Haletudsen Haletudser hører til padderne og er udviklingsstadiet mellem æg og voksen frø/tudse. Både frøer og tudser lægger sine æg i vandhuller. Det er muligt at kende forskel på, om det er tudse- eller frøæg man ser, da tudsernes æg ligger i lange kæder, mens frøernes i stedet ligger i store klumper. Æggene er slimede og klare og fungerer ligesom et drivhus den tykke slim holder på varmen fra solen og hjælper med modningen af æggene og udviklingen af haletudserne indeni. Haletudserne klækkes 8-12 dage efter æggene er lagt. De første to dage efter klækning lever haletudserne af resterne af æggeblommen i maven (ligesom kyllinger gør). Herefter lever de af de alger, bakterier og svampe, der er på vandplanterne. Vandplanterne bruges også som skjulested, da der er mange dyr i vandet, der godt kan lide haletudser, bl.a. vandkalve og fisk. Tudse-haletudser er dog giftige og bliver derfor oftest undgået af fiskene, der kan dø af at spise dem. Det kan være svært at se forskel på, om det er en frø-haletudse eller en tudse-haletudse man ser på, men ofte er tudse-haletudser større. Men uanset om det er frø- eller tudsehaletudser er udviklingen den samme. I modsætning til den voksne frø eller tudse ånder haletudser ved hjælp af gæller og er derfor helt afhængige af at være under vand. Udviklingen fra haletudse til frø tager ca. 70 dage og forløber således: æg >> haletudse uden ben >> haletudse med ben >> voksen frø/tudse. I den første tid efter klækning har haletudserne en lang hale med hoved og krop, der nærmest går ud i ét. Gradvist vil ben vokse frem først bagben, så forben. Når alle fire ben er vokset ud holder haletudsen op med at spise, for på dette tidspunkt bliver bl.a. dens indvolde omdannet (en voksen frø/tudse er rovdyr og ikke planteæder) og dens gæller omdannes til lunger. En haletudse har ikke noget hårdt skelet, men i løbet af denne sidste udvikling, forkalkes skelettet og bliver hårdt som den voksne frøs/tudses. I den periode, hvor haletudsen ikke kan spise, bruger den sin lange hale som madpakke, da denne er fyldt med energi. Når den færdigudviklede frø/tudse er klar til at gå på land, er halen således helt forsvundet. De unge frøer går på land omkring Sankt Hans, dvs. omkring d. 23. juni, forlader vandhullet og vender ofte først tilbage til det samme vandhul 2-3 år senere for selv at lægge æg. Man kan dog nogle gange se haletudser senere på året, hvilket skyldes en pudsig ting omkring haletudser; I vandhuller, hvori der er rigtig mange haletudser (mere end 1 haletudse pr. halve liter vand), er der ikke føde nok til, at alle kan klare sig til at blive voksne. Derfor har naturen indrettet det så smart, at de store haletudser begynder at udskille væksthæmmende stoffer, der hæmmer væksten hos de små haletudser. De små, der ikke dør, vil forblive små og dermed spise mindre, indtil de store er færdigudviklede frøer/tudser og forlader vandet. Først nu vil de små så begynde at færdigudvikle sig til frøer/tudser. - Derfor kan man altså nogle gange se haletudser selv sent på sommeren. Hvis I tager ud til et vandhul, og gør det med jævne mellemrum, vil I have muligheden for at se udviklingen fra æg til haletudse og frø/tudse. Padder er fredede i Danmark, og derfor er det vigtigt, at de haletudser, man fanger, bliver sat tilbage i præcis den samme sø, som de blev taget fra. Syng sangen Bim bam busse. Læs historien Bennys Badekar : et eksempel på en historie, hvor et barn bliver lille som en haletudse. Leg vandkalvelarven efter haletudsen - baseret på legen katten efter musen. Leg gemmeleg (lad som om i bevæger jer blandt alle planterne i vandet.) Der er mange af dem og de er hurtige Tæl hvor mange der er i et fyldt akvarie Hvad bliver dette dyr til når den er voksen. Gæt et baby dyr. Fisk efter haletusser.
Græshoppen Græshopper er en stor gruppe af forholdsvis store insekter, som vi har 32 forskellige arter af i Danmark. Græshopper ses især om sommeren og sensommeren, og kan især kendes på deres kraftige bagben, der gør dem i stand til at foretage lange spring og deres evne til at frembringe lyde. Græshopper er som regel grønne eller brune, men bagvingerne kan være røde, blå, gule eller hvide og have smukke mønstre. Græshopperne har ufuldstændig forvandling, hvilket betyder at de ikke har noget larve-stadie (som det ses hos eks mariehøns og sommerfugle) men i stedet kommer de ud af æggene som små mini-voksne, dog med uudviklede vinger. er på grænsen af hvad vi mennesker er i stand til at høre, og mange mennesker mister evnen til at høre græshopperne i 40-50 års-alderen. Næsten alle arter af græshopper laver græshoppesang for at tiltrække sig en partner at parre sig med. Hos nogle arter er det kun hannerne der laver lyd, mens det hos andre arter er begge parter. Løvgræshopperne laver deres lyd ved at gnide vingerne mod hinanden, mens markgræshopperne gnider bagbenene mod vingerne. Deres livscyklus er derfor: Æg >> nymfe (mini-voksen) >> voksen. Mellem de to sidste stadier findes en række hamskifte, hvis antal er forskellig fra art til art. Græshopperne har mange fjender, da både insektædene fugle, firben, padder og pattedyr som pindsvin og markmus alle nyder at spise græshopper, ligesom at mange også ender i spindelvæv som edderkoppers bytte. Endelig spiser de store arter af løvgræshopper også gerne en lille markgræshoppe. De fleste af de danske græshopper kan deles ind i to store grupper; Markgræshopper som vi har 10 arter af i Danmark. Disse lever især i tørre områder som klitter og overdrev og er planteædere, og løvgræshopper som vi har 16 arter af i Danmark. Disse kan findes i hele landet hvor der er en eller anden form for vegetation og er overvejende rovdyr, da de spiser andre insekter. De kan dog godt supplere med planteføde som f.eks. blomster. Løvgræshopper kan finde på at bide, når man fanger dem. Man kan se forskel på de to grupper ved at antennerne hos løvgræshopper er længere end kroppen, mens de hos markgræshopper er meget kortere end kroppen. Ud over dette har hunnerne ved løvgræshopper en lang læggebrod, som de bruger til at lægge deres æg i jorden eller inde i plantestængler med, hvorimod markgræshoppe-hunner i stedet har to kroge på bagdelen. En særlig græshoppe er vortebideren, som hører til løvgræshopperne. Den er Danmarks største græshoppe og kan blive op til 4,5 cm lang. Man finder den på græsmarker på solfyldte dage. Vortebideren har fået sit navn da den før i tiden blev brugt til at fjerne vorter. Man tog simpelthen en vortebider som man lod bide i vorten og gylpe fordøjelsesvæske op. Hvor langt kunne du hoppe, hvis du var en græshoppe? Læs historien om de syv plager. Leg jorden er giftig og hop fra ting til ting. Lav sækkehop-løb. Græshoppen har mistet en ben - hoppe stafet med et ben. Tegn en græshoppe vha. farver fra naturmaterialer. De fleste mennesker kender den meget høje lyd af græshoppesang. For mange arter ligger deres lyd i et toneleje der
Regnormen Regnormen hører til ledormene, som er en gruppe af dyr uden lemmer og en krop der består af mange næsten ens led. I Danmark har vi omkring 20 forskellige arter af regnorme, hvor de største bliver 15-18 cm. lange (den australske kæmperegnorm kan blive næsten 3,5 m. lang). De danske arter af regnorme bliver mellem 1 og 3 år gamle. En regnorm er rund i den ene ende, det er halen, og spids i den anden ende, hvor hovedet med munden sidder. Regnorme har ingen tænder, men de har spytkirtler med spyt der blødgør føden. Ligeledes har de heller ingen egentlige øjne, men i stedet nogle lysfølsomme øjenpletter som gør at de kan skelne mellem lys og mørke. Regnorme er tvekønnede, så hvert individ er altså både hun og han på samme tid. De voksne (kønsmodne) regnorm har et bælte rundt om maven, hvor deres kønsorganer sidder. Selv om regnorme er tvekønnede så kan de ikke befrugte sig selv. Når to regnorme skal parre sig snor de sig rundt om hinanden så bælterne kommer til at ligge ud for hinanden. Her udveksler de sæd som bliver gemt i et lille hulrum. Senere kan regnormen så bruge sæden til at befrugte sine æg. Når det er gjort danner den en lille kokon af slim som æggene ligger i til de klækker efter 3-4 mdr. og de små regnorme kommer ud. Regnorme kan ikke tåle at tørre ud, og derfor lever de om dagen i gange nede i jorden. De små arter lever lige i jordoverfladen, mens de større arter kan grave gange der er op til fire meter dybe. Om natten kommer regnormene frem for at finde blade de kan trække ned i deres gange med bagenden. Under jorden vil bladene hurtigt blive angrebet af svampe og bakterier, og det er så disse organismer regnormene lever af. Regnormene spiser hver dag ca. halvdelen af deres egen kropsvægt, så der skal findes meget føde, men de kan også kravle helt op til 30 meter på en nat i deres jagt efter blade. På grund af deres levevis er regnorme vigtige for vedligeholdelsen af jorden i de områder hvor de lever, dels fordi de fremmer nedbrydningen af organisk materiale og dels fordi de med deres gange lufter jorden og gør det lettere for planternes rødder at vokse gennem jorden. Derfor er haveejere som regel også meget glade for de regnorme der lever i deres jord. Regnormen har mange fjender, blandt andet ræve, grævlinge, pindsvin, muldvarpe, fugle og rovbiller. Den største trussel er dog udtørring. Bliver det meget tørt i en periode kan regnormene derfor gå i dvale. Så graver hver regnorm et lille kammer som den forer med et slimlag der holder på fugten. Her ruller den sig så sammen og bliver liggende i dvale til det igen har regnet. Det er også på den måde at regnorme overlever vinteren. Mange tror at regnormen bliver til to hvis man hakker den midt over. Dette er en myte! Hvis en regnorm bliver hakket over er den alvorligt såret og vil ofte dø. Forenden med bæltet kan dog i nogle tilfælde leve videre, men i så fald ligger ormen inaktiv i flere måneder for at samle kræfter. At begge ender bevæger sig et stykke tid efter adskillelsen skyldes muskelsammentrækninger, men bagenden vil altid dø. Ifølge gammel overtro kan man helbrede kærestesorg ved, lørdag ved midnat, at drikke brændevin tilsat tre regnorme der er gravet op af kirkegårdens friskeste grav. Lav en kompost-bunke i en kasse med gennemsigtige sider så man kan se, hvordan regnormene arbejder. Vær en regnorm: Brydekamp i soveposer. Find vej gennem labyrinten. Glid frem som en regnorm på en bane af brun sæbe. Find en regnorm. Regnorm = lang - Måle ting - egen højde. Regnorme elsker at være i kompost - gæt hvad komposten består af (ting der er blandet samme - gætte kims). Kryb igennem en tunnel uden arme og ben. Find en regnorm. Fisk med regnorm.
Honningbien Honningbier lever i bistader hos biavlere. Her bor de op til 60.000 bier sammen i et bistade. Derfor kalder vi bierne sociale insekter. I et bisamfund er der altid kun én dronning, og hendes opgave er at lægge æg. Hun kan lægge 3000 æg i døgnet. De andre bier er enten droner eller arbejderbier. Droner er hanner som har til opgave at befrugte dronninger. Arbejderbierne samler pollen og nektar, passer yngelen og opvarter dronningen. Deres arbejdsopgaver afhænger af deres alder. Nyklækkede arbejderbier gør rent i boet. Når de bliver lidt ældre skal de passe og fodre larverne og til sidst bliver de ansvarlige for at gemme honningen. Kun de ældste arbejderbier flyver ud til blomsterne og henter pollen og nektar hjem til boet. Nektaren laver de til honning i deres mave, hvorefter de gemmer honningen i deres bistade hos biavleren. Når en bi har fundet en god nektarkilde, vender den tilbage til boet og begynder at danse. Biens dans fortæller de andre bier i hvilken retning og hvor langt, de skal flyve, for at finde den gode nektarkilde. Den duft, som hænger ved den heldige finder, fortæller dem hvilke blomster, de skal lede efter. Straks flyver flere arbejderbier ud til nektarkilden og henter den søde nektar hjem til boet. Ved indgangshullet sidder der hele tiden særlige vagtbier, som holder øje med trafikken og som undersøger dem der vender hjem med nektar. Kun boets egne beboere får lov til at komme ind i boet. Vi mennesker ved også, at man ikke skal gå for tæt på boet. For hvis vagtbierne føler sig truede, slår de alarm og pludselig angriber en stor sværm af bier. Det har stor betydning for honningens smag hvilke blomster bierne henter nektaren fra. Smagen stammer nemlig fra de naturlige smagsstoffer, som findes i blomsten. Også honningens konsistens afhænger af hvilke blomster bierne har besøgt, f.eks. bliver honning fra raps meget hårdt. Blomsterne er glade for biernes besøg, for de bestøves af pollen, som bien bærer med sig fra blomst til blomst. Pollen er hanligt blomsterstøv, som skal spredes mellem blomsterne, for at de kan sætte frø og frugt. Spredningen sker når pollen sætter sig fast på bien. Dette kaldes pollen-kurve eller bukser. Bien flyver fra blomst til blomst og på denne måde foregår bestøvningen. Som tak for bestøvningen får honningbien lov at suge nektar fra blomsten, som laves til honning. Indimellem tager bierne dog også pollen med hjem til boet som de gemmer som forråd. Et bisamfund kan lave 50-80 kilo honning i løbet af et år. Biavleren sælger honningen og fodrer bierne med sukker. Dette er de godt tilfredse med, selv om de også gerne selv spiser den honning, de har lavet. Hvis en bi fik lov til at leve af honning, ville den kunne flyve 30.000 km på en liter honning. Og ét bisamfund ville bruge 8 kg honning som flybrændstof for at lave 1 kg honning til biavleren. Sangen: Sur sur sur lille bi omkring Besøg en biavler. Skattejagt find ingredienserne til honningkagen. Lav honningkager over bål. Lær at tegne sekskanter/hexagoner. Lav vokslys. Stikke - ramme plet (sætte halen på æslet). Bygge vinger og flyve en tur (stafet) Find bierne i skoven (klippet ud). Fangeleg - stik hinanden. Saml en bikube (puslespil). Smage-kims med honning ting.
Myren Myren er et flittigt lille insekt, som vi kan møde overalt i det åbne land såvel som i byer. Myrer lever bl.a. af honningdug, som er sukkerholdige ekskrementer fra bladlus samt nektar fra blomster. Den sorte havemyre er den art, som oftest lever under fortovsfliser, i vores haver eller sågar i vores huse, hvor de kommer ind for at søge føde. Det er en lille mørk myre, vis farve varierer fra mørkebrun til sort. Den lever i et socialt samfund i tuer under jorden. Tuernes indgang et let genkendelige, fordi en lille kuppel af sandkorn ligger ved indgangen. adfærd. Myren blander ofte sine feromoner i en cocktail, hvis der er behov for at sende flere beskeder på en gang. Et eksempel på kommunikation kan ses, hvis man kigger på den færdsel der foregår til og fra en myretue. Myrer som er på vej væk fra tuen går i den ene side af en skovsti, mens myrer som er på vej tilbage til tuen fx med grannåle - går i den anden side af stien. På denne måde undgår de sammenstød under deres travle byggearbejde. Store myretuer som ofte ses i nåleskov bygges til gengæld af rød skovmyre. Tuerne bygges af grannåle, bladstilke og småkviste. En tue kan blive op til to meter høj og indeholde over 100.000 myrer. Størstedelen af myrerne er arbejdere (4-9 mm lange). Hunlige myrer i tuen kaldes dronninger, og de kan blive op til 10 år gamle. Hos rød skovmyre lever mange dronninger i én tue. Deres opgave er at lægge æg dybt nede i jorden under selve myretuen. Disse klækker og bliver til hvide larver. Både æg og larver skal jævnligt flyttes rundt i tuen, så temperaturen hele tiden er optimal for deres videre udvikling til en voksen myre. Om foråret sørger arbejderne for, at bringe den første forårsvarme ned i boet til dronningerne, så de hurtigt kan komme i gang med at lægge æg. Arbejdermyrerne lægger sig på solsiden af myretuen og suger varmen til sig. De opvarmede myrer fragterne derefter varmen ned til dronningerne og fungerer derved som mobile radiatorer. Myrer er gode til at kommunikere. De bruger lugte til at sende beskeder til hinanden. Inde i kroppen har en myre op til 70 hormonkirtler der kan udskille sekreter, og når sekreterne kommer ud på myrens krop, bliver de til feromoner. Feromoner er duftstoffer som udskilles af mange dyrearter også af mennesker. De får andre individer af samme art til at ændre Betegnelsen tissemyrer er opstået, fordi man tit kan se myrerne sprøjte en væske ud af bagkroppen. Men tis er det ikke - det er myresyre. Syren bruges til forsvar og til at dræbe bytte med. Man kan se myresyren hvis man tager et stykke stof farvet med rødbede saft. Saften fungerer som en ph-indikator og ændrer farve når den rammes af syren (man kan også bruge et kronblad fra hyben-rosen). Byg en kæmpe myretue. Myrelokkedåsen hvem kan lokke flest myrer til, inden de slippes fri igen. Tisse langt m. vandpistol. Myrene bider (jorden er giftig). Transportere ting i en kæde. Løfte noget tungt. Gætte vægt - ting, dig selv. Finde ting. Labyrint - gangene i myreturen. Byg en myretue af de ting du kan finde. Sortere affald.
Fluen Stuefluen er et insekt og én ud af i alt ca. 3.000 fluearter i Danmark. Kendetegnet for alle fluer er, at de kun har to vinger. Den voksne stueflue er 8-9 mm lang. Brystet er gråt med sorte længdestriber og bagkroppen er grålig med en rustrød plet på hver side. Stuefluen er den flue, vi møder i vores hjem og på bondegårde, hvor den holder til i staldene blandt køer, heste og på åbne møddingspladser. Fluen lægger æg i frisk husdyrgødning eller i rådne planter. Ud af æggene kommer larver, som også kaldes maddiker. Maddikerne er hvide og mangler ben. Maddikerne lever i og af gødning, køkkenaffald og rådne planter. De vokser meget hurtigt. Allerede efter 5-10 dage forpupper de sig og laver en kokon (en puppe). Ud af puppen kommer endelig den voksne flue. Fluen lever maksimalt 3 uger. Den lever af mange forskellige slags madvarer. Fluens munddele er bygget primært til at suge og slikke med, så den kan ikke bide, stikke eller gnave. Derfor sprøjter den spytsekret ud over faste fødevarer, så de bliver opløst. Herefter kan fluen suge maden op med munddelene. En stueflue flyver med en gennemsnitshastighed på 7,2 km/t og slår med vingerne cirka 20.000 gange i minuttet for at holde sig i luften. Dette giver den velkendte, irriterende summen. Stuefluer kan uden besvær kravle rundt på loftet med hovedet nedad. Årsagen til dette er deres fødder. De har trædepuder med to hæfteskiver på hver fod, der ligesom dørmåtter er dækket af hår og forsynet med en klæbrig væske på spidserne. En flue, der kommer flyvende og vil lande på et loft, stikker forbenene op mod loftet til den får kontakt. Så griber den fat med forbenene og bruger fremdriften fra flyvningen til at smække resten af kroppen op på loftet. I gamle dage blev fluer brugt i lægemidler. Knuste fluehoveder blev blandet med honning til en salve, der fik håret til at vokse langt og tykt. Mod malaria skulle man spise indbagte fluer, og imod tandpine skulle man gnide tandkødet med en knust flue. Dog havde julefluen en helt særlig status, for dén måtte man nemlig ikke slå ihjel og bruge i lægemidler. Hvis man gjorde det, ville det kommende år i familien blive ulykkeligt. Kunne man til gengæld holde fluerne levende vinteren over, blev det et godt år for familien. Syng sangen Jeg er fluen jeg har vinger på med Shu-bi-bua. Prøv at kaste en papirkugle efter en summende flue, som flyver i cirkler midt i rummet. Fluen vil næsten helt sikkert afbryde sin vandrette cirkelbevægelse for at jagte den ubudne gæst bort. Fluen sætter sig overalt, kender derfor mange ting - føle kims. Sug vand op i et sugerør og spyt så langt som muligt. Tag sugekopper på hænder og fødder (fx svuppere) og klatr hen ad gulvet. Tag i den lokale park og plant små flag i efterladte hundelorte. Tæl hvor mange fluer der sidder i dem. Fluen sætter sig på alt, spiser det - smage-kims. Fluen sætter sig overalt, kender derfor mange ting (føle-kims).
Edderkoppen Edderkopper er det man kalder spindlere (navnet spindler henviser til edderkoppers evne til at lave spind) og hører derfor ikke til insekterne. Korsedderkop er nok den mest velkendte edderkop i Danmark og er kendetegnet ved sin grålige/brunlige farve med en korsformet tegning på bagkroppen. Hunner er større end hanner (hun: 1,2-1,5 cm; han: 7-8 mm). Korsedderkop er fremme i maj-november og er udbredt over hele landet og kan således findes i både skov, park, haver og åbent land - der skal bare være noget bevoksning, som edderkoppen kan lave sit spind på. Korsedderkoppens spind er hjulformet med klæbrige fangsttråde på. Trådene til spindet dannes fra spindevorter, der sidder på spidsen af edderkoppens bagkrop. at finde endnu en hun. En han-edderkop vil kunne nå at befrugte nogle få hunner inden han dør. En befrugtet hun vil lave et særligt halvkugleformet ægspind, hvori hun lægger sine 300-800 æg. I spindet vil æggene ligge beskyttet, indtil de klækkes det efterfølgende forår. Få dage efter æggene er lagt, dør hunnen. Ved det efterfølgende forårs komme klækkes æggene, og ud kommer små edderkopper, der er miniudgaver af de voksne korsedderkopper. For at kunne sprede sig ud i landskabet, laver de små edderkopper nu lange tynde silketråde, der gribes af vinden og fører edderkopperne væk. Det sted, hvor en edderkop herefter lander, bliver det sted, hvor den vil lave sit spind. Hver dag vil edderkoppen reparere sit spind, så det altid er klart til at fange insekter, der kommer flyvende. For at genbruge silkeproteinerne, spiser edderkoppen det spind, der skal repareres. Når spindet er klart, gemmer edderkoppen sig i udkanten af spindet, gerne under et blad. Her sidder den så og venter tålmodigt. For at kunne vide, hvornår der er fangst, har edderkoppen lavet en signaltråd, der leder vibrationer fra byttets bevægelse i nettet hen til edderkoppens følsomme ben. Når et bytte flyver ind i nettet, skynder edderkoppen sig hen til det, bider det med sine giftkroge og venter på at byttet dør. Det døde bytte bliver nu viklet ind i silke, så edderkoppen lettere kan spise det. Det er dog ikke altid, at edderkoppen spiser byttet med det samme - nogle gange gemmes det til senere. En god måde at kende forskel på edderkop og insekt er ved at tælle benene - edderkopper har 8 ben mens insekter har 6. Alle edderkopper er rovdyr og slår byttet ihjel med gift fra giftkroge, men der er ingen farlige edderkopper i Danmark. Edderkoppespind er utroligt holdbare og er i tidens løb bl.a. blevet brugt til at lægge på sår for at standse blødning.i gamle dage blev korsedderkopper brugt som lægemiddel, f.eks. var der dette husråd mod feber: Om aftenen før sengetid skal patienten fange tre korsedderkopper og sætte dem i et fingerbøl, som er svøbt i en ren linnedklud. Patienten skal da bære det i en snor om halsen, hvorefter feberen vil forsvinde. Ligesom alle andre edderkopper, kan korsedderkoppen ikke spise fast føde. Derfor indeholder edderkoppens gift fordøjelsesenzymer, der opløser byttet indvendigt således at edderkoppen kan komme til at suge alt ud af byttet. En korsedderkop lever kun et år og dør kort tid efter parring og æglægning. Når det er parringstid, hen mod slutningen af sommeren, finder hannen en hun, han kan parre sig med. Men han er nødt til at være meget forsigtig, når han nærmer sig hende, så hun ikke kommer til at tro, at den lille han er et bytte og slår han ihjel. Lykkes det hannen at komme hen til hunnen, holder han godt fast i hendes bagkrop, mens han bruger en fingerformet udvækst til at placere en sæk med sæd i hunnen. Når dette er gjort skynder han sig væk og prøver Aftryk af edderkoppespind på sort karton ved hjælp af mel. Byg en klatrebane. Find på nye fagter til lille Peter edderkop. Bind 4 personer sammen og forsøg at gå med 8 ben, uden at snakke! Få patruljen gennem et kæmpe-edderkoppespind. Lav en edderkop af piperensere. Edderkop ta fat to og to. Gå på alle 8. Klatring/rappelling. Følge spindelvævet - fiskesnøre. Lav en edderkop af piberensere.
Mariehønen Mariehøns er en familie af biller, der hører ind under ordenen insekter. I Danmark har vi omkring 50 forskellige mariehønsarter. Alle arter har samme runde kropsform, men farve og antal pletter varierer fra art til art. De fleste arter har rødlige dækvinger med sorte pletter, men nogle arter har dog gule dækvinger med sorte pletter. Både farvekombinationen rød/sort og gul/sort er naturens advarselsfarver og signalerer overfor rovdyr at mariehøns er ilde smagende og giftige. Bl.a. fugle kan ikke tåle at spise mariehøns. Bliver en mariehøne forstyrret kan den udskille gule giftige dråber. Nogle edderkopper og rovbiller kan dog spise mariehøns. Som forsvar mod dem kan mariehønen eksempelvis spille døde, hvorved rovdyret ofte mister interessen for den. Man finder mariehøns over hele Danmark og i næsten alle naturtyper. Haveejere er særligt glade for mariehøns, da deres yndlingsspise er bladlus (en voksen kan spise over 100 bladlus på en dag). Ud over bladlus spiser mariehøns bl.a. også skjoldlus. I perioder med få eller ingen bladlus spiser de også pollen, nektar og sød moden frugt. To af mariehøns arterne skiller sig dog ud fra de andre arter ved at være svampeædere. Det er meget vigtigt for mariehønsene at spise sig fede i løbet af sommeren, for ligesom eksempelvis bjørne, skal de have opbygget et fedtdepot, så de kan klare sig vinteren over. Om efteråret, inden vinteren sætter ind, består omkring 40% af en mariehønes tørvægt af oplagret fedt! Om foråret kommer de overvintrede mariehøns frem fra deres skjul under bark, i jorden eller andre lune steder. Efter at have fundet føde en tid, vil parringer finde sted. Æggene lægges i klumper på 10-50 æg og gerne midt i bladluskolonier, så der er føde til larverne, når de klækkes efter 3-5 dage. Larverne lever, som de voksne mariehøns, især af bladlus. Efter 2-3 uger er larverne klar til at undergå den sidste forvandling og bliver til pupper. Pupperne klækkes allerede efter 7-10 dage og ud kommer de voksne mariehøns, der straks begynder at æde sig fede til vinteren. Cyklussen hos mariehøns er således; æg >> larve >> puppe >> voksen mariehøne. De fleste mariehøns er som sagt glubske rovdyr, og når der lander en mariehøne midt i en flok bladlus, kan bladlusene udskille et advarselsstof, der får mange af bladlusene til at slippe bladet eller grenen og lade sig falde ned på jorden og væk fra mariehønen. Navnet Mariehøne, eller på engelsk Ladybird, kendes tilbage fra middelalderen og henviser til Jomfru Maria. Skift tøj ligesom mariehønen skifter fra puppe til bille. Men gør det i soveposen! Male et flot maleri med prikker. Bliv malet i ansigtet som en mariehøne. Lav en mariehøne af naturmaterialer. Twister på mariehøneprikker. Følg fra prik til prik. Mariehønen har tabt sine prikker - find dem. Koder gemt i prikkerne.