DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDS

Jurist- og Økonomforbundets Forlag Jon Fridrik Kjølbro DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDS KONVENTION 3. udgave for praktikere

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere

Jon Fridrik Kjølbro Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere 3. udgave Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2010

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere 3. udgave, 1. oplag 2010 by Jurist- og Økonomforbundets Forlag Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan Omslag: Bo Helsted Tryk: Narayana Press, Gylling Indbinding: Damm s Forlagsbogbinderi, Randers Printed in Denmark 2010 ISBN 978-87-574-2426-3 Jurist- og Økonomforbundets Forlag Lyngbyvej 17 Postboks 2702 2100 København Ø Telefon: 39 13 55 00 Telefax: 39 13 55 55 e-mail: forlag@djoef.dk www.djoef-forlag.dk

Forord til 3. udgave Første udgave af bogen udkom i 2005, og anden udgave i 2007. Siden da har Domstolen afsagt et stort antal domme. Flere af disse er principielle og gør op med tidligere praksis eller fastslår retstilstanden på områder, som Domstolen ikke tidligere har behandlet. For den travle praktiker er behovet for en ajourført beskrivelse af praksis derfor stort. Bogens opbygning og stil er i det væsentlige uændret, men ny praksis er indarbejdet, og visse afsnit er omskrevet i lyset af udviklingen i praksis. Det oprindelige formål med bogen er uændret. Målgruppen er således fortsat praktikere, herunder advokater, anklagere, dommere og embedsmænd. Den tilsigter at give læsere en forholdsvis udførlig beskrivelse af praksis. Stilen er fortsat refererende snarere end kommenterende. Bogen er opdateret til og med 31. maj 2010. Den 14. tillægsprotokol (ETS 194), der ændrer konventionens kontrolsystem, trådte i kraft den 1. juni 2010. Protokollen har til formål at bevare og forbedre kontrolsystemets effektivitet på lang sigt ved at optimere filtrering og behandling af klagesager. Den ændrer Domstolens sammensætning i de mest simple klagesager, og den indfører et nyt kriterium for antagelse af en klage til behandling i realiteten ( væsentlig ulempe ). Endvidere forlænger den dommernes funktionsperiode til 9 år uden mulighed for genvalg. Protokollen er kun omtalt kortfattet i bogen, men teksten er indarbejdet i bilaget, der gengiver konventionen med tilhørende protokoller. Læsere er velkommen til at sende eventuelle kommentarer, herunder gøre opmærksom på faktuelle fejl og foreslå forenkling og forkortelse. København, juli 2010 Jon Fridrik Kjølbro jon.kjolbro@mail.dk 5

Indholdsfortegnelse Kapitel 1. Fortolkning og anvendelse af konventionens bestemmelser... 17 1.1. Betydningen af retspraksis... 17 1.2. Fortolkningsprincipper betydningen af Domstolens fortolkningsstil... 21 Kapitel 2. Konventionens anvendelsesområde (artikel 1 og bestemmelser i tilknytning hertil)... 35 2.1. Indledning... 35 2.2. Medlemsstaterne som pligtsubjekter ( ratione personae )... 35 2.3. Konventionens bindende karakter ( skal sikre )... 43 2.4. De berettigede efter konventionen ( enhver )... 44 2.5. Udøvelse af jurisdiktion, herunder konventionens stedlige anvendelsesområde ( ratione loci ).. 44 2.6. Internationale organer, internationale aftaler og medlemsstaternes indirekte ansvar... 52 2.7. Konventionens materielle anvendelsesområde ( ratione materiae )... 57 2.8. Konventionens tidsmæssige udstrækning ( ratione temporis )... 60 2.9. Fravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande (artikel 15)... 65 2.10. Indskrænkninger i udlændinges politiske virke (artikel 16)... 67 2.11. Forbud mod misbrug (artikel 17)... 68 2.12. Begrænsninger i brug af indskrænkninger i rettigheder (artikel 18)... 71 2.13. Forbehold til konventionen (artikel 57)... 72 Kapitel 3. Beviskrav og bevisbyrde, herunder forholdet til nationale domstoles bevisbedømmelse. 75 Kapitel 4. Mellemstatslige klager artikel 33... 81 Kapitel 5. Individuelle klager artikel 34... 85 5.1. Klager fra private... 85 5.2. Offerkravet... 88 5.3. Fortabelse af offerstatus... 99 5.4. Forbud mod at lægge hindringer i vejen for klager... 107 5.5. Særligt om foreløbige foranstaltninger og artikel 34... 110 Kapitel 6. Kriterier for antagelse af en klage til behandling i realiteten artikel 35... 115 6.1. Indledning... 115 6.2. Kravet om udtømmelse af nationale retsmidler... 115 6.3. Specielt om udtømmelse af retsmidler efter dansk ret... 124 6.4. Fristen for indbringelse af klagen... 128 6.5. Klager må ikke være anonym... 133 6.6. Klagen må ikke tidligere have været behandlet... 133 6.7. Klagen må ikke være åbenbart grundløs... 136 6.8. Misbrug af klageadgangen... 136 7

6.9. Ikke væsentlig ulempe... 138 Kapitel 7. Følgerne af en dom, herunder tilkendelse af erstatning artikel 41 og 46... 141 7.1. Generelt om følgerne af en dom... 141 7.2. Erstatning for ikke-økonomisk skade... 149 7.3. Erstatning for økonomisk tab... 158 7.4. Sagsomkostninger... 165 7.5. Valuta og forrentning af erstatning... 168 Kapitel 8. Ret til livet artikel 2... 171 8.1. Generelt om artikel 2... 171 8.2. Livets begyndelse og provokeret abort... 172 8.3. Ret til at afslutte livet og til selvbestemmelse... 174 8.4. Dødsstraf og artikel 2 s eksterritoriale virkning... 174 8.5. Myndighedspersoners magtanvendelse og brug af våben m.v.... 176 8.6. Pligt til at efterforske i anledning af dødsfald... 183 8.7. Statens positive pligt til at beskytte liv... 190 Kapitel 9. Forbud mod tortur m.v. artikel 3... 201 9.1. Generelt om bestemmelsen... 201 9.2. Torturhandlinger... 205 9.3. Magtanvendelse over for frihedsberøvede... 208 9.4. Efterforskning i anledning af påståede krænkelser... 212 9.5. Forhold under frihedsberøvelse... 215 9.6. Frihedsberøvelse af syge m.v.... 223 9.7. Særligt om varetægtsfængsling og afsoning i isolation... 230 9.8. Politiets afhøringsmetoder m.v.... 233 9.9. Straffens form og varighed, herunder frihedsberøvelse af gamle personer... 234 9.10. Statens ansvar i anledning af handlinger foretaget af private... 238 9.11. Straffesager mod børn... 242 9.12. Dødshjælp m.v.... 243 9.13. Militæret, herunder militærtjeneste... 243 9.14. Udvisning og udlevering m.v. af udlændinge... 244 9.14.1. Generelt om risiko for mishandling m.v.... 244 9.14.2. Processuelle garantier i sager om udvisning m.v.... 246 9.14.3. Udvisning og risiko for forfølgning m.v.... 247 9.14.4. Udvisning af syge, svage og sårbare... 254 9.14.5. Forhold i forbindelse med udsendelse... 257 9.14.6. Udlevering til strafforfølgning... 258 9.14.7. Udvisning og risiko for strafforfølgning... 261 Kapitel 10. Forbud mod slaveri og tvangsarbejde artikel 4... 263 10.1. Generelt om bestemmelsen... 263 8

10.2. Forbud mod slaveri eller trældom (stk. 1)... 264 10.3. Forbud mod tvangs- eller pligtarbejde (stk. 2)... 265 10.4. Arbejde der ikke er tvangs- eller pligtarbejde (stk. 3)... 267 Kapitel 11. Ret til frihed og sikkerhed artikel 5... 271 11.1. Bestemmelsens anvendelsesområde... 271 11.2. Legalitetskravet... 277 11.3. Pligt til at registrere oplysninger og foretage undersøgelser... 283 11.4. Krav til frihedsberøvelsens form... 284 11.5. Frihedsberøvelsens formål... 285 11.6. Domfældte artikel 5, stk. 1, litra a... 286 11.7. Efterkomme påbud eller opfylde forpligtelser artikel 5, stk. 1, litra b... 292 11.8. Anholdelse af mistænkte m.v. artikel 5, stk. 1, litra c... 294 11.9. Mindreårige artikel 5, stk. 1, litra d... 298 11.10. Personer der er til fare for dem selv eller andre artikel 5, stk. 1, litra e... 299 11.11. Udlændinge artikel 5, stk. 1, litra f... 303 11.12. Underretning til anholdte artikel 5, stk. 2... 308 11.13. Fremstilling for dommer, varetægtsfængsling og kaution artikel 5, stk. 3... 311 11.13.1. Fremstilling for en dommer... 311 11.13.2. Tidsmæssig udstrækning af anholdelse og varetægtsfængsling... 314 11.13.2.1. Den relevante periode... 315 11.13.2.2. Vurderingen af periodens rimelighed... 316 11.13.3. Løsladelse mod kaution... 324 11.14. Prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed eller fortsatte lovlighed artikel 5, stk. 4... 325 11.14.1. Generelt om bestemmelsen, herunder hvornår der er krav på prøvelse... 325 11.14.2. Krav til prøvelsesorganet og til indholdet, omfanget og fremgangsmåden ved prøvelsen 330 11.14.3. Hurtig prøvelse... 339 11.14.4. Prøvelse med rimelige intervaller... 341 11.15. Krav på erstatning artikel 5, stk. 5... 343 Kapitel 12. Ret til retfærdig rettergang artikel 6... 345 12.1. Generelt om anvendelsesområdet ( når der skal træffes afgørelse )... 345 12.2. Civile sager ( borgerlige rettigheder og forpligtelser )... 347 12.3. Straffesager ( anklage for en forbrydelse )... 362 12.4. Bestemmelsens eksterritoriale virkning... 372 12.5. En domstol, der er oprettet ved lov... 375 12.6. Indhold og omfang af domstolens prøvelse... 379 12.7. Adgang til en domstol og til en domstolsprøvelse... 382 12.7.1. Genrelt om adgang til en domstol og domstolsprøvelse... 382 12.7.2. Fri proces i civile sager... 386 12.7.3. Retsafgifter... 390 12.7.4. Genrerelt om processuelle regler m.v.... 392 12.7.5. Frister og forældelsesregler... 393 12.7.6. Appelregler og betingelser for appel... 397 12.7.7. Betinget adgang til domstolsprøvelse, herunder indirekte prøvelse... 400 9

12.7.8. Krav til domstolsprøvelse... 401 12.7.9. Udelukkelse af domstolsprøvelse... 403 12.7.10. Fuldbyrdelse og efterlevelse af afgørelser... 404 12.7.11. Søgsmålsimmunitet og eksekutionsimmunitet... 406 12.7.12. Vedtagelse af relger med tilbagevirkende kraft m.v.... 409 12.7.13. Andre aspekter af adgang til en domstol og domstolsprøvelse... 414 12.8. Kravet om en uafhængig og upartisk domstol... 415 12.8.1. Generelt om upartiskhed, herunder objektive og subjektive krav... 415 12.8.2. En dommers forudgående kendskab til sagen... 418 12.8.3. En dommers tilknytning til parter... 424 12.8.4. En dommers konkrete adfærd... 428 12.8.5. Generelt om uafhængighed... 428 12.8.6. Særligt om militærdomstole... 432 12.8.7. Behandling af mulige indsigelser... 435 12.8.8. Sagkyndige og andre... 437 12.9. Offentlig rettergang, mundtlig forhandling og retten til at være til stede... 437 12.9.1. Offentlig rettergang... 437 12.9.2. Mundtlig forhandling... 441 12.9.3. Retten til at være til stede... 446 12.10. Specielt om ankebehandling... 453 12.11. Retten til en retfærdig rettergang... 458 12.11.1. Generelt om en retfærdig rettergang... 458 12.11.2. Bevisumiddelbarhed... 462 12.11.3. Ulovligt tilvejebragte beviser... 463 12.11.4. Politiagenter og agents provocateurs m.v.... 466 12.11.5. Forsvarets adgang til bevismateriale... 468 12.11.6. Effektiv deltagelse i straffesagen... 471 12.11.7. Krav til dommeres behandling af sagen... 472 12.11.8. Omfattende og negativ presseomtale... 474 12.11.9. Kendskab til afgørelse og begrundelse... 474 12.11.10. Adgang til myndigheders dokumenter... 475 12.11.11. Sagkyndige vidner og erklæringer... 476 12.11.12. Andre aspekter af en retfærdig rettergang... 477 12.12. Ligebehandlingsprincippet ( equality of arms ) og kontradiktion... 478 12.12.1. Ligebehandlingsprincippet... 478 12.12.2. Kontradiktion... 481 12.12.3. Ligebehandling, kontradiktion og generaladvokater m.v.... 485 12.13. Særlig om begrundelseskravet... 487 12.14. Retsstatsprincippet ( the rule of law )... 490 12.15. Forbudet mod selvinkriminering... 493 12.15.1. Generelt om selvinkriminering... 493 12.15.2. Tilvejebringelse af oplysninger, der kan bruges i en straffesag... 497 12.15.3. Anvendelse som bevis af tvangsmæssigt tilvejebragte oplysninger... 501 12.15.4. Andre aspekter af forbudet mod selvinkriminering... 503 12.16. Uskyldsformodningen (artikel 6, stk. 2)... 506 12.16.1. Generelt om uskyldsformodning... 506 12.16.2. Betingelser for straf, herunder formodninger og objektivt ansvar... 507 12.16.3. Domstolsafgørelser, der afspejler skyld og mistanke... 509 12.16.4. Udtalelser om retssager... 511 12.16.5. Afgørelser om strafforfølgning... 513 12.16.6. Sagsomkostninger og erstatning... 514 12.16.7. Straffastsættelse og konfiskation... 517 12.16.8. Andre aspekter af uskyldsformodning... 518 10

12.17. Oplysning om sigtelsen artikel 6, stk. 3, litra a... 518 12.17.1. Generelt om oplysning om sigtelsen... 518 12.17.2. Anklagemyndighedens ændring af sigtelsen... 519 12.17.3. Rettens fravigelse af tiltalen... 519 12.17.4. Udlændinges ret til oplysning om sigtelsen... 521 12.18. Tid og lejlighed til forsvar artikel 6, stk. 3, litra b... 522 12.19. Bistand af forsvarer artikel 6, stk. 3, litra c... 524 12.19.1. Generelt om bistand af forsvarer... 524 12.19.2. Ret til at forsvare sig personligt... 524 12.19.3. Bistand af forsvarer... 525 12.19.4. Statens ansvar for utilstrækkeligt forsvar... 527 12.19.5. Bistand af forsvarer før domsforhandling... 528 12.19.6. Bistand af forsvarer uden betaling... 531 12.19.7. Kommunikation med forsvarer... 533 12.20. Vidner artikel 6, stk. 3, litra d... 534 12.20.1. Generelt om vidneførsel, herunder afskæring af bevisførelse... 534 12.20.2. Bevisumiddelbarhed og dokumentation af forklaringer... 537 12.20.3. Anonyme vidner... 543 12.20.4. Beskyttelse af vidner, herunder videoafhøring af børn... 545 12.21. Tolkebistand artikel 6, stk. 3, litra e... 547 Kapitel 13. Kravet om en rettergang inden en rimelig frist artikel 6, stk. 1... 551 13.1. Indledning... 551 13.2. Fastlæggelse af den relevante periode... 551 13.2.1. Straffesager... 551 13.2.2. Civile sager... 554 13.3. Vurdering af periodens rimelighed... 558 13.3.1. Sagens karakter... 559 13.3.2. Sagens kompleksitet... 561 13.3.3. Parternes adfærd... 563 13.3.4. De kompetente myndigheders adfærd... 565 13.3.5. Helhedsbedømmelse af den konkrete sag... 570 Kapitel 14. Ingen straf uden retsregel artikel 7... 573 14.1. Generelt om bestemmelsen... 573 14.2. Straf og straffesager... 575 14.3. Det strafferetlige legalitetskrav (nullum crimen, nulla poena sine lege)... 578 14.4. Forbrydelse efter national eller international ret... 586 14.5. Forbrydelser ifølge de af civiliserede nationer anerkendte almindelige retsprincipper (stk. 2). 587 Kapitel 15. Undtagelsesbestemmelserne i artikel 8 til 11... 589 15.1. Legalitetskravet... 589 15.2. Anerkendelsesværdige formål... 598 15.3. Nødvendig i et demokratisk samfund (krav om proportionalitet)... 599 Kapitel 16. Ret til respekt for privatliv og familieliv artikel 8... 605 16.1. De beskyttede rettigheder (privatliv, familieliv, hjem og korrespondance)... 605 16.1.1. Ret til respekt for privatliv... 605 16.1.2. Ret til respekt for familieliv... 614 11

16.1.3. Ret til respekt for hjem... 619 16.1.4. Ret til respekt for korrespondance... 622 16.2. Positive pligter... 624 16.2.1. Generelt om positive pligter... 624 16.2.2. Positive pligter og beskyttelse af private... 626 16.2.3. Positive pligter og lægelig behandling m.v.... 630 16.2.4. Positive pligter og retssager m.v.... 632 16.2.5. Positive pligter og risiko for helbred og miljø... 633 16.2.6. Positive pligter og adgang til oplysninger om privatliv m.v.... 634 16.2.7. Positive pligter ved behov for hjælp og støtte... 636 16.2.8. Positive pligter og transseksuelle... 637 16.3. Seksuelle aktiviteter og orientering... 638 16.4. Tvangsfjernelse, samvær, adoption, familieret, personret m.v.... 640 16.4.1. Generelt om tvangsfjernelse og samvær... 640 16.4.2. Beslutning om tvangsfjernelse... 643 16.4.3. Forløb efter tvangsfjernelse, herunder begrænsninger i samvær... 645 16.4.4. Processuelle garantier i sager om tvangsfjernelse m.v.... 648 16.4.5. Adoption uden samtykke m.v.... 652 16.4.6. Forældremyndighed... 655 16.4.7. Samvær... 656 16.4.8. Sager om faderskab... 657 16.4.9. Positive pligter når private hindrer samvær med børn... 659 16.4.10. International børnebortførelse... 662 16.4.11. Positiv pligter og etablering af bånd mellem børn og forældre... 664 16.4.12. Umyndiggørelse... 665 16.5. Offentlige myndigheders registrering og videregivelse af personoplysninger... 665 16.5.1. Registrering af personoplysninger... 665 16.5.2. Efterretningstjenester og hemmelig overvågning m.v.... 666 16.5.3. Videregivelse af personoplysninger... 669 16.6. Særligt om registrering af dømte, sigtede, mistænkte og andre... 673 16.7. Ransagning og beslaglæggelse... 675 16.8. Telefonaflytning og andre indgreb i meddelelseshemmeligheden... 680 16.9. Andre tilfælde af indgreb i korrespondance (andet end telefonaflytning m.v.)... 684 16.10. Navnelovgivning (registrering af personnavne og navneændringer)... 688 16.11. Bolig- og planlovgivning... 691 16.12. Miljøforurening m.v.... 694 16.13. Begrænsninger i indsattes ret til besøg af familiemedlemmer m.v.... 697 16.14. Udvisning på grund af strafbare forhold m.v.... 701 16.14.1. Generelt om udvisning af udlændinge... 701 16.14.2. Udlændinges ret til respekt for familieliv og privatliv... 701 16.14.3. Udvisning og proportionalitet... 703 16.14.4. Praksis i udvisningssager... 708 16.14.4.1. Udlændinge født i landet eller indrejst som børn, der har familie... 708 16.14.4.2. Udlændinge født i landet eller indrejst som børn, der ikke har familie... 711 16.14.4.3. Udlændinge indrejst som voksne, der har familie... 716 16.14.4.4. Udlændinge indrejst som voksne, der ikke har familie... 718 16.15. Udlændinges indrejse, ophold og udvisning (på grund af andet end kriminalitet)... 718 16.16. Visse andre indgreb i beskyttede rettigheder... 727 Kapitel 17. Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed artikel 9... 729 12

17.1. Generelt om bestemmelsen... 729 17.2. De beskyttede rettigheder... 730 17.3. Forholdet til andre bestemmelser i konventionen og protokollerne... 733 17.4. Begrænsninger i retten til at udøve religion eller tro... 734 17.5. Offentligt ansattes ret til at udøve religion eller tro... 736 17.6. Forhold på offentlige skoler og institutioner m.v.... 738 17.7. Ret til at hverve tilhængere til bestemt religion eller tro... 740 17.8. Ret til at samles i og udnytte ejendom til religiøse formål og aktiviteter... 742 17.9. Ret til at oprette, organisere og aktivt deltage i religiøse fællesskaber... 742 17.10. Rituelle slagtninger... 746 17.11. Indsattes forhold... 746 17.12. Andre tilfælde af udøvelse af religion eller tro... 747 Kapitel 18. Ytringsfrihed artikel 10... 749 18.1. Ytringsfrihedsbegrebet... 749 18.2. Indgreb i retten til ytringsfrihed... 750 18.3. Generelle principper for vurdering af proportionalitet... 755 18.4. Pressens og journalisters ytringsfrihed... 759 18.4.1. Generelt om pressen og ytringsfrihed... 759 18.4.2. Pressen og ærekrænkende udtalelser (injurier)... 763 18.4.2.1. Generelt om pressen og injurier... 763 18.4.2.2. Sondringen mellem faktiske forhold og værdidomme... 763 18.4.2.3. Generelt om karakteren af de kritiserede personer... 766 18.4.2.4. Kritik af regering m.v.... 766 18.4.2.5. Kritik af politikere... 767 18.4.2.6. Kritik af offentlige myndigheder... 771 18.4.2.7. Kritik af offentligt ansatte... 772 18.4.2.9. Kritik af privatpersoner... 774 18.4.3. Fortrolige og følsomme oplysninger m.v.... 779 18.4.4. Beskyttelse af grupper af personer, herunder racediskrimination... 782 18.4.5. Pressen og kildebeskyttelse... 783 18.4.6. Positive pligter og beskyttelse af journalister... 786 18.5. Injurier og udtalelser om emner af almen interesse... 786 18.6. Politikeres ytringsfrihed, valghandlinger og politiske partier... 791 18.7. Offentligt ansattes ytringsfrihed... 795 18.7.1. Ret til ytringsfrihed men ikke ret til ansættelse... 795 18.7.2. Begrænsning i offentligt ansattes politiske aktiviteter m.v.... 796 18.7.3. Offentligt ansattes kritiske udtalelser m.v.... 798 18.7.4. Offentligt ansattes brud på tavshedspligt m.v.... 801 18.8. Militærpersoners ytringsfrihed... 803 18.9. Indsattes ytringsfrihed... 805 18.10. Ytringer om domstole, dommere og retssager... 806 18.10.1. Generelt om ytringsfrihed og retssystemet funktion... 806 18.10.2. Beskyttelse af tiltalte og dømte... 808 18.10.3. Pressens ytringer om retssystem og retssager... 809 18.10.4. Advokaters ytringer om retssystem og retssager... 812 18.10.5. Privates kritik af retssystem og retssager... 815 13

18.11. Radio- og fjernsynsvirksomhed... 815 18.12. Retten til at modtage ytringer... 818 18.13. Kommerciel ytringsfrihed, herunder reklamer... 820 18.14. Kunstnerisk ytringsfrihed... 825 18.15. Demonstrationer m.v.... 826 18.16. Følsomme historiske emner, ekstreme politiske synspunkter og opfordring til vold m.v.... 828 18.17. Ytringer om moral, tro, religion m.v.... 832 18.18. Ret til negativ ytringsfrihed... 838 Kapitel 19. Forsamlings- og foreningsfrihed artikel 11... 839 19.1. Forholdet mellem artikel 11 og andre rettigheder i konventionen... 839 19.2. Forsamlingsfrihed... 840 19.3. Foreningsfrihed... 846 19.4. Pligtmæssigt medlemskab af visse foreninger... 851 19.5. Ret til negativ foreningsfrihed... 853 19.6. Faglige organisationer... 857 19.7. Særligt om politiske partier... 861 19.8. Medlemmer af de væbnede styrker m.v.... 864 Kapitel 20. Ret til at indgå ægteskab artikel 12... 867 Kapitel 21. Adgang til effektive retsmidler artikel 13... 873 21.1. Generelt om bestemmelsen... 873 21.2. Forholdet til konventionens øvrige bestemmelser... 873 21.3. Krav om en rimeligt begrundet klage... 874 21.4. Krav til et effektivt retsmiddel... 875 21.5. Effektive retsmildler i sager om lang sagsbehandlingstid... 880 21.6. Effektive retsmildler i sager om statens sikkerhed... 884 21.7. Effektive retsmildler i sager om artikel 2 og 3... 886 Kapitel 22. Forbud mod diskrimination artikel 14... 889 22.1. Generelt om bestemmelsen... 889 22.2. Bestemmelsens anvendelsesområde... 890 22.3. Kravet om identiske eller sammenlignelige situationer... 893 22.4. Diskriminationsbegrebet... 897 22.5. Diskriminationsgrundene... 898 22.6. Forskelsbehandling på grund af køn... 898 22.7. Forskelsbehandling på grund af nationalitet, statsborgerskab, etnisk oprindelse m.v.... 902 22.8. Forskelsbehandling på grund af tro eller religion... 910 22.9. Forskelsbehandling på grund af seksuel orientering... 912 22.10. Forskelsbehandling på grund af ægteskabelig status... 913 14

22.11. Forskelsbehandling på grund af fødsel henholdsvis i og uden for ægteskab... 915 22.12. Andre tilfælde af forskelsbehandling... 917 Kapitel 23. 1. tillægsprotokol... 923 23.1. Beskyttelse af ejendomsretten artikel 1... 923 23.1.1. De beskyttede rettigheder (ejendomsbegrebet)... 923 23.1.1.1. Ejendomsbegrebet og eksempler på ejendom... 923 23.1.1.2. Særligt om berettigede forventninger og fremtidige erhvervelser... 928 23.1.2. Beskyttelsens indhold og omfang... 932 23.1.2.1. Bestemmelsens tre regler... 932 23.1.2.2. Indgreb og positive pligter... 933 23.1.2.3. Processuelle garantier... 935 23.1.3. Krav om legalitet... 936 23.1.4. Krav om anerkendelsesværdigt formål... 939 23.1.5. Krav om en rimelig balance... 942 23.1.6. Respekt for ejendom ( peaceful enjoyment of possessions )... 943 23.1.7. Berøvelse af ejendom ( deprivations of possessions )... 950 23.1.7.1. Retlig og faktisk berøvelse af ejendom... 950 23.1.7.2. Erstatning for berøvelse af ejendom... 952 23.1.7.3. Andre aspekter af berøvelse af ejendom... 957 23.1.8. Kontrol med udøvelsen af ejendomsret ( control the use of property )... 960 23.1.8.1. Generelt om kontrol med udøvelse af ejendomsret... 960 23.1.8.2. Bolig- og planlovgivning... 960 23.1.8.3. Generel regulering af erhvervsudøvelse... 965 23.1.8.4. Universalforfølgning, konfiskation, beslaglæggelse m.v.... 966 23.1.9. Betaling af skatter m.v. ( sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder )... 971 23.2. Ret til uddannelse artikel 2... 975 23.2.1. Generelt om bestemmelsen... 975 23.2.2. Ret til uddannelse... 975 23.2.3. Respekt for forældres ret... 978 23.3. Ret til frie valg artikel 3... 983 23.3.1. Generelt om bestemmelsen... 983 23.3.2. Den lovgivende forsamling... 984 23.3.3. Valgsystem... 985 23.3.4. Betingelser for valgret... 988 23.3.5. Betingelser for valgbarhed... 991 Kapitel 24. 4. tillægsprotokol... 995 24.1. Forbud mod frihedsberøvelse på grund af gæld - artikel 1... 995 24.2. Frihed til valg af opholdssted artikel 2... 996 24.3. Forbud mod udvisning af egne statsborgere artikel 3... 1003 24.4. Forbud mod kollektiv udvisning af udlændinge artikel 4... 1004 Kapitel 25. 6. tillægsprotokol... 1007 Kapitel 26. 7. tillægsprotokol... 1009 26.1. Proceduremæssig sikring vedrørende udvisning af udlændinge artikel 1... 1009 26.2. Retten til appel i straffesager artikel 2... 1013 26.3. Erstatning ved fejlagtig domfældelse artikel 3... 1017 26.4. Ret til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange (ne bis in idem) artikel 4... 1019 26.5. Ægtefællers lige rettigheder artikel 5... 1025 15

Kapitel 27. 12. tillægsprotokol generelt forbud mod diskrimination... 1029 Kapitel 28. 13. tillægsprotokol om fuldstændig afskaffelse af dødsstraf... 1033 Konventionen og tillægsprotokollerne på engelsk, fransk og dansk... 1035 Stikordsregister... 1075 16

Kapitel 1. Fortolkning og anvendelse af konventionens bestemmelser 1.1. Betydningen af retspraksis Ved fortolkning og anvendelse af konventionens og tillægsprotokollernes rettigheder og friheder spiller tidligere praksis fra Domstolen en overordentlig stor rolle. Det samme gælder i et vist omfang praksis fra den tidligere Kommission. Når man ser bort fra få og oplagte tilfælde, er det i praksis ofte ikke muligt at fortolke og anvende konventionens bestemmelser uden at inddrage relevant praksis. Der findes nemlig en omfattende praksis, der præciserer indholdet og omfanget af de forpligtelser for staterne, der følger af konventionens ofte generelt formulerede og til dels vage bestemmelser. På baggrund af denne righoldige praksis er det ofte muligt at beskrive indholdet og omfanget af staternes forpligtelser endog ganske detaljeret. Praksis, det vil navnlig sige domme og afgørelser fra Domstolen og afgørelser og rapporter fra den tidligere Kommission, er efterhånden så omfattende, at der er blevet fastlagt mange og ganske detaljerede generelle principper, som nødvendigvis må inddrages ved fortolkning og anvendelse af konventionen. Som eksempel kan nævnes staternes skønsmargin, legalitetskravet og proportionalitetskravet. Som eksempel på generelle principper i tilknytning til konkrete rettigheder kan endvidere nævnes kravet om en rettergang inden en rimelig frist, kravet om adgang til en domstolsprøvelse, udvisning af udlændinge og indgreb i ytringsfrihed. Herudover har Domstolen og den tidligere Kommission efterhånden taget stilling til et meget stort antal konkrete problemstillinger, som det også er nødvendigt at inddrage, når konventionen skal fortolkes og anvendes i konkrete sager. Domstolen anser sig i praksis for bundet af tidligere afgørelser. Det gælder, hvad enten der er tale om enstemmige afgørelser eller flertalsafgørelser. Afgørelser truffet med dissens vil således i almindelighed blive lagt til grund ved en efterfølgende afgørelse af et tilsvarende spørgsmål. Til illustration kan nævnes, at Domstolens tidligere præsident, schweizeren Luzius Wildhaber, der i en sag havde dissentieret 1, anså sig for bundet af dommens resultat i en efterfølgende sag om en lignende problemstilling 2. Præsidenten udtalte: Selv om jeg stemte imod statueringen af en krænkelse af konventionens artikel i sagen, anser jeg mig nu for forpligtet til at tilslutte mig Domstolens flertals synspunkt. Det kan ikke udelukkes, at udtalelsen til dels var rettet mod visse af Domstolens øvrige dommere, for derved at understrege betydningen af tidligere praksis. Formelt er Domstolen ikke bundet af tidligere domme (eller afgørelser fra Domstolen eller afgørelser eller rapporter fra den tidligere Kommission). Domstolen har imidlertid gentagne gange givet udtryk for, at den i almindelighed følger og anvender tidligere praksis, da hensynet til retssikkerhed og en velordnet udvikling af konventionspraksis tilsiger en sådan fremgangsmåde 3. Domstolen har samtidig understreget, at det ikke er til hinder for, at den fraviger en tidligere afgørelse, hvis der foreligger overbevisende grunde til at gøre det. En sådan fravigelse kan f.eks. være påkrævet for at sikre, at for- 1 Se Incal mod Tyrkiet, dom af 09.06.98, om ytringsfrihed. 2 Se Wildhabers generelle udtalelse i Gerger mod Tyrkiet, dom af 08.07.99. Se tillige dommer Rozakis udtalelse i D.P. og J.C. mod Storbritannien, dom af 10.10.02, dommer Costas udtalelse i Üner mod Holland, dom af 05.07.05, og dommer Casadevalls udtalelse i Bekos og Koutropoulos mod Grækenland, dom af 13.12.05. 3 Se f.eks. Cossey mod Storbritannien, dom af 27.09.90, 35, Chapman mod Storbritannien, dom af 18.01.01, 70, Jane Smith mod Storbritannien, dom af 18.01.01, 77. 17

tolkning af konventionens rettigheder og friheder afspejler skete sociale forandringer og dermed vedvarende er i overensstemmelse med aktuelle samfundsforhold. At tidligere afgørelser tillægges så stor betydning indebærer, at Domstolen foretager en sammenligning af det forhold, der danner grundlag for en klage, med forhold, der tidligere har været behandlet. Domstolen kan gøre det af egen drift, men den kan også gøre det, fordi tidligere afgørelser påberåbes af parter. Hvis der er tale om i det væsentlige identiske klager, fastholdes tidligere praksis 4. Hvis Domstolen tidligere har vurderet en retstilstand, skal der fremføres overbevisende grunde, hvis Domstolen skal nå til et andet resultat 5. Hvis der er tale om nationale ordninger der, uden at være identiske, har væsentlige ligheder, fastholdes resultatet i den tidligere afgørelse 6. Det forhold, at Domstolen i praksis anser sig for bundet af tidligere afgørelser, indebærer, at Domstolen, når den skal tage stilling til en problemstilling, der ud fra en umiddelbar betragtning er identisk med eller har væsentlige lighedspunkter med en problemstilling, som Domstolen tidligere har taget stilling til, ofte vælger at redegøre for og fremhæve, om den foreliggende sag adskiller sig fra den eller de tidligere sager ( is distinguishable from eller can be distinguished from ) 7. Hvis klager ønsker, at Domstolen skal fravige en tidligere afgørelse, tager Domstolen stilling til, om den aktuelle sag, som påstået af klager, adskiller sig fra den tidligere afgørelse på grund af sagens faktiske eller retlige omstændigheder 8. Vurderingen af, om den aktuelle sag adskiller sig fra den tidligere afgørelse, forudsætter derfor for det første en vurdering af, om der er faktiske eller retlige forskelle mellem de to sager, og hvis det er tilfældet, om de faktiske eller retlige omstændigheder har været afgørende for Domstolen i den tidligere afgørelse. Domstolen vurderer således, om sagen på væsentlige punkter adskiller sig fra den tidligere sag ( materially distinguishable from ) 9. Ved at fremhæve forskelle forklarer Domstolen, hvorfor den når til et resultat, der afviger fra resultatet i en tidligere sag 10. Ved at pege på ligheder forklarer Domstolen, hvorfor den når til et tilsvarende resultat 11. Domstolens vurdering af, om en sag er sammenlignelig med eller adskiller sig fra en tidligere afgørelse, er altid udtryk for en helt konkret vurdering. I visse tilfælde kan det imidlertid være ganske vanskeligt at se de umiddelbare ligheder eller forskelle 12. Domstolens fremhævelse af forskelle kan nogle 4 Se f.eks. Coyne mod Storbritannien, dom af 24.09.97, hvor Domstolen påpegede, at der ikke var væsentlige forskelle i forhold til den tidligere afgørelse. 5 Se Stallinger og Kuso mod Østrig, dom af 23.04.97, 37, Cable m.fl. mod Storbritannien, dom af 18.02.99, 20. 6 Se J.J. mod Holland, dom af 27.03.98, 42, K.D.B. mod Holland, dom af 27.03.98, 43. 7 Se f.eks. Lüdi mod Schweiz, dom af 15.06.92, 49, X., Y. og Z. mod Storbritannien, dom af 22.04.97, 42, Guerra m.fl. mod Italien, dom af 19.02.98, 53, McGinley og Egan mod Storbritannien, dom af 09.06.98, 99, Söderbäck mod Sverige, dom af 28.10.98, 31, Sander mod Storbritannien, dom af 09.05.00, 33-34. Se tillige Cetin m.fl. mod Tyrkiet, dom af 13.02.03, 62, hvor Domstolen begrundede, hvordan den konkrete sag adskilte sig fra to tidligere klager, der var blevet afvist af den tidligere Kommissionen. Se tillige Kurt Kellermann mod Sverige, dom af 26.10.04, 62-67, Luczak mod Polen, dom af 27.11.07, 54-58, E.B. mod Frankrig, dom af 22.01.08, 71, M. mod Tyskland, dom af 17.12.09, 101. 8 Se Athanassoglou mod Schweiz, dom af 06.04.00, 47 ff., hvor Domstolen ikke vurderede, at den aktuelle sag adskilte sig fra en tidligere afgørelse, hvorfor resultatet i den tidligere afgørelse blev fastholdt. 9 Se Cossey mod Storbritannien, dom af 27.09.90, 32-34. 10 Se f.eks. Sibson mod Storbritannien, dom af 20.04.93, 29, Rowe og Davis mod Storbritannien, dom af 16.02.00, 66, Luczak mod Polen, dom af 27.11.07, 54-58. 11 Se Estima Jorge mod Portugal, dom af 21.04.98, 36. 12 Se f.eks. Doorson mod Holland, dom af 26.03.96, Van Mechelen m.fl. mod Holland, dom af 23.04.97. 18

gange efterlade det indtryk, at der er tale om en formel begrundelse for at nå til et andet resultat end en tidligere dom, som Domstolen ønsker at fravige, uden udtrykkeligt at tage afstand fra 13. Det kan således nogle gange være vanskeligt at se de reelle forskelle, der begrunder, at Domstolen når til et helt andet resultat i den senere sag. Domstolen henviser først og fremmest til tidligere domme. Domstolen henviser endvidere til afgørelser truffet af Domstolen 14. Endvidere forekommer det ikke sjældent, at Domstolen henviser til afgørelser eller rapporter fra den tidligere Kommission til støtte for en bestemt fortolkning eller et bestemt resultat 15. Sidst nævnte er navnlig tilfældet, når Domstolen skal tage stilling til en problemstilling, som den ikke tidligere har behandlet, men som Kommissionen har behandlet i en eller flere sager 16. Domstolen er formentlig mere tilbøjelig til at henvise til afgørelser truffet af Domstolen, da der er tale om afgørelser truffet af det samme organ. Herved adskiller Domstolens afgørelser sig fra afgørelser og rapporter fra Kommissionen forud for sammenlægningen af Domstolen og Kommissionen den 1. november 1998. I øvrigt mister Kommissions praksis betydning i takt med, at Domstolen afsiger et stort og stigende antal domme og afgørelser, hvorved behovet for at henvise til praksis fra Kommissionen bliver tilsvarende mindre. Det forhold, at Domstolen anser sig for bundet af tidligere afgørelser, indebærer som nævnt, at der skal påvises tungtvejende grunde for at få Domstolen til at afvige fra tidligere praksis. Domstolen har i nogle sager udtrykt det på den måde, at den ikke så nogen overbevisende grund til at afvige fra konklusionerne i en tidligere dom 17. Hvis der på et område har været en gradvis udvikling i retspraksis, er det som udgangspunkt ikke muligt at få Domstolen til at forlade den praksis, der er blevet fastslået i den eller de seneste domme, for at gå tilbage til den retstilstand, der var fastslået i tidligere domme 18. Der findes en række eksempler på, at Domstolen udtrykkeligt har gjort op med eller forladt en tidligere praksis 19. I Pellegrin-dommen 20 gjorde Domstolen op med en omfattende praksis, der havde givet anledning til usikkerhed og en vis vilkårlighed. Domstolen udtalte, at den ønskede at gøre op med den usikkerhed, som anvendelsen af artikel 6 havde givet anledning til i forhold til tvister, der udsprang af ansættelse i den offentlige sektor. Domstolen fastlagde nogle nye kriterier, der skulle være mere enkle og klare. I Vilho-dommen 21 fastslog Domstolen, at der var behov for at videreudvikle det funktionelle kriterium, der var fastlagt i Pellegrin-dommen, hvorefter den fastlagde nogle nye 13 Se Hatton m.fl. mod Storbritannien, dom af 02.10.01, 94 (kammerets dom). 14 Se f.eks. L. mod Finland, dom af 27.04.00, 118. 15 Se f.eks. Jersild mod Danmark, dom af 23.09.94, 31-35, klagesag 43486/98, Tirado Ortiz og Lozano Martin mod Spanien, afgørelse af 22.06.99, klagesag 39754/98, APIS a.s. mod Slovakiet, afgørelse af 13.01.00, Gnahore mod Frankrig, dom af 19.09.00, 41, Oldham mod Storbritannien, dom af 26.09.00, 32, M. mod Tyskland, dom af 17.12.09, 93. 16 Se Mathieu-Mohin og Clerfayt mod Belgien, dom af 02.03.87, 51, om fortolkning af artikel 3 i 1. tillægsprotokol, Maaouia mod Frankrig, dom af 05.10.00, 35, om hvorvidt artikel 6 var anvendelig i sager om udvisning af udlændinge, Siliadin mod Frankrig, dom af 26.07.05, 83, om hvorvidt artikel 4 pålagde staterne positive pligter, Sukhovetskyy mod Ukraine, dom af 28.03.06, 53-56, om fortolkning af artikel 3 i 1. tillægsprotokol for så vidt angår pligt til at betale et beløb til det offentlige for at kunne opstille som kandidat til et parlamentsvalg. 17 Se f.eks. Wynne mod Storbritannien, dom af 18.07.94, 36. 18 Se f.eks. Brincat mod Italien, dom af 26.11.92, 20. 19 Se Cooper mod Storbritannien, dom af 16.12.03, 107 og 122, hvor Storkammeret vurderede, at der var grundlag for at fravige et kammers konklusioner i en tidligere dom om samme emne, nemlig om en militærdomstol var uafhængig og upartisk. 20 Se Pellegrin mod Frankrig, dom af 08.12.99, 60-63. 21 Se Vilho Eskelinen m.fl. mod Finland, dom af 19.04.07, 50-56. 19

principper for, hvornår tvister, der udspringer af ansættelse i det offentlige, er omfattet af artikel 6. I Kudla-dommen 22 gjorde Domstolen udtrykkeligt op med tidligere praksis med hensyn til, om artikel 13 om effektive retsmidler kan påberåbes i sager om retten til en rettergang inden en rimelig frist efter artikel 6, stk. 1, idet den fastslog, at det fremover var tilfældet. I Stafford-dommen 23 skulle Domstolen behandle et spørgsmål om lovlighed af en frihedsberøvelse. Der var tale om en problemstilling, som Domstolen tidligere havde behandlet i en dom mod samme stat 24. Domstolen fremhævede, at der var sket en væsentlig udvikling i statens lovgivning. Domstolen udtalte herefter, at den i lyset af aktuelle forhold ville foretage en fornyet vurdering af, hvad der nu var den mest hensigtsmæssige fortolkning og anvendelse af konventionen. I Mamatkulov og Abdurasulovic-dommen 25 fraveg Domstolen tidligere praksis, hvorefter en medlemsstat ikke var retligt forpligtet til at efterleve en henstilling om foreløbige foranstaltninger, idet Domstolen fastslog, at en medlemsstat, der undlod at efterkomme en henstilling fra Domstolen, idet den udleverede klagerne til strafforfølgning i et andet land, havde krænket artikel 34. I Perez-dommen 26 udtalte Domstolen, at den ønskede at bringe den usikkerhed, der var forbundet med anvendelse af artikel 6, stk. 1, på sager, hvor den forurettede indtrådte som civil part i en straffesag mod gerningsmanden, til ophør, hvorefter Domstolen fastsatte nogle nye kriterier herfor. I Stec-sagen 27 gjorde Domstolen udtrykkeligt op med en usikkerhed i tidligere praksis med hensyn til, hvornår udbetaling af sociale ydelser var omfattet af begrebet ejendom i artikel 1 i 1. tillægsprotokol, idet den opstillede nogle nye kriterier, hvoraf følger, at hvis en medlemsstats lovgivning indeholder bestemmelser om udbetaling af sociale ydelser, vil en sådan ret, uanset om den er betinget af forudgående indbetaling af økonomiske bidrag, være en ejendom for de personer, der opfylder lovgivningens betingelser. I Demir-dommen 28 gjorde Domstolen udtrykkeligt op med tidligere praksis om, hvorvidt artikel 11 sikrer fagforeninger en ret til at forhandle og indgå kollektive overenskomster. I Marper-dommen 29 fandt Domstolen anledning til at revurdere praksis om, hvorvidt opbevaring af fingeraftryk udgør et indgreb i privatliv. I Zolotukhin-dommen 30 gjorde Domstolen op med tidligere praksis og fastslog nye kriterier for, hvornår der foreligger dobbelt strafforfølgning for én og samme forbrydelse i strid med princippet om ne bis in idem i artikel 4 i 7. tillægsprotokol. I Scoppola-dommen 31 udtalte Domstolen, at det var nødvendigt at fravige tidligere praksis fra Kommission og Domstolen om, at artikel 7 ikke sikrer ret til anvendelse af mere lempelige strafferegler, der er vedtaget efter forbrydelsen blev begået, men inden afsigelse af endelig dom, idet Domstolen fastslog, at artikel 7 nu skulle fortolkes således, at den også kræver, at mere lempelige strafferegler skal anvendes med tilbagevirkende kraft. I Micallef-dommen 32 gjorde Domstolen udtrykkeligt op med tidli- 22 Se Kudla mod Polen, dom af 26.10.00, 148. 23 Se Stafford mod Storbritannien, dom af 28.05.02, 69. 24 Se Wynne mod Storbritannien, dom af 18.07.94. 25 Se Mamatkulov og Askarov mod Tyrkiet, dom af 04.02.05, 128 (Storkammer) (se tillige kammerets dom af 06.02.03, 106). 26 Se Perez mod Frankrig, dom af 12.02.04, 56. 27 Se klagesag 65731/01 m.fl., Stec m.fl. mod Storbritannien, afgørelse af 06.07.05. 28 Se Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 153. 29 Se S. og Marper mod Storbritannien, dom af 04.12.08, 81. 30 Se Sergey Zolotukhin mod Rusland, dom af 10.02.09, 78-84. 31 Se Scoppola mod Italien (nr. 2), dom af 17.09.09, 103-109. 32 Se Micallef mod Malta, dom af 15.10.09, 74-89. 20

gere praksis om, hvorvidt artikel 6 fandt anvendelse på sager om foreløbige retsmidler, herunder forbud. 1.2. Fortolkningsprincipper betydningen af Domstolens fortolkningsstil Ved fortolkning og anvendelse af konventionen og tillægsprotokollerne er det vigtigt foruden at være bekendt med relevant retspraksis at være opmærksom på Domstolens fortolkningsprincipper og fortolkningsstil. Det har navnlig betydning, når der ikke findes praksis, der afklarer en aktuel fortolkningstvivl, og hvor der derfor opstår spørgsmål om, hvordan Domstolen må antages at ville behandle et spørgsmål, hvis den fik det forelagt. Domstolen har udtalt, at den ved fortolkning af konventionens bestemmelser henter vejledning i Wiener-konventionen af 23. maj 1969 om traktatretten 33, herunder artikel 31, der har følgende ordlyd: A treaty shall be interpreted in good faith in accordance with the ordinary meaning to be given to the terms of the treaty in their context and in the light of its object and purpose. Det betyder, at Domstolen ved fortolkning tager udgangspunkt i (1) en naturlig sproglig forståelse af den relevante bestemmelse, (2) bestemmelsens sammenhæng samt (3) bestemmelsens genstand og formål 34. Det er alene den engelske og franske tekst, der er autoritative. Domstolens fortolkning og anvendelse foregår derfor på grundlag af disse to sproglige versioner. I praksis kan det derfor være nødvendigt at foretage en sammenligning og vurdering af eventuelle sproglige forskelle og nuancer 35. Det er dog vigtigt at bemærke, at eventuelle forskelle i de to tekster i almindelighed ikke kan anføres til støtte for en indskrænkende fortolkning, der indebærer en ringere beskyttelse 36. Hvis der er forskelle mellem de to tekster, vil Domstolen som udgangspunkt lægge den forståelse til grund, der bedst forener de to tekster, når der tages hensyn til indholdet af og formålet med konventionen 37. 33 Se f.eks. Golder mod Storbritannien, dom af 21.01.75, 29, Lithgow mod Storbritannien, dom af 08.07.86, 114 og 117, Johnston m.fl. mod Irland, dom af 18.12.86, 51, Loizidou mod Tyrkiet, dom af 23.03.95, 73, Loizidou mod Tyrkiet, dom af 18.12.96, 43, Witold Litwa mod Polen, dom af 04.04.00, 57 og 59, klagesag 52207/99, Bankovic m.fl. mod 17 NATO-lande, herunder Danmark, afgørelse af 12.12.01. Se endvidere Stoll mod Schweiz, dom af 10.12.07, 57-61, hvor Domstolen henviste til artikel 33 ved fortolkning af konventionen i et tilfælde, hvor der var forskelle mellem den engelske og franske tekst. Se endvidere Saadi mod Storbritannien, dom af 29.01.08, 61-62, hvor Domstolen henviste til artikel 31-33. Se tillige Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 65. 34 Se f.eks. Loizidou mod Tyrkiet, dom af 23.03.95, 73. 35 Se f.eks. Wemhoff mod Tyskland, dom af 27.06.68, 7-8, Golder mod Storbritannien, dom af 21.01.75, 32, om fortolkning af artikel 6 med hensyn til adgangen til at indbringe en sag for domstolene, Sunday Times mod Storbritannien, dom af 26.04.79, 48, Pakelli mod Tyskland, dom af 25.04.83, 31, Öztürk mod Tyskland, dom af 21.02.84, 47, om fortolkning af begrebet anklage for en forbrydelse i artikel 6, Brogan m.fl. mod Storbritannien, dom af 29.11.88, 59, om fortolkningen af udtrykket ufortøvet ( promptly på engelsk og aussitôt på fransk) i artikel 5, stk. 3, Stoll mod Schweiz, dom af 10.12.07, 55-62, om fortolkning af udtrykket forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger i artikel 10, stk. 2 ( information received in confidence på engelsk og informations confidentielles på fransk). 36 Se f.eks. James m.fl. mod Storbritannien, dom af 21.02.86, 42, om fortolkning af samfundets interesse i artikel 1 i 1. tillægsprotokol, og Moreira de Azevedo mod Portugal, dom af 23.10.90, 66, om fortolkning af artikel 6 s anvendelsesområde. 37 Se Stoll mod Schweiz, dom af 10.12.07, 60, hvor Domstolen henviste til artikel 33 i Wienerkonventionen om traktatretten. 21

Domstolen fortolker endvidere de materielle bestemmelser i lyset af de erklærede principper og formål i konventionens og protokollernes indledende betragtninger (præambel) 38. Domstolen fortolker konventionens rettigheder i lyset af og i sammenhæng med konventionens øvrige rettigheder 39. Domstolen har udtalt, at konventionen skal læses som en helhed, og at den skal fortolkes på en sådan måde, at det fremmer den indre konsistens og harmoni mellem de forskellige bestemmelser 40. Det skal ses i sammenhæng med, at flere af konventionens rettigheder er tæt forbundne. Som eksempel kan næves sammenhængen mellem artikel 10 (ytringsfrihed) og artikel 11 (forenings- og forsamlingsfrihed). Domstolen vil ikke lægge en fortolkning af en af konventionens bestemmelser til grund, hvis en sådan fortolkning giver anledning til problemer i forhold til andre bestemmelser i konventionen 41. Til illustration af fortolkning af en bestemmelse i lyset af andre bestemmelser i konventionen kan nævnes, at Domstolen, ved vurderingen af, om juridiske personer var beskyttet af retten til respekt for bolig i artikel 8, henviste til den måde, hvorpå Domstolen tidligere havde fortolket artikel 6 og artikel 41 i forhold til juridiske personer 42. Subjektiv fortolkning af konventionens bestemmelser i lyset af forarbejder spiller kun en meget begrænset rolle i praksis. Forarbejder kan inddrages for at bekræfte en bestemt fortolkning, der er et resultat af en anvendelse af de gængse fortolkningsprincipper, eller for at fastslå en bestemmelses betydning i tilfælde, hvor denne er tvetydig eller uklar 43. Domstolen vil i almindelighed være afvisende over for en subjektiv fortolkning, hvis en sådan fører til et uhensigtsmæssigt resultat, og den tillægger det derfor ikke nødvendigvis betydning, om konventionens fædre havde en given situation for øje, da de forfattede en bestemmelse 44. Der findes imidlertid eksempler på, at Domsto- 38 Se Mathieu-Mohin og Clerfayt mod Belgien, dom af 02.03.87, 47 og 49, hvor præamblen til konventionen og 1. tillægsprotokol blev inddraget ved fortolkningen af artikel 3 i 1. tillægsprotokol, og Maaouia mod Frankrig, dom af 05.10.00, 36, hvor de indledende betragtninger til 7. tillægsprotokol blev inddraget ved vurderingen af, om artikel 6 var anvendelig i sager om udvisning af udlændinge. 39 Se f.eks. Maaouia mod Frankrig, dom af 05.10.00, 36, hvor artikel 6 fortolkes i lyset af artikel 1 i 1. tillægsprotokol ved vurderingen af, om artikel 6 finder anvendelse på sager om udvisning af udlændinge. Se tillige klagesag 65731/01 m.fl., Stec m.fl. mod Storbritannien, afgørelse af 06.07.05, 48, hvor artikel 1 i 1. tillægsprotokol for så vidt angår ret til forskellige former for sociale ydelser blev fortolket i lyset af praksis vedrørende anvendelsesområdet for artikel 6. Se tillige Hirst mod Storbritannien (nr. 2), dom af 06.10.05, 57, om fortolkning af artikel 3 i 1. tillægsprotokol, hvor Domstolen henviste til fortolkningen af denne bestemmelse in the context of the Convention as a whole. Se tillige Reinprecht mod Østrig, dom af 15.11.05, navnlig 54, med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der gælder et krav om afholdelse af offentligt retsmøde, når der skal træffes afgørelse om forlængelse af varetægtsfængsling, og hvor Domstolen udtalte, at det ville være i strid med princippet om harmonisk fortolkning at udlede strengere krav af den civile del af artikel 6 end dem, der pålægges i det omfattende beskyttelsessystem med hensyn til straffesager, der følger af artikel 5, stk. 4, og den strafferetlige del af artikel 6. Se endvidere Saadi mod Storbritannien, dom af 29.01.08, 62. Se tillige Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 66. 40 Se klagesag 65731/01 m.fl., Stec m.fl. mod Storbritannien, afgørelse af 06.07.05, 48. 41 Se Chapman mod Storbritannien, dom af 18.01.01, 95, Jane Smith mod Storbritannien, dom af 18.01.01, 102, hvor en fortolkning af artikel 8, der gav nogle sigøjnere lov til at opstille skurvogne på visse ejendomme i strid med statens planlovgivning, ville kunne rejse spørgsmål i forhold til artikel 14 i forhold til andre ejere, der ikke ville have en tilsvarende ret. 42 Se Stés Colas Est m.fl. mod Frankrig, dom af 16.04.02, 41. 43 Se Saadi mod Storbritannien, dom af 29.01.08, 62. 44 Se f.eks. Kjeldsen, Busk Madsen og Pedersen mod Danmark, dom af 07.12.76, 50, om fortolkning af artikel 2 i 1. tillægsprotokol, Young, James og Webster mod Storbritannien, dom af 13.08.81, 51-52, om ret til negativ foreningsfrihed, Sigurdur A. Sigurjónsson mod Island, dom af 30.06.93, 35, om ret til negativ foreningsfrihed, Loizidou mod Tyrkiet, dom af 23.03.95, 71, om forbehold til konventionen, 22

len har henvist til forarbejder til konventionen og protokollerne (kaldet travaux préparatoires ) til støtte for en bestemt fortolkning af materielle bestemmelser 45. På samme måde er der eksempler på, at forarbejder er blevet inddraget ved fortolkning af processuelle bestemmelser 46. Konventionens forarbejder synes navnlig at blive inddraget i tilfælde, hvor forarbejderne så at sige støtter det resultat, som Domstolen i øvrigt ønsker at nå frem til. Domstolen har således vægt på, at en bestemt fortolkning bekræftes af forarbejderne til konventionen 47 eller at den er forenelig med konventionens genstand og formål, således som disse fremgår af forarbejderne 48. Det er nærliggende at antage, at Domstolen vil være mere tilbøjelig til at tillægge forarbejder til nyere tillægsprotokoller betydning, end når det drejer sig om forarbejder til den oprindelige konvention 49. Generelt synes forarbejders betydning at aftage med tiden. Forarbejder synes navnlig at være relevante i tilfælde, hvor der ikke findes retspraksis med hensyn til et bestemt fortolkningsspørgsmål. Behovet for at henvise til forarbejder vil blive mindre i takt med, at Domstolen får lejlighed til at tage stilling til flere spørgsmål om fortolkning af konventionen og protokollerne. Domstolens fortolkning er formålsorienteret. Domstolen har gentagne gange udtalt, at konventionen har til formål at sikre rettigheder, der ikke blot er teoretiske eller illusoriske, men er praktiske og effektive 50. Konventionens bestemmelser skal derfor generelt Matthews mod Storbritannien, dom af 18.02.99, 39, om valg til Europa-Parlamentet og artikel 3 i 1. tillægsprotokol. 45 Se f.eks. Case relating to certain aspects of the laws on the use of languages in education in Belgium, dom af 23.07.68, 3 og 6 (s. 31 og 32), om fortolkning af artikel 2 i 1. tillægsprotokol, Le Compte, Van Leuven og De Meyer mod Belgien, dom af 23.06.81, 65, Lithgow mod Storbritannien, dom af 08.07.86, 117, om hvorvidt formuleringen folkerettens almindelige principper i artikel 1 i 1. tillægsprotokol alene omfatter udlændinge, eller om den tillige omfatter statens egne statsborgere, Johnston m.fl. mod Irland, dom af 18.12.86, 52, om hvorvidt artikel 12 omfatter en ret til skilsmisse, Mathieu-Mohin og Clerfayt mod Belgien, dom af 02.03.87, 49 ff., Hirst mod Storbritannien (nr. 2), dom af 06.10.05, 57, om fortolkning af artikel 3 i 1. tillægsprotokol, Groppera Radio AG m.fl. mod Schweiz, dom af 28.03.90, 60, om fortolkning af bevilling i artikel 10, stk. 1, 3. pkt., McMichael mod Storbritannien, dom af 24.02.95, 59, om fortolkning af formuleringen betaling af skatter i artikel 1 i 1. tillægsprotokol, Witold Litwa mod Polen, dom af 04.04.00, 63, om fortolkning af formuleringen alkoholikere i artikel 5, stk. 1, litra e, Maaouia mod Frankrig, dom af 05.10.00, 36, hvor Domstolen inddrog forarbejderne til artikel 1 i 7. tillægsprotokol ved vurderingen af, om artikel 6 var anvendelig i sager om udvisning af udlændinge, Kudla mod Polen, dom af 26.10.00, 152, om hvorvidt artikel 13 kan påberåbes i tilknytning til artikel 6, stk. 1, i sager om for lang sagsbehandlingstid; klagesag 52207/99, Bankovic m.fl. mod 17 NATO-lande, herunder Danmark, afgørelse af 12.12.01, 58 og 63, om afgrænsning af jurisdiktion i artikel 1 i forhold til ekstraterritoriale handlinger. Se tillige Bolat mod Rusland, dom af 05.10.06, 77, om fortolkning af udtrykket lovligt bosiddende i artikel 1 i 7. tillægsprotokol. Se tillige Linkov mod Tjekkiet, dom af 07.12.06, 41, hvor der henvises til baggrunden for og formålet med artikel 7, stk. 2, således som det fremgår af forarbejderne. 46 Se Velikova mod Bulgarien, dom af 18.05.00, 57, om fortolkning af konventionens artikel 35, stk. 4. 47 Se Witold Litwa mod Polen, dom af 04.04.00, 63. 48 Se Johnston m.fl. mod Irland, dom af 18.12.86, 52. 49 Se Velikova mod Bulgarien, dom af 18.05.00, 57, om inddragelse af den forklarende rapport til 1. tillægsprotokol. Se tillige klagesag 22015/93, Hans Richard Nielsen mod Danmark, afgørelse af 30.11.94, klagesag 19028/91, Brian Paw Jakobsen mod Danmark, afgørelse af 09.09.92, om Kommissionens henvisning til den forklarende rapport til 7. tillægsprotokol. Se tilsvarende Zaicevs mod Letland, dom af 31.07.07, 55, om inddragelse af den forklarende rapport til 7. tillægsprotokol. Se tillige Matveyev mod Rusland, dom af 03.07.08, 39-45, om inddragelse af den forklarende rapport ved fortolkning af artikel 3 i 7. tillægsprotokol. 50 Se f.eks. Artico mod Italien, dom af 13.05.80, 33, Allenet de Ribemont mod Frankrig, dom af 10.02.95, 35, Loizidou mod Tyrkiet, dom af 23.03.95, 72, McCann m.fl. mod Storbritannien, dom af 27.09.95, 146, United Communist Party of Turkey mod Tyrkiet, dom af 30.01.98, 33, Daud mod 23

fortolkes og anvendes på en sådan måde, at de indeholdte garantier bliver praktiske og effektive. I den forbindelse lægger Domstolen vægt på konventionens særlige karakter af en konvention vedrørende kollektiv håndhævelse af menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder 51. Heraf følger, at bestemmelser altid fortolkes på en sådan måde, at der bliver tale om en reel og effektiv beskyttelse, mens forslag til en fortolkning afvises, hvis den fører til et resultat, der i praksis vil føre til en ringe beskyttelse. I den forbindelse lægger Domstolen vægt på, at beskyttelsen efter konventionen aldrig kan fortolkes på en sådan måde, at den indebærer en forringelse af den beskyttelse, der følger af national ret, men at der altid er tale om en subsidiær og supplerende beskyttelse 52. Dette følger i øvrigt udtrykkeligt af konventionens artikel 53. Domstolen afviser ligeledes en formel fortolkning, der fører til en materielt set ringere beskyttelse 53. Domstolen afviser i almindelighed at foretage en indskrænkende fortolkning af konventionens anvendelsesområde under henvisning til karakteren af de aktiviteter, der har begrundet et indgreb fra staten, og som har givet anledning til klagen. En stat vil derfor i almindelighed ikke kunne komme igennem med en argumentation om, at de handlinger, der danner grundlag for klagen, er af en sådan karakter, at de ikke nyder beskyttelse efter konventionen. Domstolen vælger ofte at fastholde en bred fortolkning af anvendelsesområdet, hvorimod de hensyn, der kan tale mod beskyttelse, f.eks. at antidemokratiske handlinger forsøges udført under dække af konventionen, inddrages ved vurderingen af, om medlemsstatens indgreb er retfærdiggjort, dvs. om indgrebet har været nødvendigt i et demokratisk samfund 54. Det bemærkes, at visse handlinger er af en sådan karakter, at de efter artikel 17 ikke nyder beskyttelse af konventionen. Der henvises til gennemgangen af denne bestemmelse. Det er karakteristisk for Domstolens praksis, at den udvikler sig med tiden. I visse tilfælde giver Domstolen direkte udtryk for, at resultatet med tiden kan blive et andet, hvis samfundsudviklingen i medlemsstaterne ændrer sig 55. Domstolens praksis kan af samme grund karakteriseres som dynamisk 56. Det er nødvendigt at tage højde herfor, når konventionen skal fortolkes på områder, hvor der foregår en samfundsudvikling, eller hvor der i øvrigt er tale om ældre afgørelser. Til illustration kan næves Rees-dommen 57 om staters positive pligt til at anerkende transseksuelles nye identitet. Domstolen fastslog, at Storbritannien ikke havde en positiv pligt til at udstede en revideret fødselsattest til kla- Portugal, dom af 21.04.98, 38, Aït-Mouhoub mod Frankrig, dom af 28.10.98, 52, Matthews mod Storbritannien, dom af 18.02.99, 34. Se tillige Klass m.fl. mod Tyskland, dom af 06.09.78, 34, hvor Domstolen taler om konventionens effektivitet ( l effet utile ). Se tillige Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 66, Sergey Zolotukhin mod Rusland, dom af 10.02.09, 80. 51 Se Loizidou mod Tyrkiet, dom af 23.03.95, 70. Se tillig Mamatkulov og Askarov mod Tyrkiet, dom af 04.02.05, 100. 52 Se f.eks. United Communist Party of Turkey mod Tyrkiet, dom af 31.01.98, 28. 53 Se Estima Jorge mod Portugal, dom af 21.04.98, 37. 54 Se f.eks. United Communist Party of Turkey mod Tyrkiet, dom af 30.01.98, 27 og 32, om tvangsopløsning af et politisk parti, og Socialist Party mod Tyrkiet, dom af 25.05.98, 29. 55 Se f.eks. Rees mod Storbritannien, dom af 17.10.86, 47. 56 Se Stés Colas Est m.fl. mod Frankrig, dom af 16.04.02, 41, hvor Domstolen udtrykkeligt benytter udtrykket dynamisk fortolkning. Se ligeledes Stafford mod Storbritannien, dom af 28.05.02, 68, hvor Domstolen direkte anvender ordene dynamic og evolutive for at beskrive sin egen praksis med hensyn til fortolkning af konventionen. Se tillige Vilho Eskelinen m.fl. mod Finland, dom af 19.04.07, 56, hvor Domstolen udtalte, at hvis praksis ikke er dynamisk og udviklende, er der risiko for, at den vil hindre reform og fremskridt. Se tilsvarende Scoppola mod Italien (nr. 2), dom af 17.09.09, 104. 57 Se Rees mod Storbritannien, dom af 17.10.86, 47. Se tillige Cossey mod Storbritannien, dom af 27.09.90, 42. 24

ger. Domstolen endte med at udtale, at det for tiden måtte overlades til staten at afgøre, i hvilket omfang staten kunne imødekomme transseksuelles ønsker og behov. Domstolen tilføjede, at den var opmærksom på det alvorlige problem, som transseksuelle står over for, og den fortvivlelse, som de er udsat for. Domstolen udtalte, at konventionen altid skal fortolkes i lyset af aktuelle forhold, og at behovet for tage passende retlige foranstaltninger derfor måtte underkastes overvågning, hvor der navnlig skulle tages hensyn til den videnskabelige og samfundsmæssige udvikling. En årrække senere var Domstolen af den opfattelse, at forholdene havde ændret så meget, at der i Goodwin-dommen 58 og I-dommen 59 var grundlag for at nå til et andet resultat end i de tidligere domme. Til illustration kan endvidere nævnes Stés Colas Est-dommen 60, hvor Domstolen udtalte, at tiden nu var kommet til at anerkende, at juridiske personer, under visse betingelser, kunne påberåbe sig retten til respekt for deres hjem i betydningen virksomhedens lokaler. Som eksempel på gradvis udvikling af retspraksis og dermed af den beskyttelse, der kan udledes af konventionen og protokollerne, kan endvidere nævnes Thlimmenosdommen 61 om diskriminationsforbudet i artikel 14. Her fremhævede Domstolen, at forbudet mod diskrimination hidtil var blevet anvendt i tilfælde, hvor en medlemsstat behandlede sammenlignelige situationer forskelligt. Herefter fastslog Domstolen som noget nyt, at diskriminationsforbudet også fandt anvendelse i tilfælde, hvor situationer, der var væsentligt forskellige, blev behandlet ens af medlemsstaterne. Resultatet var ikke overraskende, men det er et klart eksempel på gradvis udvikling af konventionens beskyttelse. Domstolens har ofte udtalt, at konventionen er et levende instrument, der skal fortolkes i lyset af de aktuelle forhold ( present-day conditions ) 62. Det indebærer stadigt stigende høje krav til beskyttelse af menneskerettigheder 63. I Selmouni-dommen 64 udtalte Domstolen, at handlinger, der i forhold til artikel 3 tidligere var blevet karakteriseret som umenneskelige og nedværdigende i modsætning til tortur, med tiden kunne blive klassificeret anderledes. Som begrundelse fremhævede Domstolen, at de stadigt stigende krav, der stilles, når det drejer sig om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende friheder, kræver mere fasthed ved bedømmelsen af overtrædelser af de grundlæggende værdier i et demokratisk samfund. Det følger heraf, at inddragelse af eksisterende praksis er en nødvendig men ikke altid tilstrækkelig forudsætning for at kunne forudsige udfaldet af en klagesag eller foretage en hypotetisk prognose af Domstolens bedømmelse af en given sag, idet det ofte er nødvendigt at tage højde for, at Domstolens fortolkning er dynamisk. Princippet om, at konventionen er et levende instrument, og at dens bestemmelser skal fortolkes i lyset af aktuelle forhold, gælder ikke kun konventionens materielle bestemmelser, men også bestemmelser, der vedrører det kollektive kontrolsystems funktion 65. Det er karakteristisk for Domstolens praksis, at medlemsstater overlades et vist skøn ( margin of appreciation ) ved vurdering af, om det er nødvendigt at foretage indgreb i 58 Se Goodwin mod Storbritannien, dom af 11.07.02. 59 Se I. mod Storbritannien, dom af 11.07.02. 60 Se Stés Colas Est m.fl. mod Frankrig, dom af 16.04.02, 41. 61 Se Thlimmenos mod Grækenland, dom af 06.04.00, 44. 62 Se f.eks. Sigurđur A. Sigurjónsson mod Island, dom af 30.06.93, 35, Matthews mod Storbritannien, dom af 18.02.99, 39, Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 68. 63 Se Rantsev mod Cypern, dom af 07.01.10, 277, om hvorvidt artikel 4 beskytter mod ulovlig menneskehandel. 64 Se Selmouni mod Frankrig, dom af 28.07.99, 101. 65 Se Loizidou mod Tyrkiet, dom af 23.03.95, 71. 25

borgeres konventionsbeskyttede rettigheder. Indholdet og omfanget af denne skønsmargin varierer. Hvis der er tale om et område, hvor der er store forskelle mellem medlemsstaternes retstilstande, herunder hvis der er tale om et retsområde under udvikling, vil statens skønsmargin være videre 66. Omfanget af medlemsstaternes skønsmargin afhænger endvidere af karakteren af den konventionsbeskyttede rettighed, rettighedens betydning for klager og karakteren af de aktiviteter, der er omfattet af klagen 67. Medlemsstaternes skønsmargin er derfor et relativt begreb. På visse områder og i forhold til visse rettigheder er det vanskeligt overhovedet at tale om en skønsmargin, mens der på andre områder er en ganske betydelig skønsmargin. Spørgsmålet om omfanget af medlemsstatens skønsmargin må derfor vurderes i forhold til hver enkelt klage på baggrund af den relevante retspraksis på området. Spørgsmålet om skønsmargin behandles mere udførligt i tilknytning til de enkelte artikler, navnlig indledningen til artikel 8-11. Princippet om demokrati spiller en meget stor rolle ved fortolkning og anvendelse af konventionen 68. Demokrati er udtrykkeligt omtalt i konventionens præambel og i en række undtagelsesbestemmelser, jf. navnlig stk. 2 i artikel 8 til 11. Der er således en meget tæt forbindelse mellem konventionen og demokrati, idet konventionen har til formål at beskytte og fremme de ideer og værdier, som et demokratisk samfund bygger på. Demokrati er det eneste politiske system, der er forudsat i konventionen. Heraf følger, at konventionen ikke kan påberåbes med henblik på at svække eller ødelægge de ideer og værdier, som et demokratisk samfund bygger på, jf. udtrykkeligt artikel 17. Heraf følger endvidere, at medlemsstater kan træffe foranstaltninger med henblik på at beskytte de demokratiske ideer og værdier. Af samme grund spiller princippet om demokrati en meget stor rolle ved fortolkning og anvendelse af konventionens bestemmelser, både ved vurderingen af, hvilke handlinger m.v. der nyder beskyttelse af konventionen, og hvornår medlemsstater kan foretage indgreb i rettigheder og friheder. Det er karakteristisk for Domstolens praksis, at selv om mange af konventionens bestemmelser først og fremmest vedrører beskyttelse af individet mod vilkårlige indgreb fra myndigheder, så har Domstolen valgt herudover at udlede positive handlepligter af konventionens bestemmelser for at opnå en effektiv beskyttelse af de pågældende rettigheder. Det støttes bl.a. på formuleringen skal sikre i artikel 1 om medlemsstaternes forpligtelser 69. Domstolen har med andre ord i et vist omfang indfortolket positive handlepligter i konventionens bestemmelser, herunder negative forbudsbestemmelser. Sådanne positive forpligtelser er navnlig blevet indfortolket i artikel 2 70, artikel 3 71, artikel 8 72, artikel 10 73 og artikel 11 74, men er ikke begrænset til de nævnte bestemmelser 75. 66 Se f.eks. Rasmussen mod Danmark, dom af 28.11.84, 40, om tidsfrister for fædres anlæggelse af faderskabssager, Rees mod Storbritannien, dom af 17.10.86, 37, om myndigheders positive pligt til at anerkende transseksuelle personers nye identitet, Casado Coca mod Spanien, dom af 24.02.94, 54, om advokaters reklamering for tjenesteydelser, Petrovic mod Østrig, dom af 27.03.98, 38-39, om forældreorlov til fædre, Odièvre mod Frankrig, dom af 13.02.03, 49, om en persons ret til oplysning om identiteten på moderen, der lod den pågældende bortadoptere umiddelbart efter fødslen. 67 Se Buckley mod Storbritannien, dom af 25.09.96, 74. 68 Se f.eks. United Communist Party of Turkey m.fl. mod Tyrkiet, dom af 30.01.98, 45, Zdanoka mod Letland, dom af 16.03.06, 98-101 (Storkammer) (se tillige kammerets dom af 17.06.04, 77-81), Melnychenko mod Ukraine, dom af 19.10.04, 53, Hirst mod Storbritannien (nr. 2), dom af 06.10.05, 58. 69 Se f.eks. Al-Adsani mod Storbritannien, dom af 21.11.01, 37-39. 70 Se f.eks. McCann m.fl. mod Storbritannien, dom af 27.09.95, 161, Osman mod Storbritannien, dom af 28.10.98, 115-117. 71 Se f.eks. Assenov m.fl. mod Bulgarien, dom af 28.10.98, 102. 72 Se f.eks. Gaskin mod Storbritannien, dom af 07.07.89, 42-49. 26

Statens pligt til at træffe positive foranstaltninger for at sikre individets ret til en effektiv beskyttelse i henhold til konventionen gælder ikke kun i forholdet mellem staten og individet, idet konventionen i et vist omfang pålægger staten en positiv pligt til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af individet i forholdet mellem private 76. I sådanne tilfælde kan man tale om konventionens horisontale virkning eller såkaldt drittwirknung. Dette spørgsmål behandles nærmere i tilknytning til artikel 1. Det vil ofte være relevant at overveje spørgsmålet om statens positive pligter i tilfælde, hvor det, der begrunder en klage, reelt kan henføres til privates handlinger eller undladelser. I sådanne tilfælde er det nemlig ikke muligt at klage over de privates handlinger eller undladelser, men det kan derimod tænkes, at staten er ansvarlig for at have muliggjort eller for ikke at have forhindret privates handlinger eller undladelser 77. Ved afgørelsen af, om der gælder en positiv handlepligt, foretager Domstolen en rimelig afvejning af hensynet til samfundets generelle interesse over for hensynet til individet, da denne afvejning er gennemgående for hele konventionen. Omfanget af staternes positive pligter vil uundgåeligt variere afhængig af de forskellige situationer, der findes i medlemsstaterne, de vanskeligheder, der gør sig gældende ved fastlæggelsen af en politik i et demokratisk samfund, og de valg der nødvendigvis skal træffes med hensyn til prioriteter og ressourcer 78. Domstolen har fastslået, at en bestemmelse ikke må fortolkes på en sådan måde, at den pålægger myndigheder en umulig eller uforholdsmæssig opgave 79. Netop på områder, der rejser spørgsmål om positive handlepligter, er Domstolens dynamiske fortolkningsstil særlig tydelig. I sådanne sager er Domstolens præmisser ofte formuleret på en sådan måde, at der så at sige tages højde for, at resultatet kan blive et andet på et senere tidspunkt, hvis den retlige og faktiske udvikling i medlemsstaterne begrunder det 80. Herudover har Domstolen i visse tilfælde indfortolket begrænsninger, der ikke udtrykkelig fremgår af konventionens bestemmelser. I disse tilfælde tales der om forudsatte begrænsninger, også kaldet implied restrictions eller implied limitations 81. Som eksempel kan næves artikel 3 i 1. tillægsprotokol om ret til frie valg. Efter sin ordlyd indeholder bestemmelsen ikke undtagelser eller begrænsninger, men på den anden side er den formuleret på en sådan måde, at det er muligt at indfortolke visse begrænsninger i bestemmelsen, hvilket er sket i praksis 82. Ved fortolkning af konventionens bestemmelser inddrager Domstolen ofte andre konventioner og folkeretlige retskilder i øvrigt. Domstolen har udtalt, at konventionen så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med andre folkeretlige regler og prin- 73 Se f.eks. Özgür Gündem mod Tyrkiet, dom af 16.03.00, 41-46. 74 Se Plattform Ärzte für das Leben mod Østrig, dom af 21.06.88, 32, Wilson m.fl. mod Storbritannien, dom af 02.07.02, 41. 75 Se f.eks. Siliadin mod Frankrig, dom af 26.07.05, 77-89, om positive pligter i artikel 4 om forbud mod slaveri og tvangsarbejde. 76 Se f.eks. X. og Y. mod Holland, dom af 26.03.85, 23. 77 Se f.eks. Hatton m.fl. mod Storbritannien, dom af 02.10.01, 95, om gener på grund af støj fra Heathrow lufthavn i London, der var ejet, kontrolleret og drevet af private. 78 Se Özgür Gündem mod Tyrkiet, dom af 16.03.00, 43. 79 Se f.eks. Rees mod Storbritannien, dom af 17.10.86, Osman mod Storbritannien, dom af 28.10.98, 116. 80 Se f.eks. Sheffield og Horsham mod Storbritannien, dom af 30.07.98, X., Y. og Z. mod Storbritannien, dom af 22.04.97, om transseksuelle. 81 Se f.eks. Golder mod Storbritannien, dom af 21.01.75, 38, om artikel 6 og adgangen til at indbringe en sag for domstolene, Kalac mod Tyrkiet, dom af 01.07.97, 28-31, om artikel 9. 82 Se Mathieu-Mohin og Clerfayt mod Belgien, dom af 02.03.87, 52, Labita mod Italien, dom af 06.04.00, 201, med henvisning til praksis, Hirst mod Storbritannien (nr. 2), dom af 06.10.05, 60. 27

cipper, som konventionen er en del af 83. Domstolen har endvidere udtalt, at konventionens bestemmelser ikke kan fortolkes i et vakuum, og at Domstolen derfor må inddrage andre relevante folkeretlige regler, når den skal fortolke konventionen 84. Det forhold, at Domstolen i visse tilfælde inddrager andre konventioner, indebærer ikke, at Domstolen fortolker sådanne konventioner på punkter, hvor disse måtte give anledning til tvivl, eller at Domstolen påser overholdelsen af sådanne konventioner 85. Baggrunden herfor er, at Domstolens kompetence er begrænset til fortolkning og anvendelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørende protokoller, jf. konventionens artikel 19. Når Domstolen fortolker konventionen i lyset af andre konventioner m.v., er det ikke afgørende, om medlemsstaten er bundet af den pågældende konvention 86. Inddragelse af andre konventioner m.v. kan skyldes, at de indeholder mere specifikke normer 87. Konventioner m.v., der på et bestemt punkt er mere specifikke, kan derfor blive inddraget ved fastlæggelse af de krav, der følger af mere generelt formulerede bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sådanne konventioner m.v. kan med andre ord tale til støtte for en bestemt fortolkning af konventionen. Inddragelse af andre konventioner m.v. kan også skyldes, at de er udtryk for en international tendens, der taler til støtte for en bestemt fortolkning af konventionen. Inddragelse af andre konventioner m.v. skal endvidere ses i lyset af, at Domstolen lægger stor vægt på at sikre, at den ikke når til resultater, der er i strid med resultater, der opnås på andre områder inden for folkeretten. Der er overordentlig mange eksempler på, at Domstolen inddrager andre konventioner m.v. ved fortolkning og anvendelse af konventionens bestemmelser. Der kan være tale om universelle konventioner eller regionale konventioner. Der kan være tale om Europarådets konventioner 88. Der kan også være tale om FN-konventioner 89, herunder 83 Se klagesag 52207/99, Bankovic m.fl. mod 17 NATO-lande, herunder Danmark, afgørelse af 12.12.01, 57. Se tillige Al-Adsani mod Storbritannien, dom af 21.12.01, 55. 84 Se Loizidou mod Tyrkiet, dom af 18.12.96, 43, hvor Domstolen nægtede at anerkende den tyrkisk besatte del af Cypern som en selvstændig stat, idet den henviste til FN-resolutioner, udtalelser fra Europarådet, udtalelser fra EU m.v. Se tillige Al-Adsani mod Storbritannien, dom af 21.11.01, 55, Fogarty mod Storbritannien, dom af 21.11.01, 35, McElhinney mod Irland, dom af 21.11.01, 36. 85 Se f.eks. klagesag 32085/96, Henryk mod Danmark, afgørelse af 06.04.00, hvor Domstolen undlod at fortolke den europæiske udleveringskonvention. Se tillige Somogyi mod Italien, dom af 18.05.04, 62, hvor Domstolen udtalte, at den alene havde kompetence til at anvende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det ikke var dens opgave at fortolke eller påse overholdelsen af andre internationale konventioner. 86 Se Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 78-86. 87 Se Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 69. Se tillige Opuz mod Tyrkiet, dom af 09.06.09, 164. 88 Se f.eks. National Union of Belgian Police mod Belgien, dom af 27.10.75, 38, Swedish Engine Drivers Union mod Sverige, dom af 06.02.76, 39, Schmidt og Dahlström mod Sverige, dom af 06.02.76, 36, om fortolkning af artikel 11 for så vidt angår fagforeninger i lyset af Den Europæiske Socialpagt. Se tillige klagesag 57442/00, Sanchez Navajas mod Spanien, afgørelse af 21.06.01, om fortolkning af artikel 11 i lyset af Den Europæiske Socialpagts artikel 28 med hensyn til tillidsmænds rettigheder. Se tillige Amann mod Schweiz, dom af 16.02.00, 65, hvor Domstolen henviste til Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med databehandling af personoplysninger til støtte for en bred fortolkning af begrebet privatliv i forhold til myndigheders opbevaring af oplysninger om en person. Se tillige Sørensen og Rasmussen mod Danmark, dom af 11.01.06, 72-74, hvor Domstolen henviste til en udtalelse fra Den Europæiske Komité for Sociale Rettigheder om fortolkning af en bestemmelse i Den Europæiske Socialpagt, Fællesskabspagten af 9. december 1989 om arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder og EU-charteret af 7. december 2000 om grundlæggende rettigheder ved fortolkning af artikel 11 for så vidt angår negativ foreningsfrihed. Se tillige Mazurek mod Frankrig, dom af 01.02.00, navnlig 49 og 52, hvor Domstolen skulle tage stilling til, om det udgjorde 28

FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (CCPR) 90, FN s torturkonvention (CAT) 91, FN s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (CERD) 92, FN s børnekonvention (CRC) 93 og FN s kvindekonvention (CEDAW) 94. Der kan også være tale om ILO-konventioner 95. Der kan også være tale om konventioner diskrimination i strid med konventionen, at et uægte barn arvede mindre end et ægte barn. Ved vurderingen lagde Domstolen vægt på en Europaråds-konvention fra 1975 om børn født uden for ægteskabs retlige status, om end den pågældende stat ikke havde ratificeret konventionen, og FN s konvention om barnets rettigheder, der forbyder diskrimination grundet på fødsel. Se tillige Johnston mod Irland, dom af 18.12.86, 74, om fortolkning af statens positive pligter i medfør af artikel 8 i lyset af Europarådets konvention af 15.10.75 om den retlige status for børn født uden for ægteskab. 89 Se f.eks. Engel m.fl. mod Holland, dom af 08.06.76, 72, om forskelsbehandling mellem militærpersoner afhængig af rang og artikel 88 i Genève-konventionen af 12. august 1949 om behandlingen af krigsfanger. Se tillige Siliadin mod Frankrig, dom af 26.07.05, 77-89, hvor Domstolen henviste til en ILOkonvention om tvangsarbejde, en FN-tillægskonvention om afskaffelse af slaveri og en rekommendation fra Den Parlamentariske Forsamling og fastslog som noget nyt, at artikel 4 om forbud mod slaveri og tvangsarbejde pålægger staterne positive pligter. Se tillige Ignaccolo-Zenide mod Rumænien, dom af 25.01.00, 95, hvor Domstolen udtalte, at en medlemsstats positive pligter efter artikel 8 til at genforene en forælder med sine børn, der i den konkrete sag var bortført af faderen, skulle fortolkes i lyset af Haager-konventionen af 25. oktober 1980 om internationale børnebortførsler, og at dette gælder så meget desto mere i tilfælde, hvor den indklagede stat også har tiltrådt den pågældende konvention. 90 Se f.eks. Powell og Reyner mod Storbritannien, dom af 21.02.90, 44, om støjgener fra en lufthavn, Groppera Radio AG m.fl. mod Schweiz, dom af 28.03.90, 61, om fortolkning af bevilling i artikel 10, stk. 1, 3. pkt., i lyset af artikel 19 i CCPR. Se tillige Müller mod Schweiz, dom af 24.05.88, 27, om fortolkning af artikel 10 i lyset af artikel 19, stk. 2, i CCPR i en sag om kunstnerisk ytringsfrihed. Se tillige Sergey Zolotukhin mod Rusland, dom af 10.02.09, 79, om fortolkning af artikel 4 i 7. tillægsprotokol om ne bis in idem i lyset af CCPR artikel 14. 91 Se f.eks. Selmouni mod Frankrig, dom af 28.07.99, 97, hvor Domstolen inddrog CAT ved vurderingen af, om en mishandling af en frihedsberøvet person udgjorde tortur i artikel 3 s forstand. Se tillige Aksoy mod Tyrkiet, dom af 18.12.96, 98, hvor artikel 12 i CAT blev tillagt betydning ved fortolkningen af artikel 13 om krav til efterforskning i anledning af påstået tortur. Se tillige Soering mod Storbritannien, dom af 07.07.89, 88 ff., om fortolkning af artikel 3 - i et tilfælde vedrørende udlevering til strafforfølgning - i lyset af bl.a. artikel 3 i CAT. 92 Se f.eks. Jersild mod Danmark, dom af 23.09.94, 30, hvor Domstolen lagde stor vægt på hensynet til de beskyttede interesser og formål i CERD ved vurderingen af, om det i den konkrete sag var nødvendigt i et demokratisk samfund at gøre indgreb i en journalists ret til ytringsfrihed i et tilfælde, hvor journalisten havde medvirket til at videreformidle racediskriminerende ytringer. Domstolen udtalte, at artikel 10 så vidt muligt skulle fortolkes på en måde, der var forenelig med den indklagede stats forpligtelser i henhold til FN-konventionen. 93 Se f.eks. Mazurek mod Frankrig, dom af 01.02.00, navnlig 49 og 52, hvor Domstolen skulle tage stilling til, om det udgjorde diskrimination i strid med konventionen, at et uægte barn arvede mindre end et ægte barn. Ved vurderingen lagde Domstolen vægt på en Europaråds-konvention fra 1975 om børn født uden for ægteskabs retlige status, om end den pågældende stat ikke havde ratificeret konventionen, og FN s konvention om barnets rettigheder, der forbyder diskrimination grundet på fødsel. Se tillige T. mod Storbritannien, dom af 16.12.99, 70-72, og V. mod Storbritannien, dom af 16.12.99, 72-74, hvor Domstolen inddrog nogle ikke bindende retningslinier vedtaget af FN s generalforsamling (United Nations Standard Minimum Rules for the Administration of Juvenile Justice (the Beijing Rules), FN s konvention af 20.11.89 om barnets rettigheder og en rekommendation vedtaget af Europarådets Ministerkomités rekommendation nr. (87) 20 af 17.09.87 ved vurderingen af, om domfældelse af unge lovovertrædere, og dermed en lav kriminel lavalder, var i strid med artikel 3, og om behandlingen af straffesagerne mod de pågældende mindreårige var i strid med artikel 3. Se tillige Muskhadzhiyeva m.fl. mod Belgien, dom af 19.01.10, 62, om frihedsberøvelse af børn i asylsager. 94 Se Opuz mod Tyrkiet, dom af 09.06.09, 164 og 186. 95 Se f.eks. Siliadin mod Frankrig, dom af 26.07.05, 77-89, hvor Domstolen henviste til en ILOkonvention om tvangsarbejde, en FN-tillægskonvention om afskaffelse af slaveri og en rekommendation fra Den Parlamentariske Forsamling og fastslog som noget nyt, at artikel 4 om forbud mod slaveri og tvangsarbejde pålægger staterne positive pligter. 29

m.v., der ikke som sådan vedrører menneskerettigheder 96. Det er ikke kun bindende konventioner, der inddrages ved fortolkning af konventionen. Der er således eksempler på inddragelse af ikke-bindende retsakter, herunder rekommendationer fra Europarådets Ministerkomité og Europarådets Parlamentariske Forsamling, ved fortolkning af konventionens bestemmelser 97. For så vidt angår rekommendationer fra f.eks. Ministerko- 96 Se f.eks. Stubbings m.fl. mod Storbritannien, dom af 22.10.96, 53, hvor Domstolen inddrog forskellige konventioner om frister for fremsættelse af erstatningskrav, da den skulle vurdere nogle forældelsesregler i forhold til artikel 6. I Al-Adsani mod Storbritannien, dom af 21.11.01, Fogarty mod Storbritannien, dom af 21.11.01, McElhinney mod Irland, dom af 21.11.01, inddrog Domstolen folkeret og praksis fra nationale domstole m.v. ved vurderingen af, om det var i strid med artikel 6, at søgsmål mod fremmede stater ikke kunne gennemføres i Storbritannien, idet de sagsøgte lande var beskyttet af søgsmålsimmunitet. 97 Se Marckx mod Belgien, dom af 13.06.79, 31, hvor Domstolen inddrog en resolution fra Ministerkomitéen ved anvendelsen af artikel 8 på forholdet mellem en ugift mor og hendes barn. Se tillige Z. mod Finland, dom af 25.02.97, 95, hvor Domstolen inddrog såvel en rekommendation som en konvention. Se tillige Hugh Jordan mod Storbritannien, dom af 04.05.01, 127, hvor Domstolen inddrog the United Nations Principles on Extra-Judicial Executions i forbindelse med fastlæggelse af de krav, der kunne udledes af artikel 2 med hensyn til efterforskning i anledning af dødsfald. Se tillige Mokrani mod Frankrig, dom af 15.07.03, 31, hvor Domstolen inddrog en rekommendation fra Europarådets Parlamentariske Forsamling i en sag om udvisning af en udlænding på grund af kriminalitet. Se tillige H.F. mod Slovakiet, dom af 08.11.05, 39, hvor Domstolen henviste til en rekommendation fra Europarådets Ministerkomité om retlig beskyttelse af voksne umyndige ved fortolkning af artikel 6 i sag om umyndiggørelse. Se tillige Üner mod Holland, dom af 18.10.06, 55 og 58, hvor Domstolen henviste til en rekommendation fra Europarådets Parlamentariske Forsamling og en rekommendation fra Europarådets Ministerkomité i en sag om udvisning af udlændinge på grund af kriminalitet, jf. artikel 8, men hvor Domstolen samtidig gjorde det klart, at den ikke var bundet af sådanne rekommendationer ved fortolkning af artikel 8. Se tillige T. mod Storbritannien, dom af 16.12.99, 70-72, og V. mod Storbritannien, dom af 16.12.99, 72-74, hvor Domstolen inddrog nogle ikke bindende retningslinier vedtaget af FN s generalforsamling (United Nations Standard Minimum Rules for the Administration of Juvenile Justice (the Beijing Rules)), FN s konvention af 20.11.89 om barnets rettigheder, og en rekommendation vedtaget af Europarådets Ministerkomité (rekommendation nr. (87) 20 af 17.0987) ved vurderingen af, om domfældelse af unge lovovertrædere, og dermed en lav kriminel lavalder, var i strid med artikel 3, og om behandlingen af straffesagerne mod de pågældende mindreårige var i strid med artikel 3. Se tillige S. mod Schweiz, dom af 28.11.91, 48, hvor Domstolen inddrog Europarådets Standard Minimum Prison Rules for the Treatment of Prisoners (Europarådets Ministerkomités resolution (73) 5) og European Agreement Relating to Persons Participating in Proceedings of the European Commission and Court of Human Rights ved vurderingen af, om en person, der er varetægtsfængslet, i medfør af artikel 6, stk. 3, litra c, har ret til at kommunikere fortroligt med sin forsvarer. Se tillige Sigurdur A. Sigurjónsson mod Island, dom af 30.06.93, 35, hvor Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 11 også beskytter retten til negativ foreningsfrihed i forhold til et offentligretligt krav om pligtmæssigt medlemskab af bestemt forening. Domstolen, der besvarede dette spørgsmål bekræftende, inddrog en række internationale retsakter af såvel bindende som ikke-bindende karakter. Domstolen inddrog således FN s verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, en retsakt vedtaget af regeringscheferne i De Europæiske Fællesskaber (Fællespagten af 09.12.89 om arbejdstageres grundlæggende sociale rettigheder), en rekommendation vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling (Rekommendation 1168(1991) af 24.09.91), praksis fra komitéen af uafhængige eksperter, der påser overholdelsen af Europarådets Socialpagt (Conclusions XII-1, 1988-89, s. 112-113, der vedrører Island og retten til negativ foreningsfrihed), samt ILO-organers praksis vedrørende to ILO-konventioner (Freedom of Association Committee of the Governing Body of the International Labour Office (ILO), vedrørende konvention nr. 87 om foreningsfrihed og retten til at organisere sig og nr. 98 om anvendelse af princippet om retten til at organisere sig og forhandle kollektivt). Se tillige M.C. mod Bulgarien, dom af 04.12.03, 154-166, om statens positive forpligtelser i anledning af påstået tilfælde af voldtægt, hvor artikel 3 og 8 blev fortolket i lyset af medlemsstaternes lovgivning og praksis, en rekommendation fra Europarådets Ministerkomité, international strafferet og praksis fra den internationale straffedomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY), og hvor Domstolen fremhævede, at der var en universel tendens i retning mod at anse manglende samtykke for det afgørende ved vurderingen af, om der foreligger voldtægt. Se tillige Meltex Ltd. og Mesrop Movsesyan mod Armenien, dom af 30

mitéen, er disse ikke bindende for Domstolen, men de kan være udtryk for en fælles retsopfattelse i Europarådets medlemsstater, der kan tillægges betydning ved fortolkning af konventionen 98. Der kan også være tale om inddragelse af instrumenter som Verdenserklæring om menneskerettigheder 99. Der kan også være tale om inddragelse af EU-ret 100. Domstolen har ligeledes henvist til EU s charter om grundlæggende rettigheder 101. Der kan også være tale om inddragelse af generelt anerkendte principper i folkeretten 102. Domstolens praksis på dette område viser, at hvad enten det drejer sig om konventionens anvendelsesområde eller omfanget af den materielle beskyttelse, kan en bestemt fortolkning af konventionen med fordel underbygges ved at inddrage andre relevante folkeretlige retskilder af betydning for menneskerettighederne, idet Domstolen så at sige foretager en universel menneskeretskonform fortolkning. Domstolen har i en konkret sag ved fortolkning af statens positive pligter i medfør af artikel 3 og 8 inddraget medlemsstaternes lovgivning og praksis, en rekommendation fra Europarådets Ministerkomité, international strafferet og praksis fra en international straffedomstol og konkluderet, at alt dette afspejlede en universel tendens i retning af at anse manglende samtykke for at være det afgørende moment ved vurderingen af, om der foreligger voldtægt 103. Domstolen har i en anden sag fastslået, at artikel 4 om forbud mod slaveri og tvangsarbejde pålægger staterne en positiv pligt til bl.a. at kriminalisere handlinger i strid med bestemmelsen, og at en sådan fortolkning var i overensstemmelse med nutidige normer og tendenser på området 104. Domstolen har i en anden sag 105 udtalt, at artikel 6 beskytter retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering, selv om disse rettig- 07.06.08, 82-85, hvor Domstolen henviste til en rekommendation fra Ministerkomitéen og en resolution fra Den Parlamentariske Forsamling til støtte for en fortolkning, hvorefter artikel 10 kræver, at afslag på ansøgning om sendetilladelse kræver en begrundelse. Se tillige Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 74. 98 Se Shtukaturov mod Rusland, dom af 27.03.08, 95. 99 Se Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 73, om Universal Declaration on Human Rights. 100 I Meftah m.fl. mod Frankrig, dom af 26.07.02, 45, hvor Domstolen henviste til et EU-direktiv (98/5/EC) og praksis fra EF-domstolen (om fortolkning af direktivet) ved vurderingen af, om en ordning, hvor alene advokater med møderet for en kassationsdomstol måtte komme med mundtlige bemærkninger, var forenelig med artikel 6. I Aristimuno Mendizabal mod Frankrig, dom af 17.01.06, 69, udtalte Domstolen, at når der er tale om udlændinge fra et EU-land, der ønsker indrejse og ophold i et andet EU-land, skal artikel 8 fortolkes i lyset af EU-retten, herunder EU-landenes forpligtelser med hensyn til EUborgeres ret til indrejse og ophold. Se D.H. m.fl. mod Tjekkiet, dom af 13.11.07, 184, hvor Domstolen henviste til EU-direktiver til støtte for en bestemt forståelse af begrebet indirekte diskrimination. Se tillige Maslov mod Østrig, dom af 23.06.08, 82, om henvisning til et EU-direktiv (2004/38/EC) i en sag om udvisning på grund af kriminalitet begået som mindreårig. 101 Se Goodwin mod Storbritannien, dom af 11.07.02, 100, I. mod Storbritannien, dom af 11.07.02, 80, hvor Domstolen henviste til artikel 9 i charteret i en sag om fortolkning af artikel 12 i forhold til transseksuelle. I Sørensen og Rasmussen mod Danmark, dom af 11.01.06, 72-74, henviste Domstolen til en udtalelse fra Den Europæiske Komité for Sociale Rettigheder om fortolkning af en bestemmelse i Den Europæiske Socialpagt, Fællesskabspagten af 9. december 1989 om arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder og EU charteret af 7. december 2000 om grundlæggende rettigheder ved fortolkning af artikel 11 for så vidt angår negativ foreningsfrihed. Se tillige Sergey Zolotukhin mod Rusland, dom af 10.02.09, 79, Scoppola mod Italien (nr. 2), dom af 17.09.09, 105. 102 Se Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 71. 103 Se M. C. mod Bulgarien, dom af 04.12.03, 163. 104 Se Siliadin mod Frankrig, dom af 26.07.05, 112. 105 Se John Murray mod Storbritannien, dom af 08.02.96, 45. 31

heder ikke udtrykkeligt følger af ordlyden af bestemmelsen, idet der er tale om generelt anerkendte internationale standarder. Der er eksempler på, at Domstolen inddrager praksis, udtalelser m.v. fra andre internationale organer 106. Det skal ses i lyset af, at der på flere af de områder, som Domstolen behandler, findes andre og specialiserede organer, der har en særlig indsigt i det pågældende område, hvorfor det forekommer naturligt og hensigtsmæssigt, at Domstolen udnytter den særlige indsigt, som det pågældende organ besidder. Som eksempel kan nævnes inddragelse af praksis fra Den Internationale Domstol i Haag 107, praksis fra FN s Menneskerettighedskomité 108, udtalelser fra FN s Menneskerettighedskommission 109, udtalelser m.v. fra UNHCHR (FN s Flygtningehøjkommissær) i sager om artikel 3 110, udtalelser fra FN s Kvindekomité (CEDAW) 111, udtalelser m.v. fra Europarådets Torturkomité 112, Europarådets Racismekomité (ECRI) 113, praksis fra organer i henhold til ILO-konventioner og Den Europæiske Socialpagt i sager om artikel 11 114, udtalelser fra Venedi-kommissionen 115 og praksis fra Den Amerikanske Menneskerettighedsdom- 106 Se f.eks. Mamatkulov og Askarov mod Tyrkiet, dom af 04.02.05, 110-124 (Storkammer) (se tillige kammerets dom af 06.02.03), hvor Domstolen som noget nyt fastslog, at en medlemsstat, der ikke efterlever en henstilling fra Domstolen om ikke at udsende klager, mens klagen behandles, krænker artikel 34, og til støtte for en sådan fortolkning henviste Domstolen til praksis og regler med hensyn til individuelle klager til FN s Menneskerettighedskomité, FN s Torturkomité, Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol og -kommission samt bilæggelse af tvister ved Den Internationale Domstol. Se tillige Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 75. 107 Se f.eks. Papamichalopoulos m.fl. mod Grækenland, dom af 31.10.95, 36, om fastsættelse af erstatning i anledning af en de facto konfiskation i strid med artikel 1 i 1. tillægsprotokol. Se tillige Agrotexim m.fl. mod Grækenland, dom af 24.10.95, 66, om et selskab eller aktionærerne er klageberettigede i tilfælde, der vedrører selskabet. Se tillige Cypern mod Tyrkiet, dom af 10.05.01, 90 ff., om hvorvidt de retsmidler, der fandtes i den tyrkisk kontrollerede nordlige del af Cypern var nationale retsmidler, der skulle udtømmes i medfør af artikel 35, stk. 1. Se tillige Cardot mod Frankrig, dom af 19.03.91, 34, om inddragelse af praksis om international voldgift ved fortolkning af spørgsmålet om udtømmelse af nationale retsmidler. 108 Se Riener mod Bulgarien, dom af 23.05.06, 121, om henvisning til en afgørelse i en individuel klagesag vedrørende FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (CCPR). Se tillige Bartik mod Rusland, dom af 21.12.06, 36, 46 og 49, om henvisning til generelle bemærkninger ( general comments ) fra FN s Menneskerettighedskomité, der indeholder sammenskrivning praksis. Se tillige Varnava m.fl. mod Tyrkiet, dom af 18.09.09, 147. 109 Se Opuz mod Tyrkiet, dom af 09.06.09, 188. 110 Se f.eks. Jabari mod Tyrkiet, dom af 11.07.00, 41, om hvorvidt klager risikerede at blive stenet på grund af hor. 111 Se Opuz mod Tyrkiet, dom af 09.06.09, 187. 112 Se f.eks. Magee mod Storbritannien, dom af 06.06.00, 44, vedrørende de forhold, under hvilke klager havde været frihedsberøvet. Se tilsvarende Poltoratskiy mod Ukraine, dom af 29.04.03, Kuznetsov mod Ukranie, dom af 29.04.03, Khudoyorov mod Rusland, dom af 08.11.05, 117, Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 75. 113 Se Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 75, om European Commission against Racism and Intolerance. 114 Se f.eks. Wilson m.fl. mod Storbritannien, dom af 02.07.02, 48, om henvisning til kritik udtalt af Committee of Independent Experts i forhold til bestemmelser i Den Europæiske Socialpagt og kritik udtalt af Committee on Freedom of Association i forhold til bestemmelser i en ILO-konvention. Se tillige Sørensen og Rasmussen mod Danmark, dom af 11.01.06, 72, om henvisning til konklusioner i en rapport fra European Committee of Social Rights om fortolkning af artikel 5 i Den Europæiske Socialpagt. 115 Se Parti Nationaliste Basque Organisation Regionale d Iparralde mod Frankrig, dom af 07.06.07, 47. Se tillige Demir og Baykara mod Tyrkiet, dom af 12.11.08, 75. 32

stol 116. Til illustration kan nævnes Dougoz-dommen 117, hvor Domstolen bl.a. inddrog rapporter fra Europarådets Torturkomité (CPT) og fastslog, at de forhold, under hvilke klager havde været frihedsberøvet, var i strid med konventionen. I den forbindelse skal det dog bemærkes, at det ikke er således, at Domstolen formelt er bundet af eller altid vælger at følge udtalelser m.v. fra andre internationale organer. I Messina-sagen 118 havde Europarådets Torturkomité (CPT) i forbindelse med en undersøgelse af fængsler i en medlemsstat givet udtryk for tvivl med hensyn til nødvendigheden af de begrænsninger og forhold, under hvilke en bestemt kategori af fanger afsonede. Ved vurderingen af en klage i forhold til artikel 3 lagde Domstolen imidlertid afstand til komitéens vurdering. Der findes endvidere eksempler på, at Domstolen henviser til praksis fra domstole i lande, der ikke er medlemmer af Europarådet, f.eks. afgørelser fra USA s Højesteret 119 eller Canadas Højesteret 120. På nogle områder lægger Domstolen også vægt på EFdomstolens praksis 121. På samme måde kan Domstolen lægge vægt på, hvad der følger af flere medlemsstaters retssystemer 122. Ved fastlæggelse af konventionens krav på et bestemt område kan Domstolen vælge at fremhæve, at dens resultat svarer til, hvad der er almindeligt i medlemsstaternes retssystemer 123. Domstolen kan ligeledes, når den vælger ikke at statuere krænkelse, lægge vægt på, at der ikke findes nogen blandt de europæiske lande almindeligt accepteret retsopfattelse på det pågældende område 124. På grund af de alvorlige følger af terrorisme, herunder lidelser og tab af menneskeliv, har Domstolen udtalt, at den ved fortolkning og anvendelse af de relevante bestemmelser i konventionen vil tage hensyn til den særlige karakter af sådan kriminalitet, den trussel som den udgør mod et demokratisk samfund, og den tvingende nødvendighed af 116 Se Ergin mod Tyrkiet (nr. 6), dom af 04.05.06, 45, Maszni mod Rumænien, dom af 21.09.06, 49, Stoll mod Schweiz, dom af 10.12.07, 11, Varnava m.fl. mod Tyrkiet, dom af 18.09.09, 147. 117 Se Dougoz mod Grækenland, dom af 06.03.01, 45-49. Se tillige Lorsé m.fl. mod Holland, dom af 04.02.03, 65-69, Van der Ven mod Holland, dom af 04.02.03. 118 Se klagesag 25498/94, Messina mod Italien, afgørelse af 08.06.99. 119 Se f.eks. James m.fl. mod Storbritannien, dom af 21.02.86, 40, Fayed mod Storbritannien, dom af 21.09.94, 61, Jalloh mod Tyskland, dom af 11.07.06, 76 og 105. 120 Se Pretty mod Storbritannien, dom af 29.04.02, 66, Allan mod Storbritannien, dom af 05.11.02, 51, Hirst mod Storbritannien (nr. 2), dom af 30.03.04, 43 (og Storkammerets dom af 06.10.05, 75). 121 Se Pellegrin mod Frankrig, dom af 08.12.99, navnlig 66, om fortolkning af konventionens artikel 6 i lyset af EF-traktatens artikel 39, stk. 4, om ansættelse i den offentlige administration, og Kommissionens meddelelse i EF-tidende C nr. 72 af 18. marts 1988. Se tillige Posti og Rahko mod Finland, dom af 24.09.02, 54, om praksis vedrørende EF-traktatens artikel 230 (tidligere 173) om, hvornår fysiske eller juridiske personer er umiddelbart og individuelt berørt af en retsakt, og dermed kan anlægge sag om annullation. Se tillige Stec m.fl. mod Storbritannien, dom af 12.04.06, 58, om praksis fra EF-domstolen om direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 i en sag om, hvorvidt det udgjorde diskrimination, at der var forskellige pensionsaldre for mænd og kvinder. Se tillige Vilho Eskelinen m.fl. mod Finland, dom af 19.04.07, 60, om inddragelse af EF-domstolens praksis om adgang til en domstol ved fortolkning af artikel 6. Se tillige D.H. m.fl. mod Tjekkiet, dom af 13.11.07, 187, hvor Domstolen henviste til EFdomstolens praksis i sager om indirekte diskrimination. Se tillige Micallef mod Malta, dom af 15.10.09, 78, om hvorvidt artikel 6 finder anvendelse på sager om foreløbige retsmidler, herunder forbud. 122 Se Agrotexim m.fl. mod Grækenland, dom af 24.10.95, 66, om aktionærer er klageberettigede over forhold, der vedrører selskabet, Goodwin mod Storbritannien, dom af 27.03.96, om beskyttelse af journalistiske kilder. 123 Se f.eks. Gillow mod Storbritannien, dom af 24.11.86, 69, om at en person, der ønsker at anke en dom i en civil sag, skal være repræsenteret af en advokat, Bryan mod Storbritannien, dom af 22.11.95, 47, om domstolsprøvelse af administrative afgørelser. 124 Se f.eks. T mod Storbritannien, dom af 16.12.99, V. mod Storbritannien, dom af 16.12.99, begge om kriminel lavalder. 33