Selvrealisering som selvrefleksion Samfundets økonomiske udvikling, individualisering og sekulariseringen har skabt plads til den enkelte. Individet kan i dag selv bestemme sin egen livsvej. Ruten bliver dog ofte lagt efter selvets ambitioner om realisering, men hvad er selvrealisering egentlig? Gud skal være glad. Gennem Gud får man frelse, det evige gode liv. Det var engang udgangspunktet for individet, når lykken skulle findes - den tilbød Gud. Samfundet har i dag sekulariseret sig fra Guds vågende øje, men Gud lever stadig, nu bare i milliardtal. Den enkelte er blevet sin egen herre, befaler og i sidste ende sin vågende Gud. Individet står til ansvar for sig selv, når det kommer til at finde et mål med hverdagen her opstår selvrealiseringen i sin selvcentrede form. Hvad vil du? Spørgsmålet langt de fleste i Danmark stiller sig selv allerede fra børnehaven. Hvad vil jeg? Normer som familie og arbejde er blevet skrevet ind de flestes underbevidsthed. Individet stræber, ifølge psykolog Jan Tønnesvang, efter at opnå succes både på familie og arbejdsområdet. De to områder bliver til arenaer, hvor en daglig kamp skal slås for at indfri forventninger og normer. Ambitionen bliver at realisere sig selv. Skulle man blive velsignet med den gave at have succes i begge arenaer, opstår problematikken. Individet ender med at være fanget i privilegiernes fængsel. Man ender i en situation, hvor den enkelte stresses af målet om selvrealisering. Men hvorfor søger vi så at realisere os selv? I de forskellige arenaer, hvor slaget om selvrealisering kan vindes eller tabes, dikterer normer og forventninger, hvordan individet skal agere. Det mener Jan Tønnesvang. Derfor bliver selvrealiseringsmålet i mange tilfælde defineret af de ydre rammer, argumenter psykologen. Samtidig har individet sine personlige ambitioner, og netop sammenstødet mellem normrealisering og selvrealisering giver spændinger. Normrealisering handler om, at man som individ gerne vil ses som en bestemt type. Man glemmer sine egne behov, fordi man gerne vil indfri forventninger og følge normerne, der eksisterer på arbejdet og i hjemmet, forklarer Jan Tønnesvang. Anerkendelse Man kan krydse armene og føle sig hævet over pøblens stræben, men alle påvirkes af normerne i samfundet. Filosof Simon Laumann Jørgensen reflekterer over problemstillingen, som, han mener, er universel. Alle søger anerkendelsen i fællesskabet. Mennesket har et stærkt begær efter fællesskab. Hvis man ikke har sociale relationer at blive tilfredsstillet gennem, har man kun sig selv, individet. Det er ikke nok, sammenfatter
filosoffen. Fællesskabet findes i de førnævnte arenaer, hvor individet kan søge anerkendelse. Simon Jørgensen uddyber, hvordan ens selvbillede bliver skabt som resultat af ens relationer med andre mennesker og fællesskaber. Derfor kan man ikke være et selvrealiserende individ uden sociale relationer, ifølge Simon Jørgensen. Synet på ens egen identitet dannes ud fra, hvordan man gerne vil ses, og hvordan man tror, man betragtes. Man kan kun være det, som man er anerkendt for at være, forklarer professoren. Selvrealiseringen er altså som et ubrydeligt fællesfængsel, som fanger individet bag sine anerkendelses tremmer. Trangen til anerkendelse fandtes allerede, da man i sin tid håbede på Herrens frelse, men det senmoderne samfund har flyttet fokus væk fra Gud. Det senmoderne, selvcentrede individ Selvrealiseringstrenden er et overskudsfænomen, der ikke går meget længere tilbage end et kvart århundrede, mener sociolog Michael Hviid Jacobsen. Han beskriver, hvorledes arbejdet i bondesamfundet ikke tillod selvrealisering med lange, fysisk hårde arbejdsdage. I nutidens videnssamfund er tvang, tradition og kummerlige vilkår svundet. Tidsmæssigt, økonomisk og materielt er man blevet fritstillet, forklarer sociologen. Det har banet vej for, at individet har fået en mere central rolle. Frisættelsen til at jagte selvrealisering har bragt individualiseringen med sig. Den enkelte er i et evigt centrum. Det presser både individet, der er i fokus, hvilket kan være udmattende, men det presser også andre, der skal kæmpe om opmærksomheden, ræsonnerer Michael Jacobsen. Teolog og forsker Christian Hjortkjær anskuer selvrealiseringsfænomenet fra et andet perspektiv. Et teologisk, eksistentialistisk perspektiv. Christian Hjortkjær ser blandt andet tendensen som en modreaktion på kristendommens mangeårige dominans over samfundets daværende tankegang. Tidligere var det Herren, som foldede livet ud for mennesket; som fortalte det enkelte individs livshistorie. Ifølge teologen hersker forestillingen om, at man i kristendommen passivt modtog Guds frelse, som var det endelige mål. I dag er målet den aktive selvrealisering. Christian Hjortkjær argumenterer for, at begrebet selvrealisering er et andet ord for fortidens frelse. At realisere sig selv bliver forsøget på at opnå maksimal lykke, et evigt stadie af glæde nutidens frelse. I den nutidige frelse er mulighederne bare uendelige. Vi skal hele tiden realisere os selv, men vi tør ikke, fordi vi er bange for de fravalg, vi
tager, når vi vælger til. På en måde er det en religiøs forestilling, at mennesket indeholder uendeligt potentiale. Det er guddommeligt syn på selvet, siger Christian Hjortkjær. Hvor mennesket i Biblen er syndigt, er realiseringsmålet set som en gode, ifølge Christian Hjortkjær. Man tror, man bliver lykkelig af at opnå sit fulde potentiale, påpeger teologen. Spørgsmålet: Hvad vil jeg?, bliver et stort spørgsmål, fordi individet tror, at det kan det hele, siger Christian Hjortkjær. Men individet kan ikke leve op til alle forventningerne i familie- og arbejdsarenaen samtidig, det er alle eksperterne enige om. Det guddommelige selv med dets uendelige muligheder og potentiale er altså en illusion, understreger Christian Hjortkjær, der slår fast, at menneskets potentiale er begrænset af dets eget behov for selvrealisering. Derfor er individet sin egen Gud, fanget i kampen om anerkendelse fra familie- og arbejdssfæren. Selvet er, som Christian Hjortkjær vurderer, et produkt af forestillingen om selvrealisering.