Gløben INDHOLD: Det er en glæde at overtage.redaktøljobbet

Gløben Fra redaktøren Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Søren Padkjær sp@henrikp.dk tel. 86 68 36 63 fax 86 68 36 32 Forfattere og fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub For- og bagside: Michael Horne Nielsen Omslagsfoto: Claus Qvist Jessen: Trods et par generationer afivrige missionærer kan man især i højlandet stadig være heldig at opleve traditionelt klædte krigere. Han her dukkede op ud af det tomme intet og nåede desværre at forsvinde lige så hurtigt, som han kom. Næste deadline: 10. maj 2003. Stof fremsendes direkte til redaktøren. Tema: Myanmar bliver temaet i næste nummer. Annoncer: Mai Nygaard man@foss-electric.dk Medlemskab: Se hjemmesiden: www.berejst.dk for betingelser for medlemskab. Formand: Per Allan Jensen Per.Allan.Jensen@sdk. sas.com INDHOLD: Fra redaktøren G Skal Globen tilbydes en bredere læserkreds? Medlemsaktiviteter Medlemsmøder Meddelelser fra formanden Nye medlemmer TEMA: Kvinder på rejse G Ewa Bylinska i det muslimske Iran. G Helle Ewalds erfaringer med mandlige bilister. TEMA: De værste rejseoplevelser 22 G POul Saabye og Pia Baltzer på deres 2 års jordomrejse møder hellige rotter i et hindutempel. G Familien Frandsen/Svarrer og den stjålne bil. G Per Allan Jensen om nærkontakt med en flok søpindsvin. Mellemamerika: G Arne Runges oplevelser med kvinder, katolske præ- 27 ster og hønsebusser. Appalachian Trail: G Søren Christensson på vej til verdens længste trail 33 Sydlige Afrika: G Per Allan Jensen på grupperejse. 35 Papau New Guinea: G Claus Qvist Jessens møde med skakspillere og 38 andet godtfolk i verdens sidste udpost. Malaysia: G Ib Larsen opstøver gamle guldminer. 47 Madeira: G Erik Pontoppidan fortæller begejstret om denne 51 smukke ø og dens levada'er. Guatemala: G Søren Padkjær om byfest i Chichisestenango. 56 Laos, Cambodia: G Kira Leisau beretter fra sin store rejse. 60 Australien: G Poul Saabye og Pia Baltzers seneste rei~)elcl.nd Julehilsen: Familien Granhøj på vej tilbage 3 4 5 6 8 13 Det er en glæde at overtage.redaktøljobbet for et så flot blad, som GLOBEN har udviklet sig til- og en fornøj else at modtage så mange bidrag, at også dette nummer forhåbentligt lever op til de stadig stigende forventninger. Redaktøren på sejltur i Dm Phang, Thailand Jeg føler mig overbevist om, at der ikke findes mange klubblade, der kan måle sig med GLOBEN - især ikke på det indholdsmæssige område: Bladet er en sand guldgrube af spændende oplevelser og historier, og når jeg kigger i vor nye Blå Bog kan jeg konstatere, at vi indtil videre kun har set toppen af isbjerget. Vi har med vore meget aktive medlemmer en nærmest uudtømmelig kilde til nye beretninger fra fj erne lande, ukendte landsbyer, primitive folkeslag. En kilde, der, som mange af vore medlemmer selv beskriver det, er drevet af en uimodståelig trang til nye oplevelser og udfordringer. Faktisk er det lidt synd, at kun vor lille medlemsskare - og deres familier - får glæde af alt dette. Nu hvor jeg modtager al råmaterialet inklusive mange fremragende fotos, kan jeg konstatere, at det tager nogenlunde samme tid at redigere og opsætte bladet til kopiering i de nuværende 150 eksemplarer, som hvis det skulle trykkes i en bedre kvalitet helt eller delvist i 4 farvet tryk. Den økonomiske forudsætning herfor vil naturligvis være et større oplag, og dermed at vi får flere abonnenter og sponsorer/annoncører. I en tid hvor charterrejserne til Mallorca og Rhodos ikke længere har samme status som i tidligere tider, og hvor såkaldte almindelige mennesker også interesserer sig for rej ser til fjerne områder, vil GLOBEN kunne være en kilde til stor inspiration: Med en let gysen læser de erfarne charterfamilier om nye og i mange tilfælde ganske ukendte rejsemål, og selvom de næppe vil følge i vore mest erfarne exploratørers fodspor, vil bladet forhåbentlig give dem inspiration til - eller i det mindste drømme om - nogle anderledes oplevelser. Jeg vil derfor gerne invitere til en debat om vi fremover skal arbejde på at finde grundlaget for en fortsat udvikling af GLOBEN - ikke som et kioskblad, men måske et blad med abonnenter også udenfor vor sluttede kreds, tilgængeligt påbiblioteker, hos rejsebureauer, internationale virksomheder og organisationer osv. Med dette nummer har vi i samarbejde med trykkeriet forsøgt at give en forsmag på, hvordan kvaliteten afbladet kan blive. Der er stadig tale om kopiering, og hvis der er tilslutning til - og muligheder for - at opnå en større udbredelse af bladet, vil kvaliteten kunne forbedres yderligere. Og hvorfor skulle vi så ønske det, vil man med god ret kunne spørge. Der kan sikkert fmdes gode grunde både for og imod, men mon ikke medlemmerne selv gerne vil være stolte over deres eget flotte klubblad, at nyde det spændende indhold præsenteret i en god kvalitet - og at kunne se hvad billederne. forestiller - måske endog i farver? Især når det store arbejde fra forfatternes, fotografernes og redaktionens side erstort set det samme. Søren Padkjær 2 3

Medlemsaktiviteter Møder: Antal: Der blev i løbet af 2002 (2001) afholdt i alt 21 (24) møder, med deltagelse af fra 5 (2) til 34 (28) deltagere. I alt 68 (71) af klubbens medlemmer deltog i et eller flere møder. Deltagere: De to flittigste mødedeltagere var - lige som sidste år - Per Allan Jensen (16 (19)) og Lis V. Jørgensen (15 (18)). På de fire næste pladser følger Hanne Kofoed (12 (2)), Bertel Kristensen (11 (8)) samt Niels Iversen (10 (9)) og Ewa Bylinska (10 (4)). Lokaliteter: De 21 (24) møder var geografisk fordelt med 14 (18) i Storkøbenhavn, 4 (3) i Jylland, 1 (2) i Odense og 2 (1) weekendmøder (Dronningmølle + Rågeleje). Indhold: Der har været 2 (6) 'hyggemøder' (generel snak, ingen specielle emner), 4 (2) temamøder (Afrika (x2), sygdomme og vin) og 15 (16) 'almindelige' møder. Værter: Vi har været 3 (5) gange hos Lis og 2 (2) gange hos Jakob Friis, mens de resterende 16 møder blev afholdt hos 16 forskellige værter (flot!). Foredragsholdere: Her har vi naturligt en høj selvforsyningsgrad med underholdning af20 (24) medlemmer og 2 (2) eksterne. Kommende arrangementer: 28.03.2003: Medlemsmøde lidt vest for Storebælt hos Bjarne Lund-Jensen, Lundby ved Odense. Underholdning: V ærtens nylige tur gennem Asien 05.04.2003: Feinschmecker-aften: Arrangementet er udsat. 18.04.2003: Medlemsmøde øst for Storebælt Sted: meddeles senere. 02.-04.05.2003: Sommerhusweekend i Odsherred. Tema: Bjerge. 14.06.2003: Fisketur Farum Sø kl. 15-19. Anslået pris for bådleje 40-50 kr. pr deltager. Bagefter giver klubben grillkul, flutes, chips, salat og andre småting, til gengæld medbringer man selv drikkevarer samt kød til grillen. Claus Qvist Jessen står for arrangementet. September: Sommerhusweekend i Erik Pontoppidans sommerhus i Melby ved Liseleje, endelig dato og andre detaljer følger senere. 29.11.2003: Generalforsamling +julefest i år afholdes separat, altså adskilt fra det normale månedsmøde den 18. november. Medlemsblad: Der er i årets løb udkommet 4 (4) medlemsblade, med i alt 238 (259) sider (gennemsnit 60 (65)). I 2002 oplevede vi en yderligere forstærkning af Tordenskjolds soldater - effekten, idet der var 22 (31) forskellige bidragydere, hvortil kommer 12 (25), hvis bidrag begrænsede sig til de (obligatoriske) personbeskrivelser. Medlemsmøder "'>~ Oversigt over afholdte DBK-arrangementer: 1) Den 18. december 2002 var der 95 medlemmer, der gik glip af Torben Redders spændende og flotte lysbilledforedrag om 'alverdens huler'. De resterende 15 fik til gengæld - oven i i hulebillederne - en hyggelig jule-rejse-snak her på årets 21. og sidste. møde. Det var Jens Poul Madsen, der gæstfrit havde stillet sit dejlige hjem til rådighed for arrangementet. 2) Den 18. januar 2003 var 15 medlemmer samlet til en hyggelig lørdag aften hos Søren Bonde og hans filippinskekone Eden. Først fik vi dejlig filippinsk inspireret mad, og bagefter levede den nykårede Folkersen prismodtager Claus underholder om sine til Claus Antider megetanderledes oplevel- dersen op til ser i Mellemamerika. sit ry med et flot og spændende lysbilledforedrag fra Mellemamerika. 3) Møde om Cafe Globen d. 30. januar: 9 medlemmer var samlet om en hyggelig snak om det interessante projekt, der vil blive omtalt mere udførligt i løbet afde kommende måneder. 4) Hele 22 forventningsfulde medlemmer var den 18. februar mødt op hos Ewa Bylinska i hendes hyggelige hjem i Hellerup, dels for at nyde hendes gode mad, chili con carne, dels for at smage den berømte polske Bison vodka (den med strået), men også for at høre aftenens foredragsholder. Vi havde hidkaldt den fra tv kendte amatørvulkanalog Henning Andersen, som viste sig at være en særdeles entusiastisk fortæller. Begejstret berettede han om vulkaner i al- mindelighed, og de italienske og indonesiske. vulkaner i særdeleshed. Henning Andersen fortæller om vulkaner Stemningen var fra start lattermild, men da vi forlod arrangementet havde vi alle en fornemmelse af, at vi lever oven på en tikkende bombe. Henning forærede DBK sin bog "Øer født af ild" og vi fik lovning på, at han ville sende sin kommende bog om Etna til os. Efterfølgende viste Henning så stor begejstring for klubben, at han prompte søgte om medlemskab, så det arbejder vi på. Tak til Ewa's fortryllende værtskab og til Henning for at gøre os til notoriske nervevrag. Kenneth HvolbøllToastmaster øst 5) Der var 22 forventningsfulde tilhørere til mødet den 28. februar hos Fiil og Kirsten Svarrer i Silkeborg. Rasmus optræder med mange forskellige instrumenter... De fik en forrygende forestilling af vort nye medlem, Rasmus Krath, der gav den som sprechstall meister fra sin tid hos den omrejsende teatertrup i Bolivia - og selv akkompagnerede sine billeder fra Syd- og Mellemamerika med guitar, charango og panfløjte. 4 5

Meddelelser fra formanden Økonomi: Efter udsendelsen af Blå Bog og DBKbrochuren (der er under udarbejdelse) har vi så nogenlunde opbrugt det overskud, der blev proklameret i slutningen af 2002. Herefter er det sådan, at de løbende indtægter lige netop eller måske snarere' lige knap kan dække de løbende udgifter, og det er jo ikke rigtigt en holdbar situation, specielt ikke fordi bestyrelsen nærmest sprudler med nye ideer til at gøre klubben endnu bedre. Og hvad kan vi så gøre ved det? Ja, man skal jo ikke være professor i økonom for at forstå, at der sådan set kun er to muligheder, nemlig at øge indtægterne eller mindske udgifterne. Lad os se på mulighederne efter tur. Den nemmeste måde at bringe indtægterne op på er at øge kontingenterne (I kender alle modellen fra skattevæsenet). Med en uændret kontingent på 300 kr. gennem klubbens samtlige syv leveår, sammenholdt med en (ganske vist begrænset) inflation og en (til gengæld aldeles astronomisk) vækst i klubbens aktivitetsniveau ville det vel ikke være helt urimeligt at hæve kontingentet til 400 kr. (evt. uændret 100 kr. pr. 'samboende' medlem), men dette kan jo være 'sidste udvej'. Så er der sponsorindtægterne. Disse har nogle år ligget konstant på 4.000 kr. pr. år, ikke alverden, og nu har vi endda mistet to af vores fire sponsorer (men dog til gengæld fået en ny). Vi arbejder selvfølgelig på højtryk på at skaffe flere indtægter ad denne vej, og hvis nogen af jer har ideer må I endelig komme frem med dem. Endelig er der den mulighed at sælge bladet til en lidt bredere kreds, det kommer såvel Søren som jeg nærmere ind på andetsteds. Og så er der den med at spare på udgifterne. Den suverænt største udgift er jo medlemsbladet Globen, der efterhånden har et sådant omfang og en sådan kvalitet, at salig Poul Folkersen ville rotere i sin grav, hvis han så den udvikling, der er sket de sidste par år. Naturligvis kunne vi nedbringe udgifterne ved at mindske disse blades antal og/eller omfang eller ved at slække på kvaliteten, dvs. f.eks. gå tilbage til rene sortlhvid publikationer. Men ærlig talt, har vi lyst til det? I øvrigt satser vi også på - som nævnt andet steds - at netop vores imponerende blade skal være den løftestang, der for alvor bryder isen til de seriøse sponsorer (øh, kan man bryde is med en løftestang?). Af lidt mindre udgifter kan nævnes, at klubben støtter medlemsmøderne med 100 kr. til værten og 100 kr. til foredragsholderen, det ville vel også næsten være for småligt at spare væk, ikke? Og endelig kunne vi afskaffe vore priser og dusører, men hvor meget giver det? Der er to uerobrede lande tilbage, og så er der nogle få territorier, som bestemt ikke er ligetil at 'erobre'. Folkersenprisen synes jeg det ville være helt uantageligt at pille ved, og dusøren for nye højderekorder kommer næppe til udbetaling ret mange gange mere. Personligt ville jeg være endog meget ked af at skære ned på noget som helst af ovennævnte, men det er bare min mening. Måske er den lidt farvet af, at jeg har brugt oceaner af tid og kræfter på klubben de sidste år og nyder at se, hvordan bestræbelserne gradvist begynder at bære frugt. Hvis du har en anden mening, så kom frem med den i næste nummer afgloben. Og hvis vi intet input får, så må bestyrelsen jo egenhændigt beslutte, hvad der skal gøres. Sponsorfordele: Dit medlemskontingent kan hurtigt tjenes hjem igen, hvis du gør brug af de økonomiske fordele, som vore sponsorer tilbyder. Det er vel de færreste af os, der rejser uden for Europa uden en rejseforsikring, og her giver Gouda dig 33% rabat (blot opgiv dit navn og medlemsnummer ved tegning). Endvidere får vi 15% rabat på vaccinationer hos: 'Rejseklinikken', Ordrupvej 60, 4., 2920 Charlottenlund, tlf. 39 63 01 15, e-mail: kontakt@rejseklinikken.dk. hjemmeside: www.rejseklinikken.dk). Mogens Rishøj (der flere gange har holdt temaaftener i klubben om rejserelaterede sygdomme) har også masser af gode råd vedr. helbred på rejsen. Om (mis-) brug af e-maiis: Som I forhåbentlig alle er klar over findes der en 'hemmelig' side med medlemsoplysninger i forbindelse med vores hj emmeside. At den er hemmelig betyder, at man ikke kan klikke sig frem til den fra de øvrige sider, så man skal vide, hvad den hedder. Og hvis det endnu ikke er gået op for jer, så kan jeg afsløre, at den hedder www.berejst.dk/html4dbk.htm (det lidt underlige navn har en teknisk /historisk baggrund). En reference til denne side (og naturligvis 'hovedsiden' www.berejst.dk)kanjegvarmtanbefale.at I gemmer blandt jeres internetbrowsers favoritter, så de lynhurtigt kan hentes frem. Nederst på denne side er samtlige medlemmers e mailadresser samlet i en klump, lige til at kopiere ind i modtagerfeltet, hvis I ønsker at sende en e-mail til alle klubbens medlemmer (på nær de par stykker, der ikke har e mailadresse). Jeg synes allerede vi mange gange har set fornuftige anvendelser afdenne teknik, som klart giver en sublim mulighed for at trække på hinandens viden, og jeg kan kun opfordre til, at I benytter den endnu mere. Men for at være på forkant med en evt. uheldig udvikling vil jeg dog godt lige indskærpe, at den naturligvis som hovedregel kun må benyttes til klub- og rejserelaterede formål (altså ikke f.eks. 'badmintonmakker søges' eller 'brugt cykel sælges'). Brug dog dette med måde og omtanke. F.eks. er det ikke smart at udsende et spørgsmål om Bhutan til hele klubben. Gå i stedet ind på hjemmesiden under 'Lister, Statistik', tryk på knappen 'Lande', hvorefter du kan konstatere, at kun 5 medlemmer har været i Bhutan. Femtallet er en knap, som du også kan trykke på, hvorefter du får at vide, hvem disse fem medlemmer er, og så kan dujo kontakte disse pr. mail eller telefon. I det hele taget kan jeg kun opfordre til, at man bruger hjemmesiden aktivt, der ligger meget arbejde bag den, og den indeholder en masse nyttig og spændende information. Alternativt medlemskab: Vi har jævnlig talt om, at andre end klubbens medlemmer kunne have glæde af at modtage Globen, især efter at det er blevet et blad med så stor kvalitet. Jeg har også af og til hørt fra medlemmer, der har måttet forlade klubben pga. manglende rejseaktivitet, at de gerne ville fortsætte med at modtage Globen, for på denne måde at kunne følge med i klubbens udvikling (ud over de muligheder, som hjemmesiden giver). Vi har derfor på sidste bestyrelsesmøde vedtaget, at man - som tidligere medlem - kan være 'passivt medlem' af klubben, hvilket indebærer, at man modtager Globen (fire gange årligt) med posten, mod at man betaler det samme kontingent som ordinære medlemmer. De 300 kr. er ganske vist lidt mere end de reelle udgifter til blad og forsendelse, men vi har alligevel besluttet dette, dels for at få en enklere administration og dels for af den vej af få et lille tilskud til højnelse af klubbens aktivitetsniveau. Måske kan vi således starte en 'lavineeffekt', dvs. med større oplag kan vi tiltrække nogle reklamesponsorer, så vi kan sænke prisen, så vi kan få flere abonnenter osv. Der er faktisk allerede flere tidligere medlemmer, der har tilsluttet sig denne ordning. Ved samme lejlighed lukker vi så også op for, at man kan være 'støtternediern', hvilket f.eks. kan være relevant, hvis man er interesseret i klubbens virke, men ikke kan - eller vil - være 'rigtigt' medlem. Også her er betingelserne de samme som nævnt ovenfor. Hvis man - som passivt medlem eller støtternedlem - i løbet af året pludselig opfylder klubbens adgangsbetingelser, kan man naturligvis 'konvertere' til rigtigt medlem, hvis man har lyst til det. I første omgang får disse 'alternative medlemmer' ikke andre rettigheder end at modtage bladet, bortset fra, at jeg kunne forestille mig den mulighed at invitere dem med til specielle arrangementer, f.eks. med eksterne fore- 6 7

dragsholdere, hvor de pladsmæssige forhold muliggør dette. Og så får man - som alternativt medlem - lov til at læne sig tilbage og nyde det arbejde, der ydes af 'de rigtige' medlemmer, uden konstant at martres af dårlig samvittighed over ikke at leve op til bestyrelsens forventninger mht. ens aktivitetsniveau. Så hvis du - blandt venner, familie eller kolleger - kender en Nye medlemmer. eller flere, der kunne være interesseret i en sådan ordning, så bed dem om at sende mig en mail med navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse, så skal jeg snarest kontakte dem og få arrangeret det rent praktiske. Per Allan Detglæder os at kunne byde velkommen tilfølgende nye medlemmer i De Berejstes Klub. I opfordres hermed til at lade os andre få del i jeres spændende oplevelser -f.eks. gennem foredrag og artikler i Globen. Jeg er født i 1978 og opvokset i Sønderborg. Jeg er bror til Henrik Scholdan og kæreste med Camilla Eriksen, som også begge er medlemmer afde Berejstes Klub. Jeg læser på 5. semester på Ingeniørhøjskolen Odense Teknikums byggetekniske retning, og håber i fremtiden at kunne kombinere job og det at rejse i udlandet med en evt. udstationering. Jeg bor i lejlighed i Odense sammen med Camilla. I min fritid spiller jeg squash. Jeg er desuden ivrig lystfisker, når vejret tillader det. Jeg interesserer mig også for akvariefisk, og i det hele taget oplevelser, der har med naturen at gøre. Som det fremgår af ovenstående er en af mine store lidenskaber at rejse og udforske. Bortset fra turen over Atlanten, har jeg nydt at sejle samtlige sommerferier i Danmark, Norge og Sverige. 0195 - Jakob Scholdan Mine rejser siden 1998: 4 mdr.langturssejlads fra Lissabon til Caracas i 26 fods sejlbåd sammen med Henrik. 3 måneders backpacking i østen (Thailand, Malaysia, Singapore, Filippinerne og Indien) med Camilla. 5 ugers backpacking (Egypten, Israel), 2 ugers trekking i Lapland (Abisko) med Camilla. 4 ugers trekking i Alaska/Canada kombineret med l uge i New York (nåede at se WTC). 2 ugers snorkling (hvilket er min store lidenskab) i Mexico og Belize med Henrik. 6 ugers backpacking i Indonesien, Java/Gili! Sumbawa/Komodo/Flores med Camilla mfl. 0196 - Rasmus Krath Jeg boede engang i en tipi. Tre måneder på en mark uden for Holstebro. For at prøve det. Det fungerede. Mosekonen bryggede til min morgenmad, jeg trådte afpå naturens vegne i skoven og flyttede glad ud af tipien en morgen i oktober. Jeg skulle til Sydamerika. For at lave teater og se kontinentet. I alt seks måneder, troede jeg. Jeg tog af sted som de fleste unge backpackere med nysgerrigheden, eventyrlysten og nervøsiteten trillende ud af øjnende. Min far og mor græd, og verden forandredes. Jeg havde en guitar over skulderen og en liste med adresser på Sydamerikanske teatergrupper i inderlommen. Mit pas var tomt, men modtageligt. Da de seks måneder var gået, havde jeg solgt billetten hjem til Danmark og boede i en landsby i Andesbjergene hos bolivianske Teatro de los Andes. Vi var i fuld færd med at opsætte en forestilling om det at være barn af Sydamerikas diktatur-regimer i 70'erne og 80'erne. Jeg øvede mig i at spille på panfløjte og lavede trommer af kaktus-rødder. Det var hårdt, men det gik. Tre måneder senere pakkede vi teatrets to gamle jeeps og kørte på turne i Andesbjergene i 40 dage. Jeg følte mig som halvt bolivianer og halvt dansker og savnede noget jeg samtidigt var ved at glemme. Når vi havde tid spillede vi trommer og drak Singani i natten og tænkte tanker ind i bålets gløder. Det var ikke så koldt i bjergene som jeg troede. Jeg græd da jeg vinkede farvel til teatret. Vi var i udkanten af Amazonas. Teatro de los Andes skulle hjem til landsbyen og arbejde med en ny forestilling, ogjeg havde fået diar- re og ville til Ecuador for at bo hos en indianerstamme. Det lykkedes og diarreen forsvandt ogjeg lærte at jage med pusterør under trækronerne. Det var hos Quichua-indianerne i Shionalandsbyen langt inde i verdens største regnskov. Vi snakkede og snakkede og lærte verden at kende på ny. En dag i oktober stod jeg ud af flyvemaskinen tilbage i Danmark. Min mor og far hentede mig i Billund. De smilede og græd igen, og jeg kunne lugte græsset og det danske mos. Året efter var jeg tilbage i Sydamerika igen. En aften kørte jeg i en bus fra Paraguay til Bolivia. En politibetjent fandt 14 kilo ren kokain på bussens toilet, og helvede var løs. Vi var lige kommet over en stor brun flod, tiden åd sig ind i natten, og det meste af kokainen blev beslaglagt. Siden har jeg rejst igen og igen. I Sydamerika, i Mellemamerika, i Egypten, i det meste af Europa og på Sjælland. Det er fedt at rejse. Men ingen kan rejse altid. Derfor bor jeg også i Århus, hvor jeg studerer på KaosPiloterne - www.kaospilot.dk - projektog procesledelse. Hvis man spørger mig, så er det verdens bedste skole. Jeg er små-aktiv i byens teatermiljø, og har været med til at grundligge det nye Katapult teater i Rosensgade - www.katapult.dk - det er et hyggeligt lille teater med en godmodig atmosfære. Jeg spiller klassisk- og flamencoguitar. Så godt som jeg kan. Jeg holder rejseforedrag med optræden og live-musik og har nu godt 70 fo~ redrag på bagen. Det går rigtigt godt. www.rasmuskrath.dk (p.t. under udarbejdelse). Jeg melder mig ind i De Berejstes Klub for at søge og opbygge et netværk aferfarne rejsende og for at kunne fmde inspiration og indgangsvinkler til rejseprojekter og voldsommere og mere vidtgående ekspeditioner end almindelig backpacking. Næste rejse: Ca. Pakistan, Thailand, Laos, Vietnam og Cambodia - vinteren 2002-2003. 8 9

0197 - Morten Smith 0198 - Peter Lindberg 0199 - Peter Højmose 0200 - Valdemar Børsting Jeg er årgang 69, uddannet f.olkeskolelærer og bosiddende i Odense. Mine tidlige rejseerfaringer stammer fra min far, der altid hævdede, at sparepengene var bedst brugt på rejseoplevelser frem for materielle goder. Det gaven masse ferier, først Danmark og senere mest det store udland. I gymnasietiden blev Europa udforsket på interrail og senere Thailand med rygsæk, før jeg var klar til at tage springet og prøve et halvt år med rygsæk ned gennem Østafrika. Det er siden blevet til endnu et halvt års skole-/ferieophold i det sydlige Afrika, og næste tur er i støbeskeen, nemlig fra Ghana til Sydafrika. På kortet er turen planlagt, men hvornårjeg kommer af sted, må tiden vise... Hvorfor lige Afrika? Tja... Måske fordi det er en verdensdel i stor forandring, som stadig er ved at ryste kolonitiden afsig. Det er om at opleve det mens tid er. Hvorimod jeg regner med at Australien kan vente - det har nok ikke ændret sig væsentligt om ti år. Min drøm er engang at rej se rundt i et mikrolight fly og tage luftfotos af alle de steder, som man ellers ikke kan komme til at se ordentligt. Jeg er født i 1964 og havde allerede som helt lille kurs mod De berejstes klub. Jeg var dybt fascineret af mit fars atlas og min morbror og tantes mange rejser til steder, der på det tidspunkt var meget eksotiske. Da jeg som 6-årig var på Mallorca med mine forældre var jeg solgt. Desværre var jeg på det tidspunkt ikke meget for at være væk fra min moar, hvilket jo ikke er så godt kombineret med udlængsel, men det gik heldigvis over. Min egen rejsekarriere startede på cykel, først rundt i Danmark og derefter ud over landets grænser. Da jeg blev gammel nok, blev det interrail rundt i Europa hver sommer. Efter at have set det meste af Europa gik rejserne længere væk, til Nordafrika, Sydamerika og Mellemøsten flere gange - den ene gang Yz år. I 1995-97 arbejde jeg i Qatar, som blev brugt som base til en tur til østen samt et halvt år i Central og Syd Afrika. Derefter arbejdede jeg to år i Norge og samlede penge sammen til et års rejse rundt om jorden. Derefter en sæson i Chamonix på ski og til sidst Vestafrika. Så var det tid til at arbejde lidt igen, så jeg tog mit nuværende job som projektleder i et firma i offshore industrien i København. Siden er det pga. jobbet kun blevet til kortere ture, senest Vietnam og snart en tur til Caribien. På et tidspunkt skal jeg dog ud på en længere rej se igen, der er så mange steder jeg ikke har været. Jeg er specielt vild med at se mere afden centrale del afafrika, dajeg syntes det er den ultimative rejsedestination. Jeg kunne også godt tænke mig at prøve at stå på ski nogle atypiske steder ogjeg har altid sagt, at man ikke kan dø uden afhave været i Ulan Bator, så den transsibiriske må manjo også prøve engang. Jeg er født i 1974, uddannet Diplom Ingeniør og arbejder til dagligt hos Nokia Mobile Phones, hvor jeg udvikler software til mobiltelefoner. Min rejselyst startede da jeg var ret ung, hvor hele familien en sommer startede bilen og kørte sydpå til Jugoslavien. Derefter blev det mest med busrejser til Sydeuropa og senere med fly til Grønland, hvor min far havde fået arbejde. Første oversøiske rejse gik til Hawaii via USA i 1993, hvor jeg siden har været 6-7 gange. I 1996 tog jeg på min første jordomrejse, som bragte mig til Bali, Australien, Fiji, Hawaii og USA. I 1997 rejste jeg sammen med min kæreste til Sydney i Australien, hvor vi begge studerede et år. I løbet af det år rejste vi en del rundt i Australien og New Zealand, og besøgte på vejen hjem steder som Cook Islands og Mexico. Siden har vi været på en del rejser til østen, hvor en af de mere spændende og anderledes oplevelser var at deltage i et begravelsesritual hos bjergfolket i Tana Toraja på Sulawesi. Udover at rejse interesserer jeg mig også meget for fotografering, så det halve af min backpack er normalt fyldt op med film og kameraer. Hvad fremtiden vil bringe er endnu uvist, men planen er at se mere til østen og besøge lande som Brunei, Cambodja, Vietnam, Filippinerne, Hong Kong, etc. En anden stor drøm er at opleve området omkring Nepal, Tibet, Bhutan og Mongoliet. Afrika og Sydamerika er stadig helt fremmede for mig, så de trækker også rigtig meget. Jeg er født 1960. Da jeg var 19 tog jeg på min første store udlandsrejse, to måneder gennem Sahara i ombygget lastbil til bl.a. Mali og Niger. Min kone ogjeg mødte hinanden på denne tur, og vores fælles interesse for at rejse har været en del af fundamentet for vores samliv lige siden. Vi fik tidligt børn, så vi har siden rejst meget sammen med dem. Vores yngste datter på 13 år har således været i 27 lande. Jeg har været i IT branchen i mange år. Det har taget mig meget tilusa. Asien trækker dog mere i mig. Indien og Indonesien er favoritterne. Ved nyligt gensyn med det sorte Afrika på safari i Kenya fik jeg bekræftet, at også denne verdensdel står mit hjerte nær. Når jeg er på vore breddegrader, er jeg bidt af en gal italiener, kører Alfa Romeo og drikker Barok>. Jeg overvejer at bosætte mig i Italien på et tidspunkt. Jeg sætter højt at opleve andre kulturers fester. Songkran i Chiang Mai, Divali i Jaipur og påske i Antigua, Guatemala hører til blandt de største rejseoplevelser, jeg har haft. Jeg tog i 1998 dykkercertifikat på Boracay, Filippinerne, og har siden søgt rejsemål, hvor jeg har mulighed for at dykke. Jeg er en ivrig fotograf og har en stor samling lysbilleder, der dog i meget begrænset omfang er vist uden for den nærmeste omgangskreds. Fremtidige rejsemål omfatter Rusland, Oman og Indokina. Jeg har også det obligatoriske Nepal til gode. 10 11

0201 - Nina Astrup Tema: Kvinder på rejse Der er mandschauvinister overalt på jorden, der er machista'er i Sydamerika (og måske andre steder) og så er der det helt specielle, som kvinde at rejse i de muslimske lande. Det hjælper dog at være en erfaren Berejst kvinde - hvor problemer kan vendes til oplevelser. MOSAIK FRA IRAN AfEwa Bylinska Jeg er født og opvokset på Frederiksberg, men har altid været fascineret af det "fremmede" og nysgerrig efter at se verdenen uden for "andedammen". Jeg synes, det er spændende med forskellige kulturbaggrunde. På mine rejser har jeg oplevet hvor ens og så samtidig alligevel så forskellige mennesker fra forskellige kulturer kan være. Med udgangspunkt i min interesse er jeg uddannet geograf fra Københavns Universitet. I forbindelse med mit speciale sørgede jeg for at få planlagt et 3 måneders feltarbejde i Tanzania - 15 km fra den zambianske grænse. Andre længere udlandsophold har været 1 år på College i Californien samt et 3 måneders kulturstudie- og sprogophold i Kina og Japan. Mine andre rej ser har haft en varighed af 2-4 uger, eksempelvis til Kuwait, Bolivia og Namibia. I de sidste par år har jeg fået øjnene op for fordelene ved forlængede weekendture, som er forenelig med mandag-fredag arbejde. Førhen var det specielt ulande, som havde min interesse, men nu har jeg også fået interesse for vestlige storbyer med spændende arkitektur. Med mine 4 nye lande sidste år, Thailand, Laos, Vietnam og Tjekkiet, har jeg vistnok lige akkurat opfyldt adgangskriterierne for optagelse i klubben. Til daglig er jeg ansat i Fødevareministeriet, og i mine fremtidige ferier håber jeg på mange flere gode rejseoplevelser. Ny sponsor: Som det vil være bekendt for de, der jævnligt frekventerer klubbens hj emmeside, har vi fået en ny sponsor, nemlig Balkan Tours. Prøv at klikke ind på deres hjemmeside, hvis I er interesseret i denne del af Europa. Man skal dog være opmærksom på, at hjemmesiden er spækket med informationer, som det tager lidt tid at få down1oaded, hvis man sidder ved en langsom internetforbindelse. Her er en kort beskrivelse fra dem: www.balkantours.dk er en ny rejseportal, som er specialiseret i Balkan området. Vi arrangerer rejser til Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Jugoslavien, Serbien, Montenegro, Kosovo, Albanien, Bosnien, Slovenien, Moldavien og Makedonien. Vi har ture og rundrejser i Beograd, Sofia, Varna, Bourgas, Bukarest, Mures, Cluj, Sibiu, Brasov, Timisoara, Constanta, Zagreb, Dubrovnik, Split, Ljublijana, Skopje, Tirana, Pristina, Kisinev m.m. Vi har sol- og badeferier på Sortehavet og Adriaterhavet. Vi sælger rundture i Transsylvanien og krydstogter på Donau. 12. juli Afgang fra København. Ved middagstid hilser Wien os velkommen. Flyet til Teheran om 7 timer. Med varme følelser besøger jeg mine yndlingssteder. Måske er det mit sidste ophold i Europa? Et kæmpefly fra det østrigske luftfartselskab letter med os om bord. Der er ingen vej tilbage. Langt nede skimtes Donau. Foran os en tur på 3.150 km. Fatima og Sofia falder i søvn til lyden af Strauss musik. De vågner til informationen om landing. I nattens mørke lyder "Teheran" ildevarslende. Vi udfylder en række formularer. Vi tager lange frakker på og gemmer omhyggeligt håret under tørklædet. Overalt. er kvinder indhyllet i sort. Derimod er mændene klædt på europæisk vis. Jeg stiller mit ur til lokal tid. Nu gælder det om at omstille mentaliteten. Uden problemer går vi igennem flere kontrolpunkter. Ventetiden på bagagen over 3 timer. Fra tid til anden går jeg hen til de rygende mænd for at dele askebæger. Jeg er den eneste kvinde, der ryger offentligt. Ved ankomsten bliver vi ivrigt hilst af Fatimas mor samt en stor gruppe af hendes bekendte. Der er ingen ende på omfavnelser og de blomsterbuketter, som vi bliver begavet med. Kun mænd hilser med et nik. Man giver ikke hånden til fremmede kvinder. Den sorte nat ånder med dagens varme. Mørket skjuler byen tæt. 13. juli Efter tre timers søvn vover jeg - med tørklædet på hovedet - at kikke ud på altanen. Bjergerne i horisonten er blevet usynlige. De er dækket af en grå tåge. Overalt en oase af hvide betonæsker. De smalle trængte gader er overfyldt af"sorte spøgelser". Det er tidligt på dagen, men heden føles allerede. Solen er gemt bag en tæt tåge afforure ning og damp. Ved middagstid tager vi de lange mørke frakker på. Vi ser ud som Siamssøstrene. Kun tørklædernes og øjnenes farve er forskellige. Under den første tur i Teherans centrum dukker en farverig mosaik port op. Fatimas mor sætter sig bag rattet i en vakkelvorn bil. Vi starter og baner os brutalt vej i den uafbrudte strøm af køretøjer. Langsomt lærer vi de regler, som styrer trafikken i Teheran, at kende. Faktisk i virkeligheden mangelen på disse. Der er ingen trafiklys ved krydset. Man bruger ikke afvisningstegn. Kørselsretningen er vilkårlig. Jungleloven hersker. Den stærkeste vinder. Chokket ved djævelske manøvrer for at komme frem mindsker alle andre gener - den 12 13

kvælende søde benzinlugt og den uudholdelige hede, der forøges yderligere på grund af vores varme klæder. Fatimas mor kører med bravur uden om alle forhindringer. Hun er stadigvæk den første, og vi er stadigvæk i live. Vi ankommer næsten til byens centrum. Med grå triste bygninger som baggrund dukker der en farverig mosaikport op. Nogle få skridt derfra en moske udsmykket med kakkelmalerier. En rigdom af blomstermotiver flettet ind i blondealfabetet. Indenfor Nationalmuseet Mardom Bastan. I nærheden en musegrå bygning. Det er Udenrigsministeriet. Nogle andre regeringsbygninger og en kæmpemæssig klods med en charmerende skulptur af de persiske heste. Fatima påstår at det er en fredet bygning. Jeg tager straks et billede af denne. En vagt på gaden reagerer kraftigt. Vi får at vide, at det ikke er tilladt at fotografere her. Hvad nu? Inch Allah! Det hjælper ikke at Fatimas mor forklarer, at jeg kun var interesseret i hestene. Omgivet af betjente er vi nødt til at vente på kommandanten, som skal afgøre vores skæbne. Minutterne bliver lange. Efter en time dukker der en vigtig person op og fører os gennem sideindgangen indenfor. Gennem en lang slidt gang kommer vi til et lokale med et gammelt skrivebord og bænk. Fatimas mor afhøres i to timer. De stiller spørgsmål om formålet med vores besøg i landet og fotograferingen. De undrer sig over, at vi ikke har dokumenter på os og ikke er klædt i chador. De går ud... Holder møde... Kommer tilbage... Nye spørgsmål. Jeg kommer til at tænke på de forskellige straffemuligheder: piskning,... stening,... fmgreamputation,... udvisning. Efter lange diskussioner beslutter de,,kun" at beholde fotoapparatet og tilintetgøre de forbudte optagelser. Om aften skal vi igen melde os med dokumenter og den originale invitation. Under eskorte bliver vi ført bort gennem sideudgangen. Vi kan ikke bruge hovedudgangen, da vi ikke er iklædt islams symbol - chador. Om aftenen tager Fatimas mor den sorte chador ud af skabet, og indhyllet i denne - som hendes retskafne kvindelige fæller - begiver vi os til den mystiske bygning. Jeg venter tålmodig i bilen. Jeg kunne godt tænke mig at ryge, men er bange for, at jeg er under observation. Det er bedre ikke at tirre dem yderligere. Efter en time ses ved hovedindgangen den spinkle skikkelse af Fatimas mor. Efter besøget i løvens hule afdækker hun en del af sit ansigt og allerede på afstand med et sejrrigt smil blinker med øjet. Kerman fra taget.. Alt er i orden. De beholdt hestene. Både på billedet og på bygningen. De gav mit fotoapparat tilbage. Jeg undgår pisken og annullering af mit visum. Victoria! Men hvad var det egentlig for en bygning? 14. juli De små forretninger i handelsgaderne - overfyldt af kitsch. Derimod er butikker med grønsager fulde af rigdomme. Bjerge af modne vandmeloner spærrer indgangen. Gyldne honningmeloner kravler højt op under taget og dækker bygningens tarvelige vægge. Krydderurter dufter bedøvende. Alt i Teheran dufter med dobbelt styrke. Frugt, grønsager, støv og selv vandet. Måske er det heden, der forstærker duftene... Overalt på gaderne står enorme vandbeholdere afkobber med metalkrus hængende i kæder. Ved busstoppesteder to køer. En for mænd, en anden for kvinder. Busserne har også separate "afdelinger" for mænd og for kvinder. Gennem travle gader når vi frem til tæppemuseet, der ligger i Park-e Lale. En ældre museumsmedarbejder fører os højtideligt gennem luftige rum. Vi bliver længere ved de vigtigste udstillingsgenstande. Tæppet "Kerman" har 120 knuder på en kvadratcentimeter. Det ældste tæppe i museet - "Tabritz" - er 500 år gammelt. Det er blevet købt på børsen i London. Der findes også et afde skønnæste tæpper "polonaise", vævet med silke- og guldtråd, med stiliserede blomsterbuketter som mønstre. Dernæst et udvalg af moderne tæpper. De vævede illustratio- ner til eventyr afden persiske digter Firawdasi leder tanken hen mod de kønneste malerier. Om aftenen arrangerer Fatimas religiøse tante, der bor i nærheden, en fest til vores ære. Vi sætter os på gulvet dækket med tæpper rundt om en voksdug. På dette "iranske bord" lander et bred sortiment af de lokale lækkerier. Foran hver plads en tallerken med friske duftende krydderurter. På væggen portræt af Ayatollah Khomeini, der iagttager vores gilde. Den religiøse tante beholder hele tiden sin chador på. Jeg beundrer, hvor dygtigt hun serverer retterne uden at vikle sig ind i de løse gevandter. Den religiøse tante, beholder hele tiden sin chador på. Omkring midnat spadserer vi gennem de tomme gader. Denne by med 12 millioner indbyggere lever et dobbelt liv. Om dagen delvis legal. Under nattens dække viser indbyggerne byens anden ansigt. Med lidenskab dyrker de alt det forbudte. De overspiller amerikansk musik på CD'er, ser videokassetter med programmer fra hele verden, de producerer og sælger alkohol og veksler valuta. Den varme luft er uden bevægelse. Højt oppe herskerden forurenede røg og dækker himlen og stjernerne. I øvrigt kan man heller ikke om dagen se himmelen for smog. 15. juli I dag følger vi med Fatimas bekendt Reza på en sightseeing i Teheran. Fatimas mor har syet sorte maqnae - hovedtørklæder tilos, som har form af et bredt ærme. Med flid lærer jeg de forskellige beklædningsgenstandes navne og betydning. De enkle lange hverdagsfrakker kaldes monto. De ikke religiøse kvinder dækker hovedet med almindeligt tørklæde. De troende skjuler håret under maqnae og tager chador på - et løst klæde, der dækker legemet fra top til tå. Chador er obligatorisk ved besøg i moske. I de sorte monto, sorte maqnae, sorte sokker og sorte lukkede sko, vil man ikke kunne skelne os fra de religiøse iranske kvinder. Farvel til alle slankekure! De løse lange frakker skjuler alle kroppens ufuldkommenheder. Slut med udgifterne til frisøren! Man ser mystisk og anonym ud. Og under den iranske "kvindeuniform" har jeg kun mine sexy blondetrusser. Jeg føler mig stadigvæk som en kvinde! Reza, som i dag er vores rejsefører, har i mange år været dommer ved bilvæddeløb. Kørsel med ham gennem byen minder om scener fra en gangstertegnefilm. Men det lykkes os at slippe med livet i behold. Reza fortæller, at engang har han kørt med ambulancen efter et uheld på arbejdspladsen. Under opbremsningen åbnedes bagdøren og han selv på en båre befandt sig midt på kørerbanen og blokerede for trafikken. Efter denne oplevelse er han ikke bange for noget. I den nordlige del af Teheran viger 4-etages æsker for moderne højhuse. Kørebanen ændres til flerspors motorvej, som går i alle retninger. I horisonten bj erge med snedækkede toppe. Ved bjergkæden ligger den gamle Albos. Der opstod hovedstadens første beboelsesområder. I dag findes her den elegante del af byen. Oven på ruinerne af gamle huse vokser kæmpemæssige moderne villaer op. Husene bliver flottere og flottere med mere grønt og indhegning. En skyggefuld vej med træer på begge sider fører til en restaurant. Bordet er ved at bukke under dækket med friske kebab, fade med ris forgyldt af safran, udvalg af duftende salater og krydderier. Det er dog ikke nemt at nyde maden iklædt iransk tøj. Man skal hele tiden passe på for ikke at dyppe maqnae, der tæt omspænder ansigtet, i tallerkenen. Det er en evig kamp med at undgå, at frakkens ærmer kommer til at røre ved maden. Desuden findes der ikke knive, og vi må klare os med spiseske og gaffel. Muze Kakh-e Neyavaran - en af paladserne tilhørende den sidste iranske shah Mohammed Reza fra Pahlavi dynastiet - ligger i en smuk velholdt park. Den med mosaik dekorerede indgang og høje slanke søjler giver luft og let- 14 15

?edtil bygningsværket. I koncentration går vi igennem de tre etager. Interiøret i paladset er blevet ændret, og der ikke meget tilbage fra magthaverens oprindelige overdådighed. 16. juli De dystre labyrinter af Teherans overdækkede basar pulserer af liv. Et kalejdoskop af menneskelige racer og typer. De iranske arabiske kvinder iklædt burkaer ligner Fantomer. Beduinernes hvide klæder dufter af ørk~nens sand. Charmerende små piger i korte kjol~r me~ flæser som farverige sommerfugle har ikke naet at forvandle sig til sorte formløse pupper endnu. Labyrinten frister med sin mangfoldighed af varer. Guldsmykker blænder. Enorme kobberkander ses overalt Skindvarer lugter stærkere end krydderier: De kul~rte tæpper glimter som paradisfugle. Bagest i basaren en moske udsmykket i den traditionelletyrkisk-gyldne mosaik. BOljde-Azadi - et mindesmærke for friheden i et land, hvor der aldrig har været for meget frihed. I nærheden af lufthavnen midt i en kæmperundkørsel vokser Borjde-Azadi - Frihedsbuen - op. Ligesom omvendte sammenhænge~de fire hvide bogstaver "Y". Indvendigt skinner buenmed blå mosaik. Blåt og hvidt... Fredens og frihedens symbol! Hver "gotisk port" i buen peger på forskellige dele af Teheran. Det høje springvand maler regnbuen i luften. Mindesmærket blev bygget under shahen i 1971 for at fejre Persiens 2.500 år jubilæum. Under opgøret med shahens magtapparat var buens hvide sider dækket til med hadefulde slogans: "Væk med shahen! - Død over shah!" Disse slogans er nu væk. Det er shahen og~å. Det, der er tilbage, er et imponerende illlndesmærke for friheden i et land hvor der aldrig harværet for meget frihed. ' 17. juli E~er uvejret i går er luften i Teheran renset. Sigtbarheden er blevet bedre. Den kraftige regn?ar fj.ernet den værste forurening. Igen kan man i honson~e~ ane bjergkæden, der omringer byen. Fra tidhg morgen er vi i lufthavnen for at jagte frie pladser i flyet til Kerman. Det lykkes. I gaten går vi igennem flere personlige kontroller udført af en gruppe sortklædte kvinder med forstenede ansigter. En af dem gør opmærksom på min diskrete læbestift. Fatima forklarer at.. ' Jeg er tunst. Jeg får lov at beholde resterne af min kvindelighed. Området rundt omkring Kerman er bjergagtigt. I Kerman 50 grader, men den rene og tørre bjergluft gør det lettere at holde heden ud. Overalt brunlig, forbrændt jord. Bjergene har samme brunlige farve. Kerman liggeri enhøjde af 1798 moh. ved indgangen til ørkenen Dasth-e ~utn~ o~ har 250.000 indbyggere. Byens histone gar tilbage til 13. århundrede og Sassanider dynastiet. I byenfmdes der det størstecenterfor produktion af tæpper i Iran. De er meget mønsterrige Kerman tæpper med blomsterbuketter i skrigende farver som det dominerende motiver vævet afspecielle tykke uldtråde. ' Gennem en dekoreret port fordyber vi os i en af ~e ældste underjordiske basarer. De lange korndorer strækker sig kilometervis med afsnit opdel~ efter varer. Hvælvinger af tegl danner mosaikmønstre. Der findes også et museum for termiske bade med voksfigurer. De brunligfarvede kupler - ventilation af undergrunden - ses a~le vegne indflettet i bjerglandskabet. Langs disse kupler snor sig resterne af gamle bymure. I nærheden af basaren en moske fra året 1300 m~d et meget rigt keramikudsmykket tårn og et umkt ur. Byens livlige basarområde leder tanken hen på et sted fra 1001 nats eventyr. I Kermans centrum dominerer et honningfarvet byg- ningsværk i form af en enorm bikube. For mange år siden havde denne bygning funktion som byens "køleskab". Fra de nærliggende bjerge transporterede man is, som blev lagret i bygningen og solgt til den lokale befolkning. 18. juli Området rundt omkrig Kerman er bjergagtigt og øde. I en lille by Mahun, der ligger 35 km fra Kerman, skinner moskeens turkise kuppel igennem grønne træer. Indvendigt er ujævne stengulve tæt dækket affarverige tæpper. Og igen strækker sig et nøgent landskab i beige over mange hundrede kilometer. Af den ensformige egn dukker en lille grøn oaseplet op. Det er en have og paladset Ghajar garden Bagh-e Tarikhi. En gammel udsmykket port fører ind i en grøn paradis-park. De mange vandfald og springvand sprøjter vandråber i den ubevægelige hede luft. Store fyrretræer kaster skygge fuld af forfriskende kulde. Jorden suger tusinder rosers duft. Ved den nøgne bjergfod en lille kirkegård. Oven over gravene hænger der store tavler med billeder af de afdøde mænd. Kvinderne er også begravet her på dette sted. Men det er forbudt at vise deres ansigter på billedet. Selv døden bringer ikke lighed. Om aften smelter vi af den varme gæstfrihed hos en iransk familie. 19. juli Vi tager afsked med det maleriske Kerman. Kontrollen før afgang foretaget af "de sorte ravne" nærmer sig lesbiske tilnærmelser. De er især interesserede i Fatima. Måske fordi hun er den mest buttede af os tre. Luften er trykkende. I Allahs navn forbander jeg den lange frakke og maqnae. En timers flyverejse over en øde bjergrig egn og Mashad - martyrologiens sted - hilser os med sin grønne saftighed. Byen med over 1 million indbyggere i den nordøstlige del afiran har et meget mildt klima. Temperaturerne er her lavere, og der er mere grønt. Langs en bred alle med flotte akacietræer på begge sider kører vi hen imod byen. Trafikken øges. Jo mere vi bevæger os mod syd j o mere fattigdom. Overalt små værksteder. Livet foregår udendørs. Vi presser os igennem folkemængden, der trækker enorme kærrer fyldt med varer. Gaderne bliver smallere. De skæve huse danner en mur. Kun små døre vidner om, at der her bor mennesker. Bag en af disse døre bor Fatimas søster. De to små rum deler hun med sin søn og svigerdatter. Hun har alene opfostret syv børn og er kun 51 år gammel, men ser ud som en 70 årig slidt kvinde. Det er ikke et sted, hvor man kan tage imod gæster, men hun inviterer os hjerteligt til at overnatte. Efter middagen serveret på en voksdug tager vi ind til centrum. Vi. kører forbi den berømte moske Haram-e Motahhar-e Imam Reza. Det er Irans største helligdom, et mål for pilgrimsfærd og kult. En kuppel dækket med 24 karats guld og fire slanke minareter blænder solen. I det moderne hotel Djam ("Alverden") kan man fra værelset på 7. etage se hele byen og bjergpanoramaet. Endelig har vi et normalt WC. Hvor lidt skal der til for at lykken er fuldkommen! Nogle kilometer fra Mashad findes der en lille by Tus fra året 1389 - regionens tidligere hovedstad. Her i en park med tusindvis af roser findes der et imponerende hvidt marmormindesmærke for den persiske digter Firawdasi. Hans grav omfavnes af søjler og marmorskulpturer - helte fra hans eventyrog digte. På vejen hjem besøger vi ensom bygning Boghye Haruniye - en kilde for Mashads martyrologi. Her i denne bygning blev i flere år fængslet og i året 817 forgiftet - Imam Reza den 8., Muhammeds ottende efterfølger (ifølge Shiaa muslimer). Under Safids magtperiode har Shah Abbah beordret byggeri af den hellige moske i Mashad med Rezas hvilested og givet start til pilgrimsvandringerne. 20. juli Iranerne sætter pris på naturen. De udnytter al fritid til at tage på picnic. Vi begiver os til Torgebe - en lille bjergby. Den asfalterede vej bliver til en stenet hullet sti. Foran skæve, forfaldne huse sidder gamle og handicappede ubevægelige. Snavsede børn leger med træpinde. De udmarvede æsler bukker under vægten af tørre grene. En lille bæk fuld af affald danner grænsen mellem elendighed - og den idylliske grønne verden. Vi finder en plads på klipperne lige ved et vandfald. Højt oppe klynger træerne sig desperat til de stenede skrænter. Rundt omkring har de iranske familier spredt deres ej endomme på tæpperne. Duften af røg fra vandpiberne blandes med duften afstegt fårekød. 16 17

På vejen tilbage til hotellet standser vi op ved siden af det berømte og et af de kønneste bygningsværker i den islamiske verden Imam Reza's grav. Adgangen til den hellige graver forbudt for folk med en anden religion og for kvinder med menstruation. Jeg er katolik, Fatima har menstruation. Der er dog intet, der kan holde os tilbage. Fatimas religiøse søster løfter hænderne op, som om hun ville ønske at Allah skal forbande os for vores synd. Upåagtet iklæder vi os vore chadorer. Vi går ind sammen med mængden af sorte skikkelser. Ved indgangen kontrol. Jeg lukker øjnene for at skjule deres farve. Vi holder sammen for ikke at blive væk i menneskestrømmen. Vi kommunikerer uden ord. I et lukket kæmpemæssigt område fordelt på 4 gårde knejser stolt to moskeer. De skinner med turkis-blå og guldmosaik. På jorden på de farverige tæpper sidder adskilt mænd på den ene side og kvinder på den anden. Passerendekysser de rigt dekorerede enorme porte og helligdommens vægge. Vi når frem til den vigtigste del af bygningsværket: til porten af pure guld, over hvilken der skinner en enorm guldkuppel. Vi efterlader skoene udenfor. Gennem guldporten kommer vi ind til selve helligdommen - Imam Reza's grav. Alt virker enormt stort. Gulvet er af hvid og sort marmor. De farverige mosaikvægmalerier og loftet forvandles til krystalspej1e. Alt skinner og giver glans. Spejlrummet vokser som i et eventyr. Midt i det hele dominerer den kæmpemæssige grav i form af en sølvseng med baldakin. Den er omkranset af sølvgærdet. Sorte kvindelige skikkelser bevæger sig mod graven som i trance. Vi følger efter. Gradvis bliver trængslen større og større. Gråd og hylden bliver mere hysterisk og voldsom. Helt tæt ved graven kæmper mængden heroisk om at kunne røre ved sølvgærdet. Det er et spørgsmål om liv eller død. Dem, der rører ved graven, bliver velsignet og får deres ønsker opfyldt. Euforien vokser. Tusindvis af kæmpende hænder rakt i vejret minder om scener fra Titanics undergang. Vi befinder os i tredje række afhylende kvinder. Fra den modsatte side prøver mænd med samme energi og desperation at nå hen til graven. Jeg føler, at jeg også befmder mig i ekstase. Endnu få skridt. Endnu få skub før jeg kan røre ved sølvgærdet. Lidt til, og jeg vil overskride grænsen til virkeligheden. Fatima ser med uro på min iver. Et blik fra hende og et energisk ryk i mit ærme under chadoren, og jeg kommer tilbage til jorden. Vi holder krampagtigt hinanden i hænderne og maser os mod udgangen. Vi undgår en katastrofe og bliver ikke trådt ihjel. Til gængheld vil Reza nok ikke opfylde vores ønsker. Jeg forlader stedet som påvirket af narkotika. Forundret over al den skønhed. Fyldt med atmosfære. Rystet af sceneriet. Jeg føler en brøkdel af islam i min sjæl. Foran udgangen en stor, rigt dekoreret brønd. Rundt om gården stræber guldminareter mod himlen. Islams storhed. Rigdom og fattigdom. De store kontraster. For ikke så længe siden så jeg en faldefærdig landsby, og nu mødes jeg af en eventyrlig rigdom. En af de engelske guider siger, at hvis man er i Iran og ikke besøger helligdommen i Mashad svarer det til at være i Rom uden at se Vatikanet. 21. juli "Den sidste nadver" i Mashad. I det lille rum samles vi ved voksdugen fyldt med mad. I en gruppe der taler engelsk, diskuteres religion. Islam og kristendommen tilhører den samme religionsfamilie og har mange fællestræk. De smukkeste menneskelige budskaber i Koranen og Biblen er i virkeligheden ens. Og Gud er den samme for alle, men nogle steder er hans navn Allah. For muslimerne er Kristus en af profeterne. Den sidste profet for dem er - Muhammed. Pludselig bliver alting så enkelt, så klart og så fredeligt. Og vores opfattelse af verdenen afspejles i den islamiske filosof "Ibn - al - Arabi's digt: "Mit hjerte er åbent over for alle former: Det er en græsmark til gazeller og en kristnes kloster. Gudernes templer og pilgrimenes Kaaba. Toras tavler og Koranens bog. Jeg dyrker Kærlighedens religion i alle retninger, sådan som dens karavaner bevæger sig. Kærlighedens religion vil være min religion og min tro". Teheran - en by uden himmel og stjerner hilser os igen velkommen. 22. juli I Iran kan man stadigvæk opleve eventyr fra 1001 nat. Det er som en fortælling om "Guldfisken". Men skal passe på med at afsløre sine ønsker for ellers bliver de opfyldt. Fatimas mor gør alt for at glæde os. Under vores fravær har hun bestilt flybilletter til Isfahan, da jeg ønskede at besøge denne by. Hun løber rundt i byen for at bytte Sofias uheldigt indkøbte ring. Gæsterne kommer altid først. Ved ethvert besøg i de forskellige hj em oplever vi eventyret "Bord dæk dig". Gæstfriheden er grænseløs. Overalt møder vi venlige smil og blikke. Kommunikationen trives uden ord. 23. juli Indtil i dag har jeg været begejstret for alle de lokale madretter. I morges forberedte Fatimas mor en ægte iransk lækkerbisken til morgenmad - et kogt fårehoved. Jeg kigger nysgerrigt ned i gryden med et kranie med fuldt tandsæt. Hvor er øjnene? De er sikker kogt ud i suppen. Med væmmelse forsøger jeg at sluge en skefuld af retten. Suppen er tyk og fed i smagen. Jeg må give op. Måske skulle jegikke havde kigget ned i gryden. Igen ervi på de trange overfyldte gader. Vi er på vej til byen Shrin. Foran os på en byggeplads fem guldkupler med guldminareter der ligner fyrtårne. Det er Aramgah-e Hazrat-e Imam Khomeini, stedet for hans sidste hvilested og kult. Byggearbejdet med helligdommen har nu varet uafbrudt i 6 år. Grønt marmorgulv. I den enorme sal en kiste dækket med klæde. Over graven et spejlloft og malerier af røde tulipaner - et symbol på heltens hvilested. I nærheden fmdes Teherans største kirkegård. Overalt små, velholdte grave som marmorbøger spredt rundt i græsset. En anden del af kirkegården er forfalden og bevokset med højt græs. Fatima forklarer, at der ligger modstandere af regimet. 24. juli Jeg vågner ved højlydt bøn til Allah fra den nærliggende moske. I dag skal vi på tur med en studentergruppe. Den overfyldte bus kæmper sig opad. I den første time kan vi se Teheran på begge sider. Byen er så stor, at man har en fornemmelse af, at den aldrig holder op. Pludseligt er vi blandt nøgne, beigefarvede bjerge. 200 km fra Teheran kommer vi ind i bj ergenes kongerige. Vi passerer forbi landsbyen Jaliz Jand med stenhuse bygget ind i skrænterne. De lodrette klipper stræber mod himlen. I en smal spalte mellem disse klipper løber en bæk. Vi må vandre over et 1 km. langt bjergpas Tangevasi for at komme over på den anden side afbjergene. Tangevasi. Vejen minder mig om Petras kløft, men der havde jeg ikke våde fødder. Vi går ud i det iskolde vand, der når knæet. Vandet skvulper i de våde sko, men her kan man ikke vandre med bare fødder. Der er for mange skarpe sten på bunden afbækken. Vejen minder mig om Petras kløft, men der havde jeg ikke våde føder. Sceneriet belønner dog alle vores anstrengelser. Klippetunnelen bliver smallere og smallere. Og klipperne synes at komme nærmere hinanden og fjerne sig fra hinanden. Strømmen i bækken øges og mindskes. Usikkerhed. Mystik. Gru. En af klippevæggene er dekoreret med en skulptur, der forestiller jagtscener. I disse bjergegne har shahen med sin følge deltaget i mange hjortejagter. Endelig er vi kommet til bjergtunnelens udgang. Foran os en eventyrligt smuk eng med farverige blomster. I horisonten anes en bjergkæde med ovale former. Idyl i pastelfarver. Et malerisk paradis. Men det er koldt og det regner. Helt gennemblødte sætter vi os til frokost på det våde græs. En af studenterne tager en stor tromme frem. Snart synger alle med på samme 18 19

melankolske sang. Nogle piger begynder en graciøs dans. 200 km. fra Teheran, midt i den øde bjergegn, vogter en usynlig garde over medborgeres retskaffenhed... Pludselig dukker to mænd op. De tager brutalt fat i drengen, der spiller på tromme, og trækker ham hen til et telt skjult i buskene, hvor de iranske åndelige vogtere holder til. Resten af gruppen følger solidarisk efter den tilbageholdte kammerat. Han anklages for at havde spillet de forbudte sange. Forhøret tager tid. Til sidst kommer drengen tilbage. Sangene var alligevel ikke så skadelige for det politiske system. Latteren, sangen og dansen er tilbage. Men jeg er rystet. 200 km fra Teheran midt i den øde bjergegn vogter en usynlig garde over medborgeres retskaffenhed. "Året 1984"? Det regner og hagler og det er blevet meget koldt, men vi skal tilbage ad samme vandvej, hvor vandstanden nu er blevet højere. 25. juli Om morgenen afgang til Isfahan. Eller måske Esfahan? Selve navnet giver associationer til drømmebilleder. Charme. Elegance. Rumfornemmeise. Islams drøm om Europa. Irans Wien. Byen er berømt for perler af den islamiske arkitektur og de skønne tæpper. Næsten J million indbyggere, men alligevel uden trængsel som de øvrige iranske byer. Der er noget beroligende og ophøjet over stedet. Før i tiden var Isfahan et stoppested for karavaner og et betydningsfuldt handelscenter. Den store udvikling kom, da shah Abbas, der overtog magten efter tyrkerne i 1578 gjorde Isfsahan til et vidunder. Sloganet "Esfahan nesf-e jahan" - "Isfsahan er en halvdel af verden" blev til virkelighed. På den største plads i den islamiske verden Meidun-e Imam findes en usædvanlig smuk moske med turkis kuppel. Dette imponerende bygningsværk blev færdigt efter 26 års arbejde i året 1638. På samme plads kan man også beundre Kakh-e Ali Ghapu - et træpalads med og en labyrintbasar under de store hvælvinger. Isfahan. Charme. Elegance. Rumfomemmelse. Irans Wien. Si o SePol (Broen med 33 buer). Over floden Zayande Rud hænger flere broer. Den smukkeste er en bro 33 - Si o Se Pol. Navnet angiver de 33 buer. 26. juli Sidste blik på Isfahan. Vi besøger et unikt bygningsværk syv km fra byens centrum. Det er en lille enkel moske Manar Jomban fra 14. århundrede. Moskeen er blevet berømt pga. af de to minareter, der fra tid til anden tydeligt svajer fra side til side. Ingen kan forklare dette fænomen.. I den armenske bydel Jolfa, som stammer fra shah Abbas 14's magtperiode, hersker en atmosfære aftolerance. Arkitektur fra Persien, Europa og Islam flettes på smukkeste vis ind i hinanden. Igen Teheran. Vi pakker. Ved midnatstid bliver vi fulgt til lufthavnen af en stor gruppe. Klokken to om natten går vi ombord i den østrigske flyvemaskine. Tonerne af Wienervals strømmer os i møde. Aldrig før har denne musik gjort et så stort indtryk på mig. Jeg føler, at jeg er på vej hjem fra en by som virker utilnærmelig og fyldt med gru. Det første vi gør, da vi går ind i flyvemaskinen, er at tage vores frakker afog fjerne tørklæder, som vi med lettelse smider på gulvet. Vi er frie og tilbage på Jorden. Ewa Bylinska (174) "Tommeliden" a/helle Evald "Altså, hvis du lover, at du ikke er en afdem, der uden grund skriger "voldtægt", og så forlanger at blive kørt til verdens ende, så kan du køre med. " Den midaldrende mand havde betragtet mig lidt for længe og lidt for indgående, til at det virkede normalt. På mit spørgsmål svarede han drævende: "Så du vil gerne have et lift...med mig?" "Ja, så langt som vores veje nu er fælles," sagde jeg djærvt, for jeg havde da helt tjek på det her med at tomle alene. Hvorpå han leverede den indledende, og for mig ret overraskende, replik. Det var jo den omvendte verden. Hans reaktion viste sig dog at have rod i en oplevelse, han havde haft; han havde taget et par tomlende piger med, hvor den ene havde flået sin skjorte op, så knapperne sprang, hvorpå de forlangte at blive kørt til Holland, for ellers ville de melde ham for voldtægt. Episoden fandt sted i Jylland for godt ti år siden, hvor jeg ene kvinde var på vej mod Afrika. Advarsler og gode ønsker har det aldrig skortet på, når jeg drog ud i den store verden - som regel alene. Og det var jo netop problemet, mente gode venner og ikke mindst moder og fader. En kvinde uden følgeskab af hverken veninde eller mand måtte jo være alt for sårbar og forsvarsløs overfor alverdens ulykker. Selv har jeg aldrig set det som en begrænsning at rejse alene, og at være kvinde kan i den forbindelse mange gange have sine fordele. Okay, det var da ikke så fedt at blive bedt om at vaske en svedig, fransk lastbilschauffør på ryggen, og det kræver til tider sin kvinde, at komme ud af sådanne interessante situationer. Værst er naturligvis de mænd ja, jeg beklager, men det er jo desværre det modsatte køn, der skaber flest problemer for enligt rejsende kvinder - der ikke selv kan indse, at man altså ikke synes, de er en gudbenådet gave til verdens kvinder, og dermed ikke kan tage et nej for et nej. Oftest er det modsatte dog tilfældet; en rejsende kvinde alene på farten skal man tage under sine vinger. Måske det urgamle beskyt- terinstinkt simpelthen kommer op i mændene, for mangen en gang er jeg virkelig blevet beværtet på flotteste vis, har fået tag over hovedet og har ikke mindst scoret adskillige jobs på den konto. For eksempel var jeg aldrig blevet den oplevelse rigere at komme i lære som "rousie" (medhjælper for fåreklippere) i New Zealand, hvis ikke det havde været for min hjælpsomme, mandlige bilist. Når jeg specificerer, at det var en mand, er det fordi, der har været meget langt mellem de hjælpsomme kvindelige bilister. Måske tør de ikke. Men stor har de lokale folks undren tit været, når det gik op for dem, at jeg altså ikke havde en husbond til at passe på mig. Det kan man da ikke. Og hvad med børn..."har du så heller ingen af dem?" lyder det lige så ofte i kølvandet af spørgsmålet om medfølgende kæreste/mand. Hvordan kan man også andet end være en sær eksistens i deres øjne, når deres kvindeliv stort set ikke består af andet end husarbejde og børneproduktion til slægtens og alderdommens bedste. For ikke at virke helt umulig, og til dels også for at kreere en form for beskyttelse, er jeg dog også ofte tyet til en lille nødløgn om en fiktiv mand godt underbygget med troværdige historier om hans arbejde, der forhindrer ham i at være lige der, hvor jeg er. En diskret viften med en forgyldt tombolaring på højre hånds ringfinger har desuden ofte virket forebyggende på uønskede, mandlige tilnærmelser. Apropos hvide løgne er det værste naturligvis, når man har fejlvurderet en person, der viser sig at være både rar og absolut ikke påtrængende. Det var nøjagtig hvad der skete for mig, da jeg engang tomlede rundt i Sydafrika. Jeg nåede at vikle mig godt og grundigt ind i alle mulige mærkelige - og usande - historier for at skabe en form for sikkerhedsnet. Som tiden gik, gik det også op for mig, at jeg intet havde at frygte, og oven i købet tilbød min chauffør husly hos et vennepar - med børn - i den absolut bandithærgede by Johannesburg, som var vores mål. 20 21

Hvilken gave. Men hvordan skulle jeg få mig viklet ud afalle historierne igen? Der var ikke noget at gøre, så jeg besluttede simpelthen bare at fortælle ham det, som det var. Han blev enormt skuffet, og selvom han fortsat var venligheden selv, kunne han vist ikke helt forstå, at jeg havde kunnet tiltro ham så dårlige motiver. Tja, sådan kan det også gå. Til min egen retfærdigheds skyld skal så lige tilføjes, at liftet forud for Mr. Venlighed var Mr. Grams, der på min resolutte afvisning satte mig af"in the middle of nowhere." Sådan en idiot. Deraf kommer også utallige fortsæt om ikke at tage lift med enlige mænd - men når der er mange sol skoldede timer mellem kvindelige bilister, der ikke stopper, ja så brydes forsættet lige så hurtigt igen. At blaffe inkluderer altid en risiko, uanset om man er kvinde eller mand. Men jeg tror dog den er lidt større, når man er kvinde. Jeg ville dog aldrig have været foruden alle de, fantastiske oplevelser, det har ført med sig, alle de brudstykker af livshistorie, jeg har hørt, og den utrolige gæstfrihed, når man som fremmed bare bliver inviteret ind i folks hus og hjerte. Med en god portion sund fornuft (og måske en blankpoleret "vielsesring") går det dog sjældent helt galt. Som ved så meget i rejselivet er risikoen kalkuleret og oplevelserne uendelige, hvis man tør bare en lille smule. Tema: Min værste rejseoplevelse Hellige rotter i eget tempel. AfPoulSaabye og Pia Baltzer Syd for Bikaner i den lille by Deshnoke er der opført endnu et hindutempel. Men dette tempel er anderledes end de fleste, det er opført til ære for rotterne, som hinduerne tror, er en særlig mystisk reinkarnation af en speciel Gudefamilie. Derfor er rotten for dem et meget helligt dyr. Vi synes, at det lyder for mærkeligt og er taget dertil for med egne øjne at se rottetemplet. Da jeg hverken kan fordrage mus, eller for den sags skyld rotter, erjeg ikke meget for at fortsætte ind i templet, men grænser er til for at skulle afprøves, så mens Poul og jeg smider vores sko, således vi kan få lov til at besøge denne helligdom, fremkommer mærkelig lyde fra min strube, der tydeligt tilkendegiver min mening om disse"guder"!!! I det prægtige tempel boltrer rotterne sig og leve et liv i luksus, som kun er guder værdigt!!! Rundt om på gulvet står store fade med mad og kæmpemæssige baljer med mælk, det er alt sammen til rotterne. Dagligt bliver de fodret med lækkerier og mælk i rigelige mængder. Det vender sig et par gange i maven på mig, ogjeg skal tagemig sammen for ikke at dreje om på hælene og rnarcliere direkte ud igen. Der er rotte og due lort over alt på tempelets marmorgulv, og for hver skridt jeg tager, jogger jeg blot i endnu en lort!!! Rotterne piler rundt om fødderne på os, de er slet ikke spor sky, og vi skal passe på ikke at jogge på dem. Det er simpelthen for klamt... trods de seneste dages problemer med punkteringer afbilen, så har jeg bestemt ikke lyst til at få mere lykke i mit liv, hvis det skal indebære, at rotterne skal kravle rundt på mig. Heller ikke muligheden for at få et glimt af den sjældne og meget hellige hvide rotte kan få mig til at fortsætte videre ind i hjertet af templet, så mens jeg pænt bliver, hvor jeg er, forsætter Poul ind til alteret, hvor pilgrimme langvejsfra tilbeder rotterne. De ligefrem lægger sig på jorden og kysser det lorte befængte tempelgulv, enkelte pilgrimme tager sågar noget af rotternes mad og spiser det. For når de hellige rotter først har kravlet på maden, så er denjo velsignet!!!!!!! Den midaldrende mand fra starten kørte i øvrigt direkte op foran den nærmeste politistation, trampede resolut ind på stationen for at melde de to piger - der naturligvis var forsvundet i mellemtiden. Hvilken skam for blafferstanden. Helle Evald Hindu i rottetempel. Det er et flot og imponerende syn, der venter os. Templet er opført i hvidt marmor, og hele vejen rundt i dørkarmen er smukke udskårne figurer afrotter. Men idyllen fortsætter ikke, gennem den store døråbning kan jeg øjne "guderne" pile omkring på tempelgulvet, der ser beskidt og ulækkert ud. Et rotteliv i sus og dus. Da en rotte kommer lidt for tæt på, er jeg ikke langt fra at brække mig ud over det lortebefængte tempelgulv og ned over rotten. Jeg har fået mere end nok af at se på disse ulækre skabninger, og mens Poul knipser løs med diverse kameraer og videoen, står jeg halvt stiv afskræk og rædsel overat hinduernekantro, at disse væsner erhellige! Ifølge hinduerne skulle det bringe lykke i ens liv, hvis en rotte strejfer ens fod eller endda ligefrem løber hen over ens fødder. Men Pilgrimme tilbeder de hellige rotter ved at kysse tempe1gulvet! Atter tilbage i bilen glæder jeg mig over, at jeg ikke er hindu og deler samme tro som disse medmennesker, for jeg ville aldrig overleve at skulle tilbede enrotte! Poul Saabye og Pia Baltzer 22 23

S.O.S. Berejst M Familien Fiil Frandsen & Kirsten Svarrer Katastrofe, katastrofe, råber den lille halvskallede hotelejer, med det venlige smil. Lige nu er han imidlertid noget bleg, forpustet efter turen op ad trappen og tydeligvis oprevet. Al latter, snak og pjat forstummer. Vi forsøger at forstå blandingen af litauisk, engelsk og hotelejerens fægten med arme og ben. Katastrofe - kom, kom - det får os på benene. Brænder det eller hva'? Ud af hotellet alle 8. Vi står og ser på den lille blå udlejningsbil som Lene og Peter kører i. Og ved siden af ingenting. Dvs. det var dervi parkeredevores 10 personers nyrenoverede fme blåbus, davi ankom for 1 time siden. Langsomt trænger virkeligheden sig på. Filmen lader sig ikke stoppe, men det er som om tiden står stille et kort øjeblik. Alle skal lige have tid til at fatte det skete. Nu råber han igen, som for at nå ind tilos i osteklokken. Fortæller om de to hætteklædte mænd, han fra restauranten på 2. sal havde set komme ud fra skoven. At han straks var løbet ned til bilen, men da sad de allerede inde i bilen og havde aktiveret centrallåsen, klar til afgang med alt vores bagage til 6 ugers campingtur. Der var ringet til politiet. Vi stod lidt og hang - børnene græd stille, chokerede. Dyb indånding. Vi må jo videre herfra. Realiteten var, at vores bil og vores bagage var væk i Litauen. Ret hurtigt afskrev vi nogen sinde at få nogen af delene tilbage. Vi. gjorde status - vi havde pas, penge, plastikkort, papirer, en bog, 7 plastikkrus og 1 Y2 l cola. Det var både til at grine og græde over. Silke var hårdt ramt - hendes bamse, som havde fulgt hende hele livet og på rejse til 37 lande, var i bilen. Det var hårdt at miste Bamseline. Det er frygtelig meget der er i sådan en bil - men dog kun ting. Dagene der kom, var lidt kaotiske, men tryk avler modtryk. Vi blev bare helt sikre på, at vi ville fortsætte turen og vi ville have en god tur. Det skulle lykkes. Vi startede med at ringe til SOS. Mobiltelefonen blev hurtig flad og opladeren - ja, den låjo i bilen. Det skulle vi komme til at sige mange gange i løbet af sommeren. SOS. var langsomme og uden mange gode forslag eller bare forslag. Ja, vi oplevede nærmest, at de ingen forslag havde, og når de - hjulpet på vej af os kom med noget, var det ikke særlig gennemtænkt. F.eks. foreslog SOS, at vi kunne tage toget til Dubrovnik i Kroatien. Dette forslag kom fordi vi havde oplyst, at dette var vores rej semål. 48 timer i tog det kunne vi godt forestille os, men ikke uden bagage. Vores erfaringer med Kroatien er også, at det ikke er nemt at købe tøj i størrelse XXL og sko i størrelse 47. Familien klar til at fortsætte rejsen, i splinterny Multivan med 150 HK. Vi droppede så vores oprindelige rejseplan som var en 6 ugers tur: Letland -Litauen -Polen -' Slovakiet - Ungarn - Slovenien - Kroatien Bosnien og Kroatien(Dubrovnik). Herfra retur til Danmark. Efter 2 dage fløj vi til Frankfurt, fik en udlejningsbil, en dejlig bil (helt splinterny 7 Personers WV Multivan 150 hk.). Grandmosteren i Luxembourg fik alligevel besøg af os i år. Her fik vi købt 25 par underbukser, 5 soveposer, telt, 5 underlag, og en del andre småting, som vi vurderede var nødvendige til en nu 3 ugers campingtur i Spanien. Efter en 3 dages intense indkøb og 35.000 kr. fattigere var vi klar til afgang. Vi havde en god ferie og er glade for, at vi valgte at rejse videre. Men det vil altid blive "den sommer hvor vi fik bilen stjålet og Silke mistede sin Bamseline". Gadvide, omdet bliverkroatientil næste år. Fiil Frandsen og Kirsten Svarrer Søpindsvin og motorcykler AfPer Allan Jensen Min rejsekarrieres nok mest uheldige oplevelse indtraf januar 1984, hen mod slutningen af 'mit livs rej se'. Jeg havde været på en Trans Asien ekspedition fra Padborg til Katrnandu. Efterfølgende havde jegværet på en kortere trekkingtur i Pokhara-området i Nepal, hvilket i øvrigt var en oplevelse, der kom til at sætte et betydeligt præg på mit rejseliv de næste mange år. Så var jeg - nu på egen hånd - draget ned gennem Indien og var endt på Sri Lanka, hvor jeg lige havde tre uger tilbage af mit halve års orlov, inden jeg måtte tilbage til mit arbejde i det, der dengang hedhandelsbanken. På et tidspunkt boede jeg på et lille pensionat i Hikkaduwa, hos to brødre, hvoraf den ene kaldte sig 'læge'. Jeg havde først nogle dejlige dage med' snorkling og eksotiske vandre- og cykelture i omegnen, men så går det galt. Til min dagbog beretter jeg følgende d. 21. januar, efter at jeg aftenen før har skrevet, at jeg vil overveje at leje en motorcykel og begive mig ned og udforske den sydlige del aføen: Udsigt over Søpindsvinebugten Kl. 17.00: Tænk, jeg tror midlertidigt mit held har svigtet mig. På vejen hjem fra min motorcykeltur er jeg strandet 50 kilometer hjemmefra på grund af et af de sædvanlige voldsomme regnskyl, hvis heftighed trodser enhver beskrivelse. Heldigvis nåede jeg da lige at komme i ly, tilmed et hyggeligt sted, hvor jeg nu sidder og konsumerer en kande kaffe, men jeg skulle jo gerne tilbage og aflevere motorcyklen inden mørkets frembrud. Men hvis det så bare var det eneste. Langt værre er det, at jegfor etpar timer siden placerede mine hænder ogfødder i en storflok søpindsvin veden - i øvrigt aldeles vidunderlig - strand. Oh gru, hvilken oplevelse! Jeg havde lige bestilt frokost i en lille lækker palmehytterestaurant, og da jeg fik at vide, at det ville vare en halv time, var det jo nærliggende at tage en svømmeturfor at skærpe appetitten. Hidkaldt af mine jammerskrig blev der straks iværksat en storstilet redning-saktion. Ham der var ved at tilberede min mad samt en tililende lokal bevæbnede sig med to sikkerhedsnåle, mens en tredje gav sig til at plukke blade afen busk, hvis saft viste sig at have den bekvemme egenskab, at den fremmer blodets koagulation. Så startede operationen. Jeg proppede mit håndklæde i munden og prøvede at tænke på noget andet, mens de gik i gang med at forsøge atpille pigge ud Søpindsvinepigge har den ubehagelige egenskab, at de knækker af og bliver siddende i flæsket på den klovn, der er idiotisk nok til at komme i nærkontakt med dem. Nu var der desværre tale om et temmeligt stort antal pigge, og den halve time, der gik med at få de fleste gravet ud, hører afgjort ikke til de mest morsomme jeg har oplevet. Efter operationen blev mine fødder smurt ind i en speciel olie, som en fjerde tililende i mellemtiden havde været hjemme og hente, og til sidst forklarede de mig trøstende, atjeg var uden for farezonen, omend jeg nok ville få lidt ømme hænder og fødder de kommende dage (mon ikke, det er begyndt). Herefter fik jeg min mad, der naturligvis var blevet kold i mellemtiden, 24 25

s~mt e~ stor kande stærk te til at styrke mig pa, ogjeg behøver vel næppe at sige, atjeg gav rigelige drikkepenge. Kl. 23.0~: Det er med uheld som medfisk, de k~mmer l stimer. Kort eftersidste optegnelse g~k motorcyklen amok. Først satte gaskablet Slg fast, så jeg måtte regulere farten med bremse og kobling, og kort efter brød skidtet totalt sammen, under udsendelse af voldsomme røgskyer. For fuldstændighedens skyld begyndte det igen at regne! Nej: jeg er fuldstændig udmattet, må fortsætte i morgen. Og. næste morgen fortsætter jeg så med at skrive: Jeg trak så liget af motorcyklen hen til et nærliggende pensionat, hvorjegfik lov til at stille den under et halvtag. Det undrer mig egentlig, atjeg huskede atfå skrevet adressen ned, det ville lige have været prikken over i'et, hvisjeghavde glemt det. Derefter gik det med lokale busser tilbage til l!ikk~duwa, og klokken halv otte humpede jeg l~d ~o~ mototcykeludlejeren og satte ham md l sltuationen. Stakkels mand, hans anden motorcykel var også lige brudt sammen. Nå, men han ville så bevæbne sig med noget værktøj og tage en bus derned. Desværre ville han ikke afmed mitpas, som jeg h~vde måttet give ham i pant. Det var derjo sadan set heller ikke noget at sige til, han kunne jo ikke vide, om jeg havde solgt motorcyklen, men han lovede at komme tilbage medpasset senere på aftenen. De si~ste par kilometer hjem tog noget tid, da mme fødder efterhånden gjorde ret så ondt, ogjeg var ikke mange sure sild værd da jeg vaklede ind ad døren, smed mig i e~ stol og gav mig til atforklare om dagens ~ænde~se~. Nu kalder min husvært sig jo tllfældlgvls læge, og han gav sig straks til at pille de stumperud, derendnu sadtilbage. Som bedøvelsefik jeg et stort glas 'arrack' som er Sri Lankas modstykke til vores snaps: Det er bryggetpå blomstersaftfrapalmer og smager ikke særlig godt, men det er billigt ogyderst effektivt. Under operationen fortalt~ han mig, at det var godt jegfik de fleste plgge ud straks, da han kendte tilfælde med både blodforgiftning og amputationer tilfølge. Meget opmuntrende! B~gefter sagde han, at nu skulle jeg bare spise mm mad (som de kære mennesker havde holdt var~ ~il r:zig), så ville han imens hente noget medlcm tl! at smøre på. Maden var _ som sædvanlig her til lands - aldeles fortrinlig, og som dessert fik jeg syrnet bøffelmælk med palmesirup, en specialitet på øens sydlige del, som jeg holder megetaf(desserten altså). Lidt senere kom lægen tilbage med medicinen der viste sig at være - en håndfuld rødder o~ blade! Jeg varvedatfå desserten galt i halsen ogforberedte mig så småtpå, at han ville ijør~ sig en djævlemaske og begynde at danse rundt under vilde trommehvirvier, men så galtgikdet dog alligevel ikke. Rødderne blev skrællet og findelt, hvorefter hele herligheden blev knust i en morter (det vil sige en halv kokosnøddeskal). Derefter blev det kogt, afkølet ogsmurtpå mine fødder, der til sidst blev indhyllet i gamle klude og plasticposer. Jeg sad og tænkte på, at i Danmark ville man bare have ringet efter en ambulance og være kommet på en skadestue hvor de næppe var begyndt at koge rødder. ' Sidst i dagens optegnelser skriverjeg lakonisk: Nu mangler jeg bare lige at tilføje, at motorcykeludlejeren kom tilbage ved titiden medmitpas samt den oplysning, atmotorcyklen intetfejlede, ud over at den manglede benzin. ~g det sagde han så højt og tydeligt, at alle tl!stedeværende ikke kunne undgå at høre det hvorpinligt! ' Den omtalte 'naturbehandling' blev omhyggeligt f0:tsat de følgende dage, og jeg tror jeg skylder mm vært en stor tak for, at det ikke gik værre end det gjorde. Under påvirkning af de påsmurte stoffer blev huden blød og porøs: og de sidste (troede jeg på det tidspunkt) pig~e kunne stille og roligt pilles ud. Jeg var stadig øm en uges tid, men så blev det gradvis bedre, og da jeg kom hj em nogle uger senere var jeg næsten ikke hæmmet mere. Det s~lle dog efterhånden vise sig, at så nemt slap Jeg ikke. Helt op til et par år efter skete der afog til pludselig det, at en stump af en ~ig h~vde arbejdet sig ud til overfladen og matte pilles ud af et ømt og betændt sår - en enkelt gang måtte j eg endda på skadestuen, under et weekendbesøg i Odense. Men efter nogle år går det så åbenbart sådan, at de ting, som kroppen endnu ikke er sluppet afmed, indkapsles og forbliver en accepteret del af kroppen. Det sidste vidnesbyrd om, at der stadig sidder nogle stumper, fik jeg for nogle få år siden. Min hånd var blevet røiltgenfotograferet, fordi j eg skulle have bortopereret en ondartet splint fra et plankeværk, oglægen udtalte undrende, at der sad et par mystiske ting længere inde. Siden har jeg altid udvist skærpet agtpågivenhed ved badning i farvande, hvor der kan være søpindsvin. Og som de fleste af jer sikkert ved, så behøver man ikke tage til tropiske farvande for at støde på sådan nogl~ bæster, de findes f.eks. i stort antal l Middelhavet. Så pas på! Per Allan Jensen Se også denne hjemmeside: www.dykcen.dk/html%20sider/info/gode %20tips/sopindsvin.html. Noget om bananrepublikker AfArne Runge Nordamerika slutter med Mexico og Sydamerika begynder ved Panama-kanalen. Right. Altså ligger der syv små lande, på den landtange, der forbinder Nordamerika med Sydamerika. Det er dem vi kalder Mellemamerika. De syv såkaldte bananrepublikker. Iflg. Lademan var bananrepublik en nedsættende betegnelse, for de små mellemamerikanske republikker, hvis hovedindtægt er bananeksport; nu nedsættende om et underudviklet land i almindelighed. Men egentlig stammer ordet bananrepublikfra tiden da Guatemalas regering blev væltet af USA ved et militærkup pga. en uoverensstemmelse mellem United Fruit Compagny i dag "del monte" og Guatemalas regering. Guatemala fik en ny ikke USA-venlig regering, som forsøgte at købe United Fruit Compagny ud aflandet på grund af, at de ikke betalte den ejendomsskat, som de var pålagt. Man skulle betale efter hvad ens jord var værd. UFC påstod at deres jord ikke var ret meget værd, og at de derfor ikke skulle betale ret meget i ejendoms skat. Da UFC mente at jorden var så lidt værd, insisterede Guatemalas regering på at købe jorden. Det så UFC som en trussel om nationalisering og fik regeringen i USA til at vælte den guatemalanske regering, ved at støtte et nationalt militærkup. Den såkaldte banankrig. Jeg begyndte min rejse i Mexico City, verdens største by. I hvert fald hvad indbyggere angår: Sådan cirka 30 millioner mennesker forsamlet l en eneste by. Og den er stor den by. Stor, larmende, forurenet, farlig, irriterende og pisse spændende. Vi var tre gutter der rejste ud og hjem sammen. Men som de tre enere vi er, valgte vi at rejse rundt hver for sig og stå i forbindelse gennem e- 26 27

maiis. Claus ville nordpå for at bestige nogle vulkaner og besøge en aktivist pige han havde mødt på Internettet. Lange-Jens ville bo pe~ane?-t på en strand ved Stillehavskysten ~fikkjeg ville udforske de der syv bananrepuer. F~a Mexico city til Puerto Escondido ved stillehavskysten er der omkring 16 f b tht kin ' uners rea a g buskørsel. Gennem jungle over flode~ op afbjerge og ned afbjerge. Med en ~art pa bussen der gør at alle sidder med livet l hænd~rne og be'r til en eller anden gud om at d~ IDa overleve dette mareridt. Grunden til at VI overlevede var formodentlig toperne En tope be~det et bump på dansk. Hele Mexico er oversaet med toper. Heldigvis. For chaufførerne her i landet har travlt, alt for travlt. Og trafikreglerne er det vist ikke nødvendigt at kende. Et kørekort kan købes for 300 pesos, uden at man skal til prøve. Sådan. Jeg har det fra en meget pålidelig kilde. Faktiskvar jeg ude for lidt af et kulturchok ~e første par dage i Mexico City. Madmæs SIgt. Den er godt nok stærk den mexicanske mad. Hold da kæft hvor er den godt nok stærk. Problemet hedder Chili. Mutter med overskæg Pakker de friske tortillaer (foto: SP) De putter så meget chili i maden, at den bliver næste~ uspiselig for en dansker, der ikke er v~t.til krydderier. Jeg blev irriteret. Skrub Imteret, over at jeg ikke kunne find mad uden chili. Well, det lykkedes til sidste efter at ~ave levet af hotdogs i tre dage. Je~ fandt tn~~ene til at næsten at undgå den satans chih. Det man spiser overalt hedder tortilla et rundt, fladt, tyndt, gult, slattent majs b;ød. Det findes osse i en mørke grøn bio, H - - a vanant. old da kæft hvor er den ulækker. Med kød o~ grøntsager ovenpå hedder det en Taco. De er meg~t stærke, eller pikante som det hedder h menjeg blev faktisk helt glad for dem til sidst~r, Til?engæld var der ikke noget i vejen med tequilaen, udover at den var uforskammet b -'ll' O d t "kk lig.. g e erjo l e altid så godt for en viking der Ikke har helt kontrol over de stærke dråber Dem der kender mig kan næsten tænke sig t i hvad.der skete. Men ti danske kroner for en lit:r TeqUIla, Mescal eller Aquadiente de cana _ ~ukker-rørs-rom - det er sgu da osse for galt Ikke sandt. ' Me~ at sige at Mexico er lig med Tope, tequila tortilla og tago, er en underdrivelse. Der e; mange ~dre spændende ting. Bl.a. musikken og specielt xylofonen, eller Marimbaen som d ka!der den. ~ascinerende at høre fir~ mæn~ spille falsk, pa det samme instrument. Og ryt_ merne. Ma~ kan simpelthen ikke lade være med at danse, hge.meget hvor meget man drikker. Det var derforjeg endte i Puerto Escond'd l o. Hun var prøjser, og så rigtig godt ud. Vi dansede næsten hele natten til Marimba folkenes bedøvende, iørefaldende musik. Jeg har et hotel i Puerto Escondido, sagde hun, kommer du ned og besøuer mig. O il t..~. b. 'g e gjoruejeg. Vi dansede videre i fem dage. En aften, da vi ikke dansede, var jeg gået uptown for at møde de lokale, på de små listige, lokale, snuskede, spændende og billige steder J~g bl.ev?odt tequila kvæstet og da jeg på vej e~ h.j o em l mm b~andert, slingrede afsted, midt ude pa Pan ~encan Highway, fordi jeg var bange for at. der la røvere og indianere inde i buskene, ble: Jeg stoppet af en Van med seks militær pohcer klædt i sort og med geværet hængende over skulderen. De sprang ned afbilen og mens en holdt mig om brystet, så jeg ikke kunne bevæge armene, forsøgte to andre at fange min ben, ~or.at bære mig op på ladet. Hold da kæfte nu bh'rjeg sgu kidnap t tænkt.. '. pe, e Jeg, mens Jeg spa:ked.e VIldt omkring mig. Jeg skulle ederma me ikke op på det lad. Pludselig opgav de, trak min pung op af lommen,.tog de 2-300 pesos der var, gav mig pungen tilbage, skubbede mig væk og sagde: Gøv gringo - gøv. Så fik jeg fan'me travlt. Jeg løb hele vejen tilbage til hotellet. Og så militæret, det er da for skrapt. Næste dag checkede jeg lige mine fmanser. Pungen var tom. Jeg "hævede" et par hundrede pesos i pengekatten, muldvarpen, den jeg altid har inde på maven, når den ikke ligger i en safe på hotellet. Den med de ting jeg under ingen omstændigheder må miste. Pas, vaccinationskort, rejsechecks, visakort og kontanter ud over de par hundrede kroner jeg går rundt med i pungen - dem som politietlige havde stjålet fra mig - og flybilletten. Flybilletten, hvor fa'en var flybilletten. Den var væk. Det havde jeg li'godt aldrig prøver før.. Jeg ledte, ledte og ledte. Den var der ikke. Jeg havde mistet min flybillet. Jeg spekulerede som en gal. Havde den ligget i pungen i går aftes eller var jeg ved et uheld kommet til at smide den ud sammen med andre papirer jeg havde smidt væk. Den kunne ikke være blevet stjålet i hotellets safe. Så var der andre ting de hellere villet have stjålet. Always look at the bright side of - jeg fandt nok en løsning. Men det var sgu' træls at have mistet sin flybillet. Det var ederma'me træls. Udsigt fra hængekøjen ved Puerto Escondido (foto: SP) Jens lejede et værelse frem til 22. december, dagen før vi skulle rejse hjem fra Mexico City. Stillehavskysten med kokospalmer, surfere, billig sprut, solbriller og letpåklædte lysebrune piger. Det var lige Jens. Claus sendte mails om at det nok tog et par uger mere nordpå, men at han ville "fange" mig på et tidspunkt. Jeg havde en opgave foran mig, såjeg lagde en plan, pakkede grejerne for at rejse sydpå mod Panama. Men altså, Mexico er landet hvor man spiser stærk mad, drikker billige, stærke, eksotiske, alkoholiske drikke, danser natten lang til Marimba musik, forelsker sig og får stærke tømmermænd. Jeg har igen, igen bemærket at jo billigere sprut, jo flere tømmermænd. Men Mexico er osse landet hvor man skal passe mere på politiet og militæret end på røverne og banditterne. For ca. 85.000 år siden opstod der ved en kæmpemæssig vulkansk eksplosion, der ifølge eksperters beregninger må have spredt aske så langt væk som til Miami. Eksplosionen skabte etover 300 meter dybt krater, som med tiden er blevet fyldt med ferskvand. Titusinder år efter at søen blev dannet, skød tre enorme vulkaner, Atitltin, Tolimtin og San Pedro, op afjorden på den sydlige bred. Hvilket skabte den perfekte indramning af naturfænomenet, i dag en perle indkapslet i Guatemalas bjergrige højland Ifølge den afdøde forfatter Aldous Huxley, verdens smukkeste sø. Hun hed Erica, var fra Canada, læreruddannet og levede af at rejse rundt og arbejde som engelsklærer i Mellemamerika. Hun sad ved siden af mig i bussen og selvom hun talte perfekt engelsk, havde huri sprogproblemer. Hun talte ikke spansk. Hun var på vej til Atitlansøen lige som jeg, men hun for at lære spansk på en skole. Faktisk var vi en gruppe på syv personer der fulgtes ad. Tre norske piger fra Oslo, den enes fyr Antonio, som var Honduraner, men havde boet 16 år i Norge og talte perfekt norsk, en ung, meget uskyldig, engelsk pige der hverken viste buh eller bæh, Erica og Jeg. Antonio overtog hurtigt ledelsen. Han var fra de her kanter, havde været ved søen før og talte sproget perfekt. Ved grænsen ud afmexico, ved grænsen ind i Guatemala og ved busskiftene (vi måtte skifte fem gange) klarede Antonio alt. Vi andre fulgte bare med. De norske piger og jeg efter Antonio, som talte skiftevis spansk og norsk, den engelske pige og Erica i røven på mig, som oversatte til engelsk. Var der nogen der sagde Olsen banden. Erica kunne osse li' at danse, så vi dansede hver aften til live orkester og happy hour priser på 28

Bombay bar. Om fonniddagen badede vi og om eftenniddagen checkede vi sprogskoler. Vi drog op i bjergene til indianermarked i Chichitastenango. Opdagede at spansk ikke hjalp meget hos indianerne som har deres ~el~ egne sprog. Men med smil, grimasser og llldianer fagter, lykkedes det os alligevel at lære lidt om deres verden i det, af de mellemamerikanske lande med flest indianere. Faktisk er over 50 procent af befolkningen, ~nd~ødte indianere. Guatemala er for mig llldianernes land. Men osse bananrepublik nummeret. Indianerkvinder sælger deres lerpotter på markedet (foto: SP) Panajachel er den største by ved søen, mens San Pedro er den mest charmerende, og samtidig det billigste sted i Mellemamerika at gå på sprog skole. Jeg efterlod Erica der, men lovede at holde kontakten og ses igen. Fire uger på sprog skole med privatlærer fem timer om dagen og værelse hos en indfødt spansktalende familie. Jeg glædede mig til at møde hende igen og høre hvor meget spansk hun havde lært. Ciao mi amor.. Antigua - er en farlig by. Mange overfald, mange røverier og mange lommetyve. En ung tysker som boede på samme hotel som jeg, havde fået stjålet sine penge og sit pas af en lommetyv i en hønsebus. En hønsebus er betegnelsen for de gamle lokale busser, hvor folk altid har masser af varer og levende dyr med. Flest høns. De er altid stopfyldte, meget spændende og meget billige at køre med. De er så overfyldte, at man ikke mærker hvem der skubber og hvem der er på vej ned i ens lommer eller rygsæk. Alle her kender tilfælde hvor nogen har mistet noget i en af disse busser. På zocaloen, byens torv, mødte jeg en dansk familie som havde fået stjålet visakort, rejsechecks, kamera og fire pas. På 30 en busstation havde farmand sat den lille rygsæk med værdierne foran sig på gulvet, mens han købte busbilletter til næste by. Den var bare væk da han ville tage den på igen. Sådan. Alle familiens værdigenstande væk på to minutter. En fredelig gade i den velholdte tidligere hovedstad, Antigua (Foto: SP) De var på vej til en Ambassade eller konsulat, hvor de kunne få nødpas og hjælp til nyt visakort og nye rejsechecks. Tyskeren nåede at få et tysk nødpas inden jeg rejste videre, så det er sikkert osse lykkedes for danskerne. Når nøden er størst er hjælpen nærmest, ikke sandt. Jeg kom igen til at tænke på min flybillet Turistpolitiet tilbyder to gange dagligt at ledsage turister op til Cerro, et udsigtspunkt hvorfra man ser hele byen, og en smuk travetur op til toppen. Jeg mødte op kl. 11.00 til den første af de daglige to ture, som den eneste den morgen. Jeg kan komme tilbage kl. 15.00 til næste tur, eller i morgen, sagde jeg, men nej. Bare kom vi går alligevel turen, selvom der ikke er turister med. For at patruljere og hjælpe hvis andre er gået op selv. De passer på turisterne. De leverjo af dem. Men det samme mønster går igen. Hvor der er mange turister er der mange kriminelle. Og der er mange turister i Antigua. I hovedstaden Guatemala City - mødte jeg til gengæld hverken indianere eller lyshårede backpackers. Jeg boede på et pensionat som mest var forbeholdt - "vendedores ambulante" --: ikke ambulance sælgere, men dem der sælger tlllg, smykker og medicin på gader og stræder og i busser og toge. Gadesælgerne. Det var en helt anden oplevelse. Jeg gik med dem på arbejde, jeg spiste morgenmad, middagsmad og aftensmad med dem. Jeg røg jointer med dem om aftenen, blev lunatisk med dem og snakkede med dem om drømme og mål. Om Mellemamerika og Verden i almindelighed og om Mr. Bush i særdeleshed. Hvor er den mand dog upopulær i hele den verden jeg kender. Alle de Gringo s jeg møder her, siger som noget a: det første - det er ikke mig der har stemt pa Bush. Men hvem fa' en er det så. Det er bl~vet meget svært at være amerikan~r nu til dags. Israelitterne har det heller Ikke for nemt. Jeg prøver at være ne~tral. Men.det.har desværre aldrig været mm stærke SIde, det der med diplomatiet. Jeg prøver at undgå at snakke om det. Det er jo heller ikke derfor at jeg er her. Men altså, europæere er meget velkomne og amerikanere tåles på grund af de økonomiske fordele. Sådan. Der er så utroligt meget at se og opleve i Indianernes land, så jeg må simpelthen tilbage. Det har jeg tænkt at gøre på tilbagevejen til Mexico City. Jeg må osse opleve Flores og pyramiderne i Palenque. Hvis jeg kan nå det. pludselig føler jeg at tiden løber stærkt. Jeg tager for første gang en Luxusbus. En direkte bus mellem hovedstaden i Guatemala og hovedstaden i El Salvador. Luxusbusserne er en nem løsning, når man har travlt. Men udover det, er de røvkedelige. Ingen snakker sammen, man ser video. Der sker ikke en skid. Jeg kan nu bedst lide hønsebusserne. Rønsebusseme, som de ser ud overalt i Mellemamerika (Foto: AR) Men Sumasumarum. Guatemalas kendetegn er simpelthen indianerne. Faktisk minder de mig en hel del om grønlændere. De lever som naturmennesker, fra hånden til munden. Taler et sprog som man ikke kan forstå, med meget, meget lange ord. Mændene drikker sig jævn ligt plakatfulde o.g sover bran.dert ud midt på gaden. Og så grmer de he~e t1de~ og viser stolt de få tænder, de har t1lb.age I munden. Nøjagtig som grønlænderne I Kø- benhavn. Men de er jo osse fra samme race. Ikke sandt. El Salvador fremkalder straks billeder fra den kaotiske borgerkrig fra 1980 til 1992. Men krigen er overstået for nu ti år siden og dette lille land, halvt så stort som Danmark, gør absolut sit bedste for at lægge afstand til den triste fortid. Ved en VM kvalifikations kamp i 1969 - slog El Salvador Honduras ud, ved at vinde den afgørende kamp om deltagelse i VM. ~er var i forvejen meget friktion de to lande Imellem. Tilstanden var spændt og der var alt for mange illegale salvadoraner i Honduras. Det var ~eg:t tæt på konflikt og fodboldkampen blev sa draben der fik bægeret til at flyde over. Honduras inv~derede El Salvador og dræbte på få dage over 5.000 mennesker. Det blev heldigvis en meget kortvarig krig - omkring en uges tid. Li'som bare for at vise hvem der var den stærkeste militært. I øvrigt tabte El Salvador alle sine kampe i VM og scorede ikke et eneste mål. Så var det overhovedet værd at komme med til VM. Tja. Den lokale mønt colon, er ved at uddø. Man kan betale alle vegne med både Colones og dollars, men når colonerne når frem til banken, inddrages de. Altså meget snart er det ~ollar.s d~r er gældende mønt i El Salvador. LIdt tnst, ikke osse. 31 Bryllupsoptog på vej til festen med fuld musik (Foto: SP) Nu skal jeg fortælle dig en go' historie. Jose Antonio - natportieren på det hotel jegboede på i San Salvador, inviterede mig med til si~ nieces bryllup i en lille landsby - lzalco - I Vest Salvador. Vi blev indkvarteret hos hans bror, faren til bruden, hvor Antonio havde sit faste

værels~, når han var i byen. Kl. seks om eftenmddagen gik vi alle i 19I1<:e for f!t overvære bryllupsceremonien. Hele lan&hyen var med. 3-400 mennesker. Vi fandt vores pladser og ved du så hvad der skete. E~er brudeparret havde givet hinanden ringe pa, kastede præsten en lasso om halsen på dem, so.m et symbol på at de nu var fanget i det helhge ægteskab. Så kom det sædvanlige V:Ø~1 m~d løftet om at være tro i gode og darhge tider i mod og medgang, sygdom og nød etc. etc. - og så underskrifterne i kirkebogen, hele tiden med lassoen om halsen. Dere~er gik alle til alters jeg inklusiv. Mest for. VInen og et syns skyld. Men der var sgu mgen vin. Til gengæld puttede præsten en stor tør, l~d oblat i munden på mig. Jeg beh~ldt den l munde~ og da jeg kom tilbage til mm plads, lagde Jeg den i tegnebogen for senere at sætte den i dagbogen. Men mand b. h en ag mig avde set det og sladret til præsten som pludselig- i hans fine hvide lange.' guldbroderet kappe og hue - stod for~ an mig og spu:gte om jeg havde spist oblat~n. Selvfølgehg, sagde jeg. Det tror jeg ikke pa, sagde han. Sladrehanken stod ved siden af ham og fortalte at jeg havde den i tegnebogen. Lad mig se, sagde præsten, med en meget dyb stemme. red~ at je~ var protestant - det lød jo bedre end at SIge, at Jeg var en "fucking" hednin. jo egent! D g, somjeg Ig er. ette er en meget alvorlig d sagde han og o l l' o syn,. '. sa a vor Igt pa mig, det må du a~drig noge~s~de gøre mere. så gav han mi handen og gik tilbage til prædikestolen. g Alle i kirken så på os. Nogen meget alvorligt mens andre fo~søgte at sigule et smil. Alt i al~ var det t~e.hg pinligt, men på den anden side en god histone til dagbogen - right? S l d'. enere ave e Jeg en tegning i dagbogen og skrev her skulle have siddet en ægte katolsk obl t ' præsten stjal den fandeme fra mi'g D a, men. esværre. Den lokale kirke (Foto: SP) Well, det fortæller noget om at I'n 't fr d' VIere en emme med t~l familiebryllup og jeg kan for- :le at man bhver modtaget som hædersgæst e ale~e kom jeg fra en helt anden verden' Euro~a,Jeg var lyshåret, talte gebrokken spansk og gik anderledes klædt. Og det bl endnu. ev værre shorts og T-shirts. No problem, du låner tøj afmig, sagde han. Jeg var godt nok lidt større end ham, men jeg blev iklædt en flot kridhvid smoking, lyserød silkeskjorte og sort slips. Men skoene. Folk er ikke så store i El Salvador og de har forbandede små fødder. Ingen sko var store nok. Og så bruger jeg endda kun størrelse 42. Der var kun mine egne sandaler tilbage. Ingen sagde på noget tidspunkt et ord om min påklædning, men jeg syntes selv den var temmelig pinlig, indtil jeg havde drukket den første flaske tequila. Så syns j eg egentlig at det var meget smart. Smoking, slips og sandaler. Ligesom høj hat og træsko eller stiv pik og laksko. Ikke sandt. Salvadoranerne er høflige mennesker. De er korrekte og høflige. Og de er gudfrygtige. De opfører sig pænt, går pænt og klæder sig pænt. Som fattige mennesker sig hør og bør. El Salvador er et fattigt land. Men folk er meget høflige. Basta - men de er ikke så gode til fodbold. AmeRunge (Fortsættes i næste nununer) The Appalachian Trail AfSøren Christensson Mit næste eventyr har jeg drømt om i meget lang tid. Flere gange har jeg været på vej, men der er altid gået noget galt i sidste øjeblik. I foråret 2002 var jeg så sikker på, at rejsen endelig kunne gennemføres. Alt var klart, turen var planlagt i mindste detalje, der var penge nok på kontoen, min lejlighed var udlejet, og jobbet sagt op. Men så blev jeg gift! Så nej, jeg kom ikke afsted, men nu prøver jeg igen i år, og denne gang skal det lykkes! turen. Det var i 1989, og siden har Wes, somjeg har holdt forbindelsen med siden, gået turen 3 1/2 gang. Men jeg har endnu ikke selv gået så meget som en meter, og det er jo så småt ved at blive pinligt. Men i år kan jeg ikke se at der skulle komme noget i vejen, ud over at ham, jeg skulle have gået med, er sprunget fra pga. økonomien. Men så må man jo gøre det alene. The Appalachian Trail blev færdigbygget i 1937, men de første mange år var den dårligt afmærket og ikke særligt benyttet. Det var først i 1948, da Avery Mayson som den første gik hele turen på en sæson, at der kom mere opmærksomhed om AT. I dag er der over 3 millioner mennesker om året, som benytter stien. De fleste går bare et par timer eller en weekend på de mest populære steder, men i det tidlige forår er der hvert år ca. 2000 vandrere, som starter fra Springer Mountain i Georgia for at gå hele vej en til Mount Katadin i Maine i løbet af sommeren. Kun ca. 200 gennemfører, og siden 1948 er der kun omkring 7.000 mennesker der har lavet en såkaldt "Thru-hike", altså gået hele turen på en sæson. Der er endnu ingen danskere, der har gået hele AT, så jeg håber meget på at jeg kan blive den første! Langt de fleste starter fra syd, for så kan man følge med foråret nordpå, og så ender man oppe i New England om efteråret, til naturens helt store farveshow. Kun 5 % af alle "thru-hikers" vandre fra Maine og sydpå. Forklaringen på det er, at man starter så sent, da man jo er nød til at vente på foråret, og det bliver svært at nå færdig inden jagtsæsonen begynder i oktober, og hvem gider løbe rundt i skoven i skydegale Amerika, i jagtsæsonen? El sacerdote, som en katolsk præst kaldes på de kanter, uddeler oblater. (Foto: SP) J~g var nød til at tage den frem, oblaten altsa, og fortælle at jeg ville sætte den'. dagbog til minde om brylluppet. Han to~ :~ og spurgte om ikke jeg var katolik. Jeg sva- Flere lande i Mellemamerika hævder hver især at det var netop dem,.som opfandt marimbaen. De grundlæggende manmbaer (en slags xylofoner) ofte suppleret med adskillige andre instrumenter ~ orkestret kan let være på 10-15 mand. (Foto: SP) g Jeg har jo ikke festtøi med nar o o An. '. J Jeg rejser, sa da tomo mviterede mig med måtte'. d rø t' kun,jeg m - mme a Jeg havde rejsetøj med. Sandaler, Hvad er det så for en rejse jeg har ventet på så længe? Første gang jeg hørte om Appalachian Trail var på en vandretur i New Zealand, hvor jeg mødte en fyr fra Hawaii, som jeg slog følge med. Om aften fortalte vi røverhistorier fra vores mange rejser, og så var det at Wes fortalte, at han plan1age at gå verdens længste vandretur, The Appalachian Trail, som løber 3500 km. parallelt med USAs østkyst. Jeg synes straks at det lød meget spændende, og besluttede at jeg også en dag ville gå Bjørn i Smokey Mountains - som AT passerer igennem. (Foto: SP) AT er gratis at benytte, og man skal ikke have nogle form for tilladelse, ikke engang for at overnatte i de 240 hytter, som ligger spredt hele 32 33

vejen med en dagsmarch imellem. Det er dog ikke min plan at bruge disse hytter, da de ofte er optaget. Jeg tager telt med, og kan på den måde også selv bestemme hvor og hvornår, jeg vil slå lejr. En kloning af den indavlede og skeløjede banjoboy i "Deliverance" - her ved sit bjælkehus i Tennessee, tæt ved AT. (Foto: SP) Da stien skulle være af rimelig god kvalitet, og særdeles godt afmærket, regner jeg med en gennemsnits fart på 23 km. pr. dag. Hvis jeg kan holde det, vi l det tage mig 4\'2 måned at slæbe mig selv og min 15-20 kg. tunge rygsæk op til Maine. Men det er naturligvis ikke muligt at gå hver dag, så jeg har lagt 2 uger til som overliggerdage, og derudover en måned i reserve, hvis det skulle gå helt galt. Da jeg jo ikke skal bruge penge på overnatning eller transport, bliver det en meget billig rejse. Den eneste udgift, ud over flybilletten, er til mad, som man køber i de små byer, AT løber gerulem eller tæt på med ca. 5-10 dages mellemrum. Alt i alt regner jeg med at eventyret vi l koste mig 30.000 kr. Heraf 5.000 til fly, 20.000 til mad og de sidste 5.000 er til film, udstyr og andre udgifter i byerne. Gennem de sidste 2 år har jeg så købt vandreudstyr for 16.000 kr. Det har faktisk været meget sjovt at finde det rette udstyr. Det er vigtigt at det er meget let, men samtidigt skal det også være stærkt, da det skal bruges i bj ergene i alt slags vejr. Hver gang, der har været mulighed for det, er jeg taget til Sverige for at teste udstyret. Appalachian Trail er nu blevet fredet som et "National Scenic Trail", så det kan bevares for eftertiden. AT bliver også kaldt for den grønne korridor, da langt størstedelen af turen går gennem tæt skov, kun en lille del løber over trægrænsen og l % på bilvej de få steder, hvor man krydser gennem en af de små byer. På den lange vej mod nord vandrer man gennem to National Parker (Great Smoky og Shenandoah), 16 State Forests og besøger 14 stater. Desuden kommer man forbi flere historiske steder, fra borgerkrigen. Ud over at det bliver en kæmpe natur oplevelse, bliver det også en stor fysisk/psykisk udfordring. Kan jeg overhovedet holde ud at gå så langt? Bliver jeg kugleskør af at bo ude i skoven i flere måneder? Eller bliver jeg ædt afen bjørn? Eller de mange myg? Men det er jo derfor, det bliver kaldt et eventyr, ogjeg ved ikke om det lykkes! Men jeg synes at jeg har forberedt mig så godt som muligt, og er indstillet på at fortsætte, også selvom det til tider bliver surt. Så jeg er rimelig sikker på at jeg vil sidde på toppen af Mt. Katadin, en gang i september, efter at have gået hver eneste meter af verdens længste vandretur, The Appalachian Trail. Søren Christensson Jul i det sydlige Afrika AfPer Al/ull JenselI l ål' tilbragte jeg juleu på ell liiåde, SOIll jeg lællge /ral' drolllt 0111. Væk Ji'a gaveræs, juletræer, overfyldte frokostborde og - vigtigst afalt - det ubelragelige dallske villterklillla, og lied til sol, varlile, IllItur og spælldelllle oplevelser. Medvirkende til at jeg endelig tog mig sammen i år var den kendsgerning, at julen lå optimalt, set fra et lønmodtagersynspunkt. Fem 'gratis' feriedage, og dertil kom, at jeg havde knoklet så meget op til jul, at jeg kunne tage yderligere en uge på afspadseringskontoen. Så med en enkelt ferieuge smidt oven i var jeg pludselig oppe på tre uger, og så begyndte det jo at ligne noget. Jeg sonderede mulighederne lidt og blev hurtigt enig med mig selvom, at det skulle være Afrika, et fascinerende kontinent, som nok - for mit vedkommende - har stået lidt i skyggen af Asien. Vores kære klub er jo kendetegnet ved et utal af forskellige indstillinger ti l, hvordan man skal rej se. Da jeg fortalte om, at jeg overvejede at betale 20-30.000 kr. for en tre ugers arrangeret grupperejse, var nogle nærmest chokerede. Andre derimod syntes, at det lød som en aldeles glimrende ide. Namibisk solnedgang En stor del af problematikken kan vel koges ned til forholdet mellem tid og penge. Vi er nogle stykker, der ikke har særlig meget tid, bl.a. på grund af et fuldtidsarbejde, som så til gengæld giver et rimelig godt økonomisk grundlag. Så under disse omstændigheder, og med lyst til at se den sydvestlige del af Afrika, så synes jeg det var naturligt at vælge en gntpperej se. På den måde er man sikker på, at man får set de fl este seværdigheder i området, uden at skulle bruge en masse tid undervejs på at planlægge transporter og finde rejsefæller. De kæmpestore sandkliner i Soussousvlesi National Park Og så kommer det afgørende spørgsmål, hvilken rejseform. Og netop dette punkt vil jeg godt filosofere lidt mere over, frem for at komme med en masse detaljerede beskrivelser af selve turen (en udførlig rejsebeskrivelse kan læses på hjemmesiden, for de der måtte have lyst). Jeg skal dog straks indrømme, at prisen (ud over den rent kontante) er, at man får langt mindre kontakt med lokale beboere og meget lidt fornemmelse for, hvor nemt eller svært det er at arrangere ting i de pågældende lande. Det var også ud fra den betragtning, at valget faldt på den sydvestlige del af Afrika, hvor afstandene mellem seværdighederne er store, de offentlige transportmidler begrænsede og de ktdturelle forskelle trods alt ikke så voldsomme, at man går glip af helt så meget. Jeg overvejede også Vestafrika, men her fik Claus overbevist mig om, at det vi lle være 34 35

nærmest forbryderisk at klumpe sig sammen med en flok andre europæere i stedet fo r at mænge sig med de lokale, hvis kultur på di s se kanter er den primære seværdighed, frem for natur og dyreliv. Så Vestafrika må vente til en anden gang, hvorjeg har lidt bedre tid. Når man så har valgt en grupperejse, følger der jo en gruppe med, og her er vi lidt ovre i lotterispillet, for det er ikke rart at tænke på at skulle tilbringe tre uger sammen med nogle mennesker, der har en helt anden opfattelse af, hvordan man holder ferie. Hvis man f.eks. er til fred og ro - eller evt. lidt dæmpet klassisk musik - er det jo ikke så smart at sidde adskillige timer hver dag i en bil ag være tvangsindlagt til at høre på heavy metal for fuld udblæsning (spørg bare Niels Iversen om det). Eller - for at nævne et andet potentielt konfliktonu'åde - opfattelsen af rygn ing i andre menneskers selskab. også, at jeg var nærmest helt utrolig heldig med holdet, der bestod af lutter ikke-rygende, ro-og-fred-elskende, sympatiske og berejste mennesker, der holdt af en flaske vin eller en håndfuld pilsnere, men også satte pris på at komme i seng i anstændig tid og ikke havde spor imod at stå op ved femtiden hver morgen for at få mest muligt ud af dagen. Og nu er der givetvis nogle af læserne, der tænker "Vor Herre bevares, godt det ikke var mig der var med på den tur", men sådan er vi jo så forskellige. Elefanter krydser Chobe Ri ver solop- og nedgange, hvis lige man skal til det centrale Australien for at finde. Også Etosha Parken var en stor oplevelse, med et rigt dyreli v, som dog - skal retfærdigvis siges - ikke kommer på høj de med, hvad jeg har oplevet i 0stafrika. I Botswana var den største oplevelse en eftermiddag på Chobe River, med en overdådighed af elefanter, krokodiller og flodheste, oplevet på allernærmeste hold. Jeg har glemt at sige, at turen var arrangeret af det engelske firma "Exodus", der - lige som det danske "Topas" (som i øvrigt er salgsagent for Exodus her i landet) har spec i aliseret sig i at arrangere "gruppeture med indhold" til alle egne af verden. Og de andre deltagere var alle bosiddende i England og med engelsk som enten modersmål eller næsten ligeværdigt andet sprog. At være den eneste "udlænding" er jo også lige noget, man skal overveje konsekvensen af, og den afhænger naturligvis noget af, hvor godt man behersker sproget. Personligt synes jeg både det har fordele og ulemper. Man går glip af noget "smali talk", men kan bedre "synke ind i sig selv" uden at lade sig distrahere af andres snak. Og i Zimbabwe, som vi kun lige oplevede en fli g af, naturligvis det spektakulære Victoria Falls samt de helt overdådige middage vi indtog til aldeles latterlige pri ser. Landet er - med Mugabes hj ælp - ved at gå godt og grundigt i hundene. Inflationen galopperer, og alle økonomiske transaktioner foregår på det Salte marked. Der er ingen benzin at få, og bilerne holder dag efler dag i kilometerlange køer og venter. Lokale dansere i Zimbabwe ne. Og i de pragtfulde hoteller og restauranter sidder man ikke just lårene af hinanden, alle steder er der sørgeligt tomt. l Zimbabwe havde jeg også den fornøjelige oplevelse at tilbringe en dag med white water rafling på den mægtige Zambezi River. Det er en aktivitet jeg har prøvet fl ere andre steder i verden, men dette var helt sikkert det vildeste jeg til dato har oplevet af den slags. Kan anbefales til vandhunde og legebørn, men vær forberedt, det er helt klalt for viderekommende. Og hvis du lider den mindste smule af vandskræk, så glem det! Fiskeørn ved Chobe River, Botswana Nu fik jeg ti lfæ ldigvis tilbudt den sidste ledige plads på turen, så intet var mere naturligt end først lige at spørge om de øvriges alder, og da denne viste sig at være nogenlunde jævnt fordelt i intervallet fra midt i 30'erne til midt i 50'erne, så tillod jeg mig at ræsonere, at ri sikoen var begrænset. Det viste sig da Turen startede i Cape Town, som er en af verdens aller smukkest beliggende storbyer, og man kunne bruge lang tid på at køre rundt i det kuperede opland og besøge vingårde, kigge på sæler og beundre svimlende udsigter over to have. Klimaet er vidunderligt, og så spiser og drikker man både godt og billigt her. Fra Namibia vil jeg fremhæve Soussousvlesi National Park, der har nogle af verdens største og mest fascinerende sandklitter og nogle Victoria Fa lls (fra Zimbabwe siden) På markederne bli ver man nærmest overfaldet af ivrige sælgere, som vel er mindst ti gange så talstærkt repræsenteret som køber- Og nu vi er ved adrenalinskabende legeaktiviteter, så skal jeg også lige nævne de pragtfu lde timer jeg tilbragte på en 'quadbike' (motorcykel med fire hjul) i den maleriske ørken omkring Swakopmund i Namibia. Med sådan et køretøj forsvinder de begrænsninger, der er forbundet med kørsel på en almindel ig motorcykel, og man kan lave de mest vanvittige manøvrer op og ned ad de høje sandklitter. 36 37

Det minder faktisk lidt om at stå på ski, med kontrollerede udskridninger, hop, fart og spænding. Så hvis du kommer på de kanter og har halvtreds dollars tilovers, så prøv det! Papua Niugini afclaiis Qvist JesselI Verdens Sidste Udpost Papua Niugini, eller New Guinea, er på alle måder verdens sidste grænsepost - the missing link mellem stenalderen og atomalderen, for selvom de hvide kolonikaptajner allerede for næsten 500 år siden fundet frem til kysten af landet, blev indlandet i århundreder anset for så uvejsomt, at man opgav at undersøge det nærmere. Der kunne umuligt være liv der inde. Goroka man smoke Så, en gang i 1930'eme, var der et par opfindsonune, australske guldgravere, Mick Leahy og Mick Dwyer, der drevet af tanken om det gyldne metal trængte op i høj landet, hvor de i bogstaveligste forstand ramlede ind i millioner af stammefolk, der endnu ikke havde opfundet hverken hjulet, det varme vand eller de dybe ta llerkner, som stadig gik Alt i alt en særdeles vellykket ferie, og jeg fortrød bestemt ikke, at jeg gik glip af den danske jul. Og - som sagt - kig på hjenunesiden, hvis du er interesseret i at få mange flere detalj er. Per Allan Jensen med "arse grass", og som overhovedet ikke anede, at resten af verden eksisterede. Missionærerne var naturligvis på pletten med det samme og invaderede højlandet iført de obligatoriske stabler af bibler og anden vækkelseslilleratur for at sprede deres vitale budskaber. Heldigvis for PNG gav krigen "udviklingen" en pause, og først i 1950'eme og 60'eme gav verden sig i kast med at opdage de sære folkeslag. Vor egen eventyrer, Jens Bjerre, var en af datidens opdagere, men desværre var flertallet af hvide (den gang som nu) enten lykkeriddere, galninge eller missionærer - eller alle tre ting på en gang. Folk der på den ene eller anden vis så det nye land som den sidste rigtigt hvide plet på verdensgloben, hvor de kunne lege massa. Men alt dette er datid, eller er det? Ikke helt, for netop pga. den krøllede geografi og den sene kontakt med resten af verden er PNG selv i vore dage intet mindre end en skatkiste af gamle traditioner og en imponerende modvilje mod alt det, vi i vesten kalder fremskridt. For kun to generationer levede de alle i stenalderen - nu er de i computeralderen, og den slags skal give kultursanunenstød, men ikke flere end at det er et kanon fedt land at rode rundt i, og en måneds tid var rigeligt til at overbevise mig om, at PNG er langt, langt bedre end det blakkede rygte, landet har i især Australien. Stort set hver eneste dag kan man i aviserne down under læse saftige avisoverskrifter, der i utilslørede vendinger beskriver de mange stanunekrige og det ekstreme antal af mord og anden vold, som især hovedstaden Port Moresby lider af. Trist læsning måske, men plussiden af det dårlige rygte er, at PNG ikke lige med det samme sl ides ned af ukontrolleret masseturisme. PNG er i det hele taget lidt af en drømmedestination for en rask globetrotter med et lavt niveau af paranoia, en stor sans for det bizarre og en uudslukkelig trang til at leve uden noget finmasket sikkerhedsnet. Tok Pisin En af særhederne ved PNG er den ekstremt knudrede geografi. Det var dem, der indtil for 50 år siden gjorde enhver rej se i højlandet helt umulig, og det er stadig den, der minimerer enhver kontakt mellem nabostammerne. Selv folk, der har levet 20 km fra hinanden, snakker forskellige sprog, så PNG alene har næsten 1/3 af alle verdens sprog. 770 stykker er der i alt (ikke dialekter!) og yderligere 80 på den anden side af grænsen i Irian Jaya, så der er ikke noget at sige til, at man her på verdens næststørste ø kan finde noget af verdens mest blandede kultur. De mange sprog gør samtidig, at der for blot få år siden ikke var noget fælles sprog, men så var det, at nogen salte sig ned og konstruerede "Tok Pisin" eller "Pidgin", og det er på alle måder et af verdens ufrivilligt komiske sprog. Hovedstammen er engelsk, og så er der pullet lidt tysk og andet godt i, plus at al stavning er lige så forenklet som i det danske "majonæse". Hele sproget er ganske enkelt en stor gang majonæsestavning og det tælle- ste, man kan komme på fonetisk engelsk uden grammatik. ~~ Højlandsfolket er på alle måder forskellige fra dem i lavlandet. De er mindre i statur, mere furede, mere aktive og mere smilende. Kvinden her stammer fra Goroka og bærer som alle andre i landet alle sine pakkenelliker i en "bilum", en vævet bærepose med en bred snor til panden. Stumme bogstaver og accenter eksisterer ikke, kasus er helt borte, og verbeme har kun en tid. Resten klares med at skrive ordene for i går eller i morgen. Det er himmelråbende logisk alt sammen. "Du" (el. din, dit, dig) hedder "yu", "jeg" (el. min, mit, mig) hedder "mi", og så hedder "vi' naturligvis "yumi". "Nummer et" (number one) bliver til "nambawan", "badeværelse" til "haus waswas", og enhver genitiv skrives let og elefant med ordet "bilong". "Kar bilong mi" er naturligvis min bil. Pidgin lummer i alt kun 1.300 ord, så der er mange ting, man ganske enkelt ikke har noget ord for - som f.eks. et håndklæde, der officielt hedder "laplap bilong waswas", men som nu er blevet moderniseret til "taul". Endnu sjovere var det, da den gode Charles af England skulle en tur til PNG, og da man derfor skulle sige "kronprins". Det havde man heller ikke noget ord for, så han blev til "Nambawan pikinini bilong Misis Kwin"! Pidgin er på en gang urkomisk og samtidig 38 39

en guds gave til alle, der aldrig har lært at stave, eller blot til turister, der gerne på få uger vil kunne sige en smule på det lokale sprog. Wantoks og klaner Et andet resultat af geografien og den blandede kultur fmder man i de såkaldte "wantoks" (klaner). Wantok betyder "one talk", og til ens wantok hører alle, der snakker samme sprog, uanset om man overhovedet har mødt manden før. Overfor ens wantok kræves blind loyalitet, ligesom at man altid kan regne med sine wantoks, når lokutnmet på den ene eller anden måde brænder. Er man boligløs kan man altid rykke ind hos en wantok, og har man ikke nogen penge, kan man helt legalt leve afandres skillinger. På landsbyplan er wantoksystemet utvivlsomt ret smart, men på lidt større plan er det roden til både nepotisme og korruption. Har man f.eks. en wantok i et busselskab, skal man ikke betale for bussen, og har man en wantok siddende som dommer, ja, så undgår man straf. Eller er man allerede dømt, skal ens wantok i fængselsvæsenet nok dreje nøglen den rigtige vej, så man kan slippe ud. Enhver person, der er blevet til noget, er blevet det med støtte fra hjembyen, og så skal der betales tilbage. Som ved næsten alle andre aspekter afpng føler man sig i den grad hensat til Afrika. Lidt frækt kan man sige, at wantoksystemet viser alle de bedste og værste sider ved både PNG i almindelighed og socialismen i særdeleshed. Devisen "at yde efter evne og nyde efter behov" har det desværre med at skabe meget store nydere og meget få ydere, og det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at netop PNG har en arbejdsløshed på hen ved 95 %, mens kun 5 % har et egentligt lønarbej de. Som al anden statistik lyver tallene dog, for alle de mange, der lever af deres jordlodder, og som derfor ikke indgår i økonomien overhovedet, tæller officielt som arbejdsløse. Men trods alle de statistiske usikkerheder er der noget om snakken. Aldrig, i hvert fald ikke udenfor Afrika syd for Sahara, har jeg oplevet så mange folk stå og hænge og lave ingenting, og især de mange unge mænd indrømmede hellere end gerne, at de ganske enkelt fandt det uendeligt meget lettere at leve for andres penge end selv at skulle arbejde. Hvorfor skulle de også det, når den familiære skatteprocent ligger på 100? Tribal fighting En anden wantokrelateret særhed er trangen til at løse alle stridsmål med våbenmagt. Især i PNG's højland sidder temperamenterne løst, og alt lige fra en brudepris til en jordstrid er rigelig årsag til en rask, lille kamp. Også her har verden ændret sig, for mens man for få år siden udelukkende holdt sig til pile, spyd og krigsmaling, bruger man nu alle de våben, man kan få fat på. Den slags inkluderer pistoler, rifler og håndgranater, og det er ikke ualmindeligt, at man i højlandet har stammekrige med mange døde og sårede. Især i valgtider blusser adrenalinen, og to landsbyer, der i går var venner, er i dag bitre fjender. Den ene by supportede nemlig den vindende kandidat i det ellers slemt korrupte valg, mens den anden stemte på den tabende. Hvad er så mere naturligt end at tage på et "payback-raid"? Nogen skal jo straffes for nederlaget. Lysten til fremskridt i PNG eksisterer, men overskygges klart afårtusinders lyst til at lide martyrdøden i en eksplosiv stammekrig, og de få hvide hjælpefolk, der stadig er her, klør sig i hovedet over manglen på lyst til udvikling. Vigtigheden af at kaste sig ud i en lokal krig er større end alt andet, og man kommer stærkt i tvivl, om PNG overhovedet vil udvikles. Set med vestlige øjne er svaret "nej", og der er mange ulandsfolk, der slet ikke mener, at landet er modent til kontakt udefra, men det er samtidig det, der gør landet ganske unikt for en sand traveiler uden trang til hverken livrem eller seler. En uorganiseret solotur i højlandet bliver aldrig et sted for luksusturister, der ikke kan leve uden en snert af den hjemlige sikkerhed, men for os andre er det intet mindre end himmerige. Det er derfor, vi rejser, er det ikke? Bag Moresbys pigtråd Vi startede ellers "godt" med et par dage i hovedstaden Port Moresby. Som så mange andre steder med en konstant influx af unge, arbejdsløse mænd er kriminaliteten skrækkeligt høj, og de mange "rascais" skyr ingen midler for at skaffe kontanter til deres enorme øltørst eller til blot at overleve. Mens landevejsrøverier og hold-ups gik af mode i Europa en gang i middelalderen, er det stadig dagens orden i PNG, og man skal bare overvære en lillebitte pengetransport i staden for at føle sig hensat til Fort Knox. Selv en simpel grillbar ved vejsiden er barrikaderet bag tommetykke stålgitre, så det er ikke ligefrem et sted, der inspirerer til romantiske gåture på' strandpromenaden eller oser af hjemlig hygge. Oveni den omfattende berigelseskriminalitet kommer så.de mange paybackfejder, især katalyseret af de mange tilrejsende og meget temperamentsfulde højlændere. Nogen har gjort noget en gang i Ruder Konges tid, og det skal hævnes. Kan man ikke fange den skyldige, ja så må man nøjes med at myrde en anden en fra hans klan, og cirklen af vold synes endeløs - ikke helt ulig Asterixs udlægning afsituationen på Korsika. Port Moresby rangerer af samme grund som den mest kriminelle by i verdens måske mest kriminelle land, i hvert fald hvis man regner det ud efter indbyggertallet. Der er kun 160.000 mennesker, men antallet af mord ligger på linie med langt større pestbylder, så det er bestemt ikke et sted, man bør opholde sig i mere end fem minutter. Vi gjorde det dog, men kun fordi jeg på Fiji var ramlet ind i en engelsk ex-pat, Stuart Fancy, som gerne stillede et helt hus til rådighed for os. Der kunne vi så hygge os, godt isoleret fra resten afverden bag en Berlinmur afpigtråd og med et utal af private vagtkompagnier rendende rundt i nabolaget. Desværre er de der ikke bare for sjov, og det er bestemt ikke løse bolcher, de har i deres potente maskinpistoler. Doyou chew? Men lidt ud kom vi, bl.a. til det ganske levende Koki Market, der fuldstændig ligesom i Afrika er en levende heksekedel af sorte folk med store smil. Ingen grimme folk overhovedet, kun en rastaklippet vildmand, som med røde øjne og endnu rødere mund ville høre "Do you chew?". Og da vi endnu ikke havde haft fornøjelsen af betelnøddernes velsignelse, gav han sig tålmodigt tid til ~t vise, hvordan man brygger et godt "chew". Man tager en passende nød (20-30 øre stykket) og skræller dem ganske som en kokosnød. Den lille, vel 25 mm kerne puttes derpå bagest i munden, og man begynder tyggeriet. Så følges efter med en "mustard stick" dyppet i stærkt alkalisk pulver - spidsen af stick'en bides af, og så er det bare at gumle videre. Teoretisk set skulle man langsomt kunne mærke "noget", men jeg nåede aldrig mere end en spytsekretion på størrelse med Iguazu Falls. Det løber og løber, og trangen til at skille sig afmed det røde stads kommer helt af sig selv. Oveni smager betel aldeles rædsomt, og det er mig i den grad en gåde, at hovedparten af PNG så uhæmmet hengiver sig til betel. Betelnødder er for PNG, hvad cigaretter og øl er for en dansk værtshusfreak, og alle steder i landet ser man grusveje og asfalt totalt splattet til med røde strint fra de spyttende betelgumlere. De må have opdaget noget, jeg ikke har kunnet fmde, eller også er de bare fænomenale masochister. Byen på stylter En stor del afhemmeligheden ved at overleve PNG ligger i at komme bort fra Moresby hurtigst muligt. 40 41

Byggestilen i Gabagaba, 80-100 km fra Port Moresby, fortæller alt om tidligere tiders krige. Halvdelen afliusene er på stylter, alene fordi man gennem generationer har frygtet angreb fra landsiden. Vor eskapade hed Gabagaba, 80 km øst for hovedstaden, og den kunne såmænd have været en hvilken som helst anden landsby på de kanter. I Gabagaba bor der 2-3.000 sjæle, og halvdelen af husene står på stylter i havet, hvilket ifølge den lokale sagkundskab skyldes gamle PNG er om noget et sted med tid. Masser aftid, og i Gabagaba har man underligt nok valgt at bruge noget afden megen tid på at flytte brikker. Skak er den store passion, og niveauet overraskende højt. traditioner, da det så var lettere at forsvare mod fjender, men selv i vore lidt mere fredsommelige dage bygger man videre rundt på de brede, mudrede tidevandsflader. Ret besværligt skulle man mene, for selvom man ved lavvande kan vade ud til styltehusene rimeligt tørskoet, skal der bruges en båd ved højvande. Uanset hvad man gør, skal man dog passe på ikke at passere UNDER husene, men mellem dem. Toiletterne er af typen "deep drop", så det gør man kun en gang. Opholdet i Gabagaba bekræftede også PNG's sproglige rygter. Nabobyen ligger kun 5 km inde i landet, men de snakker et helt andet sprog, og nogle kilometer nede ad kysten fmder man endnu en landsby, som vore venner heller ikke kan kommunikere med. Selv i vore dage med små motoijoller, grusveje eller anden transport mellem byerne er det som om, at folkenes univers ikke går længere end deres egen havelåge, og Tok Pisin snakkes ikke alle steder. Den slags er naturligvis ret uforståeligt for en harmoniseret europæer, og det muntrede givetvis vore værter i Gabagaba, at vi i det højteknologiske EU ikke en gang kan fmde ud af at koordinere vore 12-13 sprog. I PNG lever de fint med deres over 700 sprog og bevidstheden om, at de ikke en gang kan snakke med deres nærmeste naboer. Der er alligevel ingen problemer, der er større, end at de ikke kan fixes med en rask lille stammekrig. Skak- og mat Set med PNG-øjne er den mest specielle detalje ved Gabagaba, at en lille håndfuld ar' mændene er dybt og inderligt interesserede i skak. Tid er en ubegrænset ressource på de kanter, og den har de gode folk altså valgt at bruge til at flytte brikker. De var henrykte over at få en skakspillende fråmling på besøg og tog det pænt, dajeg gang på gang skubbede både dem og de tilrejsende gæster fra Moresby langt ud over brætkanten. Efter 50-60 partier med en ret ensidig score overgik j eg til egentlig undervisning. De kom gennem de mest almindelige principper for åbningsspillet, planlægning af midtspillet og lidt om hidsige matangreb. De sugede til sig, og jeg kunne faktisk mærke, at især den ene af vore værter, Albert, lærte noget undervejs, så for fremtiden vil jeg på mit visitkort lade printe "skaktræner på PNG". Men fremtidens stormestre er det næppe, for niveauet i PNG er ikke imponerende, hvilket jeg allerede dagene inden opdagede i Moresby. Dervandt jeg i rask stil 12-15 partier i træk over PNG's nr. 2, en ex-filipina ved navn Imelda Flores, så hvis PNG en dag i meget fjern fremtid og mod alle odds bliver en skaklig stormagt, vil jeg læne mig tilbage og fortælle mine arvinger, at jeg har tævet dem alle sammen. Næsten alle sammen, i hvert fald, for vor moresbyvært og national mester, Stuart, bokkede mig 3-1 i en lille match. Stuart er tidligere britisk juniormester og mange gange deltager i hold-vm, så det var bestemt ikke nogen skam, men det kunne nu alligevel have været overlegent, hvis en halvblød dansk divisionsspiller aftvivlsom mesterstyrke havde kunnet meje hele PNG ned. Det blev ved næsten. Prettiest town ofthe Pacific? En anden afde helt specielle ting ved PNG er at hovedstaden ikke er forbundet til noget som helst ad vejnettet. Topografien er ganske enkelt for knudret, så næste stop, Madang, fordrede ligesom enhver anden ekskursion fra staden en flybillet. Madang kalder sig selv "Prettiest town ofthe Pacific", og det kan man altid diskutere, men en behagelig og venlig byer det i hvert fald. Der er 20.000 indbyggere, men samtidig er der så mange grønne pletter, at man mere føler sig som i en botanisk have end i en halvstor provinshovedstad. Der er en slags teoretisk centrum, men ingen bygninger er på mere end to etager, så Madang er basalt set en forvokset landsby. Det lokale highlight er så absolut markedet, som er lige så farverigt som noget sted i Vestafrika. Desværre har missionærerne gjort det syndigt at bruge arse grass (bastskørter), så alle er klædt i vestlige "sekonhand klos", men selvom det fjerner noget af stenalderpræget fra landet, er der så rigeligt med farver til at kompensere, og enhver kameraproprietær må begej stres. Det meste af vareudbudet er frugter og grøntsager, en del fra lavlandet, mens alle de mere tempererede fra det mere frodige højland. Sweet potatoes ("kaukau"), gulerødder og kål roder rundt mellem bananer og appelsiner, og alt sammen lader sig fotografere uden problemer. Folk syntes ellevilde over at blive foreviget, og enkelte gange nærmest kastede de farvestrålende kvinder sig ligefrem ind foran objektivet. Det blev nærmest taget som en fornærmelse, hvis jeg tog billede af en og ikke afen anden. Ak: ja; livet er sgu hårdt for en omrejsende fotograf. Bilbil og Kranket Island 20 km syd for Madang ligger så landsbyen Bilbil, og her er man på alle planer et århundrede eller to væk fra resten af verden. Borte er mursten og beton og sågar almindeligt tømmer, og i stedet er alle huse bygget af blade fra sagopalmer. Dejligt luftige, men ikke just stormsikrede. Stedets lokale specialitet er pottemageri, og mens en jovial, gammel gubbe forsøgte at overbevise mig om beteltygningens uendelige glæder, gav hans kone Helle enlille indføring i den noble kunst. Ikke noget med drejebænke og andet højteknologi. Næh, man klarer sig med et par sten til at banke med 42 43

indefra og et lille bræt til at slå på leret udefra. Mindre end IO minutter tog det lillemutter at banke en fin potte op,. hvorefter den blev sat til lager for siden at blive brændt i et åbent bål ved relativt lav temperatur. Af samme årsag holder Bilbils pottemageri ikke særligt godt, men smukt ser det ud, så længe det varer. Lige nord for Madang ligger en stribe småøer, hvoraf den største og nærmeste er Kranket Island. Ingen veje er her, kun en krøllet sti mellem de frodige, små plantager, hvor især kvinderne tuller rundt og gør"deres "gardening". Ingen biler, ingen elektricitet og slet ikke noget varmt vand eller andet nymodens lige bortset fra en puttende generator i det fjerne og en masse små butikker fyldt med eksakt det samme varelager: Nescafe og dåsefisk! gode grunde til at nyde den dejlige oase koralrevet er bare ikke en afdem. Det farlige højland Så kom tiden, hvor Helle skulle til at passe sin lærergeming, så hun drog hjemad til Dannevang, mens jeg tog en dyb indånding og rykkede teltpælene op i det på en gang så forjættede og så skræmmende højland. Det er utvivlsomt der, man fmder PNG's største og mest weird oplevelser, og det er lige så utvivlsomt der, man løber de største risici for at ende som ufrivillig australsk avisoverskrift. Goroka hed første stop, dels fordi det er den relativt let tilgængelige hovedstad i East Highlands Province, og dels fordi alternativerne som Mt. Hagen, Mendi og Wabag på uheldigste vis havde figureret i aviserne i forbindelse med det igangværende valg. Mt. Hagen er højlandets største by og har i den grad tiltrukket rascals fra hele landet, mens Mendi og Wabag i henh. Southern Highlands og Enga begge led grumt under stammestyret valgterrorisme. Senest var et par politistationer i Mendi og Wabag røget i luften efter rascalangreb lavet med det ene formål at stjæle stemmeboksene, så selvom jeg nok så gerne ville til Tara Valley og andre steder dybt inde i højlandet, må der dog være grænser, og jeg "nøjedes" med Eastern Highlands og naboprovinsen Simbu. nelt græs om livet, en sær hue af en slags og en masse konkylier og skaller til at dekorere den ellers nøgne overkrop. I ansigtet havde han enkelte bemalinger, og gennem næsen havde han stukket det eneste syntetiske i hans klædning: en hvid kuglepen! Vidunderlig gut. Han snakkede intet pidgin, og jeg fattede lige så lidt af hans lokalsprog, men sært nok syntes han helt åbenlyst, at jeg var lige så stor en attraktion, som jeg syntes,' at han var, og jeg havde ingen problemer med at få taget et par billeder af den farverige herre. Og pludselig var han pist borte igen, og resten af dagen og ugen med for den sags skyld ærgrede jeg mig over ikke at have fået en eller anden til at finde ud af, hvor han boede - og så bare være gået med ham ud i det ukendte. Se ham på forsiden. Kaffe, kaffe, kaffe Gorokas opland er både grønt og kuperet og dertil utroligt smukt. Kun et fåtal af hytterne er bygget med noget, der ligner nutidige materialer, mens resten er lavet af sagoblade og bambus. Alle vegne på de stejle bjergsider finder man små frimærker afjordlodder, der alle har det til fælles, at de er solidt dækket med kaffetræer. Der er ganske enkelt kaffe alle vegne i højlandet, og på næsten alle små gårdspladser kan man finde kvadratmeter efter kvadratmeter afnyplukkede kaffebær til tørring. kundaprodukt. Jeg forsøgte at spørge et par stykker og opdagede til min store undren, at de slet ikke aner, hvordan man laver filterkaffe, og det er altså lidt weird at skulle undervise en tredjegenerations kaffebonde i at lave kaffe. Til valg i Goroka I Danmark som i alle andre "civiliserede" lande er et valg noget med en masse valgkamp, en valgdag og så en hurtig optælling, men den slags går slet ikke i PNG. Valgkampen forud tager måneder, hvor de siddende politikere uden blusel bruger hele landets økonomi i bogstaveligste forstand til at bestikke de lokale høvdinge (bigmen) til at få den glade donor genvalgt. Men heller ikke optællingen er så ligetil endda, for landets komplicerede geografi og det korrupte politiske system i fællesskab har sørget for, at den slags tager flere uger, og de forskellige valgte kandidater offentliggøres derfor kun gradvist. Bilbillermagerkone Udenfor i lagunen er det de våde varer, man kan lege med, og bl.a. Lonely Planet har hyldet koralrevet som noget ganske unikt. Det skal man vist være meget stærk i troen for at mene, men om det er fordi, de lokale fisker lidt rigeligt, vides ikke. Det er i hvert fald set bedre mange andre steder - især på Niue. Kranket er et dejligt sted, og der er masser af Og det var slet ikke nogen dårlig ide. Ganske vist ramlede jeg ind i resterne af valget, men Goroka selv var stadig så venlig og levende som noget, og dagene der endte med at blive de mest kulørte i PNG. Markedet er om muligt endnu mere sprælsk ens i Madang, og folk er endnu mere fotogene og dertil totalt uvante til turister. På fire dage så jeg i alt to andre "whitemen", og ellers var det bare mig og flere tusinde smilende ansigter, der alle gerne ville vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor Danmark ikke havde vundet VM i bold. Midt i Goroka, nogle hundrede meter fra markedet fandt jeg en lokal kvinde, der solgte de specielle, strikkede højlandshuer. Jeg rodede lidt rundt i hendes varelager, og pludselig - ud af det tomme intet - stod der en vaskeægte kriger og gloede på mig. Jeg stirrede på skabningen, flot dresset ud med traditio- Lidt komisk bliver det dog, når man opdager, at selv de lokale kaffebønder drikker Nescafe! Lige udenfor har de en økologisk uendelighed af ekstremt lækker kaffe, og så drikker de sgu et vestligt inspireret, frysetørret se- Samtidig er valgene meget mere personfikserede, end vi kender det. Partierne er kørt i baggrunden til fordel for de individuelle helte, hele valget bliver dermed meget mere følelsesladet, og folks nerver sidder i den grad udenpå tøjet. Ikke bare en dag eller to, men i alle de mange måneder forud for valget og flere måneder efter. En valgperiode er bare ikke det rette øjeblik til en visit i PNG, men nu var jeg altså havnet midt i det hele, og så er der ikke meget andet at gøre end at få det bedste ud af det. Piece of cake skulle det vise sig, for teltet, hvor hele optællingen stadig foregik, lå mindre end 200 meter fra min lille hybel, og jeg havde på forunderligste vis helt fri adgang til både åbningen af boksene og selve tælleriet. 44 45

Lidt af en farce efter vestlig målestok, for nærmest hele Goroka havde adgang til stedet, og mulighederne for snyd var ganske gevaldige, men det tog man let på, måske fordi alle snyder på de kanter. Men alt gik fredeligt, og der var til min diskrete skuffelse slet ingen kampe. De valgte kandidater blev langsomt bekendtgjort, og vindernes ellevilde tilhængere forberedte sig på ugelange singsingfester, mens de slukørede tabere spekulerede på, hvad de nu skulle gøre. Heldigvis ingenting, i hvert fald ikke sådan lige med det første. Mount Wilhelm Tre timer ad den mest hullede og ødelagte asfaltvej, jeg endnu har oplevet, bragte mig videre vestpå til Kundiawa, hovedstaden i Simbu. Ikke noget voldsomt interessant, og da Kundiawa er etaf de alt for mange steder i PNG, hvor selv det usleste bosted koster en mindre bondegård, blev opholdet kort - en time eller to, lige indtil jeg i silende regn fik squeezet mig op på bagsmækken af en truck på vej op mod Kegsugl ved foden af PNG's højeste bjerg, Mt. Wilhelm. Wilhelm ligger endda midt i Bismarck Range, så den tyske kolomtid fornægter sig bestemt ikke. Der endte jeg med et par dage at strande i den lokale gæstfrihed, opleve landsbylivet i højlandet på lidt tættere hold end normalt og at høre diverse rædselsberetninger fra de seneste stammekrige. Der havde faktisk været et stort slag lige vest for Kundiawa kun et par dage før, og roadblocks på grusvejen mellem netop Kundiawa og Kegsugl havde der været masser af. Mange at de lokale turde slet ikke tage ned i dalen, men der skete altså ikke noget, da jeg dagen inden rumlede derop. Ak ja, der sker sgu aldrig noget spændende her i verden. Selve Kegsugl ligger i over 2.400 meters højde, og det er for meget til kaffe, men kaukaurødderne har de alle vegne, godt suppleret med kål, salat og jordbær! For 4 kr. fik jeg mig en spandfuld, der kunne brødføde en hel skoleklasse, frisk hentet fra en af de små frimærker oppe på de stejle bjergsider. Ganske som i resten af højlandet kniber det mere med proteiner, selvom de har en god bestand af deres store stolthed: grise. En god so koster let over 800 kr., en formue efter lokale forhold, så den slags bruges naturligvis ikke til hverdagskost, men reserveres specielle lejligheder som f.eks. en betaling af en brudepris. Skal broren giftes knalder man hele årets proteinration af på en dag, mens det hører til sjældenhederne, at man spiser bacon til daglig. Flertallet af højlandsbørn lider af samme grund af åbenlys proteinmangel, de typiske, afrikanske maver ses alle vegne, og når der endelig deles ud afproteinlagrene, er især børnene udsat for sygdommen pigbel. Pigbel er en sygdom, der netop opstå ved pludselige proteinchok i et underernæret legeme, og var for få år siden en af de almindeligste dødsårsager for småbørn. Nedtur til Madang En af fiduserne ved Kegsugl er, at man ad en rå 4WD-vej kan vandre helt ned til Bundi og Brahmin og derfra komme til Madang. Alene tanken om at opleve verden til fods i stedet for indefra fra en bumpende og hoppende PMV appellerede, og det endte med at koste tre hårde dage med alt for mange lavtliggende skyer, men også med masser af flot natur undervejs. Grønne, skarpe bjergrygge så langt øjet rækker, og næsten ingen tegn på menneskelig tilstedeværelse nogen steder. Næsten altså, for pludselig ud af intetheden dukker der en lokal op iført machete og en af de for højlandet så karakteristiske stringbags, de såkaldte bilums. "Abinun" (== "afternoon"!), og man snakker lidt om verden og al muligt, inden man igen giver hånd og ønsker en "safe trip" forude. Generelt er højlandet på Madangsiden klart mindre befolket end på den anden side i Simbu eller f.eks. Nepal, og til min store overraskelse var der meget, meget langt mellem flækkerne, og jeg havde slet ikke valget mellem at stoppe her eller der. Faktisk nåede jeg at vade mere end seks timer nonstop med fuldt læs, inden jeg segnefærdig ramlede ind i landsbyen Pandambai. Straffen for at være i for dårlig form. Der blev jeg så, effektivt deponeret hos en lokal bondemand, inden jeg næste morgen vandrede videre til først den fotogene og venlige Snow-Pass og siden, efter en lang, lang omvej udenom en dyb, dyb dal, til den lidt større landsby Bundi, hvor jeg fandt mig et refugium på en katolsk missionsstation. Sister Madonna var dybt foruroliget over, at jeg sådan turde tage solo ned fra Simbu - "veeery dangerous, maaany rascals!", men dem så jeg altså intet til. Kun den grønne uendelighed af forrevne bjerge godt pakket ind af de evindeligt lavtliggende skyer, men hun var så tilpas imponeret, at jeg fik en gammel pil til evigt arv og eje. Sidste stræk var ned til Brahmin, og for første gang så jeg for alvor solen; aldeles upassende, da jeg nu var nede i lavlandet og meget.. hellere ville have haft lidt skygge. Det skete naturligvis ikke, og i stedet fik jeg mig årets svedetur ned til en ganske uinteressant lavlandsby, hvor jeg atter en gang havnede på en katolsk station, og hvor jeg som natlekture Guldgraverne fra Bau AfIb Larsen Omkring en times kørsel vest for Sarawaks hovedstad Kuching, tæt på den indonesiske grænse, ligger den lille hyggelige by Bau. Byen er overmåde idyllisk beliggende. Mod syd og mod vest skærmes byen af stejle, hvide regnskov beklædte kalkbjerge. Inde mellem bjergene er landet grønt, fladt og sumpet. Ved indkørslen til byen fra nord ligger den nydelige sø Tasik Biru. I 1999 blev der bevilget over 1 million kroner til at gøre søen til et rekreativt udflugtsmål, og yderligere 4 millioner kroner blev reserveret til formålet. Noget udflugtsmål blev søen dog desværre ikke. Målinger af vandkvaliteten i søen viste nemlig forurening med arsenik på op til 20 gange grænseværdien. Bau var blevet indhentet af sin historie. Bau er nemlig en gammel mineby, og søen var tidligere den største guldmine i Sarawak. Da minen lukkede i 1996 var der i alt hentet 18,4 tons guld op fra dette store hul i jorden. Ikke underligt, at søen i dag er mere end 100 meter dyb. Antimonen var imidlertid ikke årsagen til at vi, en lille gruppe på 4 personer, en søndag i oktober 2002 satte kursen mod Bau, udrustet med kort, kompas, GPS og parang. Det var havde valget mellem 1001 forskellige bibelfortolkninger og en misplaceret ATPtennisbog fra 1990. Jeg valgte tennisbogen, men nåede ikke meget længere i alfabetet end til en ung, langhåret Andre Agassi, inden jeg klaskede sammen på sengen sammen med en obskur drøm om en eller anden dag at komme tilbage igen til det dejlige højland. Måske en eller anden dag når de ikke har valg, og der er fem år til næste gang. Den fulde, uforkortede beretning fra Papua New Guinea kan fmdes på nettet på adressen www.cqj.dk under "rejseberetninger". Claus Qvist Jessen derimod de 26,6 tons guld, som ikke stammer fra Tasik Baru. Men selvom Tasik Biru var den største mine i Bau, var det langt fra den eneste. I alt blev der fra den spæde begyndelse af minedriften i starten af l800-tallet til det hele endte i 1996 produceret 45 tons guld i Bau. Og guld var ikke det eneste, der blev gravet ved Bau. Ved Buso få kilometer vest for Bau blev der op tillukningen afpaku Kong minen i 1985 hentet mere end 90.000 tons af det værdifulde metal antimon op. Antimonen blev i øvrigt afgørende for Sarawaks særegne og fascinerende historie. Det var nemlig synet afde mange både i den netop etablerede havn i Singapore læsset med antimon fra Sarawak, der omkring 1840 fik James Brooke til at sejle sit skib til Sarawak, hvor han få år senere blev den første hvide rajah. Vi var simpelthen på jagt efter nogle afde mange små forladte guldminer, som egnen skulle være så rig på. At få fat i et kort, som er godt nok til at kunne starte en sådan eftersøgning i Sarawak, er en udfordring i sig selv. Men det var altså lykkedes - og så måtte jagten på guldminerne jo i gang. Historien om guldminerne i Bau er samtidig den enestående og spændende historie om hakka- 46 47

kinerserne og deres specielle "Kongsi" samfundsstruktur. Den historie starter i midten af 1700-tallet i det vestlige Kalimantan, da de lokale malaysultaner inviterer hakka-kinesere til sultanaterne for at grave guld i baglandet. Hakkakineserne udviklede i løbet af de følgende år fællesskaber, der gradvist blev mere og mere komplekse. Omkring 1770 havde fællesskaberne udviklet sig til de såkaldte kongsi'er. Sammenslutninger af simplere "hui", der igen bestod af en række "miner". En mine bestod af 10-25 mand. Kongsierne baserede sig på fælleskab, broderskab og politiskøkonomisk autonomi. Kongsierne havde deres helt egen organisation med folkevalgte ledere og meget lille klasseforskel. Lederne sov bl.a. sammen med arbejderne i den fælles kongsi-hal. Efterhånden som kongsierne blev stærke nok, udfordrede de malaysultanerne om magten over mineområderne, og en række småkrige opstod. den såkaldte "12 Company", og et egentligt selvstændigt samfund var dannet ved Bau. Omkring 1850 boede der 4000 hakkaer i kongsien. Et velordnet demokratisk samfund med egne mønter, eget flag, og fremstilling af egne våben. Landskabet blev langsomt ændret gennem bygning af reservoirer, sluser, kanaler og vej e til brug for minedriften. Overalt i området blev der åbnet guldminer. Ud over centret i Bau opstod der bebyggelser ved Tundong øst for Bau, ved Paku tæt på Bau og ved Bidi vest for Bau. Herudover var der handelsscentret ved Siniawan. Det var bjergene mellem Bau og Bidi, der var målet for vores udflugt. I 1857 gik det galt. En regulær krig brød ud mellem kongsien og rajah-styret i Kuching. Mere end 3000 hakkaer drog mod Kuching for at forsvare selvstændigheden og - helt konkret - stoppe den beskatning af opium, som rajah Jarnes Brooke havde påført dem. For hakkakongsien bliver eventyret en katastrofe. Da krigen var forbi var mere end 3500 hakkamænd, kvinder og børn dræbt - de fleste af de indfødte hovedjægere - ibanerne, der var forblevet loyale mod rajah-styret. verne synlige, til venstre mod Siburan. Ti minutters kørsel ned mod Siburan endte vejen i en sump. Ifølge kortet skulle vi nu være lige ved den gamle Siburan mine. Midt i sumpen rejser der sig godt nok et af de typiske smukke kalkbjerge, men der er tilsyneladende ingen vej eller sti derover. Og hvis der har været en mine, må der jo have været en vej til at føre malmen væk. Men vi forlader bilen og kæmper os over sump og vandløb, hvor der måske engang har været en bro. Ovre ved bjerget er der ingen mine at se. Vi følger foden af bjerget så længe vi kan, men må til sidst give op. Terrænet er ganske simpelt for ufremkommeligt. Men på vejen tilbage sker der noget. de øldåser er havnet i Tai Ton af alle steder må guderne vide. Tysk øl ser ellers man ikke i Sarawak. Ejeren er stjerne lykkelig for vores interesse for hans Dressler øl. For, som han betror os - vi er de første der har villet købe det stads. Øllene havde han fået billigt af en ven. "To store huller i bjerget fortæller os, at her har der været brudt guld." Omkring 1820 havde hakka kineserne bredt sig ind over grænsen til Sarawak og havde etableret de første kongsier ved Bau. I de følgende år sammensluttedes kongsierne til Kongsien rejste sig aldrig igen. Selvstændigheden var borte for altid. Men hakkaerne og deres minedrift fortsatte. Dog i væsentlig reduceret udgave. I 1870 var der 1150 kinesere tilbage i området. Kongsierne fortsatte som organisationsform for de enkelte miner. Men nu var der også kommet en langt større spiller på banen - det koncessionerede mineselskab under det private Borneo Company. Ganske langsomt gav kongsierne op, de købtes op af Borneo Company eller de fortsatte på kontrakt for Borneo Company. I 1898 byggede Borneo Company det første cyanid-proces anlæg, og i 1900 etableres det næste anlæg ved Bidi. Den teknik var hakkaernes reservoir/sluse teknik langt overlegen og varslede en ny tid for udvindingen afguld. Efter at vi på vores guldminejagt havde passeret Tasik Biru søen, fortsatte vi ad vejen mod Krokong og Fairy Cave. Længe før vi nåede denne imponerende hule viste et rustent vejskilt, der lige netop havde tilstrækkeligt mange af bosta- Under noget buskads ser vi noget, der ligner metal. Og ganske rigtigt - en gammel tipvogn. Og nu kan vi se åbningen. Ganske lav. Ikke noget under, at det første der møder os inde i hulen er en malet tekst, der siger "hard hat area". Skinnerne er her endnu. Vi følger skinnerne så langt ind i minen som vi har mod og'lys til. Til siderne er der ind imellem dybe huller, hvor vi hverken kan se bund eller sider. Oplivet af succes'en fortsætter vi ad vejen mod Krokong til den lille Hakka-bebyggelse Tai Ton. Bazaaren er her endnu. Fem butikker kan vi tælle. For de fire af dem er lyset godt nok slukket for altid, men i den 5. går vi ind. Nu skal tørsten slukkes. Og det bliver den - i Dressler øl fra Hamborg. Hvordan i alverden Overfor bazaren forsvinder en lille støvet grusvej dybt ind i terrænet. Intet skilt antyder, hvor den vej fører hen. Den tager vi. Efter ca. 10 minutters kørsel drejer vi til venstre og kører op mod en lodret bjergvæg. For foden af bjerget ligger de idylliske rester af en lille mineby. Nu er her små frugt- og grønsagsfarme. Vi har fundet Tai Ton minen. Her er der ingen tvivl om, hvordan vi finder over til minen. En overgroet dæmning opbygget af resterne fra brydningen af malm, fører os over til en stor åben hule. Dyb er den ikke, men stor. Ved siden af hulen er der brudt en ny lille fordybning ind i bjerget, og dynamit hullerne til den næste udvidelse er allerede boret. Men dynamitten blev aldrig sprængt. Nu gror der bregner i hullerne. Ved minen møder vi en lokal hakka. Det er ikke meget engelsk han kan, men ved hjælp af papir og blyant rar han fortalt os at der er endnu en mine oppe på Tabal bjerget i bunden aftai Ton 48 49

dalen. Men, advarer han - for få måneder siden omkom der tre mænd i minen. De var uforsigtige! Vi kører tilbage til grusvejen og forsætter dybere ind i terrænet. Terrænet snævrer sig efterhånden ind til en dyb dal omgivet af kalkbjerge. Helt inde i bunden af dalen støder vi på en overgroet sti op ad bj erget. Igen ser det ud som den er lavet af skærver fra guldbrydningen. Måske har der en gang kunnet køre køretøjer her. Men det må være længe siden. Vi stiller bilen og begynder vandringen op ad bjerget. Efterhånden som vi kommer høj ere op breder dalen og kalkbjergene sig ud under os. En betagende udsigt. Men i dag er vi mere interesseret i bj erget end i udsigten fra det, så vi fortsætter vandringen til vi ender ved noget, der ligner et helt udjævnet plateau. Vi må være lige ud for minen. Få skridt videre ned ad en lille sti over mod bjerget var nok til at få den antagelse bekræftet. To store huller i bjerget fortæller os, at her har der været brudt guld. Et øjeblik efter står vi ved hovedindgangen til minen. En enorm åbning i bj erget, og bag den åbner sig imponerende kamre, der sagtens kunne rumme de største katedraler. Så sandelig forskellig fra den lille beskedne åbning ved Siburan minen. Det var her i Tabal, at de 3 mænd for nylig var omkommet. Ikke underligt. De lodrette fald mellem de enkelte etager og kamre var på mange meter, og løse sten gjorde al bevægelse usikker. Rundt omkring i minen stod der stadig tønder med guldslam. Lukningen må være sket meget pludseligt. En kineser sad i åbningen og så ud som om han mediterede. Bag ham var der tegnet kors, og adskillige røgelsespinde var stukket i jorden. Måske var de omkomne mellem hans bekendte. Han smilede til os og forstod åbenlyst ikke en brik af, hvad vi ville der. Han blev siddende ganske stille indtil flere af os lige skulle undersøge guldslammet. Så blev han meget aktiv og fik vist os over til nogle beholdere, der stadigvæk samlede regnvand. Det var vist noget ret usundt slam. Cyanidet var nok allerede tilsat. Han så glad ud, da vi viste tegn til at ville gå. Men samtidig meget behjælpsom med at forklare os, hvordan vi fandt stien videre over bjerget og ned til det forladte procesanlæg ved Bidi. Men nu var vi nødt til at dele os. To afos måtte gå tilbage til bilen og prøve at finde den gamle kørevej over bjerget, mens vi andre to fortsatte ad stien. Vores ven havde forklaret, at vi ville støde på endnu en mine undervejs. Det gjorde vi også. Og om muligt var den endnu mere imponerende end den sidste. Kamrene her i øvre Tabal var lige så store som i Nedre Tabal. Men her var brydningen flere steder fortsat tværs igennem bjergvæggen, så der dannedes nogle store vinduer, der sendte et fantastisk lys ned i minen. Måske en smule uforsigtigt udnyttede vi lyset og vandrede ind i minen. Ikke langt inde i minen drejede kammeret til venstre. Da vi kiggede rundt om hjørnet så det bestemt ud som om der længere inde blev lyst igen. Nogle få minutters klatring mod lyset, og pludselig kikkede vi direkte ned på Nedre Tabal minen, vores kinesiske ven og tønderne med guldslam som vi lige havde forladt. En dyb skakt forbandt øvre Tabal med Nedre Tabal dybt-dybt under os. På den afstand kunne vi ikke se ansigtsudtrykket på vores ven, men vi var begge overbeviste om, at han så skrækslagen ud, da han opdagede os, så vi fortrak langsomt ud afminen igen. Det tog en rum tids klatring rundt på stenene at finde resterne af den gamle minevej fra Tabal til procesanlægget ved Bidi. Men det lykkedes, og ikke længe efter får vi det første udsyn over de sørgelige rester af anlægget i dalen under os. I Bidi må vi vente en rum tid på at blive samlet op. Da bilen endelig dukker op, får vi Madeira AfErik Pontoppidan Vi er på vej tilfods op modpasset ved Boca do Risco, som er det sted hvor man møder de barske klipper ved Madeiras nordkyst. Vi harfulgt Levada do Canical en times tid og er lige drejet op ad en stejl sti, som fører os væk fra de dyrkede terrassemarker og op gennem blåbærkrat, mimosetræer ogfyrreskove. Derfalder en let støvregn, ogjorden dufter afgræs ogblomster. Da vi efter cirka halvanden times vandringnår op tilboca do Risco skinner solen igen, og vi har en formidabel udsigt højt oppe over Atlanterhavet. Denne vandretur på 13,5 kilometer, som går fra Ribeira Seca til byen Porto da Cruz, hører til mine favoriuer. Den har det hele: En idyllisk levada, Atlanterhavets dønninger, der tordner ind mod klipperne dybt nede, fantastiske udsigter og meget mere. Turen er dog ikke for folk med højdeskræk, selvom stien er god nok. På klipperne, som falder lodret ned i havet nogle kilometer mod vest, kan vi se en utydelig, vandret linie højt oppe, der forsvinder rundtom hjørnet. Deter der, viskalgå! Fra klipperne ved Boca do Risco på Madeiras nordkyst. Madeira er et af mine favorit-rejsemål. Jeg har besøgt øen 6 gange på næsten alle årstider og med mange forskellige rejseledsagere - sidste gang i september 2002. En del afturene harjeg foretaget alene mens jeg på andre har været sammen med venner, kærester eller familie. Siden min indmeldelse i DBK er jeg faktisk kommet i lidt af et dilemma, for i de senere år at vide, at en ravine har gravet sig igennem vejen, der åbenlyst heller ikke mere bliver brugt. Så der havde ikke været nogen vej udenom. Det var hele vejen udenom! Tilbage til Tai Ton, og derfra ad asfaltvej en til Bidi. Men vi var samlet igen. Og alle en lille smule klogere på Sarawaks fascinerende historie, kultur og natur. Ib Larsen har jeg fået den "uvane" at vende tilbage til mine yndlingssteder igen og igen, og det harmonerer jo ikke så godt med de meget store krav, der stilles til de rejseglade medlemmer afdenne klub! Hvad er det så, der gør Madeira til noget helt specielt? Hvorfor er øen stadig så stort et trækplaster for en, der har rejst i store dele af verden og set et utal af spændende kulturer og naturområder? Det er svært at svare på med få ord, menjeg prøver: På grund af klimaet, landskabet og levadaerne! Det må uddybes, og det vil jeg forsøge at gøre i det følgende. Man kan besøge på Madeira hele året, og der bliver aldrig for varmt eller for koldt. Bare behageligt. Og landskabet er fantastisk! Øen består faktisk af panoramaer og plantevækst fra store dele afverden, som er samlet på et sted. Udover den fantastiske natur er det dyrkede og bebyggede land 50 51

også smukt og interessant. Selvom øen er et kendt og meget besøgt turistmål, så kan man tydeligt mærke, at der har boet mennesker her i århundreder. Ude i de små landsbyer kan man se, at det dyrkede land med de mange terrasser er resultatet af et arbejde, der har stået på i generationer. Og modsat mange af de kendte turiststeder sydpå, så er det centrale Funchal en rigtig by med gamle huse, smalle gader og smukke mosaikfortove. oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Jeg har altid været vild med trekking, og ligegyldigt hvor jeg rejser hen finder jeg altid en vulkan eller et bjergområde at prøve kræfter med. Disse tilbøjeligheder fik jeg indfriet i fuldt mål på denne tur. Efter en fantastisk uge med ture ind i bunden af dybe dale, gennem kilometerlange tunneller, op og ned ad stejle bjerge og hen over højsletter varjeg bare solgt og syntes, at jeg havde opdaget et af verdens smukkeste naturområder. Lidt geografi og fakta Her er det på tide med geografisk basisviden: Madeira hører til Portugal og ligger i Atlanterhavet ud for Marokkos kyst, 900 km sydvest for Lissabon og ca. 500 km nord for De Kanariske øer. Den er ca. 1 ~ gang så stor som Bornholm og har godt 260.000 indbyggere. Af disse bor de ca. 130.000 i hovedstaden Funchal og omegn, og resten især langs kysterne. Øen er uhyre bjergrig næsten overalt. Højeste punkt er Pico Ruivo (1.860 m), som ligger midt i et meget voldsomt bjergområde med smalle kløfter og lodrette klipper (det hele er af vulkansk oprindelse). Omtrent midt på øen ligger der en øde højslette ved navn Paul da Serra, godt 1.400 meter over havet. Det er et ret fladt plateau på 5 Y2 x 3 km, som står i stærk kontrast til de stejle bjerge i nærheden et øde landskab med moser, får og en sparsom bevoksning afgræs og hede. Atlanterhavsdønninger næsten konstant tordner ind mod kysten. Men hvis man vil bade på en rigtig strand og ikke i hotellernes svømmepøler, er det en god ide at tage et par dage over til den lille naboø Porto Santo, som ligger ca. 50 km væk og kan nås med rutebåd eller fly. Porto Santo er totalt forskellig fra Madeira, men den har noget, som Madeira ikke har: En vidunderlig sandstrand på 8 kilometer, som aldrig er overbefolket. På vandretur langs Levada das Rabacas, nær Encoumeada-passet. Og så er der selvfølgelig vandingskanalerne eller levadaerne, som de kaldes. Mine elskede stier, som giver enestående muligheder for at tage på trekkingture overalt på øen. Gennem lokale, afsides landsbyer, gennem duftende eukalyptusskove, gennem naturområder med en vidunderlig blomsterpragt, forbi brusende vandfald, ind i bunden af hemmelighedsfulde slugter og gennem kilometerlange tunneller, hvor man kan se udgangen som en lille, mikroskopisk prik i det fjerne! Dem vender jeg tilbage til senere. Mit allerførste besøg på Maderia fandt sted i sommeren 1978. Nogle af mine venner havde fortalt mig, at man her kunne opleve en helt unik natur, og at der var fantastiske vandrernuligheder, så jeg købte en Spies-rejse for en uge på et forudbestilthotel i Funchal og rejste derned alene. Dengang var øens natur og potentiale som vandrernål kun kendt af en lille håndfuld stamgæster, og stedet var mest kendt for Madeira vin, kurveflet, slædekørsel ned ad stejle gader styret afældre mænd med stråhatte og lignende. I løbet af denne min første uge fik jeg gået adskillige kilometer i bjergene, ogjeg fik nogle Madeiras levadaer har masser aftunneller, som kan være op til flere kilometer lange. Her er det en god ide at medbringe lommelygte!.. På mine senere Madeirarejser fik j eg efterhånden udforsket de fleste områder på øen, og det lykkedes mig faktisk også at lokke flere af mine venner og bekendte derned. F.eks. arrangerede jeg i 1980 en 14 dages tur til fods for 6 af mine venner gennem Madeiras bj erge, hvor vi havde telte med og overnattede i højlandet eller på små kroer eller pensioner undervejs. Det med teltene vil jeg dog ikke anbefale. For det første er det vistnok forbudt at campere uden for de meget få campingpladser, og for det andet et det svært at finde egnede teltpladser på grund af de meget voldsomme og kompakte bjerge, men vi havde en dejlig tur fuld af spændende og smukke oplevelser. Går man endnu længere mod vest, møder man den enorme dal Ribera de Janela, som udmunder på Madeiras nordkyst. På begge sider af denne dal rejser sig 1.100-1.300 meter høje bjergvægge, og et utal af smalle, dybe kløfter med vandløb i bunden skærer sig ud mod havet. Som så mange andre steder på øen er adgangen til denne dal helt forbeholdt vandrere. På vandretur fra Eiro de Serrado ned til eurral das Freiras i Nonnernes dal. Endelig et par ord om kyst-områderne: Næsten hele kystlinien på Madeira består af stejle klipper, så hvis man har tænkt sig at kombinere turen med et ophold på hvide sandstrande, bliver man skuffet. Især Madeiras nordkyst er en stor oplevelse på grund af de meget stejle og barske klippeformationer, hvor de enorme Madeiras barske nordkyst set fra Porto Moniz. Man kan således finde alt slags terræn på Madeira, lige fra de mest forrevne bjerge til store græssletter og skovområder - for slet ikke at tale om floraen i og uden for det dyrkede landskab! Omkring landsbyerne i de lavere højder findes bananer og sukkerrørsplantager, vinstokke og en mængde eksotiske frugter, som man sjældent eller aldrig møder herhjemme. Højere oppe er der eukalyptus- og mimoseskove, og over ca. 1.200 meter findes græs med spredte buske og lyng hist og her. Langs vejene er der plantet hortensia, liljer og lignende, og der er rislende vand overalt, som siver ud mellem mosser, husløg og vilde orkideer. Alt i alt en tilstand, der får en til at ønske sig tilbage gang på gang. Den perfekte vandreø Og nu lidt om vandremuligheder! Det er lidt svært at beskrive hvis man ikke har været på øen, for terrænet kan ikke sammenlignes med hverken Skandinavien eller Alperne - eller for den sags skyld med noget andet bestemt sted. Eller sagt på en anden måde: Madeira har små bidder landskab fra det meste af verden. Hvis man har været i Nepal, vil man med stor sandsynlig- 52 53

hed henfalde til nostalgi ved synet af de terrassefonnede marker flere steder på øen. På min seneste Madeiratur i fjor gik jeg gennem et område, der ledte tanken hen på Sumatras regnskov, og områderne over trægrænsen minder nogle steder om det skotske højland eller de skandinaviske fjelde. Sådan kunne man blive ved. Bjergene er generelt meget kompakte og ser på afstand ofte helt utilgængelige ud, men takket være levadaerne findes der masser af stier af god kvalitet, som kan benyttes, hvis man er fortrolig med bjergvandring og ikke lider af svimmelhed. Sidstnævnte er ikke udtryk for overdreven forsigtighed, men bør tages helt alvorligt. Ofte er stien og kanalen hugget ind i klippen på en måde, der minder om tegneserierne fra Tin Tins eller Anders Ands ekspeditioner i Andesbjergene: En smal hylde med en lodret afgrund til den ene side og en lige så lodret eller overhængende klippevæg til den anden. Det er heller ikke ualmindeligt, at stierne fører gennem tunneller på flere kilometerslængde! Levadaer Madeiras levadaer er noget helt enestående, som næppe fmder deres lige andre steder. Jo, der er gamle vandingssystemer mange steder i verden, men j eg tror ikke der fmdes nogen, der er så gennemførte og eventyrlige som her. Kort fortalt er en typisk levada en kanal, der er hugget ind i de stejle bjerge og snor sig vandret ud og ind som en højdekurve i næsten samme niveau. Deres fonnål er at opsamle vandet fra bjergene og fra den nordlige del af øen, hvor den meste regn falder, og føre det ned til den frugtbare jord i de lavere områder, især på sydsiden. De er helt uundværlige for dyrkningen på øen og yderst effektive. At man kan vandre på dem skyldes, at der næsten altid er anlagt gangstier langs selve kanalen, fordi stadigt tilsyn er nødvendigt. De fører for det meste gennem fredfyldte områder og ind i bunden af hemmelighedsfulde slugter, hvor man ellers ikke ville kunne færdes, og ofte vokser der blomster langs deres sider på grund af vandets nærhed. Den samlede længde af de effektive levadaer er på over 2.000 kilometer, og de er bygget gennem århundreder under en enonn arbejdsindsats. Det var slaver, der sprængte tunneller og gravede kanaler i de tætte skove, da de første levadaer blev bygget, men byggeriet har stået på i århundreder. Den senest opførte af de større levadaer er Levada dos Tomos, som blandt andet passerer tæt forbi Monte nær Funchal. Den blev taget i brug i 1966 og er 106 kilometer lang! I gammel tid var kanalerne i øvrigt befolkningens eneste samfærdselsveje. Først i de seneste 50 år har landevejene erstattet levadaer som øens transportsystem. På vej langs Madeiras nordkyst De gamle levadabyggere havde næppe drømt om, at deres værk engang skulle gå hen og blive en enestående turistattraktion og komme til at spille en stor rolle for landets valutaindtjening. I dag kommer der naturelskere fra hele verden for at nyde de fantastiske udsigter, de mange blomster, duften af eukalyptusskovene og den sagte rislen af vand, som man næsten altid hører langs en lavada. Meget typisk kan man spadsere i timevis ad en levada langs en bjergside, hvor stien bugter sig ud og ind, og hvert sving byder på nye udsigter. Bliv ikke forbavset, hvis stien og kanalen efter et sving pludselig forsvinder ind i en lang, mørk tunnel, men husk at medbringe lommelygte! Tunneller er meget almindelige, og de kan være flere kilometer lange! Da de næsten altid er lige, vil man oftest kunne skimte udgangen som en mikroskopisk prik i det fjerne - en ejendommelig oplevelse! Hvis man hører til den type, der plages af en umættelig trang til at fmde ud af, hvor levadaen ender, så vær forberedt på meget lange vandringer gennem tunneller og langs afgrunde. Under mit allerførste besøg på Madeira i sommeren 1978 fulgte jeg en levada i 4 Yz time gennem adskillige, kilometerlange tunneller ind i bunden af den øde og storslåede dal Ribera de Janela. Jeg havde planlagt at gå fra byen Porto Moniz helt ude vestpå og op til et sted, der hedder Rabacal, og efter sigende skulle man kunne komme derop ved at følge denne levada. Dengang var der ingen detaljerede guide-bøger, og jeg har senere fundet ud af, at jeg skulle være klatret op afkløften ad en sti længe før. Så efter ca. 16 kilometers vandring sluttede levadaen pludselig ved et vandfald, og da det var sent på eftermiddagen, måtte jeg overnatte i bunden af kløften og gå samme vej tilbage næste morgen. Det blev nogle lange ture i løbet af de to dage, men jeg fik en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme! Klima og rejsetidspunkt De fleste rej sebureauer har kun Madeira på programmet i vinterhalvåret. Det skyldes bestemt ikke, at øen ikke er attraktiv om sommeren, men det er snarere fordi der er så mange andre rejsemuligheder, som er tættere på Danmark i sommerhalvåret. Takket være Golfstrømmens nærhed er klimaet på Madeira aldrig hverken brændende varmt om sommeren eller bidende koldt om vinteren. Ved havets overflade er gennemsnitstemperaturen ikke under 15 grader i januar-februar og 21-22 grader i juli og august. Men naturligvis er der køligere i højlandet. Hvis man tager på vandreture over ca. 1000 meter over havet, bør man på alle tider af året medbringe sweater og / eller anorak. Marts og november er månederne med mest gennemsnitlig regn. Fra maj til september regner det kun lidt, og i juli og august praktisk talt slet ikke bortset fra lidt fugtig tåge i de drivende skyer. I vinterhalvåret falder regnen i byger fra tid til anden. Typisk er det klart om morgenen, men i løbet af dagen samler skyerne sig over bj ergene, og i hovedstaden Funchal ender det ofte med regnbyger afforskellig varighed. Konklusionen er, at man kan vandre på Madeira hele året, men hvis man vil være helt sikker på godt vejr, bør man tage derned om sommeren. Alt andet lige, så synes jeg, at sommeren er den smukkeste og bedste tid at besøge øen. Et par praktiske råd Hvis du kommer til Madeira, så prøv at tilbringe i det mindste en enkelt nat ude på øen i stedet for at vende tilbage til Funchal hver aften, hvor langt de fleste turister bor. I de senere år er der efterhånden kommet en del pensionater og små hoteller rundt omkring på øen, hvor man kan bo, hvis man benytter de udmærkede lokale busser eller f.eks. lejer en bil i nogle dage. Men hvis du får et fast hotel i Funchal, hvad langt de fleste gør, så sørg for at få et hotel i Funchals centrum i stedet for ude i det store hotelområde vest for byen. Selvom hotellernes standard generelt er bedre derude, så er der totalt blottet for channe og lokalkolorit, og området har intet med Madeira at gøre. I den forbindelse vil jeg lige nævne, at det er sket en enonn udvikling på øen i de sidste 20 år. Der er blandt andet bygget flere veje, og lufthavnen er blevet større med en længere startbane, som man har bygget ud over havet på en imponerende konstruktion af hundredevis af søjler. Det har trukket langt flere turister til end der var under mine første besøg. Alligevel kan man stadig opleve de smukke landskaber, stemninger og farver masser af steder, for bjergene, lyset og klimaet kan man jo ikke sådan uden videre lave om på. Med hensyn til guide-bøger, så bør ingen Madeira-vandrer tage af sted uden den lille bog "Landscapes of Madeira" af John og Pat Underwood i serien Sunflower Books. Den udkommer jævnligt i nye udgaver og indeholder et stort antal ture, som er detaljeret beskrevet, med gode kortskitser og masser af praktiske oplysninger. John og Pats bog udkom første gang i 1980 og er en meget væsentlig årsag til, at levadaerne i dag er blevet en stor turistseværdighed. Dette var en lille appetitvækker til et af mine yndlings-rejsemål. Det sker ofte, hvis man tager på ferie til nye steder, at man bliver skuffet, fordi ens forventninger overstiger virkeligheden. Det tror jeg ikke vil ske for nogen på Madeira - i hvert fald ikke, hvis man holder af smuk natur og spændende vandreture. Erik Pontoppidan 54 55

Helgenens dag i farverige Guatemala afsøren Padkjær [-eg kan varmt anbef~le at tage til Guatemala for atgå på sprogskole. Udover atfå mu 19heden for at lære ildt om de meget udfordrende spanske verber, så byder landet på et væld afsp,ændende oplevelser. Her kommer et afmine rejsebreve fra turen - d. kan sespa www.berejst.dk e øvrzge Jeg har nu næsten afsluttet mine 4 uger på skolen og skal nu ud i det virkelige liv på en 4 ugers rundtur i Mellemamerika. Næste uge i skole~ er rese~eret til snak, for nu synes jeg efterhanden, at Jeg har fået så. meget ind i hovedet, at j eg skal til at have det sorteret til praktisk brug. Så vidt jeg husker, så sagde min lærer, at der er 28 forskellige tider af de spanske verber (nutid, datider, konjunktiver osv.) 11 afodem b~ges.~eget, og af dem har jeg efterhanden - Jeg vil Ikke sige lært, men stiftet kendskab med - 8-9 stykker. Jeg var. så forleden ved at regne lidt på, hvor meget.tid der er tilbage til de andre 6 lande, og det obh;rer kun 3-4 dage til hver. Jeg skal jo ogsa na at se noget mere af Guatemala, så derfor ha: jeg i denne weekend været på en udflugt til en by oppe i bjergene, hvor der er et meget stort søndagsmarked. Det viste sig at være et heldigt tidspunkt - og en meget oplevelsesrigtur, så her erhistorien: Efter c~. 3 timers tur med forskellige busser, ~omjeg ved 14.30 tiden lørdag til byen Chichisestenango - ved indkørsel til byen erder en stor militærlejr, så jeg regnede med at det var d~m, der fejrede julen ved at skyde op i luften. LIdt senere, da jeg havde kæmpet mig gennem menneskemylderet ned til kirkepladsen viste d~t sig imidlertid, at det var på trappen' op til kirken, at løjerne foregik. ~ken var me~et farverigt pyntet ved og omkring de tre mdgangsdøre med guirlander papirblomster og store opsatse, og på den halv~ runde trappe med en snes trin, var der placeret 6-7 metalroer, ca. 1/2 m høje og 10 cm diameter. De passede lige til en hjemmelavet papir/sejlgarnsbombe, som en flok ældre mænd morede sig med at fyre af. Røret må have virket ~om et geværløb, for de fløj temmelig langt op 1 luften, hvor så den anden sprængladning eksploderede i knald og røg. Da solen skinne- de, var det svært at se, om der også var stjerner og lys - men meget røg både ved jorden og i luften. Flot pyll:tet kirke - med affyringsrampe for de hjemmelavede sejlgamsbomber. Det meste afbyen så ud til at være omdannet til markedsplads, med masserafflotte vævede og sy~de. stofting, udskårne træmasker - og naturhgvis alt det sædvanlige med lækre frugter, grøntsager. fyrværkeri, legetøj, høns og kalkuner bundet i det ene ben, så de ikke løber væk, osv. Men jeg måtte jo lige se at finde et hotel så. ' Jeg var parat til det rigtige marked om søndagen. Der er kun en halv snes hoteller i byen og efterhånden som jeg havdelblev maset og skubbet frem til dem, måtte jeg erkende, at de alle va: fu~dt optagne. Det var noget pinligt, og da Jeg Ikke havde lyst til at tage den 3 t lange tur tilbage uden at have fået det hele med, måtte jegjo finde på noget andet. Indianerkvinderne har ofte nogle afderes mange børn med på markedet. Konen i midten afbilledet er i færd med at skifte ungen. Dervar ingen andre byerpå vej til Chichi, men jeg fandt ud af, at der længere oppe i bjergene ligger en by på samme størrelse, El Quiche, så jeg hoppede hurtigt på en bus derop. Privatbiler er ikke meget brugt her i området, så derfor er der konstant masser af busser, der afgår i alle retninger. Køreturen på de ca. 30 km må være en lækkerbisken for de der holder af rutsjebaner, gamle busser med hvinende dæk i de skarpe sving og flotte bjergvistaer. Bussen er bygget til ca. 40 skolebørn, og vi var vel omkring 100 med anseelige mængder af bagage. Chaufføren kastede bussen rundt i svingene med fuldt optrukne linier - samtidig med at han med dødsforagt overhalede de langsommere pickups men han kendte sine bjergveje, så det blev en oplevelse for fuld udblæsning. Da jeg gik ind i det første hotel i byen El Quiche, viste det sig at være en behagelig overraskelse. meget rent, ret nyt - og alle nøglerne ~ang hos receptionisten, så vi gik enrunde, så Jeg selv kunne vælge mit værelse. Medens hotellerne i Chichi efter lokale forhold er ret dyre (USD20-50 hvor jeg spurgte), så var dette en foræring til 80 kr., kvaliteten, rent badeværelse og håndklæde, gratis kaffe og brød osv. taget i betragtning. Hotellet lå lige midt i byens marked, som også var meget stort, men uden de ting, som turisterne går efter - og jeg er efter mange og lange vandringer i byen overbevist om, at jeg var den eneste udlænding på stedet. I udkanten af markedsgaderne lå torvet, som var omkranset af boder med de lækreste grillkyllinger. Jeg tog lige først en majskolbe med salsa og ost til forret, gik derefter ind og blev klippet (og drysset med rosentalkum i nakken) for at skærpe appetitten - og kastede mig så over grill kyllingerne med hjemmelavede fritter. Omkring mig var hele pladsen omdannet til julemarked, med boder fyldt af blinkende lysguirlander i forskellige farver, nogle spillede samtidig Jingle Bells, fyrværkeri, glaskugler, mos, fyrretræstoppe, hjorte formet af gråt mos - fm underholdning til aftensmaden. Det havde været en meget varm dag med al den løben. frem og tilbage, men da solen gik ned blev der lidt køligt. Jeg ville finde et sted og få et glas rom aneja (gammel lagret rom, der smager mindst lige så godt som en god cognac), som min madfar ogjeg godt kanlide derhjemme i Xela, men jeg fandt ingen steder med udskænkning af rom. Jeg hørte så i det fjerne munter sang og musik, og da jeg kom hen til arnestedet og kiggede ind, viste det sig at være en evangelisk kirke. Inden jeg havde nået at drej e hovedet, kom en nydelig ung mand ned ad trappen og bød mig indenfor til den dejlige musik med kor og strengespil. Det lignede mest et forsamlingshus - de første 2 x 10 rækker bænke var fuldt besat og de næste ligeså mange stolerækker ligeså, men min nye ven fandt hurtig en stol til mig. Han var tilsyneladende i ordets egentlige forstand kirketjener, for da jeg var lidt sen til at rejse mig, medens evangeliet blev oplæst, kom han springende med en bibel opslået på dagens tekst fra Lucas evangeliet. 56 57

Det foregik til d~lllpet akkompagnement fra keyboardet, og derefter var der solosang. En rigtig mørklødet engel, med udslået sort hår, sort sjal om skuldrene, og en dybrød lang silkekjole. Det var så bevægende, at de to godt brugte herrer foran mig faldt hinanden om halsen. Knap havde jeg betalt de 2 kr. inden der holdt en bus til Chichi ved siden af, så jeg fik igen den store rutsjebanetur tilbage til søndagsmarkedet. Herefter blev det tunge skyts kørt frem - en yngre kvinde med stram Ritt Bjerregaard fri~ure og knold i nakken, iført 3/4 lang grå nederdel, gik nu i gang med at fortolke Lucasevangeliet (så vidt jeg kunne forstå), med stemmeleje skiftende fra en hæs hvisken (så vi kunne høre gadesælgerne gennem den åbne dør ud til markedet), stigende til en høj crescendo, der fuldstændig tryllebandt flertallet af de ca. 300 mennesker i salen, som med mellemrum stønnede Amen! eller Halelujahl Hun havde helt menigheden i sin hule hånd og hun nød det tydeligvis - hun styrede fra anger til tilgivelse, fra forbandelser til taksigelser. Efter en times tid gik så de første op til gulvet foran scenen, hvor de bad hende formidle velsignelsen - nu hvor hun åbenbart havde kontakt til de højere magter. Til sidst var næsten alle deroppe, og knolden i nakken var nu gået over til en slags sang (ledsaget af keyboard og trommer), hvor hun bad el Senor's nåde sænke sig over de fortabte sjæle. Der må have været meget at tilgive, for hun fortsatte i Yz t - og da der efterhånden var gået 3 t, gik jeg hjem til mit dejlige hotelværelse. Boderne var ved at være pillet ned, ogjeg kunne nu kun høre musik fra et enkelt sted, nemlig en cantina lige overfor mit vindue (på den 5 m brede og støvede lervej). Det hindrede dog ikke en sød søvn i nogle timer. Jeg blev så vækket søndag morgen kl 06 ved at boderne blev stablet op igen - den første var åbenbart min nabo fra i aftes, der sælger radioer og musik CD'er - men hvordan kan man blive andet end i godt humør af at vågne op til festlig marimba musik. Derefter ned til torvet og en herlig morgenmad - en brændende varm portion tynd mælkehavregrød med cornflakes, og så sætte sig op i det tidlige solskin og se hvordan markedsmylderet atter er ved at komme i gang. En afdanserne holder et hvil foran kirken. De tidlige formiddagstimer er helliget de handlende, så her købte jeg lidt ind. Egentlig bryder jeg mig ikke om at prutte priser med disse fattige mennesker, men som det er så mange steder, så er det mellemmænd(kvinder) på markedet, medens kvinderne slider hjemme i landsbyerne. Da jeg havde udvalgt mig en bod med pæne ting, begyndte j eg så at snakke med kvinderne - de havde ligesom de fleste andre en flok unger med på arbejde, men her var de så gamle, at de kunne hjælpe lidt til. De fik lidt flødekarameller, mødrene nogle småpakker med sæbe og shampoo, og til sidst havde vi i stor venskabelighed nået den pris, som de kunne sælge til. Det er halvdelen af hvad de starter med + ca. 10% i fortjeneste. Alle var herefter glade, og de stille op til fotografering foran deres mange froe sager. Hen mod middag begyndte de så at varme op til underholdningen. Der er to kirker på pladsen med ca. 300 m i mellem. På denne knebne plads var der nu opstillet 3 marimba orkestre med fra 8-20 mand, deres enorme højtalere, hver med et hold kamevalsudklædte dansere samt de uundgåelige boder med mad og drikke og så selvfølgelig langt flere mennesker end brandtilsynet burde tillade. Markedspladsen foran kirken - indhyllet i krudtrøg fra fyrværkeriet. De legesyge mænd på kirketrappen fortsatte med at affyre bomber - og havde nu en ny variant, nemlig en 7-8 m lang rulle - som patronerne til et maskingevær - men her med halvstore kinesere. Mens bomber og fyrværkeri sprang om ørerne på dem, lå og sad en flok døddrukne fulderikker på kirketrappen - og forstod slet ikke hvad der foregik. Det var en effektiv måde at rydde området lige ved kirken, for kineserne sprang på mange uforudsigelige steder, samtidig med at de indhyllede området i en tyk krudtrøg.. Kun nogle enkelte mænd, som bevidstløse af druk var faldet om forskellige steder på pladsen, hørte hverken marimba eller bomber. Selv de 3-4 stykker, der lå på selve kirketrappen med kinesere futtende af om ørerne, rørte sig ikke. Til gengæld blev optrinnet ivrigt fotograferet af de ret mange turister. Flere hold afkarnevalsudk1ædte dansere svedte bravt i den klare decembersol. Mens jeg spiste lidt papaya på et trappetrin, fortalte en lokal mand mig, at det store optrin skyldtes, at det i dag ikke blot var søn- 58 59

dagsmarked, men samtidig byens festdag, hvor dens helgen, Santo Tomas blev fejret. I en sidegade lå en mand halvvejs ude på vejen, da en bus skulle bakke lidt for at gøre plads til nogle varebiler. Adjudanten - bus assistenten - forsøgte at slæbe manden op på fortovet, men hans ene ben blev med at glide tilbage på vej en. I stedet tog han resolut og bandt mandens ene sko op, så han kunne binde snørebåndet fast til et gitter i muren - på samme måde, som de holder høns og kalkuner på plads nede på markedet. Lydniveauet var højt på markedspladsen, hvor tre marimba-orkestre med megastore højtalere spillede samtidigt. Boden med appelsiner og det skrigende barn gemt væk nedenunder plastforhænget. Jeg havde taget nogle af de små ting med fra gavekassen - og endnu engang med tak til sponsorerne blev mange mødre og ikke mindst deres småbørn glade for en lille bil, dukke eller til sidst nogle af mine mange flødekarameller og slikkepinde. Eksempelvis den gamle kone, der passede sit (formentlig) barnebarn, mens hun skrællede appelsiner på markedspladsen - barnet lå på en sæk under bræddebordet bag et stykke plastik og lød meget utilfreds - men en lille bamse fik hurtigt smilet frem hos knægten. Cambodias uhyggelige historie - og flotte strande! AfKira Leisau Vi har lige tilbragt ca. 3 uger i Cambodia, og det var et meget spændende land. Vi var begge meget glade for at forlade Vietnam, og det var som at komme til en helt anden verden, da vi kom til Cambodia. Folk var langt flinkere, og landskabet var meget smukkere. Det er et meget fattigt land, men alligevel er det meget dyrt at rejse rundt der, hvorfor vi valgte ikke at blive der længere tid. Vi tog bussen fra Saigon i Vietnam til Phnom Penh, Cambodias hovedstad. Sikke en tur. Vi havde godt hørt, at Cambodia skulle have de værste veje i Sydøst Asien, men at de var så dårlige, havde vi ikke regnet med. Vejen var fyldt med huller, og meget af tiden kørte buschaufføren ved siden af vej en i stedet for på vejen. Vi væltede rundt i minibussen (som Søren Padkjær heldigvis ikke var helt fyldt), vi måtte meget af tiden sidde med en klud for ansigtet for at kunne trække vejret pga. alt støvet, og vi var totalt baldrede, da vi nåede frem efter ca. 8 timers kørsel. Vi kom igennem en masse små landsbyer undervejs, og folk levede virkelig under usle forhold der. Vi så mange faldefærdige hytter, folk badede i de mudrede floder, mange af børnene havde ikke tøj på kroppen og meget af den lokale transport foregik på oksekærrer. Vi grinede også noget af deres grisetransporter: det skete ofte, at vi så to store grise spændt på bagagebæreren af en cykel eller scooter. Så kunne de ellers ligge der på ryggen og spjætte med benene - stakkels dyr! Phnom Penh var en barsk oplevelse. Byen er såmænd meget hyggelig og har en masse flotte gamle bygninger, men det er også et af de steder, hvor man kan se, hvad der foregik i Cambodia fra 1975-79, mens Pol Pot / Khmer Rouge styrede landet. I de fire år blev over 1 mio mennesker dræbt (ud af en befolkning på ca. 7 mio) og det var meget barskt at høre om. Vi var bl.a. ude og se S-21 fængslet. Det var tidligere en skole, men Pol Pot lavede stedet om til et fængsel/torturkammer. Der var over 20.000 mennesker, som blev tortureret her i 1 6 mdr, inden de blev kørt ud til de såkaldte Killing Fields, hvor de så blev dræbt. Khmer Rouge havde fotograferet alle de mennesker, som har været på stedet, og man kunne se mange af de billeder derude. Desuden var der billeder af nogle af de folk, som var døde under torturen, og man kan slet ikke forestille sig, hvad de har været igennem: nogle fik revet neglene af og hældt sprit i sårene, andre blev druknet langsomt, mange blev tævet og fik stød, nogle blev hængt med hovedet nedad indtil de døde osv osv. Vi havde en guide derude, som fortalte, at både hendes bror og far havde været i S-21, inden de blev dræbt. Der er vist ingen mennesker i Cambodia, som ikke har været berørt af dette, og det var virkelig forfærdeligt at høre om det, især fordi de er så få år siden, at det er sket. Jeg har tidligere set koncentrationslejre i Tyskland, som jo også er en barsk oplevelse, men det,:ar ingenting i forhold til dette Som sagt blev folk dræbt ved de såkaldte Killing Fields. Men Khmer Rouge mente, at det var spild af kugler at skyde folk, så de stod på kanten af massegravene og blev slået i nakken med en jernstang. Det var alle former for folk, som blev dræbt. Hvis de havde en eller anden form for uddannelse, var det den sikre død. Og for en sikkerheds skyld dræbte Khmer Rouge hele familier ad gangen, så der ikke var nogen til at hævne drabene. Kvinderne skulle stå og se på, at deres babyer blev dræbt ved at blive slynget imod en mur eller et træ. Ude ved Killing Fields så vi nogle afmassegravene, og der var lavet et monument med en masse knogler!hoveder til minde om dem, der var blevet dræbt der. Det var ikke ligefrem den mest muntre dag i Cambodia at se S-21 og Killing Fields! Vi var også rundt og se lidt templer og det royale palads i Phnom Penh, inden vi tog bussen videre til Sihanoukville. Og så var der ellers dømt ferie! Det er der, hvor Cambodia's bedste strande er, og vi trængte til at slappe af og ikke opleve noget i nogle dage. Vi endte med at være 10 dage på stranden, og det var bare skønt! Det var en lang hvid sandstrand, vandet var klart og varmt og vi foretog os stort set ikke andet i de dage end at gå de ca. 50 m fra hotellet ned til stranden om morgenen, sidde der i en liggestol og spise frisk ananas og hummer, bade, tage sol og så gå tilbage igen om aftenen. Vi var ude på en enkelt bådtur til nogle små øer, hvilket også var ret lækkert. Det pragtfulde Angkor Wat tempel bryder op gennem junglens trækroner. (Foto: Kenneth Hvolbøl) Vi lejede også en motorcykel i et par dage og kørte til Kampot, Kep og Bokor Hill Station. Kampot var ikke noget særligt, men Kep var en hyggelig lille strandby, som er kendt for deres mad. Man kan få alverdens godt fra havet, så vi måtte jo lige derned og have friskfangede krabber - lækkert! Turen op til Bokor Hill Station var lidt afet mareridt, for det gik stejlt opad, og vejen var igen elendig. Det tog over 2 timer at køre 34 km, men til gengæld blev vi belønnet med en rigtig flot udsigt, da vi endelig kom derop. Det er et gammelt fransk ferieområde, som ligger på en bj ergtop med en fantastisk udsigt. Det blev overtaget af Khmer Rouge og er nu en rigtig spøgelsesby. Man kunne dog stadig gå rundt i de gamle bygninger (tidligere hoteller, kasinoer osv.) og få en ide om, hvor imponerende det engang må have været. Vi overnattede deroppe, og det var rigtig spøgelsesagtigt. 60 61

Det var forøvrigt ret spændende at køre MC dernede! Cambodianerne har vist ikke helt fundet ud af, om de skal køre efter Venstre- eller højrekørsel og de laver nogle sindsyge overhalinger. Jeg tror nu også, at jeg ville have mistet mit kørekort, hvis jeg havde kørt på samme måde i DK, somjeg kørte hernede (Lars mente, at jeg kørte efter det princip med, at det gælder om at være så kort tid på vejene som muligt). Vores bagage (som lå over styret) var ikke spændt fast, og desuden var min hjelm ca. 7 numre for stor, så den blev ved med at glide ned over øjnene. Der var ingen spejle på MC'en, og jeg kunne ikke kigge over skulderen på Lars, når han sad bagpå. Rigtig spændende kørsel. Det gik dog godt hele vejen, selvom der gik totalt panik i mig, da vi kom tilbage til Sihanoukville og en ca. 1,5 m lang slange bestemte sig for at krydse vejen lige foran mig. Det lykkedes mig at undgå den, men jeg rystede godt nok noget bagefter. Det holdt hårdt at tage væk fra stranden, men vi skulle jo videre. Vi var lige en dag i Phnom Penh for at hente vores viswn til Laos og tog så hurtigbåden til Siem Reap. Det tog 5 timer og var en flot tur på en af verdens største ferskvandssøer. Vi kom forbi en masse små flydende landsbyer, og man fatter slet ikke, at folk kan leve under sådanne forhold. Vi brugte et par dage i området omkring Siem Reap med at se Angkor Wat og en masse andre gamle templer i området. Det er et af verdens 7 vidundre, og det var meget imponerende at gå rundt der. Vi så både solopgang og solnedgang over Angkor Wat, var ude og se jungletempler (hvor trærne gror ovenpå de gamle templer) og fik masser af motion ved at skulle kravle op ad de stejle trin til toppen aftemplerne. Vi blev også stoppet af en politibetjent derude. Ikke at vi havde gjort noget ulovligt, men en del af politibetjentene i området tjener lidt ekstra ved at sælge deres politiskilte til turisterne. Det kunne vi jo ikke stå for, så nu har vi hver et cambodiansk politiskilt! En politibetjent tjener åbenbart kun 16 USD om måneden, så vi synes godt, at vi ville støtte dem lidt. Fra Siem Riep tog vi bussen til Bangkok (13 timer) og har nu været i Bangkok i et par dage. Det er en rigtig hyggelig by med masser afatmosfære, så vi bliver nok lige et par dage mere, inden vi sidst på ugen tager til det nordlige Laos, hvor vi vil tilbringe jul og nytår. Vi ved endnu ikke helt, hvor vi vil holde julen. Det er ligesom lidt svært at komme i julestemning, når man render rundt og sveder i shorts og soltop. Bangkok er dog hyggelig, og her er rigtig julepyntet (ikke så meget som derhjemme, men vi har set masser afplastikjuletræer og nissehuer). Vi har ikke oplevet det helt store i byen. endnu (udover at Lars fik en på hovedet af en luder i nat, fordi han ikke ville med hende). Der skete ikke rigtig noget, men jeg fik mig da et godt grin i morges, da han fortalte det). Jeg vil smutte igen, for vi skal ud og se Thai Boksning nu. Håber, at I alle har det godt og nyder julemåneden. Vi må nu indrømme, at vi savner lidt af julehyggen og julegodterne, men absolut ikke det danske vintervejr. Fra det hektiske Bangkok til afslapning i Laos. Vi havde 5 rigtig sjove dage i Bangkok og jeg glæder mig allerede til at skulle tilbage til byen om ca. 14 dage. Jeg ved, at en del af j er har været i byen, og for dem af j er som ikke har været der, kan jeg kun sige en ting: tag dertil! Det er en rigtig hyggelig og livlig by, som vist aldrig sover. Man kan i hvert fald få nogle sjove oplevelser der. Vi var det meste aftiden sammen med en flok englændere og skotter, og bare det at rende rundt i gaderne om aftenen er hyggeligt og sjovt. Vi var bl.a. inde og se Thaiboksning den ene aften. En rimelig brutal sport, men de lokale tilskuere gik op i det med liv og sjæl. Vi så 7 kampe, og i den ene af dem var der rent knockout for en af deltagerne, som måtte bæres ud på en båre. Vi var også en tur i Patpong-gaden. Der er et kæmpe marked derinde om afte- nen, og så er gaden fyldt med sexshows, hvor bordtennisbolde og dartpile af de lokale piger bliver brugt til lidt andre ting, end man normalt bruger dem til... Vi var dog også på lidt almindelig sightseeing i byen i løbet af dagen. Bl.a. et par templer og byens Grand Palace (den tidligere royale bolig). Ellers gik tiden med at hænge ud i området omkring Khao San Road, som er byen store backpacker kvarter, shoppe og slappe af. Vi havde dog en lidt sjov oplevelse, da vi var i biografen den ene aften (vi skulle jo lige se den nye Harry Potter mm). Det var en vældig fin og moderne biograf, men inden filmen startede, skulle alle i biografen rejse sig op, mens nationalsangen blev sunget og den royale familie blev æret. De har meget respekt for kongen hernede, og det sker åbenbart før hver film. Jeg var ved at gå til af grin, for jeg kom til at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi gjorde det derhjemme for Dronning Margrethe og Prins Henrik! Nå, men fra Bangkok tog vi toget til Nong Kai ved grænsen til Laos. Vi krydsede grænsen uden de store problemer, og man kunne straks mærke, at det var et andet land, vi var kommet til. Alting går 10 gange langsommere i Laos end i Thailand, og der er stort set ingen tramc Vi var nogle dage i Vientiane (hovedstaden), og den mindede mest om en mindre dansk provinsby. Der skete absolut intet i byen - det vildeste vi foretog os, var vist at spise danske rundstykker og dansk ost på det skandinaviske bageri! Vi var et par dage i byen og fik set et par af seværdighederne, inden vi tog bussen til Vang Vieng. Sikke en bustur. Det var en gammel bus med plads (sæder) til ca. 40 personer. Men hernede synes de ligesom, at bussen skal fyldes helt op, for vi endte med at sidde på nogle små plastiktaburetter i midtergangen. Og så var vi endda heldige, for der var også ca. 20 personer, som stod op i de 3.5 time, som turen varede. Jeg vil skyde på, at der nok var ca. 75 mennesker i bussen, og så kørte chaufføren bare som en brækket arm gennem bjergene. Vi kom dog frem i et stykke og endte så med at være en uges tid i Vang Vieng. Det er en rigtig backpacker oase, og vi dovnede den der det meste aftiden. Vi holdt jul i byen', og det blev en lidt blandet oplevelse. Den 24/12 brugte vi dagen på at ligge i en badering, flyde ned af floden og drikke kolde øl - det var bare livet (der var solskin og ca. 25-30 grader). Laotiske (kaotiske) vejforhold. (Foto: Kenneth Hvolbøl) Om aftenen var der så reklameret med diverse julefester og andesteg i byen, så det havde vi jo rigtigt glædet os til. Desværre viste det sig, at det var andekarrysuppe, som vist aldrig havde set skyggen af en and. Og når jeg nu ikke kan tåle karry, var det ikke ligefrem nogen succes. Så jeg endte med at spise peberbøf med pommes frites - ikke ligefrem den mest spændende julemenu! Den 25/12 tog vi til gengæld revanche. Vi tilbragte det meste af dagen i en hængekøje nede ved floden og om aftenen var der så fest. Vi havde mødt et dansk par, som vi endte med at feste med. Og der fik vi så den helt store julemiddag med kalkun og alt det gode tilbehør! Og så fik vi da også lige et par øl til...der var i hvert fald fest i byen, og vi var vist nogle af de sidste til at gå hjem. Der var jo stort set kun backpackere i byen, og det var lidt svært at tage julen seriøst, når man er i Laos, så alle var i festhumør. Desuden er byen kendt for dens lidt specielle køkken: Happy pizza, Happy Milkshake osv osv. Man kan få gjort stort set alle retter "Happy" for ca. 5 kr (dvs. opiwn eller hash i maden), og der var altså en del syrede mennesker i den by. Vi tror dog, at de fleste overlevede julefesterne - vi hørte i hvert 62 63

fald kun om _et lig, som der var blevet fundet i floden et par dage efter... Meget tidligt om morgenen kan man overvære Luang Prabangs munke få mad afbefolkningen. (Foto: Kenneth Hvolbøl) Dagene. i Vang ~ieng gik hovedsagligt med af~lapmng, men VI var da også ude og se lidt. Vi var på fiske- og vandretur ved en nærlig- Blandt munke, elefanter og gamle damer i Laos! Vi havde nogle rigtig spændende dage i Luang Prabang. Der er mange templer og munke i b~en. Hver morgen omkring kl. 6.30 går alle disse munke igennem byen for at samle mad (hovedsagligt ris). Mange af de lokale sidder så udenfor og giver hver munk en skefuld ris. Alle m~ene går rundt i nogle flotte orange klæder, sa det er et flot syn, når ca. 200 munke går gennem byen. Vi snakkede med nogle af disse munke og de fortalte lidt om livet i templerne: de står op kl. ~.30 hver morgen og mediterer så noget tid, mden de skal ud på deres morgenrunde. Når de kommer hjem med maden, bliver den tilberedt og så må de spise indtil middag. Resten af ge~de sø (~en største s~ i Laos) og på en kajaktur pa floden, hvtlket var ret sjovt. ~esuden var vi ude og se et par grotter, som Vi kravlede rundt i (sammen med edderkopper på størrelse med en knytnæve). D~t holdt hårdt at komme videre fra Vang Vieng, men d. 30/12 tog vi så bussen til Luang Prabang, hvor vi p.t. befmder os. Det er også en rigtig hyggelig og flot by, hvor der er masser af templer, og hvor mange munke render rundt i gaderne. Vi holdt nytårsaften i selskab med en hel flok skandinaver (danskere, svenskere og nordmænd), og det var en festlig aften - næsten til den lyse morgen. Om et par dage tager vi så af sted mod det sydlige Laos, hvor vi nok vil bruge ca. 14 d~ge, ind~n vi ~eller i hvert fald jeg - Lars b!iver ~aske hdt længere i Laos) rejser Videre til strandene i Thailand og bruger et par uger der. Håber, at I alle har det rigtig godt. For dem a~ jer, som ikke har set det, har vi lagt nye billeder på hjemmesiden (www.munkens.dk - kig under scrapbog og diverse 3) og i løbet af de n~rmeste par dage skulle der også?erne bhve lagt et par stemningsbilleder fra Juledagene ud på hjemmesiden. dagen må de så ikke spise, men bruger dagen på at meditere, ordne ting i templet, nogle af dem tager engelskkurser osv. Vi snakkede med en, som havde været munk/novice i ca. 4 år. Han regnede med at skulle være munk i ca. 6 år endnu - derefter s~ll: han så ud og finde sig en kone:-) De ~a ikke røre ved kvinder eller give tmg/modtage ting fra kvinder. Munken lavede nogle armbånd tilos, men han måtte ikke give det til mig. Han gav det så til Lars, som så kunne give det til mig. Det var ret spændende at snakke med disse munke og de er mindst lige så interesserede i vore~ liv (og i at lære engelsk), som vi er i deres. Fra Luang Prabang tog vi bussen til Phonsavanh. Det var en meget flot tur gennem bjergene, hvor vi kom igennem en masse små landsbyer. Overalt stod der børn og vinkede og smilede. Nu kan det godt være, at jeg fornærmer nogen ved at sige dette, men børnene i Laos må simpelthen være verdens kæreste og kønneste børn. Og når man møder dem, står de stort set altid med et kæmpe smil på. Det er meget sjældent, at man ser utilfredse børn hernede. Selvom de er meget fattige og ikke har noget legetøj, ser de bare ud til at hygge sig. Og overalt er der massevis af børn (prævention er vist ikke nået til Laos endnu). Nå, men turen til Phonsavanh tog ca. 8 timer (med fuld fart over de snoede bjergveje og med laotisk musik kørende på fuld drøn) og vi kunne straks mærke, at vi var kommet op i bjergene, for der var hundekoldt (helt nede på 10 grader celsius eller sådan noget...). Byen er ikke særlig spændende, og der er kun elektricitet i byen fra kl. 18-23 (og det begynder som regel at blive mørkt omkring kl. 17). Men området omkring Phonsavanh er spændende. Vi tog på en dagstur ud til Plain of Jars. Der er i området fundet en masse store stenkrukker, som man mener, er over 2000 år gamle. Krukkerne er 1-2 meter høje og vejer ca. 600-6000 kg, og selvom en del af dem er blevet smadrede eller stjålet i tidens løb, er der stadig ca. 300-400 krukker spredt ud over et stort område. Ingen ved, hvad disse krukker er blevet brugt til eller hvorfor de er i oinrådet, men flot var det i hvert fald. Vi var også ude og se en minoritetslandsby (H'Mong-folket) og blev inviteret indenfor i nogle af husene. De bor mange mennesker under samme tag, men de virker faktisk ikke specielt fattige. De bruger dog stadig mange gammeldags arbejdsredskaber, og stort set alting foregår ved håndkraft. De lavede et lille musikshow for os og viste os ellers rundt i landsbyen. Fra Phonsavanh tog vi bussen til Vientiane. Det tog 10 timer, og bussen nåede at bryde sammen to gange undervejs. Igen en tur med høj musik, en overfyldt bus og fuld fart henover de snoede bjergveje. Fra Vientiane tog vi mere eller mindre direkte til det sydlige Laos (via Savannakhet og Pakse) til Si Phan Don. Vi sejlede fra Pakse til Si Phan Don - en tur på ca. 9 timer. H'mong kvinde med barn. (Foto: Kenneth Hvolbøl) Det var en flot tur ned af Mekong Floden, selvom båden ikke var alt for behagelig. Man sad på gulvet i båden, som selvfølgelig var overfyldt. Vi fik dog også lov til at sidde på taget noget af tiden, selvom de ikke var meget for, at vi piger måtte komme derop. Der er noget med, at kvinder ikke må være over mænd i Laos, men pga. pladsmangel fik vi alligevel lov til at sætte os derop. Der var mange lokale med båden. Båden stoppede i mange små landsbyer undervejs for at sætte folk af, og det var vist ikke hver dag, at der kom en båd til disse små landsbyer, for det virkede som om, at hele landsbyen var samlet, når båden ankom. Der var nogle ret sjove gamle damer med båden. Vi sad og spiste nogle bolcher på turen, og det vidste de ikke, hvad var. Vi gav dem så nogle bolcher, men de vidste ikke, hvad de skulle gøre med dem. Så vi måtte vise dem, hvordan man tog papiret af og spiste bolcherne. Der følte vi virkeligt, at 64 65

vi var kommet langt ud på landet! Desuden morede de sig helt vildt over vores bukser (dem, hvor man kan lyne benene af) - sådan nogle havde de vist heller ikke set før. Landsby i Nord-Laos. (Foto: Kenneth Hvolbøl) Vi var 3 dage i Si Phan Don området, også kaldet "de 4000 øer". Det er et rigtig hyggeligt område med masser af palmer, stort set ingen trafik, men en masse hyggelige øer. Vi brugte dagene på at cykle lidt rundt på hovedøen, ligge i hængekøjer og så var vi på en dagstur ned til den cambodianske grænse. Det tog dog sin tid at komme derned, for vi havde kun sejlet i ca. 10 min., før bådmotoren brændte sammen. Så måtte vi lige vente en times tid på en ny båd. Vi så nogle flotte vandfald undervejs, besøgte flere små øer og fik set delfmer. Disse delfmer kaldes Irrawaddy delfiner, og der er kun ca. 20-50 stk. tilbage i dette område. Det menes, at racen snart uddør, da mange af dem drukner i fiskenet eller bliver dræbt af dynamit (der fiskes med dynamit på den cambodianske side af floden). Vi fik dog set nogle få afdem, selvom de var langt væk. Fra Si Phan Don tog vi til Kiet Ngong, som nok var et af de fedeste steder, vi var i Laos. Det er en rigtig hyggelig landsby, som ligger ved et stort sumpområde (som dog p.t. er næsten udtørret). Og det bedste ved stedet er, at man kan komme ud og ride på elefanter. Så nu fik vi endelig prøvet af ride på elefanter gennem junglen. Det var ret skægt, men ikke videre behageligt. Vi sad i en kurv på ryggen af elefanten og det gyngede godt. Vi red rundt i området i ca. 1Y2 time, og derefter fik vi lov til at sætte os bag ørerne på elefanten (hvor elefantføreren normalt sidder). Stedet, vi boede på, lå lige ud til sumpområdet, og i dette område gik der en del vandbøfler og elefanter og græssede og badede i mudderet. Så vi kunne sidde på altanen (eller ligge i hængekøjerne) og kigge ud på disse elefanter, hvilket var ret hyggeligt. Om aftenen blev den ene af elefanterne så bundet fast lige bagved vores hytte, og så kunne vi høre den pusle rundt i buskene om natten. Vi var da også lige nede og klappe den og snakke lidt med den. Stedet var meget primitivt ingen elektricitet eller rindende vand, men de lokale i landsbyen var meget søde og hjælpsomme, selvom vi stort set ikke kunne kommunikere med dem. De er dog ind imellem lidt underlige. Ofte oplever man, at de bare sidder og stirrer på en i en times tid, som om at man var en alien fra det ydre rum. De siger ikke noget, og selvom man stirrer igen, er de totalt upåvirkede af det. Det tager lige lidt tid at vænne sig til, men de er åbenbart et nysgerrigt folkefærd. Derfra tog vi tilbage til Pakse, og så rejste Lars og jeg hver sin vej. Lars blev i Laos, og jeg tog natbussen tilbage til Thailand og befinder mig p.t. i Bangkok. Jeg brugte et par dage på at shoppe og slappe af, og startede så på et meditationskursus i et tempel. Men det var godt nok ikke lige noget for mig. Jeg var ved at blive skør (eller mere skør:-) afbare at sidde og lave ingenting en hel dag. Man måtte hverken læse, skrive, snakke eller gå udenfor, men brugte det meste af tiden på at sidde nede i en mørk kælder. Det var spændende at prøve at bo i et tempel og følge livet der, men det var bare ikke noget, som jeg har lyst til at fortsætte med! Derfor tager jeg om lidt videre til Phuket og så videre ud til en af øerne derfra. Koh Raya skulle være en rigtig hyggelig ø og et godt sted at dykke, snorkle og ligge på stranden (I kan jo kigge på denne hjemmeside og have lidt ondt afmig): http://www.rayadivers.com/index en.html). Så de næste ca. 5-10 dage kommer bare til at gå med at ligge på stranden, snorkle, dykke, læse et par gode bøger, hygge mig og slappe af- det er da lige til at klare :-) Mange solskinshilsner fra Kira Hej. Så er der atter nyt fra os to på farten. AfPoulSaabye og Pia Baltzer På de 2 måneder vi har haft bilen i Australien, har vi kørt 14.000 km på det der er verdens mindste kontinent. Vi har krydset gennem bush og ørken for at nå til hjertet af Australien, der med sit røde sand og sine tørre ørkenbuske er et af de mest øde områder aflandet. Skønt den afsides beliggenhed er det nærmest umuligt ikke at besøge Alice Spring og de omkringliggende seværdigheder, når turen går til Australien. Her midt i den varme og tørre ørken fmdes nogle af de mest besøgte turistattraktioner The Olgas og Ayers Rock samt Macdonnell Ranges. Naturligvis måtte også vi klatre op på top- pen af Ayers Rock, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt. Vi fortsatte fra Alice Spring op ad Stuart hwy mod Darwin i nord. Her gik det for alvor op for os, at afstandene i Australien ikke er til at spøge med, og at der let kan være 300 km, hvor der intet fmdes ud over tørre buske og gold jord. Vores besøg i Darwin blev noget kortere end først beregnet. Vejrguderne var ikke med os, og en cyklon nord for Kakadu National Park truede med at drukne os fuldstændig i regn, så efter kun 3 dage i Natio Nationalparken satte vi atter kurs væk fra det nordlige og våde Australien. 67

Næste destination var Cairns ved østkysten i Queensland, her var langt mindre vådt og dog... For skønt solen skinnede dag ind og dag ud, bød alle vores aktiviteter her på vand! Vi var ude at dykke ved Great Barrier Reef, der er et af de mest berømte steder i verden for dykning, og også ved white water rafting på Tully river blev vi godt våde. Efter nogle aktive dage i Cairns satte vi kursen mod syd langs kysten for at køre til Fraser Island, der er en kæmpemæssig sand ø, hvor legeglade sj æle kan få styret deres trang til at køre 4wd i sand. Så mens Poul fræsede Fraser Island tynd med mig som co-pilot, blev bilens evner testet. Efter at have set såvel ørken, sand og vand gjorde det godt atter at gense vores venner Carol og Ken i Brisbane. Her var vi med til at fejre en ægte aussie runde de 50 år med alt hvad dertil hører. Der var masser aføl, BBQ og kunstigt hår! Vi endte med at blive hos Carol og Ken i en lille uge. Her fløj tiden af sted, mens vi hyggede os og talte om rejseoplevelser, så lysbilleder og spiste rester fra fødselsdagsfesten. På Kens anbefalinger valgte vi at køre indlands mod syd gennem Queenslands outback, hvor vi kunne nyde den smukke bakkede og grønne natur, mens vi langsomt nærmede os Sydney. Det var også her, vi opdagede den store forskel der er på folkene i Queensland. Der er dem, der bor ved kysten og lever et byliv, og så er der alle de andre. Det vil sige farmerne på de enorme kvægfarme og de mange cowboys, der driver kvæget fra sted til sted. Sidst nævnte er desværre blevet mere og mere sjældne at se, da de store kvægfarme nu benytter sig afmere moderne metoder, men i en lille flække i Queenslands outback oplevede vi, hvordan det gamle cowboy håndværk endnu holdes i hævd, da vi overværede det årlige rodeo. Efter at have haft cowboysjælen helt inde under huden var vores visit i Sydney noget af en omvæltning. I storbyen, hvor der bor over 4 millioner mennesker gik vi på sightseeing og fik ved selvsyn mulighed for at se det verdensberømte Operahus og Harbour Bridge, inden vi atter fortsatte langs kysten mod syd. Alt dette kan du naturligvis læse meget mere om på vores website, hvor du også fmder billeder og små videoklip. Vi vil ønske jer alle en rigtig god læselyst. Poul Saabye og Pia Baltzer World Tour 2000 pp@touring.dk www.worldtour.dk Julehilsen fra familien Granhøj AfSarah, Sofie, Henrik oghelle Granhøj Shah Alarn, 5. januar 2003 Kære venner, Først et forsinket ønske om en rigtig glædelig jul, og håbet om at I kom godt ind i det nye år. Det er lang tid siden vi sidst skrevet fællesbrev, idet vi hele tiden har været tæt på en afklaring af vores fremtidige situation, og har ventet og ventet med at skrive, indtil alt var på plads. Alt er endnu ikke 100% afklaret, men det ser ud til, at vi skal til Valencia i Spanien, og Henrik starter formentlig med introduktion på det belgiske hovedkvarter i løbet afjanuar. Han skal være Country Manager for Portlink, som er et aff1lieret rederi til APM Gruppen, der blev overtaget sammen med Safmarine i 1999. Han skal starte en ny rute fra den spanske middelhavskyst til det nordeuropæiske kontinent og England, og samle rederiets aktiviteter i Spanien. Der har været mange lande oppe og vende: Singapore, Kina, Hong Kong, Bangladesh, Saudi, Bahrain, Sydafrika, Namibia, så vi er faktiske lykkelige over, at Spanien bliver vores nye hjemland. Det er jo tilmed lige rundt om hjørnet fra DK, og der har Helle faktisk LOV til at arbejde, idet Spanien er med i ED. Vi glæder os til at komme lidt tættere på Danmark og Jer! Der er kun ca. 2000 km. fra Valencia til DK, og ca. 400 km. til Barcelona, hvortil man kan flyve for en spotpris fra DK, så vi håber at få mange besøg. Nu skal vi så bare til at lære en masse spansk, og finde en god bolig med gæsteværelse. I mellemtiden trives pigerne godt her. De går begge to i en lokal børnehave, 10 minutters gang fra vores hus. De er afsted fra 9-12, og kan godt lide det. De er begge mægtig gode til at tale engelsk, især Sofie selvfølgelig. De synger engelske sange og leger engelske sanglege. Vi har derfor besluttet, at de skal på en international skole, så de kan fortsætte med at bruge deres engelsk-kundskaber. Det er næsten ikke til at bære, hvis Sotie skal opgive sit 3. sprog, og starte sit 4. sprog som 4-årig. Der er stadig lidt fransk tilbage fra Marokko, men det er ikke så aktivt længere. Dog forhåbentlig aktivt nok til at blive'oversat' til spansk. Generelt er pigerne gode sammen. Selvfølgelig kan de skændes over legetøjet, men ellers er de meget søde og hensynsfulde overfor hinanden. De ligger nogle gange og snakker i Y2 time efter de er lagt i seng, selvom der er helt mørkt i deres soveværelse. De er også meget glad vores maid, som leger tagfat med dem, læser højt fra engelske børnebøger m.m. Sarah kysser gerne og meget til højre og venstre, men Sotie er lidt mere forbeholden. Vi har lige haft en gyser inde på li vet. Sarah tik feber d. 23.12, og den 26.12 kørte jeg så på hospitalet med hende. Lægen var ret sikker på, at hun havde Dengue-fever, som i værste fald er en dødelig tropesygdom (3-5% i behandlede tilfælde, helt op til 50 % i ubehandlede tilfælde). Man bliver smittet via myg, ligesom malaria. Vi blev indlagt med det samme, og først 20 timer senere kunne lægen via en blodprøve atblæse faren. Det var ikke Dengue, men 'kun' en skrap febervirus. Sarah har jo udviklet astma, som brød ud i fuldt flor, da hendes modstandskraft var meget lav i sygdomsforløbet. Vi var indlagt i 2 døgn, og hun får stadig medicin og inhalator for hosten. Hun har været meget lang tid om at komme til hægterne, og hun tabte sig også. Men nu er hun næsten sig selv igen, så vi er meget lettede. Vi har selvfølgelig også oplevet nogle spændende ting de sidste måneder. Vi har været til et indisk bryllup, bruden er kollega til Henrik. Det var en meget spændende og anderledes oplevelse. Vi har de eneste hvide blandt 500 andre, og pigerne vakte naturligvis opsigt med deres meget lyse hår. Parret blev 'viet' af en indisk præst i bar overkrop, hvorefter vi alle.sammen spiste, og til sidst overrakte alle deres gaver til dem - mest kuverter med sedler. Det hele var overstået på 2Y2 time! Vi har også haft besøg af Pia og Poul igen (www.worldtour.dk). og det var jo lige så hyggeligt som de andre 2 gange de har boet her. Vi tog til Penang sammen, som er en lille ø på vestkysten af Malaysia. Det var ligesom at være på charter rejse i Europa, med blegfede englændere, der får for meget sol. Der var dog en dejlig strand og en dejlig pool på Holiday Inn. Singapore har vi også fået besøgt (hvilket var et nyt land 'for Helle). Vi besøgte Singapore Zoo, som skulle være verdens bedste, og den ER også meget not. Vi tog også over til Sentosa Island, som er en lille forlystelses ø i Singapores havn, hvor man kan besøge Underwater World, spille golf, se deltinshow m.m. Vi synes Singapore er et dejligt sted, hvor der blandt andet er et kaj område, som minder meget om Nyhavn. Der måtte vi lige have en øl! Singapore er ikke så sterilt, som man gerne vil gøre det til. Der er pænt og rent i centrum i forhold til andre steder under kinesisk indt1ydelse, men værre er det altså heller ikke... Vi foretrækker dog fortsat Malaysia. som virker en anelse mere autentisk og afslappet. Så har vi været til skandinavisk julefest, som foregik i en have i over 35 graders varme. Julemanden kørte derfra på en orange Aprilia motorcykel i fuld kostume, hvilket alle morede sig meget over. Sofie kunne sagtens huske julen fra sidste år, så hun har snakket meget om julemanden og gaverne. Vi pyntede op i huset, lavede adventskrans, brændte kalenderlys hver aften, og pigerne havde en pakkekalender. Mærsk havde sendt rigtige juletræer fra Danmark, så vi havde en vaskeægte ædelgran inde i gæsteværelset på fuld aircon, inden vi pyntede det nede i stuen. Vores maid fra Filippinerne synes det var helt fantastisk. Det er første gang hun har set et rigtigt juletræ. På trods af julepynten var det næsten umuligt at komme i julestemning, når man bor i troperne. 69

Henriks mor var her i 14 dage over julen. Det var meget hyggeligt med familiebesøg, og selve juleaften var meget tæt på at være rigtig jul, efter det var blevet mørkt udenfor ved 19-tiden. Vi fik røget ribbenssteg fra Helsingørsgade, og Henriks hjemmelavede rødkål og brun sauce. Vi havde naturligvis levende lys på træet i modsætning til alle vore malay-kinesiske naboer, og gaver til alle manglede heller ikke... Vi får begge spillet lidt golf, og det går da også langsomt fremad, så med tiden skulle det nok kunne lykkedes for os begge to at få et acceptabelt handicap, så vi har lov til at spille på de danske baner også! Vi fik aldrig taget nogen træningstimer i Malaysia, idet de seneste tre måneder har været lidt præget af usikkerhed om det hele. De første seks måneder blev jo nærmest brugt på at 'tage landet på'. Tema: Myanmar Vi vil i næste nummer sætte fokus på Myanmar og inviterer derfor vore medlemmer til at komme med indlæg om dette spændende rejseland. Broen over Sal River, der danner grænsen mellem Mae Sai (Thailand) og Tachilek (Myanmar) Som formanden skriver på side 4, så har der sidste år været artikler i bladet fra 22 medlemmer (+ personbeskrivelseme). Forhåbentlig vil disse aktive skribenter fortsætte med at delagtiggøre os andre i deres oplevelser, men samtidig skal der lyde en opfordring til alle om at fortælle noget fra deres rejser. Et af Henriks skibe med base i Spanien. Men vi har hørt at man også spiller golf i Spanien, så vi må fortsætte der og forberede os endnu mere på alderdommen i det sydeuropæiske... Mange kærlige bagjulehilsner fra Sarah, Sofie, Henrik og Helle Det behøver slet ikke at være en lang artikel, men hvis vi alle f.eks. skreven halv til en hel side fra hver rejse, eller i det mindste fra hvert nyt rejsemål, så vil vi med lidt hovedregning få ca. 25 ekstra indlæg i hver udgave af Globen. En sådan kombination af en del korte beretninger plus de mere fortællende artikler på omkring 5 sider, vil gøre bladet endnu mere læseværdigt og afvekslende. Glæd jer til næste nummer: Der er allerede indløbet/lovet artikler om Mongoliet (Henrik Døcker), Afghanistan (Henrik Døcker), Skiferie i Bulgarien (PAI), Etiopien (Michael Mini), Kiras fortsatte færd og Nepal (Lars Hansen). Da vi samtidig forventer en del tema-artikler om Myanmar, så er der en stærk geografisk asiatisk slagside. Derfor en speciel opfordring til rejsende i andre områder: Del jeres oplevelser med os og skriv et indlæg! SP