Arkitekturhistorie opgave 5. semster august 2001 Jeppe S. Skovmose

Arkitekturhistorie opgave 5. semster august 2001 Jeppe S. Skovmose

Indledning En af de ting der var med til at vække min interesse første gang jeg stødte på I. M. Pei var, foruden hans arkitektur, også hans holdning til den. Specielt bed jeg mærke i følgende udtalelse: Jeg vil helst undgå etiketter. For mig er der kun arkitektur. Moder arkitektur, postmodernisme, dekonstruktivisme Nævn alle de ismer De vil. Jeg tror ikke på dem, de kommer og går. Det der virkelig overlever og vare ved er arkitektur; en given tids arkitektur! [DR2] Men er en given tids arkitektur? Og hvordan kommer det til udtryk i hans værker? Det er noget af det jeg ønsker undersøge ved at studerer Pei. I denne opgave vil jeg koncentrer mig om hvad det er der er kendetegnende for I. M. Peis bygningsværker og for hans måde at arbejde på. For selvom han helst vil undgå etiketter, så må der alligevel være et kendetegn, der har gjort ham i stand til at opbygge en af verdens mest efterspurgte tegnestuer. At det så netop er Miho Museet jeg, efter en kort beskrivelse af Peis baggrund, ønsker at arbejde videre ud fra, skyldes at museet for mig kombinerer elementer fra mange af Peis andre værker. Samtidig virker opgaven med at skulle bygge på en bjergtop i så naturskønne omgivelser, som enhver arkitekts drøm. Noget af det første jeg kom til at tænke på i forbindelse med Miho Museet var Acropolis og ankomsten til Parthenon. 2

Peis baggrund Ieoh Ming er født d.26. april 1917 i Kina. Han gik i skole i Shanghai på Saint Johns Middle School, hvor eleverne fik øjnene op for Europa og USA. Det var fra begyndelsen af århundredet blevet almindeligt at sønner af prominente kinesiske familier tog til udlandet for at studere, så de kunne vende tilbage og være med til at modernisere Kina. Hvis man skal nævne en enkelt begivenhed, der ligger til grund for, at det var arkitektur Pei tog til USA for at læse, så er det opførelsen af Park Hotel i Shanghai. Udover denne fascination af at man kunne bygge så højt, så havde også haverne i hans fødeby Suzhou gjort et stærkt indtryk på ham. Samspillet mellem arkitektur og natur, brugen af lys og skygger i den overordnede komposition og det tidsmæssige aspekt, har for Pei været til inspiration gennem hele karrieren. Pei startede med at læse arkitektur ved universitetet i Pennsylvania, men undervisningen her var efter Peis mening for gammeldags, så derfor skiftede han til Massachusetts Institut for Teknologi (MIT) for af læse til ingeniør. Men her blev han opfordret til i stedet at starte på arkitekturlinien. Det var meningen at Pei ville vende tilbage til Kina straks efter endt uddannelse, men omstændighederne - i først omgang udbruddet af anden verdenskrig og siden kommunisternes magteovertagelse i Kina - gjorde at han blev i Amerika. I begyndelsen af 1948 mødte Pei første gang William Zeckendorf, developeren bag firmaet Webb & Knapp. Det blev indledningen på et langt og lærerigt samarbejde. Pei blev lige fra starten kastet ud i planlægning og byggeri i stor skala, og i takt med omfanget og antallet af opgaver voksede blev han også gjort ansvarlig for at ansætte nye folk. Dette gjorde Pei så godt, at han i 1960 kunne danne I. M. Pei & Partners, et selvstændige arkitektfirma med over 70 ansatte. Bruddet med Webb & Knapp skete fordi Zeckendorf var i økonomiske vanskeligheder og på grund af Peis ambitioner. Efter at have overstået begyndervanskelighederne og gjort fordommene til skamme efter bruddet med Webb & Knapp, begyndte Peis karriere for alvor at tage fart. I dag har han ikke blot fået opført bygninger rundt om i hele verden, fra Colorado Rockies over Boston, Washington, Dallas, New York, Beijing, Hong Kong og Paris til Shigaraki bjergene tæt ved Kyoto. Han har også beskæftiget sig med stort set alle typer bygninger: fra Centeret for atmosfære Forskning over John F. Kennedys Bibliotek, banker, hoteller og diverse museer til Morton H. Meyersons Symfoni center. Inspiration til Miho Museet I forbindelsen med planlægningen af Miho Museet har I. M. Pei ladet sig inspirerer af flere forskellige ting. Først og fremmest er det Tao Yuanming s fortælling om Ferskenblomst Dalen og de store gårdhuse fra Edo perioden. Desuden drager han paralleller til den klassiske musik, specielt Bach evne til at varierer et enkelt tema i det uendelige. [Boehm] Den kinesiske filosof digter Tao Yuanming, som levede fra 365 til 427, skildre i Ferskenblomst Dalen hvordan en fisker for en stund finder paradiset på jorden. En dag hvor denne fisker, som så mange gange før, roer ned af floden opdager han pludselig en samling fersken træer. Han mindes ikke tidligere at have lagt mærke til dem så derfor beslutter han at se nærmere på dem. Dette føre ham frem til en klippe side hvor i han opdager en 3

ganske lille åbning, kun lige stor nok til at han kan komme igennem. Men snart bliver passagen stører for til sidst helt at åbne sig op til en skjult dal. Her møder fiskeren folk, der har levet afskåret fra omverdenens problemer i århundreder. De viser han rundt og fortæller stedet. Fiskeren bliver også inviteret på vin og mad, mens han bliver spurgt ud om den verden han kommer fra. Inden han forlader igen forlader dalen lover han ikke at fortælle om den til nogen. Et løfte han ikke kan holde lige som det heller aldrig lykkedes ham eller nogen anden at finde tilbage til Ferskenblomst Dalen. [Davis, s. 195-197] Denne fortælling har så at sige dannet hovedgreb for hele projektet, gennem den fik arkitekt og klient en fælles forståelse af hvad museet skulle være og af hvordan man skulle komme til det. Miho Museet skulle være som et drømme sted hvor man kunne opleve kunst, og de besøgende skulle nær mest opleve det som et lykke træf at de fandt frem til museet. Ankomsten til Museet Som tidligere nævnt er ankomsten til museet nøje planlagt for at give de besøgende lidt af den samme oplevelse som fiskeren fik da han kom til Ferskenblomst Dalen, i Tao Yuanmings fortælling. Det var derfor også vigtigt man ikke skulle kunne køre helt op til museet i sin bil, men var nød til at parkerer et stykke der fra. For så at gå eller blive transporteret af en lille golfvogn op til selve museet. Men selv om Shinji Shumeikai sekten også allerede ejede et stykke jord på den anden side af bjerget var det ikke nogen nem sag få tilladelse til at lave broen og tunnelerne, samt de nødvendige stier. Kun på grund af klientens store arenagement lykkedes det at købe den mellem liggende bjergtop, og at få de nødvendige tilladelser fra myndighederne. Den karakteristiske tag konstruktion fra Edo periodens store gårdhuse er af Pei blevet nyfortolket i stål og glas. Denne nyfortolkning er med til at give museet et udtryk der på en gang er både nutidig og klassisk, denne oplevelse af tidløshed er særlig markant i forbindelse med museets indgangsparti. Med formaliteterne på plads lykkedes det Pei at genskabe magien fra fortællingen om Ferskenblomst Dalen. På intet tidspunkt får den besøgende mulighed for at overskue helheden, men hele tiden får man glimt af hvad der venter længere fremme. Fra parkeringspladsen føre en svagt buet sti mellem buske 4

Selve Museet Døren ind til museet danner med det cirkelformede vindue ramme om et smukt billede skabt af harmonien mellem natur og kultur. og træer op til tunnelen. Også tunnelen er buet så det ikke er muligt at se hele vejen igennem den. Tunnelen afsluttes af stålvejrene der bære den bro som føre stien det sidste stykke over en dyb kløft og hen til trapperne op til Miho Museets indgang. Den del af museet som er synlig når man ankommer dertil er placeret en smule til højre for At træde gennem denne dør er som at træde ind i en helt ny verden, fra udenfor at befinde sig i en verden af kølige grålige og blålige nuancer, træder man nu ind i en verden af varme gyldne og brunlige nuancer. Udenfor er materialerne sten i flere nuancer af grå, stål og glas. Indenfor er materialerne honning farvet limsten, glas og aluminiums persienner i farver der skal gengive gløden og varmen fra træ. den akse som broen danner, hvilket er med til at danne et utroligt smukt billede når man kommer ud af tunnelen og over broen. 5

Her i foyeren mødes man også med et af I. M. Peis kendetegn. Trekanten. En spændende komposition af trekanter i alle mulige størrelser, både gulvbelægningen, lamperne på vægene og tagkonstruktionen domineres af denne enkle geometriske form. Eneste anden udsmykning i dette rum billederne skabt af naturen uden for og skyggerne fra sol afskærmningen, tillige med informationsskranken og den nøje udvalgte kampe træ planke, der fungerer som bænk. var museet kun tiltænkt at skulle huse samlingen af ting fra den japanske te ceremoni som udstilles her. Men påbegyndelsen af arbejdet med Miho Museet blev samlingen, på opfordring af Pei [Boehm, s. 102], udvidet til også at omfatte kunst, hovedsalig af religiøs art, fra silkeruten. Denne del af kunstsamlingen har i dag til huse i museets Syd fløj. Fra foyeren er der forbindelse til museets to fløje. Nord fløjen er bygget op omkring en traditionel japansk stenhave. Fra starten af Mange af museets rum er bygget op omkring en enkelt central genstand, som f.eks. statuen af Gandhara Buddha, et næsten 6 meter langt tæppe eller en egyptisk statue. 6

Perspektivering I indledningen nævnte jeg at noget af det første jeg kom til at tænke på i forbindelse med Miho Museet var måden hvorpå man ankommer til Parthenon. Sammenligningen kommer helt og aldeles til at stå for egen regning idet min jagt på viden om museet ikke direkte har kunnet underbygge den. Dog sammenlignes opgaven med at bygge Miho Museet med Richard Meiers opgave i forbindelse med Getty Centeret [Dietsch], og netop dette museum sammenlignes med Acropolis [Donzel, s. 139]. Når jeg nænver Getty Centeret, til trods for uenigheden om dets arkitektoniske kvaliteter, skyldes det at jeg ønsker at påpege hvor forskelligt to i bund og grund ens opgaver kan gribes an. Hvor Meier vælger at planerer toppen af bjerget og indordne naturen efter hans ideer, gå Pei i sammenspil med naturen og indordner sig på dens præmisser. Men hvilken plads har disse og andre moderne museer i vort moderne samfund? Er de nutidens svar på tidligere tiders kirker og templer [Donzel, s. 75]? Efter min mening kunne det meget vel være tilfældet, idet vi ofte søger tilbage til vores rødder for at finde et holdepunkt for tilværelsen. På samme måde som tidligere generationer søgte tilflugt i deres religion. At Miho Museet indeholder elementer fra Peis tidligere ses på flere planer. Helt overordnet så er det ikke første gang at han bygger i bjergene, en af karrierens første projekter var Det nationale center for atmosfære Forskning beliggende i bjergene ved Colorado. Den gang lod Pei sig inspirerer af måde indianerne byggede på for 6-700 år siden [DR2], i det der i dag hedder Mesa Verde National Park. Det er heller ikke første gang at I. M. Pei beskæftiger sig med problematikken omkring det at skulle tegne et museum, for at nævne et par eksempler så er der tilbygningen til Det nationale kunst Galleri i Washington, Rock & Roll Hall of Fame i Cleveland og renoveringen af Louvre i Paris. Alle er de meget forskellige, lige som de også er forskellige fra Miho Museet. Alligevel har de en del til fælles, nemlig et grundlæggende formsprog. Et formsprog bestående af enkle geometriske former, hovedsalig trekanten og pyramiden. Men kvadratet og cirklen er også i brug for at skabe en rigdom af variation som er en sammenligning med Bach musik værdig. Og det er denne evne til variere det enkle på en ny og nutidig måde der, sammen med en utrolig evne til at finde og forstå essensen af stedet og opgaven, er I. M. Peis kendetegn. 7

Primær litteratur: Adams, Eric: Boehm, Gero von: Letting in the light Architecture, Volume 87, Washington, Januar 1998, s. 116-120 Conversations with I. M. Pei, Light is the Key Prestel, Munich-London-New York, 2000 Dietsch, Deborah K.: Hidden paradise Architecture, Volume 87, Washington, Januar 1998, s. 82-93 Donzel, Catherine: DR2: Jodidio, Philip: Slessor, Catherine: New Museums Telleri, Paris, 1998 Tema Lørdag: Århundredes Arkitektur, Pei og Pyramiden DR2, 12. Februar 2000, fra kl. 20.15-21.05 Contemporary American Architects, Volume IV Taschen, Köln, 1998 Buried treasures The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 58-62 Sekundær litteratur: Bach, J. H.: Betsky, Aaron: Davis, A. R.: Richards, Ivor: Meier, Richard: Nishi, Kazuo and Hozumi, Kazuo: diverse musik CD er Faulty towers Architecture, Volume 86, Washington, December 1997, s. 78-87 T ao Yüan-ming, His works and their meaning, Vol. I Translation and Commentary Hong Kong University Press, 1983 Getty genesis The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 32-44 On the hilltop The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 45-46 What is Japanese Architecture? Kodansha International, Tokyo-New York-London, 1996 8

Richards, Ivor: Getty genesis The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 32-44 The organisation The Architectural Review, Vol. 203, London, Februar 1998, s. 47-49 Watanabe, Hiroshi: The Architecture of Tôkyô Edition Axel Menges, Stuttgart/London, 2001 Illustrationer: Med untagelse af billedet udfra tunnelen på forsiden (som er fra en internetside jeg ikke kan huske adressen på) alle billederne er taget fra den opgivne litteratur. 9