Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige var også ked af det, for han havde ingen til at hjælpe og trøste sig i sin alderdom. Det havde de nu hver for sig gået og tænkt over længe, indtil de endelig fandt på at gå op til kirken en aften og bede Vorherre om, at de måtte få børn. Det traf sig sådan, at de kom derop på en og samme aften, uden at de havde snakket om det på forhånd. Da de hver især havde fået ende på deres bøn og var på vej ud af kirken, stødte de på hinanden. De sagde godaften og faldt i snak om, hvad de havde været oppe og bede om. De var begge meget bevægede, og da den rige meget gerne ville have, at hans bøn skulle gå i opfyldelse, sagde han til den fattige: Det er for resten mærkeligt, at vi begge har fundet på at komme her den samme aften, dersom Vorherre bønhører os, og vi får børn, og det går hen og bliver en pige og en dreng, så skal jeg ikke have noget imod, at de får hinanden, når de bliver voksne. En tid gik hen, og både den rige og den fattige mands kone fødte hver et barn. Den fattige mands fødte en dreng, og den rige mands fødte en pige, og begge steder var de glade. Den fattige mand arbejdede for den rige. Han passede hans have, og da drengen var blevet så stor, at han kunne følge med, skulle han altid ned og lege med herremandens datter, så både forældre og børn syntes godt om hinanden. Efterhånden som børnene voksede til, kom de til at holde mere og mere af hinanden, og drengen kom til at gå i skole sammen med pigen hjemme hos hende. Så blev de voksne, og nu mærkede herremanden, at der var mere imellem dem, end han havde regnet med. De var blevet rigtige kærestefolk. Det ærgrede ham, det var dog alligevel for
simpelt for hans datter at blive gift med sådan en fattig fyr. Han forbød pigen at have noget med ham at gøre, men det hjalp ikke. Så forbød han karlen at komme på gården og truede ham med, at hvis han kom, skulle der ske ham en ulykke. Da karlen kunne mærke, at det var alvor, holdt han sig væk. En dag tog herremanden og hans kone til byen, og datteren troede, at nu var hun alene hjemme i nogle dage. Hun sendte bud til kæresten og bad ham komme. Han kom, og de gik ud i lysthuset. Mens de sad der, kom herremanden og hans kone hjem, uden at de lagde mærke til det. Da faderen ikke fandt sin datter inde i huset, løb han ud i haven. Der fandt han dem sammen, og han blev lynende gal og snappede en stor kæp og forfulgte kæresten rundt i haven. Til sidst ramte han ham og slog et hul i hans hoved, så blodet skyllede ud. Nu løb karlen hjem så stærkt, han kunne. Men herremanden lod det ikke blive ved det. Han boede ikke langt fra en købstad, og der lå flere af hans skibe, der gik til fremmede lande. Han befalede karlen at få hyre og fare med et af skibene udenlands. Til skipperen sagde han, at han skulle se at få knægten slået ihjel eller også komme af med ham så langt borte, at han aldrig kunne komme hjem mere. Karlen sagde farvel til sin far og mor og drog af sted, hvor nødigt han end ville. Men selvom herremanden og hans kone passede godt på, så fik han lige godt sagt farvel til kæresten, og de lovede at være hinanden tro. Han artede sig godt på skibet og var vellidt af skibsfolkene. Skipperen nænnede ikke at slå ham ihjel. Han syntes, at det kunne være ligeså godt at skille sig af med ham ved at forlade ham. De sejlede længe, og endelig kom de til en fremmed by. Der skulle alle veksle penge, for deres egne kunne ikke bruges der. Alle undtagen karlen gik i land for at veksle. Mens han var alene tilbage, stod han og så på vandet, og med et fik han øje på en æske, der steg op til overfladen. Han klatrede ned ad skibssiden og fik fat i den. Da han kom op igen, tog han låget af for at se, hvad der var i den. Da lå der et lille barn. I det samme kom en havfrue
op af vandet og sagde: Giv mig mit barn, ellers vælter jeg skibet. Ja, det er jeg ligeglad med, for jeg har alligevel ikke noget godt at leve for. Hvis du gør det, så kommer barnet også af med livet. Så tilbød hun ham en pung, der altid var fuld af penge. Hun dykkede ned efter pungen og kom op med den. Giv mig nu barnet! sagde hun. Nej, ikke endnu, svarede han, jeg har hørt, at der bor en prinsesse heroppe på slottet, der er skør og ikke kan kureres. Hvis du kan give mig noget, der kan kurere hende, så skal du få barnet. Det kan jeg ikke, sagde hun. Ja, så får du heller ikke barnet, sagde han, men så dykkede hun ned igen. Da hun kom op, havde hun et ris og en krukke smørelse med. Tag det her, sagde havfruen, og så skal du lade dig lukke inde sammen med prinsessen i et værelse, hvor ingen må komme. Så pisker du hende med riset, til hun falder om og ikke kan røre sig, derefter smører du hende med salven og lægger hende i sengen. Når hun har sovet ud, er hun frisk. Giv mig nu mit barn. Det gjorde han. Imidlertid havde de andre søfolk vekslet deres penge og var kommet tilbage. De spurgte ham, om han ikke også havde nogle penge at veksle. Jo, selvfølgelig har jeg det, svarede han. Så giv dem til en af os, så han kan løbe op og få dem vekslet for dig. Nej, det bliver der ikke noget af, sagde han, jeg skal nok selv veksle dem. Skipperen gav ham lov til at gå op og veksle og gik selv med ham. Da de kom op i banken, sagde karlen: Gå nu til side, for jeg har mange. Alle i banken lo, for de syntes ikke, at hans pung var ret stor. Men så gav han sig til at ryste den, og han rystede, til der kom en dynge så stor, at de måtte bede ham holde op, for de kunne ikke engang veksle de penge, der var, og banken kom til at skylde ham en hel masse. Mens han var i byen, så han sig godt om og fik øje på en plakat, hvorpå der stod, at den,
der kunne kurere prinsessen, skulle få hende og kongeriget efter kongens død. Hende tror jeg for resten, jeg kan kurere, sagde karlen. Man vidste ikke, hvad man skulle tro om det, men nu havde man jo set tegnet med pengene, og derfor blev det meldt til kongen, og karlen kom op på slottet. Her forlangte han at blive lukket inde i et kammer med prinsessen, og ingen måtte komme derind, lige meget hvad de hørte, ellers kunne han ikke kurere hende. Så blev han lukket inde sammen med hende, og så gav han sig til at piske hende. Hun jamrede og skreg, men der var vagt ved døren, og ingen kom ind. Til sidst flød der blod overalt, og hun faldt om, som var hun død. Han løftede hende op, lagde hende i sengen og smurte hende med salven og lod hende sove. Han gik ud og sagde til kongen, at de skulle lade hende ligge, til hun vågnede af sig selv. Det skete, og da hun vågnede, var hun frisk og rask. Nu skulle karlen ned til skibet igen, men kongen ville ikke af med ham, og så måtte skipperen lade ham blive der. Skibet sejlede videre og kom omsider hjem, og skipperen gik op til herremanden og fortalte, at nu var de kommet af med fyren, og han var vis på, at han ikke ville komme igen. Karlen skulle nu have haft kongedatteren, men det bad han sig fri for, fordi han havde en kæreste, og hende ville han ikke svigte, skønt kongen grumme gerne ville have ham til svigersøn. Men han syntes om, at karlen ville være sin kæreste tro og spurgte da, hvor meget han skyldte ham for helbredelsen. Det måtte kongen selv bestemme, sagde han. Så gav kongen ham syv skibe af de bedste, han ejede, med mandskab og det hele, og de var lastet med så mange kostbare varer, som de kunne rumme, og nogen tid efter sejlede karlen hjem. Det rygtedes snart, at der var kommet en rig købmand til købstaden, og herreman den indbød ham til et stort gæstebud. Han kunne ikke genkende karlen, men datteren skottede til ham. Hun var dog ikke helt sikker på, at det
var ham, for hun kunne ikke forstå, hvordan han skulle være blevet sådan en stor mand. Imidlertid havde herremanden udset en ægtemand til datteren. Det var en ung studeret mand af god familie. Næste dag bød den rige købmand hele familien ud til sig på skibet, også ham, som var udset til kæreste. De kom, og der blev rettet flot an. Da de havde spist og sad og snakkede, bad herremanden den rige købmand berette om sine oplevelser på sine lange rejser. Jo, det ville købmanden gerne, og så fortalte han om den rige og den fattige mand, der ingen børn havde og om, hvordan de fik en søn og en datter. Han fortalte, hvordan den rige i kirken havde lovet den fattige mand, at de kunne få hinanden, når de blev voksne, kort sagt, han fortalte om hele sit liv. Da herremanden hørte den historie, blev han noget ilde tilpas, for han kunne nok se, at det var ham selv, den gjaldt. Men da historien var til ende, og købmanden spurgte, om herremanden kendte noget til den, svarede han nej. Da tog købmanden igen ordet og sagde: Den rige mand var netop dig! Og det er mig, der er den fattige mands søn, og din datter er min kæreste. Nej, hun er min, sagde studenten. Hun var min, før hun blev din, sagde købmanden, og så gik han hen og tog hendes hånd, og hun tog hans, og enden blev, at de fik hinanden. Herremanden havde heller ikke noget imod det, da karlen nu var blevet en stor mand. De unge fik herregården, og de sørgede godt for både herremanden, hans kone og karlens egen far og mor lige til deres dødsdag.