1 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme. Kapitel 6: Lærerne

1 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme Kapitel 6: Lærerne Det var blevet os fortalt, at lærerne på De Forenede Kirkeskoler var helt specielle og hørte til landets bedste. Det tror jeg gerne selvom jeg ikke har prøvet noget andet, effektive var de i hvert fald, og der blev virkelig stillet store krav til os drenge. Der var ingen plads til afslapning eller slendrian, det var kun hårdt arbejde, hvilket selvfølgelig også var nødvendigt, når der oven i det normale skolepensum skulle lægges de mange timers sanguddannelse. Den foregik sideløbende i to spor: med stemmedannelse og med hørelære, hvert fag med 3 timer om ugen altså 6 timer oven i det daglige skema. Blev man udtaget til solistklassen hvad jeg blev, var det 2 timer mere. Dertil kom senere aftenprøverne til koncertrepertoiret, som var 2 timer prøve to gange om ugen. I hørelære havde vi Povl Fledelius kaldet Fido, som lærte os at synge intervaller efter særlige håndtegn: Stor tone, en lille tone, en kvart, en kvint, sang vi med denne tekst, først i opadgående retning, siden nedad, mens Povl Fledelius stod ved sin spillekasse og pumpede blæsebælgen op med den ene hånd og gav begyndelsestoner med den anden. Min far blev ofte gal når jeg kaldte det en stor og lille tone når det nu hed en prim og sekund det andet var hvis man spillede kraftigt eller svagt tordnede han! Der blev terpet tonenavne, taktarter og undervist i krydser og b er, og vi lærte, at de faste krydser indtrådte i rækkefølgen f, c, g, d, a, e, h, hvilket man kunne huske på remsen Far Cykler Gennem Døren Af Et Hus, eller det de kaldte kvintcirklen; mens b erne havde en anden remse: Her Er Alle De Gode Chokolade Frøer, - eller -Fabrikker, hvis man syntes, det var bedre. Vi lærte kvint-cirklen til at holde redde på dur tonearterne og en terts ned for den tilsvarende mol toneart. For b erne at næstsidste b svarede til dur-tonarten. Det var det rene røversprog hvor der er nogle jeg ikke længere husker meningen af: fru Andersen cykler elendigt og en gås har dejligt fedt. Sangøvelserne hængekøjen og kryds- og tværs en skulle blot lige angives sådan så var vi straks på. Til støtte for indlæringen af intervaller havde vi en oversigt over melodibegyndelser. For eksempel lærte vi, at en kvart var ligesom begyndelsen af I østen stiger solen op, en lille sekst Udrust dig, helt fra Golgatha, mens den lille septim var En højbåren jomfru, svarende til femte linie af sangen Vort modersmål er dejligt. Fido var meget tør, men en fortrinlig underviser. Han lærte os at synge intervallerne ved hjælp af et særligt tegnsprog, der mindede om tegnene når

2 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme man klunser og som man skulle tro var opfundet på døveskolen. En knyttet hånd en sten i klunsning - var et tonespring på en oktav, som skulle gå op eller ned svarende til hvordan han førte hånden. De mindste tonespring var enten en lille tone eller en stor tone hvilket min musiker far til stadighed belærte mig om hed en prim og en sekund; men da jeg troede mere på Fido blev det som han sagde: Lille tone var blot pege- og langfinger der pegede til siden så det lignede en dobbeltløbet pistol fra de cowboyfilm jeg havde set. En Stor tone lignede klunsetegnet en saks eller den hilsen vi brugte som ulveunger i Det Danske Spejderkorps, eller V-tegnet som Churchil gjorde. En lille terts lignede en lille tone ; men nu strittede der en tommeltot op bag de to pistolløbs fingre Lille terts og en stor terts var blot alle tre fingre, tommel-, pege- og langfinger strittende ud på samme måde katolske præster viser tegnet for treenigheden og den måde man giver tegn til tjeneren på kroen om at bestille tre genstande. En kvart var tomlen skjult bag fire strittende fingre og en kvint var alle fem fingre spredt ud. En knyttet hånd var en oktav. Fido alias Povl Fledelius

3 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme Hos Fido havde vi også rytmelære, som var en blanding af klappekage øvelser og nedskrivning af rytmer når han på kanten af spillekassen med den stumpe ende af en blyant frembragte nogle rytmiske lyde. Han sluttede altid med at læse op for os af Peter Plys. Det var heller ikke så ringe. Bente Møller Til stemmedannelse havde vi ganske kort Minna Haahr, som hun dengang hed. Hun blev siden til Minna Hess Thaysen, den navnkundige leder af N. Zahles Pigekor. Derpå fik vi Bente Møller og Carsten Hatting. Så vi var i gode hænder. Skolens viceinspektør var Ejnar Mortensen, som vi var så heldige at have i danmarkshistorie. Viceinspektøren Ejnar Mortensen var en trivelig, ældre herre, som tog sig af bibelshistorie undervisningen. På en meget kærlig måde lærte han os stoffet, herunder også salmevers, som skulle læres udenad. Siden er denne udenads læren blevet lagt for had, men jeg kan for min egen part kun sige, at den måde, den blev grebet an på både på Ellebjergskolen hos hr. Mortensen, slet ikke havde præg af ubehagelig tvang, men snarere var en leg. Som klasselærer og lærer i dansk fik vi Henry Christensen som vi kaldte Chrissefar da han var gift med Helga Christensen Chrissemor. Ham holdt vi meget af. Han var meget høj og rank hvorfor vi også kaldte ham Høje C, men det var nok bare os der også var små, og så var han knald rødhåret med en karakteristisk stor krum næse og høj hvælvet pande. Han brød sig ikke meget om rektor Rossing, så vi følte os stærkt solidariske når han bag rektors ryg vrængede af ham. Chrissefar var eminent til at skabe ro i timerne. Sidst på lektionerne var der belønning til dem der kunne sidde mest stille med

4 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme fremstrakte arme med en håndflade på en håndryg man kunne score op til tre flag, der blev klistret ind i en bog. Et vist antal flag udløste så en guld stjerne, og så en rød kongekrone osv. Det var især Karsten Sørensen og Max Petersen der var topscorerne! Willy Nielsen, en ganske ung og meget sympatisk lærer, som vi havde i tegning og gymnastik. Han var vildt forelsket i en ung smuk sanglærervikar Hélen Sølvsteen Møller, der boede nabo til skolen. Så når han havde gårdvagt var hans øjne stift rettet mod Sølvsteens vinduer og altan hvor hendes trusser, BH og andet intimbeklædning hang til tørre! Dette gav os et stort frirum i gården for Willy ænsede slet ikke vore gale streger. Når vi i mellemskolen havde Willy Nielsen i tegning i 2 timer blev vi tit sendt ud i nærområdet for at lave tegninger så hvad lavede Willy mon imens? Regneundervisningen foregik under lille Kjeld s bestemte ledelse og frk. Inger Schierbeck en ældre dame vi havde i naturhistorie og geografi. At være opdrættet under snævre forhold på Hindegade skolen betød det et befriende frihedsrum at gå rundt i nabolaget i skoletiden! Vores historielærere havde fortalt os om, at der fandtes særlige hemmelige ruter for at sikre at de royale kunne flygte fra Amalienborg via en tunnel til Marmorkirken og derfra ad en skjult rute til Kongens Nytorv. Sidstnævnte skulle også frihedskæmperne have anvendt. Så i tegnetimerne jagtede vi rundt og fandt hvad vi troede var disse ruter. Vi fandt en rute fra en opgang ved et bilmekanikerværksted ved Store Kongensgade ud for Marmorkirken hvorfra vi gennem kældre, tørrelofter og opgange i ejendomme fandt en rute op til Kongens Nytorv uden at komme ud på gaderne. Ved Dronningens Tværgade forekom det lidt skummelt dér hvor DKP (Det Kommunistiske Parti) havde sit hovedkvarter det var bevogtet; men vi slap igennem uden tilfangetagelse og deportationer til Sibirien. En anden tur var op i toppen af Marmorkirken hvor der ved opgangen til en snæver vindeltrappe stod et bord med en cigarkasse og en henstilling til at betale entré på et mindre beløb, hvilket vi ignorerede, ja der var sågar nogen der tømte kassen! At gå op af trapperne henover den enorme murstenshvælving føltes skræmmende selvom der omkring trappen var et trådnet så man ikke så let kunne falde ned på murværket. Lugten var speciel lidt sødlig fra tømmer-konstruktionen og stærk støvlugt. Fra toppen var der en overdådig udsigt til Malmø, Roskilde m.fl. Undervejs slog vi nogle streger på papirblokken, som vi ved tilbagekomsten til skolen kunne fremvise til tegnelæreren. Fra vi gik i 2.mellem (svarende til 7.klasse) i 1957 blev Frihedsmuseet åbnet på Esplanaden og meget af det vi selv

5 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme havde fundet ud af kunne bekræftes af de ansatte og så åbnede det en hel ny verden af krigshistorier og en vaskeægte kampvogn parkeret ved indgangen ved siden af en ny opstillet pølsevogn hvor man kunne få en kradser -pølsebrød med sennep - for 15 øre. Parallelklassen Syd havde Sigurd Christensen som deres højt elskede klasselærer; men jeg havde et mere anstrengt forhold til ham som vores gymnastiklærer. Når vi skulle springe over bukken havde han en lille bambusstok i hånden, som man fik et sviende svirp af, hvis man ikke kom over så jeg fik et svirp næsten hver gang. Til gengæld blev jeg vældig god til øvelser i ringene. Axel Truels Jensen trullerfar var også mest parallelklassens lærer; men han var en meget behagelig vikar. Han stod for udstedelse af sporvognskort og bogudlån og var meget næn for at sikre bøgerne ikke led nævneværdig overlast ved diverse indbindings teknikker. Ligeledes var Lille Kjeld ansvarlig for skolens inventar og han berettede, som et skræmmeeksempel, om at Gustav Winkler, som havde gået på skolen, blev smidt ud på grund af et smadret skolebord. Gustav havde ødelagt bordpladen med en metal lineal; Men det der gjorde at han blev smidt ud var at han skød skylden på en kammerat, og da dét kom frem, at det i virkeligheden var Gustav selv der havde gjort det så blev han smidt ud af skolen. Inklusive Lille Kjeld var forholdene næsten paradisiske. Men der var nu også en stramtandet, ældre lærerinde ved navn frøken Willy Holst Christensen kaldet hyldemor. Hun har givetvis været fagligt dygtig, men vi hadede hende, og hendes undervisning var præget af tvang. Hun lærte os at skrive efter et frygteligt system med kanter på bogstaverne. Hun var nærmest en levende mumie og blev ansat som lærer på skolen i 1913 e.kr. og fastansat i 1919 (det år min mor blev født)! Men der var også andre farlige dyr i urskoven, selv om de ikke befandt sig i selve klasselokalet. Nogle af gårdvagterne havde lettere sadistiske tilbøjeligheder, og den værste var overlærer Karl M Sørensen, også kaldet Knalde-Karl. Han var et uhyggeligt bekendtskab med et frygteligt temperament, og dertil lettere utilregnelig. Hvis en dreng blev sat til vægs, kunne Knalde-Karl finde på at give ham valget mellem en sveder, - betegnelsen for en eftersidning, - eller en på skrinet. Hvis den arme dreng bad om en sveder, for vi vidste alt for godt at Knalde-Karl slog meget hårdt, så kunne han finde på at slå en hånlatter op: Nå, du vil helst have en sveder? Jamen, så skal du få en på kassen! Det værste var, at han var så lunefuld at det ikke kunne nytte at

6 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme spekulere i Knalde-Karls opstillede muligheder og vælge det fra, som man ikke ønskede. For måske var hr. Sørensen i et humør, så man fik sit ønske opfyldt. Han fratrådte heldigvis da vi gik i 4.klasse. Adskillige andre lærere var også ganske kontante i deres disciplinære metoder. Knalde-Karl fik i mangt og meget en værdig arvtager i Kaj Rømer gang-kaj-skræk (navnet inspireret af den Taiwanske generalissimo Chiang Kai Check) kontant afregning; men han slog knapt så hårdt. Både Knalde-Karl og Rømer ville have fået langvarige fængselsstraffen hvis det var sket i dag!! Rømer var vores lærer det meste af folkeskolen fra 5. Klasse og op. Han havde mange faglige mangler, derfor kaldte vi ham også undertiden Tågernes Kaj for især i fysik måtte vi hjælpe ham igennem så han ikke tabte ansigt alt for meget, bl.a. stærkt svedende da han skulle åbenbare Det frie fald, og han fattede aldrig det med lysets brydning i et spejl - at indfaldsvinkel er lig udfaldsvinkel, vinkelret på spejlfladen; men vi hjalp ham så godt vi kunne; men han forstod det vist alligevel aldrig helt! Christian Petresch valgte siden fysik som studie idet han var lige ved at få Rømer s åndelige tåger til at lette! Referencer: 1. Sørensen S: Københavns Drengekor gennem 50 år, København (1974). Opstillet på Center for Musik og Teater, signatur YNF MEKH Søre. Indeholder liste over kompositioner opført ved Drengekorets kirkemusikaftener indtil 1974. Wilhelm Hansen Musikforlag, København (1974) 2. Møller N: Sangskolen 1929-1989. Selskabet Københavns Drengekors venner, København (1998) 3. Munk Ebbe, Palsmar Henrik: Københavns Drengekor - Det Kongelige Kantori 75 år 1999. København (1999) 4. Lasson F, Skaarup H: Baron og Bajads Aage Haugland fortæller. Gyldendal (2001) 5. Palsmar Henrik: For Skolen og for Livet, Festskrift 75 år, Sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium. København (2004) 6. Lindholm S: Melodien der blev ved erindringer fra et liv i musik. Forlaget Bostrup (2009) 7. Flemming P: Skolen der slår tonen an. Artikel i Berlingske Tidende Søndag 2. september (1979) 8. Den Store Danske: Vilhelm Schepelern. Gyldendahl s åbne Encyclopædi stammer fra Dansk Bibliografisk Leksikon 3.udgave, (1979-84)