HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 20. juni 2016 Sag 5/2015 (1. afdeling) Assens Havn (advokat Henrik Hesselberg Frandsen) mod Navigators Management (UK) Limited (advokat Henrik Nissen) Højesteret (dommerne Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne, Henrik Waaben og Jan Schans Christensen) har i henhold til artikel 267 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde besluttet at anmode EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a, i Domsforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, også benævnt Bruxelles I-forordningen). Den præjudicielle forelæggelse angår spørgsmålet, om en skadelidt, der efter national ret har hjemmel til at anlægge sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, er bundet af en aftale om værneting, som forsikringsgiver og forsikringstager gyldigt har indgået efter artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a. Det bemærkes, at Domsforordningen som følge af det danske retsforbehold ikke finder direkte anvendelse i Danmark. Forordningens bestemmelser er imidlertid sat i kraft ved parallelaftale (aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område), der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen mv. Af parallelaftalens artikel 6, stk. 1, følger, at Danmark kan forelægge spørgsmål for EU-Domstolen om bl.a. fortolkning af Domsforordningen, der udgør en del af aftalen, jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 1.
- 2-1. Sagens omstændigheder og hidtidige forløb 1.1. I efteråret 2007 forestod selskabet Skåne Entreprenad Service AB (Sverige) (herefter Skåne Entreprenad) befragtning af sukkerroer til en fabrik i Nykøbing Falster, og en del af transporten foregik med skib fra Assens til Nakskov. Til brug for denne sejlads havde Skåne Entreprenad chartret en række slæbebåde og pramme, herunder slæbebåden Sea Endeavour I. Fartøjet var ejet af Saga Shipping & Trading Corporation Ltd. (St. Vincent og Grenadinerne) (herefter Saga Shipping), men var bareboat-befragtet af selskabet Skåne Entreprenad, som havde tegnet ansvarsforsikring hos Navigators Management (UK) Limited (herefter Navigators Management). Den 24. november 2007 opstod der under besejlingen af Assens Havn en række skader på kajanlægget. Det er omtvistet, hvordan skaderne er opstået, og hvem der bærer ansvaret herfor. Assens Havn har anlagt erstatningssag mod Navigators Management ved Sø- og Handelsretten med påstand om erstatning for de omhandlede skader. Sagen er anlagt direkte mod Navigators Management som ansvarsforsikringsselskab for skadevolder, da Skåne Entreprenad efterfølgende er gået konkurs. 1.2. Sø- og Handelsretten har i medfør af retsplejelovens 253 udskilt bl.a. spørgsmålet om værneting til særskilt forhandling og afgørelse og afvist sagen under henvisning til manglende værneting i Danmark. Sagen for Højesteret vedrører dette spørgsmål. 1.3. For Højesteret er sagens hovedspørgsmål, om Assens Havn, der i medfør af den danske bestemmelse i forsikringsaftalelovens 95, stk. 2, kan anlægge sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, er bundet af den aftale om værneting, der er indeholdt i forsikringsaftalen mellem befragteren Skåne Entreprenad og forsikringsselskabet Navigators Management, jf. artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a. Hvis Assens Havn er bundet af værnetingsaftalen, er sagen med rette afvist af Sø- og Handelsretten. Hvis skadelidte derimod ikke er bundet af værnetingsaftalen, kan sagen som sket anlægges på skadestedet, jf. Domsforordningens artikel 10, jf. artikel 11, stk. 2. 1.4. Af forsikringspolicen, der ubestridt er gældende mellem forsikringsgiver og forsikringstager, fremgår bl.a.:
- 3 - Choice of Law and Jurisdiction This insurance shall be governed by and construed in accordance with the law of England and Wales and each party agrees to submit to the exclusive jurisdiction of the courts of England and Wales. Af Navigators Managements forsikringsbetingelser fremgår endvidere: 7) Law, Practice and Dispute Resolution This insurance shall be governed by and construed in accordance with English Law and, in particular, be subject to and incorporate the terms of the Marine Insurance Act 1906 and any statutory modification thereto. This insurance, including any dispute arising under or in connection with it, shall also be subject to the exclusive jurisdiction of the High Court in London. 1.5. Skåne Entreprenad er taget under konkursbehandling, og Assens Havn har den 22. december 2009 anmeldt et erstatningskrav i konkursboet. Kurator i konkursboet har ved brev af 21. januar 2010 kvitteret for anmeldelsen og oplyst, at boet forventes sluttet uden dækning til uprioriterede krav. Konkursboet har heller ikke efterfølgende givet dividende til kravet. 1.6. Assens Havn har i anledning af skaderne foretaget arrest i Sea Endeavour I. Under justifikationssagen, der var anlagt mod Saga Shipping som ejer af Sea Endeavour I, nedlagde Assens Havn bl.a. påstand om, at Saga Shipping skulle anerkende at være ansvarlig som reder for skader forårsaget af Sea Endeavour I, at Assens Havn havde søpant i skibet, og at Saga Shippings påstand om ophævelse af arresten ikke skulle tages til følge. En række spørgsmål, herunder de omtalte, var udskilt til særskilt behandling. Højesteret fastslog ved dom af 4. december 2012 (UfR 2013.713 H), at rederansvaret for skader forårsaget af Sea Endeavour I påhviler Skåne Entreprenad og ikke Saga Shipping, og at et eventuelt erstatningskrav var sikret ved søpant i skibet, hvorfor der kunne foretages arrest i dette. Justifikationssagens øvrige spørgsmål er sammen med spørgsmål om søpantets og arrestens fortsatte gyldighed behandlet ved Østre Landsrets ankedom af 10. maj 2016 i sag B-4017-13. I dommen, der alene har virkning mellem parterne, fastslog Østre Landsret bl.a., at Saga Shipping skulle anerkende, at Skåne Entreprenad var ansvarlig for skaderne forårsaget af Sea Endeavour I, at erstatningskravet
- 4 - udgør 900.000 kr., og at Assens Havn har søpant for sit erstatningskrav. Landsretten stadfæstede endvidere den foretagne arrest. 1.7. Assens Havn har under den foreliggende erstatningssag nedlagt påstand om, at Navigators Management skal betale 1.310.536 kr. Navigators Management har nedlagt påstand om afvisning på grund af manglende værneting i Danmark, subsidiært frifindelse. Søog Handelsretten har som nævnt i medfør af retsplejelovens 253 udskilt bl.a. spørgsmålet om værneting til særskilt forhandling og afgørelse. 1.8. Sø- og Handelsretten afsagde dom i sagen den 22. december 2014 og afviste sagen med henvisning til, at værnetingsaftalen indgået mellem forsikringsaftaleparterne var bindende for skadelidte, hvorfor sagen ikke var anlagt ved rette værneting. Sø- og Handelsrettens præmisser vedrørende spørgsmålet om værneting er sålydende: Det kan lægges til grund, at den omhandlede forsikring er en søforsikring, og at forsikringen indeholder en særlig bestemmelse om lovvalg og værneting i England og Wales. Det fremgår af EF-domsforordningens artikel 13, at de i øvrigt præceptive bestemmelser om værneting kan fraviges ved aftale i visse tilfælde, blandet andet for søforsikringer, jf. artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14. Aftalen om værneting kan derfor ikke tilsidesættes på grund af præceptivitet. Det skadevoldende selskab, Skåne Entreprenad Service AB, er gået konkurs, og spørgsmålet er herefter, hvordan forsikringsaftalelovens 95 nærmere skal forstås. Bestemmelsen angår den ret, skadelidte har til at søge erstatning direkte hos et forsikringsselskab, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes konkurs. Retten finder, at bestemmelsen både efter sin ordlyd og sit formål må forstås sådan, at den skadelidte indtræder i den sikredes ret imod selskabet, herunder også eventuelt særligt aftalte forsikringsvilkår mellem parterne; som her aftalen om lovvalg og værneting i England og Wales. Som følge heraf er der ikke værneting i Danmark for denne sag, og sagsøgtes påstand om afvisning tages derfor til følge. 1.9. Sø- og Handelsrettens dom er indbragt for Højesteret af Assens Havn med påstand om, at dommen ophæves, og at sagen hjemvises til realitetsbehandling i Sø- og Handelsretten. Navigators Management har nedlagt påstand om stadfæstelse. 2. Nationale bestemmelser
- 5-2.1. En skadelidt har efter dansk ret som udgangspunkt ikke adgang til at anlægge sag direkte mod en skadevolders forsikringsselskab, men der er i forsikringsaftalelovens 95 givet hjemmel hertil i tilfælde af f.eks. forsikringstagers konkurs. 2.2. Forsikringsaftalelovens 95, stk. 1 og 2, lyder: 95. Når den sikredes erstatningspligt overfor den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt, indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod selskabet, for så vidt han ikke er fyldestgjort. Stk. 2. Den skadelidte indtræder endvidere i den sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. I det omfang skadelidtes krav ikke er blevet dækket, kan det fulde krav på erstatning rettes mod selskabet. Selskabet skal i de i 1. pkt. nævnte tilfælde uden ugrundet ophold underrette den sikrede om, at det har modtaget et krav på erstatning. 2.3. Bestemmelsens stk. 2 er indsat ved lov nr. 434 af 10. juni 2003. I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 2002-03, tillæg A, lovforslag nr. L 169, side 4396) fremgår bl.a., at skadelidte indtræder i sikredes ret, dvs. at skadelidte kan rette sit krav direkte mod ansvarsforsikringsselskabet, men at skadelidte dog ikke kan få en bedre retsstilling over for selskabet, end skadevolderen/sikrede ville have haft, hvis den pågældende selv havde betalt erstatning til skadelidte og derefter gjort kravet gældende mod selskabet. 3. Domsforordningens afdeling 3 3.1. Sagen rejser spørgsmålet, om en skadelidt, der benytter sin adgang til at rejse et krav mod sikredes ansvarsforsikringsselskab efter Domsforordningens artikel 11, stk. 2, er bundet af en værnetingsaftale indgået mellem forsikringsgiver og forsikringstager efter artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a. Det er dette spørgsmål, den præjudicielle forelæggelse vedrører, jf. nærmere nedenfor under pkt. 4 og 5. 3.2. Domsforordningen finder som nævnt ikke direkte anvendelse i Danmark som følge af det danske retsforbehold. Forordningens bestemmelser er imidlertid sat i kraft i Danmark ved parallelaftale (aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Dan-
- 6 - mark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område), der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen mv. Forordningen indeholder i Afdeling 3 bestemmelser om værneting i forsikringssager. Forordningens artikel 10, 11, 13 og 14 lyder bl.a.: Artikel 10 I sager om ansvarsforsikring eller forsikring af fast ejendom kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. Det samme gælder, når fast ejendom og løsøre er omfattet af samme forsikringsaftale og er genstand for samme skadestilfælde. Artikel 11 Stk. 2. Artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg. Artikel 13 Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting: 1) der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller 2) der giver forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller 3) der er indgået mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som på tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, med det formål, at retterne i denne stat skal være kompetente også i tilfælde af, at skadetilføjelsen er foregået i udlandet, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat, eller 4) der er indgået af en forsikringstager, som ikke har bopæl på en medlemsstats område, medmindre det drejer sig om en lovpligtig forsikring eller en forsikring vedrørende en fast ejendom, som er beliggende på en medlemsstats område, eller 5) der vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 14 nævnte risici. Artikel 14 De i artikel 13, nr. 5, omhandlede risici er følgende: 1) enhver skade a) på søgående skibe, på offshore-anlæg og anlæg i rum sø eller på luftfartøjer, der skyldes begivenheder, som indtræffer i forbindelse med anvendelse til erhvervsmæssige formål af disse skibe, anlæg og luftfartøjer b) på gods bortset fra passagerers bagage, når forsendelsen sker helt eller delvis som transport med nævnte skibe eller luftfartøjer
- 7-2) ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller for skade på disses bagage a) hidrørende fra brugen eller driften af skibe, 3.3. Professor dr. P. Schlosser har i 1979 udarbejdet en rapport om konventionen af 9. oktober 1978 om kongeriget Danmarks, Irlands og Det forenede kongerige Storbritanniens og Nordirlands tiltrædelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention. Rapporten er optrykt i De Europæiske Fællesskabers Tidende, C 59, 22. årgang, den 5. marts 1979. I note 148, der fremgår af side 116, anføres om artikel 10 og 12 i Domskonventionen (konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager), der til dels svarer til Domsforordningens artikel 11 og 13, bl.a.: Værnetingsaftaler omfatter alle retssager mellem forsikreren og forsikringstageren, også for så vidt denne i henhold til artikel 10, stk. 1, vil indstævne forsikreren for den ret, for hvilken skadelidte gør krav gældende mod ham selv. Over for tredjemand kan en værnetingsaftale, som er indgået som led i en forsikringsaftale, imidlertid ikke have bindende virkning. Bestemmelserne i artikel 10, stk. 2 [nu forordningens artikel 11, stk. 2], som vedrører skadelidtes umiddelbare søgsmål, berøres således ikke af værnetingsaftaler i forsikringsaftaler. Der var på dette tidspunkt ikke bestemmelser svarende til artikel 13, nr. 5, og artikel 14 i konventionen. 3.4. Der foreligger alene enkelte fortolkningsbidrag i praksis om rækkevidden af Domsforordningens artikel 13, nr. 5. I EU-Domstolens dom af 26. maj 2005 i sag C- 77/04 (GIE Réunion européenne m.fl.) har Domstolen således bl.a. fastslået, at Domskonventionens (nu Domsforordningens) Afdeling 3 afsnit II ikke finder anvendelse på forholdet mellem flere forsikringsgivere inden for rammerne af en sag om opfyldelse af en forpligtelse. Sagen drejede sig om et forsikringsselskabs adgang til at adcitere et andet forsikringsselskab efter konventionens artikel 6, nr. 2, med henblik på fordeling af erstatningen for skader, der var dækket af flere forsikringer, på et andet sted end det adciterede forsikringsselskabs hjemsted. I dommens præmis 22 anføres bl.a., at konventi-
- 8 - onens artikel 12, nr. 5, (nu artikel 13, nr. 5) udelukker de forsikringskontrakter, hvorefter den sikrede besidder en væsentlig økonomisk styrke, fra en ordning, der har til formål at beskytte den økonomisk svageste og juridisk mindst erfarne part. EU-Domstolen fandt på denne baggrund, at en sag mellem forsikringsgivere om opfyldelse af en forpligtelse, der støttes på, at samme risiko er omfattet af flere forsikringer, ikke var omfattet af bestemmelserne i Afdeling 3 afsnit II. 3.5. EU-Domstolen har endvidere i dom af 12. maj 2005 i sag C-112/03 (Peloux) udtalt sig om fortolkningen af artikel 13, nr. 3. Det franske selskab Peloux var blevet sagsøgt i Frankrig i forbindelse med levering af nogle mangelfulde paneler. Peloux adciterede under sagen nogle belgiske forsikringsselskaber, som havde indgået en forsikringsaftale med Peloux belgiske moderselskab. Efter forsikringsaftalen, der også omfattede Peloux som sikret, var der værneting ved forsikringstagerens hjemsted, og den forelæggende ret havde oplyst, at denne bestemmelse helt tydeligt ikke blev pålagt af forsikringsselskabet. EU-Domstolen fastslog i denne sag, at en værnetingsaftale indgået i overensstemmelse med artikel 13, nr. 3, ikke kan gøres gældende over for en sikret, der ikke udtrykkeligt har tiltrådt værnetingsaftalen, og som har bopæl i en anden medlemsstat end forsikringstageren og forsikringsgiveren. 4. Baggrunden for spørgsmålet 4.1. Afdeling 3 i Domsforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område) indeholder en række bestemmelser om kompetence i forsikringssager. Efter artikel 10 kan forsikringsgiveren i sager om bl.a. ansvarsforsikring sagsøges ved retten på det sted, hvor skadestilførslen er foregået. Det gælder tillige i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg, jf. artikel 11, stk. 2. Om en sådan hjemmel foreligger, skal afgøres efter national ret, og efter forsikringsaftalelovens 95 er der i en situation som den foreliggende hjemmel til et direkte sagsanlæg. 4.2. Efter artikel 13 kan bestemmelserne i Domsforordningens Afdeling 3 alene fraviges ved en aftale om værneting i de opregnede tilfælde, herunder ved en aftale om værneting,
- 9 - der vedrører en forsikringsaftale, som dækker ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller skade på disses bagage, hidrørende fra brugen eller driften af skibe, jf. artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a. 4.3. EU-Domstolen har i ovennævnte sag C-112/03 (Peloux) fastslået, at en klausul om værneting ved forsikringstagerens hjemsted i en forsikringsaftale, der var indgået i overensstemmelse med Domskonventionens artikel 12, nr. 3 (nu Domsforordningens artikel 13, nr. 3), ikke kunne gøres gældende i forhold til en begunstiget/sikret, som ikke udtrykkeligt havde underskrevet klausulen. Af afgørelsen fremgår, at undtagelserne, der giver mulighed for at fravige konventionens udtømmende opregning i Afdeling 3, skal fortolkes strengt (præmis 31). Det fremgår bl.a. af præmis 33, at undtagelsen i artikel 12, nr. 3, er begrundet i, at en adgang til at aftale værneting i det land, hvor også forsikringstageren har hjemsted, ikke berøver forsikringstageren, der er den svageste part, en passende beskyttelse. I præmis 39 og 40 lægges til grund, at en tilsvarende anerkendelse af værnetingsaftalen i forhold til den begunstigede vil føre til en tilsidesættelse af formålet om at beskytte den økonomisk svageste part, der bør kunne anlægge sag og forsvare sig ved retten på det sted, hvor han har sin egen bopæl. 4.4. Den foreliggende sag vedrører fortolkningen af undtagelsesbestemmelsen i artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a. Det fremgår af præmis 22 i sag C-77/04 (GIE Réunion européenne m.fl.), at de ufravigelige bestemmelser i Afdeling 3 kun skal gælde på forhold, der er kendetegnet ved en ubalance mellem parterne, og at de specielle kompetenceregler er indført til fordel for den part, der anses for den økonomisk svageste og juridisk mindst erfarne. EU-Domstolen fremhævede i samme præmis, at konventionens artikel 12, nr. 5, (i dag Domsforordningens artikel 13, nr. 5) udelukker de forsikringsaftaler, hvorefter den sikrede besidder en væsentlig økonomisk styrke, fra en sådan beskyttelsesordning. 4.5. Det er Højesterets opfattelse, at der efter ordlyden af artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a, sammenholdt med den foreliggende praksis, jf. pkt. 4.3. og 4.4., og professor dr. P. Schlossers rapport, er tvivl om, hvorvidt Domsforordningens artikel 13, nr. 5, jf. arti-
- 10 - kel 14, nr. 2, litra a, skal fortolkes således, at en skadelidt er bundet af en værnetingsaftale indgået mellem forsikringsparterne. 5. Spørgsmålet 5.1. Da en afklaring af dette spørgsmål er af afgørende betydning for den aktuelle sags udfald, og da den foreliggende tvivl vedrører fortolkningen af en unionsretlig regel, finder Højesteret det nødvendigt at anmode EU-Domstolen om at besvare nedenstående spørgsmål. Thi bestemmes: Højesteret anmoder EU-Domstolen om at besvare følgende spørgsmål: Skal artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a, i Domsforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område) fortolkes således, at en skadelidt, der efter national ret har hjemmel til at anlægge sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, er bundet af en aftale om værneting, som forsikringsgiver og forsikringstager gyldigt har indgået efter Domsforordningens artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a?