Regin Schmidt, Ph.D. Den amerikanske terrorpakke Efter terrorangrebene på USA den I11. september 2001 erklærede præsident George Bush krig mod terrorismen. Det vigtigste mål var at identificere og uskadeliggøre bagmændene til anslagene mod World Trade Center og Pentagon. Efterforskningen koncentrerede sig hurtigt om Osama bin Laden og hans al Qaeda-netværk, og under den amerikanske intervention i Afghanistan blev det fundamentalistiske Taleban-styre, der havde givet de muslimske terrorister husly, væltet og al Qaeda's baser ødelagt. Samtidig iværksatte det amerikanske militær og efterretningstjenester en verdensomspændende klapjagt på terrorgrupper og -sympatisører. Sideløbende med denne indsats har Bush-regeringen mobiliseret på hjemmefronten med henblik på at afsløre eventuelle tilbageværende terror-celler i USA og forhindre fremtidige anslag. Denne indenrigspolitiske kamp mod terror har bestået af fire tiltag. For det første vedtog kongressen den såkaldte USA Patriot Act, som præsident Bush underskrev den 26. oktober 2001. Loven, der omfatter 342 sider, udvider beføjelserne for det, som er blevet betegnet som overvågningsstaten. Den gør det muligt for Justitsministeriet at tilbageholde udenlandske statsborgere alene på grundlag af mistanke, begrænser domstolenes mulighed for at gribe ind overfor illegale aflytninger af telefoner og internettet, lovliggør brugen af hemmelig ransagning, giver forbundspolitiet FBI adgang til sensitive personoplysninger og inddrager den udenlandske efterretningstjeneste, CIA, i overvågningen af amerikanske statsborgere. Dens definition af begrebet terror er så bred, at den kan misbruges til at registrere og overvåge et bredt udsnit af samfundskritiske grupper. Flere kritikere har peget på, at efterretningstjenesterne og forbundspolitiet allerede har så store beføjelser, at loven er unødvendig. American Civil Liberties Union, der holder øje med overtrædelser af borgerrettighederne, har antydet, at Bush-regeringen har misbrugt 11. september til at udvide overvågningsstatens kontrol med befolkningen. Næste fase i den indenrigspolitiske kamp mod terror omfatter etablering af et ministerium for nationens sikkerhed, indsættelse af militære tribunaler, øget elektronisk overvågning, udvidet registrering af politisk aktivitet og stigende hemmeligholdelse af offentlige oplysninger. For det andet reagerede myndighederne på terrorangrebet ved at skride til massearrestationer af udlændinge i USA. I ugerne efter 11. september blev 1.147 udlændinge, hovedsagligt fra Mellemøsten og Sydøstasien, tilbageholdt i dybeste hemmelighed. Der var ikke beviser for, at nogen af dem havde forbindelser til terroristerne, og de blev derfor tilbageholdt for at have overtrådt immigrationsloven eller som vigtige vidner. Nogle af dem blev nægtet adgang til forsvarer, og de fleste blev efterfølgende deporteret fra USA. I løbet af vinteren 2001-2002 afhørte Justitsministeriet 8.000 immigranter udelukkende på grund af deres mellemøstlige eller asiatiske oprindelse. 1
For det tredje svarede regeringen igen mod kritikere af dens metoder ved at anklage dem for at være upatriotiske og for at gå terroristernes ærinde. Ifølge regeringen svækkede enhver kritik myndighedernes handlekraft og underminerede nationens forsvarsevne. Dermed har regeringen forsøgt at give dens modstandere mundkurv på i tiden frem til midtvejsvalget i november 2002, hvilket dog ikke er lykkedes på grund af den stigende utilfredshed i befolkningen med de seneste finansskandaler. For det fjerde har Bush-regeringen med en vis succes forsøgt at holde den psykologiske stemning af militær undtagelsestilstand i live ved at fremsætte gentagne advarsler om kommende terrorangreb mod USA's storbyer. Det har i flere tilfælde vist sig, at advarslerne har bygget på meget usikre oplysninger og rygter, men resultatet har i hvert fald været, at regeringen stort set uden modstand har kunnet øge sin magt og videreføre kampen mod terror. Næste mål synes at være en krig mod Irak, selvom det ikke er lykkedes at sætte Saddam Hussein i forbindelse med terrorangrebene. USA's nuværende krig mod terror har et historisk fortilfælde, som bærer slående ligheder med den igangværende kampagne. I perioden fra 1914 til 1920 var USA involveret i et langvarigt og ofte blodigt opgør med anarkismen. På samme måde som i dag var den konflikt karakteriseret af sikkerhedslove, der indskrænkede den demokratiske debat og øgede efterretningstjenesternes indflydelse, massearrestationer af immigranter, bevidst overdrevne advarsler om nye anslag og anklager mod kritikere for at være upatriotiske. Kampen mod anarkismen kan ses som en forløber for den nuværende konflikt, eftersom flere af de immigrationslove, der blev taget i anvendelse efter den 11. september, blev vedtaget den gang, ligesom det var under kampen mod anarkismen, at de moderne efterretningstjenester blev etableret og gjort permanente. Somme tider synes historien at gentage sig med uhyggelig præcision: Kampen mod anarkismen kulminerede med en terrorbombe den 16. september 1920 på Wall Street, ikke langt fra det senere World Trade Center. 33 blev dræbt og over 200 såret, hvilket var det værste terror-anslag i USA indtil bomben i Oklahoma City i 1995. USA's krig mod anarkismen 1914-20. I årene fra 1880 til 1920 blev Europa og Nordamerika ramt af en række terroranslag forøvet af anarkister. Selvom anarkisterne var dybt splittet i spørgsmålet om de anvendte metoder, og selvom de fleste angreb blev udført af individuelle anarkister eller små grupper, så herskede der en udbredt opfattelse i den vestlige verden om, at man stod overfor en international sammensværgelse rettet mod den moderne civilisation. Anarkisterne var oprørte over den udbredte sociale uretfærdighed i de industrialiserede samfund, og deres mål var at omstyrte staten og alle autoriteter og dermed bane vejen for et nyt samfund, hvor menneskene var frie og ligeværdige. Nogle anarkister greb til "propaganda gennem handling" i form af individuel terror mod repræsentanter for den herskende klasse, og indenfor en kort periode måtte bl.a. den 2
franske præsident, den italienske konge og den spanske ministerpræsident lade livet for anarkisternes hånd. Karikaturtegnernes billede af den skæggede, bombekastende anarkist stammer fra denne tid. Åbningsskuddet i USA's kamp mod anarkismen blev affyret i 1886, da 7 politifolk blev dræbt og 70 såret af en bombe under et protestmøde i Haymarket Square i Chicago. 7 anarkister blev dømt til døden for udåden på et yderst spinkelt grundlag, og 4 af dem blev hængt. Affæren udløste et antianarkistisk hysteri i USA, som blev genoplivet seks år senere, da Alexander Berkman under en strejke skød industrimagnaten Henry Frick. I 1901 blev præsident William McKinley skudt af en erklæret anarkist, Leon Czolgosz. Den nye præsident, Theodore Roosevelt, erklærede krig mod anarkismen, og kongressen vedtog en immigrationslov, der forbød indrejse for udenlandske anarkister. Loven udvidede forbundsstatens magt og gav den for første gang mulighed for at skride ind overfor immigranter på grund af deres politiske tilhørsforhold. I 1914 gik krigen mod anarkismen ind i en ny fase, hvor terroranslag afløstes af myndighedernes forfølgelse i en stadig eskalerende voldsspiral. I virkeligheden var det en lille gruppe på måske 60-70 italienske anarkister, tilhængere af den militante anarkist Luigi Galleani, der stod bag angrebene, men for den amerikanske regering og befolkning lignede terroren et planlagt angreb på samfundet og dets institutioner. Galleanisterne var modstandere af USA's deltagelse i 1. verdenskrig, som de så som et kapitalistisk-imperialistisk opgør, og de blev udsat for en hårdhændet forfølgelse fra myndighedernes side. Nogle af anarkisterne gik under jorden, hvor de oprettede netværk af illegale autonome grupper, der iværksatte en terror-kampagne mod det bestående system. I november 1917 dræbte en bombe i Milwaukee 10 politifolk, og hårde domme over 11 anklagede anarkister udløste nye bombeattentater som gengældelse. Myndighederne skærpede nu kursen, og i maj 1918 blev 80 ledende Galleanister, inklusiv Galleani selv, arresteret og tilbageholdt med henblik på deportation. Samtidig vedtog kongressen en ny immigrationslov, der gjorde det muligt at deportere immigranter alene på grundlag af deres tilhørsforhold til en organisation, der søgte at omvælte staten med vold. Dermed var det ikke mere nødvendigt at bevise den enkelte anarkists handlinger eller overbevisning. I juni 1919 blev Galleani og flere af hans nærmeste medarbejdere udvist til Italien. Men Galleanis terror-netværk eksisterede stadig i USA, og i begyndelsen af 1919 gennemførtes en række bombeattentater. I slutningen af april 1919 opsnappede postvæsnet 30 brevbomber, der var tiltænkt: ledende politikere, dommere, embedsmænd og kapitalister. Ved midnatstid den 2. juni eksploderede bomber i syv byer. De var alle rettet mod fremtrædende personer, bl.a. justitsminister A. Mitchell Palmer, der havde gjort sig bemærket i bekæmpelsen af anarkisterne. Selvom myndighederne var klar over, at det var en lille isoleret gruppe af italienske anarkister, der stod bag attentaterne, udnyttede man situationen til at øge frygten i befolkningen, vedtage undertrykkende love, udbygge efterretningstjenesterne og forfølge et bredt udsnit af samfundskritiske kræfter. Fra sommeren 1919 og flere år frem advarede myndighederne utallige 3
gange om, at anarkister, kommunister og andre radikale kræfter planlagde nye terroranslag og ville forsøge at lave revolution. I juni 1919, da Justitsministeriet anmodede kongressen om at bevilge de nødvendige midler til kampen, hævdede embedsmænd, at et oprør kunne bryde ud den 4. juli (USA's uafhængighedsdag). Det følgende år forberedte sikkerhedstjenesterne befolkningen på, at revolutionen var planlagt til den 1. maj. I begyndelsen af 1920 erne udsendte efterretningstjenesten jævnlige advarsler om kommende revolutionære anslag for at holde befolkningens frygt i live og befæste sin egen indflydelse. Et resultat af denne kampagne var, at 35 delstater vedtog love, der gjorde det kriminelt at agitere for den voldelige omstyrtelse af staten. Disse love blev ofte fortolket bredt og omkring 300 anarkister, socialister, kommunister og syndikalister blev sendt i fængsel på grund af deres politiske overbevisning. I begyndelsen af 1920 erne vedtog kongressen en række immigrationslove, der begrænsede indvandringen fra Sydog Østeuropa, hvorfra man mente at anarkisterne stammede, og gjorde det lettere at deportere immigranter med yderligtgående meninger. Den måske vigtigste konsekvens af krigen mod anarkismen var, at den tilførte efterretningstjenesterne flere ressourcer og gjorde dem til permanente og magtfulde statsinstitutioner. I sommeren 1919 oprettede Justitsministeriet en særlig afdeling, Radical Division (som i 1920 blev omdøbt til General Intelligence Division, GID), der havde ansvaret for bekæmpelsen af radikalismen. FBI s stab af agenter og meddelere stod til rådighed for afdelingens efterforskning, og afdelingen samarbejdede tæt med et netværk af efterretningstjenester og politikorps: Hæren, flåden, Secret Service, immigrationsmyndighederne, Udenrigsministeriet, postvæsnet og lokale politistyrkers efterretningsafdelinger. Efter 2 års arbejde havde GID opbygget et kartotek med oplysninger om 450.000 radikale personer og organisationer, oprettet mere end 60.000 personsager, udarbejdet mere end 6.000 deportationssager, og en stab af oversættere og analytikere læste 625 radikale aviser og blade på alle sprog. I 1922 omfattede GID's arkiv over 700.000 person- og emnesager. Den ekspanderende overvågningsstat viste sig snart at have en næsten umættelig sult. Selvom myndighederne hele tiden var klar over, at terroren blev udøvet af Galleanist-netværket, udvidedes overvågning til at omfatte stadig flere grupper og bevægelser. I første omgang blev GID sat ind imod resten af den anarkistiske bevægelse, og under en bølge af landsomfattende razziaer den 7. november 1919 (2-årsdagen for den russiske revolution), blev 1.182 medlemmer af den største anarkistiske gruppe i USA, Union of Russian Workers, arresteret. Selvom det aldrig lykkedes at sætte dem i forbindelse med bombeattentaterne, blev 249 anarkistiske immigranter deporteret til Sovjetunionen via Finland den følgende måned. I næste omgang blev indsatsen udvidet til at omfatte kommunisterne, selvom de heller ikke var impliceret i terroren. Den 2. januar 1920 blev omkring 5.000 kommunister anholdt under ofte brutale razziaer i de store industribyer. Omkring 3.000 blev tilbageholdt, i mange tilfælde under kummerlige forhold og uden adgang til en advokat. Omkring 600 af disse blev senere deporteret. På dette tidspunkt havde kampagnen mod anarkismen fået sit eget momentum, og GID blev mobiliseret imod sorte protestgrupper, radikale 4
arbejdere og kritiske røster mod kampagnen. En simpel politimæssig efterforskning af terrorisme havde på kort tid udviklet sig til en omfattende overvågning, registrering og bekæmpelse af alle former for organiseret protest og opposition mod det bestående system. Krigen mod anarkismen kulminerede i september 1920 med bomben mod Wall Street. Derpå ebbede krigen ud. De involverede Galleanister flygtede fra USA, kritikken mod myndighedernes overgreb voksede, og i 1924 forbød Justitsministeriet overvågning af lovlig politisk virksomhed. Men overvågningsstaten var så veletableret og så magtfuld, at den viste sig svær at kontrollere og umulig at afskaffe. Under 2. verdenskrig og den kolde krig blev hele systemet fra krigen mod anarkismen reaktiveret, og under den magtfulde J. Edgar Hoover overvågede og registrerede FBI et bredt udsnit af oppositionelle grupper: Kommunister, venstreorienterede, borgerrettighedsbevægelsen, Vietnam-aktivister, osv. Men grunden til den moderne overvågningsstat blev lagt under USA s første krig mod terror, og de centrale elementer i Bushregeringens strategi i dag stammer også fra den gang: Magtcentraliseringen hos forbundsregeringen og dens sikkerhedsapparat, massearrestationerne af immigranter, begrænsningen af den demokratiske debat og etableringen af en permanent og bred politisk overvågning. 5