xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Gertraudt Jepsen BITTEN CLAUSEN Gyldendal I henhold til aftale med Gyldendal, er følgende uddrag af bogen Bitten Clausen historier fra et liv kun til internt brug i Danfoss.
5
20. oktober 1912 Barn i krigens skygge ADAC. De fire bogstaver blev på én gang skæbnesvangre og mirakuløse for Bittens far, Valdemar Hinrichsen, en dag i 1914. Den 39-årige automobilforhandler fra Haderslev, der var under tysk militærtjeneste, ringede nemlig hjem fra kasernen til sin hustru for at spørge, om hun havde husket at betale kontingentet til den tyske automobilklub ADAC. Men telefonen var aflyttet, og de fire bogstaver blev opfattet som en slags hemmeligt kodesprog mellem ægteparret, så det tyske militær sendte Valdemar Hinrichsen i fængsel i Rendsburg. Mens min far var i fængsel og under mistanke for spionage, foretog tyskerne en husundersøgelse hos min mor i Haderslev. Bitten bag rattet i sin fars bil i 1914. 7
20. oktober 1912 barn i krigens skygge Den resulterede i, at de fandt et postkort, som far havde sendt til mor. På kortet var der et portræt af den tyske general Ludendorff, som jeg med en to-årigs barnlige streger havde overmalet. Men misforståelsen om telefonopkaldet blev opklaret, og min far blev løsladt efter tre dage. Netop i de dage blev det regiment, som min far tilhørte, sendt til den belgiske front. Mirakuløst undgik han at komme til fronten, hvorfra så få slap med livet i behold, fordi hans regiment allerede var sendt af sted. Han måtte nu vente på det næste. Som automobilhandler havde han naturligvis god forstand på biler, og af generalstaben i Eutin blev han udset til midlertidigt at vikariere for generalens chauffør, mens denne var på orlov. Ved sin tilbagekomst blev chaufføren aftenen før sin tiltræden under tumulter i en kro ramt af et vådeskud og døde. På denne måde blev min far indsat som fast chauffør og kom under hele krigen lykkeligvis aldrig nærmere fronten end generalerne. Bitten kom til verden søndag den 20. oktober 1912 i Gåskærgade 36 i Haderslev, knap to år før udbruddet af Første Verdenskrig. Hun var selvsagt for lille til at forstå noget om krigen, der rasede over det meste af Europa, mens civilbefolkningen led nød. Antallet af faldne soldater ved fronten eskalerede, og i 1918 kostede den spanske syge mange tusinder af mennesker livet. Men hun oplevede savnet af faderen, der som andre sønderjyske mænd mærkede krigsnederlaget fra 1864 ekstra hårdt, fordi de som danskere måtte trække i tysk militæruniform. Tyskland strakte sig således helt op til Christiansfeld mod nord, og Første Verdenskrig varslede en afgørende periode for landsdelen, både politisk og nationalt. Valdemar Hinrichsen blev rekrut i Østpreussen det nuværende Kaliningrad der dengang var en del af det tyske rige ligesom Sønderjylland. Her oplevede han den strenge tyske militærdisciplin under netop general Ludendorff, der senere blev øverstkommanderende for den tyske hær ved vestfronten. Jeg mindes min far som en fremmed soldat, der kom på besøg, når han havde orlov. Engang ved hans afrejse gik jeg i krampegråd, måske mest fordi jeg fornemmede, at de voksne var bange. Med min lidt ældre legekammerat sad jeg ofte på trappen, når 8
Bitten med sine tre søskende. Det er Bitten nederst til højre. avisen kom. For mig var det mest spændende alle de med sort indrammede dødsannoncer, der til tider, når der havde været store slag i Frankrig, kunne fylde flere sider. Det var først i den danske skole efter krigen, at jeg for alvor forstod tragedien bag annoncerne. Mange af mine kammeraters fædre vendte aldrig hjem, og en hel generation af piger forblev ugifte. Seks af mine kusiner og deres kusiner blev aldrig gift. Under krigen var hverdagen i Gåskærgade i hjertet af Haderslev, som alle andre steder, meget spartansk. Vandgrød og stuvede kålrabi var ofte på menuen, men familien blev af og til reddet af Bittens onkel Dres. Han var ikke blevet indkaldt og kunne fortsætte sit arbejde som slagter og kreaturhandler, der gav ham gode forbindelser på landet, hvor han af og til kunne få kødvarer, især høns og andet. Når han havde skaffet forsyninger, ringede han til Bittens mor for at fortælle det. På hans spøgefulde måde lod han igennem den aflyttede telefon forstå, at der var varer klar til afhentning. Det var jo forbudt at tale dansk. Onkel Dres sagde derfor på sit bedste tysk: Bin du da, Moster? Die weisse Kuh ist da. Un9
der vores store slag, som dengang var på mode, kunne vi nemt skjule en kurv og en spand. Men det var altid risikabelt at gå gennem byen, fordi gendarmer patruljerede og undersøgte mistænkelige. Vi kunne hver gang forvente at møde en gendarm med vores forbudte varer. For at sikre sig, at vi var vel ankommet, ringede onkel Dres så igen til mor og spurgte pænt: Hast du einen Vogel? på dansk er du rigtig klog? og det var hun hver gang. Postkort med portræt af Bittens far sendt hjem under Første Verdenskrig. I det hele taget betød familiesammenholdet meget i familien Hinrichsen, hvor Bitten var den næstyngste i en søskendeflok på fire. Der var mange traditioner, der blev holdt i hævd. Om søndagen tog familien gerne ud at spadsere eller kørte en tur i bil. Om sommeren gik turen til stranden i onkel Dres hestevogn med madkurve og i søndagstøj med nylakerede stråhatte. Lørdag aften samledes onkler, tanter, fætre og kusiner i Bittens mormors lille lejlighed eller hjemme hos Bitten for at spille dam, domino og andre gamle brætspil. Voksne og børn legede selskabslege sammen, og nogle gange blev der læst højt fra Selma Lagerlöfs eller H. C. Andersens værker. Bittens livslange glæde og interesse for musik blev grundlagt i disse weekender, hvor hendes kusine, Anna Thulstrup, akkompagnerede til fædrelands- og aftensange. Kusinen, der var konservatorieuddannet pianistinde, gav Bitten forståelsen for musikken. Til Bittens forældres skuffelse blev hun dog aldrig selv den store udøver, selvom det havde lovet godt, idet hun allerede som fireårig kunne spille Glade Jul eller et par takter af tysk militærmusik, som hun havde hørt de tyske soldater spille, når de marcherede igennem gaden. Det tyske militær spillede på det lille torv tæt på vores hus, hvor min lillebror og jeg ofte overværede koncerten. En regnvejrsdag, vi kom hjem derfra, spurgte min mor, om vi havde stået der i regnen. Men vi havde søgt ly under den højt hængende postkasse. Selv blev Bitten et omvandrende eksempel på familiebåndet. Hendes navn er arvet fra både hendes mormor og hendes fars 10
faster. Bitten er døbt Dorthea Emma Andkjær Hinrichsen. Hun skulle hedde Dorthea efter sin mormor, mens hendes ældste søster fik farmorens navn. Navnet Dorthea var allerede dengang ikke så mundret. Min far kaldte mig Bit, og det blev så til Bitten efterhånden. Da jeg kom i dansk skole var vi to, der hed Dorthea, og vi blev derfor spurgt, hvad vi blev kaldt hjemme. Den anden Dorthea blev kaldt Dudde. Dudde var jo ikke rigtig noget navn, så hun blev kaldt ved sit rigtige Dorthea, og jeg blev kaldt Bitten. Sådan har Bitten heddet lige siden, og der er ikke mange, der ved, at det ikke er hendes egentlige fornavn. Det har senere voldt vanskeligheder, for eksempel når hun skulle ud at rejse med fly, fordi billetterne var bestilt under navnet Bitten, og passet sagde noget andet. 20. oktober 1912 barn i krigens skygge Moderens familie har rødder langt tilbage i en tysk slægt. Bitten kender mest til historien om sin oldefar, der var født i byen Bennigsen ved Hannover. Det blev berettet om hans forfædre, at en af dem skulle have været med i krigen mod Napoleon. Og flere af dem efterlod forseglede dokumenter fra højt placerede militærpersoner om ansættelse under både prøjsiske og danske konger. Min oldefar var ritmester i Hannover. På et tidspunkt blev han involveret i en strid og udfordret til en duel. Den udfordring flygtede han fra og tog til København, hvor han fik ansættelse i den danske hær. I København fandt han en pige, som han levede og fik tre børn sammen med, to døtre og en søn. Den ene datter var min bedstemor, Anne Dorthea Hendrine von Bennigsen, der blev gift med Hans Christian Waaben, en møllebygger fra Mølby. Han var enkemand og havde to døtre. I ægteskabet fik de min mor, Marie Waaben. Mine søskende og jeg var selvfølgelig nysgerrige efter at høre om mystikken omkring min oldefar, der brød ud af sin familie i Bennigsen ved Hannover. Min mor fortalte, at hendes mor faktisk havde givet hende nogle breve, der kunne have givet os flere oplysninger. Men hun havde brændt dem i kakkelovnen 11
ét for ét. Vi gættede på, at min oldefar havde været familiens sorte får, og at min bedstemor var født uden for ægteskabet. Jeg har prøvet på at opklare det, blandt andet ved at køre derned, men jeg har ikke kunnet komme videre i sagen. I barndomshjemmet i Haderslev smittede den strenge tyske disciplin af på Valdemar Hinrichsens opdragelse af sine fire børn. Han var meget autoritær. 20. oktober 1912 barn i krigens skygge Men fordi min far var meget hjemmefra, var det min mor, der tog sig af opdragelsen. Som regel foregik det i harmoni. Hun var bestemt på en diplomatisk måde, så vi ikke følte det som krav. Hun var vores faste holdepunkt med sin søde og kærlige facon. Min mor lærte os smukke danske sange, som vi fire børn sang flerstemmigt under vores aftenhygge. Det bedste var uden tvivl hendes milde væsen, og hun kunne være meget overbærende. Det mærkede Bitten en dag, da skolelæreren bankede på døren. Vi skulle møde i skolen klokken 8.00, men det med at stå tidligt op var ikke min mors stærke side. Efter morgenkaffe og morgenbøn kom vi af og til for sent i skole. Jeg kunne ikke nå at indhente tiden på skolevejen. Dertil lå skolen for tæt på. En dag stod en af lærerne udenfor. Han blev pænt budt på en cigar og sherry, mens han sad i en stor lænestol under væguret, og pendulet tikkede. Det handlede om mine forsinkelser. Efter den meget selvoptagne lærer var gået igen, troede jeg, at jeg skulle skældes ud. Men min mor konstaterede bare roligt: Pyt, han kom bare for at få en cigar. Atmosfæren i mit hjem var tryg, og mine søskende var meget hjælpsomme over for mig. Især min storesøster. Altid, også senere, da jeg blev gift, var hun villig til at hjælpe mig, både på den ene og anden måde. Bittens storebror Ove stod for underholdningen i hjemmet. Han var fuld af humor og kunne få selv sin far til at le. Samtidig var han den, der tog Bitten med ud på eventyr og vilde drengelege. Ved barndomshjemmet havde de en tumleplads, en gammel have med store klatretræer. Bagved lå jernbane- 12
skinnerne og Jørgensens tømmerplads med træstammer og høje bræddestabler. Broderens kammerater ville egentlig ikke have Bitten med, men når hun beviste, at hun kunne præstere noget særligt, for eksempel gå bagover eller vove noget, så fik hun lov til at være med til at bygge huler og cirkus af plader. Materialet stammede fra kasser, som Bittens far havde fået transporteret Opel-biler hjem i fra Rüsselsheim. De store emballagekasser havde været samlet om bilerne med hængsler og var plomberet af toldvæsenet. Sådan kunne man undgå, at bilerne blev raseret af tyve under transporten med toget. Bilerne var nemlig åbne og polstret med læder, der var en mangelvare på det tidspunkt. 20. oktober 1912 barn i krigens skygge Med disse kasser kunne vi fint bygge alt muligt. Og det lærte mig at være mere modig og dristig, end jeg i virkeligheden var. Da jeg mange år senere rejste med Mads på safari i Afrika, kunne jeg godt se, at jeg havde haft godt af at komme med drengene ud og prøve noget som barn. Selvom Første Verdenskrig sluttede i 1918, og Sønderjylland rykkede tættere og tættere på en fremtid som dansk, nåede Bitten og hendes søskende at stifte bekendtskab med det tyske skolesystem, fordi der i Haderslev ganske enkelt ikke var nogen danske skoler. Derhjemme taltes der dog udelukkende dansk, og i det hele taget blev det danske holdt i hævd. Min ældste søster kom hjem fra skolen første dag og sagde, at hun lærte fransk i skolen. Det var, fordi hun ikke kunne forstå, hvad der var blevet sagt. Derfor blev mine forældre enige om, at min bror og jeg skulle i børnehave først, for at vi fik lært lidt tysk, inden vi kom i første klasse. Her lærte jeg at læse og skrive de tyske gotiske bogstaver, indtil sommerferien året efter, hvor vi kom i dansk skole ved Genforeningen. I første klasse var det efter meget strenge tyske regler, hvor man stod i rækker og geled, gik ind trit og retning og satte sig ned. EINS sætte os ned, ZWEI tasken under bordet og DREI folde hænderne. Der skulle vi små piger sidde og måtte hverken hviske eller tale, undtagen når vi blev spurgt. I dag er det mig ubegribeligt, hvordan de kunne få godt seksårs 13
20. oktober 1912 barn i krigens skygge små piger vi var jo en ren pigeskole til at sidde stille med hænderne foldet en hel time. Men det kunne de, for hvis vi ikke lystrede og ikke kunne tingene så godt, som vi skulle, kunne vi risikere at få et slag over fingrene med linealen eller komme op til katederet. Men det var ikke så slemt, som det min bror måtte igennem. Han gik i drengeskole. Hjemme fortalte han, at drengene fik med spanskrøret. Hans fransklærer havde en stok under jakken, mens han gik igennem rækkerne i klassen. Hvis man ikke kunne sit stof, fik man et rap med stokken. Stakkels Ove, der var ordblind, ville selvsagt ikke gerne i skole, når han havde fransktimer. Min mor kaldte det den franske syge. Bitten husker i dag, hvor fanatiske de tyske lærerinder var med hensyn til sproget, og det var helt almindeligt, at alle børn fra danske hjem sad nederst i klassen det vil sige bagerst. Eleverne fik nemlig hver dag karakterer og blev flyttet rundt i lokalet efter kvalifikationer. Skoledagene i den tyske skole var altså præget af strenghed og orden, men til gengæld var stemningen mere løssluppen derhjemme. Der var altid uroligt i vores hjem med fire børn, mange gæster og lektier ved det runde spisebord. Stuen var gammeldags, og fars gæstfrihed gav os ekstra problemer. Tit bød han kunder op i lejligheden, alt imens vi var godt i gang med lektierne. Vi blev afbrudt og måtte i en fart pakke det hele sammen og rydde op. Både vores legetøj og mors stoppekurv blev gemt af vejen. Én blev sendt efter kager, den unge pige lavede kaffe, og mor dækkede bord. Alle blev sat i sving. Senere på dagen måtte vi børn så ofte samles om det runde bord under petroleumslampen for at skynde os at få lektierne færdige. Det værste var, når opgaver eller stile skulle skrives ind fra kladde, og der blev skubbet og puffet til bordet, mens man var allerbedst i gang. Det var naturligvis meget irriterende, men lærte mig også at bide fra mig.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 Hjem til Danmark Den 10. juli 1920 sad den syv-årige Bitten med benene dinglende ud ad vinduet på 1. sal i barndomshjemmet i Gåskærgade i Haderslev, mens bedstemoderen holdt hende om livet. Hele byen sydede af spænding og begejstring. Efter mere end 50 år under tysk herredømme skulle Sønderjyllands genforening med det gamle land mod nord fejres og som en del af festlighederne skulle Christian X køre gennem byen. Derfor sad Bitten nu spændt og ventede på kongen. Fra det store hus hang der udvendigt under hvert af de 11 vinduer både dannebrog og guirlander af små røde roser, som moderen havde plukket fra rosentræet i baghaven. Og fra bedstemoderens hus et andet sted i byen hang et dannebrog ud igennem en vinduesrose. Det var et flag, der siden 1864 havde ligget gemt på kistebunden i den tid, hvor det at eje et dansk flag havde været forbundet med risiko for at blive straffet. Vi havde også røde roser klar til at kaste ned til de kongelige. Da den kongelige vogn kom forbi, sagde min bedstemor: Dér er kongen, dér er kongen, men det var jo bare en soldat med en skråhue på, syntes jeg. Amtmanden og de andre havde hatte med fjer, og jeg blev skuffet, for jeg troede da helt bestemt, at kongen ville have en krone på. Men han var bare en almindelig soldat at se på. Der var selvfølgelig en jubel og begejstring i byen, da han kørte igennem. Da kong Christian red over grænsen nord for Christiansfeld var der stillet en stor, pyntet æresport op, hvor kongen red igennem. En af mine klassekammerater, Johanne Brahms, en genert pige, stod sammen med sin mor tæt ved æresporten. Hendes mor løftede hende op imod kongen, for at hun kunne overrække 15
en buket blomster til ham. Kongen løftede hende op på skødet, og dér blev hun foreviget på et fotografi, som siden er blevet meget berømt. Min far havde fået til opgave at køre amtmanden hr. Refshauge i sin meget fine Opelvogn, en hvid, åben vogn med spidskøler, der var pyntet med guirlander af røde roser. Far og mor samt hr. og fru Refshauge kørte til grænsen ved Frederikshøj, fordi hr. Refshauge skulle holde velkomsttale for kongen. Barndomshjemmet på genforenings dagen. Blomsterguirlanderne er allerede hængt op, nu mangler blot de rød/hvide flag fra vinduerne, og så er man klar til at tage imod kongen og fejre Sønderjyllands genforening med det gamle land. Fem måneder tidligere den 10. februar 1920 var Bitten vidne til den første folkeafstemning i Europa. Tyskland havde tabt Første Verdenskrig, og landets fremtidige grænser skulle fastlægges. Det var blevet bestemt i Versailles-traktaten i 1919. Sønderjyderne skulle stemme om, hvilket land de ville tilhøre og de valgte som bekendt at vende tilbage til Danmark. Bitten husker stemningen omkring hele genforeningen. Fra afstemningen husker jeg blot plakaterne og min mor, der var så rørt. På en af plakaterne stod: Mor: Stem dansk tænk 16
på mig, men det var der ingen tvivl om hos os. På selve afstemningsdagen stod vi med mor og så det første dannebrog blive hejst. Mor fik dybt bevæget tårer i øjnene og omfavnede os ved synet af det rød-hvide flag, der gik til tops nede i Storegade. Huset i Haderslev var i denne tid fuldt af gæster. Familie, der var født i Sønderjylland, men som var flyttet nordpå under fremmedherredømmet, vendte tilbage for at stemme Sønderjylland hjem til Danmark og være med til festlighederne. De opsøgte gamle venner og bekendte i byen, og det var svært at overholde spisetiderne i hjemmet, hvor der ellers blev spist på klokkeslæt. Nu stod maden på bordet næsten hele dagen, og der blev sunget fædrelandssange fra den blå sangbog. Især de sange, der havde en stjerne, hvilket betød, at de havde været forbudt. For børnene i familien Hinrichsen betød genforeningen også det første møde med et Danmark, der ikke var krigshærget og i så stor armod som Tyskland. Vi havde fået at vide, at Kolding i Danmark var paradis. Selvom der stadig var en toldkontrol ved Christiansfeld, kunne vi efterhånden krydse grænsen og køre til Kolding med min onkel Dres. Han var vældig generøs og inviterede os på Saxildhus i Kolding, hvor vi fik lov til at spise alle de kager, vi kunne. Vi kendte jo slet ikke til søde sager. Det, min lillebror og jeg kendte til, var at få lov til at tage kaffedåsen ud i stuen. Så måtte vi sidde og spise af de brændte rugkerner, som ikke var kaffebønner. Det var vores slik, men der var jo ikke meget sukkerstof i. Derfor er det ikke underligt, at Danmark hurtigt stod som et paradis for os børn. I Bittens erindring kommer genforeningen til udtryk i de voksnes glæde, men også i den daglige omgangstone i skolen. Hun oplever skiftet til den danske skole nærmest som at indtræde i en ny verden. Et skift fra streng prøjsisk disciplin til Grundtvig. Da Sønderjylland blev dansk, fik vi en dansk lærerinde. Det var en kæmpe omvæltning med hensyn til børneopdragelse. Vi måtte tale sammen, og hun spurgte til f.eks. vores kattekillinger eller ferier. Det var en helt ny oplevelse at komme i skole. 17 Afstemningsplakat fra 1920. I Bittens hjem behøver man dog ikke den slags opfordringer her er der ingen tvivl om, at Sønderjylland skal være dansk igen.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 hjem til danmark Specielt var det de unge lærere, der var entusiastiske og gerne ville til Sønderjylland for at opleve det nye danske land. De gjorde alt for, at vi skulle blive glade. De var idealister, der skulle lære os sønderjyder at blive danske. Oveni blev der sendt kærlighedsgaver til os i form af dukker, legetøj og bøger, så vi skulle synes, det var dejligt at være danske. Min mor var mere dansksindet end min far, men samtidig havde hun en åbenhed, som jeg beundrede. Hendes danske skole var blevet lukket på grund af chikane fra de tyske myndigheder, og derfor havde hun været nødt til at gå i tysk skole. Men hendes tolerance lærte os også, at der var meget godt i den tyske kultur. Således gav min mor os indblik i de store tyske komponister og forfattere som Goethe og Schiller, hvis digt Die Glocke hun kunne udenad. Selvom jeg er flasket op med at være dansk, hjalp det mig senere til at vide, at Tyskland var meget mere og andet end Hitler. Efter genforeningen går Bitten først i Realskolen, siden på Haderslev Katedralskole. Allerede i folkeskolen bliver hun sat sammen med Elna Ludvigsen, der viser sig at blive en meget god veninde. Et venskab, der holder hele livet. Vi blev sat ved siden af hinanden i skolen, fordi Elna var meget urolig, og jeg var meget stille. Lærerne gik op i, at vi lærte noget, og selv om vi begge to var mere livlige end vores klassekammerater, var det nok en god konstellation. Vi holdt begge to meget af gymnastik og akrobatik og havde det bedst, når vi hele tiden havde gang i noget spændende. Vi har fulgt hinanden hele livet. Hendes mand var officer og blev senere general. Under krigen var han i koncentrationslejr i halvandet år og var præget af det. Hun døde for et par år siden, så hun nåede også en høj alder. Efter sin realeksamen på Haderslev Katedralskole var Bitten hjemme en tid og hjalp sin mor i huset. Hun ville gerne have læst videre, men hendes karakterer slog ikke til, så hun gik på aftenskole i stedet. Udlængslen og trangen til eventyr sad dog i den unge sønderjyde, men forældrene så helst, at en ung pige blev hjemme for at lære husholdning. 18
Min kære far var temperamentsfuld ligesom jeg selv. Det skete af og til, at han blev vred, og for at understrege alvoren i sine ord kaldte han mig hårdt ved mit døbenavn Dorthea. En dag, da bølgerne gik højt, fløj det ud af ham: Du kan komme ud, kan du! Den chance greb Bitten. Få dage efter kom faderen med avisen og sagde glad, at her var en annonce. En familie i Sønderborg søgte en barnepige til at passe trillinger. Den får du, sagde han, det føler jeg. Han kørte Bitten til Sønderborg til en kærlig familie, som antog hende til den 1. august 1929. Her fik Bitten et dejligt år, hvor hun passede tre søde piger på to år samt en dreng på fem. Senere kom Bitten til Vældegaard Husholdningsskole i Gentofte, hvor hendes søster også havde været. 19 Her er Bitten og Elna med deres børn ved stranden i 1950. Venskabet varer hele livet.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 hjem til danmark Det var en lærerig oplevelse. Det var også rart at lære andre unge at kende. Vældegaard lå i nærheden af Jægersborg Kaserne, og hver dag marcherede garderne forbi. En af pigerne havde en fætter, der var garder, og en anden var forlovet med én. Hun var kommet til Vældegaard netop for at være i nærheden af ham. Forstanderinden har nok haft dårlige erfaringer, for allerede fra den første dag fik vi at vide, at hun ikke tålte, at nogen talte med garderne. Officererne havde fået besked på at kommandere Se ligeud, når de gik forbi skolen. Selvfølgelig skulle vi lave sjov med det. I middagspausen samledes vi i et af værelserne, der vendte ud mod vejen. Når garden marcherede forbi, sad vi og råbte: Goddag, fætter Carl, og hvad vi ellers kunne finde på at råbe. Så blev der kommanderet Se ligeud, mens officererne vinkede bagud til os. Efter opholdet i Gentofte vendte Bitten hjem til Sønderjylland med sin egen håndskrevne kogebog. Den var min mor temmelig utilfreds med. Det var i de vanskelige år med knaphed, som tydeligt kunne læses ud af de billige madopskrifter fortrinsvis kål og kartoffelmad, melspiser og sødsuppe. På den måde kom tredivernes depression også ind i familien Hinrichsen.
20. oktober 1912 Barn i krigens skygge ADAC. De fire bogstaver blev på én gang skæbnesvangre og mirakuløse for Bittens far, Valdemar Hinrichsen, en dag i 1914. Den 39-årige automobilforhandler fra Haderslev, der var under tysk militærtjeneste, ringede nemlig hjem fra kasernen til sin hustru for at spørge, om hun havde husket at betale kontingentet til den tyske automobilklub ADAC. Men telefonen var aflyttet, og de fire bogstaver blev opfattet som en slags hemmeligt kodesprog mellem ægteparret, så det tyske militær sendte Valdemar Hinrichsen i fængsel i Rendsburg. Mens min far var i fængsel og under mistanke for spionage, foretog tyskerne en husundersøgelse hos min mor i Haderslev. Bitten bag rattet i sin fars bil i 1914. 7
20. oktober 1912 barn i krigens skygge Den resulterede i, at de fandt et postkort, som far havde sendt til mor. På kortet var der et portræt af den tyske general Ludendorff, som jeg med en to-årigs barnlige streger havde overmalet. Men misforståelsen om telefonopkaldet blev opklaret, og min far blev løsladt efter tre dage. Netop i de dage blev det regiment, som min far tilhørte, sendt til den belgiske front. Mirakuløst undgik han at komme til fronten, hvorfra så få slap med livet i behold, fordi hans regiment allerede var sendt af sted. Han måtte nu vente på det næste. Som automobilhandler havde han naturligvis god forstand på biler, og af generalstaben i Eutin blev han udset til midlertidigt at vikariere for generalens chauffør, mens denne var på orlov. Ved sin tilbagekomst blev chaufføren aftenen før sin tiltræden under tumulter i en kro ramt af et vådeskud og døde. På denne måde blev min far indsat som fast chauffør og kom under hele krigen lykkeligvis aldrig nærmere fronten end generalerne. Bitten kom til verden søndag den 20. oktober 1912 i Gåskærgade 36 i Haderslev, knap to år før udbruddet af Første Verdenskrig. Hun var selvsagt for lille til at forstå noget om krigen, der rasede over det meste af Europa, mens civilbefolkningen led nød. Antallet af faldne soldater ved fronten eskalerede, og i 1918 kostede den spanske syge mange tusinder af mennesker livet. Men hun oplevede savnet af faderen, der som andre sønderjyske mænd mærkede krigsnederlaget fra 1864 ekstra hårdt, fordi de som danskere måtte trække i tysk militæruniform. Tyskland strakte sig således helt op til Christiansfeld mod nord, og Første Verdenskrig varslede en afgørende periode for landsdelen, både politisk og nationalt. Valdemar Hinrichsen blev rekrut i Østpreussen det nuværende Kaliningrad der dengang var en del af det tyske rige ligesom Sønderjylland. Her oplevede han den strenge tyske militærdisciplin under netop general Ludendorff, der senere blev øverstkommanderende for den tyske hær ved vestfronten. Jeg mindes min far som en fremmed soldat, der kom på besøg, når han havde orlov. Engang ved hans afrejse gik jeg i krampegråd, måske mest fordi jeg fornemmede, at de voksne var bange. Med min lidt ældre legekammerat sad jeg ofte på trappen, når 8
Bitten med sine tre søskende. Det er Bitten nederst til højre. avisen kom. For mig var det mest spændende alle de med sort indrammede dødsannoncer, der til tider, når der havde været store slag i Frankrig, kunne fylde flere sider. Det var først i den danske skole efter krigen, at jeg for alvor forstod tragedien bag annoncerne. Mange af mine kammeraters fædre vendte aldrig hjem, og en hel generation af piger forblev ugifte. Seks af mine kusiner og deres kusiner blev aldrig gift. Under krigen var hverdagen i Gåskærgade i hjertet af Haderslev, som alle andre steder, meget spartansk. Vandgrød og stuvede kålrabi var ofte på menuen, men familien blev af og til reddet af Bittens onkel Dres. Han var ikke blevet indkaldt og kunne fortsætte sit arbejde som slagter og kreaturhandler, der gav ham gode forbindelser på landet, hvor han af og til kunne få kødvarer, især høns og andet. Når han havde skaffet forsyninger, ringede han til Bittens mor for at fortælle det. På hans spøgefulde måde lod han igennem den aflyttede telefon forstå, at der var varer klar til afhentning. Det var jo forbudt at tale dansk. Onkel Dres sagde derfor på sit bedste tysk: Bin du da, Moster? Die weisse Kuh ist da. Un9
der vores store slag, som dengang var på mode, kunne vi nemt skjule en kurv og en spand. Men det var altid risikabelt at gå gennem byen, fordi gendarmer patruljerede og undersøgte mistænkelige. Vi kunne hver gang forvente at møde en gendarm med vores forbudte varer. For at sikre sig, at vi var vel ankommet, ringede onkel Dres så igen til mor og spurgte pænt: Hast du einen Vogel? på dansk er du rigtig klog? og det var hun hver gang. Postkort med portræt af Bittens far sendt hjem under Første Verdenskrig. I det hele taget betød familiesammenholdet meget i familien Hinrichsen, hvor Bitten var den næstyngste i en søskendeflok på fire. Der var mange traditioner, der blev holdt i hævd. Om søndagen tog familien gerne ud at spadsere eller kørte en tur i bil. Om sommeren gik turen til stranden i onkel Dres hestevogn med madkurve og i søndagstøj med nylakerede stråhatte. Lørdag aften samledes onkler, tanter, fætre og kusiner i Bittens mormors lille lejlighed eller hjemme hos Bitten for at spille dam, domino og andre gamle brætspil. Voksne og børn legede selskabslege sammen, og nogle gange blev der læst højt fra Selma Lagerlöfs eller H. C. Andersens værker. Bittens livslange glæde og interesse for musik blev grundlagt i disse weekender, hvor hendes kusine, Anna Thulstrup, akkompagnerede til fædrelands- og aftensange. Kusinen, der var konservatorieuddannet pianistinde, gav Bitten forståelsen for musikken. Til Bittens forældres skuffelse blev hun dog aldrig selv den store udøver, selvom det havde lovet godt, idet hun allerede som fireårig kunne spille Glade Jul eller et par takter af tysk militærmusik, som hun havde hørt de tyske soldater spille, når de marcherede igennem gaden. Det tyske militær spillede på det lille torv tæt på vores hus, hvor min lillebror og jeg ofte overværede koncerten. En regnvejrsdag, vi kom hjem derfra, spurgte min mor, om vi havde stået der i regnen. Men vi havde søgt ly under den højt hængende postkasse. Selv blev Bitten et omvandrende eksempel på familiebåndet. Hendes navn er arvet fra både hendes mormor og hendes fars 10
faster. Bitten er døbt Dorthea Emma Andkjær Hinrichsen. Hun skulle hedde Dorthea efter sin mormor, mens hendes ældste søster fik farmorens navn. Navnet Dorthea var allerede dengang ikke så mundret. Min far kaldte mig Bit, og det blev så til Bitten efterhånden. Da jeg kom i dansk skole var vi to, der hed Dorthea, og vi blev derfor spurgt, hvad vi blev kaldt hjemme. Den anden Dorthea blev kaldt Dudde. Dudde var jo ikke rigtig noget navn, så hun blev kaldt ved sit rigtige Dorthea, og jeg blev kaldt Bitten. Sådan har Bitten heddet lige siden, og der er ikke mange, der ved, at det ikke er hendes egentlige fornavn. Det har senere voldt vanskeligheder, for eksempel når hun skulle ud at rejse med fly, fordi billetterne var bestilt under navnet Bitten, og passet sagde noget andet. 20. oktober 1912 barn i krigens skygge Moderens familie har rødder langt tilbage i en tysk slægt. Bitten kender mest til historien om sin oldefar, der var født i byen Bennigsen ved Hannover. Det blev berettet om hans forfædre, at en af dem skulle have været med i krigen mod Napoleon. Og flere af dem efterlod forseglede dokumenter fra højt placerede militærpersoner om ansættelse under både prøjsiske og danske konger. Min oldefar var ritmester i Hannover. På et tidspunkt blev han involveret i en strid og udfordret til en duel. Den udfordring flygtede han fra og tog til København, hvor han fik ansættelse i den danske hær. I København fandt han en pige, som han levede og fik tre børn sammen med, to døtre og en søn. Den ene datter var min bedstemor, Anne Dorthea Hendrine von Bennigsen, der blev gift med Hans Christian Waaben, en møllebygger fra Mølby. Han var enkemand og havde to døtre. I ægteskabet fik de min mor, Marie Waaben. Mine søskende og jeg var selvfølgelig nysgerrige efter at høre om mystikken omkring min oldefar, der brød ud af sin familie i Bennigsen ved Hannover. Min mor fortalte, at hendes mor faktisk havde givet hende nogle breve, der kunne have givet os flere oplysninger. Men hun havde brændt dem i kakkelovnen 11
ét for ét. Vi gættede på, at min oldefar havde været familiens sorte får, og at min bedstemor var født uden for ægteskabet. Jeg har prøvet på at opklare det, blandt andet ved at køre derned, men jeg har ikke kunnet komme videre i sagen. I barndomshjemmet i Haderslev smittede den strenge tyske disciplin af på Valdemar Hinrichsens opdragelse af sine fire børn. Han var meget autoritær. 20. oktober 1912 barn i krigens skygge Men fordi min far var meget hjemmefra, var det min mor, der tog sig af opdragelsen. Som regel foregik det i harmoni. Hun var bestemt på en diplomatisk måde, så vi ikke følte det som krav. Hun var vores faste holdepunkt med sin søde og kærlige facon. Min mor lærte os smukke danske sange, som vi fire børn sang flerstemmigt under vores aftenhygge. Det bedste var uden tvivl hendes milde væsen, og hun kunne være meget overbærende. Det mærkede Bitten en dag, da skolelæreren bankede på døren. Vi skulle møde i skolen klokken 8.00, men det med at stå tidligt op var ikke min mors stærke side. Efter morgenkaffe og morgenbøn kom vi af og til for sent i skole. Jeg kunne ikke nå at indhente tiden på skolevejen. Dertil lå skolen for tæt på. En dag stod en af lærerne udenfor. Han blev pænt budt på en cigar og sherry, mens han sad i en stor lænestol under væguret, og pendulet tikkede. Det handlede om mine forsinkelser. Efter den meget selvoptagne lærer var gået igen, troede jeg, at jeg skulle skældes ud. Men min mor konstaterede bare roligt: Pyt, han kom bare for at få en cigar. Atmosfæren i mit hjem var tryg, og mine søskende var meget hjælpsomme over for mig. Især min storesøster. Altid, også senere, da jeg blev gift, var hun villig til at hjælpe mig, både på den ene og anden måde. Bittens storebror Ove stod for underholdningen i hjemmet. Han var fuld af humor og kunne få selv sin far til at le. Samtidig var han den, der tog Bitten med ud på eventyr og vilde drengelege. Ved barndomshjemmet havde de en tumleplads, en gammel have med store klatretræer. Bagved lå jernbane- 12
skinnerne og Jørgensens tømmerplads med træstammer og høje bræddestabler. Broderens kammerater ville egentlig ikke have Bitten med, men når hun beviste, at hun kunne præstere noget særligt, for eksempel gå bagover eller vove noget, så fik hun lov til at være med til at bygge huler og cirkus af plader. Materialet stammede fra kasser, som Bittens far havde fået transporteret Opel-biler hjem i fra Rüsselsheim. De store emballagekasser havde været samlet om bilerne med hængsler og var plomberet af toldvæsenet. Sådan kunne man undgå, at bilerne blev raseret af tyve under transporten med toget. Bilerne var nemlig åbne og polstret med læder, der var en mangelvare på det tidspunkt. 20. oktober 1912 barn i krigens skygge Med disse kasser kunne vi fint bygge alt muligt. Og det lærte mig at være mere modig og dristig, end jeg i virkeligheden var. Da jeg mange år senere rejste med Mads på safari i Afrika, kunne jeg godt se, at jeg havde haft godt af at komme med drengene ud og prøve noget som barn. Selvom Første Verdenskrig sluttede i 1918, og Sønderjylland rykkede tættere og tættere på en fremtid som dansk, nåede Bitten og hendes søskende at stifte bekendtskab med det tyske skolesystem, fordi der i Haderslev ganske enkelt ikke var nogen danske skoler. Derhjemme taltes der dog udelukkende dansk, og i det hele taget blev det danske holdt i hævd. Min ældste søster kom hjem fra skolen første dag og sagde, at hun lærte fransk i skolen. Det var, fordi hun ikke kunne forstå, hvad der var blevet sagt. Derfor blev mine forældre enige om, at min bror og jeg skulle i børnehave først, for at vi fik lært lidt tysk, inden vi kom i første klasse. Her lærte jeg at læse og skrive de tyske gotiske bogstaver, indtil sommerferien året efter, hvor vi kom i dansk skole ved Genforeningen. I første klasse var det efter meget strenge tyske regler, hvor man stod i rækker og geled, gik ind trit og retning og satte sig ned. EINS sætte os ned, ZWEI tasken under bordet og DREI folde hænderne. Der skulle vi små piger sidde og måtte hverken hviske eller tale, undtagen når vi blev spurgt. I dag er det mig ubegribeligt, hvordan de kunne få godt seksårs 13
20. oktober 1912 barn i krigens skygge små piger vi var jo en ren pigeskole til at sidde stille med hænderne foldet en hel time. Men det kunne de, for hvis vi ikke lystrede og ikke kunne tingene så godt, som vi skulle, kunne vi risikere at få et slag over fingrene med linealen eller komme op til katederet. Men det var ikke så slemt, som det min bror måtte igennem. Han gik i drengeskole. Hjemme fortalte han, at drengene fik med spanskrøret. Hans fransklærer havde en stok under jakken, mens han gik igennem rækkerne i klassen. Hvis man ikke kunne sit stof, fik man et rap med stokken. Stakkels Ove, der var ordblind, ville selvsagt ikke gerne i skole, når han havde fransktimer. Min mor kaldte det den franske syge. Bitten husker i dag, hvor fanatiske de tyske lærerinder var med hensyn til sproget, og det var helt almindeligt, at alle børn fra danske hjem sad nederst i klassen det vil sige bagerst. Eleverne fik nemlig hver dag karakterer og blev flyttet rundt i lokalet efter kvalifikationer. Skoledagene i den tyske skole var altså præget af strenghed og orden, men til gengæld var stemningen mere løssluppen derhjemme. Der var altid uroligt i vores hjem med fire børn, mange gæster og lektier ved det runde spisebord. Stuen var gammeldags, og fars gæstfrihed gav os ekstra problemer. Tit bød han kunder op i lejligheden, alt imens vi var godt i gang med lektierne. Vi blev afbrudt og måtte i en fart pakke det hele sammen og rydde op. Både vores legetøj og mors stoppekurv blev gemt af vejen. Én blev sendt efter kager, den unge pige lavede kaffe, og mor dækkede bord. Alle blev sat i sving. Senere på dagen måtte vi børn så ofte samles om det runde bord under petroleumslampen for at skynde os at få lektierne færdige. Det værste var, når opgaver eller stile skulle skrives ind fra kladde, og der blev skubbet og puffet til bordet, mens man var allerbedst i gang. Det var naturligvis meget irriterende, men lærte mig også at bide fra mig.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 Hjem til Danmark Den 10. juli 1920 sad den syv-årige Bitten med benene dinglende ud ad vinduet på 1. sal i barndomshjemmet i Gåskærgade i Haderslev, mens bedstemoderen holdt hende om livet. Hele byen sydede af spænding og begejstring. Efter mere end 50 år under tysk herredømme skulle Sønderjyllands genforening med det gamle land mod nord fejres og som en del af festlighederne skulle Christian X køre gennem byen. Derfor sad Bitten nu spændt og ventede på kongen. Fra det store hus hang der udvendigt under hvert af de 11 vinduer både dannebrog og guirlander af små røde roser, som moderen havde plukket fra rosentræet i baghaven. Og fra bedstemoderens hus et andet sted i byen hang et dannebrog ud igennem en vinduesrose. Det var et flag, der siden 1864 havde ligget gemt på kistebunden i den tid, hvor det at eje et dansk flag havde været forbundet med risiko for at blive straffet. Vi havde også røde roser klar til at kaste ned til de kongelige. Da den kongelige vogn kom forbi, sagde min bedstemor: Dér er kongen, dér er kongen, men det var jo bare en soldat med en skråhue på, syntes jeg. Amtmanden og de andre havde hatte med fjer, og jeg blev skuffet, for jeg troede da helt bestemt, at kongen ville have en krone på. Men han var bare en almindelig soldat at se på. Der var selvfølgelig en jubel og begejstring i byen, da han kørte igennem. Da kong Christian red over grænsen nord for Christiansfeld var der stillet en stor, pyntet æresport op, hvor kongen red igennem. En af mine klassekammerater, Johanne Brahms, en genert pige, stod sammen med sin mor tæt ved æresporten. Hendes mor løftede hende op imod kongen, for at hun kunne overrække 15
en buket blomster til ham. Kongen løftede hende op på skødet, og dér blev hun foreviget på et fotografi, som siden er blevet meget berømt. Min far havde fået til opgave at køre amtmanden hr. Refshauge i sin meget fine Opelvogn, en hvid, åben vogn med spidskøler, der var pyntet med guirlander af røde roser. Far og mor samt hr. og fru Refshauge kørte til grænsen ved Frederikshøj, fordi hr. Refshauge skulle holde velkomsttale for kongen. Barndomshjemmet på genforenings dagen. Blomsterguirlanderne er allerede hængt op, nu mangler blot de rød/hvide flag fra vinduerne, og så er man klar til at tage imod kongen og fejre Sønderjyllands genforening med det gamle land. Fem måneder tidligere den 10. februar 1920 var Bitten vidne til den første folkeafstemning i Europa. Tyskland havde tabt Første Verdenskrig, og landets fremtidige grænser skulle fastlægges. Det var blevet bestemt i Versailles-traktaten i 1919. Sønderjyderne skulle stemme om, hvilket land de ville tilhøre og de valgte som bekendt at vende tilbage til Danmark. Bitten husker stemningen omkring hele genforeningen. Fra afstemningen husker jeg blot plakaterne og min mor, der var så rørt. På en af plakaterne stod: Mor: Stem dansk tænk 16
på mig, men det var der ingen tvivl om hos os. På selve afstemningsdagen stod vi med mor og så det første dannebrog blive hejst. Mor fik dybt bevæget tårer i øjnene og omfavnede os ved synet af det rød-hvide flag, der gik til tops nede i Storegade. Huset i Haderslev var i denne tid fuldt af gæster. Familie, der var født i Sønderjylland, men som var flyttet nordpå under fremmedherredømmet, vendte tilbage for at stemme Sønderjylland hjem til Danmark og være med til festlighederne. De opsøgte gamle venner og bekendte i byen, og det var svært at overholde spisetiderne i hjemmet, hvor der ellers blev spist på klokkeslæt. Nu stod maden på bordet næsten hele dagen, og der blev sunget fædrelandssange fra den blå sangbog. Især de sange, der havde en stjerne, hvilket betød, at de havde været forbudt. For børnene i familien Hinrichsen betød genforeningen også det første møde med et Danmark, der ikke var krigshærget og i så stor armod som Tyskland. Vi havde fået at vide, at Kolding i Danmark var paradis. Selvom der stadig var en toldkontrol ved Christiansfeld, kunne vi efterhånden krydse grænsen og køre til Kolding med min onkel Dres. Han var vældig generøs og inviterede os på Saxildhus i Kolding, hvor vi fik lov til at spise alle de kager, vi kunne. Vi kendte jo slet ikke til søde sager. Det, min lillebror og jeg kendte til, var at få lov til at tage kaffedåsen ud i stuen. Så måtte vi sidde og spise af de brændte rugkerner, som ikke var kaffebønner. Det var vores slik, men der var jo ikke meget sukkerstof i. Derfor er det ikke underligt, at Danmark hurtigt stod som et paradis for os børn. I Bittens erindring kommer genforeningen til udtryk i de voksnes glæde, men også i den daglige omgangstone i skolen. Hun oplever skiftet til den danske skole nærmest som at indtræde i en ny verden. Et skift fra streng prøjsisk disciplin til Grundtvig. Da Sønderjylland blev dansk, fik vi en dansk lærerinde. Det var en kæmpe omvæltning med hensyn til børneopdragelse. Vi måtte tale sammen, og hun spurgte til f.eks. vores kattekillinger eller ferier. Det var en helt ny oplevelse at komme i skole. 17 Afstemningsplakat fra 1920. I Bittens hjem behøver man dog ikke den slags opfordringer her er der ingen tvivl om, at Sønderjylland skal være dansk igen.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 hjem til danmark Specielt var det de unge lærere, der var entusiastiske og gerne ville til Sønderjylland for at opleve det nye danske land. De gjorde alt for, at vi skulle blive glade. De var idealister, der skulle lære os sønderjyder at blive danske. Oveni blev der sendt kærlighedsgaver til os i form af dukker, legetøj og bøger, så vi skulle synes, det var dejligt at være danske. Min mor var mere dansksindet end min far, men samtidig havde hun en åbenhed, som jeg beundrede. Hendes danske skole var blevet lukket på grund af chikane fra de tyske myndigheder, og derfor havde hun været nødt til at gå i tysk skole. Men hendes tolerance lærte os også, at der var meget godt i den tyske kultur. Således gav min mor os indblik i de store tyske komponister og forfattere som Goethe og Schiller, hvis digt Die Glocke hun kunne udenad. Selvom jeg er flasket op med at være dansk, hjalp det mig senere til at vide, at Tyskland var meget mere og andet end Hitler. Efter genforeningen går Bitten først i Realskolen, siden på Haderslev Katedralskole. Allerede i folkeskolen bliver hun sat sammen med Elna Ludvigsen, der viser sig at blive en meget god veninde. Et venskab, der holder hele livet. Vi blev sat ved siden af hinanden i skolen, fordi Elna var meget urolig, og jeg var meget stille. Lærerne gik op i, at vi lærte noget, og selv om vi begge to var mere livlige end vores klassekammerater, var det nok en god konstellation. Vi holdt begge to meget af gymnastik og akrobatik og havde det bedst, når vi hele tiden havde gang i noget spændende. Vi har fulgt hinanden hele livet. Hendes mand var officer og blev senere general. Under krigen var han i koncentrationslejr i halvandet år og var præget af det. Hun døde for et par år siden, så hun nåede også en høj alder. Efter sin realeksamen på Haderslev Katedralskole var Bitten hjemme en tid og hjalp sin mor i huset. Hun ville gerne have læst videre, men hendes karakterer slog ikke til, så hun gik på aftenskole i stedet. Udlængslen og trangen til eventyr sad dog i den unge sønderjyde, men forældrene så helst, at en ung pige blev hjemme for at lære husholdning. 18
Min kære far var temperamentsfuld ligesom jeg selv. Det skete af og til, at han blev vred, og for at understrege alvoren i sine ord kaldte han mig hårdt ved mit døbenavn Dorthea. En dag, da bølgerne gik højt, fløj det ud af ham: Du kan komme ud, kan du! Den chance greb Bitten. Få dage efter kom faderen med avisen og sagde glad, at her var en annonce. En familie i Sønderborg søgte en barnepige til at passe trillinger. Den får du, sagde han, det føler jeg. Han kørte Bitten til Sønderborg til en kærlig familie, som antog hende til den 1. august 1929. Her fik Bitten et dejligt år, hvor hun passede tre søde piger på to år samt en dreng på fem. Senere kom Bitten til Vældegaard Husholdningsskole i Gentofte, hvor hendes søster også havde været. 19 Her er Bitten og Elna med deres børn ved stranden i 1950. Venskabet varer hele livet.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 hjem til danmark Det var en lærerig oplevelse. Det var også rart at lære andre unge at kende. Vældegaard lå i nærheden af Jægersborg Kaserne, og hver dag marcherede garderne forbi. En af pigerne havde en fætter, der var garder, og en anden var forlovet med én. Hun var kommet til Vældegaard netop for at være i nærheden af ham. Forstanderinden har nok haft dårlige erfaringer, for allerede fra den første dag fik vi at vide, at hun ikke tålte, at nogen talte med garderne. Officererne havde fået besked på at kommandere Se ligeud, når de gik forbi skolen. Selvfølgelig skulle vi lave sjov med det. I middagspausen samledes vi i et af værelserne, der vendte ud mod vejen. Når garden marcherede forbi, sad vi og råbte: Goddag, fætter Carl, og hvad vi ellers kunne finde på at råbe. Så blev der kommanderet Se ligeud, mens officererne vinkede bagud til os. Efter opholdet i Gentofte vendte Bitten hjem til Sønderjylland med sin egen håndskrevne kogebog. Den var min mor temmelig utilfreds med. Det var i de vanskelige år med knaphed, som tydeligt kunne læses ud af de billige madopskrifter fortrinsvis kål og kartoffelmad, melspiser og sødsuppe. På den måde kom tredivernes depression også ind i familien Hinrichsen.