ADVOKATERNE NtMETH & SIGETTY A/ S K. L. N~METH OLE SIOETTY, M. A. SVEN HOUGAARD CLAUS HASTRUP KNUDSEN FRANTZ SIGERSTED-RASMUSSEN Statsadvokaten i København Kampmannsgade l 1604 København V Sendt på mail FREDERIKSGADE 21 DK-1265 KØBENHAVN K TELEFON +4533133344 TELEFAX +4533130334 POSTGIRO 3017664 BANKKTO. 2150 0567240878 CVR-NR. 17022245 E-mai! CHK@NEMETH SIOETTY. DK SWIFT CODE: NDEADKKK!BAN CODE : DK0520000567240878 Den 24. juni 2014 J.nr. 16995 CHK/SHR Vedr.: Klage over Nordsjællands Politis afgørelse af 3. juni 2014 (J.nr. 0900-83990-00159-14). Som advokat for anmelder, Mariarme og Denis Terrida, skal jeg hermed påklage Nordsjællands Politis afgørelse vedrørende standsning af efterforskningen i sagen. Begrundelsen for afgørelsen er, at yderligere forfølgning ikke ventes at føre til, at nogen findes skyldig i straf, allerede fordi forholdene er forældede. Afgørelsen er derfor alene begrundet med henvisning til spørgsmålet om forældelse. Det gøres i den forbindelse samlet gældende, at kravet ikke er forældet i medfør af straffelovens 93, idet udgangspunktet for beregning af forældelse efter straffelovens, stk. l er maksimumstraframmen. I Straffelovrådets betænkning om strafferetlig forældelse mv. (bet.nr. 433/1966) s. 19, formuleres det sådan: "Udgangspunktet er naturligvis, at maksimum i strafferammenfor den pågældende overtrædelse er afgørende. " Såfremt strafferammen var variabel efter overtrædelsens karakter, bemærkede Straffelovrådet (op.cit): "Er strafferammen -som det meget hyppigt er tilfældet- udformet således, at en højere straf kan anvendes "under skærpende omstændigheder" eller "under særlige omstændigheder", vil denne højere straf være afgørende for forældelsesfristens længde, også selv om der ikke i det konkrete tilfælde foreligger "skærpende " eller "særlige" omstændigheder; dette vil bl.a. være af betydning med hensyn til overtrædelser af 130, 161, 182, 241 og 249, stk 2. "
- 2 - Kopi afbetænkning nr. 433 af 1966 vedlægges. Det er således ikke korrekt, som anført af Anklagemyndigheden, at efterforskningen skal standses grundet forældelse. Kopi af Kommenteret straffelov vedlægges. I den nærværende sag er udgangspunktet for beregning af forældelsesfristen straffelovens 241, hvori der er en maksimum straframme på 8 års fængsel, hvilket betyder, at forældelsesfristen er 10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i l O år, jf., stk. l, nr. 3. Eftersom forældelsesfristen er l O år i medfør af straffelovens 241, følger det af straffelovens, stk. 4, at når der ved samme handling er begået flere lovovertrædelser, for hvilke der efter stk. 1-3 gælder forskellige forældelsesfrister, skal den længste af disse frister anvendes med hensyn til samtlige overtrædelser. Overtrædelse af autorisationsloven er derfor heller ikke forældet, da det er samme handling, der har udløst denne overtrædelse. På den baggrund begæres sagen hjemvist til fornyet behandling. Med venlig hilsen
Kommenteret straffelov Almindelig del 10. omarbejdede udgave Lovbekendtgørelse nr. 1028 af22. august 2013 af Straffeloven af 15. april 1930 Kap. 1-11 ( 1-97 c) Kommenteret af Vagn Greve, Poul Dahl Jensen og Gonn Toftegaard Nielsen ' Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2013
l l, VI 1 ~~. 92 92 En lovovertrædelse straffes ikke, nlr der er indtrldt forældelse eftu -94. Ældre lovbestmamelser og forarbejder: Strl. 1866 kap. 8. Strl. 1930 92. Ændret ved l. 248 9.6.1967. Straffelovddets belænlming (nr. 433/1966) om strafferetlig fora:ldelse m.v. (forældelsesbet.), s. Il f.; FT 1966/67,2. saml., A.2458 f. Uttentur: Lindegaard U 1967 B.39 ff. Ole Ingstrup FM 1967.81 tr. H.H. Brydalsbolt J 1968.16 ff. Hurwitz: Alm. D. s. 139 ff. (hvor også forslagene til de i 1967 gennemførte ændringer omtales). Waabcn: Ansvar s. 115. Greve: Ansvar s. 243 ff. Greve: Nye forældelsesregler J 2003.107 ff. Toftegaard Nielsen: Ansvaret s. 271 ff. Jan Pedersen: Skatt.o- og' afgiftsstrafferet s. ' 186 ff. og 447 er. Annette Møller-Sørensen: Forældelse af straf- ansvar i miljøsager J 2004.51 tr. Bet. 143812004 om forældelse af strllfaosvaret for særlovsovertraedelser m.v. Bel 1441/2004 om visse forældelsesretlige." spørgsmål. ~ ~. ' 92 fastslår som den strafferetlige virkning af bestemmelserne i -94, at - de pågældende overtrædelser ikke straffes. I hvilket omfang andre strafferetlige retsfølger kan anvendes, afgøres efter 95. Hvis retten nar frem ti~ at et forhold er forældet, medfører det frifindelse, jf. rpl. 883, stk. 2. Efter rpl 846, stk. l, nr. 3, kan retten dog allerede inden domsforbandling ved kendelse afvise sagen, saftemt straf er udelukleet p.g.a. forældelse, se f.eks. U 1987.904 H, hvor der skete afvisning i bymteo, mem Højesteret ikke fandt ansvaret forældet, og U 1992.347 Ø, hvor byretten afviste p.g.a. forældelse, men lan~ ~~e af~~- r U 1983.1105 V blev spørgsmilet om forældelse, og om tiltale var rejst mod rette tiltalte (spørgsmål om sclslcabsfusion), udskilt til sa:rslcilt behandling. l U 1988.185 H blev forældelsesspørgsmalet i landsretten udskilt til særskilt behandling efter domfældelse i by-. J retten, og tiltalte blev frifundet Efter rpl. 920, stk. l, nr. 3, kan landsretten afvise stilisadvokatens anke af en frifindende afgørelse, hvis stralånsvaret er forældet r den ovenfor nævnte U 1992.347 Ø b& sluttede byrencn at behandle sagen uden med- virxen af dolllsi11zild efter 688, stk. 2, nr. 2. : V ed afvisning før hovedforhandling medvirker dolllsliizild ikke, jf. rpl. 91, stk. 2, med note S i Komm. rpl At dommeren ikke afviser sagen p.g.a. forældelse, hindrer ikke retlen i efter hovedfomandlingen at frifinde p.g.a. forældelse, jf. P. Garde og U. Høg i 1 1993.66. Dette bar dog næppe større betyd. ning. og det anbefales at søge spørgsmllet afklaret før hovedforhandlingen. ' En frifindelse p.g.a. forældelse medfører, at et erstatningskrav inddraget i. medfør af rpl. 991, ikke kan tages under påkendelse, jf 992 og feks. U. 1983.744 U. l VLD 29.1.1992 (7-2683/1991, utrykt) afviste landsretten en begæring fra forurettedes advokat om at måtte procedere det strafferetlige forældelsesspørgsmål. 92 hindrer ikke præjudiciel afgørelse af skyldspørgsm!i i erstatningssager. Om sandhedsbevis for strafferetlige forhold, for hvilke der er frifundet p.g.a. forældelse, i forbindelse med behandlingen af injuriesager, se under 271. Forældelsesfristen er l) 2 lr, nir der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i l ir for overtrædelsen. 2) S lr, nir der Ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 4 ir. 3) 10 lr, nar der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i lo Ar. 4) IS ir, nar der ikke er hjemlet højere straf end fængsel pl bestemt tid. Stk. 2. Forældelsesfristen er i intet tilfælde mindre end S Ar for 1) overtrædelse af denne lovs 296, stk. 3, 297, stk. 2, og 302, stk. 2, 2) overtrædelse af skatte-, told-, afgifts- eder tilskudslovgivningen, hvorved der opnls eller kan opnls uberettiget vinding. Stk. 3. For overtrædelse af denne lovs 223, stk. l, og 22S, jf. 223, stk. 1, er forældelsesfristen tintet tilfælde mindre end lo lr. Stk. 4. Har nogen ved samme handling beglet flere lovovertrædelser, for hvilke der efter stk. 1-3 gælder fonkellige forældelsesfrister, skal den længste af disse frister anvendes med bensyn til samtlige overtrædelser. Ældre lovbestemmelser O& ror-arbejder: Strl. 1866 66, (f), 10. Strl. 1930. Ændret ved 1.248 9.6.1967. Forældelscsbct s. 12 ff. FT 1966/67,2. saml., A.2458 f. Stk. 31ndsat ved l. SSO 22.12.1971. (Utrykt) Indstilling af 5.5.1971 fra arbejdsgruppen vedr. ændring af kontrollovens straffebestemmelser, s. 30 II FT 197ln2 A.232 ti: Ændret ved L 349 23.5.1997. FT 1996197 A.3167. Ændret ved L 228 4.4.2000. (Stk. 3 udvidet til at omfatte moms). FT 1999/2000 A.264. Ændret ved L 441 31.5.2000. FT 199912000 A.nss. Ændret ved L 378 6.6.2002. (Stk. l, nr. l, 2. pkl indsat). FT 2001102,2. saml., A.836 f. og 874 f. Ændret ved l. 364 24.5.2005. FT 2004105,2. saml., A.233. 562 563
ti l., l!' l. l l l +'. j!: i;. r ':ii Bet nr. t43812004 Forældelse af strafansvaret for særlovsovertrædelsc:r m.v. s. 79 ff. Straffelovridets bet. om visse forældelsesretlige spørgw!j, nr. 1441/2004 s. 25 ff. og 67 tt Ændret ved L 633 t2.6.2013. FT 20t2/13 L t4t bem. til t, nr. 3 (redaktionel ændring af stk. 3). Ændret ved l. 634 12.6.2013. FT2012/13 L t64 bcm. til l, nr. 2 (redaktionel ændring af stk. 2, nr. t). Uttuatur. Se henvisninger ved 92. Skov-Madsen FM 1997.95 f. Hanne Schmidt: Ny lovgivning, 1 1998.70., stk. l, angiver, hvorledes forældelsesfristerne som udgangspunkt skal beregnes. Disse normalfrister er for visse særligt opregnede overtrædelser fraveget i stk. 2 og stk. 3. Stk. 4 angiver beregningen i de tilfælde, hvor gerningsmanden ved samme handling realiserer flere gemingsindhold. a og b vedrører særlige forbrydelser, hvor ansvaret ikke forældes. Udgangspunktet for beregningen af forældelsesfristen er efter stk. 1 maksimwnstraffen efter den overtrådte regel. Ideen er, at jo alvorligere en forbrydelse er, jo længere bør forældelsesfristen være. Dette princip kunne tale for at lade forældelsesfristens længde afhænge af den konkrete forbrydelses grovhed og altså af den konkret forskyldte straf. Denne udmøntning af princippet ville imidlertid indebære, at forholdets strafværdighed først skulle bedømmes, og derfor ofte nødvendiggøre en efterforskning og eventuelt også en domsforhandling, før det kunne afgøres, om forholdet er forældet Dels ville en sådan sagsbehandling ofte tilføre den mistænkte unødig lidelse, dels ville den være ressourcekrævende. Disse hensyn har - sammen med ønsket om nordisk retsenhed - ført til at vælge det mere groft tilskårne kriterium: strafferammens maksimum, jf. forældelsesbet s. 12 f. I betænkningen fremhæves, at betænkelighederne ved dette system er begrænsede,»når anklagemyndigbeden har en adgang til at frafalde tiltale som den, der er hjemlet i den danske retsplejelov«. Forældelsesfristen angiver kun den yderste tidsmæssige grænse for tiltalerejsning. Indtil 2005 var forældelsesfristen 2 år, hvis den konkrete straf var bøde. Nu afgøres spørgsmålet i alle sager ud fra lovens maksimumstraf. At selskaber efter 25 alene kan idømmes bødestraf, er uden betydning for beregningen af forældelsesfristen. V ed anvendelse af stk. l er straffebestemmelsens maksimum som nævnt afgørende. I forældelsesbet s. 19 anføres, at hvis straffebestemmelsen er»udformet således, at en højere straf kan anvendes»under skærpende omstændigheder<«<, vil den»højere straf være afgørende for forældelsesfristens længde, også selv om der ikke i det konkrete tilfælde foreligger»skæq>ende omstændigheder«. Som eksempel nævnes 241, derdengang lød:»den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med hæfte eller bøde, under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.«hvis strafforhøjelsen der- 93 imod er bundet til konkret angivne skærpende omstændigheder, kan det forhøjede maksimum kun anvendes ved beregningen af fristen, såfremt disse omstændigheder er til stede, f.eks. 231 om forhøjet straf, hvis tiltalte tidligere er dømt for bestemte overtrædelser. l 293, stk. l, om brugstyveri er maksimumstraffen fængsel i l år.»under skærpende omstændigheder, navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen«er maksimum efter 2. pkt dog 2 år. Dette tilfælde betegnes i betænkningen som et»udpræget grænsetilfælde«. I sin nuværende formulering har angivelsen af skærpende omstændigheder i 241 nok større lighed med 293, stk. l, end med den dagældende 241. Der ses ikke at foreligge relevant retspraksis. Betænkningens vide anvendelse af et forhøjet straffemaksimum er kritiseret, se f.eks. Waaben: Ansvar s. 119. Tilsvarende finder forældelsesbetænkningen kun, at obligatoriske strafnedjættelsesregler har betydning for forældelsesspørgsmålet, f.eks. 33, stk. 3, med forbud mod fængsel på livstid for forbrydelser begået af personer under 18 år. I tilfælde, hvor loven har flere adskilte strafferammer for samme kategori af overtrædelser, f.eks. 285-287 og 172, stk. l og stk. 2, må der nødvendigvis foretages en subsumering under den rigtige strafferamme før afgørelsen af forældelsesspørgsmålet, jf. U 1987.980 Ø og U'2003.2623 Ø vedrørende dokumentfalsk og U 1970.348 H vedrørende bedrageri. Såfremt sigtede har begået flere forbrydelser ved flere strafbare handlinger (realkonkurrence), regnes forældelsesfristen isoleret for hver forbrydelse for sig. I forældelsesbetænkningen s. 20 foretrækkes denne løsning som den, der medfører færrest urimeligheder. I U 1985.456 Ø var tiltalte tiltalt for en række overtrædelser af våbenloven. Retten fandt, at 3 af disse forhold isoleret set var forældede, og frifandt derfor i disse forhold. Om fortsat forbrydelse se nedenfor under 94. l U t970.348 H udtaler Højesterets l1crtal om et bedrageri, at det ikke findes )Hit være af særlig grov besbffenhed, og idet der ikke af tiltalte er begået et støm antal forbtydelscr, og sagens forhold således ikke samlet kan henfø= under straffelovens 286, sdc. 2, findes strafansvaret for dette forhold at va:re forældet, j [ lovens, stk. t nr. 2«. Ved valg af straffct1iiiiijlc antager Højcsklet sl lcde5, at flere isoleret set forældede forbold Iean cages i betragtning og medføre benførelse under højere strafferamme og altsl medføre en længere foneldclsesfrisl U 2003.203t H: IO hæleriforhold blev ud fra CD samlet bedømmelse af deres karakler henført under 290, stk. 2, om hlcteri af særlig grov beskaffenbed, og forboldene var derfor ikke forældet. Hvis gerningsmanden ved samme handling har begået flere overtrædelser (ldealkonkurrence), anvendes den længste forældelsesfrist også i forhold til 564 565