Den lå på bordet. Pia vidste, hun ikke måtte røre den, men det trak i hver en fiber i hendes krop for at kigge i den. Den var hendes fars og han havde udtrykkeligt fortalt, at ingen måtte åbne den, for den var hans og kun hans. Selv hendes mor turde ikke nærme sig bogen. En dag hendes mor tørrede støv af, havde hun løftet bogen for at tørre af under den. Pias far var flippet fuldkommen ud. Han var helt rød i hovedet af vrede. Hun tabte den på bordet, og da den landede der, var den åben. Hendes mor var blevet meget forlegen og siden havde forholdet mellem hendes forældre, ikke været det samme. Gad vide hvad den indeholdt? Pia sad i stuen helt alene, og kiggede på bogen, der lå på kaffebordet. Hendes far var gået over i kirken for at øve sig på søndagens tale, så hun vidste, det ville vare længe, inden han kom ind igen. Skulle hun nej, hun måtte hellere lade være. Stuearrest hun hadede stuearrest, og hun vidste, det ville være konsekvensen og måske ville hendes far ikke tale til hende i flere dage. Sådan var han, når han var vred han lukkede helt i og ignorede den, han var vred på, lige så længe han havde lyst. Nysgerrigheden tog over. Den var som en kraft, der træk hende hen mod bogen. Hun åbnede den og som det første, så hun et billede af en letpåklædt dame. Hun kendte hende ikke. Hun slog op på en tilfældig side og så, at der var skrevet nogle ord. Skriften var hendes fars. Hun læste. Følelsen der spredte sig i hendes krop, var væmmelse. Hun bladrede lidt i bogen og så billeder af damer. Billeder, som hun ville have forsvoret, at man kom i helvede for at have i sit hjem. Hendes far havde talt med store ord om sådanne kvinder. Men hvorfor havde han sådan en bog og hvorfor skrev han, som han gjorde? Nej, det kunne ikke være hendes fars skrift det hang ikke sammen, med det han sagde, når han prædikede i kirken. Annette Løvenhardt 2015 Side 1 af 5
Han havde sagt, at kvinder som dem på billederne, kom i helvede det var jo kun Maria Magdalena, som Jesus havde frelst. Der stod jo, man ikke måtte bedrive hor. Havde det ikke været for hendes fars skrift, ville hun have troet, han opbevarede bogen for en anden, men skriften var hendes fars. Hun blev vred. Hvordan kunne han være så falsk. Forleden havde han forvist Karen Marie fra kirken, fordi hun var gravid med en anden mand end hendes egen. Hendes far havde forbandet hende under gudtjenesten i søndags og fortalt menigheden, at hun var et godt eksempel på, hvad synd var. Karen Marie måtte ikke vise sig i landsbyen mere, for tænk om andre blev besmittet af hendes synd. Pias far havde altid fortalt om vigtigheden af familien og det at holde sammen. Han talte om den evige synd og Guds straf, når kvinder lod sig friste af mænd. Men hvad med hendes fars synd? Var han ikke bange for at ende i helvede? Tænk, hvis det kun var kvinder, der havnede der og hvad med kvinderne i bogen. Ville de ende der? Hun sænkede blikket for at læse ordene ved siden af billedet med den letpåklædte dame. Teksten var skrevet som et brev fyldt med ækle ord. Et brev hendes far have skrevet til kvinden: Kære.. Jeg tænker på dig med længsel i min krop og sind. Jeg længes efter din berøring, efter dine hænder på mit lem og mine i dit skød. Når jeg ser på dit billede, reagerer hele min krop og vil kun dig. Vores leg kan ikke måles med andet. Dine bundne hænder, dine flåede klæder når jeg tager dig med magt. Dine suk og din stønnen - en lyst der overgå alt Pias hoved fløj op hun havde kvalme. Hvem var denne mand hendes far? En hun ikke kendte, en mand der talte med en fremmedes ord? Hun hørte skridt i entreen. Hendes far var kommet tilbage. Hurtigt fik hun lagt bogen tilbage og i det hendes far trådte ind ad døren, faldt den på gulvet. Annette Løvenhardt 2015 Side 2 af 5
Hun stivnede og stirrede på hendes far med tilbageholdt åndedræt. Hun kunne ikke få vejret. Angsten fyldte hende. Hun vidste, hun var prisgivet han ville opdage, hun havde rørt bogen. Hvad er der galt med dig?, spurgte hendes far. Du ser ud, som om du har set et spøgelse. Pias blik søgte bogen. Hun knugede hænderne og satte i løb. Hendes far kiggede i retning af bogen. Han tog et skridt frem og stoppede brat. Pia var forbi ham, men han var hurtig. Rød i hovedet af arrigskab greb han hende og holdt hende fast. Har du læst i bogen?, råbte han ind i hovedet på hende Pias hjerte hamrede i hendes bryst og angsten stod malet i hendes ansigt. Ja, sagde hun med en lille stemme. Det var ikke meningen, men jeg kunne ikke gøre for det. Gøre for det, gøre for det, skreg han. Har jeg ikke sagt, ingen og jeg mener INGEN, må røre min bog? Jeg stolede på dig, men du har trodset min ordre. INGEN MÅ RØRE BOGEN. DEN ER MIN. MIN forstår du det? MIN! Fråden stod ud af munden på ham. Hun rystede og vidste, han ville slå hende. Han ville slå hende med en kæp og derefter svinge et vådt viskestykke over hendes baller. Han havde gjort det en gang før, men aldrig havde hun set ham så vred. Han trak hende brutalt i armen, op ad trappen og ind på hendes værelse. Smerten var ubærlig. Ryggen var rød og blå efter alle slagene med kæppen og hendes hænder svulmede, så fingrene var ubøjelige. Ballerne blødte igennem undertøjets iturevne stof efter et uvist antal slag med både kæppen og det våde viskestykke. Hendes mor havde skreget og prøvet at rive ham væk. Han hørte intet. Det var, som var han i en rus af vrede. En vrede der ingen ende ville tage. Han slog hendes mor i ansigtet med kæppen, så blodet strømmede ned over hendes kind. Hun skreg og forlod Pias værelse. Dette er Guds straf, kan du forstå det? Annette Løvenhardt 2015 Side 3 af 5
Guds straf, for at blande dig i mine sager. Jeg er forlængelsen af Guds ord. Han har gjort mig til hans stemme på denne jord. Han hev knappen op og lynede lånlåsen ned. Tog bukser og underbukser af, så han stod bar fra taljen og ned. Nu skal jeg lære dig, hvordan det er. Det, du læste om i bogen. Tag din kjole af NU, skreg han. Hun prøvede at gøre, som han sagde. Hendes hænder rystede knapperne var umulige at få op. Så kom i gang tøs. Han flåede et stykke af kjolen fra hinanden. Tvang den over hendes hoved og beordrede hende tage sine underbenklæder af. Hurtigt hev hun dem af. Hun blev svimmel og kroppen begyndte at svaje. En hysterisk latter kom ud af hende. Den kunne ikke styres. Den kom bare af sig selv. Pludselig mærkede hun hadet stige op og en kraft så stor komme et sted fra dybet i hende. Hun skreg: Din hykler, din hykler. Du prædiker om synd, og hvad er det, du selv gør? Et slag ramte hende. Hun segnede og gled ind i et mørkt og stille sted. Langt væk hørte hun hendes fars råb og mærkede flere slag på kroppen. Hans vægt ovenpå hende. Hun mærkede, han fumlede ved hendes skød, men med ét føltes hans vægt så tung, som skulle hun kvæles. Vægten lettede, og lyden fra hendes mors ord, kom ind i hendes bevidsthed. Hun kaldte på hende: Pia, Pia, det er mor. Han kan ikke røre dig mere. Kom tilbage til mig. Langsomt vendte Pia tilbage. Alt i hende dunkede af smerte. Hun kunne næsten ikke se, for begge øjne var hævet efter de mange slag. De svulmede læber rørte hendes tænder. Hun løftede hånden for at tage sig til hovedet, men smerten fik hende til at falde hen igen. Hun var væk. Ingen smerte, ingen lyd, intet. Helt tomt. Nogen ruskede i hende. En læge var tilkaldt. Pia åbnede øjnene og huskede. 4 dage var der gået. Hun havde sovet i 4 dage. Hun kiggede på hendes mor, som stadig have mærker i ansigtet efter faderens slag. Hendes mor græd. Tårerne faldt stille uden ord over Annette Løvenhardt 2015 Side 4 af 5
hendes kinder. Pia forstod og mærkede hendes ømhed og nikkede anerkendende, næsten helt usynligt. Pludselig fór hun op. Hvor er han? Angsten stod malet i hendes ansigt. Han er død, sagde hendes mor og kiggede sigende på lægen. Han fik et slagtilfælde midt i det hele. Ja, sagde lægen med blikket rettet mod hendes mor. Vi måtte begrave ham i stilhed i går. Pia vidste, det ikke var sandt. Hun huskede, hvordan vægten fra hans krop pludselig var blevet meget tung for derefter at være blevet trukket væk fra hende. Da lægen var gået, kom hendes mor ind til hende. Du skal ikke tænke på bogen mere. Den er væk for evigt. Jeg har brændt den sammen med alle hans klæder. Ingen må vide, hvad der er sket. Ingen, forstår du? Ja, sagde Pia. Frihed, var følelsen, der skyllede ind over Pia. Endelig fri. Ingen sorg, kun lettelse over han var væk. Præsten, der dømte og udstødte andre, endte på sin egen måde at blive udstødt af sine nærmeste. Sladren gik i byen. Som om nogen vidste noget, andre noget andet, men hverken Pia, hendes mor eller lægen afslørede noget. Det forblev en hemmelighed. Annette Løvenhardt 2015 Side 5 af 5