Du skal adlyde din mor af Sørine Steenholdt fra novellesamlingen: Ung i Grønland, ung i Verden Oversat til dansk af Aminnguaq Dahl Petrussen Kommentarer af psykolog Jonna Ketwa Novelle 2
En ung kvinde står alene ved et gravsted. Hun er ked af det, og man kan se, at hun har grædt. Ingen andre plejer at komme på gravstedet, derfor er der ingen plastikblomster ved det. Der er kun græs rundt omkring. Hun pudser skiltet på korset. Der står Hans Johannes på det. Den unge kvinde holder en lukket konvolut, og da hun lægger konvolutten ved graven, begynder hun at græde og træder tilbage. Men jeg er her, i mit nye værelse og min plejefamilie har taget så godt imod mig, at jeg næsten føler mig ydmyg. De vil så gerne beholde mig. De har malet væggene på mit værelse lyserødt og har hængt et lyserødt net over min seng, i samme nuance som væggen. Den seng udstråler tryghed. Jeg fylder snart 18, men jeg har aldrig nogensinde følt mig som et barn, selv da jeg var det. Jeg føler først nu, at det er på tide at være barn. Jeg ville gerne blive i de drømme, jeg har haft de seneste nætter. Men jeg kan jo ikke komme tilbage til mine drømme. Årene er gået så hurtigt, hvordan kan det være, at jeg lever så anderledes nu? Er det fordi jeg er et stærkt menneske, eller er det skæbnen? Jeg har været ved at give op overfor alt, inklusive livet og fremtiden, og når jeg tænker tilbage på det, synes jeg ikke, at jeg har været særlig stærk. Når jeg tænker på Hans, føler jeg en stor ro inden i, som jeg aldrig har følt før. Jeg er opvokset uden en far, men tanken om Hans får mig til at føle, at jeg har haft en far. Jeg ved ikke, hvorfor jeg drømmer så meget om ham her på det sidste. Hvis jeg får mulighed for det, er mit højeste ønske at besøge hans gravsted. Jeg står ud af sengen, åbner skuffen og tager brevet op. Jeg sætter mig ned på stolen. Hver gang jeg tager brevet frem, føler jeg, at det er min skat. I denne konvolut har jeg nedskrevet de ord, jeg vil give til Hans. De skal ikke sendes med posten, det er mig selv, der skal give dem til Hans. I novellen møder vi 17-årige Louise, der er kommet i pleje hos nogle plejeforældre, der er omsorgsfulde og giver hende det, hun har manglet. En barndom. Årsagen til, hun er i pleje, er, at hun er barn af en enlig mor, som er alkoholiker, og som er fuldstændig optaget af sine egne behov. Så pigen og hendes lillebror er meget omsorgssvigtede. Pigen kender ikke sin far, men lillebroren kender sin far. De har hver deres far. Børn af alkoholikere har ofte en oplevelse af at have to forældre en ædru og en beruset. Børnene udvikler ofte stærke evner til at læse en situation, en adfærd, et udtryk fx at moren gør sig klar til at drikke eller er meget opmærksomme på kropssprog og ansigtsudtryk. En stor del af børnenes adfærd handler om at overleve bedst muligt, og de gør alt for ikke at aktivere morens vrede eller afvisning. Børnene vokser op hos en enlig mor, der er misbruger og har en krænkende adfærd. Det gør, at de to børn ikke får meget omsorg og støtte i deres opvækst. De er dybt afhængige af deres mor og den mindste varme og kærlighed, de kan få fra hende, gør de alt for at opnå. De er prisgivet, når moren afviser og krænker dem, for der er ikke en anden voksen, de kan få hjælp og støtte af, indtil moren møder Hans, som i en periode er deres stedfar. Hans er ansvarlig, passer sit arbejde og sørger for, at børnene får det, de skal bruge. Desværre sørger hans indtægt også for, at moren kan udnytte ham til at dække sit alkoholmisbrug. Moren udnytter også sin datter for at dække sit behov. En alkoholiker vil ofte bruge alle midler og finde alle anledninger til at drikke. Det er et udækkeligt behov, for det løser ikke årsagen til at drikke. Jagten på alkohol gør alkoholikeren blind for andet. Novellen viser, hvor lidt moren har lært om at være mor, og om at tage vare på sig selv. Moren er ikke et godt forbillede for sine børn. 2 Novelle 1
Kære Hans. Jeg blev meget ked af det, da jeg fik at vide, at du er død. For jeg vidste ikke, hvordan du havde det, jeg vidste ikke, at du har været så langt nede. Hvorfor har du ikke ringet? For jeg ved, at du har haft brug for os. Jeg ville have ringet til dig, men har ikke haft råd til det. Da mor fortalte, at du er død, blev jeg vred på hende og bebrejdede hende din død. Jeg er stadig gal på hende, og det vil jeg altid være. Da hun fortalte mig om din død, skrev jeg dette brev, for jeg har brug for, at du og jeg forstår hinanden, for jeg har aldrig stjålet noget fra dig. Mor er sådan, får hele tiden nye kærester, som ikke holder længe. Mors liv er en stor opdagelsesrejse. Hun er glad, når hun får sin vilje. Hun tænker ikke på de mennesker, hun sårer, hun tænker kun på sig selv. Og vi børn går bare bagved hende og følger med. Mor er dranker, og derfor udnytter hun andre. Hun kan være sammen med alle slags mennesker, bare for at få noget at drikke. Og du er blevet udnyttet groft, og hun har brugt sine børn som gidsler. Du skal vide, at jeg aldrig har stjålet penge fra dig, selvom jeg har været med til at skrive under på nogle papirer, men det er mor, der har presset mig. Undskyld for, at jeg har lyttet til hende, jeg troede, at du havde bedt hende om at gøre det. Det har vist sig, at hun har stjålet fra dig. Jeg håber, at du ikke tror, at jeg har stjålet, for det kunne jeg aldrig drømme om at gøre mod dig. Jeg savner dig meget. Nu har jeg overbragt mit budskab, og jeg har ikke andet at sige. Håber vi ses, i det næste liv. Louise knytter sig til Hans, som har været en far for hende, og skriver et brev til ham, da hun får at vide, han er død. Det er normalt, at man drømmer om afdøde, og at minder om den afdøde bliver levende for en, når man er i sorg. Louise betror sig til Hans i sit brev til ham. Det kan være en stor hjælp at skrive breve i en sorgproces, så man får sat ord på sine følelser. Kærligst Louise Jeg misunder børn, der laver mad sammen med deres mødre. Hvor ville det være hyggeligt at være ude i køkkenet og eksperimentere med opskrifter sammen med en mor, der opførte sig som et voksent menneske. Da jeg var barn, blev jeg engang vækket af mor, der råbte efter mig. Da jeg stod op, fandt jeg ud af, at hun ville have, at jeg spejlede et æg til hende. Jeg tændte for komfuret og begyndte at spejle ægget. Jeg kan ikke rigtig huske ægget, men jeg kan huske, hvor bange jeg var. Jeg var bange for, at det ville brænde, at jeg ville brænde mig, og jeg var bange for at blive skældt ud af mor. Da ægget var færdigt, smurte jeg rugbrød til hende og bar tallerkenen ind i soveværelset. Jeg var bange, men jeg ved ikke hvorfor. Da mor så tallerkenen, skubbede hun til den, så brødet faldt ned på gulvet. Det er ikke stegt færdigt! 3 Novelle 2
Jeg blev forskrækket, men det var ikke det værste. Det værste var, at jeg følte mig ubrugelig, og selv om jeg var et barn, følte jeg mig ikke som et barn. På den anden side følte jeg mig heller ikke som en voksen. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle placere mine følelser. Det var det værste. Frygten for min egen mor fyldte det hele. Jeg samlede brødet op og gik ud i køkkenet. Hun råbte, at jeg skulle spejle et nyt æg. Og jeg gjorde det. Og nu prøvede jeg virkelig at gøre det rigtigt. Det næste var at bære det ind i soveværelset. Hun var altid efter mig. Jeg kunne bedst lide min mor, når hun havde udsigt til at drikke. For så var hun i godt humør. Men det der kom efter festen, var altid forfærdeligt. Det plejede at være om onsdagen, hvor mor havde købt ind til resten af ugen. Hun havde vasket gulv og ryddet op, og det plejede at se ud, som om solen skinnede inde i stuen. Det plejede at være rigtig dejligt at komme hjem til, men jeg vidste altid, hvad der kom. Vennerne, hvis man kan kalde dem for venner, kom hjem til os og hev øllerne op på bordet, og så startede festen. Hver eneste gang bad jeg min mor om ikke at holde fest. Men så gav mig hun en tyver og sagde, at jeg skulle gå ud at købe slik, så jeg ikke behøvede at sige mere. For jeg kunne lide at gå ud at købe slik, og jeg kunne godt lide fornemmelsen af at have penge i lommen. Men det værste kom altid til sidst. For når man kom tilbage, var de voksne blevet vanvittige, musikken var høj, og de snakkede højt. Vinduet var åbent, der var aske på gulvet, og det mest brækfremkaldende plejede at være, når de fulde sagde, at man var sød. Natten plejede at være lang. Louise misunder børn, der har forældre, som passer på dem. Hun har et ønske, som børn har, når de ikke har haft forældre, der tog vare på dem. Hun fortæller om morens misbrug og kan se, når mor skal til at drikke. Hun ser, at moren forbereder sig på fest, og hun fortæller om dagen efter. Det er normalt, at børn af misbrugere kender misbrugsmønsteret. Louise gør, som moren siger for at forhindre, at moren bliver vred. Og hun er meget optaget af at forsøge at leve op til morens ofte urimelige krav for at få så meget godt med, hun kan, men hun får ikke ros for sin indsats. Dagen efter plejede vi at tage på vaskeriet. Vaskeriet lå i den anden ende af byen, og mor og jeg plejede at slæbe tasken. Mor plejede at være rigtig sur og sige, at jeg var doven. Hjemturen var den værste. For vasketøjet var vådt og tasken endnu tungere. Mine arme gjorde rigtig ondt. Mor gjorde intet for at rose mig. Hans arbejdede hele tiden. Mor havde ikke noget arbejde. Hun har aldrig rigtig haft et arbejde. Når Hans holdt frokost, gav han mor et stykke papir, så hun kunne hæve penge i banken. Han havde på forhånd skrevet under på papiret, og når vi havde hentet pengene, tog vi på indkøb i butikken. Vi var lige flyttet til Færøerne, og jeg fandt langsomt ud af, at der ikke skete så meget i byen. Den lå på en stor ø, men i forhold til Grønland var øen lillebitte. Der var en by og fem bygder. I alt boede 4 Novelle 2
der omkring 1600 mennesker, og i vores by boede der 700. På øen var der intet værtshus og heller ingen klub. Alting foregik i forsamlingshuset. Og jeg lagde hurtigt mærke til, at folk var meget tæt på hinanden. Det fandt man ud af i skolen. Klassekammeraterne var meget hjælpsomme med lektierne, selvom jeg ikke selv bad om det. Og de ringede til hinanden for at høre, hvordan de andre havde løst en opgave. Sådan noget er et særsyn i vores land, og folk hjælper ikke hinanden så meget. Vi havde været på Færøerne i et stykke tid, da mor begyndte at drikke igen. Først derhjemme, derefter i hovedstaden, hvor hun holdt weekend. Hun var næsten aldrig hjemme i weekenderne. Hun plejede at skrive på et stykke papir, og hun bad mig om at skrive under og efterligne Hans skrift. Tiden gik, og mor hævede større og større beløb. Da det efterhånden gik op for mig, at dette var forkert, havde jeg ikke længere lyst til at skrive under. Så sagde hun: Du skal adlyde din mor! En dag før jul spurgte mor og Hans, om vi havde lyst til at sove hos vores venner. Det syntes jeg var underligt. Men jeg sagde ja og sov hos min nye veninde. Vi havde det sjovt, for vi var mange piger, der sov sammen på madrasser i stuen, og vi så gyserfilm og spiste pizza. Næste morgen blev jeg vækket af en kvinde, jeg ikke kendte, som sagde at jeg skulle følge med hende. Da jeg stod op, fandt jeg ud af, at mor var blevet indlagt på sygehuset, og at vi skulle derover nu. Jeg blev forskrækket, men følte mig også skamfuld overfor veninderne. De stod og kiggede på mig, og jeg kunne mærke, at jeg var anderledes. Og jeg kom i tanker om Hans, gad vide hvordan han havde det. Vi kørte til sygehuset, og Hans var der ikke. Mor lå i sengen alene. Hun havde en masse blå mærker i ansigtet, og de fortalte mig, at hun havde brækket et ribben og sin ene arm. Jeg fik at vide, at hun var faldet ned ad trapperne. Lørdag blev vi anbragt hos en familie, vi ikke kendte, og vi måtte ikke se Hans. Mandagen efter rejste vi hjem til Grønland. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var sket fredag nat, og hvorfor vi ikke måtte se Hans. Men jeg behøvede ikke at prøve at finde svar, for jeg kunne gætte mig frem til, at mor havde ønsket, at vi ikke skulle se ham. For hun ville altid have, at hendes såkaldte opdagelsesrejser mundede ud i et drama. For mor var det sjovt, men har hun mon nogensinde tænkt over, hvordan det var for os børn? Mor har altid været provokerende overfor sine kærester. Det har min lillebror og jeg lagt mærke til, siden vi var små. Hun har aldrig påtaget sig skylden for de ting, hun gjorde. Det har været skræmmende. Og hun har aldrig kunnet indrømme de ting, vi har set og oplevet. Jeg har tit tænkt over, om hun har levet på en løgn, eller om hun har haft svært ved at se sig selv i øjnene, som for at beskytte sig selv. Men jeg har efterhånden lært, at jeg ikke skal bruge kræfter på min mors opførsel, fordi det tager for meget energi. Nogle gange tænker jeg, om 5 Novelle 2
hun virkelig har et reelt behov for at blive slået. Og jeg vil betegne et menneske, som har behov for at blive slået, som sindssyg. Vi tog ud til lufthavnen ved sekstiden om morgenen. Da vi kørte forbi vores hus, så jeg at der var lys. Hans stod ved vinduet, da vi kørte forbi, og jeg fandt ud af, at han havde vidst, at vi skulle afsted. Jeg var ligeglad med, at bilen kørte, jeg åbnede bildøren og faldt ud. Så løb jeg alt hvad jeg kunne hen imod vores hus. Jeg løb op af trapperne, og jeg mødte Hans. Man kunne se, at han havde grædt, og jeg græd. Vi stod og kiggede på hinanden. Og jeg kunne se, at han forsøgte ikke at græde, og han kunne ikke få et ord frem, for så ville han begynde at græde. Jeg kunne se på ham, at han ikke havde gjort noget forkert, og vi forstod hinanden og vidste begge, at det var mors skyld. Hans gav mig en 100 kroneseddel, og jeg forstod, at han bad mig om at gå. Da jeg steg ind i bilen, turde jeg ikke kigge på mor. Jeg kiggede ud af vinduet og tænkte, at det var mors skyld det hele. Altid. Jeg vil aldrig glemme, da mor ringede og fortalte, at Hans var død. Selv om jeg ikke kendte andre, der hed Hans, spurgte jeg: Hvem Hans? Hans Johannes. Jeg spurgte, hvad han døde af. Han begyndte at drikke meget, da vi rejste, han mistede sit job og hus. Han blev hjemløs i hovedstaden. Jeg ved ikke, hvad han døde af, men man fandt hans livløse krop. Jeg var ikke vred på mor under denne samtale. Jeg lod, som om jeg ikke blev berørt. For jeg ville ikke have, at mor skulle tænke, at jeg havde det dårligt med hendes opførsel. Da vi lagde røret på, brød jeg sammen. Stakkels Hans, han elskede os inderligt, og vi ødelagde hans hjerte og slog ham ihjel. I mine tanker var det mor, der var skyld i hans død. Jeg vil aldrig være i nærheden af hende igen. Hverken fysisk eller følelsesmæssigt. Det er min straf over hende; jeg vil aldrig være i nærheden af hende mere. Hvor må det være forfærdeligt som mor at få sådan en besked fra sin datter. Familien flytter til Færøerne og Louise oplever et samfund, hvor man støtter hinanden. Desværre begynder morens misbrug igen og den måde, hun finansierer sit misbrug på. Det gør ondt på Louise, at moren gør hende medskyldig i sit økonomiske misbrug af Hans. Det kulminerer i, at moren bliver udsat for vold. Det må være voldsomt for Louise, og hendes hverdag ændrer sig drastisk, da hun bliver flyttet til en anden familie. Hans må hun ikke se igen. Dermed bliver børnene straffet for morens handlinger og tager konsekvenserne - for de har intet andet valg. Da familien rejser fra Færøerne, når Louise at se et glimt af Hans. Hun ønsker at sige farvel til ham og går hen til ham. De græder, fordi de forstår, at de skal sige farvel, og at en tid i deres liv sammen er forbi. Hun mister Hans der og helt, da han dør. Det sætter en vrede i gang. Louise har brug for at give skylden for Hans død til nogen og giver den til moren. I en sorgproces er tanker om skyld normalt, ligesom følelser af savn, taknemmelighed, vrede og tristhed. Da vi kom til Grønland, var det frostvejr. De første dage var de hårdeste. Nye mennesker, ny skole, nye omgivelser. Jeg havde ingen venner, og jeg ved ikke, hvad de andre børn tænkte om, at jeg gik rundt uden varmt tøj på. Det var første gang, jeg var så langt 6 Novelle 2
nordpå. Jeg plejede at sige, at vi på vej derop havde mistet vores kuffert, og at det var derfor, jeg ikke havde varmt tøj på. Det var snart jul, og det var rigtig koldt. Jeg havde en imiteret læderjakke på, uden lynlås. Jeg havde ikke engang et halstørklæde, heller ikke overtræksbukser. Da vi kom tilbage til Grønland, fandt jeg ud af, at jeg ikke længere kunne bo hos mor, for jeg kunne ikke holde hende ud. Jeg måtte gøre noget. Jeg besluttede mig for at henvende mig til kommunen. Jeg ville have hjælp til at flytte for mig selv, væk fra min mor. Jeg ville finde ud af, om jeg kunne bo et sted, indtil jeg fyldte 18. Men så kom jeg i tanke om min kære lillebror. Jeg kunne ikke efterlade ham hos mor. For han hadede hende mere, end jeg gjorde. Tilbage i Grønland skal Louise begynde forfra og har det meget svært. Hun ønsker at flytte, men kan ikke få sig selv til at forlade sin lillebror. Storesøstre og storebrødre tager ofte et stort ansvar for deres mindre søskende i familier, hvor forældrene ikke tager sig af deres børn. En dag jeg var på mit værelse, begyndte mor at støvsuge. Jeg vidste, hun var vred. Hun havde nemlig ingen penge, og når hun var i den tilstand, kunne hun finde på at sige en masse dumme ord. Men jeg kunne bare ikke holde hende ud længere. Da jeg lyttede godt efter, hørte jeg, at hun snakkede om mig: Ubrugelige kælling! Jeg spurgte mig selv, hvordan jeg kunne blive ved med at spille med i dette liv. Selv om jeg elskede min lillebror rigtig højt, måtte jeg lære at elske mig selv endnu mere. Min bror kendte sin far, og han kunne flytte over til ham. Jeg kendte ikke min far, derfor kunne jeg ikke flytte hen til ham. Jeg blev gal og gik min vej. Siden jeg var lille har jeg søgt tilflugt i mine tanker, når jeg havde det dårligt. Drømme så store, at virkeligheden ikke kan nå dem. For på den måde kom jeg lidt væk fra det triste liv. Og sådan føler jeg det også, når jeg skriver. Når jeg begynder at skrive, går jeg ind i det, jeg skriver, og føler at jeg bevæger mig væk fra mit liv. Jeg hører og ser ikke længere. Jeg begynder at drømme om de ting, jeg gerne vil. Ting som virker uopnåelige i det virkelige liv. Når jeg befinder mig i den tilstand, føler jeg, at jeg bevæger mig væk fra livet og kommer ind i et nyt, som jeg selv har bygget op. Et liv, som bliver meget anderledes end min mors liv. Louise fortæller om den drømmeverden, hun søger tilflugt i. En bedre verden en verden der ikke er som den, hendes mor har skabt for hende. Louise reagerer, som mange andre, med at gå ind i en drømmeverden en parallelverden. Nogle søger ind i spil, bøger og film. At have en anden verden kan give en følelse af at have noget at skulle have sagt - at man selv kan forme noget godt. Børnene i novellen vil mangle en del i deres udvikling fx evnen til at udtrykke behov, udvikle tillid til andre mennesker, vide hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er normalt og ikke er normalt. De har en stor opgave foran sig med at lære de ting senere i livet, hvis de da får mulighed for at lære det. Nogle plejefamilier formår at skabe tryghed og tillid, så plejebørn kommer videre i deres udvikling og oplever, at verden også kan være et godt sted at være. 7 Novelle 2