100-året. Septemberforliget FOR. Finansministeriet September 1999

100-året Septemberforliget FOR Finansministeriet September 1999

100-året for Septemberforliget Udsendt af Finansministeriet September 1999 ISBN 87-7856-282-1 (trykt udgave) Forside og tryk: Formula Graphic AS Oplag 3.000 eksemplarer Pris kr. 100,00 incl. moms Festskriftet kan bestilles telefonisk hos: Schultz Information Herstedvang 10 2620 Albertslund Tlf.: 43 63 23 00 eller afhentes hos: Schultz Erhvervs Boghandel Vognmagergade 7 1120 København K Henvendelse om redegørelsen i øvrigt kan ske til: Finansministeriet Christiansborg Slotsplads 1 1218 København K Tlf.: 33 92 33 33 Elektronisk udgave ISBN 87-7856-284-8 Festskriftet kan hentes på Finansministeriets web-server http://www.fm.dk 3

7

Indhold Forord Af Mogens Lykketoft................................... 9 Tilblivelsen af Septemberforliget, Den faste Voldgiftsret og Forligsmandsinstitutionen Af Erik Stig Jørgensen.................................. 11 Om Forligsinstitutionen Af Mette Koefoed Bjørnsen............................... 31 Det statslige aftalesystem Fra central til lokal forhandling Af Dorthe Pedersen.................................... 51 Den danske model og den offentlige sektor Af Finn Hoffmann.................................... 75 Fremtidens fagbevægelse i staten Af Peter Waldorff..................................... 107 Tillidsrepræsentanterne - frontkæmpere eller proceskonsulenter? Af Tine Aurvig Brøndum og Morten Madsen.................. 127 Mennesket er et forstyrrende element i enhver organisation Af Steen Hildebrandt.................................. 143 Den danske aftalemodel og forholdet til EU Af Jens Kristiansen.................................... 177 8

Forord Efter en langvarig arbejdskamp indgik arbejdsmarkedets parter forlig den 5. september 1899. Forliget, der siden hen er blevet døbt Septemberforliget, dannede grundlag for den danske aftalemodel for både det private og det offentlige arbejdsmarked. I forliget anerkendte arbejdsmarkedets parter gensidigt hinanden, og banede dermed vejen for en regulering af arbejdsmarkedet baseret på kollektive aftaler i stedet for lovgivning. For at markere 100-året for Septemberforliget har Finansministeriet, som offentlig arbejdsgiverpart, valgt at udgive dette festskrift. Udover at fejre 100- årsdagen har vi benyttet anledningen til såvel at se tilbage som frem i tiden, og dermed sætte fokus på udviklingsperspektiverne for den danske aftalemodel, og for forhandlingssystemet i den offentlige sektor. Vi har grund til at være tilfredse med den model, der blev aftalt for 100 år siden. Den har været en forudsætning for den velfærdsstat vi har opbygget i den samme periode. Uden dialogen mellem arbejdsmarkedets parter ville vi ikke være kommet så langt som tilfældet er. 9

Men samfundsudviklingen sætter den danske aftalemodel under pres. Nye samarbejdsformer, udbygningen af det europæiske samarbejde og kravet om effektive og attraktive arbejdspladser gør det nødvendigt for arbejdsmarkedets parter at overveje en tilpasning af aftalemodellen til fremtiden. Den måde vi organiserer arbejdet på, den ledelsesform og de medbestemmelsesmodeller, der er blevet udviklet i den offentlige sektor, vidner om en lang proces fra autoritære hierakier henimod styrelsesformer, hvor parterne finder løsninger gennem dialog. For at være klar til at møde udfordringen har vi bedt otte forfattere bidrage til festskriftet med deres bud på nogle af de udfordringer, som det offentlige arbejdsmarked står over for på vej ind i et nyt århundrede. Af bidragene fremgår, at udfordringerne er mange. For eksempel peges der på, at tillidsrepræsentantinstitutionen er under forandring, og at en ny tids ledelse er ved at vinde indpas. Forandringer som disse er det op til arbejdsmarkedets parter at skabe rum for i de kommende år. Jeg håber, at vi med festskriftet får igangsat en debat om arbejdsmarkedets parters rolle i det 21. århundrede og om fremtidsperspektiverne for den danske aftalemodel i det offentlige forhandlingssystem. Mogens Lykketoft 10

Tilblivelsen af Septemberforliget, Den faste Voldgiftsret og Forligsmandsinstitutionen Af Erik Stig Jørgensen f. 1936, cand. mag. i historie og engelsk 1964, s.å. arkivar i Rigsarkivet, overarkivar 1977, formand for Dansk Magisterforening 1970, ekstern rektor ved Roskilde Universitetscenter 1976-78, formand for AC 1981-86, direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen 1989-93, kommiteret i Arbejdsministeriet fra 1996, udlånt til Kulturministeriet fra 1995. Medredaktør af P. Munchs erindringer. Har skrevet afhandlinger om dansk politik og forvaltning i 19. århundrede. 100-året FOR Septemberforliget

12

Septemberforliget af 1899 var det danske samfunds første systematiske og - som det skulle vise sig - grundlæggende forsøg på at disciplinere kræfter i produktionssektoren, som liberal økonomisk ideologi og industrialiseringen i nær samvirken havde frisat i løbet af de foregående 3-4 årtier. Scenariet var almeneuropæisk. I forskellig takt sattes fra slutningen af det 18. århundrede de gamle samfunds institutioner og indretninger under pres dels af liberalisternes krav om frigørelse af alle økonomiske aktiviteter fra statslige reguleringer, dels af den faktiske industrielle udvikling. Et led heri var, at forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager løftedes ud af den offentlige rets sfære og henvistes til aftaleretten. Parterne - som udgangspunkt den enkelte arbejdsgiver og den enkelte arbejder - kunne frit indgå aftaler om løn- og arbejdsforhold, og stridigheder om deres fortolkning henhørte under de almindelige domstole. Allerede tidligt i det 19. århundrede begyndte man i flere europæiske lande at tage hånd om de problemer, som denne udvikling skabte. På fastlandet blev løsningen etablering af særlige arbejdsretter. Den tidligst kendte er fra Lyon og oprettedes i 1806. Den var sammensat af lige mange repræsentanter for arbejdsgivere og arbejdstagere og havde en af myndighederne udpeget formand, hvis stemme var udslagsgivende ved stemmelighed. Rettens primære opgave var at afgøre stridigheder om individuelle arbejdskontrakter, men efter tid og lejlighed kunne den også fungere som mæglingsinstans. Denne model bredte sig i første halvdel af det 19. århundrede til hele Frankrig og siden til Belgien, Holland og store dele af Tyskland. Det er karakteristisk, at udbredelsen skete ved lokale, ofte kommunale initiativer Først sent i århundredet blev der skabt lovgivningsmæssige rammer om arbejdsretternes etablering og virksomhed. 13

I England fandtes fra tidligt i det 18. århundrede bestemmelser om, at parterne i en arbejdsstrid kunne anmode den lokale fredsdommer om at fungere som voldgiftsmand. Men systemet var uden praktisk betydning, da arbejderne ikke yndede fredsdommere. Forholdene på det engelske arbejdsmarked var så at sige principielt uregulerede og ofte præget af vold og uro. Indtil 1826 var fagforeninger forbudt, og lige til 1870 led de under retlige begrænsninger i deres virksomhed. Fra 1830 erne tog arbejdsgivere og socialt interesserede fredsdommere initiativ til, at der indenfor enkelte fag oprettedes lokale, paritetisk sammensatte mæglings- og voldgiftsorganer. Systemet fik i de følgende år stor udbredelse; i 1907 fandtes i alt 194 sådanne forligsråd. I nogle fag udbyggedes systemet med landsdækkende råd. For udviklingen i Danmark var det især af betydning, at gennemførelsen af den økonomiske liberalismes doktriner indenfor produktionssektoren skete forholdsvis sent, men til gengæld hurtigt og meget konsekvent. Den danske enevælde havde i slutningen af det 18. århundrede taget markante skridt henimod indførelse af frihandel. Men den offentlige regulering af håndværksfagene byggede til det sidste på en lovgivning, der var udformet i 1680 erne. Udøvelsen af et håndværk krævede medlemsskab af et lav. Fabriksdrift var undtaget fra lavstvang, men forudsatte et privilegium, der typisk gav en bestemt person tilladelse til at producere en bestemt vare på et bestemt sted. Lovgivningen og de af myndighederne godkendte lavsartikler fastsatte detaillerede bestemmelser vedrørende uddannelse og understøttelse under arbejdsløshed og sygdom. Principielt indførtes der i 1800 aftalefrihed mellem mestre og svende vedrørende løn- og arbejdsforhold, men samtidig forbødes strejker, og forhandlingerne foregik indenfor rammerne af det lav, hvoraf begge parter var tvungne medlemmer. Det nationalliberale parti, der i 1848 kom til magten, havde som opposition siden 1830 erne krævet lavs- og privilegiesystemet afskaffet. Og 14

det viste sig, at det var den indenrigspolitiske sag, partiet tog mest alvorligt og bogstaveligt. Da de nationalliberale i midten af 1850 erne mente at være kommet gennem problemerne med Slesvig og Holsten, tog de energisk fat. I 1857 gennemførtes næringsloven, der formentlig er et af de mest rendyrkede eksempler på doktrinær liberalisme, man kan finde i Europa. Loven ryddede fuldstændig grunden. Fra 1. januar 1862 var al lavstvang afskaffet, og varetagelsen af alle lavenes funktioner overladt til det private initiativ og markedskræfterne. Ved loven afskaffedes også privilegiesystemet for industrivirksomheder. Det store spring fra statsregulering til næringsfrihed var ideologisk begrundet. Det var motiveret af et ønske om at fremme den økonomiske udvikling i et land, der endnu var svagt industrialiseret. I 1872 var der i hele landet kun godt 1500 industrielle virksomheder med tilsammen 37.000 beskæftigede. Mere end en trediedel af virksomhederne beskæftigede under ti arbejdere, kun 50 mere end 100. Under de forhold, som næringsloven skabte, voksede en rigt varieret flora af individuelle aftaler, virksomhedsaftaler, aftaler mellem lokale mester- og svendeforeninger frem. Der var selvsagt ingen i samtiden, der havde overblik over, hvad der i grunden foregik, og det vil heller aldrig for nogen historiker være muligt at finde ud af det. Visse fællestræk kan man dog så at sige konstruere sig frem til, fordi de siden blev anfægtet og indgik i det stof, hvoraf Septemberforliget formedes. De indgåede aftaler synes generelt at have været uden opsigelsesbestemmelser, dvs. de kunne af begge parter bringes til ophør med dags varsel. Der synes heller ikke at have været mekanismer til bilæggelse af strid. Hvad vi derimod ved er, at stridigheder, navnlig i form af arbejdsnedlæggelser, var der mange af. I 1851 havde murerlavet i København for retten søgt at gøre gældende, at det strejkeforbud, der var indført i 1800 og ikke formelt var ophævet, stadig stod ved magt. Men sagen var endt med at par- 15

terne de facto anerkendte, at det var bortfaldet. Heraf sluttede arbejdsgiverne formentlig stiltiende, at lockout også var lovlig, et standpunkt, der aldrig blev anfægtet. Regeringen og Rigsdagen beskæftigede sig i økonomiske kriseperioder en del med afhjælpning af nød i arbejderbefolkningen, men ikke med hvad vi ville kalde arbejdsretlige spørgsmål. Det var først Pariserkommunen og dannelsen af den danske afdeling af Socialistisk Internationale i 1871, siden en stærk forøgelse i antallet af strejker i årene 1873-75, der bragte arbejderspørgsmålet frem i det politiske systems bevidsthed. I 1875 nedsatte regeringen en arbejderkommission. På programmet stod bl.a. overvejelse af forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Kommissionen stillede nogle meget beskedne forslag til lovregulering af aftaleforholdene på arbejdsmarkedet, men de blev aldrig ført ud i livet. Mere perspektivrige er de generelle betragtninger, der kom frem i kommissionens betænkning. Over halvdelen af dens medlemmer var højerestående embedsmænd, hvoraf flere gav udtryk for den opfattelse, at der burde findes en mere forsonende form for det industrielle samfunds ordning, end den, som næringsloven af 1857 havde knæsat. De kunne imidlertid ikke pege på aktuelt realiserbare alternativer, og deres betragtninger kom derved mere til at fremstå som udtryk for den gamle overklasses ubehag ved det, der var ved at ske i Danmark. Men det var et ubehag, der fik betydning for udviklingen frem imod Septemberforliget. Umiddelbart fik Arbejderkommissionen af 1875 ingen betydning for de forhandlings- og aftalemæssige forhold på det danske arbejdsmarked, hvis karakter af anarki var ved at blive tydelig. Hovedparten af de mange strejker fra midten af 70 erne var lokale, mange var kortvarige. Og de var vilde i den forstand, at de ikke var udtryk for nogen overordnet 16

strategi i en organiseret fagbevægelse. Dannelsen af fagforeninger og landsdækkende fagforbund var i første halvdel af 70 erne i nogen gænge. Men deres samlede medlemstal nåede næppe 4.000, før bevægelsen i 1877/78 ramtes af en krise, der næsten udslettede den. Medlemstallene faldt, og adskillige fagforeninger og forbund opløstes. Omkring 1880 mente optimistiske arbejdsgivere at kunne skimte enden på den hele arbejderbevægelse. Men de blev skuffet. I løbet af få år lykkedes det at genrejse fagbevægelsen. I spidsen stod nu en generation af ledere, der havde langt mere gennemtænkte og realistiske forestillinger om, hvordan arbejderbevægelsen skulle skaffe medlemmerne holdbare resultater end pionererne fra 70 erne. Det kom klart frem, da man i 1886 vovede et organisatorisk spring i København med grundlæggelsen af De samvirkende Fagforeningers Fællesvirksomhed. På den stiftende kongres vedtoges en række udtalelser, der viste, hvor grundigt man havde bearbejdet de foregående 15 års erfaringer. Fire punkter er her navnlig af interesse. Som første punkt blandt den nye organisations hovedopgaver nævntes: En for arbejderne formålstjenlig regulering af strejkebevægelsen Svarende hertil foreskrev Fællesvirksomhedens vedtægter, at en medlemsforening, der påtænkte at etablere strejke, var forpligtet til forinden at drøfte dette skridt med Fællesvirksomhedens bestyrelse I det såkaldt politiske program, vedtaget på kongressen, hedder det bl.a.: Da det selvfølgelig er i samfundets interesse, at stridigheder mellem arbejder og arbejdsgiver så vidt muligt bilægges ad fredelig vej, tilråder kongressen oprettelsen af faglige voldgiftsretter, valgte af arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer 17

Videre hedder det, at der ikke bør gribes til strejker, før alle fredelige midler, som står til rådighed, er blevet forsøgt uden resultat. Og endelig: Kongressen udtaler sin tilfredshed med arbejdsgivernes organisation, fordi man derigennem lettere kan føre underhandlinger mellem parterne og nå et godt resultaat Sammenlagt udgør de fire punkter programmet for en grundlæggende disciplinering af det danske arbejdsmarkeds organisations- og forhandlingsforhold. Arbejderbevægelsen havde hermed lagt skinnerne ud til den bane, der 13 år senere endte med Septemberforliget. Samtidig havde de indbudt arbejdsgiverne til at stige på toget. Men det skulle just vise sig at blive problemet. Arbejdsgiverne havde efter lavenes afskaffelse for en tid et organisatorisk forspring i håndværksfagene, fordi mestrene i København og i provinsbyerne dannede mesterforeninger. Indenfor industrifagene kneb det mere med organiseringen, og da den omsider kom igang, var bevæggrunden ikke et ønske om at lette samarbejdet med fagforeningerne. I 1885 stiftedes Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i København. Den fejrede sin fødsel ved at lockoute arbejderne og meddele, at de var velkomne tilbage på virksomhederne, når de havde meldt sig ud af fagforeningen. Det varede seks måneder inden fabrikanterne opgav kravet, og arbejdet blev genoptaget. Så prøvede enkelte fabrikanter at ramme fagforeningerne ad rettens vej. De anlagde sager med påstand om, at offentliggørelse i aviserne af det forhold at bestemte virksomheder var strejkeramt, udgjorde en krænkelse af privatlivets fred, eller at en fagforening kunne pålægges erstatningsansvar for det tab, en strejke påførte den berørte virksomhed. Begge sager gik lige til Højesteret, der afviste begge påstande og herved fik lejlighed til positivt at fastslå, at strejker var lovlige. 18

I 1895 var det maskinfabrikanterne i Århus, der påtog sig at knuse fagforeningerne ved at erklære lockout på spørgsmålet om medlemsskab. Men her blev fabrikanterne fanget i det net, der i al stilfærdighed var ved at blive spundet på det danske arbejdsmarked. De århusianske smedes fagforening havde indgået en voldgiftsaftale med den lokale håndværkerforening, hvoraf fabrikanterne var medlemmer. Voldgiftsretten pålagde dem at hæve lockouten. Ikke desto mindre varede det fire måneder inden fabrikanterne bøjede sig. Jernindustriens arbejdsgivere var, som en iagttager af begivenhederne bemærkede, i disse år besjælede af en sand korsfarerånd. De ville ikke slippe forestillingen om, at fagforeningerne kunne udryddes. I 1897 etablerede jernmændene, som folkeviddet havde døbt dem, igen lockout først i provinsen, siden i hele landet, hvorved den kom til at omfatte næsten 4.000 arbejdere. Sagen hed nu Fælles Værkstedsregler, et sæt bestemmelser om bl.a. arbejdstid, overtid og akkordbetaling. Reglerne var udformet af fabrikantforeninngen, men krævedes overholdt på alle arbejdspladser. Endnu medens konflikten var begrænset til provinsen, skete der noget, der afgørende ændrede scenariet. Tre ansete mænd af det højere københavnske borgerskab trådte frem og tilbød sig som mæglere. Borgerskabets ubehag ved forholdene på det danske arbejdsmarked var blevet til alvorlig bekymring og manifesterede sig nu i handling. De tre var borgmester H.N. Hansen, der havde været medlem af Arbejderkommissionen af 1875, Rasmus Strøm, der var formand for borgerrepræsentationen og nationalbankdirektør, og borgerrepræsentant Gustav Philipsen, der havde været indehaver af et af landets mest ansete bogforlag. Det hører med til billedet, at alle vidste, at hverken regeringen eller Rigsdagen havde mulighed for at påvirke situationen. Arbejdskampene udspillede sig jo samtidig med Forfatningskampen. Et forsøg på indgreb 19

fra Højreregeringens side - hvis den iøvrigt havde nogen tilbøjelighed til det - kunne have udfordret arbejderne til voldelige reaktioner. Venstre beherskede folketinget og var kraftigt forbundet med Socialdemokratiet. Men ethvert forsøg på at komme arbejderne til hjælp fra den side, ville så sikkert som Amen i kirken være blevet kvalt af Højre i landstinget. Det er derfor interessant, at to af mæglerne, H. N. Hansen og Strøm, var aktive højremænd, medens Gustav Philipsen var et fremtrædende medlem af Københavns venstreforening. På tværs af det partipolitiske skel udnyttede de tre deres rent borgerlige anseelse og status for at medvirke til at løse op for striden mellem arbejdere og arbejdsgivere Deres succes med at stifte forlig blev kun kortvarig. Jernindustriens fabrikanter genoptog lockouten og nu over hele landet. Men det bragte en ny mægler fra det københavnske borgerskab, direktør for Privatbanken Axel Heide på banen. Og han tog et skridt, som klart viser hen til Septemberforliget. Han bragte formændene for de københavnske fagforeningers fællesvirksomhed og for den nystiftede arbejdsgiverforening sammen og fik dem til at bilægge konflikten i jernindustrien. Forløbet af den store smedelockout i 1897 markerede klart to ting: For det første, at de tider var forbi, da arbejdere og arbejdsgivere kunne udkæmpe lange opslidende kampe, medens det øvrige samfund så til og foldede hænderne i bøn for, at det snart måtte være forbi. For det andet at centralisering af forhandlinger og aftaleindgåelse var løsnet for en bedre organisering af arbejdsmarkedet. I tiden frem til 1899 indrettede både arbejdere og arbejdsgivere sig på at kunne agere i denne situation. I 1896 stiftedes Dansk Arbejdsgiverforening, som i 1898 blev omorganiseret. Jernindustrien var nu med og kom til at udgøre, hvad man kaldte foreningens urolige hjørne. Initiativet til dannelsen af hovedorganisationen var kommet andetsteds 20

fra. Ophavsmanden var murermester, og den første formand var entreprenør. Det var der god mening i, for bygge- og anlægsbranchen var den suverænt største sektor indenfor håndværk og industri. Den beskæftigede næsten halvdelen af arbejderne. I det hele havde jernindustrien på dette tidspunkt slet ikke den vægt i landets erhvervsliv, som dens højrøstede fremfærd måske kunne give grund til at formode. I den egentlige industri var det tekstilindustrien, der havde førertrøjen, og målt på virksomhedernes gennemsnitlige størrelse var det tobaksindustrien. Arbejdsgiverforeningens fædre var ikke besjælede af den korsfarerånd, der prægede maskinfabrikanterne. Det første vedtægtsudkast indeholdt denne bemærkelsesværdige bestemmelse: Ingen uenighed mellem arbejdsgiver og arbejdere vedrørende arbejdsforhold må foranledige arbejdsstandsning fra nogen af siderne, men sådan uenighed skal uden undtagelse afgøres ved voldgift Det var jo intet mindre end en programerklæring om indførelse af tvungen voldgift - og det var da også for stærk tobak for flertallet af foreningens stiftere. I arbejderbevægelsen havde man siden 1885 bakset med at etablere landsdækkende forbund indenfor de enkelte fag og med at få skabt en egentlig hovedorganisation. I 1898 stiftedes De samvirkende Fagforbund. De 38 faglige forbund, der fra begyndelsen var med, havde tilsammen 59.000 medlemmer, hvortil kom 25 enkeltforeninger med godt 2.000 medlemmer. I alt repræsenterede DsF ved stiftelsen godt 1/3 af alle arbejdere indenfor industri og håndværk. Det skulle nu vise sig, hvad de to hovedorganisationer duede til. 21

Begyndelsen var lovende. Endnu i 1898 enedes man om nedsættelse af et fællesudvalg til afgørelse af arbejdstridigheder. Udvalget var sammensat efter modellen: lige mange repræsentanter for de to parter og en af disse medlemmer udpeget formand. Det lykkedes også i begyndelsen af 1899 de to hovedorganisationer at bremse et nyt korstog fra jernmændenes side. Men temperaturen var høj på det danske arbejdsmarked det forår. Der var økonomisk højkonjunktur og en række aftaler, navnlig indenfor byggefagene, var til genforhandling. DsF s ledelse havde travlt med at køle gemytterne i mange medlemsforbund. I april gik det galt. Snedkerforbundets overenskomst bestemte, at spørgsmålene om løn og arbejdstid skulle forhandles mellem hovedorganisationerne. Det lykkedes at opnå enighed, men snedkernes organisationer tog forbehold for medlemmernes tilslutning. Mestrene tiltrådte overenskomsten, men i syv jyske byer, hvor der var etableret strejke, forkastede svendene den. For DsF var situationen naturligvis pinagtig. Man havde ikke kunnet levere varen. Men for korsridderne i Arbejdsgiverforeningen var det en bekræftelse af deres skepsis. Her kunne man se, hvad der kom ud af det centraliserede forhandlingssystem! Til DsF afgik en skrivelse af maximalt udfordrende indhold. Det hed her, at vor hovedorganisation ikke kan finde sig i at blive desavoueret på den måde og under de forhold, som her har fundet sted. Arbejdsgiverforeningen måtte derfor, såfremt DsF ikke ønskede at umuliggøre enhver fremtidig forhandling, udtrykkelig fordre som en ufravigelig betingelse, at overenskomsten skete fuld fyldest i alle dens ord og punkter. DsF bed ikke på krogen. Dens svarskrivelse var rolig og imødekommende. Man erklærede sig fuldkommen enig i, at når organisationernes hovedledelser har sluttet en overenskomst, bør de sætte alt ind på at føre 22

den igennem men DsF måtte jo påpege at både mestre og svende i snedkerfaget havde taget forbehold. Dsf ville opfordre snedkerforbundet til at bevæge de strejkende til at acceptere overenskomsten og genoptage arbejdet. Det gjorde man så, idet man tilbød snedkerforbundet at hjælpe de strejkende på gled. Men også DsF havde sine skeptikere overfor hovedorganisationstanken. Snedkerforbundet frabad sig DsF s medvirken. Og så forkastede de strejkende svende overenskomsten for anden gang, hvorpå Arbejdsgiverforeningen iværksatte lockout i hele snedkerfaget. Tre uger senere udvidedes den til hele byggebranchen, hvorved 30.000 arbejdere blev berørt. Og jernmændene skrev til deres kolleger i Tyskland og bad dem undlade at beskæftige danske arbejdere. Nu skulle der være arbejdskamp! Efter at hovedorganisationernes nye fællesudvalg forgæves havde forsøgt at løse striden, fik parterne efter tysk forbillede stablet et såkaldt enighedskammer på benene med den juridiske professor J.H. Deuntzer som formand. Der kom ikke noget ud af enighedskammerets bestræbelser, udover at professor Deuntzer kom i avisen, hvad der kan have bidraget til, at han i 1901 blev bragt i forslag som en for Kongen acceptabel overgangsskikkelse som leder af den første venstregering. Først da et nyt triumvirat af agtværdige mæglere med Axel Heide i spidsen meldte sig i begyndelsen af august, kom der gang i egentlige forhandlinger mellem parterne. Det er fra denne fase vi har en berømt bladtegning, der viser Heide, bænket ved langsiden af forhandlingsbordet, smilende, smidig og imødekommende. For bordenderne ses formændene for DsF og Arbejdsgiverforeningen, Jens Jensen og Niels Andersen, martialsk stirrende ud i rummet - væk fra hinanden. 23

MINDEBLAD. Der mægles. Tegning i det første Nummer af Klods-Hans, September 1899. Onsdag den 24. mai 1899 erklærede Arbejdsgiverforeningen General-Lockout, bl.a. i Bygningsfagene og Jærnindustrien. 30.000 danske Arbejdere blev udelukkede fra Arbejdspladserne. De Søgte at klare sig med Bidrag fra andre Fag og fra socialdemokratiske Organisationer i Udlandet. Konflikten strakte sig over 16 Uger. I August forkastede Arbejdsgiverforeningen et Mæglingsforslag, stillet af Bankdirektør Axel Heide, Veksellerer Lauritz Bing og Folketingets Formand Herman Trier. Konseilpræsident Hørring greb derefter ind og stillede en Lov om Voldgift i Udsigt. Paa dette Grundlag førte Heide Forhandlinger med Arbejdsgiverforeningen s Formand Folkteingsmand, Entreprenør (senere Etatsraad) Niels Andersen og Formanden for De samvirkende Fagforbund, Maler (senere Borgmester) J. Jensen. Det er denne Situation, Alfred Schmidt har skildret: I Billedets Midte den menneskekloge, facile Axel Heide, til venstre Maler Jensen, til højre Entreprenør Andersen. Portrætterne paa Væggen er af Bing og Herman Trier. Let var det ikke at bringe de to Modstandere til Eninghed, men det lykkedes. Den 1. september sluttedes til Lettelse for Samfundet Fred. Tegningens budskab er fuldkommen klart. Det danske samfunds establishment er i færd med at prøve at tale de to slagsbrødre til fornuft. Den 5. september lykkedes det. Slagsbrødrene rakte hinanden hånden. Forliget var i hus. 24

Septemberforliget indeholdt, udover en række bestemmelser, der tog sigte på den løbende konflikt følgende punkter, der etablerede grundlaget for dets ry som arbejdsmarkedets grundlov: De to hovedorganisationer anerkendte hinandens ret til at iværksætte eller godkende konfliktskridt. Den fastsatte, at iværksættelse af konflikt krævede 3/4 s majoritet i vedkommende organisations kompetente forsamling og skulle meddeles modparten mindst 14 dage i forvejen. Hovedorganisationerne forpligtede sig til ikke at støtte en konflikt, som var iværksat i strid med disse bestemmelser. Overenskomster, indgået mellem hovedorganisationerne, skulle respekteres af alle underorganisationer. Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft anerkendtes. Opsigelse af indgåede overenskomster skulle ske med mindst 3 måneders varsel. Ingen underorganisation kunne ved udtræden af hovedorganisationen løse sig fra forpligtelser i henhold til indgåede overenskomster. I et særligt dokument, knyttet til forligsteksten, erklærede parterne deres enighed om at oprette en permanent voldgiftsdomstol til behandling af overtrædelser af forliget. Der kan ikke herske tvivl om, at resultatet var en stor tilfredstillelse for Jens Jensen og Niels Andersen. De havde begge på de indre linier arbej- 25

det sejgt og dygtigt for at skabe forståelse for hensigtsmæssigheden af en disciplinering af forhandlings- og aftaleforholdene. Når de undervejs i forhandlingerne havde følt sig foranlediget til at se martialske ud, skyldtes det, at de begge havde betydelige problemer med deres bagland. Ved Septemberforliget etablerede arbejdsmarkedets parter et aftalesystem, der i væsentlig grad tæmmede den vilde arbejdskamp, som næringsloven af 1857 og industrialiseringen havde sluppet løs. De gjorde det uden det politiske systems medvirken, men godt hjulpet af fremtrædende mænd fra begge politiske lejre. Det forhold, der navnlig springer i øjnene, når man sammenligner Septemberforligets system med aftaleforholdene i alle andre lande på den tid, er hovedorganisationernes centrale rolle i systemets etablering og i dets funktion. Den elementære forudsætning var i udgangssituationen naturligvis, at de begge havde en rimelig medlemsdækning og var uden rivaler. For systemets funktion var det afgørende, at de hver for sig kunne holde disciplin i egne rækker, og at de i fællesskab kunne levere resultater, som var tilfredsstillende ikke blot for dem selv, men for samfundet som helhed. Det var just den sidste problemstilling, der dannede udgangspunkt for anden akt i dramaet om etableringen af det moderne danske arbejdsmarkedssystem. Septemberforliget skabte utvivlsomt en udbredt forventning om, at det ville sikre, måske ikke evig arbejdsfred så dog ophør af store, dramatiske arbejdskampe. Væsentligere var det, at med Systemskiftet i 1901 blev det politiske system genindsat som den afgørende faktor i styringen af det danske samfund. Og allervæsentligst: Den politiske magt kom i hænderne på Venstre, der ligesom borgerskabet følte sig som udenforstående i byerhvervenes arbejdskampe - men i modsætning til borgerskabet havde magt til at gribe ind i dem. 26

Hovedorganisationernes ledere var fuldkommen bevidste om vigtigheden af, at det nye system beviste sin funktionsdygtighed. De sled som små bæster for at bilægge medlemsorganisationernes konflikter og opnåede faktisk mange resultater. Men i 1905 strejkede 4.000 tekstilarbejdere i fem måneder, og i 1907 udbrød en ualmindelig ondartet konflikt hos bygningssnedkerne, der varede i fire måneder. Det kunne Venstre godt leve med, men da en litografstejke i 1908 lukkede hele landets ikkesocialdemokratiske presse, med undtagelse af Kristeligt Dagblad, flød bægeret over. Indenrigsminister Sigurd Berg gik på scenen i rollen som manden, der taler lavmælt, men har en tyk stok med. Han gennemførte en mægling, og tvang samtidig hovedorganisationerne til at udpege medlemmer til et fællesudvalg, der på grundlag af indvundne erfaringer skulle overveje bestemmelser til forebyggelse af lockout og strejke. Med nogen forsinkelse kom udvalget i gang, og parterne enedes om, at formandsskabet skulle gå på skift. Så meddelte indenrigsministeren, at han agtede at udnævne en formand. Nølende gik parterne med til selv at prøve at foreslå en egnet udenforstående person. Manden blev overretsdommer Carl Ussing, der var næstformand i den voldgiftsret, man var enedes om i 1899 - og vistnok den kandidat, ministeren selv havde i tankerne. Ussing tog fat i marts 1909. I løbet af de næste ti måneder lykkedes det ham på 29 møder at banke parterne sammen til i det mindste halvvejs enighed. Men så erklærede de også, at de ikke anså det for hensigtsmæssigt, at det blev refereret, hvad de havde sagt under forhandlingerne. Formanden fik lov at skrive hele betænkningen. Undervejs i arbejdet søgte han at forbedre medlemmernes forståelse af opgavernes indhold og betydning ved at holde to foredrag for dem. De står trykt i fællesudvalgets betænkning, og de knap 30 små sider udgør i en vis forstand den første fremstilling af en helt ny juridisk disciplin: den kollektive arbejds- 27