Sølvpiskedrengene taler ud Hvert år ved forårstide, når lærken har sunget sine første triller, før viben er kommet, og når agerhønsene er parret ud, pudser mine venner, sølvpiskedrengene om ikke glorien, så dog sølvpiskene. Glorien hører til i forventningens glæde, for den har de. Forventningen om igen at komme ud at finde agerhøns på deres vidtstrakte træningsarealer. Forventningen om endnu mere sølvtøj, som nok skal pudses, men det er til at leve med. Og hvilke prøver skal vi nu melde os til? Jeg har trommet dem sammen med piske og hunde. Det første var de lidt modvillige til, men nogen skal jo holde øje med klubbens skatte, og det har jeg så ganske uegennyttigt taget på mig. Pudsningen var ok! 1
Dog var det nødvendigt at friste med både kaffe og snaps, og hvad gør man ikke for at få en snak med eksperter, for det er de i høj grad, når snakken falder på agerhøns. Hvad er en god agerhønsebiotop? Carlo: I et åbent terræn, hvor der er relativt mange kanter, grøfter, diger og skel. Der skal gerne være pileurter og fx hanekro, som man ofte finder i moseterræn. Begge dele er smovs for agerhøns. Egentlig er agerhønen en sandjordsfugl. Et lerjordsterræn er udmærket, for her kører vandingsmaskinen ikke. Det er udmærket, hvis der er enårig rapgræs, der sætter frø ved fremspiring. Jens: I gamle dage lå agerhønsene på engarealer tidligt på året. Det har ændret sig, for engarealerne er stort set væk. Enten er de opdyrket,eller også er de tilgroet med pilekrat m.m. Hvor er agerhønsene på jeres terræn? Carlo: Hønsene kræver dækmuligheder. Om foråret gerne på stubmarker, som ikke er roundup-gule, men har grønt i bunden. Senere søger de til vintersæd. De er i det åbne land. Agerhønen er ikke en hegnsfugl. Den vil gerne anlægge sin rede 8-10 m. inde i marken og redebygning m.m. begynder omkring 1.maj. Her skal den have fundet et sted med dækning. Den er tryggest i det åbne land, Her kan den holde øje med rovfugle og trykke. 2
Jens: Hele vinteren opholder de sig fortrinsvis på stubmarker med grønt i bunden og på raps.. Er der høns i området,vil de om foråret efter udparring godt sidde på golde stubmarker i en periode. Når vintersæd har nået en vis længde, vil de godt være her. De er ej i hegn, men dog har vi set, at når vinteren strenges, så har de søgt til haver, og det har givet hjulpet på deres muligheder for overlevelse. Man skal fodre hele året. Jeg har bemærket, at det især svinder i fodertønderne, når fuglene begynder at ruge. Efterhånden har Jens og Carlo erfaring fra 6 års udsætning af familieflokke. De er en del af gruppen omkring Herning Vildbjerg Sunds, som startede et storstilet udsætningsprojekt ved at gå sammen om at lave volierer og udsætte familieflokke. Voliererne er til stadighed blevet forbedret, nye typer er kommet til. Hvad har i haft ud af at løfte i flok: Jens: Vi har haft et godt kammeratskab, har haft gavn af erfaringsudveksling, ligesom vi har haft godt samarbejde om praktiske problemer. Carlo: Det er ikke alt, der lykkes. Andre kan være med til at holde gejsten oppe. Vi havde en flyvende start for 6 år siden, men der har også været fiaskoer. Hvordan har tingene ændret sig mht. udsætning: Jens: I mange år satte man flokke ud i roer og rapsmarker. Deres overlevelsesevne var ringe, der var ingen flokledere. De familier, vi sætter ud, er blevet præget af de gamle fugle, de er en flok. Efter min erfaring kan man godt holde dem i udsætningsområdet, hvis man fodrer der, og hvis området i øvrigt er god. Vi skal dog se på hele egnen og ikke kun 3
arbejde for snævre interesser. Er biotoppen mindre god, skrider fuglene til bedre græsgange. Carlo: Med familieflokke. Vi lærer noget nyt hvert år. Det er fascinerende. Hvordan løfter man en agerhønsebestand på en hel egn: Begge er enige om, at man skal gå sammen og udsætte familieflokke. Man skal have strøm om volierer. Flokkene skal ikke udsættes for tæt på hinanden, da de så ofte vil søge sammen i storflokke. I Mejrup har ideen bredt sig, så flere rundt i sognet har udsat flokke. Carlo: Inden man går i gang med udsætning, er det vigtigt, at man har styr på evt. vilde flokke, for det giver problemer, hvis en fremmed flok kommer ind i deres område. Jens: Vi er nået dertil, hvor man godt kan holde en pause. Vi har vel 100 par eller flere i vores træningsterræn. Vi har efterhånden også fået fældefangst af skader og krager sat i system i sognet. I mange år har Jens og jeg konkurreret med Carlo om flest fugle. Carlos område ligger syd for Storåen/Vandkraftssøen og vi ligger nord for. Hidtil har vi ikke haft problemer med at slå ham, men på det sidste har han for alvor fået vind i sejlene ved at rykke sin udsætning ind til et mere åbent terræn omkring Tvis/Mejdal. Ikke, at vi føler os truet, vi under ham medgangen, for han slider for det. Erfagruppen omkring Gildmosegård i Herning mødes vel 2-3 gange om året foruden ved afhentning af agerhøns og på prøver. På disse møder fordeler Knud Overgaard med fast hånd terræner til de mange prøver, som holdes i området. Der bliver drøft stort og småt, udvekslet erfaringer og historier. Drøftet dagsaktuelle ting om hunde og jagt, og vi snakker om lodsejerfest, når det er ved den tid hvert tredje år. På det seneste har gruppen indkøbt olieræddike og sennepsfrø, som er udleveret til interesserede lodsejere. Ingen tvivl om, at efterafgrøder gavner fuglevildtet. Nævn tre ting, man kunne gøre til en start: Jens: - søge erfaring fra folk, som er i gang,- hundefolk aftaler om, hvor man sætter ind, - køb fugle fra erfarne opdrættere. 4
Carlo: - kig terrænet ud, - kig afgrøder ud, hvad dyrkers der, se på driftsformer,- snak med lodsejere om biotoper. Jens og Carlo har været mine vejeledere i hundesager m.m.m. i snart mange år. I starten havde de vel nærmest gurustatus i min bevidsthed. Det har ændret sig over tid, måske fordi jeg mildest alt ikke har haft noget at skrive hjem om, hvad angår hunde. De har ikke direkte sagt, at jeg er et klumrehoved, men det har ligesom ligget i luften. Og sandheden er som bekendt ilde hørt. Jeg for min part har måske nu og da også tvivlet lidt på deres velmente råd. Men vi ses da jævnligt og mødes ofte på bondejagt, som Jens Have yndede at kalde det hin dag, han ikke havde taget sine nye og dyre - gummistøvler til en jagt med Carlo og mig. Når de nu havde fået de nypudsede sølvpiske med, skulle de naturligvis røres. Vi trak ind i vores have, hvor det ikke blæste, og jeg skal lige love for at de gik til vaflerne, så det smældede så lystigt, at nabokonen kom ud og kiggede med. Jeg blev nødt til at gribe ind, da Carlo af bar ivrighed var ved at piske Jens og også truede mig med, at jeg kunne få et rap. De var trods alt i min have 5
NMO PS! Få nu snakket om hønsesituationen på jeres egn, når I evaluerer dagens træning. 6