Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2015 Tekst. Lukas 17,11-17.

Transkript

1 Bruger Side Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2015 Tekst. Lukas 17, Når døden rammer livet. I september måned fejrer vi høsten, at den er kommet i hus, og i år var det sen høst i forhold til sidste år. Fejrer den med Høstgudstjenester i vore kirker, og mon ikke landmændene har samlet familie og ansatte til en god middag i hjemmet. Som årene går er vi blevet mere og mere byboere alle sammen, og antallet af de som arbejder i landbruget med dyr og jord bliver færre og færre, og de få kan med maskinernes hjælp nå mere og mere. Og jeg tror at det er vigtigt for os mennesker at bevare en tæt forbindelse til jorden i vores bevidsthed. Og den bevidsthed kan man godt bevare selvom ens liv er fjernt fra jord og planter og dyr. Mange af os har hverdag og arbejde forbundet med skærme, og vi har en i hånden og med os de fleste steder. Min forbindelse til andre er gennem den virtuelle verden, og verdens og livets ansigt er blevet et skærmbillede. Der kan jeg styre og navigere som jeg selv vil for det meste. Jeg får ikke beskidte fingre og sved på panden, men får stress i sindet og er på hele tiden. Sind og tanker kan flyve langt og hurtigt og jeg kan være i forbindelse med hele verden og se alt hvad der sker, dog er jeg stadig et menneske af kød og blod, og mærker sult og tørst og kroppens længsler og svagheder. Midt i høst har kirkeåret til 16. søndag efter trinitatis nogle meget stærke tekster, som taler ind i centrum af livet. Tekster med megen smerte og med stort håb. Side 1 af 5

2 Bruger Side Hvad mener jeg med at have en bevidsthed om vores forbindelse til jorden? Grundtvig har skrevet om et jævnt og muntert virksomt liv på jord. Og i andet vers har han sætningen, når støvet lægges i sin skabers hånd, og alting ventes i naturens orden. Det er døden han taler om, at den kan ventes i naturens orden. Naturens orden er at have en bevidsthed om at vi hører jorden til, at vi er mennesker af kød og blod. Det betyder at man er klar over at det skal gå mig som det går alt i naturen. Naturens orden er at efter forår kommer sommer og efterår med høst. At livet er den strækning vi får lov at gå med i verdens liv, fra fødsel til død. Døden er den naturlig udgang på livet, den vej skal vi alle. Og når man har denne bevidsthed med sig i livet, er man forberedt på dødens komme. Og naturens orden er forventningen om at man får et liv at leve med barndom, ungdom, voksen liv og siden en alderdomstid til solen går ned. Sådan beskriver Grundtvig livet i sangens 3. vers. Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår, og blomsterfloret i den varme sommer, da modenhed i møde planten går og fryder med sin frugt, når høsten kommer! Om kort, om langt blev løbebanen spændt, den er til folkegavn, den er til grøde; som godt begyndt er dagen godt fuldendt, og lige liflig er dens aftenrøde. Det er sådan vi alle har en forventning om menneskelivet. Et langt liv med en naturlig død, som udgang på livet. At livet kan sluttes med en smuk solnedgang, som vi også har det udtrykt i en af vore salmer. Han sov hen, som sol i høst går ned. Meget smukt beskrives livet og livets udgang i disse strofer. Side 2 af 5

3 Bruger Side Det er det håb og den forventning vi alle har til livet. Men det er ikke sådan det går for alle. En vandring på kirkegården mellem gravminderne viser os livets terningspil. Det som naturen og bevidstheden om jorden jo også lærer os, når en blomst knækkes i haglvejr og storm. Årstal på gravminder fortæller om livsskæbner på godt og ondt. Nogle fik et langt liv, andres liv var kort, og barnegrave fortæller om livslys der blev slukket kort efter at de var tændt. Døden kommer så forskelligt. Kommer som den ubudne gæst, brutal og knusende. Andre gange venter den så længe at livet bliver en uudholdelig smerte. Og for nogen er livet så smertefuldt at døden bliver en befrielse. For Job var livet blevet en smerte han ikke kunne holde ud, og han længedes efter døden. I Nain kom døden som en brutal fjende, der tog den unge mands liv før tiden. Og enken stod knust tilbage. Job søgte døden som en udfrielse fra det pinefulde liv. For de fleste af os, kan døden beskrives som naturens orden. Så smuk som en solnedgang i høst. Så forskellige er dødens ansigter, så lunefuld kan den være. Så skrøbeligt er livet, så uretfærdigt kan det føles. Så ærligt taler de hellige tekster om døden til os, som for at sige, at ingen, der møder døden, rives ud af Guds hænder. Uanset hvordan det går mig, så findes der ikke den død, som river et menneske ud af Guds hånd. Når dødens optog bærer den døde ud, så træder vi mennesker til side for at give plads. Som dreng husker jeg de enkelte gange et ligfølge kom kørende, og jeg havde lært at så stod man af cyklen og stod stille indtil de var kørt forbi. Man viste respekt for den døde og gav plads for ligfølget. Jesu var på vej til byen Nain for at besøge den, måske finde et hjem at gæste sammen med sine disciple. Da de kommer gående Side 3 af 5

4 Bruger Side ad vejen op mod byporten, da så de at et ligfølge var på vej ud af porten. Foran gik de som bar den døde, og efter fulgte en sorgtynget kvinde, og naboer og bysbørn som højlydt lod deres sorg lyde. Disciplene trak sig tilbage fra vejen, for at give følget plads, men Jesus gik ikke til side for dødens optog, han gik frem og talte til kvinden og han rørte ved båren. Jesu kaldte den døde unge mand tilbage til livet og gav ham til hans mor. Det håbets ord jeg tager med fra Jesu møde med dødens optog, er et ord om at Jesus er hos os i hvad død vi end måtte rammes af. Og netop ved at vi møder Jesus i den tragiske død, så rækkes der et håb til os alle, uanset i hvad skikkelse døden kommer. Når døden kommer i naturens orden, som en smuk solnedgang, så kan vi lettere se Gud hånd der kommer sammen med døden. Men det er svært at se at Gud er hos os, når døden rammer i utide, og vi sidder med alle vore ubesvarede spørgsmål. Da Jesus ikke gav plads for dødens optog, men standsede det, gav han os det håb som vi kan holde fast i, uanset hvordan liv og død rammer os. I vores høstsalmer bruges høst som billede på døden. Nogen ser for sig manden med leen, klædt i sort som en skygge. Dødens skygge over livet. Men høst som billede på døden skal sige os noget andet, for høst er det dyrebare korn som samles ind. Hvad det end er vi samler ind fra marker og haver, så er det naturens dyrebare høst som samles ind. Om det er æbler eller rødbeder og tomater, eller korn og kartofler. Så samler vi det ind med en ærefrygt for livet og for naturens gaver. Og i den jordbundne bevidsthed ved man, at det er liv vi samler ind, for i alle korn, i al frugt og i alle bær ligger livet gemt, til næring og nyt liv. Hvert et korn er et billede på de dødes opstandelse. Hvert et frø indeholder livets håb. Side 4 af 5

5 Bruger Side Da Jesus prøvede at forklare sit livs inderste hemmelighed og kald, så brugte han hvedekornet som billede. Kornet som giver liv ved at død. Han kaldte det hvedekornets lov, den lov som siger os livets inderste hemmelighed. At Kristus kom for at give sit liv for verden. Jesu død og opstandelse er det håb som han har plantet som håbets ord i vores verden. Efterårssalmen som vi skal synge om lidt har dette vers. Og når engang på Herrens bud vort timeglas udrinder, en evig sommer hos vor Gud i Paradis vi finder. Jeg har sagt lidt om at det er vigtigt at have en bevidsthed om at vi hører jorden til. Men det er også vigtigt at have en bevidsthed om Gud med i vores liv. Vi finder ikke menneskelivets mening og håb ved kun at kigge på jorden og naturen, vi finder menneskelivets håb og mening, når vi også tager Gud med ind i vores tanker om livet. Og ganske frejdigt så synger vi i salmen, at døden kommer på Guds bud. Gud har sin hånd i os når dødens bud kommer. Og han løfter os op af jordens grave til en evig sommer hos sig. Side 5 af 5