nst@nst.dk Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter KL har den 10. februar 2012 modtaget høring af udkast til bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter. Overordnet set har den nye rottebekendtgørelse rigtig mange gode facetter og den udtrykker en god og tiltrængt opstramning af rottebekæmpelsen, hvor der i højere grad end tidligere fokuseres på forebyggelse. Eksempelvis er signalet om at gøre brug af den mildeste gift vigtigt. Generelle bemærkninger Bekendtgørelsen signalerer forebyggelseselementet og bør derfor ændre navn til: Bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter. Ifølge forslaget skal der gennemføres en ny model for eftersyn af rotter i landzone, hvorved kommunalbestyrelsen jfr. Naturstyrelsen får frigjort betydelige ressourcer til at gennemføre andre dele af opgaverne på rotteområdet. Den nye model fokuserer efter styrelsens vurdering i højere grad på behovsbestemt tilsyn og statistikopsamling. Tilsynet skal efter den nye model iværksættes senest 6 måneder efter bekendtgørelsens ikrafttræden. Den 20. marts 2012 Jnr 10.00.00 G01 Sagsid 000238940 Ref AKP akp@kl.dk Dir 3370 Weidekampsgade 10 Postboks 3370 2300 København S Tlf 3370 3370 Fax 3370 3371 www.kl.dk 1/7 KLs sekretariat kan bakke op om en målrettet fokuseret indsats, der styres af behov og ikke at snævre regler. I øvrigt et synspunkt, det også burde være fremherskende i forhold til styrelsens forslag om etablering af rottespærrer. KLs sekretariat bemærker, at der vil være en række bykommuner uden reel landzone, hvor argumentet om, at kommunalbestyrelsen får frigjort betydelige ressourcer til at gennemføre andre dele af rotteopgaverne ikke rigtig har samklang med virkeligheden. Det er vores vurdering, at to årlige kampagner i landzonen er yderst ressourcekrævende og slet ikke står mål med udbyttet. Som eksempel kan nævnes resultater fra Herlev Kommune, hvor der er ca. 120 ejendomme, der skal besøges, heraf blev ca. 20 % truffet hjemme, og der er konstateret rotter på 1-2 ejendomme. KLs sekretariat vil foreslå, at der åbnes mulighed for, at der i kommuner med meget få ejendomme i landzone eller hvor kendskabet til rottesituationen tilsiger det eller hvor ingen kan forventes hjemme, kan anvende udsendte spøgeskemaer i stedet for egentlige besøg eller helt overgå til
anmeldeordningen som i byzonen, og som i princippet også gælder for alle i landzonen, jfr. 2. Hvad der så ud fra et lokalt kendskab vælges kan noteres i handlingsplanen. Strukturudviklingen i landzonen og færre fuldtidslandbrug betyder, at antallet af forgæves besøg er på et så højt niveau, at der bør tænkes nyt for at målrette indsatsen. Det er en dyr postfordeling, at havde autoriserede rottebekæmpere til at køre rundt og dele sedler med opfordring til grundejer eller lejer om at anmelde eventuel forekomst af rotter, når man positivt ved, at der ikke normalt træffe nogen hjemme. Det fremgår jo alleree af 9, at der to gange årligt skal sørge for, at borgerne får fornøden orientering om, at konstaterde forekomster af rotter skal anmeldes. Umiddelbart ser styrelsens forslag ud til, på længere sigt at mindske ressourceforbruget i marken, på bekostning af større ressourceforbrug i administration og statistikoptegnelser i forbindelse med ordningen. Kommunen skal som noget nyt udarbejde og offentliggøre en handlingsplan, der skal revideres minimum hvert 3. år. Handlingsplanen skal offentliggøres senest 6 måneder efter bekendtgørelsens ikrafttræden Det er forbundet med administrativt arbejde at skulle udarbejde en handlingsplan. Imidlertid kan handlingsplanen være et redskab til en målrettet indsats, hvilket KLs sekretariat kan støtte. KL vil foreslå, at Naturstyrelsen udarbejder et paradigme for en rottehandlingsplan og stiller denne til rådighed, så den enkelte kommune har et udgangspunkt for arbejdet med rottehandlingsplanen. Paradigmet bør foreligge samtidig med eller i umiddelbar forlængelse af ikrafttræden af bekendtgørelsen. Ifølge forslaget skal kommunalbestyrelsen på eksisterende skoler, plejehjem, daginstitutioner og hospitaler opsætte rottespærrer på samtlige stikledninger. Tilsvarende ved byggemodning. I forbindelse med eksisterende hospitaler skal kommunerne spørge om tilladelse i regionerne først. KLs sekretariat finder ikke, at der er fagligt belæg for, at rottespærrer på samtlige stikledninger er den bedste strategi i forhold til at opnå den mest effektive rottebekæmpelse og rotteforebyggelse for de afsatte midler. Det følger også af KLs høringssvar til høring om udkast til plan for fokuseret forebyggelse og bekæmpelse af rotter i Danmark. Det skal ikke være nødvendigt at sætte rottespærrer ned, hvor der ikke er rotter i forvejen, f.eks. hvor det omkringliggende kloaknet er med pumpebrønde. Samtidig er pengene på besparelser måske bedre brugt på eksisterende rotteproblemer end ved at investere i rottespærrer på institutioner, som har helt nye kloakledninger og ingen rotteproblemer. KLs sekretariat foreslår, at skal ændres til kan, og at der i øvrigt henvises til påbudsmuligheden, jfr. 11. Et skal vil i praksis betyde millionudgifter til etablering, også fordi brønde skal bygges om, for at kunne nedsætte rottespærrer. Københavnerprojektet om rottespærrer viste, at meget få eksisterende brønde kunne anvendes direkte, men at der var behov for at grave op og bygge om. 2
Desuden kan der være udfordringer ved, at flowet i kloakken nedsættes så meget, at opstuvninger medfører ødelæggelser ved oversvømmelser med kloakvand i kældre etc. I bekendtgørelsen mangler der at blive taget stilling til hvilke typer af rottespærrer, der opfylder bekendtgørelsens krav. Vil fx Wise-trappen kunne kaldes en rottespærre? KLs sekretariat har jfr. 37 noterer sig, at det er kommunen, der beslutter, hvornår rottespærrerne skal etableres, jfr. kommunens beslutning herom som anført i handlingsplanen. Den foreslåede regel ændrer rottebekæmpelsen fra at være tilsyns- og vejledningsbaseret til at rottebekæmpelses nu ser en opgave for autoriserede kloakmestre. Det kræver overordnet nogle overvejelser om de juridiske forhold, jfr. nedenfor. Kommunerne vil konkret stå med det problem, at kloakledningerne ind til fx børneinstitutionerne ofte er ejet af forsyningsselskaberne, så der kan kommunerne i praksis ikke bare nedsætte en rottespærre. Dertil kommer en række juridiske spidsfindigheder i forhold til, at skulle nedsætte en rottespærrer i kloakledninger, der ligger i kanten af eller på arealer, som ikke ejes af kommunen. Der er fx en række institutioner, der er etableret efter en OPP-model, på lejet grund, etableret som selvejende institutioner eller etableret efter regler om almene boliger. Samme problemstilling opstår, når der skal etableres rottespærrer ind til regionernes hospitalsområder. Problemet i de givne eksempler er, at kommunen med de foreslåede regler direkte skal ændre på en anlægsaktivitet ejet af andre og etableret på en grund, der ikke er kommunens. Der mangler i den forbindelse konkret at blive taget stilling til ansvar for annongering af etablering, omkostningsdækning ved vedligeholdelse samt erstatning ved tilstopning og oversvømmelse med kloakvand. Det er i forhold til sidstnævnte ikke nok at henvise til civile søgsmål. Der mangler endvidere en præcisering af, om der ligger en forpligtelse for kommunen til at indhente tilladelse til at opsætte rottespærrer på kloakledninger, der fører ind til eksisterende hospitaler. KLs sekretariat læser bestemmelsen sådan, at kommunerne kan lade være med at spørge, og så har de ikke opgaven. Kunne et alternativ være, at Regionerne selv står for etablering af rottespærrerne i egne kloakker. Endelig skaber bekendtgørelsen tvivl om, hvorvidt reglerne om rottespærrer gælder, når institutionerne er beliggende i fleretages huse fx en børnehave på 1. sal, når lokalerne er lejede og for gymnasieskoler, højskoler mv. Ifølge forslaget kan der uden for kommunal åbningstid, og i tilfælde hvor kommunal rottebekæmpelse ikke kan tilkaldes, mod betaling fra borgerne og af en autoriseret person foretages indendørs bekæmpelse af rotter i beboelser. Sådanne aftaler skal dokumenteres i en aftale, der indsendes til kommunalbestyrelsen 3
Det er KLs sekretariats opfattelse, at rottebekæmpelsen fortsat skal være en kommunal opgave, der er baseret på en solidarisk ordning. En alternativ mulighed til styrelsens forslag er, at kommunerne laver en vagtordning - enten varetaget af eget egnet personale eller via et privat bekæmpelsesfirma på vegne af kommunen. Problemet ved at lade andre overtage som foreslået er, at den efterfølgende bekæmpelse kan strække sig over flere uger og flere besøg, da man ikke må skifte bekæmpelsesfirma midt i en bekæmpelse. Hvordan sikres borgerne mod urimelige omkostninger? Såfremt styrelsen vælger at fastholde den foreslåede model, skal det som minimum i forhold til betaling præciseres, at alle udgifter i forbindelse med en privat rottebekæmpers tilkaldelse udenfor åbningstid samt den efterfølgende og opfølgende indsats, afholdes af borgeren selv. Endvidere bør det præciseres, at der ikke kan skiftes bekæmpelsesfirma midt i et bekæmpelsesforløb, og muligheden for at gøre brug af den kommunale ordning er forspildt hvis man i et konkret bekæmpelsesforløb starter op uden om kommunen. Uklarhed i forhold til hvem der skal betale og tilsyn Som KLs sekretariat læser bekendtgørelsesforslaget vil det jfr. 32 være det kommunale rottegebyr, der skal betale for etablering af rottespærrer. Hvis kommunen i stedet meddeler en grundejer påbud om at udføre fornødne foranstaltninger, jfr. 11, vil omkostningerne kunne placeres hos grundejeren. 11 kan ligeledes anvendes til at give påbud i forhold til kommunale/private bygherrer. Hvordan er disse to mekanismer tænkt sammen. I forbindelse med nybyggeri eller renovering hvem skal her betale for opsætning af rottespærrer er det bygherre eller det kommunale gebyr. Hvem skal i øvrigt føre tilsyn med, at rottespærrerne er i fortsat drift? Og hvem skal bekoste eventuelle vedligeholdelses- og udskiftningsomkostninger? Og hvem kan få ansvar, hvis vedligeholdelsen svigter, og det medføre opstuvning af kloakvand i kældre mv. For detaljerede bemærkninger henvises til vedlagte bilag. Økonomiske og administrative konsekvenser KL har modtaget lovforslaget i økonomisk høring og der vil blive svaret særskilt herpå. Der tages forbehold for evt. supplerende kommentarer som følge af politisk behandling i KL, der vil ske den 27. marts 2012. KL vil foreslå et møde i sagen efter den 27. marts 2012 både i forhold til det faglige og det økonomiske høringssvar. Med venlig hilsen Anni Kær Pedersen 4
Bilag: Detaljerede bemærkninger til udkast til ny rottebekendtgørelse I bekendtgørelsesforslaget pålægges kommunalbestyrelsen senest 8 dage efter anmeldelse at foretage tilsynsbesøg, og hvis rotter forekommer indendørs at foretage dette uden ugrundet ophold. Der bør indsættes en definition på indendørs og åbningstid i bekendtgørelsen. 1 nr. 6: af plast, metal eller træ skal slettes. Materialet er vel ligegyldigt og foderstationer udformet som betonbænke er stadig foderstationer. Det er rigtig godt, at det bliver præciseret, at foderstationer, uanset om der er tale om rotte eller musebekæmpelse, er omfattet (implicit i forhold til formuleringen: rotter kan have adgang). 3: KLs sekretariat noterer, jfr. formulering af 3, at grundejere ikke er forpligtiget, på lige fod med kommunen, jfr. 7, til at opsætte rottespærrer i deres stikledninger. 4, stk. 1: Det er fortsat KLs holdning, at mus også burde være omfattet af denne bekendtgørelse, jfr. også høringssvar til plan for fokuseret forebyggelse og bekæmpelse af rotter i Danmark. Som eksempel kan oplyses, at sidste år var ca. 20 % af anmeldelserne i Herlev Kommune muserelateret. Mus overfører næsten de samme sygdomme som rotter og forårsager de samme ødelæggelser. Dertil kommer, at borgerne i flere tilfælde begynder at bekæmpe med musegift med de samme aktive stoffer som rottegiften, dog ikke i samme mængde, før de anmelder. 4, stk. 2: Der ønskes en konkretisering af udtrykket uden ugrundet ophold. 8,stk 5: Vi kan ikke tilslutte os, at lejere eller ejer skal være tilstede, da dette vil være en administrativ stor for ressourcekrævende opgave. 10 Der er en administrativ opgave ved at kommunerne med Fødevareregionen skal koordinere tilsynsbesøg på fødevarevirksomheder. Er det en hensigtsmæssig administrativ opgave at pålægge kommunerne? 5
12, stk. 2: Her er anført en indberetningspligt, hvor der henvises til 18, stk 2, hvor kommunerne skal være postkontor for oplysninger fra autoriserede personer. KLs sekretariat skal foreslå, at den autoriserede person, jfr. 18, stk. 2, indberetter oplysningerne til kommunalbestyrelsen og til Naturstyrelsen. 14, stk. 1: Minimum 6 måneders relevant ansættelse i en forsyningsvirksomhed bør tilføjes. Der bør tages stilling til, om vandselskabernes rottebekæmpere og tilsvarende, der ikke bruger gift, skal være autoriserede. Skal bekendtgørelsen forstås sådan, at man som autoriseret rottebekæmper får autorisation til at opsætte rottespærer, og hvordan harmonerer dette med autorisationslovgivningen, som siger, at det kun er kloakmesteren, der må placere rottespærrer. 14, stk. 2: Skrivefejl. Den omtalte paragraf bør rettes fra 18 til rettelig 16. 16, stk. 4: Der foreslås tilføjet et nyt punkt. Autoriserede personer skal hvert 3-5 år gennemgå opfølgningskursus. Naturstyrelsen afholder opfølgningskurset. 17, stk. 3: Ændringsforslag i stil med 85 i bekendtgørelse nr. 1415 af 12/12 2011 om affald kunne overvejes:naturstyrelsen er ansvarlig for at føre et register over autoriserede person (herunder også tilbagekaldte autorisationer), godkendte bekæmpelsesvirksomheder og sikringsordninger. Med bekendtgørelsen er der lagt op til, at skærpe sanktionsmulighederne i forhold til indberetning, hvilket er noteret med tilfredshed. Det kan overvejes, at Naturstyrelsen overtager registreringen, hvorved kan opnås, at det vil være muligt for alle kommuner at abonnere på oplysninger om ny, ændret eller opsagt sikringsordning i kommunen. 17, stk. 6: Hvordan kan kommunerne sikre sig, at der bliver foretaget en effektiv bekæmpelse, når de ikke selv udfører den eller har indsigt i den aktuelle bekæmpelse? 1. Bekæmpelsesvirksomhederne glemmer at indberette ny sikringsordninger. 2. Ejer eller lejer ved muligvis ikke, at de skal indberette aftaler om sikringsordninger. 3. Bekæmpelsesvirksomhederne glemmer at anmelde rotterne. 29: 6
Det er en mulighed, der altid har været der, men vist endnu aldrig brugt. I denne paragraf tilføjes brug af mildeste middel. 33, stk. 5. Fejl i henvisning, der henvises til 18, det kan ikke være rigtigt, da den omhandler foderstationer. Skal der ikke rettelig henvises til 16. Bilag 1: rottebekæmpelse bør ændres til rottebekæmpelse og rotteforebyggelse Bilag 2 og 3: Der bør i bekendtgørelsesteksten skabes klarhed over, om bilag 2 og 3 skal eller kan anvendes. 7