Interview med lederen fra Huset mødrehjælpen Randers. Det her hus er et omsorgs og netværks tilbud, det er ikke et rådgivningscenter eller andet. Vi har 6 grupper der kører med unge gravide og unge mødre i alderen fra 16 til 25år. Vi har en gruppe for unge gravide hvor der er en jordmoder tilknyttet og når de så har født kommer de i en anden gruppe hvor de kan være indtil barslen slutter altså indtil børnene er ca. et år. Og så har vi 3 aftengrupper det for dem som er kommet i gang med uddannelse eller arbejde for at bevare det netværk de har fået. Og så har vi en enkelt daggruppe uden børn, og det er den eneste gruppe uden børn, det for dem som ikke er kommet i gang med noget som helst, det er for at forhindre at de ikke ryger tilbage i en depression eller social angst eller alt muligt andet, for erfaringen har bare vist at hvis man kommer til at gå for længe og ik har nogen kontakter så bliver man virkelig tung og ender med ikke at stole på at at man ikke kan noget som helst, når man sådan bliver overladt til sine egne tanker. Så det er sådan en---- motivationsgruppe kan vi godt kalde det. Simpelthen for at finde ud af hvad man kan gøre og simpelthen for at give dem nogen gode oplevelser. Så det sådan huset er skruet sammen og så er det sådan at mødrene mødes en gang om ugen og hjælper med at lave mad og vi spiser sammen hver gang og det handler om sådan lidt om ren og skær opdragelse altså det der med at kunne finde ud af at sidde sammen som familie, hvordan tilbereder man et måltid man som hænger sammen og er sundt, så der er rigtig meget undervisning i den del af det også. Og så er det sådan at vi underviser i alt hvad der egentlig er relevant for vores målgruppe så som prævention, økonomistyring, parforhold, kommunikation, opdragelse æh hvad gør man hvis man er i et voldeligt forhold, hvad gør man hvis man ikke har nogen kontakt til sin egen familie, hvad gør man med den baggage man slæber rundt på fra sin fortid. Hvordan aflæser man et barn, hvordan putter man dem i bad, ja der er også praktisk undervisning i hvordan man skifter en ble og hvordan holder man et barn når det skal i bad så man ikke taber det og hvordan skifter man tøj og hvad gør man ved arp og røde prikker på numsen og røde prikker på halsen og alt mulig. Egentlig alt det man typisk ville bruge sine egne forældre til eller søskende og vennekreds ikke? Mange af dem har bare ik nogen at spørge, så der træder vi sådan lidt i stedet for kan man sige. Og nogen mødre bruger Laila og jeg her til alting, de ringer hver gang der sker noget i deres liv som de ikke kan overskue eller hvis der 1
sker noget godt eller nogen bruger kun de andre mødre og så er vi her jo bare. Så nogen har ikke andre end os og det den eneste voksenkontakt de har. De er meget forskellige dem der kommer her, altså med forskellige baggrunde, men man kan sige fælles for dem som kommer her, at de ikke har ret meget netværk, for så ville man jo bare gå i de der etablerede mødre grupper. Grundlæggende kan man sige at vores målgruppe har nogen trælse ting med i deres baggage, altså kommer fra hjem med misbrug, vold eller har været udsat for incest. En stor del har faktisk også en diagnose eller to. Så de har nok udfordringer, skal vi ik sige det sådan. Men vi tænker at de alle sammen er nogen som kan komme videre og kan tage vare på deres børn selv. Vi har nogle enkelte sager en gang i mellem med nogen børn som bliver anbragt, men som reglen er det jo en midlertidig foranstaltning fordi man står i noget rod, lige nu og her ik os? Man har måske fået nogle forkerte folk ind i sit liv eller andet der driller. Selvfølgelig er der også nogen af vores som render ind i fødsels depressioner og typisk ville man ha en mand der ku ta over eller forældre og søskende, altså indtil man er på banen igen. Men det har vores ikke så konsekvensen bliver lidt hård, hvis de sån ryger off. Dit oplæg har besvaret mange af mine spørgsmål. Nå men det sådan det der er funktionen med huset, det handler faktisk om at gi dem noget energi, man bliver knageme lidt tung af at gå uden nogen voksenkontakt. Så det et hus hvor man kan fortælle alt hvad der foregår i hovedet på en, men det er osse et hus hvor vi skal ha det sjovt, så vi smider madrasser på gulvet og så er det ned og lege, vi spiller guitar, vi pjatter og leger da det vigtigt at man kan ha det sjovt med sine børn for ellers bliver det hele så alvorligt. Hvor gammelt er det ældste barn der kommer her? Det ældste barn er, hun er vel seks, nej 5 1/2år, de skal stoppe her når barnet starter i skole. Og det er simpelthen fordi huset ik er til det. Vi har det her lokale at gøre godt med, sååå kan du se 8 skolebørn suse rundt herinde? (ca 35m2 til både spisning og lege/hygge område) Man kan sige det er en praktisk foranstaltning. Men når børnene er startet i skole så har mødrene jo mulighed for at stikke hovedet ind her, altså hvis der er noget som brænder på og der ska de jo ik ha børnene med. Altså jeg har været her i syv år nu og det er nogen som jeg har kendt siden jeg startede som stadig kommer her sååååå. Det ik nogen som kommer her fast, men hvis der sker et eller andet i deres liv som de ik kan styre, så ska de lige ha et kram eller græde ud eller ha en skideballe. Så man har lidt en forældre funktion ikke? Nogen gange har de også lige brug for at komme ned og vise at de har 2
fået en studenterhue eller har fået en god kæreste, eller der er sket noget godt for deres børn, de er stoppet i familieafdelingen. Så de er gode til at give os tilbagemeldinger på hvordan det går dem og det er rigtig dejligt. Så man kan blive ved med at have motivationen til at arbejde for, hvis de aldrig når videre, så mister man gejsten til at arbejde, for i perioder er det jo rigtig tungt, men det syns jeg de er gode til. Jeg synes faktisk at forebyggende nogen gange er en hæmsko for hvordan de klarer sig. Hvad mener du? Mange af de mødre vi har, har jo en journal i forvejen fra systemet ik, har måske selv været anbragt eller har været inden omkring misbrugscentret eller psykiatrien, så mange har rigtig mange papirer liggende i forvejen. Og når så de møder op nede hos jordmoderen og fortæller de er gravide, så kigger man lige i deres sag og så viser der jo sig at mange af dem har nogen spøgelser fra fortiden og så laver man pr. automatik en underretning, det ska man jo hvis der er bekymring i fortiden så skal man jo lave en underretning til familieafdelingen på der er en kommende mor her, som måske har brug for noget støtte og vejledning. Og så bliver de her kommende mødre indkaldt til møde på kommunen. Og de kender til systemet så de går bare total i panik, for de ved jo godt og har selv været i systemet og ved jo godt at kommunen har mulighed for at anbringe deres børn. Og det gør faktisk nogen gange at vi har nogle mødre som ik tør glæde sig til at de skal have deres børn. Det fylder så meget for dem, bekymring for hvad familieafdelingen kan finde på at gøre, at det fylder mere end det at de skal være mødre. Og nogen af dem da ligger det måske 4-5 år tilbage da der har været noget med dem. Altså de kan godt ha taget en HF eller altså kommet væk hjemmefra og egentlig fået styr på sig selv. Altså taget en uddannelse og flyttet i lejlighed og alligevel bliver der ribbet op i deres fortid. Så det kan godt blive sådan en selvopfyldende profeti. Altså man kommer faktisk til at lægge pres på dem selv om det jo ikke er det der er formålet. Formålet er jo helt klart at hjælpe de her børn til at få så god en start som overhovedet muligt og hensigten er jo god og fin, men vi oplever nogen gange nogle mødre der faktisk bliver presset ud over kanten. For hvad er det egentlig familieafdelingen vil og de kommer på besøg hele tiden og de får også at vide at de skal blive på sygehuset i 5 dage efter de har født. Det skal de fleste af vores mødre, hvor der så bliver lavet en undersøgelse fra sygehusets side. Hvor de observerer på: hvordan snakker de med deres børn, står de op og tar dem når de vågner om natten, hvordan snakker de til hinanden hvis man nu har partner med og alle de her ting, kan man finde ud af skifte barnet eller venter man for længe. Eller har man mere travlt med at komme ned og ryge, altså hele tiden, man laver en statement på hvordan synes de lige det er gået. Så der er rimelig meget pres på. Altså hvor er anerkendelsen og respekten over for de unge mødre? Man kan jo godt selv huske hvordan det var da man kom op på sygehuset. Man var jo rimeligt meget spændt på, 3
hvordan skal man nu finde ud af det der helt specielle med det første barn, altså man skal give barnet tøj på og man skal sidde og amme imens der er nogen der kigger. Og nogen bliver meget påvirket af at der er nogen der holder øje og bliver meget sådan usikker. Og når man er meget usikker så smitter det af på børnene som begynder at græde for børnene kan jo mærke at mor er usikker ikke? Så der bliver sådan meget selvforstærkende, mor er utryg og barnet bliver utryg og mor bliver endnu mere utryg fordi hun ikke kan trøste sit eget barn. Nogen af dem kan jo køre helt ud i hampen ik og? Hvor man jo som de fleste førstegangs fødende kan sige til sig selv nå ja det da meget normalt at jeg ik lige kan få mit barn til at holde op med at græde, altså fordi man har noget andet med sig og fordi man har en anden styrke med sig. Altså de er bekymrede for at der bliver skrevet i papirerne at jeg ik kan aflæse mit barn, så der er rimelig meget pres på i forhold til at skulle slappe af og være naturlig i omgangen med sit barn. Nogen får jo skrevet i papirerne fra sygehuset at de er stive i deres tilgang til børnene og at de virker påtaget omsorgsfulde ææh f.eks. siger for meget at jeg elsker dig og lign. Og det jo fordi de tror at det er det der skal til for at tilfredsstille dem der kigger. Mange af vores mødre har haft en barsk opvækst, men de har jo rykket sig rigtig meget. For 50 år siden troede man ikke at de ville få en uddannelse, men det får de altså. Så de kommer jo videre, de har en anden viden. Vi har en del mødre som er blevet slået som børn, men vi har ikke haft en eneste voldsag, der har ikke engang været mistanke om at de skulle have slået deres børn. Men risikoen er der jo, for vi gør jo det som vi har lært ik os? Det er i hvert fald det som jeg lærte på seminariet. Altså hvis du er blevet slået meget som barn, så er det det som er naturligt for dig, men du kan jo godt beslutte dig for noget andet. Og når mødrene siger: det skal jeg i hvert fald ikke gøre, så er det vi spørger dem: Hvad er det så i stedet for at du skal gøre? Det ik nok at du bestemmer dig for at det vil jeg aldrig gøre, for hvis du bliver presset nok, så tyr du til det som er kendt, og hvis det er at lange en lussing så det det du kommer til at gøre. Derfor skal du bestemme dig for, mens du har det godt, hvad er det så jeg skal gøre? Jamen ok så skal jeg gå fra mit barn, ind i lokalet ved siden af f.eks. Meget af arbejdet handler om at snakke altså hvordan ser din fortid ud, hvad har du at trække på, hvad har du af relationer, hvem kan du ringe til hvis barnet ikke vil sove om natten, hvem spør du til råds. Vi har også mødre som har vores privat nr. for vi ved at de har ikke nogen at ringe til, de kan ringe aften, eller om natten, ja også i weekenden. Og det ligger der rigtig meget forebyggelse i, fordi vi virker lidt som en ventil kan man sige, for har man ingen valgmuligheder så bliver det en stres faktor, men når man ved at man godt må ringe så kan det faktisk være nok. Det er sjældent der er nogen der ringer, fordi de ved at de har den mulighed at de kan ringe. Det samme når vi har sommerferie, vi står til rådighed hele sommerferien. Jeg har 4
altid min tlf med på ferie og jeg har sagt at hvis jeg ikke lige tar tlf, så lig en besked så skal jeg nok ringe tilbage. Hvor mange mødre kommer her? Ca 40 i gennemsnit. Jeg kan se at alderen svinger fra 17 til 25 år. Ahh vi har også yngre mødre også ældre men vi tar f.eks ikke en mor på 38 år for så er det umuligt at lave et netværk. Men kommer der en førstegangs mor på 28 år som ikke har noget netværk, så er der også plads til hende. Vi kan jo også ha en mor på 17år som klarer sig ligeså godt som en på 25år. Mødrene får hjælp og støtte med økonomi, bolig, ja hvad som helst. Vi yder individuel støtte, vi har en mor lige nu, med en tom lejlighed, hun skal føde om 3 uger. Vi tog så op på genbrug og fandt møbler etc og fik etableret en lejlighed. I dag skal jeg f.eks med i familieafdelingen som bisidder og jeg er med i retten og i statsamtet. På politigården hvis der er voldssager, der egentlig ikke ret mange ting vi ikke gør, men det er ikke en del af vores faste tilbud. Jeg er ansat på 30 timer og Laila i flexjob med 20 timer, så resten trækker vi på frivillig arbejdskraft. Det her er et projekt under mødrehjælpen lokalforeningen Randers, vi har jo vores butik og der er jo egentlig mødrehjælpen. Også har vi lokalforeningen som har startet Huset her op, fordi der kom så mange dernede som ikke kunne få hjælp nok, altså anden hjælp end tøj. Jeg er finansieret af Randers Kommune, jeg er projektansat af Kommunen i to år af gangen. Man kan sige at hvis de ikke forlænger den så er der ikke noget tilbud i Randers Kommune. Altså vores butik finansierer alt hvad vi bruger til tøj og mad til mødrene, men min stilling er finansieret af Rander Kommune. Kig under familieafdelingens tilbud i Randers så vil man kunne se hvad der er af tilbud der. Infanterivej mor/barn hjem. Er de enlige mødre dem som kommer her? Nej ca. halvdelen, men jeg vil sige at de som er enlige klarer sig bedre end de som har partner. Altså unge mødre, har jo unge fædre og unge fædre er ikke så modne som de unge mødre. Du har sådan en ung gut på 18år som lige er blevet far, han er altså ikke færdig med at gå i byen og ikke er færdig med at spille play station, det gir altså rigtig mange konflikter. Vi har forsøgt at lave grupper med unge fædre men de er umulige at få til at komme her, for de gider i hvert fald ikke sidde i rundkreds og snakke. Vi skal have julearrangement på fredag og der er fædrene inviteret med. Også så vi lige kan få hilst på dem og vi kan se hvad det er for nogle fyre, mødrene snakker om. Vi har også nogle andre arrangementer hvor de er inviteret med. Men der er også arrangementer kun for mødrene, da de som ingen partner har godt kan føle sig alene i forhold til dem der kommer som par. Har de piger der kommer her tilknytning til arbejdsmarkedet? Det ikke ret mange, men det har jo også noget med deres alder at gøre for mange af dem er jo kun lige kommet til studiet kan man sige. 2/3 af dem der kommer her har ikke gjort folkeskolen færdig. Den nye kontanthjælps reform har hjulpet lidt på vej, for nogen af vores mødre, for det gir jo ingen mening at en mor på kontanthjælp får udbetalt en 5
11500kr og hvis hun starter på uddannelse skal klare sig får en S.U. og der jo lang vej inden de står med en uddannelse. Vi snakker jo min. 5 år på S.U. det er mange år og at have studiejob ved siden af er jo ikke super nemt lige med den her målgruppe. Man kan jo sige at nogen af dem bliver tvunget til det nu og mange finder jo ud af at de faktisk godt kan. Det er den positive side af det, for de er voksne nok til at se meningen med at tage en uddannelse. Og så har de heller ikke længere nogen forældre at tage sig af. Hvor en stor del af vores mødre havde nok i at tage sig af sine forældre og derfor ikke fik passet sin skole og forældrene var der jo ikke til at motivere dem til at gå i skole. 6