNKNING 29. AUGUST 1943 REGION 2003

Søren Nørby Flådens sænkning 29. august 1943 Forlaget Region 2003 ISBN: 87-91354-01-3 Forlagsredaktion: Rasmus Dahlberg Tilrettelæggelse: Kasper Monty og Karen Christensen Kort: Tom Therkildsen Tryk: Narayana Press Bogbinder: Chr. Hendriksen Denne bog er udgivet i samarbejde med Orlogsmuseet. Forsidebillede: Søværnet Bagsidebillede: Jørgen S. Lorenzen Skibssilhuetterne er venligst stillet til rådighed af Walther Hagenau- Poulsen, Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS, Nyholm. Der må ikke citeres fra denne bog ud over kortfattede uddrag i forbindelse med anmeldelser uden nærmere aftale med forlaget. Forlaget Region Vestergade 15A, 1. sal 5000 Odense C Tlf. 63 11 19 92 Fax: 63 11 19 94 E-mail: info@forlagetregion.dk I-net: www.forlagetregion.dk

Indhold Forord 7 Besættelsen i perspektiv af Jørgen H. Barfod 11 Den danske flåde 1939-43 17 Skibene på Holmen Ubådsbroerne 36 Værkstedsskibet Henrik Gerner 51 Minestrygerne Søbjørnen og Søulven 57 Minestrygeren Søhunden og mineskibene Sixtus og Kvintus 63 Bevogtningsfartøjerne Hvalrossen og Makrelen 67 Kystforsvarsskibet Peder Skram 74 Mineskibene Lindormen og Lossen 80 Mineskibene Laaland og Lougen 87 Minestrygerne MS. 4 og MS. 8 94 Bevogtningsfartøjerne Sælen og Nordkaperen 100 Skibene uden for Holmen Korsør og Nyborg 106 Artilleriskibet Niels Juel 113 Inspektionsskibene Hvidbjørnen og Ingolf 127 Bevogtningsfartøjet Havørnen 137 Skibene, der nåede Sverige MS. 1 / Shara 144 Havkatten 147 Efterspillet 153 Appendiks Døde og sårede i søværnet den 29. august 1943 160 Alfabetisk oversigt over de danske flådeenheders skæbne den 29. august 1943 161 Kildemateriale 164 Register 167

Forord For alle, der oplevede dagen, markerede den 29. august 1943 befolkningens endelige brud med den danske regerings samarbejdspolitik over for den tyske besættelsesmagt, der havde besat Danmark den 9. april 1940. Bruddet startede som et folkeoprør i starten af august med strejker og uroligheder og endte med samarbejdspolitikkens sammenbrud den 28. august, da tyskerne følte sig nødsaget til et stille et ultimatum til den danske regering. Regeringen svarede nej til kravene, hvorefter tyskerne forsøgte at sætte den danske hær og flåde ud af spillet. Det tyske skridt fik den danske flådes ledelse til at beordre skibene sænket, og denne markante beslutning gav genlyd i omverdenen og nåede sågar helt frem til forsiden af New York Times den 30. august 1943. I år er det 60 år siden, begivenhederne fandt sted, og der bliver hvert år længere og længere mellem øjenvidnerne fra dengang. Derfor er jubilæet værd at markere, ligesom flådens sænkning blev mindet og højtideligholdt på 50- årsdagen i 1993. Denne bog er ment som en billeddokumentering af begivenheden og viser hovedparten af skibene både før, i enkelte tilfælde under og især efter deres sænkning i de regnfulde morgentimer den 29. august 1943. Ud over de mange billeder, hvoraf en stor del ikke tidligere har været offentliggjort, søger bogen at redegøre for søværnets situation op til flådens sænkning. Bogen lader endvidere en række af øjenvidnerne til begivenhederne fortælle med egne ord om deres oplevelser den begivenhedsrige morgen både omkring flådens hovedbase på Holmen og i de forskellige havnebyer rundt om i Danmark, hvor søværnets skibe også kom under angreb fra tyskerne. Sluttelig omhandler bogen skæbnen for søværnet efter den 29. august og herunder især de tyske bestræbelser på at gøre de sænkede skibe brugbare igen. Det er desværre ikke muligt at kreditere alle fotograferne bag bogens billeder. Mange personer, der havde deres gang på Holmen og rundt om i de danske havne, benyttede efter flådens sænkning lejligheden til at fotografere de ødelagte eller erobrede skibe. Billederne er efterfølgende blevet reproduceret utallige gange, og det er i mange tilfælde ikke længere muligt at finde frem til den oprindelige fotograf. Hovedparten af de viste billeder fra Holmen blev dog taget af daværende math-elev Jørgen Strange Lorenzen. Han har skrevet følgende beretning om, hvordan han tog billederne:»jeg havde mit fotografiapparat et Retina IIa med, da jeg begyndte som math-elev på Holmen, på trods af at det var klart ulovligt. Da vi kom tilbage til kaserneskibet Fyen sent om eftermiddagen den 29. august, havde tyskerne allerede været om bord og gennemrodet vores ejendele i jagten på krigsbytte. Heldigvis havde de ikke fundet mit Forord 7

8

Bemærk den tyske vagtpost, som kigger ud under Makrelens skrog. (Jørgen S. Lorenzen) kamera, og i løbet af interneringstiden nåede jeg at tage lidt over 70 billeder af Holmen, de sænkede skibe og tyskernes bestræbelser på at bjerge dem. Der var mange tyske vagter på Holmen, og jeg blev opdaget et par gange, men på nær en enkelt gang var der vand imellem mig og den tyske vagtpost, og jeg var derfor i stand til at slippe væk. Et par gange havde jeg nogle af mine elevkammerater med som dækning for min fotografering. De gav mig en vis beskyttelse for de tyske vagter. Den ene gang, jeg oplevede at blive taget, havde jeg lige taget et billede af Makrelen ud gennem portåbningen i Planbygningen ved Mastekranen. Her mente jeg mig fri for opdagelse, men pludselig kom en tysk vagt og tog mig på fersk gerning. Jeg opdagede ham slet ikke, før han stod direkte bag mig, og jeg havde stadig kameraet oppe, da han greb mig. Den tyske soldat truede mig med alle dødsens ulykker, men lod mig gå med apparat og film, efter at jeg havde lovet bod og bedring. Jeg var noget rystet over min manglende opmærksomhed, men jeg fortsatte dog fotograferingen.«fotografierne fra begivenhederne den 29. august 1943 har siden fundet vej ind i arkiverne hos en række af landets museer, og jeg har haft stor glæde af arkiverne hos Frihedsmuseet, Orlogsmuseet samt Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS. Tak til dem. Derudover vil jeg takke Korsør Lokalhistoriske Museum, Jørgen Barfod, Svend S.v.F. Kieler, Jørgen Strange Lorenzen, Gunnar Olsen, Johnny Balsved samt Ove Nielsen. Søren Nørby Orlogsmuseet, marts 2003 Forord 9

10

Tyske soldater går i land ved Langelinie den 9. april 1940 fra transportskibet Hansestadt Danzig. (Frihedsmuseet) BESÆTTELSEN I PERSPEKTIV Af Jørgen H. Barfod, formand for Frihedskampens Veteraner Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 skrev denne dato ind i Danmarkshistorien. Besættelsen kom som et chok for alle, men det var meget forskelligt, hvorledes man tog imod chokket. Den indre politiske strid blev gemt væk for en stund, da de største politiske partier indgik i en samlingsregering med socialdemokraten Thorvald Stauning som statsminister. Det danske folk sluttede op bag kong Christian 10., der den 9. april udsendte en erklæring, hvori han fremhævede at:»under disse for vort fædreland så alvorlige forhold opfordrer jeg alle i by og på land til at vise en fuldt ud korrekt og værdig optræden, da enhver uoverlagt handling eller ytring kan have de alvorligste følger.«folk kunne dog opfatte kongens ord forskelligt, for hvad var en korrekt og værdig optræden, når tyskerne stod i landet? Nogle opfattede ordene således, at det ville være mest værdigt at genere tyskerne så meget som muligt, og andre at man skulle følge regeringens ord. Den tyske fredsbesættelse gjorde det muligt at opretholde et beskåret dansk forsvar, der dog ikke skulle forsvare de danske grænser. Den opgave overtog den tyske værnemagt. I sommeren 1940 kom den nyudnævnte radikale udenrigsminister Erik Scavenius med en erklæring, der satte sindene i kog hos den del af befolkningen, der var mod den tyske besættelse. Han udtalte bl.a.:»ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.«Det var en rød klud for næsen af de danskere, som ønskede aktivt at modarbejde Tyskland, men disse var endnu for uvante med illegalt arbejde til at slå igen. Dog kom de første småsabotager allerede i 1940, hvor også illegale blade og løbesedler begyndte at blive omdelt. I sommeren 1941 angreb Tyskland landets hidtidige allierede, Sovjetunionen. I Danmark førte det til internering af hovedparten af de danske kommunister, og samtidig gav regeringen tilladelse til, at danskere kunne melde sig til tysk krigstjeneste. Regeringen bøjede sig igen og igen for de tyske krav og udleverede bl.a. otte torpedobåde til tyskerne, og en række af de mest åbenmundede politikere blev frataget deres poster. Kort og godt bøjede man sig for at få alt til at glide så let som muligt, og kulminationen blev, at udenrigsminister Scavenius i november 1941 tog til Berlin, hvor han på Danmarks vegne underskrev Antikominternpagten, der var vendt imod Sovjetunionen og den internationale kommunisme. Underskrivelsen medførte store demonstrationer i København, hvor en delegation overrakte en protestskrivelse til kong Christian 10. Heri Besættelsen i perspektiv 11

12 Det tyske mineskib Linz blev den 28. juli 1943 sprængt af modstandsbevægelsen på Odense Stålskibsværft, hvorefter tyskerne satte bevæbnede vagter ved danske arbejdspladser. Det udløste strejker og oprør, der bredte sig til hele landet. (Frihedsmuseet)

stod bl.a. følgende:»deres Majestæt skal vide, at vi hellere vil dele kår med det norske folk end uden modstand lade Danmark bruge til formål, der står i dybeste modstrid med vor vilje til at leve i et frit folkestyret Danmark.«SITUATIONEN SPIDSER TIL I starten af 1942 fik den spirende danske modstandsbevægelse forbindelse med Storbritannien, og briterne begyndte at kaste bl.a. våben og uddannede sabotører ned med faldskærm over Danmark. Sabotørerne skulle hjælpe med at opbygge en egentlig dansk modstandsbevægelse. Samtidig var den konservative politiker John Christmas Møller i 1942 kommet til London for at understrege Danmarks ønske om at tilslutte sig de allieredes kamp, og rundt om på de store have var der tusindvis af danske søfolk, der sejlede for de allierede, ligesom adskillige danskere i udlandet havde meldt sig til de britiske eller andre allierede styrker. Modstandskampen havde dog fortsat ikke regeringens støtte, og den 2. september 1942 holdt statsminister Vilhelm Buhl (der var blevet statsminister ved Staunings død i maj samme år) en tale, hvori han advarede mod at lade sig lokke til at deltage i sabotagen. Han understregede, at regeringen aktivt ville bekæmpe enhver form for sabotage, og sagde bl.a.»vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke ved opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesse.«efterhånden tog antallet af sabotagehandlinger til, og i sommeren 1943 kulminerede det hele med strejker rundt om i forskellige byer og kraftig stigning i antallet af sabotageaktioner. Augustoprøret blev til sidst det tyske militær for meget, og den 28. august fremsatte den tyske gesandt et ultimatum til den danske regering. Her krævede han, at regeringen øjeblikkeligt indførte mødeforbud for mere end fem personer samt strejke-, forsamlings- og udgangsforbud og dødsstraf for sabotage. BRUDDET Da regeringen ikke ville gå med til at indføre dødsstraf, afviste den tyskernes krav. Det medførte, at tyskerne natten mellem den 28. og 29. august gik i aktion mod den danske hær og flåde. Regeringen ophørte samtidig med at fungere, og den 29. august 1943 blev således den mest betydningsfulde dato for Danmark under hele besættelsen. Tyskernes aktion kostede 18 danskere livet i hæren og syv i søværnet. Ansvaret for bruddet den 29. august var modstandsbevægelsens. Det understregede den tidligere forsvarsminister Alsing Andersen allerede den 2. september, da han udstedte en bandbulle mod»den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler. Derfor er ansvaret deres for den situation, som nu er opstået, og de skal fastholdes på deres ansvar for, at det inden krigen sluttede kom dertil, hvor vi i øjeblikket befinder os.«modstandsbevægelsen var dog tilfreds med, Besættelsen i perspektiv 13

Tyske soldater på vej ud af Danmark ved Krusaa kort efter befrielsen. (Jørgen S. Lorenzen) 14 at der endelig kom rene linier i stedet for de uldne, hvor man ikke vidste, om forordningerne var givet efter tysk ønske eller danske interesser. DEN VIDERE KAMP Sammenbruddet gjorde det klart for de allierede, hvor Danmark stod i kampen for demokratiet, og det blev slået yderligere fast, da tyskerne den 2. oktober søgte at internere alle danske jøder. Heldigvis blev planen røbet og de fleste jøder advaret, og i de følgende uger blev små 7.000 jøder smuglet til Sverige. Tyskerne udsendte den 2. oktober en pressemeddelelse, hvori de slog fast, at nu, hvor jøderne»var blevet udskilt af det offentlige liv og hindret i at forgifte atmosfæren«, kunne man påbegynde frigivelsen af de internerede danske militærfolk. Dette ublu forsøg på at sammenkoble en befolkningsgruppes ulykke med skæbnen for de internerede fik straks viceadmiral Vedel og chefen for hæren, general Gørtz, til at protestere over for tyskerne. Protesten fik dog ringe effekt, og efter at undtagelsestilstanden blev ophævet den 6. oktober, begyndte tyskerne at frigive deres

danske fanger. Den sidste forlod interneringen den 19. oktober. Frigivelsen skulle dog vise sig at være en fejltagelse fra tyskernes side, da hovedparten af de frigivne danskere meldte sig under modstandsbevægelsens faner. Den videre modstandskamp blev hård med mange ofre på begge sider, og kampen gik også ud over civilbefolkningen. Det kunne ikke undgås ikke mindst da tyskerne anvendte terrormetoder. Mest kendt er mordet på digterpræsten Kaj Munk, der den 4. januar 1944 blev hentet i sit hjem og få timer senere myrdet. Kampen var først forbi den 4. maj 1945, da de tyske tropper i Danmark, Holland og i Nordtyskland overgav sig. Det var i de sidste år af besættelsen lykkedes danskerne at sikre sig en plads blandt de sejrende magter. Ingen tør tænke den tanke: Hvorledes ville Danmarks stilling have været, hvis samarbejdspolitikken var fortsat til den 5. maj 1945? 15 Besættelsen i perspektiv

16

Den minesprængte storebæltsfærge Christian IX ved Sprogø. (Danmarks Jernbanemuseum) DEN DANSKE FLÅDE 1939-43 Da 2. Verdenskrig brød ud den 1. september 1939, blev hovedparten af den danske flåde udrustet. Ligesom under 1. Verdenskrig blev søværnet pålagt at håndhæve den danske neutralitet, og der blev udlagt miner i de danske farvande. Dette indebar hektisk aktivitet for både søværnet og Orlogsværftet, da mange skibe hurtigt skulle gøres klar til afsejling. Dog var den sikringsstyrke, der blev formet i 1939, kun en skygge af det søværn, der havde forsvaret danske farvande under 1. Verdenskrig. I mellemkrigstiden havde også og måske især søværnet lidt under politikernes spareiver og den generelle afrustningspolitik. Søværnet rådede i foråret 1940 over to artilleriskibe, seks torpedobåde, fem bevogtningsfartøjer (ældre torpedobåde), ti ubåde, et mineskib, tre minefartøjer, fire minebåde, en minedepotbåd, ni minestrygere, fem inspektionsskibe, to opmålingsskibe samt et værkstedsskib for ubåde. Over halvdelen af disse fartøjer havde også været i tjeneste under 1. Verdenskrig, men de blev nu bemandet og var funktionsdygtige. Da den tyske hær overskred den danske grænse den 9. april 1940, fik flådens skibe, modsat enkelte af hærens enheder, ordre til ikke at kæmpe imod besættelsen. Det skabte stor forbitrelse blandt søværnets personel, men de mange opgaver, som flåden var pålagt, havde medført, at enhederne lå spredt rundt i de danske farvande. Var søværnet blevet pålagt at kæmpe, ville spredningen have besværliggjort et effektivt og sammenhængende forsvar. De tyske forsyningslinier til invasionstropperne i Norge var dog så udsatte, at selv et svagt dansk forsvar af de danske farvande kunne have givet tyskerne store problemer. Da Danmark og Tyskland, trods besættelsen, formelt set ikke var i krig, fik både hæren og søværnet lov at fortsætte som selvstændige værn. Enhver form for flyvning blev dog forbudt, og søværnet skulle udføre en række vigtige opgaver for den tyske besættelsesmagt. Allerede i midten af april 1940 begyndte britiske fly at nedkaste miner i danske farvande, og trods intern modstand blev søværnet pålagt at stå for minestrygning i dele heraf. I starten vægrede søværnet sig ved at skulle stryge ruten mellem Korsør og Nyborg, da den også blev brugt til transport af tysk krigsmateriel, men efter at tre storebæltsfærger var blevet minesprængt, gik søværnet med til at udføre strygningen. Resultatet blev, at søværnet strøg de øst-vestgående forbindelsesveje mellem Jylland og øerne, mens tyskerne skulle stryge de nord-sydgående ruter, der var af betydning for deres transport til og fra Norge. I begyndelsen af 1943 måtte søværnet dog bøje sig for tysk pres og gå med til også at stryge de nordsydgående ruter. Den danske flåde 1939-43 17

Kutteren K.1 blev minesprængt den 19. september 1942. Den var flådens eneste tab ved minestrygning under 2. Verdenskrig. (Orlogsmuseet) 18 Derudover fik søværnet fra oktober 1940 ansvaret for den søværts del af kystbevogtningen mellem Danmark og Sverige, der skulle forhindre illegale rejser mellem de to lande. Søværnet stillede tre ældre bevogtningsfartøjer til rådighed for denne styrke, men da det ikke var nok, måtte man leje en række små kuttere. Som modydelse for den danske indsats fik søværnet lov til at fortsætte uddannelsen af nyt mandskab. De tyske krav var dog skrappe, og skibene måtte kun sejle i udvalgte farvande: Smålandsfarvandet, Isefjorden og, for ubådenes vedkommende, Mariager Fjord. Endvidere måtte kun kystbevogtningens skibe sejle om natten, og alle sejladser skulle meldes til de tyske myndigheder mindst 48 timer i forvejen. Orlogsværftet fortsatte arbejdet med bygning af nye skibe til flåden, og i 1940 og 1941 løb en række store minestrygere og -læggere af stablen på Holmen. Derudover fik man bygget ti små minestrygere i træ på en række private værfter. Disse skibe blev færdigmonteret på Orlogsværftet i 1941.

Søhestens stabelafløbning den 30. april 1942. (Orlogsmuseet) Den danske flåde 1939-43 19

En torpedobåd af Glenten-klassen slæbes væk fra Holmen. (Orlogsmuseet) 20 UDLEVERINGEN AF TORPEDOBÅDENE Søværnet søgte loyalt at udføre den af regeringen pålagte ordre om samarbejde med den tyske besættelsesmagt, men det skabte stor vrede, da regeringen i foråret 1941 bøjede sig for et tysk krav om udlevering af otte af søværnets torpedobåde. Bådene blev slæbt bort fra Holmen den 5. februar 1941. De to ældste både leverede tyskerne hurtigt tilbage, da de var for små og forældede til tysk tjeneste, men de seks nyeste torpedobåde af Dragen- og Glenten-klassen tilbragte resten af krigen i tysk tjeneste. Bådene blev udleveret uden bevæbning, og som modydelse stillede tyskerne materialer til rådighed til bygning af seks nye torpedobåde. De nåede dog ikke at blive færdigbygget før krigens slutning, da man fra dansk side var bange for, at tyskerne i så fald ville overtage bådene. Da skibene forlod Holmen, gav kong Chris-

tian 10., der delte søværnets harme over udleveringen, ordre til, at Rigets Flag, der vajer fra Batteri Sixtus på Nyholm, skulle sættes på halv stang. Det sker normalt kun langfredag samt ved dødsfald i den kongelige familie. Udleveringen af torpedobådene var et ærestab for søværnets og meget ødelæggende for personellets moral, men trods utilfredsheden blev regeringens ordre om udlevering udført til punkt og prikke af søværnet. Udleveringen skete på et tidspunkt, hvor det så ud til, at Tyskland ville vinde krigen, og ingen i søværnet turde derfor tage ansvaret for en sænkning af torpedobådene et skridt, der kunne have fået hele samarbejdspolitikken til at bryde sammen. Søværnets ledelse blev dog enig om, at værnet ikke ville acceptere en lignende udlevering senere i krigen. VEDEL Kort tid efter at den nyudnævnte viceadmiral A.H. Vedel i september 1941 blev ny chef for søværnskommandoen, flådens øverste ledelse, begyndte man at planlægge, hvad man skulle gøre, hvis tyskerne forsøgte at tage den danske flåde. I sommeren 1942 gav Vedel ordre til, at søminevæsenet i al hemmelighed skulle begynde at producere sprængladninger til flådens skibe, så de hurtigt kunne sænkes. Rygterne om forberedelserne slap dog ud til offentligheden, og arbejdet måtte derfor sættes i bero i nogen tid. I løbet af foråret og sommeren 1943 lykkedes det imidlertid at udstyre samtlige skibe i aktiv tjeneste med sprængbomber, der blev placeret i chefens varetægt. I oktober 1942 blev alle danske tropper fjernet fra Jylland. Tyskerne var bange for, at den danske hær ville falde dem i ryggen, hvis de allierede skulle invadere Jylland. Søværnets minestrygere fik dog tilladelse til fortsat at anløbe de jyske havne syd for Ålborg. Det viser med al tydelighed, hvor stor betydning den danske minestrygning havde for tyskerne. Den 10. marts 1943 blev forholdet mellem den tyske besættelsesmagt og den danske flåde sat på en alvorlig prøve. En lille gruppe modstandsfolk havde held til at overtage kontrollen over minestrygeren Søridderen og fik den til at sejle dem til svensk farvand. Efter at modstandsfolkene og enkelte af besætningsmedlemmerne var gået i bådene og sejlet ind til den svenske kyst, returnerede Søridderen til Holmen. Ved nyheden om det skete reagerede søværnets ledelse voldsomt. Man ville både komme en tysk reaktion i forkøbet samt sikre, at andre af søværnets ansatte ikke fik lyst til at gentage modstandsfolkenes succes. Chefen på Søridderen, orlogskaptajn Prip, blev derfor afskediget fra søværnet efter en hurtig auditørsag. Hans fejl var, at han ikke aktivt havde forsøgt at generobre skibet fra modstandsfolkene. Samtidig blev hele besætningen udskiftet. Orlogskaptajn Prip blev dog efter befrielsen i 1945 rehabiliteret og genansat som kommandørkaptajn af reserven. I løbet af foråret og sommeren 1943 var viceadmiral Vedel på rundtur i landet for at holde personlige møder med søværnets skibschefer. Formålet var at sikre, at ingen var i tvivl om, hvordan de skulle reagere, hvis det skulle Den danske flåde 1939-43 21

22 Viceadmiral Vedel (med hvid kasket) i selskab med kommandør Evers på dækket af inspektionsskibet Ingolf i sommeren 1943. (Sv. Kieler)

komme til åben konflikt med tyskerne. I forbindelse med Vedels fortrolige samtaler med sine officerskolleger udsendte søværnskommandoen den 30. maj 1943 en hemmelig forholdsordre til samtlige skibschefer i aktiv tjeneste. Heri blev det slået fast, at ethvert angreb på et dansk orlogsskib eller krav om udlevering af skibet og/eller dets materiel skulle imødegås med magt. Under ingen omstændigheder måtte skibene overgives, uden at officerer og besætning havde gjort deres yderste for enten at ødelægge skibet eller søge neutralt farvand. FORBEREDELSERNE Da situationen mellem besættelsesmagten og den danske befolkning tilspidsedes i juli og august 1943, søgte søværnet at minimere risikoen for, at flådens enheder eller mandskab skulle blive involveret. Skibene blev flyttet fra de byer, der var plaget af uro, og mandskabet blev indskærpet ikke at lade sig provokere af tyskerne. Samtidig tog søværnskommandoen sine forholdsregler mod et eventuelt tysk forsøg på at overtage flådens enheder. Allerede natten mellem den 27. og 28. august blev flådestationen på Holmen sat i alarmberedskab, da man frygtede et tysk angreb. Viceadmiral Vedel gav ordre til, at et sådan skulle mødes med modstand fra Holmens vagtkompagni. Samtidig havde kystflåden udvalgt, hvilke skibe der ved et tysk angreb skulle forsøge at slippe ud af Flådens Leje og til Sverige, og hvilke der skulle sænkes. Skibscheferne blev informeret om, at signalet for enten sænkning af flåden (»K N U«) eller afgåelse til Sverige (»A E K«) ville blive udsendt fra den gamle krydser Hekla, der lå oplagt i Flådens Leje. Vedel var klar over, at det ikke var realistisk at nå at sænke samtlige flådens skibe, men han indskærpede, at de egentlige krigsskibe skulle sænkes eller søge mod Sverige dels for at hindre tyskerne i at benytte de danske skibe, men også på grund af signalværdien over for både den danske befolkning og de allierede. Solen stod op den 28. august, uden at tyskerne havde angrebet, men stemningen forblev anspændt. Mens regeringen arbejdede på et svar på det tyske ultimatum, inddrog søværnskommandoen al landlov, og skibene begyndte at tage proviant og ammunition om bord og træffe forberedelser til hurtigt at kunne forlade havnen. Samtidig forsøgte man at fortsætte dagligdagen på Holmen, som om ingenting var i gære. Et sportsstævne, der var begyndt allerede om fredagen, fortsatte om lørdagen med deltagelse fra både søværnet og hæren. Stævnet blev dog afbrudt lidt over middag, da de deltagende soldater fra hæren blev kaldt tilbage til deres kaserner, og søværnets mandskab skulle i gang med at gøre skibene klar til hurtigt at kunne forlade Flådens Leje. Skibene fik ordre til at ligge på kort varsel, hvilket vil sige, at de skulle være klar til at afgå med kun 15 minutters varsel. POLITISK SAMRÅD Om eftermiddagen lørdag den 28. august havde forsvarsminister Brorsen og Vedel et samråd. Her gav Brorsen, der havde været forsvarsminister Den danske flåde 1939-43 23

24 Holmen, sommeren 1943. Skibene ligger på næsten de samme steder som den 29. august. (Orlogsmuseet)

Søren Brorsen (1875-1961). Forsvarsminister for Venstre 1922-24, 1928-29 og 1940-43. (Folketingets bibliotek) (med ansvar for hhv. krigs- og marineministeriet) siden den 10. april 1940, ordre til, at der ikke måtte kæmpes imod de tyske troppers indtrængen på Holmen. Venstremanden Søren Brorsen mente, at Holmens område faldt ind under de paragraffer i ordningen fra den 9. april, der gav tyskerne ubegrænset adgang til de danske kystbefæstninger og hærens kaserner. Derudover anså han det for formålsløst at kæmpe mod den tyske overmagt og ville derfor undgå forgæves tab af danske liv. Han gav en lignende ordre til hæren. Brorsen mente ydermere, at flådens skibe på søen og i havne rundt om i landet også burde overgive sig uden kamp, men på dette punkt stod Vedel fast. Resultatet blev, at skibene uden for Holmen fik besked på, at nye ordrer fra søværnskommandoen skulle indhentes, hvis de blev udsat for angreb. I realiteten ville der næppe være tid til at indhente nye ordrer, hvorfor Vedel må have forventet, at hans officerer ville handle efter de ordrer, han havde givet tidligere om at sænke skibene eller søge svensk område. Resultatet af samrådet mellem Brorsen og Vedel blev, at søværnskommandoen udsendte ministerens nye ordre til enhederne på Holmen. Den lød:»besættelse af skibene på Holmen må efter regeringens bestemmelser ikke imødegås med magt.«søværnskommandoen valgte dog på egen hånd at tilføje følgende:»skibene kan efter omstændighederne sænkes.«samtidig blev officererne i Holmens vagtkompagni informeret om, at soldaterne i tilfælde af tysk angreb kun måtte skyde i selvforsvar. Vagtkompagniet gik derefter i gang med at opbygge en række passive spærringer af Holmens indfaldsveje, men de skyttehuller, der var blevet gravet natten før, blev ikke bemandet. ULTIMATUMMET UDLØBER På flådens hovedbase på Holmen i København befandt sig den 28. august 1943 35 større enheder, hvilket udgjorde langt hovedparten af den danske flåde. Kl. 13.25 blev alle udrustede skibe på Holmen underlagt kystflåden og alle enheder uden for Holmen underlagt søværnskommando- Den danske flåde 1939-43 25

26 General von Hanneken, den tyske øverstkommanderende i Danmark den 29. august 1943. (Frihedsmuseet)

en. Et ensartet kommandoforhold skulle sikre, at alle skibene fik samme ordre. Det tyske ultimatum til regeringen udløb kl. 16.00, hvorefter den tyske øverstkommanderende von Hanneken udsendte ordren»blitz 29.8. 0400 Uhr«til de tyske tropper. Det var tegnet til, at den tyske operation, der havde fået kodenavnet Safari, skulle begynde næste morgen kl. 04.00. Tyskernes planlægning havde først og fremmest drejet sig om en afvæbning af den danske hær, og først sent i forløbet viste det sig nødvendigt også at slå til mod den danske flåde. Derfor var det tyske angreb på Holmen præget af både dårlig planlægning, og af at der kun var få tyske styrker til rådighed. Således regner man med, at den tyske styrke kun bestod af en uhomogen gruppe på ca. 500 mand, mens der på Holmen befandt sig nær ved 2.000 danskere. Tyskerne vidste ikke, om de gik ud til åben kamp, eller om danskerne bare ville overgive sig, og de var derfor noget nervøse. Ydermere var langt hovedparten af de tyske soldater under uddannelse og uden nogen form for krigserfaring. Den tyske plan tog dog højde for styrkeforskellen: i tilfælde af modstand fra de danske styrker skulle denne knækkes ved hjælp af tyske fly og artillerienheder. Men havde tyskerne angrebet natten mellem den 27. og 28. august før Brorsen gav ordren til, at Holmen skulle overgives uden kamp kunne begivenhederne meget vel have fået et noget voldsommere forløb end det, der nu fulgte. SÆNK SKIBENE! Natten mellem den 28. og 29. august 1943 var regnfuld og mørk. Igennem det mest af natten blev havnen oplyst af tyske lysraketter og projektører, og de danske søfolk blev beordret til at»slange«(blunde fuldt påklædt) på deres banjer, så de hurtigt kunne være klar, hvis tyskerne skulle angribe. Kl. 03.56 ankom en tysk styrke til indgangen ved Prinsessegade. Tyskerne anmodede om at komme til at snakke med»der Kommandant«og blev lukket ind på Holmen. Samtidig skyndte de danske vagter sig at give besked til chefen for kystflåden, kommandør P. Ipsen. Kommandør Ipsen ringede straks videre og informerede Vedel, der befandt sig i Marineministeriet. Kl. 04.05 gav han ordren til, at flådens enheder på Holmen skulle sænkes. Samtidig blev flådens enheder uden for Holmen søgt kontaktet pr. radio med ordre om at søge svensk område eller sænke skibene. Da flåderadiostationen på Holmen siden den 9. april 1940 havde været under tysk kontrol, havde søværnskommandoen indrettet en hemmelig radiosender på loftet over Marineministeriet, og det var herfra, at signalet blev afsendt. Tre minutter senere blev signalet»k N U«afsendt til fartøjerne på Holmen. Det skete via en signallampe fra bevogtningsfartøjet Hvalrossen, der lå ved siden af kystflådens flydende hovedkvarter om bord på Peder Skram. Mens der blev ringet frem og tilbage mellem Marineministeriet og chefen for kystflåden, var tyskernes vej ind på Holmen blevet stoppet af en åben klapbro mellem Arsenaløen og Frederiks- Den danske flåde 1939-43 27

28 Udsigt over Holmen efter flådens sænkning. (Frihedsmuseet)

holm. Da ingen kunne sænke broen, måtte tyskerne vende om og køre den lange vej uden om Holmen ad Refshalevej, hvilket tog dem små 15 minutter. I mellemtiden var danskerne gået i gang med at sænke deres skibe. Den første eksplosion lød kl. 04.12, og allerede kl. 04.35 var alle skibene på nær bevogtningsfartøjerne Nordkaperen og Sælen sænket. Disse to enheder forsøgte at slippe ud af Flådens Leje, men måtte opgive, og de blev kl. 04.55 som de sidste skibe sænket. I alt blev 27 enheder sænket på Holmen. I mellemtiden var den tyske udsending, Korvettenkapitän Petersen, nået frem til chefen for flådestationen, kommandør A.E.V. Granjean, og havde overrakt et tysk ultimatum, som gik ud på, at flådestationen skulle overgive sig og tillade uhindret tysk indtrængen på området. Danskerne fik 30 minutter til at bøje sig, hvorefter området ville blive angrebet af de tyske styrker. Kl. 04.27 overgav flådestationen sig, og tyskerne meddelte derfor, at de kl. 04.57 ville påbegynde indrykning på området. To minutter før tidsfristen udløb, indfandt kommandør Ipsen sig hos Granjean og meddelte, at flåden var sænket. AFMARCH Efterhånden som skibene blev sænket, begav officerer og besætningsmedlemmer sig til Planbygningen ved Mastekranen. Her indfandt kommandør Ipsen sig lidt efter 05.00. Han holdt en kort tale og sluttede af med at udråbe et leve:»den danske flåde er sænket med ære, længe leve den danske flåde.«ipsens tale blev mødt med et spontant trefoldigt hurra fra de tilstedeværende besætninger. Derefter blev alle beordret til at aflevere eventuelle håndvåben, og snart lå der en større dynge pistoler og geværer på gulvet. Mandskabet på kaserneskibet Fyen havde dog nået at smide samtlige skibets ca. 600 geværer over rælingen, inden man gik fra borde. Tyskerne indfandt sig i Planbygningen og beordrede danskerne til, under tysk vagt, at marchere væk fra området omkring Mastekranen. Klokken var nu blevet hen ad kvart over fem om morgenen, og dagen var begyndt at lysne. Danskerne nåede dog kun få meter, førend de kom under beskydning. Et tysk fartøj, der var sejlet ind i Flådens Leje, åbnede ild mod bygningerne på Nyholm. Tyskerne hævdede efterfølgende, at det var danskerne, der havde skudt først. Set i lyset af, at brandene om bord på eksempelvis Henrik Gerner og Søulven fik ammunitionen i kanonerne om bord til at gå af, er det ikke usandsynligt, at tyskerne har fået det fejlagtige indtryk, at der blev skudt på dem fra de mennesketomme skibe. Sikkert er det dog, at ingen af de danske søofficerer eller besætningsmedlemmer skød mod tyskerne. Resultatet blev, at en større ildkamp opstod, dog kun med tyskere, der skød på tyskere. De ubevæbnede danskere blev fanget i krydsilden, hvilket kostede to døde og to sårede. Tyskernes forvirrede beskydning af deres egne kostede dem én dræbt og syv sårede. Efter at skydningen var indstillet, blev marchen genoptaget. Først gik turen ned til Holmens personelkontor, hvor alle måtte aflevere gasmasker, lommeknive, stålhjelme samt eventuelle Den danske flåde 1939-43 29

30 våben. Derefter blev søværnets officerer samlet i flådestationens kontorbygninger, mens de menige og de underordnede befalingsmænd marcherede ud til den tyske luftmarinestation på Margretheholm, hvor de forblev, indtil de ved 15- tiden blev kommanderet tilbage til Holmen og interneret. TYSKERNES SYN PÅ BEGIVENHEDERNE Klokken 05.15 om morgenen den 29. august havde tyske styrker indfundet sig i Marineministeriet, hvor de tog bl.a. viceadmiral Vedel i forvaring. To timer senere blev Vedel bragt til det tyske flådehovedkvarter på Hotel Phønix. Her mødte han den tyske admiral Wurmbach, der var øverstkommanderende for de tyske flådestyrker i Danmark. Ved mødet udtalte Wurmbach»Wir haben beide unsere Pflicht getan«(vi har begge gjort vores pligt), hvilket kun kan ses som en anerkendelse af, at han i samme situation ville have handlet som den danske flådes ledelse og søgt at sænke skibene. Der er ingen tvivl om, at den tyske flåde helst havde været Operation Safari foruden. Tabet af de danske minestrygere var et hårdt slag for den tyske Kriegsmarine, der nu måtte i gang med at finde skibe og mandskab, der kunne overtage strygningen i de danske farvande. Samtidig blev sænkningen af flådens skibe bemærket verden rundt, og den bidrog væsentligt til at forbedre Danmarks image hos de allierede. BJERGNINGEN AF DE SÆNKEDE SKIBE Tyskerne krævede til at begynde med, at Orlogsværftet skulle stå for bjergningen af de sænkede skibe. Deres begrundelse var, at skibene fortsat var dansk ejendom, og at det kun var brugsretten, der ville overgå til tyskerne. Fra dansk side nægtede man at udføre arbejdet, men efter samtale med viceadmiral Vedel besluttede man at komme tyskerne i møde ved at udlevere tegningerne til de sænkede skibe. Men man fastholdt, at tyskerne selv måtte hæve skibene. Tyskerne gik hurtigt i gang med arbejdet. Først foregik det ved hjælp af to mindre bjergningsskibe fra Kiel, der kunne bringe de skibe, der kun var sænket gennem åbning af søventiler, flot. Til de skibe, der var sænket ved sprængning, fik tyskerne sejlet en stor flydekran fra Hamburg til København. Kranen, der hed Schwimmkran I/38, men blev kaldt»der Lange Hendrik«, ankom den 3. oktober 1943, og da den først var på plads, kom der fart over bestræbelserne. Efter at de danske skibe var blevet hævet, blev de bugseret over til det nærliggende Burmeister & Wain-værft. Tyskerne søgte at overtale værftet til at stå for reparationen af skibene, men det undslog værftets ledelse sig. Skibene måtte derfor enten slæbes til Tyskland for reparation eller efterlades ubrugelige på Holmen. I alt endte 15 af de 32 sænkede skibe i en eller anden form for aktiv tjeneste i den tyske flåde. Den tyske flydekran»der Lange Hendrik«ankommer til Holmen. (Jørgen S. Lorenzen)

Den danske flåde 1939-43 31

7 6 28 29 32 1 2 3 4 8 9 16 10 20 14 17 11 18 12 21 19 15 13 22 25 23 26 24 27 30 31 5 33 34

Skematisk oversigt over Holmen med angivelse af de sænkede enheders placering den 29. august 1943. SKIBENE PÅ HOLMEN Næste side: Holmen, ca. 1925. (Orlogsmuseet) Holmen i København, der fra 1692 til 1993 fungerede som den danske flådes hovedbase, er en fællesbetegnelse for et område, der dækker fem kunstige øer i udkanten af Københavns Havn. Her lå også Orlogsværftet, der byggede og vedligeholdt flådens skibe, og som i hele perioden var en af Københavns største arbejdspladser. Samtidig var Holmen hjemsted for både kongeskibet og en række af søværnets uddannelsesinstitutioner, bl.a. Søværnets Officersskole. Flådens område bestod af Nyholm, Frederiksholm, Dokøen, Arsenaløen samt luftmarinestationen, der lå på det, der i dag hedder Margretheholm. Øerne var indbyrdes forbundet af en række broer, og der var kun adgang til området via Prinsessegade og Refshalevej. Foran Holmen lå Flådens Leje et afspærret område af Københavns Havn, hvor flådens skibe lå fortøjet, når de ikke var på togt. 1. Kystforsvarsskibet Peder Skram 2. Varmebåd nr. 2 3. Bevogtningsfartøjet Hvalrossen 4. Bevogtningsfartøjet Makrelen 5. Kaserneskibet Fyen 6. Mineskibet Laaland 7. Mineskibet Lougen 8. Minestrygeren Søulven 9. Opmålingsskibet Hejmdal 10. Logiskibet Hekla 11. Ubåden Bellona 12. Ubåden Rota 13. Ubåden Havmanden 14. Ubåden Havhesten 15. Ubåden Daphne 16. Ubåden Flora 17. Ubåden Dryaden 18. Ubåden Havkalen 19. Værkstedsskibet Henrik Gerner 20. Mineskibet Lindormen 21. Minestrygeren Skagerrak 22. Minestrygeren Søhunden 23. Mineskibet Kvintus 24. Mineskibet Sixtus 25. Mineskibet Lossen 26. Minestrygeren MS. 10 27. Minestrygeren MS. 8 28. Minestrygeren Søbjørnen 29. Oliebåd nr. 1 30. Ubåden Havfruen i Flydedok nr. 2 31. Bevogtningsfartøjet Narhvalen i Flydedok nr. 3 32. Minestrygeren MS. 4 33. Bevogtningsfartøjet Sælen 34. Bevogtningsfartøjet Nordkaperen Skibene på Holmen 33

34

Skibene på Holmen 35

Ubådsbroerne 36 Den danske flåde fik sin første ubåd allerede i 1909, og den nye skibstype forblev højt prioriteret helt frem til 2. Verdenskrigs udbrud. Under 1. Verdenskrig deltog ubådene i flådens sikringsstyrke, og i mellemkrigsperioden fortsatte opbygningen af værnet. I perioden 1918-20 blev der bygget tre både af C-klassen, og de blev 1925-26 fulgt af to enheder af D-klassen. Det betød, at søværnet i 1926 rådede over hele 16 ubåde i tjeneste. Dette højdepunkt varede dog kun små seks måneder, før de ældre enheder af B-klassen begyndte at blive udfaset. Ved krigsudbruddet i september 1939 rådede søværnet over 11 ubåde, med en tolvte under bygning. To af ubådene var under eller afventede eftersyn, og to var oplagt, men resten blev udrustet og indgik i Sikringsstyrken. Mens de ældre både af C- og D-klassen blev stationeret i Øresund, fik de tre nye enheder af H-klassen sammen med 1. eskadre base i Århus. Her befandt de sig stadig den 9. april 1940. Efter besættelsen blev samtlige ubåde overflyttet til Holmen og oplagt her. I 1941 fik ubådene lov at fortsætte uddannelse af mandskab. I den første tid måtte ubådene dog kun foretage prøvedykning inde i Flådens Leje, men efterhånden blev kravene lempet, og søværnet fik lov til to gange om året at sende tre ubåde én af hver klasse på togt i enten Mariager Fjord eller Isefjorden. I Isefjorden kunne ubådene både øve artilleri- og torpedoangreb, men pga. Isefjordens lave vand var Mariager Fjord mere velegnet til egentlige dykkeøvelser. Da tyskerne i begyndelsen af 1943 krævede al dansk militær væk fra Jylland, måtte ubådene dog søge til et nyt øvelsesområde i Smålandsfarvandet. Den 29. august 1943 lå alle flådens 12 ubåde dog på Holmen. Fem var under kommando, fire var oplagt eller til eftersyn, mens de tre ældste var udrangeret og lå som flydende oliedepoter.

Skibene på Holmen 37 De sænkede ubåde fotograferet fra Langeliniesiden. Yderst til højre ses Henrik Gerner. (Frihedsmuseet)

Bellona 38 C2 Bellona var én af flådens ældre ubåde, og allerede den 28. august gav kystflådens chef ordre til, at den ikke skulle deltage i forsøget på at forlade Flådens Leje i tilfælde af et tysk angreb. Ubåden skulle i stedet sænkes. Da forberedelserne til en sænkning således allerede var truffet, blev ubåden en af de første enheder, der blev sænket. Det skete kl. 04.12. Bellona blev ikke sprængt, men blot sænket med åbne luger. Det indtrængende saltvand sørgede for at ødelægge bådens motorer, batterier og elektriske udstyr. En sømand ved ubådsdivisionen, der også deltog i sænkningen af ubåden Rota, gav følgende beretning om sænkningen af Bellona:»Jeg måtte videre til næste båd, Bellona. Ned i den og åbne for bundventilerne og luftafgang for tank I og III A og B og V og rumventilerne. Jeg mærkede nok, at vandet kom ind, men det gik langsomt. Jeg gik så op på båden og så mig om. [...] Bellona sank ikke rigtigt. Jeg sprang derind igen og åbnede for resten af tankene, og nu blev der gang i det. Jeg mærkede, hvordan båden satte sig, og jeg sprang i land.«bellona blev hævet den 4. november, men var, ligesom resten af ubådene, så ødelagt, at tyskerne ikke fandt det besværet værd at reparere den. På dette tidspunkt i krigen serieproducerede tyskerne store oceangående ubåde, og det kunne derfor ikke betale sig at bruge kostbare ressourcer på at reparere de små danske kystubåde. Var ubådene faldet uskadte i hænderne på tyskerne, er det dog meget sandsynligt, at de var blevet brugt som træningsenheder for nye tyske ubådsbesætninger eller i kampen mod russerne i Østersøområdet. Efter bjergningen blev Bellona oplagt i Tømmergraven, hvor den blev genfundet i maj 1945. Da mente søværnet ikke, at det kunne betale sig at reparere den, og den udgik derfor af flådens tal i august 1946. Bellona blev solgt og ophugget i 1952. C2 Bellona (1919-1943) og C3 Flora (1920-1943) Type: Ubåde af C-klassen Længde: 47,5 m, bredde: 4,8 m, dybgang: 2,7 m Deplacement: 301 t / 369 t neddykket 1 : 500 Fart: 14,5 knob på overfladen (900 HK) / 10,5 knob neddykket (640 HK) Besætning: 25 mand Armering: Fire 452 mm torpedorør (tre for og et agter) En 57 mm luftværnskanon

Skibene på Holmen 39 Forrest Bellona, bag den Havhesten og bagest Henrik Gerner. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS)

Dryaden og Flora 40 Dryaden, der løb af stablen i 1926, udgjorde sammen med søsterskibet Daphne den såkaldte D- klasse inden for de danske ubåde. Flora var den tredje og sidste ubåd i C-klassen og indgik i flåden i 1922. Under 2. Verdenskrig var begge ubåde aktive og deltog i ubådsøvelserne omkring Mariager Fjord og Isefjorden. Den 29. august 1943 lå ubådene på Holmen uden kommando Flora havde tilmed fået udtaget batterierne. Derfor var ingen af skibene blevet udvalgt til at forsøge et udbrud, og begge både blev sænket ca. kl. 04.15. Mens Dryaden blev sænket, så kun dens tårn og forstavn stak op af vandet, kunne Flora pga. lav vanddybde ikke sænkes helt. Den blev dog, som de andre, fyldt med saltvand og derfor ødelagt. Før sænkningen af Dryaden nåede maskinbesætningen også at ødelægge bådens motorer for derved at sikre, at den aldrig skulle komme i tysk tjeneste. Flora blev hævet den 1. november, mens Dryaden først kom op til overfladen igen den 12. i samme måned. Som nævnt valgte tyskerne ikke at genbruge de danske ubåde, og de blev alle, på nær Bellona, oplagt i Søminegraven. Efter grundige overvejelser indså søværnet efter krigen, at reparation af skibene ikke kunne betale sig. Man valgte i stedet at leje tre større britiske ubåde. De ødelagte ubåde blev efterfølgende ophugget: Dryaden i 1946 og Flora i 1952. D-2 Dryaden (1926-1943) Type: Ubåd af D-klassen Længde: 49 m, bredde: 5,2 m, dybgang: 2,6 m Deplacement: 308 t / 381 t neddykket Fart: 13,4 knob på overfladen (900 HK) / 6,9 knob neddykket (400 HK) Besætning: 25 mand Armering: Seks 452 mm torpedorør (fire for og to agter) En 75 mm kanon En 20 mm kanon Et maskingevær 1 : 500

Dryaden og Flora. Flora kunne pga. lav vanddybde ikke sænkes helt. Bag Flora ses Havkalen og Henrik Gerner. (Orlogsmuseet) Skibene på Holmen En tysk soldat betragter de sænkede ubåde. I baggrunden ses det udbrændte vrag af Henrik Gerner. (Jørgen S. Lorenzen) 41

Bag Havhesten er ubåden Daphne helt forsvundet fra overfladen. (Orlogsmuseet) 42

Havfruen H2 Havfruen (1937-1943) Type: Ubåd af H-klassen Længde: 47,5 m, bredde: 4,7 m, dybgang: 2,8 m Deplacement: 335 t / 407 t neddykket Fart: 15,3 knob på overfladen (1.200 HK) / 7,2 knob neddykket (450 HK) De moderne kystubåde af H-klassen, som Orlogsværftet begyndte at bygge i 1937, fik navnene Havkalen, Havmanden og Havfruen. Den fjerde enhed, Havhesten, blev færdigbygget under besættelsen og indgik først i flåden i september 1942. En planlagt femte enhed blev annulleret efter den tyske besættelse, da man måtte prioritere de sparsomme ressourcer og mente, at det var vigtigere at få bygget tre ekstra minestrygere af Søløven-klassen. H2 Havfruen løb af stablen i 1937 og var aktiv i flådens sikringsstyrke i 1939-1940. H-klassen var oprindeligt udstyret med to 40 mm luftværnskanoner, hvilket gav den et kraftigt luftforsvar, Besætning: 25 mand Armering: Fem 452 mm torpedorør (tre for og to agter) To 40 mm luftværnsskyts, hvoraf et i starten af krigen blev overflyttet til hhv. Niels Juel og Peder Skram To 8 mm maskingeværer 1 : 500 men i efteråret 1939 blev den forreste kanon på hvert fartøj afmonteret og overflyttet til artilleriskibet Niels Juel og kystforsvarsskibet Peder Skram, der havde brug for en markant styrkelse af deres luftforsvar. Alle H-klassens ubåde deltog efter den tyske besættelse i uddannelsessejladserne i Mariager Fjord og Isefjorden. Havfruen lå den 29. august uden kommando til eftersyn i Flydedok nr. 2 på Holmen. Bådens besætning var ikke om bord, men det lykkedes alligevel nogle orlogsgaster at sænke og ødelægge båden. Kl. 04.15 blev bundventilerne og tankdækslerne på Havfruen fjernet. Samtidig blev flydedokkens bundventiler åbnet, og endeligt blev arbejdet gjort helt færdigt, da man ved hjælp af en forhammer slog hul i bunden af flydedokken. Som med resten af ubådene blev Havfruen ødelagt af det indtrængende saltvand og ikke af sprængning. Tyskerne hævede ubåden den 8. oktober og satte den på land. Her blev Havfruen tætnet med nye bundventiler m.v., inden den blev sat i vandet igen den 3. december. Det tyske arbejde kan dog ikke have været særlig veludført, for Havfruen sank igen dagen efter, og tyskerne måtte atter hæve den den 6. december. Skibene på Holmen 43

44 Havfruens stabelafløbning i 1937. (Orlogsmuseet)

Skibene på Holmen 45 Havfruen til søs i september 1939. Bemærk de to 40 mm luftværnsstillinger på dækket. (Orlogsmuseet)

46 Havfruen i den sænkede flydedok. I baggrunden på billedet herover ses den kæntrede minestryger Søbjørnen. (Frihedsmuseet og Orlogsmuseet)

Skibene på Holmen 47

Tyskerne hæver Havfruen. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS) 48

Denne og næste side: Ødelagte ubåde i Søminegraven, maj 1945. Overfladefartøjet, der ses mellem ubådene, er mineskibet Lougen. (Frihedsmuseet og Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS) Skibene på Holmen 49 Efter krigen overvejede søværnet at reparere de forholdsvis nye både af H-klassen, men da bådene skulle forlænges for at få plads til nyt radarog asdic-udstyr, ville prisen for en reparation/ modernisering blive meget høj, og planerne måtte opgives. I 1950 blev Havfruen sammen med resten af H-klassen solgt til ophugning.

50

Værkstedsskibet Henrik Gerner Henrik Gerner (1927-1943) Type: Værkstedsskib for ubåde Længde: 49 m, bredde: 8,2 m, dybgang: 2,8 m Deplacement: 490 t Fart: 13,2 knob (900 HK) Henrik Gerner blev bygget som flydende værksteds- og depotskib for søværnets ubådsdivision, men deltog også i uddannelsen af kadetter, hvilket bragte skibet vidt omkring i både ind- og udland. Under krigen opererede det hovedsageligt sammen med ubådene i Mariager Fjord. I foråret og sommeren 1943 var Henrik Gerner med ubådene på et to-måneders togt til Isefjorden og det sydfynske øhav, men i slutningen af august 1943 lå skibet igen på Holmen. Det skulle om morgenen den 29. august have været afgået med et hold dykkeraspiranter på uddannelsestogt til Århus og var derfor fuldt lastet med brændstof og forsyninger. Togtet blev dog aflyst Besætning: 46 mand Armering: To 75 mm kanoner Tre maskingeværer 90 miner 1 : 1000 om eftermiddagen den 28., og officererne blev pålagt at gøre skibet klar til hurtig sænkning. Efter at signalet til sænkning var blevet givet fra Hvalrossen, blev to unge søløjtnanter af reserven, Stærmose og Edvars, sendt fra logiskibet Hekla over til ubådsbroerne for at kontrollere, at ordren om sænkning af skibene og ubådene var blevet modtaget og udført. De så her ubådene i gang med et synke, men Henrik Gerner lå mørk og stille hen, og søløjtnanterne gik om bord for at finde ud af, om skibet var ved at blive sænket. Om bord traf de en værnepligtig i gang med at gøre skibets 20 mm maskinkanon klar til skydning. Han ønskede at sikre, at skibet ikke faldt i tyske hænder, og han blev i første omgang meget vred, da søløjtnanterne beordrede ham fra borde. Han troede, Stærmose og Edvars ville overlade skibet uskadt til tyskerne. Det var dog langtfra deres mål. Da hverken Edvars eller Stærmose var udstyret med nøglen til chefens lukaf, måtte de sparke døren ind for at få fat på skibets sprængbombe. Bomben blev hurtigt anbragt på forskottet i maskinrummet, og uret, der var indstillet til ti minutter, blev sat i gang. Derefter forlod de skyndsomt skibet. Søløjtnanterne stod nu på land og ventede på, at Henrik Gerners sprængbombe skulle eksplodere. Imens ubådene langsomt gled til bunds rundt omkring Stærmose og Edvars, blev sekunderne Skibene på Holmen 51