Bent Fabricius-Bjerre havde ikke altid tid nok til sine børn, da de voksede op, men det gør han op for nu, bl.a. ved at rejse med barnebarnet Michael Viscovich.
interview Man er gammel den dag, man ikke sætter sig mål Han er aktuel med et dobbeltalbum, en biografi og en tv-transmitteret kæmpekoncert, for Bent Fabricius-Bjerre slapper helst ikke for meget af. Heller ikke selv om han fylder 90 år næste måned. Hvad Bent Fabricius-Bjerres hemmelighed til det gode liv er, udspørger hans barnebarn, 41-årige Michael Viscovich, ham om på de næste sider Af Christina Zemanova I Foto Robin Skjoldborg I Tak til Radisson Blu Royal Hotel, værelse 506 25
Maj 2014. Radioen virker ikke i den åbne, hvide Mercedes med det brune læderindtræk fra 1963, som Michael Viscovich og hans morfar, Bent Fabricius-Bjerre, ruller ned ad de først tyske, siden franske og spanske motorveje i. Ellers klarer den turen med bravour som dengang i 50 erne, da Bent Fabricius-Bjerre, hans hustru Harriet og de fire børn kørte til Mallorca. Længe inden charterturismen kogte de 1928 kilometer ned til blot tre timer med fly. Bent Fabricius-Bjerre og hans barnebarn, Michael Viscovich, sigter mod Barcelona. Herfra skal de sejle, før de når familiens hus på Mallorca. Det er ikke deres første tur sammen. De har før windsurfet sammen i Vestaustralien, og Michael har holdt sin morfar med selskab på Mallorca gennem mange somre. De sætter pris på hinandens selskab selv om der er næsten 50 år imellem dem. I dag skal de to mødes på Radisson Blue Royal på Hammerichsgade på Vesterbro. Her, hvor Bent Fabricius-Bjerre altid parkerer, når han skal optræde i Tivoli. Hotelmanageren kommer løbende for at hilse på, og han får et håndtryk og et kammeratligt: Du ligner din far, det kan du ikke løbe fra, fra den folkekære komponist, hvis lange liv med kæmpehits som sangene til Poeten og lillemor og Forelsket i København, Grammyvinderen Alley Cat og senest I m like a jukebox, baby samt hans produktionsbureau Metronome og hans virke som film- og musikentreprenør tilsammen udgør et destillat af 90 års dansk kulturhistorie. Som få har Bent Fabricius-Bjerre formået at blive ved med at være aktuel faktisk er aktuel en underdrivelse, han er nærmere kult, især efter sin rolle som den lumre ejer af bordellet Castello Alleycat i succesfilmen Klovn. Bimme, herovre! kalder Michael efter sin morfar, da de mødes i foyeren, og de to giver hinanden et kram. Michael Viscovich er farmaceut og driver forretningen Self Care Shop på Nordre Frihavnsgade på Østerbro. Hvad kan den unge, selvstændige erhvervsdrivende med tre børn kan lære af sin morfar, den garvede forretningsmand, der har været selvstændig, siden han var 16 år gammel? Det finder vi ud af de næste par timer, hvor barnebarnet får lov til at udspørge sin morfar, og vi får lov til at lytte med. Det gode liv Michael Viscovich: Du ser dig sjældent tilbage. Du gør dig heller ikke i at gemme billeder. Men de sidste år er der er kommet mere op på væggen, også anerkendelser. Bent Fabricius-Bjerre: Der hænger sandelig ikke noget. Michael Viscovich: Jo, der gør. Bent Fabricius-Bjerre: Der hænger tre billeder af en ballet, H.C. Andersens eventyr, hvor Bjørn Wiinblad lavede scenografien. Men der hænger ingen diplomer så har du set forkert. Michael Viscovich: Jeg spørger, fordi jeg kan huske, da jeg var dreng og spurgte, hvorfor der ikke var nogen billeder hos dig, når der var så mange billeder hos oldemor. Du svarede, at du mente, at den slags var fortid. Og du ville ikke hænge dig i fortiden. Bent Fabricius-Bjerre: Sådan har jeg det stadig. Jeg har ingen billeder hængende. Kun et billede har jeg haft med mig altid. Det er et billede af mine fire børn, dengang de var fra fem til 12 år. Michael Viscovich: Så du holder fast i princippet. Du er ikke blevet mere blød? Bent Fabricius-Bjerre: Ja, jeg gør, og jeg kan stadig godt huske hele familien alligevel. Michael Viscovich: Hvorfor vil du ikke se dig tilbage? Bent Fabricius-Bjerre: Det er mere spændende, hvad der vil ske i morgen. Hvorfor dvæle ved det, som man allerede kender? Det fører jo ikke til noget. Jeg har ingen familiefotos på væggen eller skrivebordet, fordi jeg hellere vil glæde mig over, hvordan mine børn er i dag, end hvordan de var tidligere. Michael Viscovich: Og så har du arvet oldemors tankegang omkring altid med at være tilfreds i nuet? Bent Fabricius-Bjerre: De mennesker, der har det sværest, er dem, der aldrig når de mål, som de gerne vil nå. Så de er konstant utilfredse. Hvorimod at man, hvis man sætter sig opnåelige mål, bliver glad. Vi kan ikke alle Familien Hvorfor skal man fortryde, man kan jo ikke gøre det om Michael Viscovich: Du arbejdede meget, da dine børn var yngre. Har din følelsesmæssige involvering i familien ændret sig, nu hvor du er blevet ældre? Bent Fabricius-Bjerre: I mine 20 ere og 30 ere rejste jeg rundt i verden hele tiden. Mine børn vil nok synes, at jeg skulle have været mere far for dem, men de har aldrig givet udtryk for det. Michael Viscovich: Men i dag er du jo familiemand og spiller tennis og rider Bent Fabricius-Bjerre: Ja, jeg begyndte faktisk at ride med mine drenge, da de var fem-seks år. Og den ene er 56 år nu, og vi rider stadig. Det er en god måde at være sammen med sine børn på, for man taler meget, når man rider et par timer om ugen. Og på tomandshånd, som da vi to var på road trip til Mallorca eller surfede i Vestaustralien. Efter jeg solgte firmaet i 1996, da jeg var 72 år, har jeg haft mere tid, og fordi vi fik en stor pose penge, har jeg været fri for det daglige pres. Jeg fik en konkurrenceklausul, der dikterede, at der var nogle ting, som jeg ikke måtte beskæftige mig med. Men jeg måtte gerne selv spille, så jeg samlede en lille trio, der hedder De Græd, og tog ud på landevejene. Og det gør jeg stadig. Her i eftermiddag skal jeg til Ishøj Kultur Café og spille en lille koncert. Michael Viscovich: Men det er sjovt. Jo ældre, du bliver, jo yngre folk søger du imod. Både i ægteskaber og med bands Bent Fabricius-Bjerre: Ja, det er sjovt. Også at jeg, i takt med at jeg er blevet gammel, er blevet kult. Michael Viscovich: Er der noget, du fortryder i den måde, du har levet dit liv med familien på? Bent Fabricius-Bjerre: Jeg fortryder ingenting. Jeg går ikke rundt med et nag. Hvorfor skal man fortryde, man kan jo ikke gøre det om. Michael Viscovich: Et sted, der betyder meget for familien er vores samlingspunkt på Mallorca. Du har oftest været der alene. Det har aldrig været et yndlingssted for dine koner i særlig lang tid af gangen. Det har mest været børn, børnebørn og papbørn. Og så er konerne taget hjem. Bent Fabricius-Bjerre: Vores familie holder meget af at være der, der er en dejlig fred. Vi har haft hus dernede før Spies, som jeg plejer at sige, og vi købte Casa Metronome i 50 erne. Det var ikke, fordi vi ville købe et hus, men fordi vi havde tjent nogle royalties på salg af plader i Spanien, som vi ikke kunne få ud af landet, fordi der var valutarestriktioner, dengang Franco sad på magten. Til sidst fik vi tilladelse til at købe et hus. Michael Viscovich: Så det var også et tilfælde, og det har ikke været en strategisk overvejelse? Bent Fabricius-Bjerre: Nemlig. Man skal bare være lidt heldig, så kører det hele sammen være Mozart, men jeg er ikke utilfreds, fordi jeg ikke er ham. Eller fordi jeg ikke ejer Mærsk. Man kan godt være tilfreds på et andet plan. Men nogen går gennem livet og er evigt utilfredse med, at de aldrig er blevet det, de gerne ville. Og de har jo faktisk, synes jeg, spildt deres liv, for de har levet i evig utilfredshed. Jeg sætter mig mål hver dag. I dag skal jeg spille en god koncert. Man er gammel den dag, man ikke sætter sig mål for, hvad man skal dagen efter. Michael Viscovich: Som du sagde til oldemor før hendes 100 års fødselsdag Bent Fabricius-Bjerre: Hun lagde sig i sengen ti dage før, hun fyldte 100 år, fordi hun ville være sikker på ikke at blive smittet med et eller andet og dø. Jeg sagde: Hvis du lægger dig i sengen, dør du 100 procent sikkert inden fødselsdagen. Tror du det, Bent? Så står jeg op, sagde hun. Hun blev 104 år og døde først, da hun besluttede sig for det og holdt op med at spise i halvanden måned. 26
Michael Viscovich er helt bogstaveligt vokset op i sin morfars baghave, for der bygge hans forældre et hus. Venskaber Michael Viscovich: Du spiller tennis med mandeklubben, men ellers kan du bedst lide at have selskab af kvinder. Hvorfor? Bent Fabricius-Bjerre: Jeg snakker generelt bedre med kvinder end med mænd. Jeg kan småpludre med kvinderne, ikke med mændene, for de vil altid tale kontant. Michael Viscovich: Hvad betyder det at have venner for dig? Bent Fabricius-Bjerre: Det er da meget hyggeligt, men jeg er jo ikke sådan en åben person, der sidder og taler med andre mennesker om mine følelser. Michael Viscovich: Det gør du ikke engang med dine venner, vel? Bent Fabricius-Bjerre: Nej, de helt personlige ting holder jeg for mig selv. Mine ældste venner er dem, jeg har kendt, siden jeg var 16 år, og de er faldet fra. Mine venner i dag er meget yngre end mig, og de har ikke samme referenceramme. Michael Viscovich: De går 50 år tilbage og ikke 80... Bent Fabricius-Bjerre: Nære venner er dem, som man kan diskutere alle livets forhold med. Når man er glad og ked af det. Jeg har ikke andre mennesker end min kone, som jeg betror mig til, når det handler om følelsesmæssige ting. Michael Viscovich: Du har børn ansat i firmaet, og du har lavet forretninger med gode venner. Det er der mange, der siger, at man aldrig bør gøre. Men du tør godt? Bent Fabricius-Bjerre: Ja, jeg har kun gode erfaringer. I vores familie har vi tæt familieforhold, vi samles ofte, og vi ved, hvad hinanden laver. Jeg følger med i, hvad mine børn og børnebørn laver, for det er væsentligt for mig. Michael Viscovich: Ja, men hvad med frygten for, at det går galt og man bliver uvenner? Bent Fabricius-Bjerre: Peter Zobel, der er en af mine gode venner, spurgte engang om han måtte være med til at investere i en film. Jeg foreslog Hodja fra Pjort, som vi skulle i gang med, og vi lavede en kontrakt. Men den film gik helt galt. Vi brugte langt mere end budgetteret, og alt var kaos. Vi måtte samle alt, hvad vi havde af kontanter og sende dem til Tyrkiet, hvor vi lavede optagelserne. På et tidspunkt tog jeg fat i Peter. For at sige det ligeud, Peter, denne her film bliver ikke din bedste investering. Og han spurgte med sin vanlige sarkasme: Hvad ville du gøre, hvis du var mig?. Jeg ville komme af med min andel hurtigst muligt. Så solgte han den til mig. Og så blev filmen en kæmpe succes! Han griner en smule undskyldende. Man kunne tro, at jeg tog ham på sengekanten, men det gjorde jeg ikke. Det var netop for at undgå at få et dårligt forhold til min ven på grund af forretning. Bent Fabricius-Bjerre H Født 7. december 1924 på Frederiksberg. Spillede ivrigt klaver fra han var fem år. H Tager en klassisk pianistuddannelse på musikkonservatoriet efter sine forældres ønske. H Som 18-årig årig starter han firmaet Metronome, først som et pladeselskab, siden kommer biografdrift og filmproduktion til. Sælger Metronome i 1997 for 200 mio. kroner. H Gift med Harriet i 1948, som han får fire børn med. Efter Harriets død som 49-årig, knokler han endnu mere i sit arbejdsliv, og han bliver i 1977 gift med erhvervskvinden Anne Mechlenburg, som han bliver skilt fra i 2004. Er gift med Camilla Padilla Arndt, koordinator ved Copenhagen Opera Festival og 40 år yngre end Bent. Michael Viscovich H Født 2. august 1973 som den mellemste af tre brødre. Hans forældre, Susanne og Adrian Viscovich, drev Hellerup Park Hotel. Familien voksede op i Bent Fabricius baghave i Charlottenlund, hvor forældrene byggede et hus. H Uddannet farmaceut, HD og MBA efter mange år som windsurfer på eliteniveau hans bedste placering var nr. 8 på verdensranglisten. Blev i 1995 danmarksmester i windsurfing, i 1995 britisk mester og havde i fem år træningsbase på Gran Canaria. H Åbnede sammen med sin hustru i 2008 Self Care Shop, et økologisk parfumeri, sundhedsbutik og skønhedsklinik på Østerbro. Desuden stifter og tidligere formand for Sektion for Klinisk Lægemiddeludvikling. 27
Bent Fabricius-Bjerre med Bent Fabricius-Bjerre i skødet; den netop udkomne biografi. Bedste råd Michael Viscovich: Hvad er dit bedste råd til mig lige nu? Bent Fabricius-Bjerre: Du er mere analytisk end mig. Jeg tror ikke, at man skal gennemanalysere alting. Jeg tror, at man skal lytte til sin mavefornemmelse. Dette her skal nok gå. Hvis man analyserer for meget, kan det virke som en bremse på ens initiativ. De seneste ti år er der sket mere indenfor den teknologiske udvikling end i de seneste 40 år. Før man får analyseret sig færdig er det, man havde regnet frem til, blevet altmodisch. Forretning Michael Viscovich: Du har haft to sideløbende karrierer musikken og forretningerne. Havde du fra begyndelsen en plan for de to spor? Bent Fabricius-Bjerre: Nej, det havde jeg ikke. Jeg har aldrig haft en karriereplan og heller ikke en strategi. Michael Viscovich: Hvor mange virksomheder havde du, da du var på min alder? Bent Fabricius-Bjerre: Som 41-årig havde jeg firma i Tyskland, Frankrig, Benelux, kontor i New York, fire børn og en hund. Michael Viscovich: Du havde en stor maskine, der skulle køre. Hvilke overvejelser gjorde du dig? Bent Fabricius-Bjerre: Jeg har ikke haft sådan nogle overordnede overvejelser. Jeg har tænkt over at tage chancen, når den kommer. Den eneste gang, jeg ikke har taget chancen, var, da jeg ikke troede på, at jeg var nomineret til den Grammy. Jeg troede, at der var nogen, der tog fis på mig. Han griner højt, her 50 år senere, da han mindes dengang, hvor han gik glip af prisoverrækkelsen og festen 15. maj 1963, der både blev afholdt i Chicago, New York og Los Angeles, hvor han sammen med stjerner som Ella Fitzgerald, Ray Charles og Tony Bennett kunne kalde sig Grammyvinder. Michael Viscovich: Ja netop. Du kunne have være blevet fotograferet med Elvis? Bent Fabricius-Bjerre: Nej, for jeg lader mig ikke fotografere med andre, undtagen familien, selvfølgelig. Michael Viscovich: Du har altid fortalt os, at det var bedre at komme i lære i en god virksomhed end at gå efter disse smarte uddannelser, som alle vi børnebørn har taget? Bent Fabricius-Bjerre: Ja, det har det i hvert fald været for mig. Michael Viscovich: Har du haft en læremester? Bent Fabricius-Bjerre: Ja, jeg havde en svensk makker, der hed Mads Bjerke. Han ejede en del ejendomme, og han ville gerne ind i forlystelsesbranchen. Han blev min partner på fifty-fiftybasis. Vi havde en fast regel om, at han kom med pengene, og jeg lavede arbejdet. Det fungerede fint, indtil han blev en ældre herre, og så overtog jeg hans andel for en billig penge i al fredsommelighed. Vi har aldrig haft konflikter, og vi har ikke haft nogen kontrakt vi havde blot gensidig tillid. Michael Viscovich: Du har fortalt mig, at der ikke var nogen forretningsplan for dit firma Metronome. Alligevel kom du til at tjene mange penge på musik, film og rigtig meget andet. Kan du forklare, hvad du gjorde? Bent Fabricius-Bjerre: Min tilgang til film var, som alt andet i mit liv, lidt af en tilfældighed. Min telefon ringede en dag, og det var en advokat, der var ved at realisere en kendt skuespillers bo. Han kendte ikke andre end mig i showbiz, og han spurgte: Vil du have en biograf?. Det var Kinopalæet, der lå i Codanhuset, og det ville jeg da gerne. Så må du gå op og tale med Herman Zobel. Det gjorde jeg, og vi blev vi enige om en lejeaftale. Og så stod jeg der med en biograf, siger han og griner. Michael Viscovich: Hvad synes du er væsentligt for, at man kan skabe en god forretning? Bent Fabricius-Bjerre: Jeg har inden en forhandling på forhånd gjort op med mig selv, hvor langt jeg vil gå. Jeg er ikke sådan én, der wheeler og dealer. Næ, én, to, tre, siger han og klapper affærdigende med sine hænder, ud af vagten. Jeg vil hellere tage en forkert beslutning end ingen beslutning. Michael Viscovich: Du handler, før du tænker. Bent Fabricius-Bjerre: Måske nogle gange. Jeg har dog altid sat mig ind i tingene. Og så har jeg generelt prøvet at have kontrol over alle leddene fra produkt til forbruger. Hvis man ikke har det, er der en anden, der malker koen. Michael Viscovich: Det første halve år, da jeg kørte ind til min butik på Nordre Frihavnsgade, var jeg nervøs for, om der kom kunder. Hver dag, seks dage om ugen. Men du var ikke nervøs, vel? Bent Fabricius-Bjerre: Der skal held til. Var det gået galt, var jeg ikke endt helt uden noget, for jeg havde min musik ved siden af. Den bedste forretning, jeg har gjort, er mine melodier. De koster mig ingenting. De giver et afkast 75 år efter, jeg er død så man kan kun vinde på dem. Den kræver ikke nogen kapital, den sidder i fingrene. 28