Dagens Danmark eller lidt om Hansens byggeoplevelser En smuk rødbøg og hvad så? Den dækker faktisk Hansens nye hus opført af Hansens egne håndværkere efter tegninger fra undertegnede. Det er jo et gammeldags hus! Lige præcis. Det var dét Roskilde Kommune forlangte. Det gamle bevaringsværdige hus var nedbrændt, og et nyt skulle opføres på samme forudsætninger.
Når dens slags krav opstilles, undersøger man selvfølgelig sagen, og tager en byvandring. En smuk kirke, og et smukt klassisk dørgreb indtil kirkegården. Nu består en landsby jo ikke alene af en kirke. Når en seriøs kommune som Roskilde stiller så omfattende krav til et nyt hus må der jo være en grund til det. Så byvandringen forsætter. Øverste billede er så bagsiden af kirken.
Klassisk mur omkring kirkegården. Mit nye/gamle hus ses i Baggrunden, bag rødbøgen. Billedet i midten, viser kirken fra en ny vinkel. Drejer man linsen 100 grader ser man dette syn. Altså lige til venstre har du kirken. Her kan du så se Pappas Pizza, med en flad tilbygning foran. En forstørrelse ses på næste side.
Her, så tæt på kirke og gadekær, er der altså givet tilladelse til dette arkitektoniske vidunder af en tilbygning. Tilmed må man jo så notere sig skiltningen, kun små 100 meter fra kirken. En prås går op for arkitekten, der jo straks forstår de restriktive krav fra kommunen. Så bliver arkitekten jo virkelig nysgerrig. Der må jo være en seriøs begrundelse. Byvandringen udvides herefter. Nu går man så i dybden på de arkitektoniske oplevelser i byen. Billedet nederst viser et nyrestaureret, bondehus eller byhus. Lidt svært at finde ud af. Om sprosserne noterer arkitekten sig blot, at det stilmæssigt intet har at gøre med rigtige sprossevinduer. Sprosserne er alt, alt for dominerende og brede. Tilmed kan man se glaslisterne på de enkelte sprosser. (fastholdelse af termoglas) Så er der jo lige det lille stålvindue, der givetvis har tilhørt en grisestald. Måske har de husdyr! Det ser jo romantisk ud ved første øjekast, med en blanding af gamle staldvinduer og nye termovinduer, endda med sprosser. Men bindingsværk er jo altid smukt, og belægningen foran facaden er udført historisk og teknisk korrekt. Det man, uden succes har prøvet, er at efterligne de klassiske gamle vinduer med smalle, tynde kitfalse. (sprosser) Senere vises eksempler.
På dette billede ses tydeligt forskellen mellem tyndere og næsten korrekte sprosser, og så de simple efterligninger. Jeg vurderer, at dette er et projekt under udvikling, og at der bygges når økonomi og tid tillader det. Mit professionelle ønsker ville blot være, at man lige fik en arkitekt til at hjælpe med de overordnede rammer. Så til det mere pittoreske, som egentligt blot morer mig. Byplanlæggerne, med politikerne i ryggen, skal vare sig for, at være så restriktive, at det dræber mangfoldigheden, og folks lyst til at dekorere. Kunne du forstille dig vindfanget til venstre blive godkendt af myndighederne? Næppe. Og så lige et nærbillede. Med mine oplevelser af borgermøder i forbindelse af fremlæggelsen af Lokalplaner, ville der her lyde et ramaskrig. Men det ville jo aldrig blive godkendt af myndighederne, alligevel. Jeg er da overbevist om, at ejerne her har fundet en god og billig løsning. At det så rent professionelt ser rædsomt ud, generer nu ikke mig.
Her har jeg så fundet et par gadespejle. Det er jo et herligt levn. Disse ser faktisk originale ud. Så er der desværre igen, lige det med sprosserne. På det midterste billede ses tydeligt hvordan termoglassene er monteret med glaslister. Der findes faktisk adskillige vinduesproducenter, der ved hvordan det skal løses også med termovinduer. Skal det være helt korrekt, bør man anvende forsatsrammer. Men det er både dyrt og besværligt. Nederst kan du se, hvordan det helt kikser. Sprossevinduerne afsluttes med en moderne liste, der leder vandet bort fra konstruktionen. Teknisk er det korrekt, men det har intet at gøre med rigtige sprossevinduer.
Her er så et eksempel på et moderne sprossevindue med termoglas. Så pænt kan det faktisk udføres, stadig uden at være korrekt. I min verden er kompromisset acceptabelt. Her er detaljerne for neden, i samme vindue. Her går det så helt galt. Der er både luft under glaslisten og i mødet mellem bundkarm og vinduesramme. Det, i sådant et omfang, at det ødelægger helhedsindtrykket. Desuden er så overdrevne sprækker, slet ikke teknisk nødvendige. Teknisk, atter en gang, er det principielt korrekt udført med ventilation af konstruktionerne, så fugt forsvinder. Imidlertid ved jeg, at dette tekniske problem også er blevet løst af progressive vinduesfabrikanter. En lille detalje, som kun meget få er opmærksom på, er at fugen mellem vindueskarm og mur er udført med mørtel udvendigt. Det er både smukt og teknisk korrekt. På den måde undgår man at fugt ophobes mellem indvendig og udvendig fuge, så træet ellers ville rådne op indefra.
Endnu to eksempler på sprosser. Øverst. Den fuldstændigt misforståede løsning med glaslister til at fastholde termoglassene. Nederst. Det acceptable kompromis med en tynd sprosse, der alligevel teknisk kan løse opgaven. Prisforskellen er stort set ikke eksisterende.
Lidt mere af det morsomme. Lidt videre med de pittoreske detaljer. Øverst har man placeret 5 tagsten til at formidle overgangen mellem to tage. Meget underholdene. Nederst har man monteret et gammeldags blyindfattet vindue, med farvet glas. Formålet er givet vis, at forhindre indblik, men meget lys, kommer der altså ikke ind i rummet. Hvis du tror, at sådan et vindue er penge værd, må du tro om igen. Du skal faktisk betale for at komme af med det. Bly er stærkt forurenende.
Formentlig en ombygning, der udføres når der er tid og råd. Uden meromkostninger kunne der være anvendt tynde sprosser. Det er simpel uvidenhed, og det er meget ærgerligt. Dette eksempel er på ingen måde sjovt. Kendsgerningen er, at vinduet er klar til lossepladsen. Det har engang været et termosprossevindue, men er nu, på grund af manglende vedligeholdelse, kassabelt. Bortset fra de penge, man smider bort, er det jo hverken pænt, eller godt i en salgssituation. Rent teknisk, mangler der også en vandnæse under vinduet. Som det er i skrivende stund, løber regnvand direkte ind i konstruktionen, med stor invitation til svampedannelser.
Kønt er det jo ikke, men det har sikkert været billigt. Spændende tagdetalje. Her har man haft brug for en større taghøjde ved indgangsdøren. Hvad gør man så? Man hæver blot taget, lige der hvor det nu er nødvendigt.
Et lille tilbageblik eller lidt mere om et bevaringsværdigt miljø. Mit hus ligger lidt længere nede ad vejen, til venstre. Da jeg så disse huse, med deres udtryk, tæt på kirken, fik jeg lidt svært ved at forstå Roskilde Kommunes krav til det lille hus, jeg havde fået til opgave at tegne. Selv om der er vedtaget en bevarende lokalplan for området, bør alle jo kunne se, at det er alt, alt for sent, og at løbet det er kørt. Lokalplanen burde annulleres, da den ingen mening har længere.
Finale. Og et hurra for mangfoldigheden. Tegningen er udført af Bo Bøjesen i 1960. Det er altså 52 år siden tegneren fik øje på problemet. Problemet løses ganske enkelt i dagens Danmark med restriktive lokalplaner, hvor der er regler ned til den mindste detalje. Efter min opfattelse udgør begge synspunkter, de yderste grænser, og det må være muligt at tilgodese mennesket og dets behov, med et kompromis.