HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 13. februar 2018

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 13. februar 2018 Sag 205/2017 Anklagemyndigheden mod T (advokat Henrik Hougaard) I tidligere instans er afsagt kendelse af Vestre Landsrets 13. afdeling den 20. juni I påkendelsen har deltaget tre dommere: Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen og Lars Hjortnæs. Påstande T har nedlagt påstand om, at Vestre Landsrets kendelse om afvisning af hans anke ophæves, og at sagen hjemvises til landsretten til realitetsbehandling. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse, dog således at landsrettens kendelse ophæves for så vidt angår afvisningen af udmålingsanken, og at sagen hjemvises til landsretten til fornyet behandling heraf. Sagsfremstilling T blev ved Retten i Århus dom af 30. november 2016 idømt 3 måneders fængsel for blufærdighedskrænkelse, jf. straffelovens 232. Han blev ved dommen udvist af Danmark med indrejseforbud i 4 år. T ankede ved domsafsigelsen dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden ankede til skærpelse.

2 - 2 - Ankesagen blev berammet til hovedforhandling i landsretten den 20. og 21. juni Den 9. juni 2017 sendte Ts beskikkede forsvarer, advokat Henrik Hougaard, en mail til landsretten med anmodning om, at hovedforhandlingen blev udsat til tidligst den 1. oktober 2017 under henvisning til, at T på grund af alvorlig sygdom i familien opholdt sig i Bulgarien. Anklagemyndigheden protesterede mod at udsætte sagen. Vestre Landsret besluttede ved retsbog af 13. juni 2017, at oplysningerne ikke kunne anses som dokumentation for lovligt forfald og derfor ikke kunne danne grundlag for udsættelse af ankesagen. Landsretten bemærkede samtidig, at man gik ud fra, at forsvareren havde vejledt T om kravene til dokumentation for lovligt forfald. Landsretten forkyndte den 16. juni 2017 kl indkaldelsen til hovedforhandlingen telefonisk for T. I forkyndelsespåtegningen er rubrikkerne Pågældende må antages at have forstået telefonsamtalen og Pågældende blev oplyst om eventuel udeblivelsesvirkning afkrydset, og det er anført, at pågældende blev vejledt om, at meddelelsen med bilag er eller vil blive sendt til ham pr. mail til angivet mailadresse. Under Eventuelle bemærkninger er anført, at T var i Bulgarien indtil september. Der er af en af landsrettens medarbejdere samme dato udarbejdet en håndskrevet notits, hvoraf det fremgår, at T under telefonsamtalen var blevet oplyst om, at han skulle give møde og var blevet gjort bekendt med udeblivelsesvirkningerne, samt at han var blevet bedt om samme dag at sende dokumentation for sygdom til sin forsvarer. T udeblev fra hovedforhandlingen den 20. juni 2017, og forsvareren begærede sagen udsat. Anklagemyndigheden påstod anken afvist og tilkendegav i så fald at ville frafalde sin kontraanke. Landsretten afsagde den 20. juni 2017 kendelse om afvisning af Ts anke med følgende begrundelse: Der fremlagdes notits om telefonforkyndelse foretaget den 16. juni Det fremgår af notitsen, at tiltalte måtte antages at have forstået samtalen, og at tiltalte under samtalen havde oplyst en mailadresse, hvortil meddelelsen om indkaldelsen med bilag ville blive tilsendt.

3 - 3 - Retsformanden oplyste, at tiltalte forud for forsvarerens anmodning af 9. juni 2017 om udsættelse havde kontaktet landsretten telefonisk med oplysning om, at han ikke kunne møde til retsmøde i Danmark, da hans hustru var gravid. Forkyndelsespåtegning med bilag blev udleveret til forsvareren og anklageren. Forsvareren anførte til støtte for sin påstand om udsættelse, at der ikke er sket lovlig forkyndelse i medfør af retsplejelovens 155, stk. 1, nr. 6, jf. 156 a, idet det er en forudsætning herfor, at tiltalte har forstået forkyndelsen og den fremsendte dokumentation. De foretagne forkyndelsesbestræbelser er ikke sket betryggende. Derfor bør der ikke ske afvisning under henvisning til den skete telefonforkyndelse, uden at forsvareren får lejlighed til at afhøre den pågældende forkyndelsesmedarbejder om dennes vurdering af tiltaltes forståelse af samtalen. Der burde være sket forkyndelse i Statstidende, da tiltalte ikke har bopæl i Danmark. Anklageren har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er sket lovlig forkyndelse i overensstemmelse med bestemmelsen i retsplejelovens 155, stk. 1, nr. 6, jf. 156 a. Selvom tiltalte efter det oplyste for tiden opholder sig i Bulgarien, står han stadig registreret med adresse i Danmark. I øvrigt fremgår det af oplysningerne om tiltaltes henvendelser til landsretten og forsvareren, at han er bekendt med tidspunktet for retsmødet, hvorfor forkyndelsen også anses for sket i medfør af 163, stk. 2. Landsretten afsagde kl Kendelse: Efter oplysningerne om tiltaltes telefoniske henvendelser til landsretten og forsvareren i anledning af det berammede retsmøde anser landsretten det for ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte er bekendt med tidspunktet for retsmødet, og tiltalte har bl.a. pr. mail fået tilsendt indkaldelsen med bilag til retsmødet. Der er derfor sket forkyndelse i medfør af retsplejelovens 163, stk. 2. Der er tillige sket forkyndelse af tiltalte telefonisk den 16. juni 2017, jf. retsplejelovens 155, stk. 1, nr. 6, jf. 156 a. Tiltalte er på trods af indkaldelserne alligevel udeblevet uden at have fremsendt dokumentation for lovligt forfald. Tiltaltes anke omfatter bevisbedømmelsen. Da sagen ikke med nytte kan behandles uden tiltaltes tilstedeværelse, afviser landsretten tiltaltes anke, jf. retsplejelovens 920, stk. 2. Denne ankesag afvises. Thi bestemmes: Det er oplyst, at det fremgår af Det Centrale Personregister, at T var tilmeldt adressen X-vej 56 i Odder indtil den 15. januar 2017, og at han herefter står som udrejst af Danmark til Bulgarien.

4 - 4 - Anklagemyndigheden har oplyst, at en medarbejder ved landsretten telefonisk har oplyst, at man efter telefonforkyndelsen den 16. juni 2017 forsøgte at sende indkaldelsen til hovedforhandlingen til den mailadresse, som T havde oplyst, men at meddelelsen ikke gik igennem. Anbringender T har anført navnlig, at indkaldelsen til hovedforhandlingen i landsretten ikke er lovligt forkyndt for ham. Han besidder hverken tilstrækkelige dansk- eller engelskkundskaber til at kunne forstå betydningen af en telefonforkyndelse på dansk eller engelsk, og det kan derfor ikke antages, at han har forstået telefonsamtalen, jf. retsplejelovens 155, stk. 1, nr. 6, jf. 156 a. I byretten var det således nødvendigt at anvende bulgarsk tolk. Han har endvidere ikke som foreskrevet i retsplejelovens 155, stk. 1, nr. 6, forinden eller efter telefonsamtalen fået tilsendt eller overdraget indkaldelsen, ligesom han ikke efterfølgende havde fået tilsendt en bekræftelse på forkyndelsen. Han modtog heller ikke landsrettens brev med indkaldelsen, da han var udrejst af Danmark til Bulgarien. Det bør ikke lægges ham til last, at han ikke inden hovedforhandlingen den 20. juni 2017 nåede at melde tilbage, at han ikke havde modtaget indkaldelsespapirerne. Kravet i lovforarbejderne om, at han i tilfælde af manglende modtagelse af dokumenter selv har ansvaret for at bede om genfremsendelse, kan ikke under nærværende sags særlige omstændigheder med rimelighed pålægges ham. Landsretten har oplyst statsadvokaten om, at mailen med fremsendelse af indkaldelsen ikke gik igennem. Digital forkyndelse kan således heller ikke anses for lovligt foretaget. Han havde ikke selv anledning til at kontakte sin forsvarer forud for hovedforhandlingen i landsretten, da han hverken havde modtaget indkaldelsen eller på anden vis var blevet orienteret om tidspunktet for hovedforhandlingen. Det var derimod hans forsvarer, der ringede til ham.

5 - 5 - Der er i øvrigt ikke hjemmel til at afvise hans subsidiære anke til formildelse. Dette følger af Højesterets kendelse i UfR Anklagemyndigheden har anført navnlig, at forkyndelsen af indkaldelsen til hovedforhandlingen i landsretten var lovlig. På baggrund af det anførte i landsrettens forkyndelsespåtegning må T antages at have forstået indholdet af telefonsamtalen, herunder virkningerne af en eventuel udeblivelse, og betingelserne i retsplejelovens 155, stk. 1, nr. 6, jf. 156 a, er således opfyldt. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelserne, at det ikke er en betingelse for at anse forkyndelse for sket, at den pågældende modtager dokumentet, ligesom det er den pågældendes eget ansvar at rette henvendelse til forkyndelsesmyndigheden, hvis dokumenterne ikke modtages. Der er tillige sket retmæssig forkyndelse i overensstemmelse med retsplejelovens 163, stk. 2, eller dennes analogi. Det må således som anført af landsretten lægges til grund, at der før forsvarerens mail af 9. juni 2017 til landsretten med anmodning om udsættelse af sagen har været telefonisk kontakt mellem T og hans forsvarer vedrørende tidspunktet for hovedforhandlingen. For så vidt angår den del af anken, der vedrører strafudmålingen, henvises til Højesterets kendelse i UfR , hvoraf det fremgår, at der ikke er hjemmel i retsplejelovens 920, stk. 2, til at afvise tiltaltes udmålingsanke i tilfælde, hvor der er sket lovlig forkyndelse, og hvor den tiltalte desuagtet ikke møder op til hovedforhandlingen. Sagen bør derfor hjemvises til landsretten til behandling af udmålingsanken. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om landsretten med rette har afvist Ts anke. Afvisningen af anken er sket i medfør af retsplejelovens 920, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan retten i et tilfælde, hvor en dom er anket af tiltalte, og hvor anken omfatter bevisbedømmelsen, ved kendelse afvise tiltaltes anke, hvis tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald, og retten finder, at sagen ikke med nytte kan behandles, uden at tiltalte er til stede.

6 - 6 - Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at det må lægges til grund, at T var bekendt med tidspunktet for det pågældende retsmøde. Højesteret tiltræder endvidere, at forkyndelse må anses for at være sket i medfør af retsplejelovens 163, stk. 2. Højesteret tiltræder, at T på trods af forkyndelsen er udeblevet uden at have fremsendt dokumentation for lovligt forfald. Højesteret tiltræder endvidere, at den del af Ts anke, der angår bevisbedømmelsen, ikke med nytte kunne behandles uden hans tilstedeværelse. På denne baggrund finder Højesteret, at Ts bevisanke er afvist med rette i medfør af retsplejelovens 920, stk. 2. T ankede ved domsafsigelsen subsidiært til formildelse. Som anført i Højesterets kendelse i UfR tager bestemmelsen i retsplejelovens 920, stk. 2, ikke udtrykkeligt stilling til, om afvisning tillige kan omfatte en subsidiær anke til formildelse, og spørgsmålet er ikke berørt i forarbejderne til bestemmelsen. Det følger imidlertid af retsplejelovens 921, stk. 2, at en anke, der ikke omfatter beviserne for tiltaltes skyld, kan behandles, selv om tiltalte ikke møder, hvis dennes forsvarer er mødt. Højesteret fandt herefter i den nævnte kendelse, at retsplejelovens 920, stk. 2, ikke giver hjemmel til at afvise en subsidiær anke til formildelse. Efter det anførte ophæver Højesteret herefter landsrettens kendelse for så vidt angår afvisningen af udmålingsanken og hjemviser sagen til landsretten til behandling heraf. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse af 20. juni 2017 ophæves for så vidt angår afvisningen af Ts udmålingsanke, og sagen hjemvises til landsretten til behandling heraf. Statskassen skal betale kæresagens omkostninger.