Klitmøller Spejderne 50 år mod på mere Klitmøller-Spejderne 1959-2009 -mod på mere Dette er historien om en spejdergruppe der i 50 år har turdet gå foran, og udvikle med nye måder at lave spejderarbejde på. Det er også historien om masser af gode oplevelser og udfordringer, men først og fremmest er det historien om masser af kammeratskab, som spejdere i Klitmøller nu har oplevet i 50 år.
Klitmøller-Spejderne 1959-2009 -mod på mere Klitmøller-Spejderne - mod på mere Jubilæumsskrift udgivet af Klitmøller-Spejderne i anledning af foreningens 50 års jubilæum december 2009
Arbejdet med dette jubilæumsskrift har været besværligt. Det svære har først og fremmest været at fravælge alt det der ikke skulle med. Kildematerialet har været masser af dagbøger, scrapbøger, private fotobøger vi har lånt, avisudklip, protokoller og meget mere. Alt for tit er vi endt med at sidde og uddybe det skrevne med små anektoter og»kan du huske dengang vi...«. Mange af historierne er fra før vi selv kom til byen, og det har været sjovt at opleve spejderarbejdet og spejderværdierne fra»dengang«. Resultatet er heller ikke udeblevet. Nærværende jubilæumsskrift er måske ikke blevet særligt struktureret, for vi ville gerne have det hele med. Til gengæld synes vi det er blevet til et kalejdoskop af gode historier, skøre ideer og gamle minder. Tak til alle der har bidraget til jubilæumsskriftet, men især tak til de hundredevis af Klitmøller spejdere der har været med til at skabe historierne. Martin Eigenbroth og Jane Bauer. Klitmøller-Spejderne 1959-2009 Redaktion: Jane Bauer og Martin Eigenbroth Grafisk produktion: Fjerritslev Tryk A/S Forsidefoto: Mette Johnsen - www.mettejohnsen.dk -mod på mere 2
Mod på mere Hvor har jeg ligget vågen mange aftener i min seng, den seneste tid, og spekuleret over indholdet i denne indledning. Jeg har nemlig for længe siden besluttet, at jeg ville forsøge at forklare, hvorfor det at være spejder er noget særligt, og hvorfor Klitmøller-Spejderne har haft et eksistensgrundlag i de forgangne 50 år og også har det fremover. Der er så mange ting: kammeratskaber, oplevelser og følelser, som jeg gerne vil dele med jer jubilæumsskrift læsere hvorfor er det nu lige at spejderbevægelsen er så fantastisk og hvorfor er det at det, for rigtig mange af os, ender med at blive en livsstil? Hvordan bærer man sig ad med at forklare det via ord på et stykke papir? Den opgave jeg der stillede mig selv, er ikke nem har jeg fundet ud af.. Måske gemmer svaret sig i dette skrift, mellem de små hyggelige dagbogsuddrag, billederne som folk har haft liggende i deres gemmer og indlæggende som Klitmøller spejdere fra før og nu har bidraget med. Og derudover vover jeg forsøget med en forklaring, som uanset hvor godt det går, aldrig vil kunne give det fuldstændige billede. Klitmøller-Spejderne har altid været dem der har turde, dem der har udviklet sig, dem der aldrig dvælede ved sådan plejer vi og altid med Sonja og Børge i front, både på gruppe-, divisions- og korpsplan. Dette har jeg kunnet læse om i diverse protokoller, dagbøger og regnskabsbøger og ofte har jeg hørt de gamle spejdere fortælle. Jeg har haft den fornøjelse at spejde sammen med Sonja og Børge i en del af årene og ofte har jeg siddet ovre hos dem ved deres spisebord og lyttet til deres fortællinger, fra det hele startede og så fremad i tiden. Klitmøller Spejderne har altid været dem der har gået forrest. Og i de 20 år jeg har været med, har der også altid været plads til store armbevægelser og ingen begrænsninger for hvad der har kunnet lade sig gøre. Det skulle da lige være det med økonomien, som selvfølgelig har fyldt rigtig meget for bestyrelserne gennem tiden, men det har aldrig været en forhindring for udfoldelse, nærmere en udfordring som oftest er blevet løst. En af de aftener hvor jeg lå i min seng og tænkte på denne artikel, kom der et ordsprog poppende op: Man behøver ikke at være tosset, men det hjælper! Imens jeg skriver netop disse ord, dukker der et smil op på mine læber. Hvor har vi dog lavet mange crazy ting og arrangementer i tidernes løb. Lige fra divisionsturnering med marsmænd der kunne lave brænde om til popcorn via deres magiske maskine (en grønthøster der pustede tonsvis af popcorn ud over spejderne), spejdertræf hvor spejderne boede patruljevis på øde øer (lavet af bigballer) uden at måtte komme ned derfra en hel weekend, julebal på Af gruppeleder Jane Bauer 3
Det hjælper somme tider at være lidt tosset. Her har Klitmøllers ledere i 2001 udfordret hinanden i paintball... Brændningen med besøg af selveste Danse Daisy og med gratis opsamlingsbus. Vi har været med til at stjæle selveste Dronning Margrethe ved årtusindeskiftet og spejderne har befriet hende igen og været til galla. Vi var en flok ledere der en overgang rendte rundt i de grimmeste gule sokker, indeholdene meget sure tæer lederpatruljen yellow so(u)cks. Og mange ledere og bestyrelsesmedlemmer glemmer nok aldrig, hvordan det er at rende rundt i regnvejr med en paptallerken på ryggen med rosende ord på eller måske at sidde til bords og spise frokost midt ude i Vandet Sø, med flot opdækket bord og tjenere i waders. Og nu er jeg ved at være pejlet ind på, hvorfor det er så fantastisk at være spejder. Her kan vi teste tossede ideer og skæve vinkler. Der er ingen regler og begrænsninger for udfoldelse, alt kan lade... men det hele blandes med alvor og udvikling. Her er opgaven at skrive rosende ord på ryggen af personen foran. sig gøre. Vi udfordrer os selv til at turde mere end vi turde sidst. Store projekter er aldrig for store til at det ikke kan lykkes, hvis vi vil. Det er tilladt at være fjollet. Sammen udretter, udvikler og udskejer vi. Vi dyrker forskellighed, det jeg ikke kan, det kan du og sammen kan vi alting. Alle de ting er med til at bevare vores indvendige spejderild, og det er helt sikkert det der er med til at vi ikke brænder ud. Den tændthed og begejstring vi opnår er den der giver os MOD PÅ MERE.. 4
Mod på mere rejsen fra 1959 til 2009 Da Børge og Sonja Thorup i 1959 dannede Klitmøller Trop havde de mod på mere. Det var næppe sådan, de selv udtrykte det. Børge og Sonja havde en vision om, at børn og unge i Thy, i Klitmøller også skulle være spejdere. Børn og unge skulle opleve spejderarbejde. Med udgangspunkt i spejderloven og spejderløftet, og med den vestjyske natur, klitterne og havet som rammen skabte de Klitmøller Trop. Personligt har jeg mødt Børge, som en rigtig lun, aktiv og fantastisk engageret person. Et engagement, der også førte til, at Børge i en årrække sad i korpsledelsen i Det Danske Spejderkorps samt havde mange andre tillidshverv i samfundet. Mange gode og aktive spejderledere har efterfølgende haft mod på mere og videreført spejderarbejdet. Gruppen har fornuftigt evnet at få spejderopgaverne til at hænge sammen i et geografisk område, hvor der kan være langt mellem husene. Gruppens nuværende gruppeleder Jane Bauer kom ind i gruppen for ca. 20 år siden, og har ydet en imponerende indsats som gruppeleder af flere omgange. Undren bredte sig på korpskontoret for nogle år siden. Man mente, at der måtte være en fejl i gruppens statistik! Men nej, gruppen havde over 100% af målgruppen i lokalsamfundet som medlemmer, da gruppen talte næsten 70 medlemmer, mens der kun var 60 elever på skolen, der som bekendt kun går til 5. klasse. Klitmøller-Spejderne har de sidste mange år været med til at sætte et stærkt præg på DDS. Klitmøller-Spejderne er et aktiv i Klit Division. Senest har spejderledere fra Klitmøller været med til at lave Blå Sommer 2009, og ydede en flot indsats i Nordbyen. Gruppen beviser, at den løbende tilpasser sig den virkelighed, som spejderne i øvrigt er i. Jubilæet fejres sammen med præsentationen af gruppens nye spejderhus, som Klitmøller gruppe overtager 1. december 2009. Nu er der lagt endnu et solidt fundament for Mod på mere i Klitmøller gruppe. Et rigtigt stort og varmt tillykke til Klitmøller-Spejderne med jeres 50 års jubilæum! Et stort tillykke til de mange, mange engagerede og aktive ledere, som de sidste 50 år har gjort en uegennyttig og flot indsats for at udvikle børn og unge og til de mange spejdere, som i dag aktivt udvikler sig og meget snart er parate til at påtage sig ansvar som ansvarlige fremtidige ledere i Klitmøller og i samfundet. Af spejderchef Marianne Karstensen, Det Danske Spejderkorps 5
6Troppen på Blå Sommer 2009.
Vi drev jo bare spejderi Pionererne Sonja og Børge Thorup fik aldrig tid til at få gilwellperlerne om halsen Historien om Klitmøller-Spejderne hænger uløseligt sammen med Sonja og Børge Thorup, som ikke blot var igangsættere, men på en helt enestående måde viede deres liv til spejderiet. Ikke blot var deres indsats enestående de gjorde det også på deres egen måde. Selvhøjtidelighed lå dem fjernt, og parret gik ikke så voldsomt op i, om deres metoder var helt autoriserede. På adskillige felter blev de pionérer og var med til at skabe de samværs- og arbejdsformer, som i dag er ganske naturlige i Det Danske Spejderkorps. Sonja og Børge boede de første år af deres ægteskab i Thyborøn, hvor Børge som de fleste familiefædre var fisker. Af fritidstilbud til ungdommen var der et stort og aktivt FDF-arbejde, men hverken Sonja eller Børge fik gjort alvor af at melde sig som ledere. Springet til de uniformerede ungdomskorps blev først taget, efter at de i 1958 flyttede til Klitmøller sammen med børnene Anton, Else Marie, Birthe og Eva. Børge, der hidtil havde fisket fra Thyborøn og Esbjerg, kom med i et lokalt bådelag, som drev traditionelt kyst- Sonja Thorup, født 1928 i Esbjerg, død 2006 i Klitmøller. Børge Thorup, født 1923 i Lild Strand ved Frøstrup. 7
Morgen på divisionsturneringen i Viborg 1992. Sverigesturen 1981. fiskeri fra den åbne strand. Senere flyttede han sammen med andre Klitmøller-fiskere til Hanstholm. Året efter kom Børge i forbindelse med Villy Lund Mikkelsen fra Thisted, da han engang var i Klitmøller for at reparere radioudstyret på Børges båd. Villy var divisionsassistent for ulveungerne hos de gule spejdere, som Det Danske Spejderkorps blev kaldt dengang, og kunne åbenbart se lederpotentialet i en energisk og humørfyldt mand som Børge. Børge tog opfordringen til sig, snakkede med Sonja om det derhjemme, og inden længe så Klitmøller-Spejderne dagens lys. Det første spejdermøde blev holdt 08.12.1959. Sonja og Børge ventede ikke på at finde fine lokaler, men inviterede simpelt hen byens børn og unge hjem på Vestermøllevej, hvor de ugentlige samlinger foregik omkring køkkenbordet og spisebordet. Det havde den praktiske fordel, at de så ikke behøvede at skaffe en barnepige til deres egne småbørn. Idéen bredte sig hastigt. Udadvendte, som de var, fik Sonja og Børge hurtigt kontakt til de forskellige hjem. Dengang var der slet ikke de fritidstilbud, som vi kender i dag, og spejderiet var et kærkomment supplement til idrætsforeningen. Det første års tid var spejderlivet forbeholdt drengene, og som medhjælp havde Børge engageret en ung mand ved navn Frede Kristensen. Herefter trådte lærer Annelise Jørgensen til som leder for de små piger under navnet»blåmejserne«. Senere fik Sonja hjælp af Rita Frost og Jonna Jensen, ligesom døtrene Else Marie og Birthe efterhånden blev ledere for henholdsvis store og små spejdere. Spejderiet var altså for alvor blevet et familieforetagende, og selv da Else Marie blev gift, lykkedes det for hende at involvere sin mand, Niels. 8
Det var i det hele taget naturligt at påtage sig lederansvar, efterhånden som spejderne voksede til. Således udviklede såvel Jens Oddershede som Svend Jensen (Skrædder) sig fra spejderdrenge til dygtige ledere i gruppen. Som fisker havde Børge let ved at skaffe tovværk til splejsning, så børnene kunne få lært de grundlæggende spejderfærdigheder. Efterhånden tog både Sonja og Børge på kurser for at få nye idéer, som de kunne omsætte til praksis derhjemme. Med inspiration fra Thyborøn tog Børge også fat på søspejderi, og via sine kontakter i korpset blev han initiativtager til et landsdækkende tovværkskursus. Kurset fandt sted på Børges egen båd»bellis«, der i dag står som et vartegn og en turistattraktion på stranden i Klitmøller. Efter tre år med patruljemøder i private stuer skete der en afgørende forandring i 1962. Spejderne fik en grund foræret af Chr. Andersen på Pinbak, og til dels af materialer fra en bolig, der var styrtet i havet, byggede forældrene selv et hus, der gav langt bedre rammer for spejderaktiviteterne og skabte en ny identitet for både børn og voksne. Nu kunne spejderne lave ting, der kunne blive stående på grunden i længere tid. Hidtil havde man haft maset med at flytte rafter mellem forældrenes græsplæner ved hjælp af en gammel bil eller en trækvogn bagefter cyklen. I 1970 erne blev der bygget en ny fløj af gasbeton til»spejderhuset«. Det gav i alt fire patruljerum og igen helt nye muligheder. Vi var vant til at kæmpe for tingene, men arbejdet var aldrig træls, fastslår Børge, der i dag bor på Plejecenter Klitrosen i Klitmøller. Både Sonja og Børge betragtede spejderiet som en livsstil. Når Børge hørte vendingen»at gå til spejder«, var han straks på pletten med et velplaceret»nakkedrag«: Spejder er ikke noget, man går til. Spejder er noget, man er. Tovværkskursus på»bellis«i Hanstholm Havn. 9
Reklame for flaske og papirindsamling. Med jævne mellemrum drog ægteparret og deres medhjælpere sammen med børnene på lejr i omegnen, sædvanligvis inden for en radius af 30-40 kilometer. Særlig huskes et forår, hvor spejderne overnattede i sovepose og blev overrasket ved at vågne til sne, der stod helt op over hovedet. Op gennem 1960 erne havde spejderne succes med at holde byløb, hvor posterne blev fordelt rundt i private hjem. Centraldamen satte løbet i gang ved at ringe rundt til posterne det var datidens sms-kæde! Når der skulle opkræves kontingent, tog Sonja selv turen rundt i byen for at hente den månedlige femmer pr. barn. Det gav samtidig en god kontakt til hjemmene. For at holde kontingentet nede 5 kroner om måneden var forholdsvis dyrt omkring 1960 og skaffe yderligere økonomi til de mange aktiviteter blev der år for år iværksat forskellige tiltag. Avisindsamling og flaskeindsamling gav gode indtægter, og op gennem 1960 erne og 1970 erne blev der holdt sankthansbål på stranden, hvor spejderne solgte pølser, æbleskiver, øl og vand. Også juletræ på kroen og fastelavnsløjer i skoven med efterfølgende hygge på skolen gav penge i kassen. En enkelt gang har der været basar i samarbejde med idrætsforeningen. Hertil kom lodseddelsalg, både til fordel for divisionen og korpset på landsplan. I 1985 deltog Klitmøller-Spejderne i deres første landslejr, der fandt sted i Haderslev, men allerede fem år forinden var de medarrangører af»spejd 80«, den første landsdelslejr, som blev afviklet i Kaas. Ud over den naturlige kontakt med Thisted-spejderne, som var etableret helt fra begyndelsen, blev der også knyttet venskabsbånd med Fjerritslev. Det gode samarbejde har varet ved i samtlige 50 år, takket være fælles aktiviteter og nære personlige relationer lederne imellem. Kontakten mellem grupperne førte af og til også til parforhold og ægteskaber, netop fordi spejderiet er en livsstil, hvor det er temmelig vigtigt at have fælles interesse. Klitmøller-Spejderne skaffede sig også udenlandske relationer og fik venskabsbesøg fra bl.a. Østtyskland og Sverige. Allerede i 1965 blev der holdt en international jamborette ved Vandet Sø. Lederne besøgte hinanden privat, og 10
kontakten holdt ved helt op i nyere tid. I Klitmøller blev pige- og drengespejdere slået sammen til én gruppe allerede i 1966-67. Men på regionalt plan hørte drenge og piger stadig hjemme i hver sin division, Vest-divisionen for drenge og Limfjords-divisionen for piger, indtil der skete en officiel sammenlægning ved reformen af Det Danske Spejderkorps i 1972. Samme år blev Børge distriktschef, og Sonja overtog tillidshvervet som divisionschef. Efterhånden fik Børge en omfattende karriere i korpsledelsen på landsplan. Her var der mulighed for at lancere mange af de idéer, som var prøvet af med held derhjemme i Klitmøller. Ofte blev der spurgt: Kan man det? For Børge var der blot tale om sund fornuft. Lokalt var Børge med i ejendomsudvalget og havde opsyn med lejrpladsen ved Nors Sø. Pladsen hørte oprindelig under Thisted, men kom senere under korpset, og Børge tog ufortrødent sin tørn. Derimod fik han aldrig tid til at engagere sig i Sankt Georgs Gildet. Ej heller blev der tid at få gilwellperlerne Vi drev jo bare spejderi! smiler Børge her på sine gamle dage, hvor han nu har været mølbo i 50 år. Vi var ude både nat og dag, men lysten drev jo værket, tilføjer han. Det er altså ikke uden grund, at Sonja og Børge med tiden blev dekoreret med hæderstegn og blev æresmedlemmer i Klitmøller Gruppe. Sonja fik endda tildelt Sparekassen Thys lederpris i 1985. På hendes gravsten på Klitmøller Kirkegård er indhugget en solnedgang og en fiskerbåd. Efter Sonjas død og Børges»pensionering«føres spejderiet i Klitmøller videre i deres ånd nemlig hele tiden at være nysgerrig, parat til at omstille sig, gå foran og prøve nyt. Denne artkel er skrevet af journalist Eigil Bodilsen, Fjerritslev på baggrund af en samtale i juni 2008 med Børge, Else Marie, Jane og Martin. 11
Det er lidt det samme som i dag Af Martin Eigenbroth Ivan og Ove Holler i spejdertrøje og med ulvekasket. Jeg har sat mig for at skrive om de første år i Klitmøller Gruppe en tid som jeg naturligvis ikke selv har oplevet. Baggrunden er et møde med Ivan og Ove Holler der ivrigt fortalte om spejderlivet i 60 erne i Klitmøller. Ivan der som spejder var døbt Ikki (hulepindsvin) blev ulveunge i foråret 1960 og Ove fulgte efter i efteråret 61. De fortalte historien om en gruppe, hvor der var masser af spændende spejderaktiviteter. Vi hørte historier om tovbane over åen et stort projekt som mange i byen fulgte med stor interesse. Vi hørte om spejderbal på Hotel Aalborg i Thisted, for alle spejdere i divisionen det var i øvrigt første gang Ove var ude at danse Vi hørte om vilde udfordringer, som lederne gav spejderne, eller som spejderne gav hinanden. Dengang var en af udfordringerne at gå i åen under klitten noget der utvivlsomt vil være en større udfordring i dag. Men ellers kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor lidt forskel der egentlig er på spejderarbejde i 1960 og i 2009. Store pionerprojekter er noget vi også laver med jævne mellemrum i dag. Nærværende jubilæumsskrift fortæller om flere julebal på Brændingen, og det med udfordringerne er vel dagligdag, når man er med i en spejdergruppe. Ivan og Ove kunne også fortælle om baggrunden for de ting vi arbejder med i dag. Vores tørklæde har f.eks. den nuværende udformning, fordi de 2 troppe i Thisted havde henholdsvis røde og grønne ensfarvede tørklæder. Klitmøller Gruppe ville gerne have de samme farver, men kunne jo så ikke vælge ensfarvede tørklæder. Derfor lavede man dem grønne med en rød stribe. Pengene var ikke lige mange hos alle familier i Klitmøller, men for Børge og Sonja var det vigtigt at alle havde mulighed for at være spejdere. Sonja fik derfor af divisionen lov til at mødrene selv kunne sy tørklæder og strikke trøjer, frem for at familierne skulle investere i de autoriserede modeller. På samme måde blev gruppens tropsstandere fremstillet af forældre. De aktiviteter man lavede som spejder i 60 erne er naturligvis ikke helt de samme som i dag. Men et eller andet 12
sted kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne genindføre dem i dag. En af de sjove ting var privat indkvartering på forårsturnering. En turnering kunne f.eks. foregå ved, at flokken tog rutebilen til Thisted om lørdagen. Her blev man privat indkvarteret hos spejderfamilier i Thisted Ove har en opfattelse af, at det i byen var lidt finere folks børn der var spejdere. Han husker bl.a. at have været indkvarteret hos en familie, hvor man havde badeværelse inde i huset. Om søndagen tog man Fjerritslevtoget til Tovsig i Østerild Plantage, hvor turneringen foregik, inden det sidst på dagen gik retur med tog og bus til Klitmøller. Møderne var næsten ligesom i dag om end vores ledere i dag, nok vil mene, at de dengang var mere strukturerede. Man startede typisk med en sang, og herefter havde Sonja opgaver. Det kunne være woodcraft eller kimsleg. Eller man skulle finde dyrespor og tage aftryk af dem. Ulvene blev gode til selv at lave dyresporene uden af Sonja opdagede det en situation man naturligvis ikke kunne forestille sig ville ske i dag... Junglebogen var dengang en vigtig del af spejdernes arbejdsstof. Det med duelighedstegn var for 50 år siden ikke noget der havde en høj stjerne hos Sonja og Børge. Men ulve- og spejderprøver gik man meget op i og spejderne gjorde i særdeleshed. Ulveprøven var færdighedsprøver, hvor man skulle bevise sine spejderfærdigheder. Spejderprøven var den vigtigste, for det er her at man gør sig fortjent til at være en del af troppen. Man kunne f. eks. blive hørt om patruljedyret, der var prøver indenfor knob og orientering m.v. Man skulle også kunne navnene på nordens statsoverhoveder. Ivan har ikke en fornuftig forklaring på hvorfor, men det har bidt sig fast, for han kan stadig navnet på Islands præsident i 1965! Indtil man havde bestået spejderprøven blev man af de andre kaldt for ble-spejder. Det var også først herefter man måtte bære korpsmærket. Spejderprøven kunne efterfølgende udbygges med 2. klassesprøven og 1. klassesprøven. Ivan og Ove stoppede som spejdere omkring 1968, og i 1972 vendte Ivan tilbage denne gang som tropsassistent. 13
Af Lisbeth Holler Glade minder Pigespejder i Klitmøller i starten af 60 erne. Pigerne var delt op i to hold med én patruljefører på hvert hold. I næsten hele det første år var det Hanne Steffensen, der var patruljefører på hold 1, og jeg mener, det var Edel Grønkjær på hold 2. Der var ca. 7-9 pigespejderdeltagere på hvert hold. Efter ca. 1 år overtog Marie Nielsen patruljefører rollen på hold 2, og jeg overtog patruljefører rollen på hold 1. Da de første blåmejsere, ca. 9 i alt, skulle rykkes op på pigespejderholdene, var vi reducerede til kun 3-4 pigespejdere på hvert hold. Vi glædede os til at få de små piger ind på holdene, men til vores store overraskelse, besluttede Anne Lise Jørgensen, at samtlige blåmejsere skulle rykkes op på hold 2. Dette skyldes efter min vurdering nogle konflikter, hun havde med og Marian og mig skolen. Herefter bestod holdene af to meget ulige antal. På hold 1 var kun Else Marie, Marian, Ulla og jeg, på hold 2 var de ca. 12 medlemmer. Sommerlejren til Lild strand på cykel frem og tilbage Her var det både pige og drengespejderne der deltog. Det var en hård og lang cykeltur cyklerne var jo uden gear og ikke særlig gode. Jeg kan huske, at vi var meget sultne, da vi nåede frem. Menuen stod på rugbrødsmad. Der var beregnet pålæg til de første 4 hele stk. Vi spiste om kap. Marian og jeg spiste 11 hele stk. rugbrødsmadder, de første med pålæg de næste med syltetøj. Da jeg blev for gammel til at være pigespejder, ca. 14 år, 1963, gik jeg fra stor pigespejderne til, at blive Sonjas tropsførerassistent med ulveungerne. Der var jeg indtil jeg startede på Thylands Ungdomskole august 1965. Jeg mener også, at jeg har en udtalelse fra Sonja vedr. dette frivillige arbejde med drengene, som jeg brugte, da jeg søgte ind på pædagogseminariet. 14
Fut-fut-fut - nu kører toget! Spejder i Klitmøller omkring 1970. I en tid hvor, hippierne indtog scenen i byerne, og forældre tænkte hvor skal det dog ende? Ja da var der et klippefast holdepunkt, for skikke og traditioner. Spejderne i Klitmøller I skolen var det lærere som fru Farmand med»den lilla ble«, der kunne lære os male og modellere, at være kreative, og tænke frit! og den nye, Bent Thøgersen, en tynd mand med sort skæg og langt sort hår, lilla kjortel og sandaler, som til forældremøderne serverede THE!! og brændte røgelsespinde?! Altså nogle nye kræfter med udsagn som»processen frem for resultatet«,»hvad syntes du selv?«, etc. Så selv om vi også havde mere traditionelle lærerkræfter på skolen, såee.. - var det vist lidt for moderne for vores forældregeneration. Så derfor! Når vore forældre sendte os til Ulvemøde, ja så var det med rene negle, ører etc. Og vore spejderting knobsnor, sangbog osv. var på plads og i orden. Og hvorfor nu det? Jo for i spejderhuset ventede Sonja! Den gamle ulv! Noget af det første vi skulle lære var ulvens valgsprog»en ulv lyder den gamle ulv, en ulv giver aldrig tabt!«og det var ment bogstaveligt. Når Sonja forlangte orden og disciplin, ja så var det normen, som vi selvfølgelig levede op til. Og vi elskede det. Sonja havde en leg, vi lige skulle igennem inden vi kunne fortsætte med spejdermødet. FUT FUT!!! Sonja stiller sig op, og vi danner kæde, som til»bro bro brille«. Vi går rundt og synger Fut Fut Fut nu kører toget Hver gang vi standser ved station Sonja, bliver noget kontrolleret! Har vi rene negle, har vi husket lommetørklædet, er ørerne rene osv. Hvis noget ikke er i orden så ud af kæden. Vi satte en ære i at blive i kæden helt til slut. Inden mødet hjalp vi også gerne den kammerat der havde glemt noget. Der blev stillet forventninger til at vi havde orden, både i vores spejderting, og med os selv. Og som alle andre børn ville vi gerne leve op til det der blev forventet af os - vist også det der kaldes opdragelse! Jeg er sikker på, at vore forældre var rigtig glade for denne, mere traditionelle opdragelse, hvor vi lærte at være sammen om noget positivt og godt Spejderlivet! Fut fut fut. Af Flemming Holler tidl. ulv og spejder i Klitmøller 15
Store patruljeoplevelser Af Mai Kerstens, gl. patruljeleder for Delfinen, Klitmøller Demonstration af sur-strømning. Sverigesturen 1981. Min kære afdøde far Jørn Christensen, var for mig indbegrebet af spejderånd. Han levede og åndede for det.. Baden Powell og bare ben til nytårsparaden så jeg har vel nærmest fået det ind med modermælken. Det hjalp dog ikke meget på den mavefornemmelse jeg havde, da jeg en sensommer aften i 1976, 8 år gammel - i selskab med min mor, troppede op ved spejderhuset i Klitmøller. Det var lidt skræmmende for det var jo byens store drenge, og jeg var alene pige - MEN spejder det ville jeg være. Og sådan blev det Jeg gik på med krum hals for jeg ville ikke være hende dér - klodsen om benet. Jeg blev vist nærmest øjeblikkeligt Sonja Thorups kæledægge. På min første telttur var Sonja meget bekymret og kom og spurgte om jeg ikke ville sove inde hos hende. HVAD?? NEJ sørme nej, jeg skulle da sove sammen med de andre fra min patrulje. Andet ville da have været alt for mærkeligt. Havde nogle fantastiske år som ulveunge, og efterhånden blev pigernes tilstedeværelse i spejderiet heldigvis mere og mere synligt. Udover samværet og kammeratskabet, så er der 4 begivenheder, som altid vil stå helt klart for mig, som nogle fantastiske oplevelser. I 1981 skulle vi til Sverige på lejrtur sammen med vores svenske venskabstrop. Vi sejlede til Gøteborg, og resten af turen til Stockholm tilbagelagde vi i tog. Vi skulle ud til en lejr, som lå meget langt væk fra alting, og turen foregik i kano. Det var en fantastisk tur. Naturen var helt uovertruffen og der blev knoklet både til vands og til lands, når vi ind imellem måtte bære vores kanoer og oppakning over klipperne. Der var mange extreme oplevelser - bla. blev vi præsenteret for en nord-svensk specialitet - sur strømning. Det er en lille sardinagtig fisk som er gået i forrådelse og så puttet på dåse. En af de svenske ledere demonstrede lige, hvordan man på bedste tegneserie facon skrællede kødet af fisken med tænderne, for så at stå tilbage med alle fiskebenene. Og så blev der kastet op!! Det stank så ganske ubeskriveligt, så hvad enten man havde haft det i munden eller bare i næseborene - så kastede man op.. Ligeledes var vi på en overlevelsesheik, som fysisk var vældig hård pga. det uvejsomme terræn, samt det faktum at vi faktisk ikke fik noget at spise (kun lidt rå kylling - det var heldigvis før vi havde hørt om salmo- 16
nella) og søvn blev der heller ikke meget af MEN kronen på værket var da vi, på heikens sidste dag, meget tidligt om morgenen, så en lille lysning helt nede ved en sø, hvor tågen langsomt lettede i takt med at dagen gryede. Der var tændt bål, og der stod mine forældre og de andre ledere med varm kakao og morgenmad. Paradis på jord!! 2 andre begivenheder, som også har sat sig spor, er henholdsvis forårsturneringen i V. Thorup i 1983 (Wacamba) og forårsturneringen i V. Vandet i 1984 (Royal Canadian Mountain Police). Først nævnte foregik på bedste afrikaner maner. Der var sendt bud fra Kenya om div. opgaver, som skulle laves inden turneringen startede. Der skulle bla. laves trommer, en kodestav, og et spyd. Der var gjort rigtig meget ud af planlægningen og vi unger levede os helt vildt ind i det. Forårsturneringen i V. Vandet med Royal Canadien Mountain Police var også helt uovertruffen. Der var nonner, guldgravere, banditter og ikke mindst ridende politi, og alle aktørerne spillede til UG+. Vi unger brugte meget tid på at overbevise hinanden om at det jo kun var et spil, men phy. hvor det kneb indimellem, for det var så livagtigt. Sidst men ikke mindst så skulle der i 1983 bringes en venskabsild rundt i divisionen. Vi modtog ilden d. 6/12 og ugen efter d. 13/12 skulle vi på en kærre fragte ilden fra Klitmøller til Fjerritslev. Ulveungerne gik fra Klitmøller til Hanstholm, hvor vi storspejderne overtog. Det var piv-snestorm og buldermørkt. Som vanligt viste mine forældre sig som de frelsende engle. Pludselig holdt de bare der på en rasteplads udenfor Østerild med varm kakao/ bouillon og boller. I Vesløs gjorde vi holdt et par timer hos Else-Marie og Niels Bollesen. De fleste af os sov med støvlerne på, da vi ikke turde tage dem af, af skræk for at fødderne ville hæve, så vi ikke kunne få støvlerne på igen. Vi kom dog videre og fik overbragt ilden til Fjerritslev spejderne. Udover div. ture og turneringer lavede vi mange andre arrangementer - bla. Fastelavnsfester, Sankt Hans fester, og der blev samlet papir og flasker. Pengene som vi tjente på de arrangementer, blev benhårdt forvaltet af min mor, som var kasserer i 10 år. På den konto fik vi nye telte, gryder og andet spejdergrej. Jeg var spejder i 12 år, og det var en fantastisk tid, som altid vil hænge ved, som nogle helt fantastiske minder. Divisionsturneringen i 1984 var næsten helt ægte. 17
En gang spejder altid spejder Af Ane Fisker Min spejderkarriere starter engang i august 1986, hvor jeg sammen med min mor og lillesøster Ida, der var i barnevognen, kommer gående hen ad Pinbak idet en klassekammerat kommer cyklende forbi på den sejeste cykel og en ikke mindre sej uniform - på vej til spejder. Jeg tror ikke jeg vidste, hvad det egentligt var at være spejder, men nej! hvor ville jeg også gerne være det. Ruten bliver så lagt om forbi spejderhuset i stedet for hjemover. Vi kommer derover, og jeg kommer ind i tropslokalet, hvor jeg sikkert ikke har set meget andet end gulvet på vej ind. Ekstra stole står stablet, og jeg skal tage en stol der fra men reagerer ikke på opfordringen og får så spørgsmålet: Er der noget i vejen med den stol?. Taget i betragtning at jeg var bange for alt nyt, genert og til enhver tid havde det bedst med at gemme mig anonymt i mængden, kunne jeg måske være løbet ud af døren igen, men jeg blev, og kom til at hænge fast de næste 10 år. Spejderhuset og det fællesskab der var her optog en stor del af min fritid, og det var her jeg lærte ikke blot at gemme mig i en gruppe men også at tage ansvaret for den. En udvikling, der sker gennem en masse, for det meste gode, oplevelser, men alle nogle, som udfordrer og udvikler. Som minispejdere og juniorspejdere har jeg/vi tilbragt mange timer ved bordene i tropslokalet. Vi har tegnet ulvehoveder og spejderhatte på kvadreret papir efter anvisninger: 2 øst, 1 nord, 4 nordøst, løbet og været på løb rundt i området omkring hytten, leget kimsleg, tændt bål og bagt snobrød. Det bedste var selvfølgelig altid lejrturene: Weekendture til Tipi, lejrpladsen ved Nors Sø, Divisionsturneringerne og ikke mindst sommerlejrene. Jeg husker Blå Sommer 1989, som var min første oplevelse af, hvor stor spejderbevægelsen egentligt var. Jeg husker små ting som pandekagevending i luften over bål og den sidste aftens koncert som var afslutningen på en dejlig sommerlejr. På denne tur mødte jeg første gang vores svenske venskabsgruppe, Krusboda Scoutkår, som efter lejren var hjemme i home-hospitality hos Klitmøllerspejdernes familier. Det efterfølgende år var vi i Sverige på sommerlejr i 2 uger. Først på en lejrplads et sted ved Tyresö. Jeg var med som juniorspejder, og jeg tror ikke vores program har været helt ligeså presset som troppens i hvert fald husker jeg det, som om vi havde enormt meget tid til bare at få vores lejrplads til at fungere: Vi byggede vores lejrplads, padlede lidt i kanoer, kogte karklude, spiste blåbær og nød bare selv at kunne bestemme. Efterfølgende var vi så indkvarteret hos Krusboda spejderne, hvor jeg boede hos Anna, som havde boet hos os i Klitmøller året før, og hendes familie. Det blev begyndelsen til et familievenskab, hvor Anna med forældre og søskende besøg- 18
te os i Klitmøller, og hvor vi det efterfølgende år tilbragte en ferieuge sammen med Annas familie i den svenske skærgård og siden har været i kontakt. På et eller andet tidspunkt derefter er jeg så rykket op i troppen og en anderledes mødeform. Her var der patruljemøder, som vi selv skulle planlægge og gennemføre, stadig med hjælp fra de voksne ledere, men langt mere selvstændigt end hidtil, patruljelokaler som vi brugte meget tid på at få gjort i stand med maling, indretning og tilrodning, patruljeture, som vi selv havde planlagt og gennemførte. Vi var bl.a. på en gård ved Fjerritslev, hvor vi overnattede på høloftet, lavede havregrød over bål mens sneen faldt og drak varm kakao lavet af nymalket mælk. Endnu en super Blå Sommer i 1994 jeg kan af og til stadig gå og nynne lejrsangen, Sommerlejr på Draget, Ta en ven med på tur, Tropsture med de obligatoriske natløb, hvor det virker umuligt at komme op af soveposen for at komme af sted, og hvad er det lige der morses ovre fra bakken? Desuden var der også kurser både på korps- og divisionsniveau, Patruljeleder kurser, som PLan og Livsfærdighedskursus: Venskaber på tværs af grupper, samt et meget specielt venskab med Sct. Olav: den konstante kamp for at overgå dem til divisionsturneringerne. Jeg husker ved midnatstid med stivfrosne fingre at have strammet besnøringer, mens det selvfølgelig plaskede ned. Det var hårdt men sjovt, fordi det var et fællesprojekt, og fordi det kunne afsluttes ved et lejrbål. Efter tropsspejdertiden kom så klan og ledertid, hvilket ligger meget naturligt i forlængelse af en patruljeleder tid som jeg ikke haft så meget af i Klitmøller, men fortsatte med i Århus indtil jeg afsluttede mit studie. Derfor.: Engang spejder altid spejder. Det kan godt være at jeg ikke længere er i spejderuniform, men den hænger klar, og inderst inde er jeg stadig blå. Ane ved kødgryderne på Blå Sommer 1999. 19
Det glidende generationsskifte Et halvt århundrede med 2 stærke profiler Af Randi Holler Jeg er gift med Klaus Holler, som har boet i Klitmøller hele sit liv og som blev født året før Klitmøller Spejderne blev til i 1959. Han er en af de personer der kender til spejder i to generationer i Klitmøller. Klaus har ligesom de fleste af de 10 børn af Elly og Kristian Hollers været spejder som barn og ung og har mange gode minder fra den tid og da vi selv fik vore 4 børn blev Klaus spejder igen forstået på den måde, at»spejder«riet fyldte meget i vort og børnenes liv igennem 6 år fra 93-99. Jeg var bl.a. mikroleder og Klaus var juniorleder. Stort tillykke med de 50 år skal lyde fra os! Når jeg kigger tilbage og betragter det materiale der er bevaret og selv mindes, husker og tager en tur op i helikopteren - så er det første der falder mig ind: Her har vi et stykke skøn Danmarkshistorie om ½ århundrede med Spejder i Klitmøller; hvor specielt to store profiler lyser op som høje fyrtårne i et landskab af de mange dygtige ildsjæle gennem tiden. Det første fyrtårn er Børge Thorup og hans hustru Sonja. Det andet fyrtårn er Jane Bauer. Det er helt klart disse to fyrtårne der gennem alle de år med deres stærke vedholdenhed, dybe spejderværdier har skabt den stærke ånd man tydeligt mærker Klitmøller Spejderne har haft og stadig har. De har sammen æren for, at tradition og fornyelse så flot har kunnet gå hånd i hånd og sikret at Klitmøller Spejderne stadig består, trods det forholdsvis beskedne indbyggertal og de nye moderne tider. Således at Klitmøller Spejderne selv efter 50 år på bagen - har mod på mere! Jeg har oplevet at blive en del af Klitmøller Spejderne hen mod slutningen af et glidende generationsskifte og samtidig i en tid, hvor der var enorm stor aktivitet og rigtig mange spejdere. På det tidspunkt gik mit største barn Kristian i børnehaveklasse på Klitmøller Skole, samtidig med at DDS mange stedet i landet udvidede med mikrogrene, således at de helt små kunne få lejlighed til at være spejdere. Jane Bauer, en af de to store profiler i Klitmøller Spejdernes historie, var min søster, og hun inspirerede og motiverede mig, med sin store iver til at starte en mikrogren op her i Klitmøller. Jane var dermed meget tilfreds, for hun brændte voldsomt for, dengang som nu, at Klitmøller skulle være med i forreste række og vi blev også de første der startede Mikrospejder i Klitdividionen. Dermed var vi i disse år omkring hele 60 spejdere et imponerende tal, hvor størrelse taget i betragtning, og det var sådan at nærmest alle børn på Klitmøller Skole var spejdere. Med hensyn til generationsskiftet i 20
Klitmøller Spejderne, har det været meget glidende, hvilket jeg oplever som rigtig rigtig godt. Børge og Jane fik mange gode år sammen og den gamle og den nye samarbejdede og respekterede hinanden, samtidig med at Jane overtog mere og mere ansvar, for til sidst helt at overtage ledelsen, mens Børge fortsat var en aktiv del af gruppen i det omfang tiden, overskuddet og fiskeriet tillod det. Ud over at Børge Thorup var aktiv fiskeskipper langt op i sin alderdom, tæt på nutiden hvor Børge har mistet sin hustru Sonja og bor på Klitmøller Plejehjem, tror jeg også han stadig føler, at han er spejder. Jeg kan huske at Børge altid sagde disse ord: Spejder er noget man er, ikke noget man bare går til! Hvor Børge var med fra starten og officielt til 1997, så kom Jane til Klitmøller i 1989 som kun 19-årig. Hun havde på Fyn hele sin barndom og ungdom været spejder, og levede i den grad op til Børges motto: Spejder er noget man er, ikke noget man bare går til! Så selv om hun oprindelig var grøn spejder, skiftede hun straks til Blå og blev en integreret del af Klitmøller Gruppe fra dag 1, med sin brændende iver og store engagement. Jeg kan tydeligt huske hvordan hun altid snakkede om spejder. Hun ville mere og hun masede på og hun argumenterede flittigt. Hun lagde rigtig mange timer i sit spejderarbejde. Jeg tror man synes hun var noget vild og næsten havde for mange ideer, hende den unge pige fra Fyn, således at resten af lederne og forældrebestyrelse indimellem helt tabte pusten; men der er ingen tvivl om, at hun skabte nyt liv og fornyelse. Jane har nu været med i over 20 år. Mikrogrenen, som jeg startede op i 1993, var for dem, der gik i børnehaveklasse og første klasse, og vi lavede næsten alle de ting som de større spejdere gjorde. Dog må en mikro ikke gå med kniv og alting foregik selvfølgelig på et plan, hvor mindre børn kunne være med. Vi sov gerne i telt og bare der var et bål så var alting skønt. Vi gik meget op i faste ritualer med sang og råb. Mikroerne elskede deres standere og mærkerne på tøjet, som forældrene knap så meget elskede at sy i. Ud over livet i det fri gik man som mikro meget op i Jobbet som mirkoleder kan let kombineres med, at egne børn får masser af frisk luft. 21
sionen, som hed Mikdramatik. Skolen var meget velvillige overfor spejderne og alle lokaler samt gymnastiksal var fyldt op med overnattende spejdere, der dansede, spillede skuespil, lærte selvforsvar, sang og lave dukketeatre. Jeg husker tilbage på spejdertiden i Klitmøller med stor glæde og endnu engang tillykke med jubilæet og det nye flotte spejderhus. Folk og røvere i Kardemommeby. spejderudstyret, såsom knobrebet, bålkapperne som vi alle fik lavet ens af, og drikkekoppen som møjsommeligt blev slebet ud af en halv kokosnøddeskal. Snart fik jeg følgeskab af Anna og Gitte til at hjælpe med de mange mikrospejdere. Et af højdepunkter som vore børn husker meget klart var opførelsen af Snøvsen i Æ redningshus. Gitte kunne spille og fædrene Klaus og John optrådte på slap line som skurke, sammen med alle mikroene, der henholdsvis var snøvser og katten i sækken. Efterhånden fik de andre grupper i Klitdivisionen også mikrospejdere og i 1995 afholdt vi et stort arrangement på Klitmøller Skole for alle mikroer i divi- 22
På lederkursus som 14-årig Efterårsferien 2000 var lige begyndt, for første gang skulle jeg alene af sted på spejdertur, turen gik til Vildbjerge og Røddinglund spejdercenter, det var tid for PLan 1. Jeg var 14 år og meget nervøs, en lille stille pige, men det skulle der snart blive lavet om på. PLan 1 er et kursus, som hvert år bliver afholdt i efterårsferien for de 13-14 årige, hvor man kan komme ud og afprøve sine færdigheder på det praktiske såvel som det sociale. På kurset kommer man til at arbejde med forløbstanken, instruktørrollen samt demokrati og medbestemmelse. Sammen med de andre kursister kommer man i patruljer på seks til otte personer. Man lærer at samarbejde, planlægge aktiviteter og instruere andre. Vi startede hen på formiddagen, den første lørdag i ferien, med toget til Vildbjerg. På stationen blev vi mødt af nogle glade og friske ledere, der fik vi hver udleveret et bolsje, og skulle så gå rundt og række tunge af hinanden, til vi havde fundet andre med et bolsje magen til, det var så dem man skulle være i patrulje med den næste uge. Jeg var den eneste vestjyde der var med, folk kom fra meget forskellige steder og med meget forskellig baggrund, men på trods af vores mange forskellighedder blev der meget hurtigt et tæt sammenhold. Som alle andre planture, havde denne også et overordnet emne og denne her havde pionerarbejde, vi fik til opgave at bygge et af hjørnerne i en 8 kantet fæstning i to etager, i den underste del skulle der være patrulje lokale, og den øverste skulle der være spiseplads, kravet var at hele patruljen skulle kunne sidde der oppe og indtage et måltid. Det var noget helt andet en de opgaver der bliver stillet til en tropsspejder hjemme i lille Klitmøller. Selvom bygge processerne var spændende, er det ikke kun det jeg huske som et godt eksempel, men de mange nye venskaber jeg fik. Jeg har været på PLan to gange siden, med endnu flere gode oplevelser, og har kun anbefalet det til de nye tropsspejdere jeg har haft kontakt med. Jeg har kun kontakt med en af dem jeg mødte på min første PLan i dag, og vi har snakket om at lave en PLan for de ny tilkommende tropsspejdere, for vi vil gerne prøve at give andre den samme gode oplevelse, som vi har haft. Af Ida Fisker 23
Familielejr 2000 for Klimøller Gruppe Artikel fra korpsets spejderblad Spejd. Tekst og foto GL Jane Bauer, Klitmøller Gruppe Hekse, trolde, løver og papegøjer Har I prøvet at tage spejdernes familier med på lejr? Det gjorde vi på vores sommerlejr i år og det var en kæmpe succes! Familielejr Sidste år i juni drog Klitmøller Gruppe, med familier, af sted til Højborg en spejderhytte nær Herning. De første dage spiste vi naturen og etablerede lejrplads, så den var klar til det store familie-rykind. I begyndelsen blev der rynket meget på næse af, at vi skulle spise brændenældesuppe, hyldepandekager, sit eget hjemmelavede smør og marmelade osv. med det endte med, at der blev spist op, næsten. Det myldrede med hekse og trolde på Højborg. Alle havde forberedt sig grundigt til den store hekse/trolde-fest om aftenen (Sankt Hans), for man skulle nemlig være udklædt, for at kunne deltage i festlighederne. Der skulle laves en heks, et stort bål, planlægges lerjbål, natløb, underholdning, båltale, steges grise og laves tilbehør, pyntes op, blandes trylledrik og laves gift-lagkager! Det blev en skøn og sjov aften. 24
I jungledyrenes tegn GROUVVVVV!!!!!!!!!... Lød det næste morgen under morgenvækningen!!! Lørdagen var nemlig i jungledyrenes tegn og dyrelyde optaget på bånd, klarede morgenvækningen. Nogle blev meget forskrækkede, da de troede, at der var farlige dyr udenfor teltet. Efter morgenmaden og smøring af madpakker gik turen til Haunstrup Minizoo hvor vi fik 20 svære spørgsmål på et stykke kæmpepapir. Alle skulle også males i ansigterne efter hvilke dyrepatrulje de var i : Girafferne, tigerne, aberne, løverne, papegøjerne og zebraerne gik nu på jagt efter svarene på spørgsmålene i zoo. Det var rigtigt morsomt at se de andre besøgende i zoo vende sig om for at se, hvad det dog var for en flok mærkelige malede personer, der gik rundt i zoo den dag! Hver dyrepatrulje skulle også nå at planlægge underholdningen til aftenens junglefest. Underholdningen skulle nemlig opføres til festen og handle om ens dyrepatrulje. Menuen til junglefesten var tigerspid og abemad, og der var udsmykket i bedste junglestil. Og underholdningen fik virkelig tårerne til at trille. Det var en fantastisk god tur og det var enormt positivt at have spejdernes familier med alle deltog med liv og sjæl. Vi gør det igen om et par år og vi er overbeviste om, at det er med til at styrke forældreopbakningen i gruppens hverdag. Det må vi prøve igen! Søndag lavede vi 5-kamp. Patruljerne fra dagen i forvejen måtte kæmpe om hvem der var hurtigst til at skrælle kartofler, hakke løg, lægge telt sammen, rive lejrplads ned og skrive et indlæg i vores gruppeblad Effektiv måde at få pakket sammen og få lavet biksemad på! 25
International og bjergrig tur Avisartikel fra Thisted Dagblad. Juli 2003. Oplevelser over alle grænser for spejderne fra Thy og Mors på spejdercenteret Kandersteg i Schweiz. En gruppe blå (DDS) spejdere fra Nordmors, Klitmøller og Thisted er netop vendt hjem efter en oplevelsesrig tur til det internationale spejdercenter i Kandersteg i Schweiz. Centeret i Kandersteg modtager hvert år spejdere fra mindst 40 forskellige lande og i år var ingen undtagelse. Centeret ligger i en dal med høje bjerge på begge sider. Faktisk er centeret etableret overpå de udgravningsmaterialer der blev til overs da Lõschenberg tunnellen blev bygget i 1908 1912, og stedet har været spejdercenter siden 1932. Det er beliggende 1.200 meter over havet. Spejderne fra Thy og Mors fandt spejdervenner fra bla. USA, England, Irland, Skotland, Holland, Tyskland, Italien, Spanien, Østrig og kom hjem med gode minder og souvenirs i form af byttede tørklæder og mærker fra de nye venner. Enkelte fandt endog spejderkærester fra andre lande! Der blev masser af muligheder for at tale fremmedsprog og mulighed for at finde ud af hvordan det fungerer med at være spejder i andre lande og høre om traditionerne. Der blev desuden også muligheder for mange ture i bjergene, så benmusk- 26
lerne kom på gode prøver. Det er hårdt at gå opad, så alle fik afprøvet deres fysiske og mentale grænser. En af turene gik til en hytte i 2.600 meters højde, et godt stykke over trægrænsen, og lige ved foden af en gletscher. Det var en speciel oplevelse at bygge en snemand midt om sommeren! Gruppen overnattede i hytten og tog næste dag på badetur i en smeltevandsø under 10 grader varmt vand men det var en af de opgaver der skulle klares for at opnå High Adventure mærket, men alle klarede opgaven. En anden oplevelse var White water rafting. Efter grundig instruktion af dygtige guider blev spejderne, i mindre grupper placeret i kraftige gummibåde og så gik turen på den 16 km. lange strækning i stor fart ned ad Simmefloden med en masse mindre vandfald. Alle blev våde, men når man er iført våddragter og diverse sikkerhedsudstyr gør det ikke noget. Under turen oplevede spejderne alle former for vejr, regnvejr, hvor bjergtoppene var gemt bag tykke skyer, og solskin med klar himmel og frit udsyn over lange stræk, men også torden, hvor det er en speciel oplevelse at høre hvordan tordenbragene forstærkes når de ruller igennem dalene. I alt 26 spejdere, heraf 4 ledere, deltog i turen, der foregik med tog frem og tilbage. Det klarede alle fint, selvom der var togskifte 7 gange undervejs, men det må man jo leve med når man kommer fra Thy og Mors. 27
Gruppeture i Klitmøller Gruppe Af Lone Mathieu. I 2004 besluttede vi os i Klitmøller for at droppe de almindelige ugentlige spejdermøder. I stedet ville tage på en weekendtur en gang om måneden. Vi var mange ledere som mente at både spejdere og ledere ville få meget mere ud af spejderarbejdet på denne måde. Vi ville kunne lære af hinanden. Sandsynligvis ville vi få et kanon sammenhold. I ledergruppen havde vi det altid rigtig sjovt sammen, så vi ville gerne give dette sammenhold videre til vores spejdere. Det lykkedes. Vi havde nogle rigtig dejlige ture, som vi alle stadig husker. Møder man en tidligere spejderven (barn eller voksen) så lyder det tit: Kan du huske den tur vi havde til.... Eller Kan du huske da vi var i... og lavede... Alt sammen rigtig gode minder. Vi tog typisk af sted om fredagen med juniorer og trop. Om lørdagen kom minier og mikroer efter. Temaet for turen var fælles og blev tilpasset hver gren. Nogen af opgaverne kunne også løses fælles, måske endda kun ved fælles hjælp. Blandt mange gode ture vil jeg nævne turen til Sennels skole, hvor vi havde Italien som tema. Vi lavede racerbiler, lavede våben og kæmpede. Menuen bestod selvfølgelig af italiensk mad. Uhm det var lækkert. På en anden tur havde vi valgt at tage af sted grenvis. Vi skulle gå langt og sove i shelter. Det var både hårdt og enormt udviklende for spejderne. Hvis man har ladet sine gummistøvler ligge udenfor shelteren om natten, ja så har man våde støvler dagen efter. Ups. Da vi havde kørt med disse weekendture et stykke tid, fandt vi ledere ud af, at forældrene glædede sig næsten lige så meget som spejderne. Der var dømt par weekend og kom sammen. Måske reddede vi oven i købet nogle ægteskaber. Hvem ved. Men alt godt må jo få en ende. I ledergruppen begyndte det at tære på familielivet. Især for de ledere der ikke havde en partner der var leder. Eller også brændte vi simpelthen tør for ideer. Under alle omstændigheder måtte vi stoppe vores weekendture. Men som tidligere leder i Klitmøller gruppe, vil det altid være en tid jeg vil tænke tilbage på med et smil om læben (og måske en latter i maven, for nej hvor har vi grinet meget) 28