Kursus for pårørende til mennesker med demens.
Undersøgelsens problemstilling: Betydningen af at deltage i et kursus for pårørende til demensramte, og hvordan det afspejles i håndteringen af hverdagslivet Et problemorienteret projekt udført via hermeneutisk forskningsmetode. Baseret på 4 kvalitative interviews af pårørende. Tin-aeh@aalborg.dk
Den psykiske udfordring: un var flov over min far, flov over at tage ham med nogle steder ik? for det kan ikke undgås, man kan jamen man kan gøre hvad man vil men engang imellem så bliver man altså bare irriteret. Ja. Og det er også noget med at se en mand falde af på den på den måde. Det er næsten ikke til at holde ud. Og man var oprørt for man ville ikke være alene om det her De sad alle sammen med frustrationer, og desperation og smerte, det er..jeg har ikke prøvet at have anden sygdom indenfor livet, men det er en modbydelig sygdom..det er en modbydelig sygdom for den går ind og er alle vegne.
Konteksten på kurset: Foredrag: faktuel viden Kaffe og smørebrød: mulighed for gruppe snakke.
Kursets indhold. vad er demens? vad kan man som pårørende gøre for at hjælpe sig selv? Demens lægeligt set. Ændringer i adfærd. hvad skyldes det og hvad kan man gøre ved det? Redskaber/hjælpemidler der kan gøre hverdagen lettere. Aktiviteter til og med demensramte. Kommunikation Juridiske problemstillinger i forbindelse med demens. Når det ikke går derhjemme mere, hvad så?
Den gamle historie krakelerer:..og det der med at hun ikke ville acceptere at han var syg, fordi han det ene øjeblik var normal og det andet øjeblik ikke normal. Jamen hendes mand er jo også død for 1½ år siden og nu er det jo så lige gået forbi med ham der, ikke også jamen hvad man selv kan finde på af undskyldninger, for det var slet ikke i mine tanker at der egentlig var andet galt. Og så begyndte han at spørge: er det her vi skal dreje? vis vi skulle ned til lægerne. Og jeg vidste det jo stadigvæk ikke, for det kunne jo være fordi han lavede sjov med mig ikke? De pårørende søger mening i den gamle historie i men tingene passer ikke sammen mere, der er brikker der mangler.
Den Nye historie. På sygehuset og ved lægen får du af vide hvad din pårørende fejler, men hvordan du skal håndtere det, det er der jo ikke nogen der fortæller dig noget om. Jeg vil sige at uden de kurser eller noget viden på forhånd, så er man prisgivet! Vi har simpelthen prøvet at suge alt det til os vi kunne, for at finde ud af at tackle det på den rigtige måde. Der er brug for viden for at komme videre for at kunne håndtere hverdagen anderledes..
Den nye historie tilsat viden: Kan du se det står far ud for alle de punkter der? Ja, det var jo lige præcis sådan det var så det var en stor øjenåbner for min mor. Og der var sådan flere ting som i snakkede om som jeg også følte. tag lige og træk vejret, tag en dyb indånding inden du siger noget. Når du pludselig ser det deroppe på overheaden og nogle kompetente folk fortæller om at det er sådan det er. Og man kan se, det er det jeg oplever derhjemme, så begynder man at tro på det. Man ved det jo godt, men så sank det ind! Den nye viden de opnår på kurset kan de bruge til 1: at acceptere den nye historie, hvilket er afgørende for om der åbnes for nye handlemuligheder. 2: når man acceptere sygdommen og dens indvirken på sit liv kan man bedre finde tolerance og tålmodighed frem.
Ny forståelse nye handlemuligheder. Før var jeg bare automatisk irriteret Jeg har fået en langt bedre tolerance Når jeg besøgte hende om eftermiddagen kunne hun slet ikke hitte ud af det, det gør jeg ikke mere. Jeg trækker lige vejret en ekstra gang inden jeg svare. Men hun var flov over min far, flov over at tage ham med nogen steder ik? Men det var hun ikke det sidste halve år, fordi at egentligt blev hun nok mere åben om at han var syg. Nu ved jeg jo at jeg skal have fat i en socialrådgiver mht flytningen. Jeg troede jo at general fuldmagten var nok.
At vide at man ikke er alene Man får gang på gang pointeret at man ikke er alene. Det betyder meget. man får jo af vide at det er ok at blive så frustreret som pårørende, at det er en naturlig reaktion..og det er jo sådan det er, og det siger de også, så det tager jeg ikke så tungt nu. At vide at man ikke er alene har givet deltagerene en evne til at håndtere tingene bedre i hverdagslivet, idet de er mindre hæmmet af byrden, at være alene og føle afmagt.
Viden til tiden Selvfølgelig er det ikke det hele jeg kan bruge til noget, men nu sidste gang med det her værgehalløj, det er jo der vi bevæger os hen så det er yderst aktuelt. Jamen afhængigt af hvornår man kommer med ind i det fordi nogle ting kunne jo have været gode at have vidst lidt tidligere og andre ting, f.eks. sidste gang var jo lige det jeg manglede. Der hvor kurset virkelig har en betydning i at håndtere hverdagslivet og har resulteret i direkte ændrede hanlinger,er der hvor indholdet på selve kursusdagen har været aktuelt for den pårørendes aktuelle situation. Kurset tager løbende pårørende ind og der suppleres med ekstra foredrag i løbet af året.
Den sociale kontekst. Forskellige behov. Det jeg synes er rigtigt rart ved at være sammen med de andre pårørende, er at du kan få lov at sige: For fanden hvor er det dog irriterende, hvor er jeg da lige træt af hende i dag! og så møde en forståelse af at man kan finde på at sige sådan. Min mor er ikke god til at gå ind et sted og tale med folk og dele ting, det har hun aldrig brugt. Det er jo også svært hvis man ikke kommer til at sidde ved de samme. Efter foredraget på kurset er der snitter og kaffe, man har mulighed for at tale med hinanden og derefter er der spørgetid
..og alligevel ens. -og det var en stor stor øjenåbner for min mor at der sad SÅ mange mennesker som havde nøjagtigt g det samme problem. Men det er jo igen det der med at føle vi er i samme båd, og vores problemer er jo stort set fælles. Selv om hvert eneste forløb er anderledes. For man kan jo høre det er ikke kun mig der er ved at bukke under engang imellem. Min mand var ved at kaste op over at høre på det, og det kan jeg godt forstå, men det fyldte jo så meget i mit hoved, så derfor var det rart at snakke med nogen der havde de samme problemer. Problemer der er en stor byrde anerkendes og almengøres og følelsen af at være alene om at tbære byrden ændres. Dette Lettelsen af at tbære byrden id dagligdagen d og åbner igen for mere tolerance og tålmodighed overfor den syge. verdagslivet bliver lettere at håndtere.
At lære af andre. F.eks ham den unge mand, hans mor var sur på ham over de havde flyttet hende, og det kan jeg se det problem får vi nok også, men det må jeg jo så tage i stiv arm. Den er rigtigt svær, den der med at skulle hjælpe i forhold til at de tisser i bukserne, den giver mig dårlig samvittighed, men samtidig kan jeg jo høre på de andre fra kurset at det er også noget af det de kan have problemer med. Man hjælper og lære af hinanden, og fastholder hinanden i den læring man er i gang med. Man får en kollektiv styrke. Man får mod til at ændre ting i hverdagslivet.
vad kan konkluderes? Udformningen af et pårørende kursus er ikke lige meget. Man kan dække mange behov ved at udforme kurset rigtigt. Viden til tiden Mulighed for at hoppe på og af kurset og mulighed for supplering ved siden af. Gruppesnakken er afhængig af den enkelte pårørendes behov, derfor skal der være frihed til at vælge det fra og til.
Tak for jeres opmærksomhed. Yderligere kan der henvises til: http://www.aalborgkommune.dk Gå ind under: Borgere, Ældre, Demens, Tilbud til pårørende. Tinna Klingberg, demenssygeplejerske: tin-aeh@aalborg.dk