Gl ben Forår 2014 N⁰ 55 Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub De Berejstes Klub TEMA: Asien HUMANITÆR HJÆLP På opgave i Centralafrika NATURBILLEDER Se konkurrencens vindere PRISMODTAGERE Folkersen & Egholm 2013 www.deberejstesklub.dk
...endelig hjemme! Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER KØBENHAVN: Frederiksborggade 50-52 LYNGBY: Lyngby Hovedgade 49d ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 KOLDING: Kolding Storcenter AARHUS: Østergade 30 AALBORG: Bispensgade 34 THE NORTH FACE STORES KØBENHAVN S: Field s KØBENHAVN V: Fisketorvet ODENSE: Rosengårdscentret KUNDESERVICE Vi er altid klar til at hjælpe dig. TELEFON: 33 14 51 50 E-MAIL: info@friluftsland.dk WEBSHOP: www.friluftsland.dk 2013_august.indd 1 07-08-2013 12:26:46
Leder ASIEN Kyoto, Japan / Istanbul, Tyrkiet / Himalaya, Nepal Apa kabar? Mingalaba! Konnichiwa! Lyder vendingerne bekendte, er det nok, fordi du ligesom jeg har fået Asien under huden. Faktisk er Asien et af mine absolutte favoritsteder. Aldrig har jeg mødt så venlige og imødekommende mennesker som i Asien, som også har noget af den smukkeste natur, jeg endnu har set. Ja, jeg drømmer til stadighed om at rejse til Asien og måske engang bosætte mig her og den længsel er jeg vist ikke ene om at have. For blandt de aktive medlemmer af De Berejstes Klub er det enorme kontinent ifølge en afstemning på www.deberejstesklub.dk det populæreste rejsemål. Har du ikke allerede gættet det, så er netop Asien dette fantastiske kontinent af store vidder og et menneskemylder af mange forskelligartede kulturer beliggende mellem Stillehavet, Det Indiske Ocean, Det Røde Hav, Middelhavet, Bosperus, Sortehavet, Kaukasus og Ural tema for dette nummer af Globen. Og helt ekstraordinært er Globen udvidet til 84 sider, fordi vi har fået så mange gode artikler og billeder. Apropos tema så hedder Globens øvrige temaer for i år roadtrips, oprindelige folk og delte områder, og vi har altid behov for flere artikler og billeder, som kan passe til et af de fremtidige temaer især gerne fra nye skribenter og fotografer! Har du svært ved at komme i gang med at skrive, er der også hjælp at få, for senere i år gentager vi successen fra sidste år med skriveværksteder i både København og Aarhus. Nærmere information får du ved at følge med på underforummet til Globen på klubbens hjemmeside eller på www.facebook.com/ RejsemagasinetGloben. En vigtig lille detalje: Har du lyst til at skrive eller bidrage med billeder, så husk at koordinere det med redaktionen, så vi ikke risikerer at få flere artikler og billeder ind samtidigt om præcis de samme steder. Husk også at sige til, hvis en lovet artikel alligevel ikke bliver til noget, for der kan sagtens være andre, som gerne vil skrive om det sted, du havde sat dig for at skrive om. På www.deberejstesklub.dk/globen finder du også vores særlige skriveguide med alt, hvad du skal tænke på, hvis du har lyst til at få en artikel i Danmarks velnok mindste, men så absolut mest autentiske rejsemagasin. Hjemmesiden for De Berejstes Klub er i øvrigt populær og benyttes flittigt af mange andre end bare klubbens medlemmer. I 2013 havde www.deberejstesklub.dk 42.989 unikke besøgende mod 28.811 året før, og de klikkede sig ind på i alt 761.365 sider mod 669.960 i 2012. Med dette nummer af Globen får du også dit nye medlemskort for 2014. På side 46 kan du se, hvilke rabatter et medlemskab af De Berejstes Klub berettiger til. Husk nu at nyde foråret. Rigtig god rejse- og læselyst! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3
Gl ben Rejsemagasin fra De Berejstes Klub De Berejstes Klub Indhold Forsidefoto: Rød zaodame i Vietnam af Bo Løvschall Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. april 2014 Næste tema: Roadtrips Annoncer: annoncer@berejst.dk Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 1.000 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk Redaktion: Lars-Terje Lysemose Viroj Ansvarshavende redaktør Jienwatcharamongkhol Grafiker Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Finn la Cour Medredaktør Ann Kledal Korrekturlæser Bodil Svendsen Korrekturlæser TEMA: Asien 6 Usbekistan Den perfekte bondegårdsferie 10 Kirgisistan Mellem Kirgisistans bjerge og søer Else Braathen Korrekturlæser Rebecca Langhorn Korrekturlæser Rikke Birkedal Hansen Korrekturlæser Christian Hamann Hansen Korrekturlæser Per Allan Jensen Korrekturlæser Søren Bonde Korrekturlæser Anna le Dous Korrekturlæser Jytte Kristensen Korrekturlæser Susanna Asven Korrekturlæser Henrik Fastergaard Korrekturlæser Peter Goltermann Korrekturlæser Joe M.G. Berge Korrekturlæser Anette Holst Christensen Korrekturlæser Elsebeth Finnick Korrekturlæser Bodil Johanne Jørgensen Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. 4 Maya Linnea Pedersen Korrekturlæser Stig Monrad Korrekturlæser Henrik Frier Hansen Korrekturlæser 12 IndonesiEN Guld, penisfoderaler og sneklædte bjergtoppe i junglen 15 Vietnam En etnisk regnbue af farver 18 Thailand Pussy Ping-Pong 20 Japan Koordinaterne: Gion 22 Japan 5 tips til Kyoto & Nara. Og 9 ting du bør vide om Japan 24 Japan Japan får aldrig fred for den vrede Gud 27 Taiwan Flyforbud efter 100 lande 30 Nepal Koordinaterne: Larkya La 32 Nepal 5 tips til Katmandudalen. Og 9 ting du bør vide om Nepal 34 Indien På klosterbesøg i Mundgod i Sydindien 37 Indien Frihedens udfordring 40 Armenien 5 tips til Yerevan. Og 9 tips til Armenien 42 Afghanistan, Bhutan, Brunei, Filippinerne, Kina, Indien, IndonesiEN, Israel, Jordan, Mongoliet, Malaysia, Myanmar, Rusland, Sri Lanka, Thailand & Yemen Rejsebilleder
ØVRIGE ARTIKLER SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang i begivenhedernes centrum 47 Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 50 Tips til bedre rejsefotos Del 3: Fart i billedet 52 Danmark & Tyskland Rejs ud i verden eller lad verden komme til dig! 54 Andorra I grænselandet 56 Aruba En lyserød strandfis i en kaktuslygte 58 Den Centralafrikanske Republik Velkommen til Afrikas ukendte land: Her kommer ingen turister! 61 Brasilien, Cambodia, Filippinerne, Forenede Arabiske Emirater, Kirgisistan, Malaysia, Namibia, Nepal, Nordkorea, Rusland, Schweiz, Sri Lanka & Taiwan Naturbilleder: Vinderne af årets fotokonkurrence 2013 78 Næste konkurrence Dengang jeg skulle ud at flyve 79 Bolivia På kaffebar med Slagteren fra Lyon 80 Island Over askeskyen 81 Tyskland En souvenir som kunne have kostet mig livet DE BEREJSTES KLUB 3 Leder 46 Giv Globen i gave 68 Årets prismodtagere 70 Knud B. Bach Blæsten går frisk over både Limfjorden og Stillehavet 72 Nye aktive medlemmer 74 Årets statistik 78 Sudan De sorte faraoers hellige bjerg 82 Bestyrelse for DBK 5
Den perfekte bondegårdsferie Hvordan kan man rejse med børn? Det er et spørgsmål, jeg tit stiller mig selv, og når jeg spørger ikkeberejste, men mere erfarne forældre, så inkluderer deres rejseforslag næsten altid strand, forlystelsesparker og is. Men er børnefamilier virkelig bedst tjent med det sikre og sorry! kedelige? Vi valgte en uges bondegårdsferie i Usbekistan, og det blev et megahit. Tekst & FOTOS: Nikolaj Wessel Witte Hushnut, en knægt på 2½ år, står og tager imod os på familiens gårdsplads. Han er helt kortklippet, har et firkantet ansigt og ligner en lille udgave af en hård mand. Han smiler og har plukket et par blomster og to græsstrå til vores lille datter Karla på et år og otte måneder. Det er vist kærlighed ved første blik. Karlas mor, Pernille, ser lettet ud, for man ved aldrig, hvad man kan forvente, når man har booket spændende steder på nettet. Jeg nyder at strække ryggen efter fem timer i en skrammelspand af en bil, og jeg smiler ved mig selv ved tanken om, at vi skal være her i en hel uge. Jeg er ellers ikke meget for stilstand og er ikke god til flere dage på samme sted, men her virker rigtigt rart og godt. Hele historien begynder faktisk i Uganda, hvor jeg var nede med første del af mit Danidaprojekt. Det var min første rejse som far uden min datter. Det var jeg ikke så god til, for jeg savnede hende virkelig altså min datter og selvfølgelig også hendes mor. Derfor begyndte jeg straks ved hjemkomsten at overtale Pernille til, at de to skulle med på næste rejse ud til en af verdens småbørnsfamilier. Og for at springe frem i tiden sad vi snart i en flyver på vej fra Riga mod Tasjkent, og klokken tre-fire om natten landede vi. Rejser er en spændende udfordring med en lille pige, specielt da vi ikke havde visum og først skulle vække den sovende lufthavnsgrænsebetjent for at overtale ham til at give os et stempel. Vel ude af lufthavnen om end lidt forsinket hentede en chauffør os. Vi ville bare gerne sove, men var også nysgerrige, for Usbekistan var et nyt land for os. Vi bumlede derudaf i fem timer, mens vi drejede ned af den ene hullede vej efter den anden. Det var vist ikke et overskud af asfalt, de havde herude, men til sidst, kort efter at solen var stået op, drejede chaufføren ned ad en grusvej. 10-20 km senere mødte vi vores værtsfamilie. Vi flytter ind og drikker lidt komælk Efter at Hushnut har sagt velkommen med blomsterne, bliver vi tildelt vores eget lille hus lige over for familiens hus. Herinde er et fint, stort rum til at sove i med madrasser på gulvet hele tre styk af den slags der bare er stampet uld. Der er også tæpper til at sove under og masser af puder. Væggene er lavet af halm pudset godt op af ler blandet med komøg den bedste slags - og så er der flere steder pyntet med familiens skønne tæpper fra en svunden tid. Vi er knapt kommet på plads og har hvilet os en stund, før frokosten bliver serveret ude foran vores hus. Onklen, den eneste som kan lidt engelsk, kommer og fortæller os, hvad menuen består af. Dette er virkelig den perfekte all inclusive-ferie. Der er kartofler, olierede grøntsager kål, løg og ikke så meget andet og brød. Der er også nogle få små stykker oksekød, og så er der varmet komælk i skåle. Det er meget sigende for grundingredienserne under hele vores besøg. Vi lærer snart, at man virkelig kan skabe mange forskellige retter ud af disse ingredienser. Karla ser ud til at holde af den varme komælk med lækre gule fedtperler, der 6
Dyrelivet er fascinerende, når man er bare 1 år og 8 måneder. flyder ovenpå for os andre er det en oplevelse. Det er sjældent, man smager rigtig, ægte, ubehandlet komælk. Vi skal jo ikke noget Det er sjovt; det er ikke tit vi tager på rejser uden at skulle noget. Men vi skal faktisk ikke så meget. Vi skal snakke med familien. Opleve en usbekisk familie. Vi skal helt konkret interviewe familien og se, hvordan de lever som småbørnsfamilie. Det er anden del af Danidaprojektet, som skal blive til en foredragsrække, når vi kommer hjem, men lige nu skal vi ikke noget særligt. Vi skal ikke ind og se storslåede moskéer, vi skal ikke følge Silkevejen, og vi skal faktisk aldrig mere en 20 km væk fra denne lillebitte landsby ude i bjergene her i hjertet af Centralasien. En af dagene sætter vi os ned til åen, som løber gennem familiens have og marker. Der er konstrueret sådan nogle smarte platforme. De er af metal med træbrædder som bund og dækket af tæpper. Der er også puder, så man virkelig kan hvile sig, og spørger man pænt, kan der også trylles en kande te frem. Familien former åen, så den automatisk kunstvander udvalgte områder. Det er genialt. Mændene i familien arbejder hver dag på at få åen lagt om til det område, der på en given dag er udvalgt til at modtage ekstra vand. Der plantes nye planter for at gøre klar til foråret. Haven udbygges, og der kommer måske nye, spændende madvarer til næste år men endnu står vi med et fåtal af ingredienser. De tre unger, Karla, Hushnut og bettemanden Mekruze, hygger sig. De følger nysgerrigt med i arbejdet. Hushnut, der er den største, hjælper lidt til, og Karla vil også være med. De hjælper med vandløbene, og selvom Furqat, drengenes far, arbejder hårdt på at få vandet et bestemt sted hen, så hjælper Karla og Hushnut gerne med at få det et andet sted hen. Sikke en tålmodighed han har, og sikke våde ungerne bliver. Der er mudder i overflod, og sten der skal flyttes, og vand der skal mærkes, og græs der skal hives op og... der er meget at lave for to unger i den arbejdesivrige alder. Mekruze kan kun lige gå, så farmoren hjælper ham rundt nær huset. Oppe ved huset hænger en stor pose af stof med mælk i. Eller det begyndte som mælk. Nu er den tynde mælk løbet fra, og det efterlader en tryk grød. Der er virkelig mange gange i løbet af ugen, hvor jeg tænker: nå gør man sådan, jeg køber det bare i supermarkedet derhjemme, og hele processen med at lave ost er et kerneeksempel. Nu skal det resterende ordnes og formes og... jeg ved det ikke helt. Snart sidder moren, fasteren, Mekruze og Karla og laver ostebolde. Osten skal formes til noget der i størrelse minder lidt om bordtennisbolde. De smager lidt som sur fetaost, og Karla elsker dem. Som overbeskyttende danske forældre tager vi lige endnu et af vores opgør med vores idéer. Karla elsker disse bolde, men nogle gange lægger hun dem fra sig på jorden, hvor hønsene går og skider. Det ville mere forsigtige forældre straks have bemærket, men vi forsøger ikke at bemærke det, og samler dem så op igen og spiser videre. Osteboldene bliver også liggende til tørre ude i solen i dagevis, men Karla elsker dem stadig og får ikke dårlig mave. At blive en del af familien Det mest overvældende ved hele rejsen og besøget hos familien er hvor meget, vi føler, vi bliver en del af familien. Hvor meget de tager os til sig, og hvor gode venner vi bliver. Moren i familien savner vist en pige. Hun har to drenge og er uden tvivl rigtig glad for dem, men en eftermiddag kommer hun op i vores hus og låner Karla. Hun kan ikke engelsk, men gør det klart, at vi bare skal blive der. Hun har styr på tingene. De første par gange, vores elskede, lille datter bare blev snuppet, talte vi minutterne, indtil det ikke virkede forkert at gå op og se, hvad de lavede med hende. Vi er blevet bedre, men ikke gode. Vi kigger ud af vinduet, og Pernille siger, at nu kan jeg vist godt gå derop. Nej, jeg venter lige lidt, siger jeg mens spejder efter dem. Nu går den ikke længere, og jeg smutter op i huset. Her sidder de alle sammen inde i stuen. Der er tæpper på gulvet og et par puder, men ingen stole eller borde. Ingen sofa eller reoler. Men der sidder hele familien, og i midten er Karla, som er ved at blive sminket. Whau! Hun er smuk a la russisk stil at forstå, altså. Vi har forsøgt at holde hende væk fra parfume og andre skadelige stoffer, og nu sidder hun smurt ind i billig, russisk skodsminke. Nå ja, der er meget, man skal opleve. Sidst fandt jeg hende med chokolade op til begge ører, men aldrig har jeg fundet hende ulykkelig. Jeg slår mig ned og smiler til dem alle. Folk snakker, og jeg bliver budt på en kop te. Der bliver også fundet en tromme frem, og snart er der både musik og sang. Vi hygger, og jeg glemmer alt om, at Pernille nok snart undrer sig over, hvor vi nu begge to er blevet af. Det banker på døren, og Pernille kigger ind. Nu er vi alle sammen samlet og kan bare sidde her. Det er her i hjertet af familien, at vi bruger det meste af vores uge på bare at sidde og drikke te. Eller hjælpe med at lave brød, eller lave mad, eller hente brænde, eller bare at lege på gulvet. Vi ser billeder af familien i deres fotoalbum, mens de gamle mænd ligger ovre i hjørnet og spiller kort. Det er bare en almindelig usbekisk hverdag. Intet specielt og netop derved helt fantastisk. En tur til basaren og shopping Jeg er faktisk meget bedre til at lave ingenting, end jeg frygtede, og det er kun få gange, jeg sidder og planlægger en tur til Samarkand eller gør andre forsøg på at stikke af. Der er marked eller basar en 7
Den lille knægt er to et halvt år. Familien har ingen bil, men de har et æsel! gang om ugen i områdets store by. Og det overtaler jeg alle til, at vi skal besøge. Familien har desværre ingen bil, og turen til basaren er fem km på æsel over bjergene. Onklen, der kan engelsk, er forsvundet, så det er lidt svært at finde ud af, om ideen lader sig realisere. Jeg håber det. Næste morgen kommer Furqat og hiver os alle med. Vi marcherer op ad stien over huset, indtil vi kommer til grusvejen. Eller rettere: dette er vendepladsen for enden af grusvejen for man kan ikke komme længere med bil. Her holder en dejlig, gammel, smadret bil af spændende russisk fabrikat. Jeg forsøger at forklare, at jeg jo ingen lokale penge har, for vi har slet ikke set en pengeautomat, eller en person som kan veksle. Furqat viser mig en stak sedler jeg har slet ikke sat mig ind i deres værdi og indikerer, at han har styr på tingene. Vi kører over gruset mod hovedvejen og så videre ud i bjergene. Hele vores lille familie er spændt. Karla kommenterer alle køer, får og heste, der går langs vejen, og der er nok af dem. Pernille overvejer, om vi har alt med, og jeg håber på, vi rent faktisk er på vej mod en basar. Snart bumler vi ned ad en anden grusvej, og derude i det fjerne for foden af bjergene ligger der noget, som ligner en større by. Vi drejer af og kører op på en plads uden for byen. Her er alle samlet. Alle har parkeret deres æsler, og to-tre andre har også bil med. Der er boder, eller dvs., der ligger varer på jorden. Her sælges kopierede CD er og lidt tøj. Der sælges også plastiksko og potter og pander. Hmm, vi går rundt, og alle stimler sammen for at se, hvad vi fremmede mon skal købe. Furqat går over og hilser på venner og familie vi giver også hånd, og pludselig står Furqats far foran os, og han har altså skudt genvej over bjergene med familiens æsel. Så meget for bilers effektivitet! Jeg overvejer lidt, hvad vi skal købe. Nu har vi fået familien til at skaffe os en bil og har jaget dem alle her ind til basaren, så noget skal vi jo købe. Det første vi falder for, er et par højhælede plastiksandaler som Karla måske kan passe dem køber vi til stor fryd for de lokale. Snart finder jeg også store, krystalliserede klumper gult sukker, og jeg tænker, at hvis jeg nu bare giver butiksindehaveren en seddel, så får jeg nok en passende mængde. Mængden der passer til min seddel, viser sig at være nærved et kilo flotte krystaller. Til sidst får vi også købt kopper og et fad. Sikke vi shopper. På vej hjemad stopper bilen i udkanten af byen, og Furqat hiver os med. Hvad mon vi skal? Han har Karla på armen og stormer af sted, så der er virkelig ikke meget andet at gøre end at skynde sig efter ham. Brød bilen sammen, så skal vi nu gå hjem? Skyder vi genvej over bjergene? Tja, vi ville da gerne have haft vand og lidt solcreme med, hvis vi nu skal på vandring. Furqat kan ikke fortælle, hvor vi skal hen, så vi følger efter ud i bjergene og nyder bare den tørre, flotte natur. Så pludselig peger og smiler Furqat. Der. Se. Lige deroppe... Nu tænker jeg tilbage. Vi havde tidligere snakket med med onklen, der kan engelsk, om nogle sjældne og flotte bjerggeder, som lever her i området. De er lige deroppe i bjergene. De er bag en indhegning, for de er truede og skal passes på, så et stort område som en lille flytbar nationalpark er sat op til dem. Det er fantastisk at se gederne hoppe omkring i bjergene, og deres mægtige horn får dem til at se majestætiske ud. En ko skal malkes, og et æsel skal rides på Familien ejer en motorcykel og et æsel det er deres transportmidler. Motorcyklen må ungerne gerne sidde på, men den bliver kun brugt en gang, mens vi er der. Æslet bliver til gengæld brugt flittigt både til at komme ind til butikken over bjergene og endnu vigtigere til at Hushnut og Karla kan få rideture rundt på gården. De elsker det, og jeg tror kun det overgås af glæden ved at jagte høns rundt på den hullede mark. Hver aften skal koen malkes, og familien ved forståeligt nok ikke, at jeg ser det som et højdepunkt, som jeg meget gerne vil overvære, fotografere og vise Karla. Så der går et par dage, før jeg får forklaret, at de skal sige til, når det er malketid. En aften, netop som solen er ved at gå ned, hører jeg en muh en oppe fra bjergene, så Karla og jeg skynder os derop. Koen og kalven er blevet lokket tilbage til huset alle køerne går frit omkring i bjergene. 8
Usbekistan Du kan læse mere om Danidaprojektet på www.klodensbørn.dk Ud & hjem igen: Vi fløj med Air Baltic og betalte ca. 2.500 kr. per voksen t/r. Karla som var under to år fløj med for 960 kr. Æsler benyttes flittigt i bjergene i Usbekistan. Kalven ledes hen til lidt mad, og så følger koen med. Kalven får lige lidt mælk for at få gang i systemet, og så trækkes den væk. Indrømmet, jeg har aldrig før set en ko blive malket, så både Karla og jeg er dybt fascineret. Nå, det er herfra mælken kommer. Kalven er ikke helt tilfreds med at blive snydt for sin modermælk, så da fasteren har malket færdig, får den lov at komme til og sutter ivrigt. Logi: Opholdet blev arrangeret af Nuratau Ecotourism (www.nuratau. com), som også kan arrangerer ophold hos en håndfuld andre familier i området. Jeg kan varmt anbefale oplevelsen, og stedet kan snart beskrives som De Berejstes Klubs tilholdssted i Centralasien. Vi betalte 366 USD for overnatning og mad for hele familien i otte dage. 105 USD for guide i syv dage og 180 USD for transport til og fra Tasjkent. Visum: Invitation, som er nødvendig for visum, købte vi fra STAN Tours (www.stantours.com). Selve visummet købte vi ved ankomst i lufthavnen. For foden af bjergene ligger en by. En følsom afsked Intet varer evigt, og en sen aften bliver vi nødt til at sige farvel. Hele familien kommer ned i vores hus, og alle slår sig ned. De har tydeligvis planlagt noget. Så kommer farmoren med en vest. Den har været i familien i generationer, og nu skal Karla have den. Det er en enestående, traditionel gave, og hele situationen er så ægte det er venskab, og så tæt man kommer på hinanden. Vi får også valnødder, som familien dyrker, noget marmelade og en masse andet, som vi skal have med på vores lange rejse. Vi havde heldigvis også 10 kg legetøj med til børnene, og andre gode gaver til familien. Der er følelser på spil, og ungerne giver knus til alle specielt skal Karla og Hushnut sige farvel til stor fryd for alle os voksne. Bilen brummer, og chaufføren venter tålmodig på alle de mange knus og farvel. Han skal køre os fem timer tilbage til Tasjkent gennem den usbekiske nat mod lufthavnen og til flyet som skal tage os hjem fra en enestående bondegårdsferie. n Nikolaj Wessel Witte har medlemsnr. 212 og er med i DBK s undergruppe for berejste med børn i Vestdanmark. Læs mere om hans rejseoplevelser på www. nikolaj witte.dk. 9
Der er stadig familier, som lever som nomader i sommerhalvåret. Mellem Kirgisistans bjerge og søer Store vidder, endeløse bjergtinder og silkevejsmonumenter set fra hesteryg. Kirgisistan byder på fantastiske vandremuligheder og essensen af landet opleves bedst i en jurte. Tekst & FOTOS: Rikke Bøyesen Jeg vågner til lyden af hestehove, der drøner forbi på den anden side af ulddugen ikke mere end nogle få meter fra mit hoved. Luften er klar og kold, og der er næsten helt mørkt i teltet bortset fra nogle få striber af lys, der falder ind fra toppen af jurten (et traditionelt kegleformet filttelt), hvor den lille skorsten stikker ud, og fra nogle huller omkring døren, som består af et tæppe. Jeg fjerner de tunge tæpper, der har været med til at holde min familie og mig varm i løbet af natten, skubber tæppet til side i døråbningen og træder udenfor i den klare sol. Det er tidligt, og konen fra den familie, hvis jurte vi lejer, sidder og malker sin ko et stenkast fra mig. Hendes sønner er ved at klargøre de heste og ponyer, som vi skal ride på efter morgenmaden. Da min mand og vores to døtre er stået op og har fået søvnen ud af øjnene, sætter vi os på de farverige tæpper, som ligger ved det lave bord i spisejurten. Det er her, vi mødes med de få andre turister i jurtelejren til måltiderne. Her til morgen består menuen af risgrød, brød, tørret frugt og nødder og selvfølgelig te med marmelade, som bliver serveret til alle måltider. Røgen fra de brændende kokasser, som udgør bålet, hvor måltidet er tilberedt, stiger til vejrs ved siden af jurten, mens vi spiser. Landskabet set fra hesteryg Der er hverken bad eller varmt vand i lejren, og efter maden bliver morgentoilettet hurtig overstået. Vi hopper op på hestene og rider af sted med vores to unge, men garvede guider. Vi rider langs Song Kol-søen, hvor det blæser, mens solen skinner. Det er smukt bjerge og store vidder så langt øjet rækker. Vi rider forbi nogle andre jurtelejre og kan se et stentårn langt fremme. Det er et monument fra den tid, hvor karavaner med købmænd red denne vej med varer fra Europa til Asien og omvendt. Der er ikke mange bygninger, som man skal se, når man er i Kirgisistan, ud over nogle få velbevarede silkevejsmonumenter såsom Tash Rabat nær den kinesiske grænse i det nordlige Kirgisistan. Det tidligere kloster og herberg så vi, inden vi nåede Song Kol-søen. Naturen set fra hesteryg eller iført vandresko er den største attraktion. Efter nogle timer på hesteryg er vi tilbage ved lejren, hvor vores chauffør og guide, Murat, hilser os velkommen. Han har været vores guide, siden han hentede os i sin firehjulstrækker ved Issykulsøen nær den kasakhstanske grænse for en lille uges tid siden. Vi boede på det tidspunkt på et resort ved Issykulsøen, som er en af verdens største ferskvandssøer, omgivet af bjerge og kyster med fint sand. Issykulsøen er et af de mest veludviklede turistområder i Kirgisistan med alt, hvad der dertil hører af internationale restauranter, swimmingpools og ikke mindst dejlige sandstrande. Vi boede i en lille lejlighed med fjernsyn, fryser og internet en stor kontrast til livet her i jurtelejren. Et stolt og frit folk Efter tre nætter i jurte og et par nætter i privat indkvartering på landet, er det tid til at sætte kursen mod hovedstaden Biskeh. Køreturen er lang og tager os igennem vandløb, op ad bjerge, igennem bjergpas, ad små grusveje, langs søer og over uendelige stepper. Det er smukt både i regn og sol. Vi er glade for at have fået en chauffør, der kender landet godt, for skilte er der ikke mange af. Flere veje er lukkede pga. regn og stenfald, så Murat må flere gange stige ud af bilen og tale med de lokale om, hvilke veje, der er farbare. Guiden og vores overnatninger er booket gennem den statsejede organisation Community Based Tourism (CBT), som som langt de fleste vestlige turister bruger, når de vil opleve naturen En del af de penge, vi som turister betaler for at bo i en jurte og transport m.m., går direkte til lokalbefolkningen samt til organisationen. CBT bruger så en del af midlerne til lokale udviklingsprojekter. Der er konkurrenter 10
Kirgisistan Kapriz Resort ved Issyk-kul-søen. Her er gode strande, hoteller af vestlig kvalitet og smukt! Ud & hjem igen: Fly København- Bisjkek fås fra ca. 2.400 kr. t/r. til CBT, og der vil helt sikkert komme flere, når flere turister får øjnene op for landet mellem Kina og Kasakhstan. Vores chauffør, Murat, er ligesom andre kirgisere, vi møder på rejsen, imødekommende og glad for at fortælle om sit land og liv. De mange timers køreture går derfor bl.a. med at tale om politik og landets historie. Kirgiserne er et stolt folkefærd, der er glade for deres demokrati og vestlige holdning til religion. Selvom befolkningen består af 95 % muslimer, fremstår Kirgisistan som et af de mest sekulariserede lande i den islamiske verden modsat flere af stan-landene i regionen. En grøn hovedstad Da vi ankommer til hovedstaden Bisjkek om eftermiddagen, ser vi tydeligt, at folk føler sig frie de fleste bærer vestligt tøj, der er børn i gaderne og masser af cafeer og butikker, som vi kender det fra vores del af verden. Midt i byen ligger et tivoli, og her prøver vi en tur i pariserhjulet, Et veldækket frokostbord hos en af de familier, vi boede hos. som tager os op over byen. Udsigten er fantastisk grøn. Hovedstaden adskiller sig fra de større byer, vi ser på vores tur, ved at være utrolig pæn. Vi hører flere turister kalde byen lille Paris, og det forstår man, når man går rundt i centrum, hvor flere huse har store indgangspartier med søjler i kolonistil, og så er der er brede grønne alléer. Der er selvfølgelig også levn fra sovjettiden i form af bombastiske statuer af bl.a. Lenin. De er dog alle fjernet fra de mest prominente pladser i byerne og flyttet til mindre pladser, som fx til en plads bag byens tivoli. Kirgiserne er ved at finde deres ben, efter de fik deres selvstændighed i 1991, men der er mange udfordringer. Især er mangel på arbejdspladser et stort problem. Mange kan ikke finde et job, og næsten 40 % af kirgiserne lever for under 1 USD om dagen. Derudover er samfundet gennemsyret af korruption. Det ser vi tydeligt dagen efter, da vi kører et par timer nordpå for at for at tage på raftingtur på en flod. Politimand efter politimand står langs hovedvejen og vinker billister ind til siden. Her bliver de afkrævet en sum penge, før de kan køre videre. På den måde får politibetjentene lidt penge til at forsøde den kommende uge med. På vores rejse i landet oplever vi ikke selv korruption, men forstår, at det også er en af grundene til, at folk ikke har lyst til at starte virksomheder. Kirgisistan er et interessant land at besøge. Det kræver tid og tålmodighed selv at komme rundt i landet med de minibusser, som de lokale bruger. Derfor valgte vi løsningen med en kombination af privat taxa, ophold på resort og pakkeløsningen med guide og privatindkvartering. Men at Lokal transport: Det er billigt at tage lokal transport. Vi tog fx en taxatur på tre timer til omkring 300 kr. Kost & logi: Det er billigt at spise i Kirgisistan. Et måltid for fire personer koster sjældent mere end 100 kr. inkl. sodavand og te. At bo på resort med egen lejlighed og morgenmad fås til 900 kr. i døgnet. En pakkeløsning med fem overnatninger i privat indkvartering med halvpension samt kørsel og en dag til hest fås til ca. 7.000 kr. for fire personer. Klima: Der er varmt i Bishkek, om sommeren ca. 35 C og tørt. Temperatur og nedbør varierer i landet, alt efter hvor højt man befinder sig. Ved Tash Rabat, som ligger i 3.500 meters højde, blev vi overrasket af sne den ene morgen, og temperaturen faldt til frysepunktet om natten. Om dagen kan temperaturen stige til omkring 20 C. Lige pludselig regner det, og så skinner solen. Kort sagt skal man være forberedt på lidt af hvert. bo privat er en god måde at opleve lokalbefolkningen på, især i de meget tyndt befolkede egne af Kirgisistan, hvor indbyggerne for det meste består af får og heste. n Rikke Bøyesen har medlemsnr. 646. Foruden Kirgisistan besøgte hun også Rusland og Italien forrige år. 11
Guld, penisfoderaler og sneklædte bjergtoppe i junglen Tekst & fotos: Søren Gudmann At bestige Carstensz Pyramid på Ny Guinea kræver erfaring og teknisk snilde. Og bedst som vi tror, det værste er overstået, får adrenalinen et ekstra kick! Det viser sig nemlig, at vi bliver nødt til at skulle smugles ud. I 1623 sejlede den hollandske kaptajn Jan Carstensz forbi Ny Guinea og rapporterede, at han havde set et bjerg med sne på toppen. Folk troede, han var gal, for det ligger trods alt bare fire grader syd for ækvator. Men det er sandt, og bjerget, som blev opkaldt efter søfareren, er næsten fem kilometer højt. Det er nok til, at nedbør falder som sne, og nedbør er der nok af. Der er få dage om året, hvor det ikke regner, noget den fugtige og dampende jungle, som breder sig ud over landskabet, vidner om. Bjerget blev besteget første gang i 1962 af den legendariske Heinrich Harrer og co. 339 år efter, at det blev spottet fra havet. Om det skyldtes frygt for de primitive stammefolk, som lever på øen, og som indtil for nylig siges at have praktiseret kannibalisme, skal være usagt. Interessen for bjerget er til gengæld eksploderet, efter at begrebet Seven Summits blev lanceret i 1980 erne, og det blev betragtet som en af de syv tinder. Klatremæssigt minder bjerget meget om Alperne, men er altså tusind meter højere. Det er 4.884 meter højt og et af de mere teknisk krævende af Seven Summits, og så er det vanskeligt at komme derind både praktisk og politisk. Et uroligt område Hollænderne forlod området i 1963, og den vestlige del af øen blev indlemmet i Indonesien i 1969 og kaldes i dag Papua. Papuas befolkning er imidlertid ikke beslægtet med de andre folkeslag, som Indonesien består af. De har krøllet hår, brede næser og ligner mere afrikanere eller folk fra Oceanien. Der findes en frihedsbevægelse, som kæmper for et frit Papua. Der er ikke egentlig krigstilstand, men der er episoder, som de indonesiske myndigheder ikke ønsker, turister skal se, og de ønsker heller ikke, at udlændinge skal komme til skade. Ud over visum til Indonesien må man have en speciel tilladelse til at rejse til Papua og til at bestige bjerget. Dem udstedes der få af. Og kun til dem, der har de rigtige forbindelser hos myndighederne. Den eneste, der kunne skaffe dem, da jeg ville af sted i 2006, var Franky Kovacs, en halvfed jovial fyr midt i 30 erne. Han fungerede som vært og organisator. En anden faktor, som spiller ind i forbindelse med tilladelserne, er den store mine. Et amerikansk selskab, Freeport McMoRan, driver en af verdens største guldminer her. De har lavet et flere kilometer stort hul i landskabet, og pumper ædelt metal ud herfra i enorme mængder. Firmaets årlige overskud er astronomisk, og de betaler ca. en milliard USD om året i skat til Indonesien, og der er jo noget med, at money talks. Miljøhensyn er ikke det, minen prioriterer højest, og da bjergbestigerne, trekkere og andre turister kan finde på at fortælle negative historier 12
om det, de har set, vil de helst ikke have, at der kommer nogen derind. De lokale folk på Papua ser ikke meget til alle pengene, som kommer fra minen. Der har været voldelige sammenstød mellem de lokale og minens vagtfolk. I februar 2006 var der en episode i byen Jayapura, hvor flere blev dræbt. Tre måneder før jeg ankom, blev en gruppe nordmænd truet af guerillaen på vej til bjerget. Under den lange vandring i den mudrede jungle fik de en seddel med denne besked: Hvis I fortsætter, er det på eget ansvar! Så da jeg fik mulighed for at flyve direkte ind til Base Camp med helikopter, valgte jeg den løsning. Det ville ellers have været spændende med turen i junglen forbi danifolkets landsbyer, hvor de lever næsten som i stenalderen. Jeg havde glædet mig til at se mændene med deres penisfoderaler som eneste påklædning. Tænk, at de for ikke så længe siden spiste hinanden her inde i skoven. Det er også 22 år siden, jeg sidst var på en rigtig jungletur. Men nu er jeg her primært for at komme op på bjerget og helst levende hjem. Af sted med helikopter Vi er syv i gruppen plus Franky og hans tre ansatte, som skal lave mad. Fem amerikanere, en sydafrikaner og mig. Det er altid fedt at flyve helikopter. I en helvedes larm og med petroleumslugten hængende i luften klatrer vi om bord i en gammel russisk model. Først os, så kommer al bagagen. Vi sidder totalt fastklemte med rygsække, tasker og campingstole med mere over, under og imellem os. Hvis der sker noget, har vi ikke en chance for at komme ud. Nogle gange er det at komme ind til et bjerg farligere end selve klatringen. Så er vi i gang og flyver lavt over det grønne tæppe tjug, tjug, tjug. Dernede, gemt i det grønne vildnis, bor ikke Vietcong, men danifolket, og guerillaen, Befri Papua Bevægelsen. Dem vil vi helst ikke støde på. Efter en halv time lander vi ved Base Camp. Her er den så, Carstensz Pyramid, også kaldet Puncak Jaya, en massiv væg af grå kalksten. Vi tilbringer to dage i Base Camp i omkring 4.000 moh. Selv om vi er i moderat højde, er det nødvendig med akklimatisering. Kroppen må vænne sig til den tynde luft, før vi kan klatre til toppen. I nattens mulm og mørke It s midnight. Okay, så skal vi op og af sted. Selv om det ikke er -20 C i teltet, trækker jeg tiden et øjeblik, før jeg åbner lynlåsen og kommer ud af soveposens vindunderlige varme. Så er det nu. Nu gælder det. Mærker adrenalinen og glæder mig. Der er 1.000 højdemeter, som skal klatres. Spiser havregrød, må have noget benzin i kroppen. I denne højde har jeg normal appetit. Den forsvinder, når vi kommer over 6.000 moh. En times march så skal vi begynde selve klatringen. Franky puster og stønner og kaster op efter 20 minutter. Han er dygtig til at organisere og har de rigtige forbindelser, men har dårlig kondi og tackler ikke højde, selv ikke denne moderate højde. Det gør heller ikke noget. Det er ikke vanskeligt at finde vej, og bjerget er let at klatre. Vi går en time. Jeg er først fremme, hvor klatringen starter, men lader nogen andre gå først. Dumt, det går vildt langsomt. Men hold kæft hvor er det fedt, at jeg ikke fryser. Jeg har faktisk bare et par vandrestøvler og ét par sokker på. Vi klatrer og sikrer os ind imellem på faste reb. Det er kulsort nat, men simpel klatring foreløbig. Efter tre timer når vi op på et lille plateau, hvor det til gengæld er svært at finde vej. Det begynder at lysne. Så kommer det stejleste stykke, 200-300 meter højt, grad 4-klatring. Jeg klatrer først nu, ikke svært, men klippen er skarp og slider handsker og fingre i stykker. Rutens crux Kl. 7 når jeg op på ryggen af bjerget. Kammen er to til tre meter bred. Udsigten er fabelagtig, et flere hundrede meters drop lige foran mig, et par andre bjerge, og så jungle så langt øjet rækker i disen. Men det er ikke toppen. Det er faktisk først nu, udfordringerne kommer. Jeg vidste godt, vi skulle et stykke hen ad ryggen, men at det kommer til at tage så lang tid, havde jeg ikke ventet. Nogle steder er æggen meget smal, og der er en del kløfter, som man skal over. Ved den dybeste må vi først rappelle ned på en smal hylde og så klatre op ad et reb på den anden side. Hvis man ikke vil bruge rebet, går rutens crux (sværeste sted) ude på siden, eksponeret, og omkring grad 5+. Vinden kommer hylende igennem kløften, og nu fryser jeg for første gang, fordi jeg står stille. Sydafrikaneren bruger lang tid og kan ikke komme op i første omgang. Han kommer ned og overlader rebet til mig. Jeg stønner. Det er hårdt i 4.800 moh, efter så kort akklimatisering. Da jeg er oppe, beslutter jeg at fortsætte alene med det samme. Det tager for lang tid at vente på de andre. Passagen tager to timer, og sveden render nu ned over mit ansigt. Til gengæld nærmer jeg mig toppen. De sidste hundrede meter må jeg op over nogle snedriver. Jeg må passe på at få ordentligt fodfæste, for jeg har jo ikke crampons eller økse med. Falder man her, så falder man. Jeg sparker nogle trin og sørger for at være i balance. 20 meter, 15 meter, 10 meter så er jeg der, på toppen af Carstensz. Jihhaa! Det er helt specielt at være på toppen af et bjerg og have luft til at juble! Der er supergodt vejr nu. Det har ikke regnet eller sneet i løbet af natten eller morgenen. Da ville bjerget have været glat og mere farligt. Nu er her bare fint. Ser over på gletsjerne på den anden side af dalen; gletsjere på ækvator, det er spektakulært. Nabobjerget ser ud som klippet ud af en Fantomet-tegneserie. En gammel russisk helikopter tager os over junglens trætoppe til foden af bjerget. 13
Indonesisk Papua En massiv væg af grå kalksten rejser sig op af junglen. Mod vest ser jeg minen, et kæmpestort sår i naturen, et par kilometer herfra. Den nærmer sig. Om nogle år er bjerget forsvundet, spist op. Det er vanskeligt at komme ind til Carstensz her i 2006, men i 2016 vil det være for sent. Tager nogle billeder, da de andre kommer. Been there done that! Klokken er 9 om morgenen. Vi har brugt ca. otte timer fra lejren. Jeg bruger fire timer på at komme retur og er tilbage i lejren ved 14-tiden. De sidste kommer først ved 21- tiden, langt efter at det tropiske mørke har sænket sig. Tilbage i smug Dagen efter slapper vi af og begynder at arrangere hjemturen. Franky kan ikke få fat i helikopteren, så planen bliver, at vi skal igennem minen om natten smugles igennem. I løbet af eftermiddagen går vi ned til udkanten af minens område og venter. Vi skal hentes, når det er blevet mørkt. Jeg er ikke så vild med situationen. Det farligste Gæt selv hvem som ikke er lokal. ved bjergbestigning skal helst være selve klatringen. Den har man jo selv rimelig kontrol over. Det er fuldmåne, og tågen ligger i dalen. Det er koldt. Så pludselig hører jeg stemmer. Det er folkene, som skal få os igennem. To unge mænd med maskinpistoler og camouflagetøj spooky! Men de lever jo af at hjælpe folk som os. Jeg har hørt om grupper, som blev smuglet igennem minen også på vej ind til bjerget. Det lykkedes for nogle, mens andre blev opdaget og afvist. Vi begiver os op ad en stejl skrænt. Kæmpemæssige lastbiler kommer konstant og losser tonsvis af klippestykker, som nu er tjekket for guld, ned ad skrænten. Vi går i siden, ingen siger noget. Oppe på toppen venter en jeep. Vi skynder os ind og får igen bagagen på skødet. Ruderne er malet sorte. Man kan ikke se ind, og vi kan ikke se ud. Vi kører tæt forbi en af monsterlastbilerne. Hjulene er tre meter i diameter. I løbet af natten bevæger vi os igennem minens enorme område. Et sted springer vi ud og løber ind i en stor kabinelift og sætter os ned på hug, så vi ikke kan ses udefra. Nede venter en ny jeep, og ved 5-tiden om morgenen efter mange timer sammenkrøbne og svedende bag i jeepen efter flere kontrolposter siger Franky endelig: Nu er vi ude! Vi ender ude på den sydlige kyst i byen Timika. Den spændte stemning, der har været hele natten, afløses af jubel og for at fuldføre kontrasten, kører vi ind på Sheraton Hotel Timika, fem stjerner, aircondition og swimmingpool. Bjergbestigning er en sport, som er rig på kontraster! REJSETILLADELSE: Et surat jalan kræves for at besøge Papua uden for byerne på kysten. Rejsebrevet fås lettest i Jayapura og Biak. Man skal aflevere to pasbilleder. Og det er en god ide at få brevet fotokopieret, da det skal stemples af politiet alle steder, man besøger. UD & HJEM IGEN: Jeg fløj fra Singapore til Manado på Sulawesi, hvor Frankys pakke startede. Derfra først med et jetfly og så et propelfly før helikopterturen. Fly København-Bali fås fra ca. 5.600 kr. t/r. Herfra kan man flyve til indonesisk Papua. Papuas største lufthavne findes i Jayapura, Biak og Manokwari, men der går også indenrigsfly til Fakfat, Sorong og Timika. Prisen for en indenrigsflyvning fra Bali, Makassar eller Jakarta til Papua er på mindst 2.000 kr. t/r. Har man god tid, kan man også sejle med Pelnis færger. Det eneste sted, man kan krydse landegrænsen mellem indonesisk Papua og Papua Ny Guinea, er mellem Jayapura og Vanimo. VISUM: Danskere kan få et 30 dages visum ved ankomsten til Indonesien for 25 USD. n Søren Gudmann har medlemsnr. 403. Han besteg Carstensz Pyramid på indonesisk Ny Guinea i maj 2006. Læs mere om hans oplevelser på www.seven-summits.dk. 14
Tre generationer af blomstrede hmonger. En etnisk regnbue af farver Tekst & FOTOS: Lisbeth Vivaldini Der er ikke noget mere spændende end at opleve andre kulturer. Endnu bedre er det, hvis det er folkeslag, som lever helt anderledes end os. Det fascinerer mig, at der i vores moderne verden stadig er folk, som formår at bevare gamle traditioner og bibeholde en anderledes kultur. Selv om vores tur til Sapa fik en noget dramatisk start, fik vi alligevel vores nysgerrighed stillet, da der i det nordlige Vietnam lever ikke mindre end otte farverige minoritetsgrupper. Panikken er ved at få tag i mig, efterhånden som det tynder ud i folk på markedsområdet. Vi kan ikke finde vores bil og chauffør. De værste skrækscenarier løber gennem mit hoved. Alle vore ejendele ligger i bilen. Hvad nu hvis det er normal praksis at efterlade turisterne på en øde bakketop, hvor der kun er marked én gang om ugen og tage deres ting? Hvor ingen taler andet end vietnamesisk, og hvor der ikke findes taxier. De kigger bare undrende på os, da vi forsøger at forklare folk vores desperate situation. Der er ingen, der kan forstå os, og vi ser i ånden, at chaufføren er stukket af med vores ting. Samme morgen er vi ankommet med nattoget fra Hanoi til Lao Cai og har gennem en af de få personer, som talte engelsk, hyret en bil med chauffør til at køre os den godt to timer lange tur til Can 15
Fra venstre til højre: Rød dao med en gift kvindes hovedbeklædning / De farverige blomstrede hmonger må være enhver fotografs drøm / Ældre sort hmongkvinde med alternativ hovedbeklædning. Cau-markedet. Stedet ligger 80 km væk og kun ni km fra grænsen til Kina. På turen til markedet har vi bevæget os ad dårlige bjergveje, men ud ad vinduet har den frodige natur med risterrasser udfoldet sig for øjnene af os. Vi er ellevilde af henrykkelse over det farverige sceneri af marker med vandbøfler og smukke træhytter, der bringer tankerne tilbage i tiden. Bjergfolk udfører dagens dont iført smukke dragter, og især kvindernes påklædning møder os med en eksplosion af farver. Det går hurtigt op for os, at det er umuligt at kommunikere med chaufføren, men da vi er helt opslugte over alt det, vi ser, tillægger vi det ikke større betydning. Han forstår trods alt, hvornår vi vil stoppe for at fotografere landskabet og dets eksotiske indbyggere. Efter med fagter at have aftalt med chaufføren at mødes for enden af markedet kl. 13, begiver vi os entusiastiske ind i det farverige eventyr. Minoritetsgrupper på nært hold Pga. beliggenheden i bjergene blev Sapa under det franske kolonistyre benyttet som sanatorieby. Byen i sig selv har ikke så meget at byde på, men er et godt udgangspunkt for at udforske området. Cat Cat, Lao Chai, Sin Chai og Ban Ho er nogle af de byer, hvor man kan opleve minoriteterne på nært hold. Der er ikke noget mere spændende end at finde folk, som har bibeholdt deres gamle traditioner og lever relativt uberørt af globaliseringen, og i området lever der, ud over etniske vietnamesere, ikke mindre end otte etniske grupper: Hmonger, der kan opdeles i flere undergrupper, dao (udtales yao), tay, giay (udtales zai), muong, thai, hoa, som er etniske kinesere og endelig phu la. Under kortere og længere trekkingture i området er der rig lejlighed til at opleve disse befolkningsgruppers hverdag. Her ligger rismarkerne balancerende på terrasser, naturen er frodig og lyser frisk grønt op på en gråvejrsdag. Bøflerne græsser, og sorte svin løber frit rundt i markerne. En bambusplante gror to meter på et år, og vi er så højt oppe, at vi næsten kan nå de lette skyer, som flyder under os. Marked med eksotisk islæt Kvinderne kommer travende langvejs fra for at faldbyde deres varer eller købe forsyninger. De er blomstrede hmong med vide broderede nederdele og toppe, som pryder sig med et ternet hovedtørklæde i stærke farver. En anden befolkningsgruppe, de sorte dao-folk, bærer indigofarvede dragter og sort hovedbeklædning. Endelig iklæder phu la-folket sig sorte dragter med farverige broderede bånd og blå eller grønne toppe ligeledes med kulørte bånd og blomstret stof på forstykket. Dette ugentlige marked er for mange den eneste mulighed for at handle, og det er ikke kun kvinderne, som er farverige. Det gælder også de udbudte varer. Der sælges friskhøstede grøntsager og indbydende ranker med chilipeber i de smukkeste røde farver og alt inden for beklædning og husholdning. Fællesnævneren er farver. Det er forfriskende at se disse kvinders iver, og der snakkes for fuldt tryk. De generes ikke af, at varerne ligger til skue og handles på jorden, hvor støvet står om ørerne på dem. Vi opdager, at der i en dal lige nedenunder er et marked med dyr, fortrinsvis bøfler. Her samles mændene for at handle eller bare få sig en snak. Ligesom på kvindernes marked er der en god stemning. Man fornemmer tydeligt, at markedet er ugens højdepunkt, og at det er her, der knyttes sociale relationer. Mændene samles i de interimistiske restauranter, hvor der serveres rygende varm nudelsuppe, mens pakæslerne og hestene græsser og venter på at blive læsset til hjemturen. Når panikken er størst Ved middagstid begynder folk at pakke sammen og lige så langsomt forberede sig på en lang hjemtur. Livet på disse kanter 16
er ikke nemt. Transporten foregår til fods. Hvis man er heldig har man et lastdyr til at trække det tunge læs. De bedst stillede har en knallert eller motorcykel, men biler ser man ikke mange af. Vi leder efter vores bil og går forgæves fra den ene ende af markedet til den anden. Vi kan ikke se den nogen steder og da slet ikke på det aftalte sted. Til sidst er der kun få mennesker tilbage. Da vi er ved at blive paniske, dukker hjælpen heldigvis op i form af en fransktalende guide. Vi fremlægger vores problem, for vi frygter, at chaufføren simpelthen er kørt med vores bagage. Mandens reaktion beroliger os, da han kategorisk udelukker denne mulighed. Han spørger sig for, men uden held. Stor er vores skuffelse, da han derefter kører, og vi igen står fortvivlede tilbage uden bil. Men som et gammelt ordsprog siger: Når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Intet kunne være mere sandt i denne situation. Der går ikke længe, inden den fransktalende mand glædestrålende kommer tilbage igen. Han siger, at han har talt med nogen, som ved, hvor vores bil holder. Vi følger beskrivelsen, og omsider finder vi bilen med både chauffør og bagage. Bilen var simpelthen skjult af markedsboderne. Vores lettelse er stor. Vi kan ikke lade være med at tænke på, at chaufføren da også må have undret sig over, at vi kunne få så mange timer til at gå på markedet. Et stykke grillet hund, tak! Pludselig ser jeg noget som umiskendeligt minder om en grillet hund. På markedet i Sapa sælges lidt af hvert, men mine grænser overskrides, da det går op for mig, at det virkelig ér en hund med snude og ører, jeg står over for. Da afskyen åbenbart står malet i mit ansigt, skynder en lokal sig at forklare, at området har været besat af kineserne, og at det er dem, som har indført skikken med at spise hunde. Sapa, hvor vi bor, ligger smukt i 1.600 meters højde. Skyerne hænger lavt og giver byen et næsten overnaturligt skær. Det er forjættende, når man gennem morgendisen ser blå hmong-folk komme travende med store kurve på ryggen på vej til dagens arbejde i markerne. På markedet er der rig mulighed for at se disse bjergfolk. De er nemme at kende, da de er klædt i indigofarvede dragter med broderier. De bærer også benvarmere og har en slags tørklæde hængende om livet. Deres hovedbeklædning er en cylinderformet matchende hat eller et ternet tørklæde, meget lig det, som de blomstrede hmonger bruger. Det er nemt at komme i kontakt med dem. Især de unge er meget interesserede i at høre, hvor vi er fra og er i det hele taget nysgerrige efter at høre om vores land og vores livsstil. I modsætning til markedet i Can Cau, hvor der var flest blomstrede hmong, ser man i Sapa overvejende sorte hmonger. En munter bryllupsceremoni Vi ser, hvordan de dyrker markerne og passer dyrene, og iagttager børnene, der deltager aktivt i hverdagen. Deres vigtigste indtjeningskilde er landbruget, men også turismen er i dag vigtig for deres eksistensgrundlag. Det er kvindernes arbejde at væve klædestof af hamp, og vi får at se, hvordan de syr og farver dragterne med indigo for til sidst at dekorere dem med broderier. Indigoen afgiver så meget farve, at mange af kvindernes hænder er helt blå. Mange hmonger er officielt kristne, men som det ofte sker med de etniske minoriteter, er grænserne for religion flydende. Man er animister og dyrker samtidig også kulten omkring forfædrene. Heldet er med os, da vi kommer gennem en by, hvor der er en sort hmongbryllupsceremoni i gang. Ifølge vores lokale guide festes der i tre dage, og traditionen vil, at mændene i løbet af de tre dage drikker sig stangstive, men umiddelbart ser det nu meget tilforladeligt ud. En gruppe mænd spiller musik på nogle underlige instrumenter. Musikken er ikke for vore ører for at sige det på en pæn måde. Der drikkes tæt og spises, og mændene morer sig, mens kvinderne diskret holder sig i baggrunden og ser ud til at hygge sig sammen. Spørgelyst og gæstfrihed I omegnen af Sapa lever der mange røde daoer, og vi besøger et lille samfund. De er let genkendelige på deres røde hovedbeklædning. De gifte kvinder bærer en stor turban, mens de unge piger bruger et tørklæde, der er arrangeret på en måde, så den mest af alt ligner en nissehue. Deres dragter er sorte med broderede bukser, og en lille kuriositet er, at kvinderne barberer øjenbrynene og noget af pandehåret væk. Dette er for dem et symbol på skønhed. Vi er lige nysgerrige, og landsbyboerne slår straks følgeskab med os. Deres Vietnam Ud og hjem igen: Fly København- Hanoi t/r fås fra ca. 4.950 kr. Lokal transport: Der går nattog fra Hanoi til Sapa. De to mest luksuriøse hedder Victoria Express og Livitrans og koster henholdsvis 810 og 460 kr. for en enkeltbillet. Togene kører fra Hanoi omkring kl. 22 og ankommer til Sapa kl. 6 om morgenen. Den modsatte vej kører toget fra Sapa kl. 21 og ankommer til Hanoi kl. 5.30. LOGI: Vi boede på Sapa Paradise View Hotel til 245 kr. per nat. Mad & drikke: Et måltid koster under 50 kr. En øl ca. 5 kr. spørgelyst er uendelig. De vil gerne vide, hvem vi er, og hvordan vi lever. Vi bliver inviteret med hjem til deres by og indenfor i deres træhuse, som de stolt viser frem. Endnu engang møder vi denne uendelige gæstfrihed og interesse for de fremmede, som vi også har mødt flere andre steder i verden, hvor det, som vi kalder civilisation, endnu ikke har taget helt over. Ja, nogle gange kan man ikke lade være med at spørge sig selv om, hvem der egentlig er mest civiliseret. n Lisbeth Vivaldini har medlemsnr. 610 og bor i Italien. 17
Pussy Ping-Pong Tag med ud i Bangkoks mest berygtede kvarter after dark. Tekst & FOTOS: Jakob Øster Hvor meget? spurgte jeg manden med de skæve tænder og det høje, bølgede hår. I hånden holdt han en fedtet, gammel lamineret sexshowsoversigt, hvoraf ordet pussy fremgik omtrent 20 gange. Manden var ansat til at kapre kunder til de vulgære shows på første sal i Patpong i Bangkok. Selv om programmet lød vulgært, lød det også stærkt underholdende. 100 baht og du får en øl med, sagde manden. 18 kr. for et sexshow og en bajer. Hvor meget for at tage fotos? prøvede jeg. Manden kiggede på mig, som om jeg var idiot. 1.000 baht? forsøgte jeg mig i sikker forvisning om, at verden havde brug for at se, hvad der foregår på første sal i Patpong. Not even for a million baht. Police not allow, sagde min hustlerven og krydsede sine håndled som for at illustrere, at blot et enkelt foto ville sende ham direkte i et af Bangkoks berygtede fængsler. Indenfor En lurvet og stærkt neonbelyst trappe førte mig op til første sal. Bordelmutteren i indgangen lukkede mig ind og nikkede til den aftalte pris. Tre nøgne piger stod midt i lokalet på en aflang scene, der mindede om en catwalk. Langs væggene hele vejen rundt om scenen stod polstrede bænke. Tre mand kunne sidde i hver af dem, og hver sektion var adskilt med en halvvæg fra den næste. Jeg blev anvist en plads i en tom kabine. Så snart jeg havde plantet måsen i sædet stod en afklædt thaipige foran mit bord. No, no, sagde jeg, hvorefter hun forlod bordet efterladende et sjusglas indeholdende en klar væske og et lyserødt sugerør. Fluks måtte jeg hidkalde den alt-herskende bordelmutter, som havde særdeles svært ved at forstå, at jeg ikke havde lyst til at købe en drink for God fyr kommer i himlen. Dårlig fyr kommer til Patpong. Strip- og fodboldbar i stueetagen i Patpong. the lady. Heldigvis tog hun glasset væk og sparede mig formentlig derved for et astronomisk beløb. Stjernen i showet var en halvfed madame med afbleget hår og hængepatter. Til trods for at hun uhæmmet udstillede, at hun var i besiddelse af samtlige til en kvinde hørende kønsdele, havde jeg hende mistænkt for at have en fortid som mand. Mandhaftig og kraftfuld så hun i hvert fald ud. Bag hende dansede anderledes feminine thaipiger, der modsat hovedrolleindehaveren havde undladt at afblege deres pæne, sorte hår. De lignede ikke nogen, der havde gennemgået en kønsskifteoperation. Den ene havde dog fået forstørret sine bryster med mindst et par bogstaver i alfabetet. Bananer og andre hjælpemidler Den afblegede dame og hendes bildæksringe på maven entrede nu scenen medbringende en klase bananer. Ikke almindelige bananer, men de små, søde asiatiske af slagsen, der kun (og gud ske tak og lov for det) er halvt så lange. Rutineret proppede hun hele bananer (med skræl) op i kusinen og fyrede dem lystigt ud igen, som var hun en trykluftspumpgun i et legeland, i retning mod publikum. Jeg slog en latter op, og det skulle jeg aldrig have gjort. Bananfregatten rettede straks skytset mod båsen med den senest ankomne og grinende turist. Fem meter foran mig ladede hun kussekanonen ved at proppe endnu en banan op i sin tunnel. Og ud af underlivet kom pludselig en fedtet banan sejlende i luften med retning direkte imod mig. Fuck, tænkte jeg, stadig overbevist om at hvad madammen netop havde præsteret var fysisk uladsiggørligt. Jeg undveg med nød og næppe den klæbrige banan ved at kaste mig til siden, hvorved jeg afværgede den forestående kollision. Men glæden var kort, for bananen ramte ryglænet lige bag mig og røg ned på sædet. Og da jeg landede efter min undvigemanøvre, ramte min bagdel selvfølgelig ned præcis oveni i den. Føj for den lede, tænkte jeg, mens jeg med det yderste af fingerspidserne fiskede den nu temmelig maste banan ud og lagde den på bordet. Happy birthday to you rungede det ud af højttalerne, mens en lagkage med et omfang så voluminøst, at jeg en kort overgang overvejede, om der var en lille thaipige indeni, blev båret ind på scenen. Efter at omkring tyve flotte lys var blevet tændt i lagkagen gjorde en af de sorthårede thaipiger sig klar med pusterøret, som hun lige så naturligt, som var hun i færd med at fylde opvaskemaskinen, førte op i sit underliv. Hendes præstation signalerede i grel modsætning til gængs opfattelse, at hun ikke havde mange kærester. I hvert fald stod der ikke et eneste tændt lys 18
Patpong i Bangkok Bangkok by night. Udsigt fra State Tower. tilbage efter, at hun var færdig med pusteriet. Den afblegede superstjerne kom tilbage. Nu skulle der knappes øl op. Hun samlede skamlæberne om kapslen, og med en lethed, som var hun en havnearbejder, der knappede frokostpilsneren op, flåede hun kapslen af. Seancen akkompagneredes af en høj forudindspillet flaske-med-brusåbnes-dramatisk-med højt-smæld -lyd. Sidste nummer var klassikeren over dem alle. Ping-Pong Pussy. En turistfamilie havde netop taget plads i den fjerneste bås. Far, mor, voksne børn og kærester, der formentlig var på en lidt aparte familiesightseeing. Snarrådigt tog en af de unge fyre sin sandal af, da han så spanden med bordtennisbolde og fornemmede, at angrebet var rettet mod dem. Med en frekvens på næsten en bold i sekundet fyrede den særdeles alsidige madamme med den fænomenale kontrol over de nedre regioner lystigt celluloidkugler af sted. Heldigvis for familien var den unge fyr ikke uden boldøje. Som en anden Michael Maze returnerede han lystigt stort set hver eneste bold med sit sandalbat og reddede derved ædelt familien fra ping-pong-pigens beskydning. Da jeg ville til at gå, kom bordelmutteren selvfølgelig og præsenterede mig for en seddel, hvor der stod, at show og øl kostede 300 baht. Prøv at høre, lille dame, hele gaden derude står og skriger 100 baht! Nå, sagde hun, men hvem har du aftalt det med? Med dig bl.a., svarede jeg. Nå, sagde hun, som om at det havde hun da ikke længere den fjerneste erindring om. Hun betragtede mig olmt, tog sine 100 baht og gik sin vej. Det samme gjorde jeg. En speciel oplevelse rigere. Men uden fotos. Og efter at have overværet et freakshow, der på erotisk niveau rangerede omtrent på højde med indtagelse af en gammel cowboytoast. n Jakob Øster har medlemsnr. 312 og var senest i Patpong i 2012. Læs mere om ham på www.jakoboester.dk. Patpongområdet i Bangkok er kendt som byens red light district for vesterlændinge og består af to parallelle sidegader mellem Silom- og Surawonggaderne. Ud over at skyde med bordtennisbolde og bananer er kvinderne i barerne her kendt for at benytte deres underliv til at ryge cigaretter, fløjte i plastikfløjter, skyde pile ud af pusterør, proppe krybdyr op, gemme lange snore med små flag, der kan trækkes langsomt ud, snurre snurretoppe, skære ting i stykker med knive og barberblade, og skyde guldfisk ud i en skål. Kvinderne er ofte fattige immigranter fra Laos eller Myanmar, og en del skønnes at være ofre for menneskesmugling. Arbejdstiden er fra kl. 18 til daggry syv dage om ugen. Kvinderne har typisk kun fri to aftener om måneden. Månedslønnen er ca. 1.000 kr. Kilde: Wikipedia. Ud og hjem igen: Fly København- Bangkok fås fra ca. 3.650 kr. t/r. Politiet patruljerer skam i Bangkoks gader. Stripshow i stueetagen. Hardcore shows foregår ovenpå. Desværre uden photo opportunities. 19
20