Stortinget 1822 Register: Aall, Jernværkseier, Repræsentant. - Vota for at optage et undelandsk Laan til Udredelse af Gjelden til Danmark I. 162 (votum) II. 230 (tale) [162] I. Hr. Præsident! Blandt de Sager, som ere blevne behandlede paa de Storthinge, i hvilke jeg har havt den Ære at tage Deel, gives der i mine Tanker faa der, [163] i Henseende til Vanskelighed og Uvished om et heldigt Udfald have overgaaet den, som i Dag er forelagt Thinget til Afgjørelse, og, med Sandhed kan jeg tilføie, ingen, der har gjort mig mere ubestemt i Henseende til det Votum jeg har at afgive. Fra saa mange Synspuncter kan Sagen betragtes, saa mange gode Grunde kan der anføres for begge Thinget forelagte Afgjørelsesmaader. Efterat Størrelsen af den Nationalgjeld, der er bleven Norge paalagt, som Andeel i den Danske Statsgjeld, er bleven bestemt, skal nu Valget gjøres mellem de Midler, hvorved Samme efterhaanden kan vorde liqvideret. Jeg er fuldkommen enig med Committeen deri, at der ikke behøves nogen høi Grad af Bekjendtskab med Landets Forfatning for at indsee, at denne Gjeld ei kan vorde afbetalt i det Tidsrum, som blev Landet foreskrevet i den med Danmark indgangne Forpligtelse. Uden at miskjende Regjeringens redelige Bestræbelse for et heldigt Udfald af denne Sag maa jeg atter her beklage, at der ikke strax ved Sagens Afgjørelse kunde tages Hensyn paa denne Landets Uformuenhed, eller ved Siden af den gjøres forberedende Anstalter til en Afbetalingsmaade, der svarede mere til Landets Kræfter. Det kunde ikke skee; og Storthinget er nu, som saa ofte tilforn, i den ulykkelige Nød- [164] vendighed at maatte finde Midler til at bære en Byrde, som trykker Landet desto meer, fordie den lægges ved Siden af andre, hvilke Nødvendighed i de nyligen forløbne Aar paabød. Der er ingen Nation i Europa, som i denne Henseende har gjort sig meer til Offer for den kommende Slægt end den Norske, og jeg behøver ikke her at fremføre Exempler herpaa, der saa ofte andenstedes ere blevne anførte. Det er altsaa i mine Tanker paa den ene Side et ugrundet Haab, at vente denne Gjeldsmasse afdraget i det korte foreskrevne Tidsrum, ved forventende Overskud af Stats-Indtraderne, ligesom det paa den anden Side er et ubilligt Krav paa den nærværende Slægt, at den atter skal paatage sig en Byrde, som billigen kunde ventes fordeelt paa den kommende. I vor Stats første Begyndelse virkede den med smaa Midler. Statsbestyrelsen havde store Vanskeligheder at overvinde, deels som en Følge af den nye Organisation, deels af den Svækkelse, som Conjuncturer og overordentlige Paalæg
foranledigede i Borgersamfundet. Denne mindre gunstige Tilstand har havt Indflydelse paa den nærværende Tid, og de vundne Overskud i adskillige Indtægter have vistnok været nødvendige til at dække hine Mangler, ligesom der ikke heller med Paalidelighed kan gjøres Regning paa, [165] at disse Overskud fremdeles ville tilflyde Statscassen. Hvor Udtællingen er bestemt, er det neppe klogt at regne paa en tilfældigen forøget Indtægt. I Henseende til den Hjælp, som man forventer af de store udestaaende Skatte-Restancer, da er det vel at befrygte, at man derom gjør sig for store Begreber, hvilket forekommer mig klart deraf, at uagtet de strængeste Forholdsregler fra Statens Side tildeels ere brugte, uagtet upaatvivleligen store Summer af denne gamle Restance ere inddragne, er dog Restance-Summen i det Hele kun lidet formindsket. Statsrørelsen ligner i denne Henseende den private Mands, som, naar den er af nogen Omfang, stedse har Forskuds-Capitaler og uinddrivelige Rester, som han regner til sin Formue, endskjøndt de ikke kunne kaldes disponible. Naar det endelige Regnskab over disse Restancer indkommer fra vedkommende Skatte-Oppebærere, saa vil det formodentligen oplyses, at en Deel af dem ei vil indkomme i rede Penge, der af Staten kunde disponeres over, men i Udgifts-Poster, de for Tiden, efter Statsregnskabets Form, ere uapproberede, men som efter deres Natur ei kunde tilbagevises. Stedse maa der upaatvivleligen blive tilbage en Restance, hvis Størrelse maa staae i Forhold til det vidtløftige Statsregnskab og dets [166] mangfoldige Indtægtskilder. Enhver, der har fulgt Storthingets Forhandlinger med Opmærksomhed, vil have fundet, at der paabyrdes ved flere Leiligheder Statscassen Forskudde, der langsomt tilbageflyde i den. Af disse Aarsager troer jeg, at neppe nogen meget betydelig Tilvæxt i Stats-Indtægterne vil kunne forventes formedelst disse Restancer, og at man ei paa denne kan bygge noget Haab om at kunne ved Nationens egen Kraft, uden Hjælp af Laan eller af Bankens Sølv, opfylde de til Danmark indgangne Forpligtelser. At inddrage noget betydeligt Bidrag ved en personlig Skat forekommer mig ikke heller hensigtsmæssigt. Kopskat er stedse bleven betragtet med forhadte Øine, fordi Staten ved den gaaer i Blinde, og trykker Borgerne efter deres forskjellige Stilling med ulige Vægt. Neppe vil det derved fremtvungne Bidrag i Vigtighed med Hensyn til den omhandlede Sag staae i Forhold til de Ulemper og den Uretfærdighed, som den vilde foranledige. For mig er det saaledes, under disse Omstændigheder, klart, at Gjelden til Danmark ikke kan vorde afdraget i de tilbagestaaende 7 Aar, hverken ved nye Nationen paalagte Byrder, ei heller ved de Overskud, som kunne forventes i Stats-Indtæg- [167] terne, ved Skatte-Restancer, eller ved disse Indtægtskilder tilhobe; men at den Norske Stat maa søge anden Hjælp enten hos sig selv eller hos Fremmede.
Committeen har vidløftigen gjennemgaaet de Grunde, der tale mod den Beslutning at angribe Bankens Sølv, og har betragtet det, som en given Følge deraf, at et udenlandsk Laan burde benyttes; thi i den sidste Henseende har den udtrykt sig meget kort. Jeg tilstaaer, at ikke alle de Argumenter, som ere af Committeen anførte, have i mine Øine lige Vægt. At en Beslutning, i Følge hvilken en Deel af Bankens Fonds, efter alle andre Seddelbankers Exempel, sættes i Bevægelse, nemlig ved Laan til Staten, skulde være skadelig for Interessenterne i Banken, som saadanne, derom kan jeg for min Part ikke overbevise mig. Committeen anseer det for utilraadeligt at sætte Bankens Sølv-Fonds i Bevægelse før Aaret 1828, og den anseer det for rigtigt at limitere en Cours i visse Terminer til den Tid. Dersom imidlertid en Deel af dette Bankens Sølv sattes i Bevægelse til at limitere Coursen, enanden udlaantes til Staten, saa vilde Interessenterne, i det mindste i dette Tidsrum, vist faae et langt større Udbytte, end Udlaanet af Sedlerne allene vilde give. Hvad [168] der da ville komme, det vil Tiden lære. Desuden bør Bank-Interessenternes Fordeel ikke eensidigen betragtes. De ere ikke allene Bank-Interessentere, de ere Statsborgere, og deres Velfærd, som saadanne, staaer i den nøieste Forbindelse med Staten. I hvor forrykket end de constituerende Bank-Interessenteres Stilling maa være til Banken, formedelst Conjuncturernes Gang, saa kan det dog formodes med Grund, at just de vigtigste Actieeiere vilde blive de Samme, som maatte bidrage meest til at drage den nye Byrde formedelst Gjelden til Danmark. Dersom det saaledes maatte være disse Mænd tilladt at veie denne Sag paa Interessens Vægtskaal, saa er der ingen Tvivl om, at de jo maatte saa meget heller vælge at sætte Bankens Sølv istedet for det, der ellers fornemmeligen vilde kræves af deres egne Casser, som de vist nok vilde finde fuldstændig Erstatning i de Fordele, der ved Statslaanet vilde tilflyde Banken. Ikke heller har jeg den Agtelse, som Committeen, for Seddelhavernes Interesse. Betragter man Seddel-Omløbet, saa vil man vist nok finde, at Sedlerne ikke længe forblive i een Mands Værge. Hvor uhyre stor maatte ikke Pengemangelen blive, om dette var Tilfældet. Omløbets Hurtighed erstatter tildeels Mangelen paa Numerair; og da denne sidste; [169] saavidt jeg formaaer at skjønne, er mindre end tilforn, saa maae Bankens Sedler, hvis Værd er endog formindsket, hurtigere gaae fra Haand i Haand end tilforn. Seddel- Ihændehaveren har altsaa faaet den Valuta for sin Seddel, som han bør fordre, den nemlig, som han nyligen gav derfor, og Ingen kan bedre end han sikkre sig mod det Tab, som Seddelbevaringen kunde forvolde ham. Gjør han denne Handel med Sedler til en egen Speculation, saa maa han taale de Omvexlinger, som ere forbundne med en Handel af den Natur.
Neppe vil Landets Virksomhed komme til at lide den Mangel paa Sølv eller rede Valuta til Indkjøb af de Varer, hvilke dertil maatte behøves, som Committeen synes at forudsætte, om end en Deel af Bankens Sølv blev udlaant til Staten. Ulykkelig var Norge, dersom det skulde udsende til Udlandet det Sølv, der med saa megen Møie er sammendraget i Banken, for at skaffe sig Livets Fornødenheder eller Midlerne til dets Virksomheds Vedligeholdelse. Men saa er ikke Tingenes Orden, ligesaalidet i dette Land, som i noget andet paa denne Jord. Naturen har nedlagt i vort Fædreland en Overflod af Livets nødvendige og behagelige Ting, som begjæres af Udlandet, og med hvilke vi kunne tiltuske os hvad der er os Nødvendigt, [170] og hvad der tjener os til Prydelse og Glæde. Disse Ting begjæres meer og mindre, og derefter, og ikke efter Bankens Beslutninger, retter sig, i denne Henseende, den productive Classes Nydelser. Aldrig gaves noget Land i Verden, endog det, hvor Papir aldrig sees som Sølvets Repræsentant, der uden et rigtigt Forhold i Henseende til denne Omtuskning er i Stand til at vedligeholde en fordeelagtig Virksomhed, men maa, naar den gamle Rigdom er fortæret, nedsynke i Armod og Elendighed. Om endogsaa Bankens Kjældere for bestandig lukkedes, saa vilde vel deraf kunde flyde megen anden Skade for Landet; men de Fornødenheder fra Udlandet, hvormed vor Virksomhed vedligeholdes, vilde derfore ikke fattes, ligesaalidet som de til denne Dag manglede, saalænge Landets productive Classe havde Varer at frembyde til Omtuskning, eller Vexler at afgive til dem, som kjøbe Varer uden Omtuskning. Det være mig tilladt ogsaa her at yttre, at den tilsyneladende nationale Armod, som Coursens Fald synes at bebude, ikke kan udledes af nogen Underballance i vor Handel, hvilken ingensteds kan være langvarig; men maa udledes af den Trang til udenlandske Penge, som Storthingets Beslutninger, Afgjørelsen med Danmark, og andre Omstændigheder have foranlediget. [171] Endeligen kan jeg ikke undlade at yttre min Tvivl om Vederhæftigheden af den Grund, paa hvilken Committeen lægger saa megen Vægt, paa den Fare, som Nationens gode Navn og Rygte, samt dens Redelighed skulde udsættes for ved at angribe Bankens Fonds. Denne Forsamling har ikke allene Bankens, den har Nationens Interesse at overveie; den har ingen Grundlovs-Bestemmelse at prøve; men en Lov der fra Storthing til Storthing kan forandres. Den afhandler en Sag, der saa at sige angaaer Landets store Familie, og i det den ordner sine egne Anliggender, krænker den Ingen uden for samme. Hvor ofte maatte denne Forsamling, maatte enhver Rigsforsamling synde, dersom den skulde anklages for Uredelighed, fordi den forandrede og efter Omstændighederne læmpede en given Lov; hvor ofte maatte den synde mod Klogskab og sund Sands, dersom den betragtede enhver given Lov, som et philosophisk Axiom, der ikke i nogen af dens Ord eller Begreber maatte forandres? Tvende store
Spørgsmaale, begge hver for sig fulde af Vanskeligheder og Byrder ere opkastede. Forsamlingen er berettiget, forpligtet til at veie dem, og den Classe af Borgere, som med den største Opofrelse har bygget det Tempel, i hvis Allerhelligste man nu ei vil tillade os at komme, er [172] vel beføiet til at forhindre, at der ikke tages Beslutninger, som kunde forvolde nye Ødelæggelser. Dersom nye Sølvhobe igjen skulle sammenbæres, saa bliver det fornemmeligen Landets productive Classe, der paakaldes, og det maa vel være Repræsentanterne tilladt at sørge, saavidt muligt, for Formildelsen af disse ulykkelige Paalæg. Saaledes tillader jeg mig at erklære, at jeg uden mindste Samvittighetsnag vilde forlade denne Forsamling, om jeg end, til en Deel af Statsgjældens Betaling, foranlediget Bankens Sølvkister oplukkede, naar jeg, alt vel overveiet, fandt Samme gavnligt for Staten. Det er altsaa ikke disse Committeens Grunde jeg hylder; men andre, som den deels har berørt men ikke udviklet, deels med den Klarhed fremsat, at jeg derom kan udtrykke mig meget kort. Det nærværende Øieblik er, som det synes, særdeles gunstigt til Erholdelsen af det udenlandske Laan. Vores lille Stat har en Credit, som faa andre besidde eller fortjene at besidde. Den har hidtil opfyldt sine Forpligtelser til udenlandske Creditorer med Nøiagtighed; dens Statsindtægter og Udgifter staae for Øieblikket i et godt Forhold til hinanden; den har ikke politisk Kraft nok til voldsomt at affærdige dens Creditorer, og den har en [173] sikker politisk Stilling, der ikke lader befrygte nogen udvortes Forstyrrelse i dens fredelige Sysler. Vi see os saaledes omringede af udenlandske Mænd, der byde os Vilkaar, som, efter Sigende, ere bedre end ellers almindeligen er Tilfældet, og, efter de forelagte Tabeller, saadanne Vilkaar, der paalægge omtrent de samme Byrder, som allerede vare vedtagne ved et foregaaende Storthing. Den Omstændighed, at disse Renter og Capital-Afdrag gaae ud af Landet, er vist ikke uvigtig; men man betænke derhos at heller ikke Bankens Udlæg kunne refunderes paa anden Maade, end ved at uddrage den udenlandske Mynt af Circulationen, hvilken Valuta Banken til dens Sikkerhed maatte Fastbinde, for at sætte sig i Stand til at indløse dens Sedler. I den Henseende kunde maaskee siges, at et stort Offer gjordes for at erholde en mindre Vinding. Disse udenlandske Laanbydere bør, i mine Tanker, være os lige saa kjærkomne som indenlandske, der maatte have disponible udenlandske Fonds; thi dersom disse overdroges Staten, saa vilde de savnes i den private Virksomhed, der ikke har Overflod af Understøttelsesmidler; og Industrien vilde derved, til Landets Skade, let kunne lemlæstes. Men fornemmeligen er det Frygt for den Indflydelse, som en Beslutning, i Følge hvilken
[174] Bankens Fonds angribes, kunde have paa Coursen, der bestemmer mig til at antage Committeens Forslag. Vel vilde denne Frygt, i mine Tanker, være mindre grundet, dersom et partielt Laan af Banken besluttedes, og for øvrigt en Deel af Bankens Fonds gjordes mobil til at styre Coursen; men jeg anseer det dog derhos ikke for umuligt, at den Formodning kunde opstaae, at Banken seent eller aldrig vilde kunne indvexle sit Papir, naar Grundvolden for denne Bestemmelse antastedes. I Pengevæsenet er det ofte Skyggen af Sagen meer end Sagen selv, der bestemmer Begivenhedernes Gang. I det jeg indseer det Skadelige i Coursens Fluctuationer endskjøndt jeg ikke anseer nogen pludselig Cours-Forbedring gavnlig skulde jeg holde det for farligt at tage Beslutninger, hvorved Banken forstyrredes i dens Operationer til at at forhindre denne skadelige Vaklen. I den Stilling, hvori jeg befinder mig, og mistroisk mod den Standpunct, paa hvilken Interessen kunde synes at sætte mig, har jeg anseet mig dobbelt forpligtet til med upartisk Opmærksomhed at prøve denne Deel af Committeens Indstilling, og jeg har troet at finde de Grunde, som den i denne Henseende har anført, overveiende. [175] I det Haab altsaa, at Storthinget ikke vil bruge voldsomme Midler til en pludselig Cours-Forbedring, hvorved Landets Virksomhed kunde skades; i det Haab at de Mænd, der nærmest omringe Thronen og deeltage i den executive Magt, ville vise Agtelse for Nationens Ret til at beskatte sig selv, og holde sig til Storthingets i Henseende til Stats-Udgifterne tagne Beslutninger, og endeligen i det store Haab, at Forsynet, der hidtil har beskjærmet dette Land i saa mangen Farens Stund, ogsaa vil lægge sin Velsignelse til den Beslutning, som i Dag vorder tagen, giver jeg min Stemme til Committeens første og anden Indstillings Post. Christiania den 26de October 1822. Aall, junior, Repræsentant for Nedenæs og Raabygdelaugets Amt. [230] I det jeg herved refererer mig til det Votum, som jeg under 26de October indleverede til Protocollen, tillader jeg mig blot korteligen at fremsætte de Betragtinger, som Sagens nye Stilling giver Anledning til. Saalænge Storthinget havde et frit Valg i Henseende til den Maade, hvorpaa Laan kunde skee af Banken, enten partiel, efter Statens Trang dertil, ifølge Conventionen med Danmark, eller paa eengang ved at laane hele Bankens Fond, kunde [231] endnu Tvivl hos mig finde Sted om den hensigtsmæssigste og for Fædrelandet gavnligste Vei til Sagens Afgjørelse. Men da det nu er Storthinget tilkjendegivet, at Undersøgelse om et partielt Laan af Banken ikke meer kan finde Sted; men at Storthinget kun
har at vælge enten mellem et udenlandsk Laan eller paa eengang at uddrage hele Bankens Fonds, saa kan Valget i mine Øine ikke mere være usikkert. Dersom hele Bankens Fonds udtømmes, saa forsvinder al den Sikkerhed for et ordentlig Pengevæsen, der har kostet Nationen saa mange smertelige Offere, hvilke deels aldrig deels seent ville vorde forsvundne, og enten maatte nye Opofrelser gjøres, eller og maatte Nationen bære Byrderne af et forstyrret Pengevæsen og Coursens regelløse Stigen og Fald. Siden denne Sag sidst blev forhandlet i Storthinget, har den og fra den Side vundet et andet Udseende, at de tilbudne Vilkaar for udenlandsk Laan ere de samme, som forrige Storthings Beslutninger bestemte. Der kan altsaa ingen Tvivl være om, at jo Regjeringen er bemyndiget til at afslutte dette Laan, ligesom det paa den anden Side er utvivlsomt, at de flere Udveie, Nationen har havt til at afdrage denne Gjeld, have nedstemt Laantagernes Fordringer. Endskjøndt jeg forøvrigt ikke har stor Forhaabning [232] om bedre Vilkaar, end de allerede gjorte, saa tvivler jeg dog ingenlunde, at jo Regjeringen, der ved hensigtsmæssige Foranstaltninger har bragt Sagen til et saa fordeelagtigt Standpunct, ogsaa vil benytte enhver given Leilighed til at ende Underhandlingerne paa den fordeelagtigste Maade. Jeg kan hverken ved denne eller nogen anden Leilighed tænke mig det muligt, at Regjeringen vilde paadrage Nationen større Byrde, end Nøden byder. Hvad Aarsag kan den dertil have, da enhver ny Nationens Elendighed maa i det mindste forøge Statsbestyrelsens Forlegenhed, i det den formindsker Nationens Kraft til at bære de Byrder, som udkræves til at holde Statsmaskinen i en ordentlig Gang? Men en Afslutning maa paafølge efter de langvarigste Underhandlinger, og lykkeligt maa Storthinget betragte sig, at det ved en hensigtsmæssig Fremgangsmaade, ved langvarige og kloge Overveielser, ved en vel beregnet Modstand har forberedet et saa heldigt Udfald af en af de vigtigste Nationens Anliggender. Lykkelig maa Nationen skatte sig, at den, formedelst dens Konges og dens Repræsentanters samvirkende Bestræbelser, har, uden Udsigt til nogen betydelig Forøgelse af allerede bekjendte Byrder, bragt en Sag, der nyligen truede med Farer og Ødelæggelse, til et saa heldigt Resultat. [233] Til Slutningen være det mig tilladt at gaae nogle Indvendinger imøde, som gjøres mod at aabne et udenlands Laan. Erfaringen lærer, siger man, at den første Begyndelse paa denne Vei leder til at styrte Nationen dybere i Gjeld, som man ideligen saae forøget, med sjeldent formindsket. Den udenlandske Gjeld, som nu omsider er reguleret, er ingen ny Gjeld, det er en ældre Statsgjeld i en formindsket Maalestok: den er en forholdsmæssig ringe Qvot af den dansk-norske Statsgjeld, som er den norske Stat paalagt. Den har i denne Henseende aldeles ikke forandret sin Natur; de samme Slags Creditorers Navn er kun ombyttet. Da Frederik
Fjerdes samlede Skatte vare forødede paa kostbare Bygninger, paadrog den dansk-norske Stat sig, tildeels ved Slaphed i Statsstyrelsen, tildeels ved kostbare Rustninger til Krig, en Gjeld, der efterhaanden voxede til henved 50 Millioner Sølvspecies. Denne ældre Statsgjeld, som Norge, om dets Forbindelse med Danmark var vedbleven, havde maattet afdrage tilligemed Danmark, er nu forvandlet til en ny Statsgjeld af 2,400,000 Spd. r. S. De fleste andre Stater i Europa ere i den senere Tid nedsjunkne i en bundløs Gjeld, som ideligen forøges; Norge derimod har paa eengang liqvideret en ældgammel høist trykkende Gjeld med en for- [234] holdsmæssig liden Sum, hvis Renter og Afdrag det har Udsigt til uden overordentlige Byrder at kunne bestride. Man har iligemaade fundet en Bestemmelse i den Control, som er en Følge af disse udenlandske Laan; men man overveie paa den ene Side Norges isolerede, og fra de store Vexelpladse bortfjernede Beliggenhed, der gjør Tilstædeværelsen af disse Agenter saa godt som nødvendig, og paa den anden Side deels de bedre Vilkaar, som Creditors større Sikkerhed giver, deels den Forbindelse, hvormed Norge derved er sat med Udlandet. Neppe var saa mange laanbydende Banquiers seete i vort Land, naar ikke Norges Nøiagtighed til at betale og Fremmedes Bekjendtskab med vore Resourcer havde befæstet vor Credit i Udlandets Øine. Endeligen har man releveret den skadelige Indflydelse paa Coursen, som disse Udtællinger foranledigede. Dette kan ikke negtes; men paa den ene Side er denne Udtælling lige nødvendig, hvorsomhelst man endog øser Kilden til at dække den, i det den kun med rede Sølv kan liqvideres; og at det paa den anden Side ikke er disse Omstændigheder alene, der bevirke Coursens Svingninger, det viser baade Nationer, der med en uhyre Gjeld, saavel indenlandsk som udenlandsk, beholde en stadig og god [235] Cours, og de Nationer, som rose sig af ingen udenlandsk Gjeld at have, og dog have en høist ufordeelagtig Cours. Hvor mon det Land gives, der, naar andre Omstændigheder gjøre det raadeligt, har saa let Middel i sin Haand til at gjøre Papiret ligt rede Sølv, som Norge, om det end aarligen maa sende 175, 000 Specier til Udlandet? Paa Grund af disse Betragtinger vedtager jeg fremdeles Committeens forskjellige Indstillings- Poster. Christiania den 6te Novbr. 1822. Aall, repræsentant for Nedenæs Amt.