Eksponeringskompensation EC = Exposure Compensation Eksponeringskompensation; måles altid i EV-steps. Bruges når man ønsker at ændre kameraets automatiske eksponering, således at man gerne vil have det lidt lysere eller mørkere, end kameraet normalt ville gøre det. Kan typisk indstilles i tredjedelssteps mellem -2 og +2. Når du tager et billede, sørger dit kamera for korrekt belysning ved at justere lukkertid og blænde i forhold til hinanden. Med eksponeringskompensation beder du kameraet om at over- eller undereksponere billedet. Måleenheden for eksponeringskompensation hedder EV (engelsk for Exposure Value). Du kan bruge EVknappen på P, S/Tv (lukkertidsprioriteret) og på A/Av (blændeprioriteret). Du kan ikke bruge EV-knappen på M (manuel), for her kontrollerer du jo selv eksponeringen både blænde og lukkertid. Og hvorfor skulle du så bruge EV-knappen, når kameraet jo sørger for korrekt eksponering? Jo, lysmåleren i dit kamera kan blive snydt, så du er nødt til at lukke mere eller mindre lys ind. Her er et par eksempler på, hvornår du med fordel kan bruge EV-knappen: reagerer lysmåleren ved Hvis du tager Billeder i snevejr, modlys eller på stranden (meget lyse motiver), at gøre billedet mørkere, end du ser det, og du kan med fordel overeksponere +0.5 - +1.5 EV (lav værdi ved modlys, høj værdi på stranden og i snevejr) Natbilleder eller billeder med store, mørke flader (mørke motiver), gøre dine billeder lysere, end du ser dem, undereksponere op til -1.5 EV Sådan ser EV-knapperne se ud på forskellige kameraer: Nikon Canon Disse billeder er taget på blændeprioriteret program ved blænde f/11.0. Det første billede er taget uden brug af EV-knappen. Det er altså sådan kameraet har tolket lyset. Kameraet har valgt en lukkertid på 1/400 sekund. Jeg har justeret EV-værdien i hele blænder, men du kan justere helt ned til 1/3 blænde.
Gul er en svær farve, når solen brænder fra en skyfri himmel. Kameraets valgte lukkertid var 1/400 sekund EV+1.00 giver en lukkertid på 1/200 sekund og et noget bedre belyst billede EV+2.00 giver en lukkertid på 1/80 sekund og der bliver her lukket alt for meget lys ind. EV-1.00 giver en lukkertid på 1/640 sekund. Billedet bliver noget mørkt. EV-2.00 giver en lukkertid på 1/800 sekund, og billedet går helt i sort (Kilde: http://gyldenlove.dk/2010/11/eksponeringskompensation/)
Hvis dit motiv er hovedsagligt domineret af hvide nuancer (f.eks. sne) eller hovedsagligt at mørke nuancer, så vil kameraets lysmåler, der måler reflekteret lys fra motivet, forsøge at fortolke det som en gennemsnit grå nuance. Dette er normalt ikke et problem, når motivet består af mange farver og nuancer, men hvis en hvid eller sort nuance dominerer, så bliver den resulterende eksponering "flad og kedelig". Her er det relevant at anvende eksponeringskompensationsknappen "+/-". Hvis du har et motiv med en dominerede hvid nuance, så prøv at sætte eksponeringskompensationen til +1. Hvis motivet har en dominerende sort nuance, så prøv at sætte eksponeringskompensationen til -1. Så bliver de hvide eller mørke nuancer mere klare og kontrastrige. Så er det ikke nødvendigt efterfølgende at gennemføre denne justering i fotoredigeringsprogrammet. Når du skal tage dit foto - og du har god tid - så anbefales følgende fremgang: 1. Monter kameraet på stativ og komponer billedet, så du ikke efterfølgende skal beskære 2. Vælg blændeprioriteret program "A" og overvej hvor lille eller stor dybde skarphed, du vil have 3. Skyd i RAW 4. Vælg en hvidbalance og tag testskud, indtil du har fundet den rette hvidbalance 5. Tag et testskud og se på histogrammet - er der mange pixels i enten venstre eller højre side af diagrammet? Hvis ja, så juster på blænde (lukkerhastighed, hvis du har valgt "S"), ISO og eksponeringskompensationsknappen, indtil dit histogrammet ser bedre ud 6. Indstil tidsudløseren (eller brug funktionerne Mirror Up (Mup)/Exposue Delay (ED) Mode som nævnt i sidste nyhedsbrev) og tag dit pletskud. (Kilde: http://nikonnyt.blogspot.dk/2012/10/eksponeringskompensation.html)
Teoretisk baggrund her bliver det langhåret!: En kamerasensor er en analog enhed. Når lys rammer en sensor (pixel), bliver et analogt signal genereret. Signalet er proportional med mængden af modtagne lys (~lineært). Bare for sjov er det værd at bemærke, at gammeldags film hovedsagelig er binær (digital) af natur! Et korn sølvhalogenid i emulsionen bliver - når det udsættes for lys - sort, eller det bliver ikke sort (0 eller 1), afhængigt af forskellige faktorer, herunder - men ikke begrænset til - mængden af lys, som det modtager. Det er alene, når et stort antal sølvpartikler ses som en gruppe, at kontinuerlige toner genereres, afhængigt af hvor mange korn er ændret, og hvor mange ikke i et givet område. Denne analoge spænding omdannes derefter til et digitalt format i kameraet vha. i en chip - der kaldes en analog til digital konverter (AC/DC). Denne konvertering sker i enten 12, 14 eller 16 bits, som har evnen til at indeholde henholdsvis 4.096 (12 bit), 16.384 (14 bit) eller op til 65.536 separate toneværdier (16 bit). Disse digitale data gemmes på et hukommelseskort som enten en råfil (RAW) eller konverteres i kameraet til en JPG-fil. En JPG fil er i 8 bit format, hvilket betyder, at den indeholder blot 256 toneværdier, uanset hvad bitdybde kameraet oprindeligt har været indstillet til. En JPG er også i srgb farverummet - meget mindre end kameraet kan optage - og lider også af en tabsgivende komprimering. (Nu ved du hvorfor fotografer på udkig efter høj billedkvalitet aldrig skyde JPG). De fleste nuværende moderne kameraer har et dynamisk område sted mellem 7 og 9 F-stop (spændet mellem de lyseste og de mørkeste toner, kameraet kan gengive); men nogle lidt ældre kun op til 5 F-stop! Data i den rå fil er lineær. Der har ikke været anvendt en tonekurve. Dette sker senere i RAWkonverteren. Film derimod har en karakteristisk tone kurve (som fotograferne i gamle dage så udnyttede). Det menneskelige øje ser logaritmisk. Men digitale sensorer er i sagens natur lineær. Hvis du fordobler lysmængden, bliver der genereret dobbelt så meget strøm. Dette ender så med at producere (mere eller mindre) dobbelt så megen data. Et typisk forbruger-kamera, der optager 12 bits pr. sensor, er i stand til at optage op til 4.096 separate tonale værdier. Forklaring: Et 12-bit billede kan indeholde 4.096 (2 12 ) individuelle tonale værdier. Man skulle tro, at der derfor (med udgangspunkt i et kamera, der kan gengive 7 F-stop), at hvert F-stop ville være i stand til at registrere 585 (4096/5) af disse trin. Men det er ikke tilfældet. Den måde hvorpå det virkeligt sker, er at det første (lyseste) F-stop indeholder 2048 af disse trin - halvdelen af dem, der findes totalt.
Hvorfor? Fordi CCD og CMOS chips er lineære enheder. Og dermed at hvert F-stop optager halvdelen af lyset af det foregående, og derfor halvdelen af de resterende data. Hvis vi antager et kamera med et 7-stop dynamisk område er det sådan, disse data er fordelt (en kamerasensor er mest følsom for de lyse toner og knap så meget for de mørke toner): 1. Det lyseste stop (lyseste toner) = 2048 toneværdier 2. Den næstlyseste stop = 1024 toneværdier 3. Det næstlyseste stop = 512 toneværdier 4. Det næstlyseste stop (mellemtonerne) = 256 toneværdier 5. Det næstlyseste stop = 128 toneværdier 6. Det næstlyseste stop (mørke toner) = 64 toneværdier 7. Det sidstlyseste stop (de mørkeste toner) = 32 toneværdier Som det kan ses, indeholder hvert F-stop fra den lyseste til de mørkeste halvdelen af de data, som det F- stop, der ligger forinden. Det hjælper med at forklare, hvorfor støj ses mest i de mørkeste områder i en fil. I de lyseste områder er der en masse data - og så baggrundsstøjen (den i komponenterne genererede elektriske støj som altid er til stede). Den udgør imidlertid kun en lille procentdel af det samlede signal (eller data). I de mørkere områder derimod, hvor data er sparsom, bliver baggrundsstøjen derfor let synlig. Figur 1: Normal Exposure Centered Histogram Histogram to the Right for Maximum S/N Ratio Sorte Katte og hvide katte Lad os forestille os to katte. En sort og en hvid. Den sorte kat sidder på en bunke kul, og den hvide kat sidder i en snedrive. Du tager nu et billede af den sorte kat på bunken af kul. Nu tager du et billede af den hvide kat, sidder på snedriven. Hvordan ser disse billeder ud? De vil begge se temmelig ens ud! Den sorte kat og kul vil se grå ud og den hvide kat og sneen vil også se grå ud.
Hvorfor? Fordi dit kameras lysmåler er konstrueret til en eksponering centreret om 18% grå. Det er omtrent den samme tonale værdi som beton. Tag et billede af en typisk scene, én med lyse toner, mørke toner og medium toner og dit kamera vil præstere et temmelig godt stykke arbejde. Men præsenter det for et gråkort, et cementfortov, en sort kat på kul eller en hvid kat på sne og billederne vil alle se omtrent ens ud. Hvad nu? Ud fra vores viden om, hvor data ligger samt om signal/støjforhold, skal vi sørge for, histogrammet på kameraet ser ud som på de to små billeder ovenfor i Figur 1: Hovedparten af data skal ligge til højre, UDEN at data klistrer op ad den højre væg/begrænsning (og at du evt. har Blinkies på dit display). Hvis det er tilfældet, er der sket Clipping. Dvs. tab af data og disse data kan ikke genetableres senere i et redigeringsprogram. Det er så her Eksponeringskompensation kommer ind altså at man (afhængigt af motiv) under- eller overeksponerer lidt i forhold til, hvad kameraet tror er passende. For at bringe os tilbage til det mere forståelige, er her noget fra en artikel, hvor man visuelt kan få en tommelfingerregel for, hvad man skal sætte kompensationen til:
Til dem, der gerne vil vide mere, ligger der på hjemmesiden nogle klare og præcise artikler: http://www.fotofocus.dk/docs/exposure_compensation_(02).pdf http://www.fotofocus.dk/docs/exposure_compensation_understood.pdf http://www.fotofocus.dk/docs/exposure_problems_every_photographer_faces_(and_how_to_fix_them).pdf