Indhold: Leder Apendix til leder Racister Terrorlisterne Frihedens længsel Det skjulte folkedrab En frihedskæmpers historie Venskabsforeningen Danmark Korea Da folkets vilje blev lov møder og Festival Misbrug af terrorlove Om Malthe Conrad Bruun Der sidder de Og det skete i de dage Søvnen Vi har alle brug for at blive anerkendt Lægen Inge Genefke Brev til FIR Ytøya 22. juli Strimler Bagside Nr. 3 August 2013
I Danmark tror vi ikke på skurke - det letter dem arbejdet meget. (Georg Brandes) Forargelsen og ikke mindst hykleriet ville ingen ende tage, da den amerikanske whistleblower, Edward Snowden, afslørede den globale amerikanske overvågning af venner som fjender. Han er nu verdens mest jagede mand. Et ramaskrig rejste sig fra de vesteuropæiske stormagter, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. Det havde de lige godt ikke regnet med. Et er at man aflytter og overvåger russere, kinesere, andre lande og mennesker, som man ikke bryder sig om, noget helt andet er, at man nu også overvåger vennerne! Man var forargede, selv om man selv praktiserede nøjagtig det samme, såvel mod landenes egne borgere, som mod andre, der ikke blindt slutter op om Vestens krige og Gud Mammon og den kapitalistiske markedsøkonomi. Samfundsfjenderne! Helt gal gik det, da det blev afsløret, at EU blev overvåget. Enkelte stater truede med, at suspenderer EU s forhandlinger med USA om en frihandelsaftale. Men efter et vink med en vognstang fra den europæiske storkapital, og efter de havde tænkt sig om en ekstra gang, sluttede den snak. Men tilbage stod, at Big Brother ikke stoler på os, jamrede de, vi som altid adlyder selv det mindste vink from over there. Men man var overraskede, påstod man i London, Paris, Brüssel og København. Vi vidste intet om NSA National Security Agency påstod de, selvom de selv samme politikere og efterretningstjenester i årevis havde samarbejdet om overvågningsog spionnetværket, Echelon. I mere end 20 år havde det haft til huse hos NSA i Fort Meade i Maryland. Alligevel omtalte enkelte journalister NSA, som No Such Agency - tjenesten der ikke findes. Det eneste nye, der er sket, er at man nu også har en installation i delstaten Utah, fordi prisen på strøm til agenturets enorme computere er billigere her. (Pol. 9. juli 2013) Flere end 50.000 mennesker arbejder i de to centraler. Dertil kommer de installationer, som er oprettet i sammenhæng med det såkaldte UK/USA Informationsalliance, som har eksisteret siden slutningen af 2. Verdenskrig, og i dag omfatter USA, Storbritanni en, Canada, Australien, New Zealand. Også Danmark har deltaget og deltager fortsat i dette overvågnings- og aflytningssamarbejde. På Aflandshage på Amager ligger fortsat en sådan lytteog spionageinstallation. Den er så vidt vides fortsat i brug! Så overraskelsen var vel til at overse, skulle de være ærlige. Men ærlighed er nu ikke lige det, der præger dagens politikere og spion- og overvågningssamfundets skyggekrigere. Lys over land er ikke ligefrem, deres parole. Det er ikke alt, vi må vide af hensyn til Rigets sikkerhed naturligvis og ikke at forglemme forholdet til fremmede magter (:læs USA). PET og FE og andre mørke magter for bestandig større magt, og bliver mere og mere en stat i staten uden for enhver demokratisk kontrol. Det politikerne var og er bange for er, at befolkningen skal blive klar over, hvordan det reelt står til i vort land. Vi er registreret og overvåget døgnet rundt. Torsdag d. 11. juli 2013, i kølvandet på det internatonale postyr efter afsløringen af den globale amerikanske overvågning af alt og alle bragte avisen BT en nyhed ; Big Brother følger dig! Danmark er et af Europas mest overvågede lande, fastslår flere eksperter. 400 gange. Så mange gange bliver hver dansker ung som gammel registreret hver dag året rundt, når der tales i mobiltelefon eller surfes på internettet, dermed er danskerne et af EU s mest overvågede folk, fastslår avisen. Nogle få dage før blev det meddelt, at regeringen nu for fjerde gang ville udskyde den lovede evaluering af overvågningen på internettet, som er en del af den gældende terrorlovgivning (logningsbestemmelsen.) Der blev protesteret fra mange sider. Instituttet for Menneskerettigheder, udtalte offentligt sin skuffels. Men lige meget hjalp det. Omfanget af overvågninger er på nuværende tidspunkt anslået til mere en 800 milliarder registreringer årligt. Nu kan der først blive tale om en evaluering af logningsreglerne i 2014 eller snarere 2015. Facebook og Twitter de såkaldt sociale medier kan uantastet fortsætte sin overvågning og rapportering til USA med den danske regerings samtykke og PET og FE kan fortsætte deres muldvarpearbejde mod den danske befolkning.
Men det slutter ikke her. I mens skyder ny metoder til kontrol af befolkningen frem, som svampe i en skovbund. Sidst har Dansk Folkeparti fremsat forslag om indførelse af et DNA-register, som skal indeholde alle danskeres DNA. Man kan roligt fastslå, at privatlivets fred ikke længere er eksisterende. Retssikkerheden ligner mere og mere en illusion et postulat til anvendelse på Grundlovsdag og ved andre højtideligheder, hvor politikere i rørstrømske vendinger priser det danske demokrati. Til hverdag indskrænkes presse- og ytringsfriheden trin for trin sidst med dommen over ROJ- TV, som fik frataget sin sendetilladelse og blev idømt en bøde på 10 millioner kroner. Sagen ankes nu til Højesteret. Som forsvareren, Bjørn Elmquist, sagde det efter dommen i Landsretten: Det var med 114 e (terrorparagraffen) i hånden, at Østre Landsret i går fratog 30 millioner kurdere over hele verden deres tv-station. Sagen mod ROJ-TV. er endnu et eksempel på, at terrorloven sættes over den i Grundloven sikrede ytringsfrihed. I kølvandet på retssagen mod ROJ-TV, er 11 kurdere blevet tiltalt for terrorstøtte. Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en gruppe kurdiske mænd for at have indsamlet omkring 130 millioner kroner til kurdiske befrielsesbevægelse PKK. PKK er som alle andre befrielsesbevægelser på USA s og EU s terrorlister, som da også af anklagemyndigheden bliver udnævnt til terrororganisation. De 11 mænd påstås i igennem flere år, at have været ansvarlig for indsamlingen i Danmark, samt for nogens vedkommende at have formidlet penge indsamlet i en række europæiske lande. Gruppen er tiltalt efter terrorlovens 114 b ligesom Horserød- Stutthoff Foreningen var det i 2011 efter hvilken det er strafbart, hvis man tilvejebringer eller indsamler midler til en terrororganisation. Med dette forløb dommen og bøderne til ROJ-TV og anklagerne mod de kurdiske mænd må den danske regerings gæld til Tyrkiets præsident vel være betalt. Anders Fogh Rasmussen blev valgt til NATOs generalsekretær med Tyrkiets stemme og Erdogan fik lukket ROJ-TV. De 11 mænd påstås i igennem flere år, at have været ansvarlig for indsamlingen i Danmark, samt for nogens vedkommende at have formidlet penge indsamlet i en række europæiske lande. I demokratiets navn sættes demokratiet ud af spillet Gruppen er tiltalt efter terrorlovens 114 b ligesom Horserød- Stutthoff Foreningen var det i 2011 efter hvilken det er strafbart, hvis man tilvejebringer eller indsamler midler til en terrororganisation. Med dette forløb dommen og bøderne til ROJ-TV og anklagerne mod de kurdiske mænd må den danske regerings gæld til Tyrkiets præsident vel være betalt. Anders Fogh Rasmussen blev valgt til NATOs generalsekretær med Tyrkiets stemme og Erdogan fik lukket ROJ-TV. Som sagt er sagen nu anket til Højesteret, og selv i Danmark kan det fortsat ske, at en dom omstødes. Måske fordi man på terrororganisationen PKK s initiativ har indledt forhandlinger med den tyrkiske regering om indgåelse af en fredsaftale. Men det er sikkert ikke nok til at overbevise den danske anklagemyndighed. For her til lands fortsætter man af samme spor. Man er villig til alt man er villig til det hele eller som en statsminister sagde det 90-erne: Vi er med Jer hele vejen! Så næstsidste nyt fra PET-fronten: PET lancerer i samarbejde med social- og integrationsministeriet en offensiv til indførelse af tankekontrol. Psykiaterne skal hvis PET får sin vilje være med til at spotte mulige terrorister blandt deres patienter. Aller sidste nyt fra samme boldgade er, at justitsministeren ifølge Horserød Statsfængsels fangeblad, Håbets Port - pålægger fængselspersonalet at opdage om indsatte med muslimsk baggrund er potentielle terrorister.
Antifascistisk Forum Kulturpolitisk tidsskrift. Udgivet af Foreningen Antifascistisk Forum. Medudgivere: Horserød Stutthof Foreningen og FIR.dk. - Féderation Internationale des Résistans Association Antifasciste. Ledelse: Formand og politisk redaktør Anton Nielsen.(nielsenanton2@gmail.com) Kasserer: Dennie Ditzel. (dd@nana-ditzel-design.dk) Redaktion: Ansvarshavende redaktør, Flemming Hybert (fhybert@gmail.com) Medlemmer af redaktionen: Lilli Rodeck, Henning Jacobsen, Tonny Warming Tue Magnussen, Egon Laugesen, Annette Mørk. Medlemskab -abonnement: 200,- kr. pr. år (4 numre. ) Netadresse: www.antifascistisk forum.dk ISSN nr. 2245-4195. Henvendelse til Antifascistisk Forum: Anton Nielsen, Møllevej 17, 3650 Ølstykke. Tlf. 47 17 90 69. Dennie Ditzel, Ibsvej 94, 2880 Bagsværd. Tlf. 4498 2824 Antifascistisk Forums Støttefond: Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på: Kontingent/abonnement indbetales ligeledes på konto. Arbejdernes Landsbank: reg. nr. 5332. Kontonummer: 0000244920 Meld det til politiet! Artikkel fra 1995. Af Anton Nielsen. Det er nu mere end et år siden den britiske journalist Duncan Campbell indsendte sin afslørende rapport om det internatonale elektroniske aflytningsnetværk Echelon til EU-parlamentet. Siden er der skrevet side op og side ned i pressen, og omridset og omfanget af spionagen er blevet stadig tydeligere. Man det vil sige efterretningsvæsnerne i Storbritannien, Canada, Australien, New Zealand og USA - har i årevis helt rutinemæssigt opsnappet al telefax-, telefon- og E-mailkommunikation ved hjælp af dertil opførte lyttestationer overalt på kloden. Efterpå er meddelelserne blevet videresendt til Maryland/USA og CIA s videre granskning. Vi ved ingen ting Debatten om Echelon har også bredt sig til Danmark. Flittige journalister har stillet stribevis af spørgsmål til de i sagen relevante ministre justitsministeren, hans chef statsministeren og til krigsministeren. Hvad kender De til Echelon? Hvad foregår der på Forsvarets Efterretningstjenestes anlæg på Aflandshage på Amager? Er Danmark involveret i Echelon? Det ved vi ikke noget om, udover hvad vi har læst i aviserne, lød de mest udtømmende svar, hvis man en enkelt gang traf ministeren hjemme. Uvidenhed synes nærmest at være en dyd i justits- og krigsministeriet. Men almindeligvis har ministeren blot ikke været at træffe. På den måde undgik man på snedig vis at svare på noget som helst Vi spionerede mod jer Men den 22. marts sprak ballonen. Den tidligere chef for CIA (1993-95), James R. Woolsey, skrev en artikel i dagbladet Wall Street Journal under overskriften:
Hvorfor Amerika udspionerer sine allierede. Det var samme Woolsey, som præsident Clinton i 1993 bad om at reorganisere de to efterretningstjenester CIA og NSA, så de blev bedre til økonomisk spionage. Så han må siges at være en mand, der ved, hvad han taler om, når han erklærer: Ja, mine europæiske venner, vi har spioneret mod jer. Og det er rigtigt, at vi bruger computere til at sortere data ved hjælp af nøgleord. Men har I prøvet at spørge jer selv hvorfor? Derefter fyrer han en bredside af mod europæisk erhvervsliv. I er jo håbløst bagud, meddeler han. Jeres firmaers produkter er ofte dyrere eller mindre avancerede eller begge dele end jeres amerikanske konkurrenters. Som konsekvens bestikker I en del. Og jeres regeringer er så medskyldige, at bestikkelse stadig kan trækkes fra i skat i en række lande. Tag jer sammen, slutter han spottende. Det er rigtigt, at europæisk teknologi overgår den amerikanske på en håndfuld områder. Men for nu at sige det så blidt, som jeg kan: Der er tale om meget få, meget få områder. Så langt Mr. Woolsey. Industrispionage Man indrømmer altså industrispionage. Men det er europæernes egen skyld, fordi europæiske firmaer bruger bestikkelse for at skaffe sig ordre. Nu er industrispionage ikke hovedformålet med Echelon, men alene en sidebeskæftigelse, så der er fortsat lang vej inden der er fuldt overblik over Echelons virksomhed. Hvis vi nogensinde får det. Men alligevel har den forhenværende CIA-chefs åbenmundethed afstedkommet en del postyr også i Danmark. Marianne Castenskiold fra Dansk Industri (DI) er pludselig blevet dybt bekymret over myndighedernes mulighed for at kontrollere den elektroniske post og ønsker fri handel med krypteringsprogrammer. Hun er imidlertid klar over, at flere EU-lande fortsat vil sikre myndighederne ret til at kikke med i den elektroniske kommunikation. Og så længe kryptering er statskontrolleret, så vil staterne kunne misbruge den. Grundlæggende mener hun, at efterretningstjenesterne skal holde næsen for sig selv. Justitsminister Frank Jensen har undtagelsesvis brudt sin tavshed. Han opfordrer industrien til at melde det til politiet. Herre gud! For en gangs skyld er vi enige med Dansk Industri. Racister Racister er ikke menneskets bedste ven De har fråde om munden Vi kan ikke vente på modgiften Vi må selv Hellen Gade
TERRORLISTERNE Begivenhederne d. 11. september 2001 ændrede på dramatisk vis de politiske forhold i verden. Et terrorangreb på World Trade Center, med omkring 3000 døde, satte USA i chok. Resten af den vestlige verden fulgte efter. Der er ingen tvivl om, at enhver terrorhandling er forfærdelig, og er en kriminel handling. Indtil 11.9. var det en opgave for politiet at opklare forbrydelser. Det ændrede sig. USA havde desværre udstyret sig med en præsident, som var, og formodentlig stadig er, mere eller mindre psykopat, Georg W. Buch, som efterfølgende erklærede krig mod terror. Hvilket er det samme som en permanent krig, og en krig, som aldrig kan vindes. Nu handler det ikke kun om reelle terrorister. Efter 2001 handler det også om legitime befrielsesbevægelser og modstandsgrupper som går mod magthavere og undertrykkere. I dag er terrorlisterne politisk bestemt. Det vil det jo være rimelig let at opfinde nye terrorister og organisationer. De konspirationsteorier, som efterfølgende er kommet frem, om at USA selv stod bag angrebet på World Trade Center, behøver ikke være fri fantasi. USA har jo gennem historie brugt alle midler, herunder, også terror, for at fremme deres egne interesser. Af Tonny Warming Hvad er terrorisme? Ifølge Den stor Danske encyklopædi, så er terrorisme: vold, mod sagesløse, udført af enkeltpersoner, grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab, eller statsterrorisme, forstået som vold udøvet af stater mod egen befolkning eller andres landes befolkninger mhp. at opretholde et magtregime og/eller sende en politisk meddelelse til tredjepart. Den sidste del bliver aldrig brugt, ellers ville USA og Israel stå øverst på listen over statsterrorister. Problemet er, at der ikke findes nogen entydig definition. Faglitteraturen opregner flere hundrede definitioner, hvoraf 90 er forskellige staters definitioner. Derfor er der frit slag for de enkelte stater at definere, hvem der skal på listerne. Listernes tilblivelse og konsekvenser Dog er der ingen tvivl om at der findes terrorisme. Men terrorlisterne er et politisk våben, og bliver flittigt brugt, med støtte fra det såkaldte internationale samfund, til at iværksætte krige, såkaldt krig mod terror. 11.09.2001 New York I dag er der tre terrorlister. FN s liste fra 1999, som omhandler Al Qaeda og Taleban, samt grupper og personer med forbindelse til disse to organisationer. Et udvalg, der repræsenterer alle 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet, udvælger de personer og organisationer, der skal på listen. Alle FN s medlemslande kan indstille personer og organisationer til at komme på listen. Hvis argumenterne er gode nok, kommer de på. På FN s liste findes ikke nogen af de organisationer, som indtil 2001 blev betragtet som befrielsesbevægelser. USA s og EU s lister, som efter terrorangrebet i USA i 2001, omhandler alle som er på FN s liste, desuden en lang række organisationer, som er politisk besværlige for USA og allierede. Det drejer sig bl.a. om Sri Lankas Tamilske Tigre, Filippinernes Kommunistiske Parti, Colombias FARC, Tyrkiets PKK, Palæstinas PFLP. Listen er lang, over legale befrielsesbevægelser, som kæmper mod undertrykkelse fra egne regeringer, eller USA s økonomiske og strategiske interesser. Disse og mange andre befrielsesbevægelser var legale bevægelser indtil 2001, hvor de kom på USA s og EU s terrorlister. Embedsmænd sammensætter EU s terrorlister. Hvem der skal på listen eller fjernes, får politikerne ikke noget at vide om. De får bare besked på, at sådan er det. Hverken folketing/parlamenter, regeringer, eller udenrigsministre aner, hvorfor listen ser ud, som den gør. Begrundelserne er hemmelige. De personer eller organisationer, der kommer på listen, ved det ikke. De opdager det først, når alle deres midler er indefrosset og deres bevægelsesfrihed bliver begrænset. Drager vi en historisk parallel, ville f.eks. den danske modstandsbevægelse være havnet på terrorlisten. I dag anerkendes den som årsag til at Danmark blev betragtet som en allieret mod Hitler - Tyskland. Den danske regering ønskede jo det modsatte.
Alligevel tilslutter Danmark sig følgagtigt EU s terrorlister, selv om vi ikke er forpligtet til det. Terrorlister i EU skal vedtages med hjemmel i Lissabon-traktatens artikel 75, som hører under de retslige anliggender. Hvilket vi har et forbehold overfor. Vi har altså mulighed for helt at lade være med at følge EU s terrorliste. Vi følger også USA s terrorliste, selv om vi ikke er forpligtet til det. Men vi er jo USA s skødehund. Norge har valgt sin egen kurs. Siden 2006 har de ikke villet følge EU s og USA s terrorlister. Norge støtter sig nu kun til FN s terrorliste. Norge vil hellere være fredsmægler, end være bundet op på terrorlister som i vid udstrækning er politisk bestemt. En af grundende til Norges beslutning var, at EU i 2006 besluttede, efter amerikansk pres, at få oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre fra Sri Lanka på EU s terrorliste. På det tidspunkt var der en tilnærmelse for fred i gang. Danmark, Norge, Sverige og Finland var aktive, enten med at holde parterne fra hinanden, eller holde fast ide igangværende fredsforhandlinger. Da De Tamilske Tigre kom på EU s terrorliste trak Danmark, Sverige og Finland sig som fredsobservatører. Senere måtte Norge opgive at mægle mellem de to parter. Terrorstemplingen gav Sri Lankas regering grønt lys til en offensiv mod De Tamilske Tigre, hvor tusinder blev dræbt, lever som interne flygtninge, og som under alle omstændigheder er undertrykt af Sri Lankas regime. Så dialogen forsvandt, det samme gjorde en fredelig løsning, som følge af terrorstemplet. For de personer eller organisationer der kommer på listen, har det store konsekvenser. Deres penge bliver indefrosset. Det gælder alle deres værdier. Rejsemulighederne bliver begrænset, de bliver jaget vildt. Dermed risikerer de at få en bombe i hovedet fra et dronefly, eller kidnappet af CIA s fly, og ført til hemmelige fængsler, eller Guantanamobasen. Hvor de kan sidde i årevis. Uden mulighed for at få anklagen prøvet ved en domstol. Endnu en krænkelse af menneskerettighederne. Kommer man på terrorlisten, er det stort set umuligt at komme af den igen. Retssikkerheden for de personer eller organisationer, der kommer på listen, er stort set lig nul. Et eksempel, i forbindelse med EU s terrorliste, hentet fra Advokatsamfundet 05.07.07, her hedder det: Tre svenske statsborgere anlagde sag ved retten (underretten til EF-domstolen). De var blevet opført på FN-listen, derefter på EU-listen, og havde fået indefrosset alle deres midler. De mente, at det var uberettiget og henvendte sig til de svenske myndigheder, som imidlertid slog ud med armene og viste dem videre til FN og EU. I sanktionskomiteen var nogle lande tilbøjelig til at fjerne dem fra listen. Efter ca. ni måneders lobbyarbejde lykkedes det for to af de tre at blive fjernet fra listen. De opgav herefter sagen ved domstolene. Den tilbageværende svensker på listen førte sin sag videre. Han mente, at menneskerettighederne, så som ret til fair rettergang og til privatliv mm. var blevet krænket ved sortlistningen, han tabte sagen ved i retten. Begrundelse: Retten kunne kun undersøge om sortlistningen stred mod folkerettens jus cogens (særlig grundlæggende folkeretlige regler, som antages at have forrang for al anden folkeret). Retten fandt ikke, at det var tilfældet og klagen blev afvist. Sagen er nu appelleret til EF-domstolen. Hvad der videre er sket i sagen vides ikke. USA s terrorliste Angrebet på USA i 2001 var en gave til USA og EU. Nu var man i stand til at skabe nye fjender, nu da den kolde krig var slut. Terrorlister blev skabt, indeholdende en række af verdens stærkeste antikapitalistiske bevægelser. Hvilket igen betød voldsomme angreb på de borgerlige frihedsrettigheder. USA har stærke økonomiske og militære interesser i Filippinerne, hvor mange multinationale selskaber, samt militære tropper befinder sig. Gennem årtier har diverse filippinske regimer fungeret som USA s lydige vasaller. Gennem alle årene er befolkningen blevet undertrykt både økonomisk og politisk. Alene i 2002 blev 45 progressive politiske ledere dræbt. Hertil kommer forsvindinger, tortur, isolation og vilkårlige arrestationer. Regimet har med alle midler terroriseret befolkningen, med hjælp fra USA. Men befolkningen har skabt nye stærke modstandsbevægelser. Så i 2002 kom CPP, (Det Pilippinske Kommunistiske Parti,) samt den væbnede fløj New People s Army NPA på USA s terrorliste. Senere samme år kom de to organisationer på EU s liste, uden åben diskussion eller motivation. En af konsekvenserne af disse terrorlister, er dels at skabe frygt i samfundene, hvormed at der fra regeringernes side påstås, at der fra befolkningernes side kræves større sikkerhed. Konklusionen er, at der overvåges mere og mere, samt at den smule demokrati, vi har tilbage bliver mere og mere beskåret. Som det vil være læseren bekendt, så blev Horserød Stutthof foreningen og tømrernes faglige klub dømt for økonomisk at støtte befrielsesbevægelserne PFLP i Palæstina og FARC i Colombia. Det samme skete tidligere for Fighters and Lovers og foreningen Oprør. Hvem der skal på terrorlisterne, bestemmes ud fra den stærkes ret. Altså ud fra politiske, økonomiske
og strategiske synspunkter. Derfor finder vi ikke hverken USA, Israel, Tyrkiet, Sri Lanka, Filippinerne, eller andre stater på nogen terrorlister. Lad os se på tre befrielsesbevægelser som er på USA s og EU s terrorlister. PFLP PFLP, (The Popular Front for the Liberation of Palestine), stiftet 1967, er en af mange organisationer, som er medlem af PLO. Da staten Israel blev oprettet i 1948 på arabisk engelsk- besat jord, var det kun de færreste i verden, der vidste at der boede palæstinensere i området, samt at flertallet af de mennesker blev fordrevet. Jaget væk fra deres hjem og livsgrundlag, jorden. Den israelske apartheidmur For at råbe verden op, så de kunne få indsigt i problemstillingen for palæstinenserne, blev der, sammen med bl.a. Sorte September, Fatah og andre grupperinger, gennemført nogle terrorhandlinger samt flykapringer. Dette for at få bragt Palæstina på verdenskortet. I 1972 tog PFLP dog afstand fra enhver form for terrorisme, og erklærede, at den væbnede kamp kun skulle rettes mod militære mål. I dag er Palæstina et fragmenteret land, som vil være en umulighed af får til at fungere som en stat. Dette skyldes Israels bosættelsespolitik, samt alle dens checkpoints, og en apartheidmur. PFLP er en venstreorienteret organisation, der kæmper for at alle palæstinensere kan komme tilbage. Et ufravigeligt og rimeligt krav. PFLP er også en humanitær organisation, som hjælper folk i flygtningelejre, bygger og driver skoler osv. Men de deltager også i den væbnede kamp mod besættelsesmagten Israel. Denne kamp sker gennem PFLP s militære gren AAMB (Abu Ali Mustafa Brigades), kampen sker sammen med andre palæstinensiske bevægelser, som f.eks Hamas i Gaza. Israel er ikke interesseret i fred. Tvært i mod, så udvider de konstant deres grænser ved at jage palæstinensere bort for at opføre bosættelser på Vestbredden og i og omkring Jerusalem. Bygger apartheidmur rundt om Israel, som fjerner mange palæstinensere fra deres jord. Oprettelse af checkpoints som vanskeliggør, eller gør det umuligt for at palæstinenserne i at færdes frit. Indespærring af en hel befolkning i Gaza - striben, samt en blokade, som forhindrer dem i at indføre de mest basale nødvendigheder til at opretholde livet for. Samtidig sidder tusindvis af palæstinensere, herunder børn i Israelske fængsler. Mod sådan en behandling fra en besættelsesmagts side, er det legitimt, ja, en pligt, at gøre modstand, også med våben. Så lige nu samles alle kræfter, der vil et selvstændigt Palæstina, for at gå sammen mod det zionistiske Israel. Både PFLP og Hamas afviser de såkaldte forhandlinger, afviser at samarbejde med besættelsesmagten og afviser alle politiske løsninger, som baserer sig på nægtelsen af ophævelsen af deres folks rettigheder. Begge partier er enige i modstanden mod massakrerne og folkemordet, der begås mod det palæstinensiske folk. Det er enheden og forbindelserne, der betyder noget nu: enhed i kampen for det palæstinensiske folks rettigheder. I en politisk erklæring fra PFLP fra juli 2002, da PFLP og andre palæstinensiske befrielsesorganisationer var kommet på EU s terrorliste, hedder det bl.a.: Kampen imod EU s og USA s terrorlister må gøres til en del af kampen mod globalisering. Vi opfordrer alle til at forenes i kampen mod den nye europæiske og amerikanske terror, som hvis vi ikke gør modstand vil føre til at enhver modstandsgruppe, enhver antiglobaliseringsaktivist, enhver stemme som fordømmer USA s politik, som forsvarer den nationale selvbestemmelse eller den personlige frihed, ytrings og tankefrihed, vil komme på terrorlisten. PFLP opfordre EU til at lave en ny terrorliste, og sætte USA på denne pga. USA s forbrydelser mod menneskeheden i Libyen, Irak, Afghanistan og andre steder i verden. Samt Israel må naturligvis med på terrorlisten for dets forbrydelser mod menneskeheden i Palæstina og dens fortsatte nej til at respektere de europæiske og internationale resolutioner og beslutninger. FARC Eller FARC EP Fuerzas Armadas Revolucionarias
de Colombia Ejerctio del Pueblo. (Colombias revolutionære væbnede styrker Folkets Hær) Grundlagt 1964 66, som en militær del af PCC Partido Comunista Colombiano. Det Colombianske Kommunistiske Parti. I stort set alle stater i Latinamerika er enten regeringer, eller den styrende kapitalistklasse efterkommere af Latinamerikas hundredårige spanske kolonisering. Det gælder også med hensyn til den herskende klasse i Colombia. Det er godt og vel fyrre år siden FARC blev stiftet. Dette skete på baggrund af en konstant undertrykkelse af den fattige del af befolkningen, som hovedsagelig bestod af bønder. Disse bønder havde ikke jord nok, da de store godsejere sad, og stadig sidder på størstedelen af jorden. Befolkningen blev undertrykt, fordi deres krav om jord og en ordentlig tilværelse, blev bekæmpet med alle midler fra den herskende klasse og dens regeringer. Derfor blev FARC oprettet, og fik hurtigt samlet sig støtter. Gennem årene har de fået samlet sig en hær på ca. 15.000 soldater, som sammen med hovedsagelig bønderne kæmper for at få en jordreform til gavn for dem, der dyrker jorden. Store dele af godsejernes jorde, som er blevet stjålet fra bønderne gennem deres kolonitid, ligger alligevel uopdyrket hen. FARC kæmper bl.a. for bedre sociale levevilkår for den undertrykte befolkning. Men det er store kræfter, de er oppe imod. Dels er der en colombiansk regering med alle dens magtmidler, som yderligere støttes aktivt med økonomisk og militært fra USA. Indtil terrorangrebet på USA i 2001, var FARC en legal oprørsbevægelse. Fra 2002 kom FARC på USA s terrorliste, hvilket gjorde det mere legitimt for Colombias regering og USA at slå til mod FARC. Samtidig hindres FARC i at få økonomisk støtte fra mennesker overalt i verden. Mennesker som ser, retfærdigheden i deres legitime kamp mod regimet, og som ønske at støtte det. Efter terrorangrebet på USA i 2001, blev fokus rettet mere mod FARC. De fredsforhandlinger, der var i gang mellem regeringen og FARC på det tidspunkt, brød sammen i februar 2002. Senere samme år, i maj, blev den meget højreorienterede Àlvaro Uribe Vélez ny præsident. Han kom fra den højreorienterede Autodefensas Unidas de Colombia, AUC, en sammenslutning af dødspatruljer. Organisationen har i hele dens levetid terroriseret befolkningen. Myrdet kommunister, andre venstreorienterede og fagforeningsledere. Mennesker som vil et andet og mere socialt retfærdigt samfund. Trods løfter om at ville bekæmpe narkobaroner, døds patruljer og guerilla, blev kampen ensidigt rettet mod FARC. En konsekvens af Uribes valgsejr var, at Colombia fik 2,6 milliarder dollars fra USA til militære aktioner i Latinamerika. Her må man huske på, at der skete et kursskifte i Latinamerika efter Venezuela fik en venstreorienteret præsident i 1998, Hugo Chávez. Efter det, kappede flere og flere lande båndene til USA. Så Colombia er næsten den eneste stat i Latinamerika, der stadig støtter USA. I 2003 anmodede Uribe USA og hjælp til at bekæmpe guerillaen samt paramilitære grupper. Specialstyrker ankom en måned efter, og blev hermed også en synlig direkte aktiv deltager i borgerkrigen. I dag lever der stadig ca. tre millioner interne flygtninge i Colombia. På en anmodning fra FARC, om at få gang i en fredsforhandling, afslog Uribe. Et par år senere, i 2005 udsteder Uribe amnesti til medlemmer af landets paramilitære grupper, herunder AUC, som var, ansvarlig for størstedelen af de sidste mange års mord og menneskerettighedskrænkelser. Dette skete efter mere end et års hemmelig forhandlinger om amnesti og demobilisering mellem AUC og regeringen. Resultat, 15.000 medlemmer af dødspatruljerne fik amnesti. Den første marts 2008 angreb militæret med en aktion ind i Ecuador, og udslettede en FARC lejr. Alle blev dræbt, herunder næstkommanderende Raúl Reyes. Angrebet skete på baggrund af en sporing fra en satellittelefonsamtale som Reyes havde haft. Sporingen stod USA s efterretningsvæsen for. Reyes, Farc
Reaktionen kom prompte. Ecuador afbrød de diplomatiske forbindelser med Colombia. Venezuela og Nicaragua trak deres ambassadører hjem og fordømte angrebet. Samtidig rykkede Venezuela troppestyrker op til den Colombianske grænse. Med mordet på Reyes begravedes samtidig FARC s fredsinitiativ, samt forhandlinger om frigivelse af fanger. Amnesty International rapporterede i 2009, at i den tolv måneders periode, der endte i juni 2008, blev 1515 civile dræbt i Colombia pga. krigen. De fleste blev dræbt af militæret og dødspatruljer. 46 faglige tillidsfolk, samt 12 menneskerettighedsaktivister var blandt de dræbte. Amnesty tillagde FARC og den mindre befrielseshær ansvaret for 189 af drabene. Senere samme år fik USA lov til at bruge syv militærbaser i Colombia. Officielt skulle baserne bruges til at bekæmpe narkotrafikken, men tre af de nye baser er anbragt ved den caribiske kyst, tæt ved Venezuelas grænse. Hermed vil USA være i stand til hurtigt at angribe de lande i regionen, som trodser USA s interesser for meget. Venezuela, Ecuador og Brasilien protesterede hurtigt mod denne militære opbygning i regionen. I modsætning til resten af det såkaldte internationale samfund, så ønsker Latinamerika at lægge afstand fra USA, og dets menneskefjendske politik. I maj 2010 fik Colombia ny præsident. Uribe kunne ikke genopstille. Hans efterfølger forsvarsminister Juan Manuel Santos er nu præsident. Selv om FARC er stemplet som en terrororganisation, så har deres styrke, og fyrreårige kamp nu presset Colombia til fredsforhandlinger. Så da Santos blev valgt, begyndte arbejdet med at få en fredsaftale på plads med FARC. Santos arbejder for at få en fredsaftale på plads inden udgangen af 2013. der er valg i Colombia i starten af 2014. Hvad der kommer ud af forhandlingerne, som finder sted i Havanna, Cuba, vides ikke. Forhåbentlig fører de til en fred. Dog er det utænkeligt at FARC indgår en aftale, uden en jordreform, samt sociale ændringer til fordel for arbejdere og bønder. Men det er stærke kræfter de er oppe imod. USA, som skal blande sig i alt her på kloden, deltager i kulissen. PKK Partîya Karkerên Kurdistan, eller Kurdistans Arbejderparti. Stiftet i 1978 under ledelse af Abdullah Öcalan. Et venstresocialistisk parti, som kæmper for et Tyrkiet, hvor kurdere og tyrkere har samme rettigheder. Samt et selvstændigt Kurdistan. Historisk er det kurdiske folk udgået fra oldtidsfolket, mederne, og er etnisk og sprogligt beslægtet med per serne. Siden det 16. årh., vor kurderne blev underlagt det Osmanniske rige, har de stort set været jaget vildt. I takt med det at det Osmanniske rige ekspanderede mod øst, blev kurderne presset samme vej. Efter den tyrkisk russiske krig i 1828 29 forsøgte kurderne at gøre sig fri fra det osmanniske rige, men blev nedkæmpet. Sådan er det gået igen og igen. Under første verdenskrig lovede vestmagterne, der kæmpede mod det osmanniske rige, sammen med kurderne, et selvstændigt Kurdistan. Efter krigen var dette løfte glemt. Med Serves - traktaten fra 1920 blev landet delt op, som vi kender det i dag. I 1920 blev Tyrkiets grundlægger, eller første præsident Mustafa Kemal, kendt som Kemal Atatürk. Han nægtede simpelthen at der eksisterede en kurdisk befolkning. Det på trods af, at kurderne på det tidspunkt var verdens største folk uden egen stat. Krigen mod grækerne i 1920 23, og franskmændene som sad på Kilikien, som tyrkerne vandt, førte til freden i Lausanne, som sikrede Tyrkiet hele Lilleasien. Dette førte til at Kurdistan, som i dag ligger i Irak, Iran, Tyrkiet og Syrien, og hvor den 4. største befolkningsgruppe i mellemøsten på mellem 28 35 millioner mennesker bor. Alle lande, som har en kurdisk befolkningsgruppe, har siden bekæmpet kurderne i deres krav om et selvstændig Kurdistan. Den episode, der nok huskes mest, er Iraks brug af kemiske våben. Byen Halabja blev 16. marts 1988 angrebet med giftgas, hvor mellem 5 10.000 kurdere blev slået ihjel. Men tyrkerne undertrykte det kurdiske folk mest konsekvent og brutalt. Ja, nægtede deres eksistens. Kurdisk sprog og kultur blev forbudt. Den officielle tyrkiske betegnelse for en kurder var, en bjergtyrker. Kurderne gjorde oprør i 1924, 1930 og 1937. men oprørene blev brutalt nedkæmpet. Omkring 100.000 kurdere mistede livet. I 1923, hvor Atatürk oprettede det nye Tyrkiet, udtalte han; Tyrkiet er forbeholdt et flag, et land og et folk, altså tyrkere. Senere, i 1930, udtalte daværende justitsminister Mahmut Bozkurt; Tyrken er dette lands eneste herre, eneste ejer. Dem, der ikke er af ren tyrkisk race har kun en ret: Retten til at tjene andre og være slaver. Det er på den baggrund, vi skal betragte kurdernes kamp mod den undertrykkelse, de har været, og stadig er udsat for. PKK er en legal befrielsesbevægelse, som kæmper for lige rettigheder for alle indenfor Tyrkiets grænser. PKK er et forbudt parti i Tyrkiet.
Kurdisk folkloregruppe Derfor er fængslingen af Öcalan, PKK s grundlægger, en politisk dom, en krænkelse af menneskerettighederne. Menneskerettigheder, som Tyrkiet stadig ser stort på. I dag må vi karakterisere Tyrkiet som en fascistisk stat, som har censur, som fængsler journalister og undertrykker al modstand mod regimet. Det også i det lys vi skal se retssagen mod Roj TV, som sender fra Danmark, på kurdisk. En retssag, som er startet ved en studehandel mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og Tyrkiet, for at han kunne blive NATO s generalsekretær. Endnu et eksempel på hvordan terrorlovene begrænser ytringsfriheden. Med hensyn til PKK er der dog et lille lyspunkt. I april 2013, udtaler Europarådet sig om menneskerettighedssituationen i Tyrkiet, og vil ikke længere kalde PKK for terrorister, men aktivister. I dec. 2011 udtaler FN forbundet: Drop terrorlister. EU s og USA s stempling af modstandsbevægelser som >terroristiske< har ført til uskyldige ofre, alvorlige brud på menneskerettighederne, og har skadet arbejdet for fred over hele verden. Her i landet og i EU fortsætter man med at sætte organisationer på terrorlisten. Den 22. juli 2013. blev Libanons Hizbollahs militære afdeling sat på EU s terrorliste. Det er mildes talt ligeså tåbeligt, som have de andre omtalte modstandsorganisationer på terrorlister. Den stærke mand i Tyrkiet er i dag ministerpræsident Tayip Erdogan, som har kaldt dem der har deltaget i de store demonstrationer mod hans store byggeplaner midt i Ankara, for terrorister. Er det ikke for nemt for regeringer og magthavere at kalde enhver opposition for terrorister? Konsekvenserne ved terrorlister. Konsekvenserne for de mennesker og organisationer der havner på lister uden at kunne forsvare sig, er voldsomme. Det hænger ikke rigtig sammen med, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Fangerne, der i årevis har siddet fængslet, og stadig sidder fængslet i Cuba på Guantanamobasen, er aldrig blevet stillet for en domstol. En frygtelig skæbne for et uskyldigt menneske. Eller hvad med dem, der af USA er blevet bortført af CIA s hemmelige fly rundt omkring på kloden? Vi kan ikke vide eller kontrollere om mennesker, der bliver dræbt i krigen mod terror eller dræbt af droner, nu også er terrorister, som det påstås. Angreb med droner er terrorisme. Mordet på Osama Bin Laden, som fandt sted i Pakistan, kom aldrig for retten. Det kunne jo have afsløret for mange af USA s svinestreger. Det samme gælder Libyens Gaddafi, USA ønskede ingen af dem for en domstol. Som konsekvens af terror og terrorlovene, bliver overvågningen ubegrænset for de forskellige statslige sikkerhedstjenester. Love og menneskerettigheder bliver tilsidesat. De virkelige forbrydere, regeringer og statsledere slipper fri, ved at anklage de virkelige helte som Edward Snowden, Bradley Manning, Wikileaks grundlægger Julian Assange og danskeren Anders Kærgaard. Fælles for dem alle er, at de har forsøgt at afsløre magthavernes løgne, ved at udlevere dokumentation om magtmisbrug og løgn. Dokumentation om at fanger udleveres til tortur, ulovlig aflytning hele befolkninger osv. Hvorfor må offentligheden ikke vide, hvad der foregår, og hvilke krænkelser af menneskerettigheder der sker? Ovennævnte personer burde hædres, og ikke straffes. Hvorfor kan uskyldige mennesker fra Afghanistan ikke få en retfærdig retssag her i landet, når nu den danske stat udleverer mennesker til tortur? Jo, det må de skam gerne, siger udenrigsminister Villy Søvndal, de skal bare hver betale kr. 40.000,- for at få lov til det. Hvordan kan fattige mennesker i Afghanistan, med en indtægt på få dollar om dagen få fat i så mange penge? Ved festlige lejligheder bryster politikerne sig af at vi er alle lige for loven. Er det sandt? Yderligere et par eksempler fra vor hjemlige andedam. Tuneserloven: En herboende tuneser mistænkes for at ville slå tegneren Kurt Westergaard ihjel. Han boede i Sandholmlejren, men havde lov til at besøge sin familie i Århus. som kun boede ti minutters gang fra Westergaard hjem. Der var ikke skyggen af bevis. Han blev ikke anklaget. Men fik begrænset sin bevægelsesfrihed. Han fik pålagt at melde sig i Sandholmlejren dagligt. I et hvert retssamfund, vil manden blive stillet for en dommer. Enten få en dom, eller frikendt. Hvis manden nu viste sig at være et fredeligt menneske, har
ten da gjort alt for, i bedste fald at gøre ham bitter, i værste fald til terrorist. Et andet eksempel: Ca. 1400 1600 mennesker søger om statsborgerskab i Danmark. Det viser sig at PET har én af dem under overvågning. Straks indrykker Dansk Folkeparti en helsidesannonce i landets største aviser, med navne på samtlige ansøgere, og beskylder en af dem for at være mulig terrorist. Jeg har altid fået den opfattelse, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Nu beskylder, og mistænkeliggøres 15 sta1600 mennesker for at være terrorister. Svineri, og krænkelse af menneskerettighederne. Det burde være mere retfærdigt om de virkelige mordere og krigsforbrydere bliver stillet for retten. Statslederne fra Danmark, England, USA og andre lande i koalitionen af alliancen i krig mod Terror. Deres krigeriske adfærd de sidste to årtier, har skabt endnu flere potentielle terrorister, ved at skabe endnu mere har til det såkaldte internationale samfund. Frihedens længsel Vi kender jo magten og ved, hvad den vil, når ret efter ret den begraver; de rige må slet ingen ting komme til! Dertil har de trælle og slaver. Et frihedsmuseum kan stikkes i brand, og modstandsfolk sættes i fængsel. Dog ved jeg, hvad ingen magt trælbinde kan: Frihedens ubændige længsel! Erwin Neutzsky-Wulff.
Frihedsmuseet er modstandsbevægelsens museum! Udtalelse Féderation Internationale des Résistants Association Antifasciste (FIR). FIR/Danmark: v/ formand, Anton Nielsen Møllevej 17 3650 Ølstykke. Tlf. 4717 9069. E-mail: anton.nielsen@mail.tele.dk København d. 14. juni 2013. Til Kulturministeren, direktøren for Nationalmuseet og pressen. Natten til søndag d. 28. april nedbrændte Frihedsmuseet. Der var så vidt vides ingen vidner og der var ingen vagter. Den sidste vagt gik sin runde d. 1. januar 2010, så blev han sparet væk. Det blev hurtigt klart, at branden var påsat, men indtil nu står politiet som sædvanlig uden spor af brandstifterne. En anonym person har udlovet en dusør på 100.000,- kroner til sagens opklaring, uden at det endnu har ført til noget. Måske har politiet også denne gang som adskillige gange tidligere sat kikkerten for det blinde øje? Som for eksempel når mindesmærker for de faldne i modstandskampen som mindesmærket for de faldne kommunister, der står klods op af det nu nedbrændte Frihedsmuseum er blevet skændet med hagekors og overhældt med maling. Eller skal der gå 20 år, som tilfældet har været i bombesagen fra Søllerødgade, før politiet foretager sig noget og retter blikket mod de fascistiske kræfter, som i disse år huserer i hele Europa også i Danmark? Det håber vi ikke men vi frygter det! At Frihedsmuseet skal genopbygges i samme arkitektur og med det samme indhold, derom ingen tvivl i hvert fald ikke hos os. Men vi er klar over, at andre ser branden, som en mulighed for at ændre museets indhold som længe har været en sten i skoen for disse koldkrigere så det kommer i overensstemmelse med deres syn på modstandskampen og deres reaktionære politiske holdninger i dagens Danmark. Vi må på det kraftigste advare såvel Kulturministeriet som Nationalmuseet mod at følge disse reaktionære, antidemokratiske kræfter. Det ville være i strid med alt hvad modstandsbevægelsen stod for og museet er modstandsbevægelsens museum. At ændre det, vil være endnu et historisk bedrageri mod alle dem, som gav deres liv for Danmarks frihed. Anton Nielsen formand for FIR
Det skjulte folkedrab Af Lilli Rodeck Gennem menneskehedens historie har folkedrab været brugt som redskab enten til erobring eller til kontrol af egen befolkning. Det er denne metode til at kontrollere egen befolkning, denne artikel vil handle om. Da HIV blev opdaget i 80 erne gik verdens forskere i gang med at finde medicin, som enten kunne holde HIV- ramte raske, eller som kunne forebygge denne voldsomme sygdom. I Europa og USA fandt man efter nogle år antivirale medikamenter, som formår at give de sygdomsramte forventninger om et langt liv. Men denne udvikling gik uden om Afrika, da medicinen er meget dyr. Dog sørgede både enkeltpersoner og organisationer for, at medicinen blev givet i områder, hvor HIV var særlig udbredt. Men da HIV er hovedsagelig en seksuel overført sygdom, stødte læger og andre ind i problemer. Især katolikker var imod den simple forebyggelse i form af kondomer. Men i de fleste afrikanske lande ses dog en bedring i behandling af HIV og AIDS. Der er dog undtagelser. Den mest berømte er Sydafrika, hvor den forrige præsident Mbeki mente, at HIV og AIDS skulle behandles med lokal medicin som ingen virkning havde. Den samme Mbeki var den, der forhandlede økonomi efter apartheid. Han forhindrede en omfordeling af jorden. Mbeki havde studeret i USA og var fortaler for Milton Friedmanns ideer om markedskræfternes frie spil. Hvor mange Mbekis krav til behandling af HIV og AIDS slog ihjel i Sydafrika, vides ikke. Men mange børn blev født med HIV grundet hans vejledning. Gambias præsident ved at helbrede en mand med AIDS! Et andet land, hvor præsidenten bruger HIV og AIDS til mord på egen befolkning, er Gambia. Præsident Jammeh helbreder HIV og AIDS om torsdagen. Og de mennesker, han behandler med lokale urter, tror de bliver raske og kan derved gå ud og smitte andre eller værre endnu, smitte deres børn, enten gennem fødsler eller ved amning. Og selvom kun 2 % af landets befolkning er smittet, kan præsidentens behandling øge antallet af smittede. Præsidenten planlægger at bygge et sygehus, som udelukkende vil behandle AIDS-patienter med hans hjemmelavede remedier. Og præsidentens motiv ligger nok i sygdommens smittemetode, som i hans øjne gør de smittede skyldige i at have brudt Koranens bud. At flere så bliver smittet grundet hans behandling, er han ligeglad med. På Royal Victoria Hospital i Banjul, hovedstaden i Gambia, findes en afdeling fyldt op med præsidentens patienter, som uden rigtig lægebehandling ligger og dør. Her ligger mænd, kvinder og børn, som troede på præsidentens løfter. Hvor er lægerne henne i dette skjulte folkedrab? De har det uhyggelige valg, enten at tie stille og få lov til at behandle andre syge, eller fortælle hvad der sker og så risikere at forsvinde i et af Jammeh s hemmelige fængsler, hvor tortur og drab er hverdag. Uden at ville det, bliver disse læger gidsler i et uhyggeligt spil om magt. Hvor mange ud af en befolkning på 1,7 mio. mennesker, som han via hans antivestlige fupmedicin har dræbt, vides ikke. Men hvis nogen bør bringes for en domstol for forbrydelser mod menneskeheden er det Jammeh sammen med Mbeki. At borttage behandling for dødsyge mennesker, som risikerer at bringe smitte videre, er en avanceret form for folkedrab, som bør bekæmpes med alle midler!
En frihedskæmpers historie Af Anette Mørk Kære Eigil Peter Theodor Larsen. Tusind tak fordi at du var til. Du lod ikke stå til, men kæmpede for dine holdninger, med livet som indsats. Du blev født d. 29. maj 1903 af hørkræmmerdatteren Emilie, som ikke var fin nok til at blive gift med din far, som var politibetjent og derfor blev hun enlig mor de første fire år af dit liv, indtil hun traf fyrbøderen Jens Larsen. Allerede som 9. årig måtte du arbejde, for at den voksende familie kunne få mad og du begyndte at gå med aviser, men efter et par år som bud, fik du job som mælkedreng, hvilket betød at du skulle aflevere flaskerne fra kl.4.00. om morgenen og inden du gik i skole og efter skole skulle du hjælpe din mor med at hente stof til de kjoler og frakker, som hun syede i det lille hjem, på den altid arbejdende symaskine. Som 14 årig fik du en læreplads som skibsbygger på Orlogsværftet og der blev du hurtigt optaget af at organisere lærlingene i en klub og da en lærlingekonflikt brød ud, var du en af organisatorerne. Selvom I tabte kampen, fik du en indsigt i, at du vidste for lidt, så du satte dig for at lave studiekredse og som tyveårig havde du altid gang i 4-5 studiekredse og læste alt hvad du kunne få fingre i om fagbevægelse, socialisme og kapitalisme. Du tog til København, stiftede familie og var ansat på B & W og blev en af kræfterne bag bladet Den røde revolver, som angreb værftets ledelse og de ledende socialdemokrater, et parti du havde forladt for at blive en del af den kommunistiske bevægelse, hvor dine evner som organisator blev en værdifuld arbejdskraft. Èn af de opgaver du fik, var at arrangere demonstrationsoptog og det gjorde du med stor nidkærhed og opfandt stjernedemonstrationerne, hvor små demonstrationsoptog skulle møde hinanden til en stor demonstration. De mange bække små blev til et hav af mennesker og det satte politiet på mange prøvelser, som de forsøgte at stoppe ved at sætte det ridende politi ind. Du og dine kammerater var kreative tænkende, så I oprettede Arbejderværnet. De havde uniform på og gik altid forrest, bagerst og på siderne af de demonstrerende og beskyttede dem. Hvis politiet forsøgte at trænge gennem Arbejderværnet maste Værnet sig gennem uniformer og heste, som en menneskelig boremaskine, så demonstranterne kunne passere og ofte måtte politiet give op. Det var også Arbejderværnet, som senere dannede grundstammen i KOPA, som senere blev til BOPA, sammen med de Spaniensfrivillige men det var senere. De Spaniensfrivillige havde du stiftet bekendtskab med, da du sejlede med krudtbådene, som sejlede våben fra Riga til Spaniens havnebyer. I 1937 flyttede I til Helsingør og du byggede hurtigt et partiafdeling op og blev DKP s folketingskandidat i Helsingørkredsen, skrev mange artikler til Arbejderbladet og fik studiekredse op at stå i byen. Alt hvad du satte dig for opnåede du med hårdt arbejde og en stor målbevidsthed. I 1939 var du overbevist om at DKP måtte blive illegale, sådan som Europa så ud, men et flertal i partiet valgte at de skulle fortsætte med at arbejde legalt, så længe det var muligt. Da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940 fortsatte du dit arbejde og udbyggede partiafdelingen i Nordsjælland og som hundrede af andre steder rundt om i landet, blev der skabt et grundlag for det senere ilegale arbejde imod tyskerne. Der gik rygter om en snarlig krig mellem Tyskland og Sovjetunionen og alle jer kommunister fik besked på at det var bedst hvis I ikke opholdt sig på jeres bopæl. Men det gjorde du, Eigil og så blev du arresteret d. 22. juni, 1941 da Tyskland angreb Sovjetunionen og sendt til lejren i Horserød, sammen med mange kendte og ukendte kammerater. Senere vedtog et enigt folketing, i strid med Grundloven Kommunistloven, som legaliserede jeres fangeskab. År senere læste du politiets arkiv på dig: Han er en ivrig tilhænger af kommunismen, er meget aggressiv og hensynsløs. Han indtager en ledende og agitatorisk stilling i partiet. Er en fremragende taler. Ret kundskabsrig og belæst Arkivet var oprettet før besættelsen! De mange hundrede som blev politisk arresteret blev fremstillet i lukkede retsmøder og på få minutter blev det afgjort at de skulle være fængslet eller interneret. Det er en af de store grimme pletter på de politifolk som deltog og ikke mindst hele det danske folketing og justitsmini
ster Thune Jacobsen. Du blev overført til Horserød-lejren og hurtigt blev du tillidsmænd for de ca. hundrede kammerater som var i lejren. Der kom din evne til at handle til udtryk i en af de frækkeste fangeflugter som er udført fra et dansk fængsel. 5. april 1942 skærer du med barberblade en lem i gulvet i din barak og via et hulrum på en meter, begynder du udgravningen af en tunnel, med en kulskovl og et stemmejern og 44 dage senere er tunnelen færdig, som skal føre jer ud på den anden side hegnet rundt lejren. Tunnelen i Horserød! I. juni var alt klart til flugt og partiledelsen besluttede hvilke fem fanger, som først skulle flygte. De fire blev fanget igen i skovene omkring Horserød og kun én slap bort og dagen efter måtte I alle til afhøring, indtil I om aftenen kunne gå tilbage til jeres kamre i barakkerne og din tunnel på dit kammer. Den forhadte fængelsinspektør Bentzen og hans lakajer havde endnu ikke fundet frem til, hvordan de fem fanger var kommet ud af lejren. Men det ville kun være et spørgsmål om tid, inden de fandt tunnelsen, så samme nat kravlede du gennem tunnelen og ud til friheden, som en af Danmarks mest eftersøgte mænd. Din flugt betød at alle de andre i lejren, blev kørt til Vestre Fængsel i København, mens betjente med hunde eftersøgte Nordsjælland og alt disponibelt mandskab blev sat ind. Du var heldig dine kammerater blev sendt til koncentrationslejren Stutthof, hvor 22 ikke kom hjem igen og de overlevende fik aldrig et normalt liv igen på grund af deres oplevelser. Senere skrev du i om opholdet: I øvrigt har jeg også været i KZ-lejr. Jeg blev arresteret 22. juni 1941 og blev truet med skyd ning, dersom jeg ikke straks tilstod en masse ting, da Gestapo var i bygningen. At jeg intet tilstod ved enhver som det angår. Senere blev jeg overført til KZ-lejren Horserød, hvor daværende inspektør Bentzen, som brugte samme metoder og trusler som politiet i Helsingør. At jeg slap bort fra Horserød Lejren og ikke kom til Tyskland og døde der som mange af mine kammerater var bestemt ikke inspektør Bentzen skyld. Men det er en hel anden historie. Hesten Du havde været klog da du fik taget dit billede af politiet ved din arrestation. Du havde smurt tandpasta i håret og havde sat tyggegummi fast foran tænderne i overmunden, så når politiet viste dit foto, kunne ingen kende dig og det var dét billede som blev brugt, da Statsadvokaten satte store annoncer op i aviserne og udlovende en dusør på først 5000,-kr., som senere blev sat op til 10.000,-kr. De var bange for dig, Eigil og det havde de også god grund til, for du fortsatte kampen og i bogen Vi skrev loven af Carl Madsen, skriver han: Sabotagen ventede på sin organisator. Eigil Larsen blev organisatoren af sabotagen. Bogen er i øvrigt tilegnet Hesten et af dine mange navne. Dine store evner som organisator betød at KOPA (KOmmunistiske Partisaner), men da englænderne ikke ville levere våben til kommunister og de som ikke var kommunister ville samarbejde med de røde, blev navnet ændret til BOPA (BOrgerlige Partisaner). Du skrev Kogebogen, i sommeren og efteråret 42. Den var fyldt med gode råd til sabotage, opskrifter på hjemmelavede bomber, generelle henstillinger til sikkerhedsanvisninger, og hvorledes aktioner kunne udføres og anvisninger på hvorledes der blev skabt mest ødelæggelse ved jernbanesabotage. Jernbanesabotage Din kogebog blev sendt til Aalborg, Aarhus, Odense og Esbjerg og du beholdt et par eksemplarer i København, hvor du flittigt delte ud af din viden og bare få dage efter din flugt fra Horserød, var du i gang med de
første aktioner mod den tyske besættelsesmagt. BOPA blev opbygget med kontakterne fra det gamle Arbejderværn og de Spaniensfrivillige og BOPA blev moderorganisationen for de senere grupperinger som f.eks. AMPA Amager Partisaner, Holger Danske m.fl. I december 1942 var du leder af BOPA, Kaj Nielsen var næstkommenderende og Villy Olsen (omtalt i Antifascistisk Forum nr. 2. 2013) og Viktor Larsen var gruppeledere. De to sidstnævnte havde tremandsgrupper og der blev udbygget et system af undergrupper hvoraf mange kun var 17-18 år. Det var godt organiseret og I udførte både dag og natangreb og for hver aktion forlagte du at få på skrift hvor mange som var med, hvordan de var kommet ind i f.eks. en virksomhed, hvor meget sprængstof der var anvendt, hvor sprængstoffet var placeret og du begynder at trykke historierne om aktionerne i illegale blade. I får befolkningens sympati og flere strømmer til for at deltage i modstandsgrupperne. Politi jagtede nidkært sabotører og stikkere var en stor trussel, så du oprettede særlige grupper som skulle likvidere de værste stikkere. En af de mange rapporter så således ud (fra Villy Olsen til Eigil): Folkene mødes på Cafe Tagensborg kl. 22. 00. Syv mand. Alle mødte præcis. Vi begav os over til stedet, hvor sprængstoffet lå. Her tog vi en sidste gennemgang over fordelingen af arbejdet. Kl. 22.45 begav vi os til fabrikken. Kl. 22.50. kom den mand vi skulle følges med ind. Han blev holdt op, men begyndte at råbe, så han blev slået ned. Vi ringede på hos portneren. Da han kom ud, blev han holdt op, og vi fik af ham de nøjagtige oplysninger over de folk, der arbejdede på fabrikken. Vi gik over i bakelitfabrikken og holdt de daværende arbejdere op. Alle disse blev flyttet over i brandvagtens hus, hvor to mand passede på dem. Imens blev de forskellige sprængladninger anbragt på i forvejen planlagte steder. Kl.00.15. var alt færdigt. (og således forsætter korte bemærkninger om hvor og hvornår alt blev ødelagt af sprængningerne) Knudsen meddeler at skaden er 1,5 mil,-kr. og det vil tage tre måneder, før man atter kan komme i gang. Arbejderne får i mellemtiden understøttelse fra arbejdsløshedskassen. Under aktionen lavede de to mand, der holdt vagt over arbejderne kaffe til 16 mand, samt rullede cigaretter. De forbandt ham de havde slået ned og sørgede i det hele taget for, at alle befandt sig vel. Dette er de blevet rost for meget bagefter (og så følger ellers et mindre afsnit om Villy og hans maskinpistol) Men Eigil: I sidste halvdel af 1943 havde de tyske og danske nazister opbygget et netværk af stikkere og mange modstandsgrupper blev ødelagt. Størstedelen af stikkerne gjorde angav ikke deres landsmænd af ideologiske årsager, men alene for usle penge. Alt blev betalt for: Nedsættende bemærkninger om besættelsesmagten gav et mindre beløb ved angiveri, mens angivelse af modstandsfolk gav et pænt stort beløb. BOPA fik på samme tid kontakter til fængselsvæsenet, politiet, telefonhuse, posthuse og andre offentlige myndigheder, hvilket var en stor gevinst for modstandsgrupperne, men også en yderst risikabel affære. Det kostede liv i modstandsgrupperne, men også for stikkerne. En af de værste stikkere var Hestetyven Rudolf Christiansen, som havde specialiseret sig i at kende til oplysninger om kommunisterne politiske arbejde og var justitsministers Thune Jacobsen nærmeste forbindelse. Hestetyven blev betalt for oplysninger og for at starte provokationer. Han var også tysk spion. Og de store pengebeløb han modtog fik han fra daværende trafikminister Gunner Larsens kontor i F.L. Smidth koncernen. Han måtte likvideres og den 20. april på Hitlers fødselsdag blev Hestetyven likvideret. Tyskernes rapport om samme aktion ser således ud: Abteilung Wehrwirtschaft 23. 24. august 1943, fa. Laur. Knudsen, København, Haraldsgade. Otte bevæbnede sabotører trængte ind i virksomheden, og lagde fem sprængbunker, hvoraf fire transformatorer blev ødelagt. Fabriksvagter og 12 arbejdere overmandet. Firmaet har værnemagtsopgaver Men du havde altid kommentarer til det skrevne, så til denne rapport skrev du: En ingeniør på Lauritz Hestetyven!
Du vidste at det var nødvendigt at likvidere Hestetyven som med så mange andre, som forrådte de danske mænd og kvinder, som så hvad nazismen var og hvad det ville betyde for menneskeheden, hvis den økonomiske politik og det menneskesyn skulle blive en del af verdensordenen. Du skriver om likvideringen, efter I havde lokaliseret ham til hans stamværtshus: Rosengården i Indre by København: Kammeraterne tog opstilling, to i hver sin ende af gaden. Martin og jeg gik ind. Værtshuset var stuvende fuldt. Vi orienterede os i et par sekunder. Han sad ved baren og raflede. Så snart det første skud lød, begyndte han at skrige. Han forsøgte forgæves at trække sin pistol, men det blev kun til et falmende greb til brystlommen. Ved hvert skud rystede hans krop og hans ben sprællede. Til sidst væltede den høje barstol bagover, og en mand greb ham, idet han faldt mod gulvet. Han skreg stadigvæk. Hans ansigt var frygteligt fortrukkent. På grund af manden der havde grebet ham, og som stadig holdt ham om hovedet, kunne vi ikke ramme ham der. Så vi gav ham de sidste to skud i brystet. Han blev ramt af syv skud af kaliber 7,65. I Frihedskæmpere kæmpede en brav kamp, mod besættelsesmagten, stikkerne, for at redde kammerater og hjælpe de som skulle væk. Nogen gange gik det godt, andre gange ikke. Nogle gjorde selvmord, når ingen udvej var mulig andre blev udsat for omfattende tortur. En mishandling som var så smertefuld at enkelte måtte overgive sig og sladre om sine kammerater, hvilket betød liv. Sådan var det i Holbæk! BOPA skulle sprænge et hørskætteri i luften, hvor hele produktionen gik til tyskerne. Men omfattende tortur betød at tyskerne kendte til aktionen. Pludselig blev der skudt på gruppen og Harry Plambech bliver ramt alvorligt og bliver lam i venstre hofte og ben. Han bliver båret ned til standen og da alle igen er samlet, flygter I via en båd, tæt forfulgt af kystvagten, så der er ingen anden mulighed end igen at søge på land og forsøge at flygte af den vej. Plambech vil ikke med. Han siger, at ingen har en chance hvis de skal bære på ham og mens de andre slipper væk, skyder han sig selv lige før politiet og militæret nåede frem til ham. Døddomme hænger over jer alle og I ved at jeres frihedskamp hver en time kan koste jer livet. Jeres liv bliver afsluttet, men kampen fortsætter med nye kræfter. Nogle ender op i en kort artikel i en avis og f.eks. skrev Politiken om en henrettelse således d. 23. nov. 1943: Svend Eduard Rasmussen f. 30. 12. 1902 er dømt til døden for i løbet af det sidste år at have forøvet gentagne sprængstofattentater overfor fabriksvirksomheder, transportmidler og jernbaneanlæg og derved i betydelig udstrækning at have udsat menneskeliv og ejendom i fare. Dødsdommen er fuldbyrdet i dag. Og videre: Fordi at de forbryderiske anslag ikke blot over for medlemmer af værnemagten og værnemagtens ejendom, men også over for danske menneskeliv og dansk ejendom i den sidste tid er taget således til, at mildhed ikke mere er på sin plads, men forbrydelser af denne art skal straffes hårdt De skød Svend Eduard Rasmussen i Ryvangen sammen med den 21.årige bagerlærling, Marius Jeppesen fra Randers, som 12 dage før havde prøvet at geværet fra en tysk soldat. Men du og I var flittige til at forsøge at oplyse. Det var ikke attentater mod danskere og tilfældigt sabotage. Det var mod de virksomheder som handlede med besættelsesmagten, mod de danskere som samarbejdede med tyskerne, mod stikkerne, mod at våben og krigsmateriel skulle nå frem. I prøvede hver gang på at samle de som arbejdede på virksomhederne i sikkerhed, før I udførte jeres aktioner og det lykkedes i stor grad også fordi at de frivilligt lod sig evakuere. Du krævede disciplin, hvilket fremgår af dette brev til William Saxtorph: Jeg skal anmode dig igen om endnu en gang at samle alle gruppeledere og med dem gennemgå en række ting. Af de vigtigste skal jeg nævne: Alle må tie. Ingen må indlede nogen form for samarbejde, før tilladelse foreligger. Rapporter må aldeles omgående indsendes. De må være yderst nøjagtige og på alle måder forståelige. Jeg anbefaler her at henvise til militæret rapportsystem og metode. Der må ikke fedtes med stof, når vi har noget. Der må stadig tages hensyn til danske statsborgeres liv. Gruppen må til fuldt og helt rette sig efter den disciplin, vi fastsætter, hvad enten det er partimedlemmer eller partiløse, KU.ére eller hvad de ellers kalder sig. Den eller de, som ikke vil forstå og følge dette, MÅ gå. Du overholdt samme disciplin selv hele livet igennem, men forlangte det samme af andre. Det var svært at leve op til Det var forståeligt under besættelsen, da et enkelt fejltrin eller en persons enkelte dumhed, kunne betyde liv og død. Og rapporterne blev bedre og er med til at give jer i den øverste top i BOPA et bedre overblik. Dagligt udøves der sabotage, i det store eller de små: Riffelsyndikatet (MÆRSK), som producerede våben til tyskerne blev d. 10. maj 1943 udsat for en sabotageaktion, hvilket fik A.P. Møller til at henvende sig Politikens Erik Seidenfaden i Stockholm, som blev bedt om at give London besked på at stoppe sabotagen. Men igen d. 22. juni 1944 blev Riffelsyndikatet udsat for sabotage, hvor BOPA i samarbejde med tre vagter brugte 400 kg. sprængstof. Det var den største mængde sprængstof brugt ved én aktion. Riffelsyndikatet fik aldrig rigtig gang i produktionen igen. Men hvor sabotagen havde stor betydning for produktionen, havde det ingen betydning for de som var aktionærer, der tjente pænt på deres samarbejde med ty
skerne og levering af tysk krigsmateriel. F.eks. viser en oversigt fra 1941 1943 en pæn på indtjening af leverancer til den tyske værnemagt at Rekylen lå i top med et salg på 75 millioner, B. & W. lå som nummer to med 50 millioner, Valby Maskinfabrik med 12 millioner og de næste tre pladser var Atlas, Vølund og Thomas B. Thrige, hver med 10 millioner. At forsøge at omregne det til 2013 valuta giver gigantiske beløb i indtjening. Riffelsyndikatet! B & W fik I også ram på I var blevet en stabil organisation, som intet overlod til tilfældighederne. Den tyske rapport om en af jeres aktioner er kortfattet: 21. dec. 1943 kl. 07.07. blev maskinhus på B & W værket, såvel som forvaltningsafdeling og strøm og varmeanlæg sprængt. Virksomheden ligger stille på ubestemt tid. Ukendte mænd råbte til maskinmesteren ved arbejdstidens begyndelse kl.07.00. Pas på! Det eksploderer snart! Der fandtes intet spor af sabotørerne, Skadeskøn og hvornår virksomheden kan komme i gang igen er endnu ikke bekendt. En måned senere er I igen på B & W og den tyske rapport om det angreb fastslår at værftet er Svært beskadiget. Næsten hver nat og endda også i dagtimerne havde I gang i sabotageaktioner: Intet var for småt eller for stort, men det tyndede ud i jeres rækker. I september 1943 var fem af lederne i BOPA arresteret og tre andre BOPA folk blev lokket i en fælde. To blev straks dræbt og en person blev efter frygtelige pinsler henrettet. Så i starten af 1944 skulle flere grupper bygges op på ny, med nye ledere og nye folk. og du svigter dine egne principper og forsøger på egen hånd at handle med Gestapo i et forgæves forsøg på at få frigivet dine kammerater, hvilket betød at du med øjeblikkelig virkning fik frataget ledelsesfunktionen. Knud Børge Jensen skriver om episoden: Eigil bildte Gestapo ind, at han havde magt til at stoppe sabotagen, hvis de ville løslade de em sabotørledere. f Der foregik nogle forhandlinger på Skovshoved Hotel mellem Gestapofolkene Bunke og Hoffmann og direktør Østberg, samtidig med en af vores forbindelsesfolk. Et stort apparat var sat i gang, men der kom ikke noget ud af det. Partiet mente, det var forkert af Eigil at forhandle med tyskerne på egen hånd. Derfor satte Houmann ham fra bestillingen, og matros Svend Nielsen afløste ham som daglig leder af BOPA.. Og Børge Houmann tilføjer: Eigils løfte om at stoppe sabotagen var ikke aftalt i partiet, i Frihedsrådet eller med andre organisationer inden for modstandsbevægelsen. Det var helt hans eget påfund. Det er begrundelsen for at Eigil ikke længere kan være leder af BOPA. Mange andre ville sandsynligvis også have handlet som dig. Det var jo de kammerater som var tættest på dig, som var taget. Der bliver skrevet nogle skrappe breve frem og tilbage, mellem jer som er tilbage i BOPA, men tingene falder til ro og du er i gang igen: I BOPA, men ikke som leder og du kaster dig med omhu ud i opgaverne med den ilegale presse, pjecer og oplysning til befolkningen. Imens fortsatte sabotagen: Globusaktionen A/S Globus, på Roskildevej, som lavede haleror til de tyske bombemaskiner. Kløvermarksaktionen, hvor de tyske flyvertropper havde værksted på Amager, og på et væld af mindre virksomheder alle som en var tyskervenlige og afsporing af togmateriel. Aktionen mod Globus gav genlyd i hele Europa og fra de allieredes hæres øverstkommanderende i Europa indløb et lykønskningstelegram: Congratulations to danish saboteurs telegrammet var underskrevet SHAEF (invasionsstyrkernes hovedkvarter i Europa) Den danske modstandsbevægelse blev kaldt for den bedst organiserede og blev hyldet for den store indsats og betydning I havde for kampen mod nazismen. Årtier senere blev jeres indsats udsat for historieforfalskning og der blev ligefrem påstået og skrevet, at modstandskampen havde været uden betydning. Det gjorde dig rasende, Eigil for at sige det mildt. Og resultatet blev at du ikke ville have at et eneste af dine papirer og notater, måtte give til de offentlige myndigheder som Det Kongelige Bibliotek eller Rigsarkivet. Din søn, Leif, blev journalist og var med til at starte Dokumentationscentret mod historieforfalskning. Det var Aalholms Plads scenen, som ryddede godt ud i organisationen og som vidner om hvor stort et stykke arbejde du og andre gjorde, for at finde frem til stikkere og likvidere dem. BOPA s Knud Børge Jensen beskriver en dag i januar således: Mødestedet var Aalholm Plads. BOPA havde vel mobiliseret 15 mand. Da vi forlod pladsen, blev en af sabotørerne genkendt af en lædervarefabrikant, som han havde lavet sabotage hos. Fabrikanten fulgte efter ham og fik dansk politi til at anholde ham. Fem af os tog en sporvogn til fra
Aalholm Plads til café Oehlenschlæger i Állegade på Frederiksberg. Et kvarter efter blev vi arresteret, kom i forhør og tysk tugthus. En af de tilfangetagne Victor Mehl blev fire måneder senere d. 9. august 1944, kørt ud til Lauring Mose ved Roskilde landevej sammen med 10 andre unge mænd og myrdet af tyskerne, hvilket udløste en 24 timers generalstrejke i hele landet. De blev skudt som hævn for stikkerdrabet på Robert Sustman Ment, som havde mange fængslede og dræbte modstandsfolk på samvittigheden. Politiets rapport om stikkerdrabet er kortfattet: Det er oplyst at Ment (f. 26.2.1902) den pågældende aften kom fra sin bopæl og på en linie 16 var på vej til Shellhuset, hvor han gjorde tjeneste i det tyske sikkerhedspoliti som S.S. Oberstscharführer. Han stod på motorvognens forperron med front mod vognens indre. Hustruen oplyser at han altid stod med ansigtet mod indstigningen, således at han nøje kunne se, hvem der var med samme sporvogn. De to gerningsmænd var steget på sporvognen ved hjørnet af Griffenfeldtsgade og opholdt sig på bagperronen i motorvognen, hvorfra de gik frem gennem vognen ved Blaagaardsgade. Døren mellem perronen og vognens indre stod åben, og den ene mandsperson tog nu en pistol frem og affyrede et skud mod Ment. Shellhuset i flammer Skuddet ramte ham i venstre øje med udskudsåbning i nakken. Ment faldt om for fødderne af nogle kvindelige passagerer, således at hovedet nærmest hvilte på tronet ind til vognen, mens den øvrige krop lå på perronen. Ham der skød signaliseres: 18-20 år, alm. højde og bygning, muligt begyndende lille overskæg, lys skjorte og korte brune benklæder, og ham, den medfølgende: ca. 28 år, 170 cm. høj, tætbygget, opstrøget hår, blond, bred næse, fyldige læber, iført mørk meleret maximaltøj. Intet hovedtøj. På sporvognens forperron blev der fundet et projektil 9 mm. I levede en farlig tilværelse med livet som indsats hver dag og hver en time. 5. maj. 1945 afsluttes kapitlet. Du blev ansat på partikontoret, som en af de faglige ledere og da DKP overtog Hotel Fønix, fulgte du og det faglige sekretariat med. Men den hårde tone og disciplin du havde anlagt dig kunne du ikke fralægge dig igen. Du mødte tidligt om morgenen og sluttede sent om aftenen og forlagte det samme af alle andre. Der kom flere og flere klager over din opførsel og du tabte ofte besindelsen og skældte ud uden en påviselig grund. Det nervepres du havde været udsat for, gjorde at du som mange af modstandsfolkene fik et vanskeligt sind. Dengang var der jo ikke fokus på psykisk belastning og de mange døde. Besættelsen var overstået og fortid. I 1951 søgte du væk fra sekretariatet og blev ansat som smed på B & W. Der gik du straks i gang med at organisere det faglige arbejde, men det gik galt. En ingeniør fra Helsingør skibsværft genkendte dig som kommunist og ballademager og forlangte at du blev fyret. Og det blev du og værftets skrev: At afskedigelsen af kleinsmed Eigil Larsen alene var begrundet med, at man ikke ønskede at beskæftige pågældende arbejder. Du var blacklistet. Du fik et nyt arbejde som pladesmed på Amager, men allerede som 55 årig var du slidt op. Du forsøgte at fortsætte med at arbejde, men hjertet gav dig mange hospitalsindlæggelser og du led af voldsom søvnløshed, som du selv mente var en bivirkning fra besættelsestiden: Den stadige eftersøgning, offentliggørelse af mit fotografi med udlovelse af dusør for min pågribelse, gjorde nervepresset værre og værre. Hertil kom manglen på søvn i det illegale arbejde og til stadighed skifte bopæl. I dag er jeg stærkt lidende af søvnløshed. Nu skulle du tage kampen op med myndighederne og deres nedladende behandling af krigens ofre. Mange fik tilkendt 15 % invaliderente - nogle mere, andre mindre, men fælles for jer alle var at I skulle kunne arbejde ved siden af, for at økonomien kunne hænge sammen. Du fik 50 % i invaliderente og du fik erstatning efter i henhold til afsnit 1, om lov af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre som direktoratets ellers afviste mange skadelidte med, ud fra begrundelsen at den fastsatte frist var to år efter lovens iværktræden, men der kunne dispenseres og det gjorde de i dit tilfælde. Men det var igen en kamp du måtte kæmpe med dit skrantende helbred. Kendelsen lød: Af de stedfundne undersøgelser fremgår det, at pågældende foruden de fysisk, manifesterende lidelser har symptomer af nevøs, angstpræget karakter, der står i forbindelse med hans oplevelser under besættelsestiden. Ulykkeforsikringsrådet finder, at