Reisekammeraten Erling Jepsen Johannes stod i entreen og kiggede sig i spejlet. Der var vist ikke noget at pege fingre ad; bukserne var lynet op og skoene bundet. Det nye høreapparat var også på plads. Der sad en klatrenisse i hjørnet på spejlet, det så ud som om den vinkede til ham. Marie, sagde han, så kører vi. Sæt dig ud i bilen, sagde hun inde fra stuen, så kommer jeg. Hun var altså ikke færdig endnu! Klokken var ellers ved at være mange, bare de nu kom frem i ordentlig tid. Hvis ikke, var det i hvert fald ikke hans skyld. Han gik ud på hovedtrappen, steg forsigtigt ned ad de fire trin, holdt i gelænderet. Det var vel ikke glat? Tilsyneladende ikke. Men koldt og klamt var det, som man kunne forvente af et dansk julevejr. Så satte han sig ind i bilen, tændte for motoren og satte varmeblæseren i gang. Nu var han i hvert fald klar. Ventetiden kunne jo bruges til at repetere det med gaverne. Hvad var det nu, han havde fået og af hvem? Mon ikke sutskoene var fra hans søn Peter? Og handskerne fra Lizzi, den nye svigerdatter? Eller var det omvendt? Af lille Sofie havde han fået en flot tuschtegning; det var noget med et slot, der var en prins og en prinsesse, og på bagsiden af papiret en trold. Trolden havde hun gjort mest ud af, kunne man se, den var virkelig fæl. Så, nu kom Marie ud ad hoveddøren, det var på tide. Han satte bilen i gear, faldt lidt i staver over det med trolden; så hørte han bildøren smække og begyndte at køre. De var som sædvanlig inviteret til frokost hos deres søn 2. juledag, og Johannes kunne køre de 11 kilometer i blinde. Hvis han endelig skulle komme til at bytte rundt på det med gaverne, så ville de selvfølgelig tilgive ham det. Herregud, han fyldte snart 80, det var mere for hans egen skyld. De var begyndt at drille ham med, at han ikke kunne huske noget mere, og det kunne han faktisk
godt. Hvis han anstrengte sig lidt. Så det måtte han hellere. For en sikkerheds skyld måtte han lige spørge Marie. Jeg spekulerer på, hvad jeg har fået i julegave i år, sagde han. Af Peter og Lizzi. Jeg kan godt huske det. Du må ikke sige noget. Det gjorde Marie heller ikke. Et par sutsko af Peter. Ingen protester, så var det rigtigt. Og handsker af Lizzi. Marie sagde stadig ikke noget, så var det også rigtigt. Helt galt fat med ham var det ligegodt ikke. Hun roste ham ikke, det var der heller ingen grund til. Den tavse anerkendelse, det var nok. Johannes og Marie havde været gift i snart tres år, så de behøvede ikke sige så meget. Det havde de ikke behøvet længe, nu han tænkte over det. De mødte hinanden kort efter Johannes far døde. Hans mor havde allerede været død længe, så han følte sig alene i verden. Men så stod Marie der pludselig. Det var sommer, han var ude at gå en tur, det blev en lang tur. Han gik ind i en skov som han ikke var gået i før; da han kom ud af den, kom hun gående bag ham. De faldt i snak, det var som om de allerede kendte hinanden. Og så havde de fulgtes ad siden. Han havde fundet sig en livsledsagerske. En rejsekammerat. Han blev helt rørt ved tanken; bare han ikke blev sentimental på sine gamle dage. Så var de fremme ved villaen, hvor deres søn boede. Johannes parkerede bilen ved kantstenen og dyttede kort, som han plejede. Han repeterede lige det med gaverne for sig selv, mens han steg ud af bilen og gik ind ad havelågen. Hoveddøren var åben, og lille Sophie stod og ventede. Han løftede hende op, gav hende et knus og sagde tak for den fine tegning. Bag hende kom Peter frem. Han gav hånd til sin far og ønskede glædelig jul. I lige måde, sagde Johannes. Og tak for sutskoene. Nu kom også svigerdatteren ud. Hun gav også hånd, og Johannes sagde:
Tak for handskerne. Farfar huskede rigtigt! sagde Louise og klappede i de små hænder. Peter rødmede let og tyssede på hende, hvad var det dog hun snakkede om? Men hun havde jo ret. For en gangs skyld huskede farfar rigtigt. Og han syntes den nye svigerdatter sendte ham et anerkendende blik. Hvor var han lettet, det var som om han havde bestået en prøve. Godt han havde haft tid til at tale det igennem med Marie forinden. Men far, sagde Peter, hvor er mor? Hun er på vej, sagde han. Marie var lidt langsommere end han. Hun huskede bedre, men hans ben var raskere, sådan supplerede de hinanden. Peter gik ud til bilen for at se efter hende, mens Sophie trak farfar med ind i børneværelset. De skulle lege prins og prinsesse, og Johannes fik en krone på hovedet. Det havde han ikke noget imod. Hvem er så trolden? spurgte han. Det er du! sagde hun. Men det ville han ikke høre tale om, for han var lige blevet kronet, og det måtte være enten eller! Ja sådan tænkte Johannes. I det samme stod Peter i døren og kiggede på sin far med rynket pande. Der var noget, der ikke var, som det skulle være. Jeg kan ikke finde mor, sagde han. Hun er her i hvert fald, sagde Johannes, det ved jeg. Han gik selv tilbage og kiggede i bilen, men det var rigtigt nok, hun var der ikke. Det var da underligt. Hvor var hun? Han kiggede sig forvildet omkring, hvordan kunne hun pludselig forsvinde? Måske var hun faldet ud af bilen, mens han kørte? Han kunne da ikke klare sig uden hende! Han kiggede på bagsædet af bilen, måske havde hun gemt sig bag sæderne, for at lave sjov? Men nej, der var intet. De andre stod så tavse rundt om ham, han kunne ikke lide alvoren i deres blikke. Det var som om hans hjerte stod på hovedet. Du tror ikke du har glemt hende? spurgte Peter forsigtigt.
Nej, sagde han. Hun var med i bilen, jeg hørte bildøren smække. Du hørte bildøren smække, gentog Peter, og nu kunne Johannes da godt selv høre, det lød lidt mærkeligt. Far for helvede! sagde Peter, ja faktisk råbte han det, har du ikke set, om hun har siddet ved siden af dig?! Når Peter talte sådan til ham, kunne Johannes slet ikke tænke klart. Lizzi puffede bebrejdende til sin mand; hun udviste lidt medfølelse, det var tiltrængt. Peter tog mobiltelefonen frem af inderlommen. Har farfar glemt farmor? hviskede Sophie. Hendes stedmor tyssede på hende. Så stod de og ventede, mens Peter ringede. Men der var åbenbart ingen, der tog den. Han vendte sig mod sin far og meddelte: Jeg kører hjem og kigger. Nej, det gør jeg, sagde Johannes og var allerede på vej ind i bilen. Peter var vist ikke meget for at overlade det til sin far, men det blev han nødt til. Også selv om Johannes pludselig ikke kunne finde bilnøglerne. Til sidst fandt han dem. Hvis nogen skulle gøre forseelsen god igen, så måtte det være ham selv, andet ville være uværdigt. På vej ind i bilen stødte kongekronen mod taget; havde han den på endnu? Han rev den af hovedet og kastede den hen til Sophie. Så kørte han. Og han kørte hurtigt, så hurtigt havde han ikke kørt før. Et baghjul tog kantstenen i et sving, et par børn og en hundehvalp sprang for livet. Der skete vist ikke noget. Hvad skulle han sige til Marie? Han kunne skyde skylden på det nye høreapparat, men det virkede jo bedre end det gamle. Det var da også mærkeligt, han slet ikke havde vendt blikket mod hende på hele turen. Måske havde han lidt hold i nakken? Men det var ligegodt 11 kilometer. Hvorfor havde han ikke undret sig over, at hun ikke sagde noget? Fordi det var så tit, hun ikke sagde noget. Hun kunne næsten lige så godt have siddet der. Ja på en vis måde havde hun sgu gjort det. Så var han tilbage. Og der stod hun jo,
oppe ved hoveddøren, med frakken oppe om ørerne og den lille håndtaske ind mod kroppen. Gudskelov; hans lille Marie. Hun røg pibe. Det var som regel et godt tegn, at hun havde fundet piben frem. Men alligevel, hun så noget forfrossen ud. Da hun så ham, begyndte hun forsigtigt at gå ned ad trappen, men han steg ud af bilen og kom hende i møde. Undskyld, sagde han, undskyld. Jeg syntes, jeg hørte bildøren smække. Det må have været hoveddøren. Det må det jo nok, sagde hun, køligt; bare han dog kunne finde på noget at sige i en fart, noget der ville få alt til at være som det plejede. Hvorfor stod du der? spurgte han. Hvorfor gik du ikke ind? Jeg tænkte jo nok, du kom igen. Det var da altid noget. S å var det godt han ikke havde ladet Peter køre. Han samlede mod til sig og lagde en arm om hende, og hun lod ham gøre det. Han holdt endog bildøren for hende. Og så kørte de. I stilhed. Han kiggede hvert andet øjeblik på hende, ville ligesom være sikker på at hun nu også var der. Det var hun. Hun sad og røg. Hun havde ellers ikke lov til at ryge i bilen, men i dag lod han det passere. Prøv at se på det på den måde, forsøgte han: Jeg kan ikke sætte mig ind i en bil uden at føle, at du sidder ved siden af mig. Det syntes han egentlig selv var meget godt sagt, men hun gav ham hurtigt tilbage: Så behøvede jeg måske slet ikke være her? Den måtte han lige tænke lidt over. Ikke for det, men der var jo ingen grund til at bilde Marie noget ind. Jeg er glad for du er her, sagde han til sidst. Det var mange år siden han havde erklæret hende sin kærlighed så ligefremt, men nu var tiden til det. Og det var så det. Det var det, hun kunne få, det måtte hun tage til takke med. Det gjorde hun vist også. Hun sagde i hvert fald ikke noget.