29 Psykologisk behandling af børn udsat for online grooming -overgreb via Internettet

Indhold 4 Forord 5 Introduktion 6 Opgørelser fra arbejdet i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i samarbejde med Iben Madsen, studenter medhjælper i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 17 Genhenvendelser Af Pia Rathje, klinisk psykolog i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 19 Små børn udsat for seksuelt overgreb Af Pia Rathje, klinisk psykolog i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 29 Psykologisk behandling af børn udsat for online grooming -overgreb via Internettet Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 35 Når der opstår bekymring for seksuelle overgreb i daginstitutioner Af Anette Baadsgaard, socialrådgiver og daglig leder af Team for Seksuelt Misbrugte Børn 37 Formidlings- og forskningsprojekter 2008-2009 38 Projekt primær forebyggelse overgreb unge imellem Af Fie Bøgelund Hansen, socialrådgiver i samarbejde med Louise Baastrup, sygeplejerske i Team for Seksuelt Misbrugte Børn og Lærke Honoré, socialrådgiver i Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet 39 Genoprettende samtaler Af Helene Almind Jansen klinisk psykolog og forskningskoordinator i samarbejde med Karin Sten Madsen, Center for Seksuelle overgreb, Rigshospitalet 43 Gruppebehandling som supplement til den individuelle terapi Af Pia Rathje, klinisk psykolog i samarbejde med Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator 46 Arbejde om børnehuse i Danmark Af Anette Baadsgaard, socialrådgiver og daglig leder af Team for Seksuelt Misbrugte Børn 48 Pjecer Af Anette Baadsgaard, socialrådgiver og daglig leder af Team for Seksuel Misbrugte Børn 49 Fremtidige forskningsprojekter 50 Kvalitetssikringsprojekt for den lægelige undersøgelse i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Af Birgitte Boysen Kjær 1. reservelæge ph.d. i samarbejde med Louise Baastrup, sygeplejerske i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 51 Et fokus på familier med anden etnisk baggrund Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 54 Aktiviteter i Videnscenteret 2008 og 2009

Forord Det er med stor glæde, at vi fremlægger denne rapport om de seneste års arbejde i Team for Seksuelt Misbrugte Børn på Rigshospitalet i København. Team for Seksuelt Misbrugte Børn blev oprindeligt oprettet i 2001 og blev fra 2004 en permanent enhed i Rigshospitalets Juliane Marie Center. Samtidig er Team for Seksuelt Misbrugte Børn et nationalt videnscenter for arbejdsfeltet og får hertil støtte fra statens Satspuljemidler. Team for Seksuelt Misbrugte Børn fungerer som et samarbejde imellem Pædiatrisk Klinik I og Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning. Team for Seksuelt Misbrugte Børn var den første funktion af sin art i Danmark og etablerede og udviklede arbejdet med seksuelt misbrugte børn i sundhedsvæsnet helt fra bunden. Team for Seksuelt Misbrugte Børn er i dag en solidt funderet og højt specialiseret klinik, der nu har modtaget henvendelser om over 2.000 børn og deres familier, og et videnscenter med bred vifte af udviklings-, forsknings- og formidlingsopgaver på området. Teamet består af en gruppe højt kvalificerede psykologer, socialrådgivere, læge og sygeplejerske, der har skabt en vigtig og fremtrædende funktion på Rigshospitalet. I denne rapport fremlægges foruden aktivitetstal for årene 2008 og 2009 en række temaartikler med dybtgående beskrivelser af områder, der er særligt vigtige i feltet og i samfundsdebatten, og som Team for Seksuelt Misbrugte Børn har sat fokus på. Det drejer sig bl.a. om de mindste børn (nul til seksårige) udsat for seksuelle overgreb, om børn, der udsættes for seksuelle krænkelser og overgreb med udgangspunkt i kontakter på Internettet, om gruppebehandling, om samtaler mellem offer og krænker og meget mere. De områder der dækkes i denne rapport viser, hvor både omfattende og dybtgående teamets virke er blevet her omkring ti år efter dets start. Derfor er det med glæde og stolthed, vi præsenterer disse resultater for offentligheden. Svend Aage Madsen Klinikchef, chefpsykolog, ph.d. Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning Karen Vitting Andersen Klinikchef, overlæge, dr.med. Pædiatrisk Klinik I 4

Introduktion Team for Seksuelt Misbrugte børn er tværfagligt organiseret og består af psykologer, socialrådgivere, læge, sygeplejerske og sekretær. Teamet har fra start været en modtagefunktion, hvis formål har været at fungere som et tilbud til børn, forældre og professionelle, der har behov for specialiseret undersøgelse, behandling og rådgivning vedrørende seksuelle overgreb mod børn i alderen 0-15 år. Der har siden centerets start i 2001 været en stigning i antallet af henvendelser, og denne stigning er fortsat i 2008, mens der er et lille fald i 2009. Antallet af sager viser behovet for en modtagefunktion i sundhedssektoren for børn udsat for seksuelle overgreb. En funktion, hvor der på et og samme sted kan tilbydes psykosocial og lægelig undersøgelse, rådgivning og behandling samt foretages metodeudvikling, forskes og formidles viden om seksuelle overgreb på børn. I teamets videnscenter registreres alle henvendelser til teamet. På nuværende tidspunkt indeholder videnscenterets database data vedrørende 2182 børn og unge udsat for seksuelle krænkelser eller mistanke herom. Børn og unge, som enten har været behandlet i klinikken, eller hvor professionelle eller pårørende har haft kontakt med SMB via telefonrådgivningen. Databasen indeholder basisoplysninger vedr. børnene og deres familiære forhold, karakteristika vedr. overgrebet og relationen mellem krænker og offer, beskrivelse af krænkeren, oplysninger om barnets psykiske reaktioner, samt lægelige fund mv. Antallet af registrerede børn udsat for seksuelle overgreb er det hidtil største af sin art i Danmark. Databasen er afgørende for den fortsatte forskning 1. Den øvrige forskning i teamet vedrører psykosociale beskrivelser af børn og unge udsat for seksuelle overgreb, effekten af den psykosociale behandling samt metodeudvikling i forhold til samme. Hvad angår udbredelse af teamets viden og erfaringer, sker denne fortsat via undervisning ved teamets egne temadage og ved forskellige undervisningsopgaver samt ved større og mindre både nationale og internationale konferencer. Med snart 10 års eksistens er teamet solidt funderet både som specialiseret klinik og videnscenter i sundhedssektoren. Denne statusrapport har fokus på den forskning og det udviklingsarbejde, der udspringer af det kliniske arbejde med de børn og familier, der kommer i teamet samt en belysning af nogle af de vanskelige temaer, der rejses i henvendelser til teamet. Herunder et særligt fokus på mistanke om seksuelle overgreb i daginstitutioner. Endvidere er der fokus på behandlingen af små børn og deres familier. Forskningsprojektet Projekt små børn og deres familier har siden 2005 været et af teamets primære forskningsprojekter. Teamets seneste viden vedrørende den psykosociale behandling til børn, der udsættes for overgreb via en kontakt på en kontakt på Internettet, vil ligeledes være i fokus. Derudover vil statusrapporten give et indblik i de aktiviteter, der knytter sig til teamet, herunder igangværende projekter og fokusområder. Vi håber, at rapporten vil være med til at informere og inspirere professionelle og andre, der er interesserede i området. En tak til alle teamets samarbejdspartnere såvel interne på Rigshospitalet som eksterne samt tværfaglige netværk, interesseorganisationer og behandlende institutioner. 1 Alle oplysninger er registreret med forældremyndighavernes skriftlige godkendelse og findes og fremlægges kun i anonymiseret form. 5

Opgørelser fra arbejdet i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i samarbejde med Iben Madsen, studentermedhjælper i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Henvendelser Fra oprettelsen af Team for Seksuelt Misbrugte Børn på Rigshospitalet i marts 2001 og frem til 31. december 2009 har teamet behandlet i alt 2182 sager vedrørende seksuelle overgreb på børn eller mistanke herom. Henvendelserne kommer fra forældre og andre pårørende, egen læge og lokale hospitaler samt andre professionelle, for eksempel socialforvaltninger, pædagogisk personale, psykologer og politi. I 2008 og 2009 behandlede teamet i alt 582 sager. Det samlede antal henvendelser til teamet var 318 sager i 2008, mens det samlede antal henvendelser i 2009 var 264 1 sager. Sagerne fordeler sig således, at fremmødesager (det vil sige tilfælde, hvor barn og familier møder op til samtaler, undersøgelse mv. på Rigshospitalet) for 2008 og 2009 udgjorde 196 sager, mens der alene blev ydet telefonrådgivning i 386 sager i samme periode. Figur 1: Henvendelser pr. år 2001-2009. 350 300 250 200 150 100 50 0 320 318 296 264 234 218 220 187 129 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 Kønsfordelingen Kønsfordelingen blandt henvendelserne i 2008 2009 er vist i Figur 2 og 3. Pigerne udgør majoriteten med hensyn til telefonhenvendelser og fremmødte med henholdsvis 80 pct. og 71 pct.. Blandt drengene er der et større antal telefonhenvendelser end ved fremmødte med henholdsvist 28 pct. og 20 pct.. Drenge 28 % Uoplyst 1 % Piger 71 % Drenge 20 % Piger 80 % 1 Flere af de indkommende sager i 2009 er igangværende sager og optræder derfor ikke i statistikken. Antallet af henvendelser for 2009 forventes at blive som for 2008. 6

Aldersfordelingen Aldersfordelingen i forhold til det samlede antal henvendelser til teamet i 2008 og 2009 ses i Figur 4. For gruppen af drenge fordeler henvendelserne sig med 50 pct. vedrørende drenge i 4-7 års alderen, 31 pct. blandt de 8-11-årige, 18 pct. blandt de 0-3-årige og blot 1 pct. blandt de 12-15-årige. Antallet af teenagedrenge set i relation til antallet af piger giver ikke svar på, om der faktisk er færre drenge, der bliver udsat for seksuelle overgreb, eller om der gør sig andre forhold gældende. En rimelig tolkning af det lavere antal henvendelser fra og om drenge i teenagealderen er, at drenge i den tidlige pubertet er midt i overvejelser om egen seksualitet. Overvejelser, der ved et overgreb fra en af samme køn, kan føre til ængstelse om egen homoseksualitet. Et andet forhold, der om muligt spiller ind i det lave antal henvendelser blandt drenge, er udviklingen af maskulin identitet. Drenges identificering med voksne mænd og ældre drenge og deres distancering fra det andet køns interesser og væremåde, herunder offerrollen, gør det yderligere komplekst at være udsat for overgreb af en af samme køn. Endelig er begreberne, der bruges om overgreb på personer i denne alder, voldtægt, ofte ikke en betegnelse, drenge udsat for overgreb kan identificere sig med. Det er sandsynligt, at der i tallene er et mørketal, hvorfor langt flere drenge sandsynligvis er udsatte for overgreb. Finkelhor (1994) 2 påpeger, at mange drenge først 8-11 år (31 %) 12-15 år (1 %) 0-3 år (18 %) 12-15 år (42 %) 0-3 år (14 %) 4-7 år (27 %) Figur 4 (tv): Aldersfordelingen for henvendelser vedrørende drenge 2008-2009. 4-7 år (50 %) beretter om seksuelle overgreb i voksenalderen. 8-11 år (17 %) Figur 5 (th): Aldersfordelingen for henvendelser vedrørende piger 2008-2009. For pigernes vedkommende ses det i Figur 5, at 42 pct. af de samlede henvendelser til teamet vedrørende pigerne for 2008-2009 omhandler de 12-15 årige. I 2006-2007 3 udgjorde denne aldersgruppe 29 pct., hvilket betyder en stigning i henvendelser til teamet for piger i denne aldersgruppe. De 8-11 årige piger udgjorde 17 pct., de 4-7 årige 27 pct. og de 0-3 årige 14 pct.. Det er vigtigt at holde sig for øje, at ovennævnte kønsfordeling blandt børn udsat for seksuelle overgreb udelukkende gælder de børn og unge, som Team for Seksuelt Misbrugte Børn har haft kontakt med. Tallene er derfor et udtryk for kønsfordelingen i teamets sager og viser ikke kønsfordelingen blandt seksuelt misbrugte børn i befolkningen. Telefonhenvendelser Den første kontakt til Team for Seksuelt Misbrugte Børn foregår oftest via en telefonhenvendelse, hvor henvenderen præsenterer sagen for teamets sekretær, der noterer kontaktinformationerne på barnet og henvenderen. Herefter tager den af teamets medarbejdere, der har telefonvagten, kontakt til henvenderen. Det afklares her, hvorvidt barnet er i fare for igen at blive udsat for et seksuelt overgreb om der skal handles akut. Det vil i første omgang sige, om socialforvaltningen og politiet skal kontaktes 2 Finkelhor, D. (1994). Current information on the scope and nature of child sexual abuse. The Future of Children 1994;4:31-53. 3 Jf. Børn udsat for seksuelle overgreb. Statusrapport 2006-2007. Team for Seksuelt Misbrugte Børn, Rigshospitalet (2008). 7

med det samme for at beskytte barnet og anbringe det under trygge forhold. I særlige tilfælde kan barnet beskyttes ved en indlæggelse på børneafdelingen. I ikke-akutte sager noteres en række informationer i et telefonskema. Barnets situation og behandlingsbehov vurderes herefter på den ugentlige visitationskonference. Vi har i denne statusrapport valgt at kaste et særligt lys på telefonhenvendelserne til teamet, da telefonhenvendelserne er en meget vigtig og omfattende del af Team for Seksuelt Misbrugte Børns ydelser. Telefonrådgivningen kan for hver samtale være meget langvarig, og i hver sag kan der indgå adskillige telefonkonsultationer. Herunder ydes der intensiv krisehjælp til en lang række familier. Således er en lang række af telefonkontakterne en del af klinikkens interventionsarbejde. Det skal understreges, at der med telefonrådgivning ikke er tale om en rådgivningslinie, hvortil borgere kan ringe anonymt. Der spørges indledningsvist altid til oplysninger om det enkelte barn. Professionelle har dog mulighed for at ringe og drøfte en sag anonymt og modtage sparring, supervision eller rådgivning på en aktuel sag eller problemstilling. Aldersfordeling for telefonhenvendelser Som det fremgår af Figur 6 har en fjerdedel af telefonhenvendelserne i 2008-2009 omhandlet børn i alderen 12-15 år. Mens 15 pct. har omhandlet de 8-11 årige. Endnu en fjerdedel drejede sig om 4-7-årige børn og 9 pct. om de 0-3 årige børn. Hele 28 pct. af telefonhenvendelser er uoplyste, hvad angår barnets alder, hvilket omhandler anonyme henvendelser og rådgivningssager, der kan have omhandlet flere børn eller Figur 6: Aldersfordeling for børn ved telefonrådgivninger (2008-2009). 30 % 25 % 20 % 23 % 25 % 28 % 15 % 15 % 10 % 9 % 5 % 0 % 0-3 år 4-7 år 8-11 år 12-15 år Uoplyst Figur 7 (tv): Hvem henviser til SMB (telefonhenvendelser 2008-2009). rådgivning i sager, der ikke omhandler et specifikt barn, men en generel problemstilling. Hvem henvender sig pr. telefon? I Figur 7 ses, at 51 pct. af telefonhenvendelser for 2008 og 2009 kommer fra forældre og pårørende, mens 41 pct. af telefonhenvendelser kommer fra professionelle som socialforvaltning, politi og andre behandlere fx Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, læger og andre børneafdelinger, psykologer og PPR. Telefonhenvendelser Andet/uoplyst (8 %) Pårørende (51 %) Figur 8 (th): Hvem henviser til SMB (telefonhenvendelser 2001-2007). Professionelle (41 %) Pårørende (42%) Andet/uoplyst (9 %) Professionelle (49 %) 8

fra pårørende var fra 2006-2007 på 42 pct.. Der er altså tale om en vis stigning i telefonhenvendelse fra pårørende. Mens telefonhenvendelserne fra professionelle i 2008 og 2009 var på 41 pct. og i 2006-2007 var dette tal 49 pct.. Årsagen til henvendelse Der er forskellige årsager til, at pårørende og professionelle retter henvendelse til Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Mange af de telefoniske henvendelser i 2008 og 2009 omhandlede mistanke, hvor en pårørende eller professionel er bekymret for, om et barn har været eller bliver udsat for seksuelle overgreb. I medierne og generelt i samfundet er der i de senere år kommet et større fokus på seksuelle overgreb mod børn, et fokus, der også giver anledning til flere mistanker. Teamet oplever, at mange forældre og professionelle, der henvender sig telefonisk, er usikre på, hvordan de skal tolke deres barns signaler det gælder både dets udsagn og adfærd. Der er ligeledes mange professionelle, der retter henvendelser vedrørende bekymringer for et barn, hvor seksuelle overgreb kunne være sket, men ikke er bekræftet. Det er derfor relevant fremover at undersøge indholdet i og udbredelsen af denne type henvendelser. De øvrige telefoniske henvendelser omhandler forhold, hvor der har været tale om et overgreb fra en ung eller voksen uden for familien samt seksuelle overgreb inden for familien af en ung eller voksen. Et mindre antal telefonhenvendelser vedrører børns overgreb mod børn. Ganske få telefonhenvendelser drejer sig om fysiske symptomer hos barnet, som vækker bekymring. Karakteristika ved telefonrådgivning til pårørende Sager, der afsluttes udelukkende som telefonsager, er kendetegnet ved flere forskellige forhold. I nogle sager kan der alene være tale om uro eller bekymring uden en egentlig mistanke, hvor det heller ikke vurderes, at det pågældende barn mistrives. I henvendelser, hvor der er tale om seksuelle overgreb, der har fundet sted for nogen eller lang tid siden, uden at barnet nu har behov for undersøgelse eller behandling, men hvor familien har brug for professionel hjælp, findes telefonrådgivning nyttig. I andre tilfælde benyttes telefonrådgivningen, fordi familien er bosiddende så langt fra Rigshospitalet, at et behandlingstilbud i nærmiljøet er mere hensigtsmæssigt. Flere pårørende, herunder forældre og nære slægtninge, henvender sig telefonisk med bekymring for et barn. Ved nogle henvendelser inviteres barnet ind til en undersøgelse ved Team for Seksuelt Misbrugte Børns læge og sygeplejerske hurtigst muligt. Andre henvendelser forbliver telefonrådgivningssager med enkelte eller flere telefoniske samtaler. Det kan dreje sig om, at der er påbegyndt en undersøgelse eller behandling andre steder, der skal afsluttes først. Det er oftest uhensigtsmæssigt, at barnet skal undersøges flere steder på én gang, fx børnepsykiatrisk udredning eller en børnesagkyndig undersøgelse i en forældre-myndighedssag. Forældre kan dog have brug for støttende samtaler og rådgivning vedrørende en mistanke om et seksuelt overgreb, imens undersøgelsen af barnet foregår. En særlig gruppe telefonrådgivninger omhandler bekymrede forældre, som regel primært mødre, som efter en kompliceret skilsmisse har vanskeligt ved at kommunikere med den anden forælder, som regel faderen, som barnet har samvær med. I nogle af disse sager kan en udtalelse fra barnet give anledning til bekymring, og den dårlige kommunikation mellem de voksne gør ofte, at forældrene ikke er i stand til at tale nøgternt sammen om, hvad der kan ligge bag barnets udtalelse. I telefonsamtalen bruges der tid til at få spurgt omhyggeligt ind til væsentlige aspekter i forbindelse med de aktuelle forhold, hvilket gør det muligt at foretage en fagligt velfunderet visitation ved den efterfølgende konference. Mange telefonrådgivninger 9

afsluttes som kontakter via telefonsamtaler, fordi der gennemføres en grundig udredning og intern faglig drøftelse af den pågældende families forhold omfattende blandt andet afklaring af fremtidige tiltag. Telefonforløbene følges oftest op af opsøgende kontakt til familien for at sikre, at der ikke er behov for yderligere indsats, eller som et omsorgsopkald til en pårørende, som står i en vanskelig situation. Henvendelsesproceduren i Team for Seksuelt Misbrugte Børn giver mulighed for, at alle kan henvende sig med oplysning om navn og cpr-nummer uden nødvendigvis at involvere andre offentlige systemer eller instanser. Man behøver fx ikke henvisning fra sin egen læge, og det er ikke nødvendigt at kontakte socialforvaltningen i udgangspunktet. Denne fremgangsmåde giver en mulighed, der betyder, at flere familier kommer i kontakt med Team for Seksuelt Misbrugte Børn, end det ville være tilfældet, hvis det ikke var muligt at kontakte teamet direkte. De kriseramte familier magter ofte ikke selv at tage kontakt til myndigheder og politi og telefonrådgivningen er derfor ofte rådgivning om kontakt til myndighederne, udarbejdelse af underretning m.m. Det skal understreges, at Rigshospitalet naturligvis har den samme skærpede underretningspligt til de sociale myndigheder, som alle andre offentlige institutioner. Karakteristika ved telefonsager fra andre professionelle En del sager kan omhandle råd og vejledning i forhold til professionelle, som arbejder med en aktuel sag. Professionelle fra socialforvaltninger, politi, sundhedssektoren, skoler, behandlingsinstitutioner, daginstitutioner og psykologer ansat i PPR, privatpraktiserende eller andet regi retter ofte henvendelser for at få en faglig drøftelse og sparring i forhold til en konkret sag. Flere henvendelser til teamet fra andre professionelle er ofte begrundet i en manglende erfaring og viden i forhold til at arbejde med problemstillingen. At arbejde med sager, der vedrører seksuelle overgreb mod børn, kan være fagligt og personligt meget krævende. Sagerne er ofte komplicerede og påvirker de implicerede parter. Derfor er supervision en nødvendighed. Det er med dette afsæt, at teamet siden 2006 har gjort en særlig indsats på dette område. Nogle sager fra andre professionelle særligt socialrådgivere, pædagoger og psykologer kan resultere i, at der efterfølgende ydes et kortere eller længerevarende supervisionsforløb i forbindelse med den aktuelle sag. Et af teamets satsningsområder de seneste år har været at yde kvalificeret supervision til andre professionelle, en ydelse, der har været meget efterspurgt. Supervisionstilbuddet til andre professionelle kan ses som teamets formidling af best practice, der spreder den viden inden for den overgrebsfokuserede behandlingsmetode, som teamet praktiserer. Således bidrages der til, at flere professionelle kan føle sig kompetente og rustede til at arbejde med disse problemstillinger i lokalt regi. Figur 9: Aldersfordeling fremmødte 2008-2009. 35 % 30 % 27 % 35 % 25 % 20 % 19 % 17 % 15 % 10 % 5 % 0 % 2 % 0-3 år 4-7 år 8-11 år 12-15 år Uoplyst 10

Familier, der modtager behandling i klinikken De børn, teamet har set og behandlet i klinikken i 2008 og 2009, fordeler sig aldersmæssigt, som anført i Figur 9. Henvisningerne til sagerne i klinikken kommer fortrinsvis fra professionelle, nemlig 64 pct. mens 28 pct. kommer fra familier og pårørende. I Figur 11 ses en sammenligning mellem, hvem der står bag henvendelserne til teamet, i henholdsvis telefonsager 100 % 80 % 8 % 51 % 8 % Andet/uoplyst 28 % Pårørende Professionelle Figur 10: Hvem henviser til SMB. Antal i procent 60 % 40 % 41 % 64 % 20 % 0 % Telefon Fremmøde Henvendelsesform og fremmødte sager. Til de familier, der møder frem i klinikken, tilbydes udredning og behandling i form af psykoterapi, social intervention, og lægelig og sygeplejefaglige intervention. Disse behandlingstilbud er beskrevet nærmere i det følgende. Den psykologiske intervention Udredning I den psykologiske udredning foretages en vurdering af barnets oplevelse af det seksuelle overgreb og de psykiske, sociale og udviklingsmæssige skader, overgrebet kan have forvoldt. Udredningen indebærer en vurdering af barnets psykiske konstitution, de psykiske vanskeligheder og symptomer sammenholdt med barnets ressourcer og kvaliteten af omsorgen for og støtten til barnet i de nære omgivelser. På den baggrund vurderes barnets behandlingsbehov. En grundig tværfaglig udredning af barnet og familien er forudsætningen for den psykologiske behandling, idet mange og forskelligartede faktorer i barnets liv kan indvirke på barnets tilstand og heling efter et seksuelt overgreb. Den psykologiske del af udredningen fokuserer på barnets reaktioner på overgrebet. Det vil bl.a. sige, på hvilken måde overgrebet har fået indflydelse på barnets selvopfattelse og på dets evne til og måde at forholde sig til andre mennesker og især de nære tilknytningspersoner. Symptomer og reaktioner på overgrebet virker ind på det sociale samspil, der har betydning for kvaliteten af barnets udvikling fremover. Der er stor forskellighed i børns reaktioner på seksuelle overgreb og de vanskeligheder, det har forvoldt og vil afstedkomme fremover. Desuden har barnets alder og udviklingsniveau betydning for behandlingsindsatsen. Små børn kan hjælpes på det udviklingstrin, de er, men kan senere i livet få behov for hjælp til igen at forholde sig til overgrebet nu blot med det ældre barns perspektiv. 11

Den psykoterapeutiske behandling Den behandlingsplan, der lægges efter udredningen, varierer afhængigt af overgrebets art og varighed, barnets alder og køn, relationen til krænkeren og til omsorgspersoner. Desuden indgår barnets og familiens indstilling og motivation til hjælp til bearbejdning af det skete. Behandlingsformen er i langt de fleste tilfælde overgrebsfokuseret. Dvs. at behandlingen tager udgangspunkt i det overgreb, der er sket, og hjælper barn og familie med at forholde sig til overgrebet og følgerne heraf. Når dette er muligt, hænger det sammen med, at Team for Seksuelt Misbrugte Børn ofte møder barnet og familien inden for de første uger efter afsløringen af overgrebet, og fra starten yder den psykologiske førstehjælp, der er stort behov for. Henvises barnet til behandling flere år efter, at overgrebet er sket, må behandlingen forholde sig til barnets udviklingsmæssige og psykologiske problemer i bredere forstand. Det er erfaringen, at barnet og familien ofte er mere åbne for at arbejde direkte med overgrebet umiddelbart efter, at det er sket, men at familien hurtigt lukker sig om sig selv og lukker af for at tale med andre, hvis der går lang tid, inden de får hjælp. Behandlingen kan omfatte traume- og kriseorienteret behandling i forhold til de børn, der har været ude for en voldtægt eller en anden form for enkeltstående overgreb. De børn, der har været udsat for et overgreb i familien over flere år har behov for længerevarende behandling, der opbygger og styrker barnets personlige og sociale udvikling, og hjælper barnet til at genvinde tillid til den ikke-krænkende omsorgsperson og tro på fremtiden. Behandlingen tilbydes i form af individuel, gruppe- eller familieterapi. Små børn, der er blevet krænket af større børn eller af voksne, som barnet har tillid til, og som har udnyttet barnets aldersrelevante nysgerrighed i forhold til køn, krop og seksualitet, har brug for hjælp til at forstå overgrebet og baggrunden for det og til at skelne krænkende aktivitet fra naturlig udforskende og undersøgende leg. Yngre børn tager pejling af den voksnes reaktioner og er afhængige af nære omsorgspersoner for at komme videre. Derfor er relationen og tilknytningen til forældrene væsentlig for behandlingen. Før pubertetsbørn, der er blevet forført og groomet 4 på Internettet og senere udsat for overgreb af en voksen, som de har chattet med og givet intime oplysninger til, har igen andre behandlingsbehov. De kan bestå i at få genetableret tilliden til forældrene og i at forstå sig selv i groomingsprocessen. Børn, der har været udsat for overgreb fra store søskende, er i starten af behandlingen ofte så overvældet af ambivalente følelser i relationen til krænkeren, at en mere relationsorienteret behandling er nødvendig. Målet med den psykologiske behandling Målet med den psykologiske behandling er overordnet at hjælpe barnet til en integration af det skete på en måde, der i mindst mulig grad skader den fremtidige udvikling. Barnet har brug for personlighedsmæssig støtte til igen at komme i udviklings- og identitetsfremmende aktiviteter, der kan give dem oplevelse af at være kompetente og styrke deres selvopfattelse og selvværd. Den måde, de professionelle og forældrene tænker, taler og handler på, påvirker barnets forståelse af overgrebet. Det er et primært behandlingsmål, at barnet efterhånden skal kunne tænke tilbage på det, der er hændt, med bevidstheden om, at det var den voksnes ansvar og ikke barnets skyld. Ligesom det er målet, at barnet får en klar fornemmelse af egne følelser i forhold til overgrebet samt en overbevisning om, at overgrebet ikke længere har magt til at forhindre barnet at få et godt liv. 4 Se herom i artikel: Psykologisk behandling af børn udsat for online grooming -overgreb via Internettet senere i denne rapport. 12

Det behandlingsmæssige arbejde foregår i tæt samarbejde med teamets socialrådgivere, der giver rådgivning og støtte til forældrene. Behandlingsopgaverne er fordelt således, at psykologen varetager behandlingen af barnet, mens socialrådgiveren hjælper forældrene igennem krisen og rådgiver om barnets reaktioner og behov for forældrenes omsorg og støtte. Der foregår løbende drøftelser mellem psykolog og socialrådgiver vedrørende behandlingen og de specifikke interventioner. Ud over de behandlingsmæssige opgaver yder psykologerne supervision og sparring til teamets samarbejdspartnere eller behandlende psykologer i barnets nærmiljø. Der udfærdiges endvidere psykologiske erklæringer om barnet, hvis myndigheder anmoder herom. Teamet udfærdiger ligeledes erklæringer med anbefalinger vedrørende barnets fremtidige behov, hvis der er behov for, at indsatsen i teamet følges op, eller at den fremtidige behandling tilbydes barnet lokalt. I årene 2008 og 2009 modtog 42 pct. af de børn, som mødte frem i klinikken, individuelle samtaler hos en af teamets psykologer. Heraf fik 65 pct. børn 1-5 samtaler dvs. et kort kriseintervenerende forløb, ofte med en viderehenvisning til behandling i lokalt regi, mens 20 pct. modtog mellem 6 og 10 samtaler. Endelig fik 10 pct. et samtaleforløb med flere end 10 samtaler. Den socialrådgiverfaglige indsats Den socialrådgiverfaglige indsats vægtes på lige fod med den psykologiske og den sundhedsfaglige indsats. Socialrådgiverne bidrager i høj grad til den tværfaglige udredning og behandling af barnet og dets familie. Når børn udsættes for seksuelle overgreb, eller der opstår en mistanke herom, har det store konsekvenser for hele familien og ikke kun det udsatte barn. Derfor er støtte og rådgivning til forældrene lige så vigtig, som støtte og behandling til barnet dette er en vigtig del af det fokus, teamet har på barnets behov. Barnet har brug for, at dets forældre er i stand til at opretholde de rammer og regler, der plejer at være, så han eller hun kan føle sig tryg i den nye, ofte meget vanskelige situation. En af teamets vigtige funktioner er derfor at yde krisehjælp. Der er ofte tale om choktilstande hos forældrene, fordi det er vanskeligt at rumme traumet følelsesmæssigt. Den første tid efter afsløringen er derfor meget belastende og præget af dyb foruroligelse. Tankerne om det, der er sket, og konsekvenserne af det og følelserne i forhold til barnet, opleves desuden af forældrene som kaotiske og overvældende. Nogle forældre er desuden bekymrede for ikke at kunne beskytte barnet fremover, fx i tilfælde hvor barnet skal have kontakt med den formodede krænker under samvær. Socialrådgivernes arbejde sikrer således, at teamet har en helhedsorienteret opfattelse af barnets situation og sikrer desuden det tætte tværprofessionelle samarbejde i og udenfor teamet. Derfor tilstræbes det, at alle familier, der møder i Team for Seksuelt Misbrugte Børn, så vidt muligt har kontakt med socialrådgiveren. Ud over at varetage forældrestøtte, der sigter på at genetablere forældrenes funktionsniveau i den akutte krise, er socialrådgiveren ansvarlig for den koordinerende funktion i forhold til andre instanser, der involveres i sagen. Dette kan være socialforvaltningen, politiet, andre behandlere, Retsmedicinsk Institut osv. I hovedparten af de sager, teamet har kontakt med (telefonrådgivninger og behandlinger i klinikken), etablerer socialrådgiveren kontakt til de sociale myndigheder. Dette gøres for at orientere forvaltningen om barnets situation og for at opfylde underretningspligten ifølge Lov om Social Service. Socialrådgiveren vurderer i samarbejde med teamets øvrige personale hvert enkelte barns behov for beskyttelse, hjælp og støtte. 13

Forældrestøtte Socialrådgiveren hjælper gennem samtaler og telefonisk kontakt forældrene igennem den første krise og rådgiver i den forbindelse også forældrene om barnets reaktioner og dets behov for forældrenes støtte. I den forbindelse er der er tæt samarbejde med teamets psykologer, hvor der løbende foregår drøftelser vedrørende behandlingen og de specifikke interventioner. Når et barn udsættes for seksuelle overgreb, stiller det store krav til forældrene om at rumme og bearbejde de mange svære følelser, der opstår hos dem selv og barnet. Samtalerne med socialrådgiveren giver forældrene mulighed for usorteret at give udtryk for deres følelser i forhold til situationen og samtidig få den professionelles respons herpå. Nogle følelser er svære at rumme, fordi de opleves som forbudte. Det kan fx være vrede mod barnet eller sig selv for ikke at have passet godt nok på. Det kan være følelser af hjælpeløshed og handlingslammelse, og bekymringer for barnets fremtid. Det er alle følelser, som forældrene hverken kan eller skal dele med deres børn. I 2008 og 2009 har teamet haft ekstra fokus på den forældrestøttende rådgivning. I perioden har 53 pct. af de fremmødte børn og deres familier været til samtale hos en af teamets socialrådgivere. Heraf modtog 71 pct. af de fremmødte 1-5 samtaler hos socialrådgiveren, mens 23 pct. fik mellem 6 og 10 samtaler. I alt 3 pct. af de fremmødte fik flere end 10 samtaler hos en af teamets socialrådgivere. Den læge- og sygeplejefaglige indsats Teamets børnelæge og sygeplejersker kommer i kontakt med børnene og deres familier i forbindelse med de retsmedicinske undersøgelser og i forbindelse med andre fysiske undersøgelser, der kan vise sig relevante. Retsmedicinske undersøgelser Når politiet modtager en anmeldelse, kan politiet vælge at begære en retsmedicinsk undersøgelse til brug i efterforskningen samt i en eventuel retssag. En retsmedicinsk undersøgelse skal foretages under tilstedeværelse af en retsmedicinsk læge. Disse undersøgelser foregår for så vidt muligt i Juliane Marie Centerets Børnemodtagelse, hvor der er rolige børnevenlige omgivelser og personale, der er vant til at omgås børn og deres familier i krise. Ved den retsmedicinske undersøgelse er der ofte en del involverede personer tilstede. Det drejer sig om den pågældende familie, retsmedicineren, repræsentanter fra socialforvaltningen og politiet samt lægen og sygeplejersken fra Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Undersøgelsen indledes med en generel udredning af barnets almene helbredstilstand og sygehistorie. Derefter forlader alle, der ikke er sundhedspersonale, rummet. Den retsmedicinske undersøgelse, er en udvendig undersøgelse af kønsorganerne. Som hjælpemiddel bruges et fotokolposkop, der forstørrer og lyser på det undersøgte område. En DVD-optager er tilkoblet således, at undersøgelsen bliver gemt på en DVD til efterfølgende brug af retsmedicineren og politiet. I forbindelse med undersøgelsen tages der ofte podninger, blodprøver for kønssygdomme samt graviditetstests efter behov. Derudover gives der infektionsforebyggende medicin og nødprævention, hvis de skønnes nødvendige. Hvis barnet har akutte læsioner, behandles de med det samme. Endelig planlægges opfølgende blodprøver, vaccinationer og eventuel ny lægeundersøgelse. Undersøgelsen foregår som regel ambulant, men i sjældne tilfælde kan der være behov for indlæggelse af behandlingsmæssige årsager eller som beskyttelse af barnet. Teamets socialrådgiver kan enten før eller efter undersøgelsen orientere forældrene om deres rettigheder og om systemets procedurer. Resultatet af den retsmedicinske undersøgelse kan familien efterfølgende rekvirere via politiet eller gennem deres bistandsadvokat. Team for Seksuelt Misbrugte Børn modtager ikke resultatet. 14

Det fremgår af tabel 1, at 40 pct. af de fremmødte børn i 2008 og 2009 modtog en retsmedicinsk undersøgelse, udført enten i Team for Seksuelt Misbrugte Børn eller i Center for Seksuelle overgreb, (det tidligere Center for Voldtægtsofre) eller på Retsmedicinsk Institut. Ved akutte sager, hvor politiet ønsker en retsmedicinsk undersøgelse i nattetimerne eller weekender udføres disse, såfremt andet ikke er muligt, på Retsmedicinsk Institut i børnevenlige lokaler, men uden deltagelse af Team for Seksuelt Misbrugte Børns sygeplejerske eller læge. I perioden 2008-2009 blev 5 børn (3 pct.) undersøgt på Retsmedicinsk Institut. I Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre (nu: Center for Seksuelle Overgreb) undersøgtes børn fra 12 til 15 år, hvor der var behov for en gynækologisk undersøgelse udført af centerets gynækologiske læge. I perioden 2008 til 2009 blev 8 pct. retsmedicinsk undersøgt i Center for Voldtægtsofre. I alt 56 pct. af de henviste børn i Team for Seksuelt Misbrugte Børn blev ikke retsmedicinsk undersøgt. Antallet af retsmedicinske undersøgelser har ligget konstant siden sidste opgørelse i 2006 2007. Retsmedicinske undersøgelser Antal Procent Retsmedicinsk undersøgte børn i alt 77 40 I Team for Seksuelt Misbrugte Børn 56 29 I Center for Seksuelle Overgreb 16 8 På retsmedicinsk Institut 5 3 Ingen retsmedicinsk undersøgelse 109 56 Uoplyst 10 4 Tabel 1: Retsmedicinske undersøgelser i 2008 og 2009 Opfølgning og helbredsundersøgelse Børnelægen og sygeplejersken varetager også den lægelige opfølgning i forhold til børn, som først har været set i Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. Det kan dreje sig om blodprøvetagning og forbyggende behandling. Hvis børnene følges i lokalt regi frem for i Team for Seksuelt Misbrugte Børn, formidles kontakt til den praktiserende læge, der eventuelt kan overtage opfølgningen. Børn, der følges i Sct. Stefans rådgivningscenter i Københavns Kommune, kan efter aftale henvises til helbredsundersøgelse og behandling hos børnelægen i Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Sygeplejersken og børnelægen har et tæt samarbejde vedrørende de retsmedicinske og de helbredsmæssige undersøgelser. Sygeplejersken foretager tillige koordineringen af det sundhedsfaglige personale, retsmedicinere, politi og socialrådgivere. Det er endvidere sygeplejerskens opgave at forberede, vejlede og orientere børnene og deres familier om de pågældende undersøgelser og resultaterne fra dem. Ud over at varetage de sygeplejefaglige opgaver i forbindelse med de helbredsmæssige og retsmedicinske undersøgelser i Team for Seksuelt Misbrugte Børn tilbyder sygeplejersken også individuel seksualvejledning til piger og drenge mellem 12 og 15 år, der har været udsat for et seksuelt overgreb. Formålet er at give børnene viden om almindelige seksuelle emner og styrke børnenes integritetsfølelse og selvrespekt. Emnerne er fx prævention, pubertet og følelser, seksuelt overførte sygdomme, graviditet og abort samt på et mere generelt plan samtaler om sex og seksuelle følelser. Fælles for de børn, der har taget imod tilbudet, er, at de ikke synes, at de ved ret meget alment om sex og seksuelle forhold mellem jævnaldrende. Samtidig ved de ofte heller ikke, hvem de skal tale med det om. Ved ikke politianmeldte sager foretager teamets læge, hvor det er nødvendigt, en kolposkopi-undersøgelse og en objektiv undersøgelse, det vil sige en undersøgelse af, 15

Tabel 2: Kolposkopiundersøgelser i 2008-2009. hvad lægen umiddelbart kan se, mærke og måle. I 2008 til 2009 er dette sket som vist i tabel 2 og 3. Her ses det, at 14 pct. har modtaget en kolposkopi-undersøgelse mens 31 pct. har modtaget en objektiv lægeundersøgelse. Kolposkopi udført af pædiater Antal Procent Ja 28 14 Nej 167 85 Uoplyst 1 1 Tabel 3: Objektive undersøgelser i 2008-2009. Objektiv undersøgelse udført af pædiater Antal Procent Ja 61 31 Nej 134 68 Uoplyst 1 1 16

Genhenvendelser Af Pia Rathje, klinisk psykolog i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Team for Seksuelt Misbrugte Børn har de seneste år haft en større procent genhenvendelser end tidligere. Muligheden for genhenvisninger er indbygget i teamets behandlingsfilosofi. Teamet afslutter ofte kontakten til familierne med mulighed for at kunne vende tilbage på telefonen, hvis der opstår spørgsmål eller nye problemstillinger. Det gør der kortvarigt for en række børn enten grundet det retslige, sociale og familiære efterspil, eller fordi barnet opnår større modenhed og mere viden med alderen og får flere spørgsmål og nye tanker eller reaktioner som følge af de seksuelle overgreb. Teamet ser ofte barn og familie umiddelbart efter overgrebet eller afsløringen. Det sker inden for en til to uger efter afsløringen i to tredjedele af tilfældene. Det forebygger følgesymptomer af det seksuelle overgreb, at der kan ydes krisehjælp relativt hurtigt, og at barnet får hjælp til at kunne forstå og få sammenhæng i følelserne og kunne tale om det, der er sket lige efter overgrebet, og at familien eller rettere de(n) ikke-krænkende forældre rådgives og støttes gennem det delvist ukendte og følelsesmæssigt belastende forløb, der følger. De fleste familier kender ikke på forhånd sagsgangen efter afsløring af et seksuelt overgreb. Det er naturligvis ikke muligt at nå at forholde sig til alle de problemer, der opstår i kølvandet af afsløringen af et seksuelt overgreb på den relative korte tid, barn og familie er i kontakt med Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Ofte finder retssagen først sted over et år efter politianmeldelsen. Alt afhængigt af om barnet er videoafhørt tidligere eller skal vidne i retten, efterlades barnet ligesom dets forældre med nye tanker og overvejelser efter retssagen. Mange børn oplever nye voldsomme reaktioner i forbindelse med retssagen, fordi de igen bliver bange for den krænkendes vrede. Minderne om overgrebet og tankerne om, hvor hårdt og sørgeligt livet har været under og efter overgrebet, aktiveres. Tankerne om at kende et menneske, der er eller skal i fængsel, er meget overvældende for et barn ikke mindst, hvis der er tale om et nært familiemedlem. Børnene bliver ligeledes voldsomt påvirket og traumesymptomer forstærkes eller genopstår i tiden omkring afslutningen på krænkerens afsoning. Der er en meget stor diversitet, når vi ser på symptomer på seksuelt overgreb hos børn. Nogle børn udviser næsten ingen symptomer umiddelbart efter afsløringen af overgrebet. I over halvdelen af de sager, der behandles i teamet, er der tale om enkeltstående seksuelle overgreb. En stor del af disse er voldtægter, men der er også mindre børn blandt ofrene for enkeltstående overgreb, der har formået at fortælle om overgrebet på et tidligt tidspunkt, således at flere overgreb er blevet forhindret. Barnet har afsløret overgrebet og er blevet troet: Det giver alt andet lige en god prognose. Teamet har kunnet konstatere, at ca. en tredjedel af de børn, der kunne se ud til at være symptomfri fra en start, udviste symptomer senere i forløbet, hvilket kan skyldes 17

mange forskellige forhold. Andre børn udviser mange alvorlige tegn på omsorgssvigt og traumer. Der er sandsynligvis tale om, at nogen børn har større modstandskraft end andre. Men reaktionerne er også påvirket af karakteren af overgrebet, af bearbejdningen af overgrebet og helingsprocessen bagefter. Sådanne faktorer spiller sammen med en række psykosociale forhold og med evnen til kognitiv og følelsesmæssig bearbejdning. Barnets psykiske konstitution og eventuel forudgående psykopatologi hos barnet har indflydelse, ligesom støtten i netværket og ikke mindst hos forældrene har afgørende betydning for reaktionsmønstret. Lidt over en tredjedel af de børn og unge, der henvises, vurderes at være færdigbehandlet i teamet efter at have modtaget den overgrebsfokuserede korttidsbehandling. Alligevel afsluttes forløbet med barnet oftest med en skrivelse til egen læge eller de sociale myndigheder, hvori det fremhæves, at børn, der har været udsat for overgreb i de tidlige barneår, kan få brug for professionel støtte på et senere tidspunkt i opvæksten og mulighed for yderligere bearbejdning af overgrebet ud fra det ældre og mere modne barns perspektiv. Børn med meget omfattende og gennemgribende psykiske og sociale vanskeligheder viderehenvises til mere omfattende behandlingstilbud, end det er muligt at tilbyde i Rigshospitalets regi. Andre børn viderehenvises, fordi de bor langt væk og/eller fordi der findes behandlingstilbud lokalt. Genhenvendelserne til teamet vedrører dels børn, der er blevet ældre og har brug for at tale om overgrebet fra det mere modne barns perspektiv, dels børn, der kortvarigt har fået et tilbagefald, som barnet eller især forældrene har brug for hjælp til at komme videre med. Genhenvendelserne viser, at både barn og familie er trygge ved at søge hjælp igen i Team for Seksuelt Misbrugte Børn og åbne for at tage nye aspekter af overgrebet og dets følgevirkninger op. Mange gange er der blot brug for enkelte samtaler med henblik på at få barnet i positiv udvikling igen. 18

Små børn udsat for seksuelt overgreb Af Pia Rathje, klinisk psykolog i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Indledning Blandt de indtil nu omkring 2000 børn henvist til Team for Seksuelt Misbrugte Børn har ca. 40 procent været førskolebørn under syv år 1. Heraf er ca. halvdelen mødt frem til undersøgelse og behandlingsforløb i klinikken, mens resten er blevet håndteret som rådgivning til forældre eller professionelle blandt andet i form af telefonrådgivning, konsultation og supervision. Denne artikel analyserer data vedrørende 674 nul til seksårige børn svarende til mere end en tredjedel af alle henviste. Heraf har 323 været til undersøgelse eller behandling i klinikken, mens 351 børn har været håndteret som telefonrådgivning, konsultation og supervision. Udenlandske tal indikerer, at mellem 25 og 35 procent af alle de seksuelt krænkede børn er under syv år. Gennem årerne har procentdelen på Rigshospitalet ligget et sted mellem 35 og 45 procent. Det kan skyldes, at hospitalet er et trygt sted at komme, når der er opstået mistanke om, at et lille barn har været udsat for en krænkelse af seksuel karakter. Den tværfaglige udredning, hvorunder lægen forholder sig til de fysiske tegn, der ofte er anledningen til mistanken i forhold til de små børn, der har svært ved at fortælle, hvad der er sket, opleves betryggende. Fordelingen mellem spædbørn (nul til to år) og børnehavebørn (tre til seks år) er 103 henvendelser om spædbørn og 561 om børnehavebørn. Herunder har 51 spædbørn været til undersøgelse eller behandling, mens der for de øvrig 52 spædbørn er ydet telefonrådgivning.. Blandt børnehavebørnene er 278 mødt op i klinikken, mens 283 har været omfattet af telefonrådgivning, møder, supervision mv. Som det ses, er der markant flere henvendelser vedrørende børnehavebørn. Børnehavebarnet har fået sprog og dermed mulighed for at fortælle om sine oplevelser og underbygge en mistanke. Politiet foretager som 1 Artiklen referer til børn, hvis kontakt til Rigshospitalet er afsluttet i perioden marts 2001-marts 2009. Igangværende behandlings-og rådgivningssager optræder ikke i statistikken. hovedregel ikke videoafhøring, hvis barnet er under 3 år. Spædbørn kommer til retsmedicinsk undersøgelse, når det er indikeret, men der opnås sjældent en afklaring af, hvorvidt barnet har været udsat for et seksuelt overgreb. Samtidig er børnehavebarnets bevægelsesmuligheder større, ligesom det kommer ud blandt andre og større børn og befinder sig i flere sammenhænge, hvor det er alene med andre børn og voksne. Risikoen for overgreb mod børnehavebarnet er større, samtidig med at mulighederne for, at overgreb mod barnet bliver opdaget, også er det. Flere drenge blandt de små børn Fordelingen mellem drenge og piger i det samlede antal henvendelser på Rigshospitalet ligner den fordeling, der iagttages i lignende sammenhænge: 25 procent drenge og 75 procent piger. Som vist i Tabel 1 er der en lidt større andel af henvendelser om drenge blandt de nul til seksårige. Af alle de henviste små børn på Rigshospitalet udgør drengene en tredjedel, mens drengenes andel i den ældre børnegruppe kun er en femtedel. Det antages ofte, at der er flere drenge, der har været udsat for seksuelt overgreb end det antal, der kommer for dagens lys. Dette mørketal i forhold til drengene forklares ofte med, at drenge har sværere ved at afsløre et seksuelt overgreb end pigerne, at drengene værger sig ved at definere sig som ofre for et seksuelt overgreb, at de oplever sig aktive og medansvarlige og dermed skyldige i en grad, der befæster hemmeligholdelsen. For de små børns vedkommende gælder, at det i mindre grad er børnenes egen fortælling, der fører til afsløringen. Det er som hovedregel de voksne i barnets nære omgivelser, der ved bleskift, badning og påklædning bliver bekymrede for fysiske tegn, så som rødme, mærker eller hævelser omkring genitalierne hos både piger og drenge. Små drenge kommer i lige så høj grad som pigerne med udsagn om kroppen, kropsfornemmelser og barnlig 19

seksualitet, nysgerrighed og udforskning, der sammen med fysiske tegn på barnets krop og ændringer i barnets adfærd kan give anledning til mistanke. De helt små drenge, der endnu ikke er socialiseret ind i den traditionelle maskuline kønsrolle, fortæller i samme grad som pigerne om fortrædeligheder, krænkelser og overgreb til de voksne, de har tillid til. Små børn fortæller sjældent om det seksuelle overgreb Børn kan have forståelige grunde til ikke at afsløre et seksuelt overgreb: De oplever sig skyldige og skamfulde. De kan tit være bange for konsekvenserne, hvis de afslører hemmeligheden. De kan være truet til at tie. Men de frygter især for forældrenes reaktioner og for konsekvenserne for familien. I øvrigt gør små børn, hvad de voksne siger, de skal, fordi de er små og vant til at rette sig efter de voksne, som mange af de lidt større børn, der har været udsat for overgreb som små, forklarer i den efterfølgende terapi. Almindeligvis kommer tillidsfulde små børn uvilkårligt og umiddelbart til de voksne, hvis de har oplevet noget, der har forskrækket eller forvirret dem. De spørger ligeledes frejdigt, hvis der er noget, de ikke forstår. Når det drejer sig om tildragelser af seksuel karakter gælder den umiddelbare åbne reaktion i højere grad, hvis der er tale om overgreb begået af en person uden for familien. Hvis der er tale om et seksuelt overgreb begået af barnets far, storebror eller bedstefar spiller mange faktorer ind og bryder umiddelbarheden. Hensynet til den krænkende part, barnets ambivalente og forvirrende følelser, de bange anelser eller måske truende signaler gør det kompliceret for det lille barn at fortælle, hvad der sker. Små børn, der er forført ind i det seksuelle overgreb over tid startende med en leg, der ganske gradvist bliver seksuel, oplever sig skyldige og skamfulde, hvorefter der skal nye muligheder og særlige omstændigheder til, før de fortæller om overgrebene. Især små børn oplever sig som centrum for det, der sker. De oplever sig derfor også medansvarlige. De oplever at have samarbejdet, og at dette samarbejde er en slags accept: Jeg gik jo selv derned, som en fire et halvt år gammel dreng, der blev krænket i en cykelkælder, fremhæver, eller Vi var altså kærester, som en seksårig pige udtrykker det, om sin femtenårige fætter. Andre små børn har det så svært ved at afsløre hemmeligheden, at de ikke får det gjort, før søskende er i risiko for lignende overgreb, eller når de senere opdager, at det seksuelle overgreb bryder med almindelige sociale normer og ikke er omgangsformen i andre familier. Jeg fortalte om min far til en pige fra søndagsskolen. Hun så forfærdet på mig og sagde: Kun Gud må se dig uden tøj på. I størsteparten af alle henvendelser vedrørende førskolebørn har vi at gøre med børn, som endnu ikke kan forventes at have viden om voksenseksualitet, som ej heller kan forstå hensigten bag eller har ord og begreber for den seksuelle krænkelse, som de er udsat for. Små børn har sjældent ord og begreber til hverken at forstå eller forklare sig om det seksuelle overgreb, når de forsøger at fortælle voksne herom. Ofte hersker der meget stor tvivl om, hvorvidt der overhovedet er sket et overgreb, og hvis der er, hvad det har drejet sig om. Børn kan fortælle om at få lim i numsen, om en sort lakridspind i tissekonen om at få puttet penge op i numsen eller om brandbiler, der sprøjter, når pædagogen kører dem op bag i uden at kunne uddybe udtalelserne. Afhængigt af den øvrige kontekst kan forældre være helt overbevist om, at deres barn har været udsat for en seksuel kræn- Tabel 1: Køn- og aldersfordeling. N = 1686, herudover optræder der 5 børn, hvis køn ikke er oplyst. Tallene dækker over både telefoniske og personlige henvendelser til SMB. 800 700 600 500 400 300 200 100 0 218 drenge 453 piger 217 drenge 793 piger 0 6 år 7 15 år 20

kelse. De kan måske også pege på en gerningsmand, men der er ingen sikre beviser, der kan løfte en eventuel politimæssig efterforskning. En mindre del af de små børn, vi møder i Rigshospitalet, har kunnet fortælle om et enkeltstående overgreb så hurtigt efter overgrebet og så klart og præcist, at politiet eller myndighederne har haft mulighed for at handle på afsløringen umiddelbart efter overgrebet med sporsikring og anholdelse. I disse tilfælde eller i de sager, hvor gerningsmanden tilstår det seksuelle overgreb på barnet, er prognosen for behandling af barnet god. Barnets bearbejdning og psykologiske heling efter overgrebet er ikke belastet af den tvivl og usikkerhed, der ellers er så karakteristisk for sager med mistanke om overgreb på små børn. Kun fem procent af de små børn, der kommer på Rigshospitalet, fortæller selv om overgrebet ved den første konsultation. Børnene kommer primært fulgt af en eller begge forældre. Andre tretten procent af de helt små børn kan fortælle om overgrebet sammen med en af forældrene, men i langt de fleste tilfælde er der tale om, at det er en af forældrene, der beretter om den mistanke, der er opstået, hvad der er sket med barnet og hvad der er politianmeldt etc. De udviklingspsykologiske aspekter Det komplicerer både opklaring og behandling, at vi ikke altid forstår budskabet fra små børn eller opfanger barnets signaler, så der tegner sig et præcist billede af, hvad der er sket med barnet. Det er svært at forklare helt små børn, hvad det er, der bekymrer deres far eller mor, og små børn er sjældent i stand til at af- eller bekræfte bekymringen, fordi de hverken har begreber eller abstraktionsniveau til det. Små børn kommunikerer, tænker og bearbejder oplevelser konkret og via leg hvorfor andre kommunikationsmidler end samtale ofte må anvendes kreativt i behandlingen. Det kan være leg med dukker og andet legetøj, at tegne og lignende. I behandlingen forsøges så konkret og direkte som muligt at sætte ord på det, de voksne beretter, der er sket. Samtidig formidler vi, at en sådan handling mod barnet ikke må ske, og at forældrene vil beskytte og passe på barnet, og det vil vi hjælpe med. Den uafkræftede mistanke gør, at barnet rent faktisk fortsat kan være udsat for overgreb. Børn formes i relationen til de nære omsorgspersoner. Omsorg fra forældre (som ikke krænker) er afgørende for en positiv udvikling. En god tilknytning til den primære omsorgsperson og åben kommunikation er forebyggende. Behandlingen skal være støttende i forhold til netop disse forhold i forældre/barn-relationen. Udviklingen af barnets seksualitet er en integreret del af hele dets udvikling. Barnets seksualitet er væsensforskellig fra voksnes seksualitet. De kriseramte forældre overvældes let af forestillinger om voksenseksualitet, når de forestiller sig overgrebet mod deres barn. Børn har imidlertid ikke viden om voksenseksualitet eller begreber for den voksenseksualitet, de er blevet eksponeret for. Som den lille pige, der fortalte, om morfar der tændte og slukkede for tissemanden og/eller gennem at vise bevægelsen, har barnet alligevel andre muligheder at udtrykke sig på. Hvad kan vi lære af de genhenviste og ældre børn? Teamet får en mindre del genhenvisninger, der drejer sig om, at barnet har nået et modenhedsniveau, der sætter det i stand til at fortælle om overgrebet. Eller barnet er kommet i en social situation, der gør det muligt at fortælle om et seksuelt overgreb, som det tidligere ikke havde mod til at afsløre. Fra genhenviste og andre større børn får vi at vide, at mange seksuelle overgreb er startet et til to år før skolealderen. Dette svarer til udenlandske undersøgelser, der anslår et typisk starttidspunkt for seksuelle overgreb på piger til at ske i fem til seks års alderen, mens overgreb på drenge gennemsnitligt starter, når drengen er over seks år. Teamet møder store børn, der kan huske deres egne oplevelser ved overgrebets start og give informationer om, hvordan de som små oplevede den gradvise forførelse. Min fars tissemand var en lille bi, der sugede honning. Det var først senere, jeg opdagede, at det, han kaldte hygge, var strengt forbudt. Jeg blev bange for, at politiet skulle opdage det. Det er en lettelse for de lidt større børn at kunne sætte ord på, hvordan de oplevede overgrebet. Det er vigtigt for barnet at skabe sammenhæng og mening i det, det har været udsat for. Nogle af de store børn slås med ikke at kunne huske overgrebet og deres egen oplevelse af det, så godt som de gerne ville kunne. Så snart børnene er store nok til at være bevidste om, hvad de har oplevet, træder en ny form for beskyttende faktor i kraft. Der opstår modvilje mod at mindes den traumatiske hændelse. Det nu bevidste barn har ikke lyst til at tænke på eller fortælle om et seksuelt overgreb, som alle det selv inklusiv hellere vil glemme eller ønsker aldrig var sket. Dette understreger vigtigheden af at hjælpe barnet til at få sat ord på oplevelsen umiddelbart efter en afsløring af et overgreb, inden barnet igen lukker af. Nogle af de genhenviste børn fortæller, at de har forsøgt at fortælle om overgrebet, da det skete, men uden helt at vide, hvad det var, de ville fortælle. Fx fortalte en lille pige, at stedfaderen tog underbukserne af hende, men kunne ikke forklare sig yderligere, da moderen reage- 21

rede uforstående og lettere vantro. Herefter sagde hun ikke mere, før hun blev teenager og stedfaderen var flyttet. Når små børn ikke høres Professionelle, der har med børn at gøre i det daglige arbejde, ønsker meget ofte viden om, hvilke tegn og signaler, det er vigtigt at være opmærksom på, når det gælder seksuelt misbrugte børn. Desværre er seksuelt misbrug af børn en særdeles kompleks problemstilling. Der indgår oftest både somatiske, psykologiske og sociale aspekter, som kun i meget sjældne tilfælde giver helt baggrund for at diagnosticere. Børn har brug for at blive troet på, når de fortæller om traumatiske eller skræmmende oplevelser. Et seksuelt overgreb er både et traume og et svigt. Hvis barnet ikke bliver troet, når det fortæller om et overgreb, er der tale om et dobbelt traume og et dobbelt svigt. Barnet fortæller måske i første omgang for at få afklaret, om de forvirrende hændelser, som det oplever, er noget, den voksne må eller ej, men bliver ofte mødt med de andre voksnes vantro og udsagn om ikke at sige sådan noget pjat. De fleste forældre tænker som hovedregel ikke deres nærmeste i stand til at forgribe sig på et lille barn. Modviljen i barnets omgivelser mod overhovedet at tænke på emnet: seksuelt overgreb på små børn, svækker evnen til at høre og opfatte barnets fortælling, når denne fortælling kommer helt umiddelbart. Disse børn bliver ikke hørt og lider under det. Om andre små børn kan der opstå bekymring og mistanke om overgreb, som aldrig bliver afklaret. Forældrene plages af angst og barnet lider også herunder. Udsagn fra små børn, der vækker bekymring og usikkerhed Team for Seksuelt Misbrugte Børn møder et utal af eksempler på udsagn fra små børn, der vækker bekymring, og som sammen med andre tegn og signaler fører til mistanke om, at der er sket en krænkelse af seksuel karakter. Mange af disse udsagn er præget af at være løsrevne beretninger, som barnet på grund af sin alder har svært ved at sted- og tidsfæste og svært ved at forklare sammenhængen i. Den voksne må stykke viden og fakta sammen af løsrevne udsagn, eventuelt koblet med en ændret adfærd hos barnet eller iagttagelser af uforståelige følelsesmæssige reaktioner. Der er tale om børn, hvis udsagn indeholder oplysninger, der sammen med de andre informationer, kræver at blive taget alvorligt. Når udsagn som: Fars tissemand i Livs tissekone gør av?? eller Mandens tissemand sprøjter er kombineret med fysiske observationer så som en hævet, øm tissemand, en rød numse eller blodigt udflåd, så tolkes barnets udsagn ikke umiddelbart som det spørgsmål til seksualitet eller til forskellen mellem voksne og børn, som barnet måske stillede, men ind i en langt mere bekymrende kontekst. Små børns mystiske beretninger og usammenhængende fortællinger om fx film og slik eller fotografering midt om natten kombineret med dårlig kommunikation mellem samværsforældre eller belastende viden om partneren fra fortiden kan gøre den forælder, der søger at tolke barnets udsagn, yderst urolig og bekymret måske for bekymret, men også i de tilfælde er der et stort behov hos den urolige forælder for at blive hørt og taget alvorligt for igen at kunne blive rolig. Et udsagn, som: Det må jeg godt hos far! som hurtig (og kampklar) svar på tiltale, når moderen forsøger at regulere numsepilleri i stuen, kan gøre en forælder vanvittig bekymret, hvis det kommer på et tidspunkt, hvor der er andre forhold, der vækker mistanken om overgreb. Små børn kan fremkomme med udtalelser, der kan tolkes som tegn på et seksuelt overgreb. Men det kan også være det nysgerrige barns spørgsmål til egne kropsfornemmelser og seksuallivets mysterier. Små børn forsøger via deres fantasi at få mening med og hold på, hvad de selv fornemmer eller opsnapper fra de voksne eller det omgivende miljø. Selv små børn bombarderes med seksuelle og pornografiske stimuli i det offentlige rum, som deres forældre enten har svært ved eller ikke er opmærksomme på at hjælpe dem med at forholde sig til og forstå. Små børn er nysgerrige i forhold til egen seksualitet. Udforskning på dette område er en naturlig del af udviklingen. Små børns udsagn om et overgreb af seksuel karakter kan være uhyre svære at skelne fra udsagn med mere uskyldig baggrund. For den store gruppe af små børn, hvor mistanken primært opstår på baggrund af forældrenes bekymring og hvor det er uvist, hvad der er sket, har både behandler og retssystemet et alvorligt problem. Hvem får mistanken? Mange familier henvender sig på Rigshospitalet, når de får mistanke om, at deres barn har været udsat for et overgreb, men henvisningen kan også komme fra praktiserende læger, andre hospitaler, sociale myndigheder, daginstitutioner og politiet. Henvendelserne fordeler sig for alle henviste børn mellem nul og femten år med knapt en tredjedel, der selv henvender sig. De kommunale socialforvaltninger står for knapt en femtedel og politiet for en tiendedel af henvisningerne. Knapt en tredjedel af henvendelserne kommer fra andre professionelle. Henvendelserne vedrørende de større børn (over 6 år) 22

kommer i 25 procent af tilfældene fra familiemedlemmer, 21 procent kommer fra socialforvaltningen, 12 procent fra politiet, over 10 procent fra andre offentlige instanser, frivillige organisationer og bekendte. Som vist i Tabel 2 kommer henvendelserne om de små børn fra familien i flere end en tredjedel af tilfældene. Det er i 20 procent flere tilfælde, end det gælder for alle henvendelserne til hospitalet og i 40 procent flere tilfælde end for de større børns vedkommende. Mistanken om overgreb på de små børn opstår overvejende hos familien eller hos dem, der har den daglige omsorg for barnet. Sandsynligvis derfor ser vi en del flere henvendelser fra familierne selv, når det drejer sig om førskolebørn. Tallene for de små børn viser, at der er en større andel af familiemedlemmer, der selv henvender sig. Ofte går familierne i første omgang til egen læge, der så viderehenviser til Team for Seksuelt Misbrugte børn. Er det far eller mor, der ringer? Hvorvidt det er faderen eller moderen, der henvender sig, kan ikke ses af ovenstående tabel. Fra den kliniske fornemmelse dukker en hypotese op om, at det er mødrene, der primært henvender sig om de mindre børn at det er mødrene, der får mistanken. Det fremgår af oplysningerne vedrørende de telefoniske henvendelser, om det er far eller mor, der har henvendt sig. Af de 424 telefonhenvendelser, hvor det er blevet registreret, hvem af forældrene, der henvendte sig, kommer mindre end hver 10. henvendelse fra faderen. Teamet har registreret data på, hvem der fik mistanken om det seksuelle overgreb, vedrørende 285 af de fremmødte børn. For alle børnene gælder, at det var moderen, der fik mistanken i 48 procent af tilfældene, hvorimod det i kun 5 procent af tilfældene var faderen. For de mindre børn gælder, at det var moderen, der fik mistanken i 68 procent af tilfældene, og at det også her var faderen for lidt over 5 procents vedkommende. For næsten trefjerdedel af de små børns vedkommende var det altså en eller begge forældre, der fik mistanken, men i langt hovedparten af tilfældene moderen. Andelen af forældre, der fik mistanken er også stor for de større børns vedkommende svarende til 72 procent, men for de store børns vedkommende er der faktisk i 11 procent af tilfældene tale om, at det er faderen, der får mistanken. Samværssager Seksuelle overgreb på små børn foregår oftest i barnets nære miljø. Opstår der bekymring om, at et lille barn har været udsat for overgreb, rettes mistanken derfor ofte enten mod personale i pasningsordninger eller helt typisk mod samværsfaderen. Der er ofte tale om børn, der bor hos moderen og har samvær med faderen og hvor samarbejdet og kommunikationen mellem forældrene er sparsom grænsende til ikke-eksisterende, eller hvor der ligefrem er en fjendtlig kommunikation imellem forældrene. Når disse mødre hører udsagn fra barnet om oplevelser i faderens hjem, der bekymrer, eller de opfanger signaler, der leder tankerne hen på seksuelle krænkelser, bliver bekymringen vanskelig at forholde sig til, fordi forældrene ikke taler sammen eller udveksler viden om barnet og dets udvikling. Det skal ikke kunne udelukkes, at der findes forældre, der enten bevidst eller ubevidst misbruger beskyldninger om seksuelt misbrug af barnet i en forældremyndigheds- eller samværstvist. Men i Team for Seksuelt Misbrugte Børn møder vi først og fremmest forældre, der er alvorligt bekymrede for, hvad der sker i den anden forælders hjem, og som dertil er enormt ængstelige for at komme til at beskylde den anden forælder for noget, vedkommende ikke har gjort. Både børn og forældre kan komme alvorligt i klemme, hvis en mistanke om overgreb opstår samtidig med en tvist om samvær. Den bekymrede forælder oplever sig hverken hørt i det sociale eller i det retslige system. Den mistænkte forælder oplever sig koblet af barnets liv i den periode, samværet eventuelt suspenderes. Det er dog vigtigt at tage bekymringen alvorligt. Ofte afvises det at tage en mistanke alvorligt, fordi der verserer en Hvem henviser Antal Procent Forældre 244 36 Andre offentlige instanser 208 31 Socialforvaltning 116 17 Institution 15 2 Psykolog 10 2 Andet 33 5 Uoplyst 48 7 I alt 674 100 Tabel 2: Tallene dækker over alle henvendelser til SMB for børn i aldersgruppen nulseks år. 23

samværssag, men på Rigshospitalet har vi eksempler på, at der godt kan foregå et seksuelt overgreb på barnet, samtidig med at der verserer en samværs- eller forældremyndighedssag. Det behandlingsmæssige arbejde er naturligvis særligt kompliceret i sager, hvor der er samvær mellem barnet og den forælder, som er under mistanke. Mange forældre især til de små børn må leve med usikkerheden og mistanken i mange år, fordi der ikke kommer nogen afklaring. Nogle af disse forældre lykkes det behandlingsmæssigt at støtte til at kunne leve med uvisheden og tvivlen ved have fokus på at støtte og styrke barnets udvikling og bevare en god og åben dialog med barnet om, hvad der sker i dets liv. Andre forældre har så svært ved at få ro, at de er meget vanskelige at hjælpe. Den vanskelige afklaring Seksuelle overgreb på de små børn bekræftes i realiteten kun i de sager, hvor der er spor at sikre, fordi barnet fortæller om overgrebet umiddelbart efter, at det er sket, eller hvor den, der krænker barnet, bliver taget på fersk gerning, eller bekræfter, hvad barnet fortæller. Enkelte, også helt små børns redegørelser for hvad, de har været udsat for, kan være så præcise og sammenhængende, at der ikke er tvivl. Det drejer sig om de tilfælde, hvor børnene beskriver konkrete detaljer, genstande, der har været anvendt, som kan spores, ord, der er blevet sagt, og kropsfornemmelser i forbindelse med overgrebet. Barnet fremlægger en viden, som andre børn på samme alder ikke har. Flere tilfælde, hvor overgrebet på denne måde er blevet bekræftet ved samtale i teamet, findes også indenfor gruppen af 0-6 årige. Af Tabel 3 fremgår, at det kun er i en tiendedel af de mistankesager, hvor teamet har set barnet i en udredningsog behandlingssammenhæng, at det synes åbenlyst og bekræftet, at der har været tale om et seksuelt overgreb. For femten procents vedkommende er vurderingen, at der er tale om andre årsager end seksuelt overgreb, mens tre fjerdedele af mistankesagerne forbliver uafklarede. Når femten procent af alle mistanker vedrørende de små børn, der er undersøgt i teamet ikke skønnes at have rod i et seksuelt overgreb, hænger det sammen med, at lægeundersøgelsen eller den psykologiske udredning viste andre plausible årsager til bekymringen, at fx en svampeinfektion blev behandlet, eller at barnets udtalelser fik anden betydning, da forældrene blev hjulpet til at gå i alderssvarende dialog med barnet om nysgerrighed på krop, køn og forplantning. At tre fjerdedel af sagerne forbliver uafklarede er en stor udfordring for forældre såvel som de professionelle og ikke mindst problematisk for barnet, der i værste fald fortsat er udsat for overgreb. Det er naturligvis ikke Team for Seksuelt Misbrugte Børns opgave at af- eller bekræfte en mistanke om seksuelt overgreb. Det er en politimæssig opgave. Hovedopgaverne for det tværfaglige team på Rigshospitalet er omsorgen for barnet og krisehjælpen, men forventningspresset om at bidrage til en afklaring er stort både i familien og i omgivelserne. Tvivlen skal komme barnet til gode Psykologisk set har barn og familie behov for hjælp uanset mistankens karakter. Behandlingsarbejdet med børn og forældre i Team for Seksuelt Misbrugte Børn har til sigte at forebygge både gentagelser af det formodede seksuelle overgreb og de samspilsproblemer i familien, der kan opstå grundet den meget store belastning af forældreevnen, som bekymringen om et seksuelt overgreb forårsager. Allersværest synes det at være i de tilfælde, hvor forældre oplever ikke at kunne beskytte barnet mod samvær eller omgang med den formodede krænker fx ved mistanke om overgreb under samvær med en biologisk forælder eller ved mistanke om seksuelt overgreb fra en person i nabolaget eller i daginstitutionen, som barn eller forældre kan risikere at støde på i miljøet. Set fra en udrednings- og behandlingsmæssig synsvinkel er en mistanke, der er opstået i familier, hvor der sideløbende er problemstillinger vedrørende forvaltningen af samvær og dårlig kommunikationen mellem barnets forældre, uhyre vanskelig at rådgive om. Manglende viden om, hvilke forhold man sender sit barn på samvær til, giver et vanskeligt grundlag at vurdere bekymringstegn hos barnet på. Team for Seksuelt Misbrugte Børn lægger vægt på at sikre, at der ydes støtte til barn og familie også i de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt der er sket et overgreb. Den bekymrede forælder støttes til at Afslutningsdiagnose Antal Procent Mistanke bekræftet 33 10 Mistanke afkræftet 49 15 Mistanke hverken be- eller afkræftet 241 75 I alt 323 100 Tabel 3: Hvem henviser. Tallene dækker over alle henvendelser til SMB for børn i aldersgruppen 0-6 år. 24

have fokus på barnet og dets trivsel, til at styrke barnets udvikling og til at holde sig for øje, at god trivsel og positiv udvikling samt tryg tilknytning er forebyggende og den bedste baggrund for, at det lille barn, når det bliver ældre og bl.a. får mere sprog, vil have bedre forudsætninger for at fortælle, hvis det har været udsat for overgreb tidligere. Det er ofte svært for en bekymret forælder at acceptere, når der ikke er konkrete oplysninger, som politi og myndigheder kan handle på i forhold til den mistanke, der er opstået. Men når det gælder de helt små børn, er det ofte en kendsgerning, at der ikke kommer en afklaring hverken via den politimæssige efterforskning eller den tværfaglige udredning på Rigshospitalet. I stedet satser vi på i behandling og rådgivning at hjælpe forældrene til at rette deres opmærksomhed på den del af udredningen, der belyser barnets styrker og kvaliteter, og på hvad der er behov for at støtte op om i relation til hele barnets udvikling også i forebyggende henseende. Hvem krænker de små børn? Den formodede krænker er en mand eller en større dreng i 98 procent af alle henvendelserne til Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Over halvdelen alle overgrebene er formodentlig sket i familien. Som det ses af tabellen i Tabel 4 retter mistanken sig i 35 procent af tilfældene mod faderen og i tre procent af sagerne mod stedfar eller mors kæreste. Seks procent formodes at blive krænket af en anden voksen i familien oftest er der tale om en bedstefar. Pædagogisk personale er i søgelyset i syv procent af sagerne. Femten procent af de små børn bliver krænket af andre børn. Disse fordeler sig typisk på store søskende, stedsøskende, børn af familiens venner, fætre og kusiner samt andre børn i daginstitutionen. Små børn udsættes sandsynligvis for lige så bred en vifte af seksuelle overgreb, som store børn beretter om. Mistanke om incest Vi skelner mellem henvendelser, hvor bekymringen vedrører seksuelle overgreb indenfor og udenfor familien. Vægten ligger for de små børns vedkommende i høj grad på overgreb indenfor familien primært fra voksne. Mistanken om incest gælder også i nogle tilfælde overgreb fra et barn eller en ung i familien. Overgreb udenfor familien tegner sig for en betydelig mindre andel, når det gælder de små børn. Blandt de børn, vi møder, bor en tredjedel af de små børn sammen med begge forældre. Hovedparten af resten bor hos en enlig mor eller hos moderen og hendes nye kæreste eller mand. Få af de helt små børn bor på skift hos deres far og mor. Enkelte bor hos faderen og dennes nye samlever, og andre enkelte er anbragt udenfor hjemmet. For nogle få børns vedkommende, er der tale om intet eller et sparsomt samvær, hvor langt størsteparten af skilsmissebørnene har almindeligt samvær med den eller de forældre, de ikke bor hos. I lidt under halvdelen af tilfældene peger mistanken mod barnets far eller stedfar. Det er i sagens natur tilfælde, der behandlingsmæssigt kræver meget stor nænsomhed. Heldigvis er det incestuøse overgreb, når det drejer sig om de små børn, som vi ser i teamet, blevet stoppet i en tidlig alder. Nogle af børnene har været så heldige, at overgrebet kun er sket en enkelt eller to gange. For andre børns vedkommende er overgrebet stoppet, mens der endnu kun var tale om, hvad politiet betegner som anden kønslig omgang end samleje. Barnet har i starten i mange tilfælde opfattet overgrebet som del af en leg. Ofte er det først efterfølgende, når barnet erfarer, at faderen skal tale med politiet, i fængsel eller oplever, hvordan moderen reagerer, at karakteren og alvoren af det skete går op for barnet, og at der for alvor bliver sårbare og sørgelige tanker, der skal bearbejdes. På samme måde gælder det for behandling af søskendeincest, der Formodede krænkers relation til ofret Antal Procent Far 238 35 Barn uden for familien 68 10 Pædagog/lærer 48 7 Anden voksen i familien 38 6 Barn i familien 36 5 Stedfar/mors kæreste 19 3 Anden voksen uden for familien 18 3 Ukendt person 13 2 Andet 22 3 Uoplyst/uvist 174 26 I alt 674 100 Tabel 4: Tallene dækker over alle henvendelser til SMB blandt børn i aldersgruppen nul-seks år. 25

er blevet afsløret, mens offeret var lille, at det i høj grad er de relationelle og familiære problemstillinger, der skal bearbejdes. Relationelle og familiære problemstillinger er ligeledes markante og tyngende, når barnet har været udsat for overgreb fra en bedstefar. I det statistiske materiale står bedstefædre eller stedbedstefædre for de fleste af overgrebene fra kategorien Andre i familien, når det drejer sig om de små børn. Der er meget på spil, når 3 generationer bliver ramt. Barnet lider i en periode både af at miste kontakten med en til to bedsteforældre, der måske tidligere på godt og ondt har haft en stor betydning i barnets liv. Samtidigt lider barnet helt uundgåeligt også under de kvaler, som forældrene rammes af enten som barn af krænkeren eller som ægtefælle til den, i hvis familie overgrebet er sket. Mistanke om overgreb i daginstitutionen Overgreb på små børn sker oftest i eller tæt på hjemmet. Det kunne være en nærliggende antagelser, at overgreb udenfor familie blev begået i barnets daginstitution eller at mistanken om overgreb på barnet opstod hos daginstitutionspersonalet, der er tæt på barnet i dagligdagen og har omsorg for og pleje af barnet. Det er dog kun under en tiendedel af de henvendelser, som teamet har fået, der vedrører mistanke om overgreb fra daginstitutionspersonalet og kun i tyve tilfælde er mistanken om, at barnet har været udsat for overgreb opstået i daginstitutionen. Til gengæld møder vi en del familier, hvor barnet har været udsat for grænseoverskridende leg af seksuel karakter i daginstitutionen. Der er tale om forskellige typer af problemstillinger spændende fra doktor- og numselege, hvor aktiviteter så som at sutte på tissemanden eller at slikke i tissekone, har indgået i en leg med jævnaldrende, over seksualiseret leg med aggressivt islæt, til eksempler, hvor vi kan tale om børn, der krænker andre børn, fordi der netop ikke er tale om jævnbyrdighed, fordi der er brugt magt, trusler eller overtalelser fra det eller de børn, der krænker, fordi der er tale om en aktivitet over tid, som det barn, det går ud over, ikke kan få stoppet. Både i de sager, hvor der er tale om børn, der krænker børn, og i de, hvor forældrenes mistanke retter sig mod personalet i institutionen, kan det være ualmindeligt svært for forældrene og daginstitution at finde et fælles fodslag til gavn for barnet fra de forskellige positioner, forældre og daginstitution har. Daginstitutionen skal varetage alle børnenes tarv og interesser. Det kan være svært at afgøre, hvornår det enkelte barn går over stregen i forbindelse med barnlig seksualitet og udforskning. Nogle forældre er hurtigere til at reagere forskrækket på det barns vegne, der muligvis og muligvis ikke har følt sig krænket. Team for Seksuelt Misbrugte Børn støtter forældre og dagsinstitutioner i at genoprette samarbejdet, hvis det kan lade sig gøre. Det barn, der har oplevet sig forulempet og dets forældre, skal fremover kunne opleve sig trygge ved, at de voksne passer på og sætter regler for, hvad man må og ikke må, når man leger doktor- eller numselege. Det barn, der er udpeget, som den, der sætter legene i gang, skal have hjælp, før vedkommende befinder sig i en syndebukrolle. Er der tale om et lille barn, der udviser grænseoverskridende og uhensigtsmæssig adfærd overfor de andre børn, er det vigtig ikke at bagatellisere, men at skaffe barnet den fornødne hjælp til at stoppe en adfærd, der på længere sigt vil betyde udelukkelse fra fællesskabet. Det er vigtigt ikke at undervurdere problemet, selv om der er tale om små børn. Ligeledes er det vigtigt at tage forældrenes bekymring alvorligt, når de henvender sig til daginstitutionen. En åben dialog og aftaler om, hvordan der tages hånd om problemet eller bekymringen, er første og ofte også et tilstrækkeligt skridt. Lige så sårbart og endnu mere kompliceret er det naturligvis at handle korrekt og omsorgsfuldt, når en mistanke rettes mod en voksen i daginstitutionen, der kan have begået en forbrydelse, men som også fejlagtigt kan blive anklaget for at krænke et barn seksuelt. Team for Seksuelt Misbrugte Børn finder det altid vigtigt at tage forældrene alvorligt. Kommunerne har procedurer for, hvordan sådanne mistanker behandles og i de fleste tilfælde sættes beredskabet hurtig i gang, så daginstitutionslederen ikke skal varetage omsorgen for børnene, forældrene og det personale, som mistanken handler om, på én og samme gang. Disse tilfælde er også svære at udrede for politiet og andre myndigheder, men i hovedparten af de sager, som Team for Seksuelt Misbrugte Børn støder på, er der sideløbende med igangsættelsen af det øvrige kommunale beredskab og den eventuelle politimæssige efterforskning behov for mange forskellige indsatser, drøftelser og aftaler forældre og institution imellem med henblik på at bevare tillid til hinanden og ikke mindst bevare barnet i en institution, som det ofte er knyttet til. Når børn krænker børn Blandt de seksuelle overgreb indenfor familien og de overgreb, der sket udenfor familien, tegner overgreb fra andre børn og unge sig for femten procent. Børn og unge, der krænker andre børn bliver oftere taget på fersk gerning eller er mere tilbøjelige end voksne 26

til at erkende overgrebet, hvis det krænkede barn kan fortælle, hvad det har været udsat for. Inden for dette fagområde anses en aldersforskel på fem år at betyde, at der ikke er tale om seksuelle lege mellem jævnbyrdige børn. Men vi møder også børn, der er kommet i klemme og har oplevet sig krænkede af jævnaldrende eller blot lidt ældre børn. Børnehave- eller mindre skolebørn, der er blevet lokket og forført til seksuelle leg af en eller flere jævnaldrende, og ikke har kunnet få det til at stoppe igen og ikke har formået at hente hjælp hos voksne, fordi de selv har oplevet sig meddelagtig fra en start. Vi ser også søskendeincest, hvor der kun er en to-tre år mellem børnene, ligesom vi møder en del små børn, der er blevet udsat for overgreb fra langt ældre, ofte små drenge, der har set op til en meget større dreng i miljøet, eller piger, der måtte betale for at være med i en større bror, plejebror, stedbror eller fætters leg eller spil på computeren. Hvad fører til afsløring? Blandt de små børn, der er kommet i klinikken, er tendensen, at mistanken om seksuelt overgreb ofte er opstået på grund af fysiske klager i form af smerter og rødme omkring genitalierne, udflåd og blødning samt det forhold, at børnene tisser i bukserne eller ikke kan holde på afføringen efter at de er blevet renlige. Det kan være kombineret med påfaldende ændringer i barnets adfærd og vage udsagn fra barnet, der kan tolkes på mange forskellige måder, hvor de større børn enten fortæller om overgrebet til en veninde (ofte for at afprøve reaktionen), til en voksen, som barnet har tillid til i hverdagen, eller til en af forældrene. Team for Seksuelt Misbrugte Børn yder råd om, hvordan man kan tale konkret og direkte med barnet, hvis man er i tvivl om, hvad barnet forsøger at formidle. Forældre og professionelle får råd om, hvordan de kan gøre dette, eller samtalen med barnet kan tages i klinikken med mindre, der allerede er foretaget politianmeldelse. med barnet svarende til udviklingsniveauet uden at presse og udspørge barnet om og om igen. En tolkning af barnets udsagn, der for snævert går på mistanken om overgreb, kan blokere for en god dialog med barnet. Mange forældre må grundet mangel på afklaring leve med uvisheden. Det er vigtigt, at de støttes til ikke at belaste barnet unødigt med den voksnes angst. Sammenfatning Over en tredjedel af alle de børn, som Team for Seksuelt Misbrugte Børn på Rigshospitalet får henvendelse om, er førskolebørn. Over 600 førskolebørn i alderen nul-syv år er beskrevet i klinikken. Små børn kan ikke sprogligt eller modenhedsmæssigt redegøre for et seksuelt overgreb på samme måde som større børn kan. Bag en del henvendelser vedrørende små børn er ved siden af adfærdsændring også fysiske symptomer. Håbet er derfor hos nogle forældre, at den lægelige udredning vil kunne belyse problemstillingen. Mistanken om et seksuelt overgreb forårsager ofte også stor bekymring for fysiske skader, der skal behandles lægeligt. Andre henvender sig hos os, fordi Team for Seksuelt Misbrugte Børn er en specialenhed, man kan henvende sig direkte til, og andre igen, fordi det er på Rigshospitalet, og ikke en social myndighed. De mange henvendelser vedrørende små børn afspejler bekymringen for og opmærksomheden på, at selv små børn kan blive udsat for seksuelle krænkelser og overgreb. Det er heldigvis ikke alle de små børn, der henvises til Team for Seksuelt Misbrugte Børn, som har været udsat for et seksuelt overgreb, men det er vigtigt at tage bekymringen alvorlig. Tvivlen og usikkerheden på, hvad der er hændt barnet, er stor. Forældrene er ofte i chok og krise. Mange familier må leve med uvisheden i årevis. Psykologens opgave er at hjælpe barn og forældre med en mistanke om et seksuelt overgreb, som måske måske aldrig opklares. Om at arbejde med uvished som en central faktor Som nævnt er det en stor belastning for barn og familie, hvis en mistanke forbliver uafklaret i årevis uanset, om barnet er udsat for krænkelser af seksuel karakter eller ej. Team for Seksuelt Misbrugte Børn forholder sig i behandling og rådgivning såvel til de børn og familier, hvor mistanken om det seksuelle overgreb er bekræftet som til de småbørnsfamilier, hvor mistanken hverken kan be- eller afkræftes. Der arbejdes i teamet med vigtigheden af at tage forældrenes bekymring alvorligt, men derudover i høj grad også med at brede fortolkningen af det lille barns adfærd og udsagn ud ved blandt andet at give forældrene værktøj til at kunne kommunikere 27

Psykologisk behandling af børn udsat for online grooming -overgreb via Internettet Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Introduktion Siden 2006 har Team for Seksuelt Misbrugte Børn haft særlig fokus på udviklingen af behandlingsmetoder til børn, der udsættes for seksuelle overgreb via kontakt på Internettet. Det er børn, der gennem kontakt i chatrum, hjemmesider og internetbaserede computerspil er blevet udsat for reelle fysiske, seksuelle overgreb af forskellig karakter. I langt de fleste sager, er der tale om, at barnet har mødtes med en voksen og er klar over dette. For størstedelen af børnene er overgrebet en leg på nettet, der gik galt, hvor de bliver snydt og bedraget og efterfølgende udsat for seksuelle overgreb af én, de troede var en ven. De er med andre ord blevet groomet, dvs. forført og manipuleret. Team for Seksuelt Misbrugte Børn på Rigshospitalet har i alt haft 22 børn i behandling for IT relaterede overgreb også kaldet online grooming. De henviste børn har været i alderen 11-16 år. Tre drenge og 19 piger. Til trods for, at der er tale om et relativt lille antal, tegner der sig nogle fællestræk for gruppen af børn og den psykosociale behandling. Den psykologiske behandling omfattede for 60 procent af børnene mellem 11 og 20 samtaler, mens 40 procent af børnene modtog mellem 3 og 10 samtaler. Fællestræk for de henviste børn Fælles for børnene har været deres brug af den virtuelle verden, som et forum til at udforske og eksperimentere med sig selv i og til at skabe sig relationer til andre både jævnaldrene og ældre. Særligt i teenageårene ser vi hvordan chatten bruges til at afprøve unges kønslige identitet. Modet er ofte større på internettet, og genertheden forsvinder bag skærmen og kan ikke ses eller høres af modtageren. Det er muligt at lege med egen identitet og udtryksformer samt lade sig rive med i en verden af fantasi og nysgerrighed. Flere af de henviste børn har leget med deres kønslige identitet. Denne barnlige flirt er blevet spottet af en voksen med intentioner om sex og den uskyldige barneflirt er blevet infiltreret. Barnet er med andre ord blevet forstyrret i en proces, der ikke handlede om noget seksuelt i voksen forstand, men snarere om at afprøve sin egen identitet og være en del af et socialt IT fællesskab. At være på nettet, har for mange af de henviste børn været en leg, et rollespil, noget uvirkeligt og for nogle børn trygt, fordi de følte sig beskyttet af hjemmets fire vægge. For flere af børnene er der opstået en form for afhængighed af at få en hurtig respons og en positiv feedback på egen person. Den omsorg, man kan få på nettet, er for nogle langt større, end den, der opleves i den virkelige verden fra venner og familie. Især hvis man er ensom og isoleret i kammeratskabsgruppen. Definition af groomingbegrebet Ofte defineres grooming som en manipulerende og sofistikeret måde at komme i kontakt med børn på. Hvor krænkerens middel er at opbygge tillid og fortrolighed med barnet for at gøre et møde muligt. Mødet med barnet og det seksuelle overgreb beskrives ofte som en bevidst handling og er en nøje planlagt aktion fra den voksnes side. Det er ikke en tilfældig hændelse, der sker, fordi barnet selv lægger op til det eller siger ja til at mødes. Grooming er i flere tilfælde en meget kalkuleret form for seksuelt overgreb. Barnet får oplevelsen af at have mødt en fortrolig ven, og den unikke opmærksomhed fra den voksne gør ofte, at barnet honorer den voksne med et loyalt venskab. Barnet oplever, at have knyttet et værdifuldt venskab. Når den voksne afprøver, hvordan barnet reagerer på seksuelle hentydninger og planer om at mødes, er barnet ofte blevet så blind for faldgruber, at det ikke umiddelbart fornemmer faren. Barnet opdager ikke, at den voksne over tid har rykket ved barnets grænser og skævvredet den oprindelige kontakt. Før det seksuelle overgreb sker, er barnet ofte blevet manipuleret til at have et medansvar for både mødet og det seksuelle overgreb. Denne beskrivelse af groomingsprocessen som en manipuleret og vel tilrettelagt proces figurerer ofte i medierne og på hjemmesider, der oplyser forældre og børn om 28

farerne på nettet. Men en af konklusionerne i dette studie er, at denne definition ikke kan stå alene. Grooming er mere end det. Undervejs i behandlingsforløbene med disse børn, har vi måtte vurdere og analysere om denne definition var gældende i alle tilfælde. Behandlingsforløbene har åbnet for, at der i tilgangen til de internetbaserede overgreb må opereres med en bredere forståelse af, hvad grooming er. Tid er ikke nødvendigvis et kriterium for en vellykket groomingsproces. Mødet på Internettet og det seksuelle overgreb kan ske indenfor timer. Særligt i de tilfælde, hvor et barn er i en sårbar sindstilstand for eksempel efter eller under en konflikt med forældre eller venner. Et emotionelt påvirket barn er et lettere offer, særligt hvis barnet søger efter trøst på Internettet. Det kan tillige være farligt at have et stereotypt billede af krænkere og skabe en bestemt krænkerprofil, der skaber en unuanceret forestilling om, hvad der sker på internettet og i en række kontakter. Dermed mindskes muligheden for at forhindre, at overgreb på nettet finder sted. Den sofistikerede og manipulerende type, der søger efter sårbare og udsatte børn, er blot én kategori. Ensomme unge mænd, for hvem kontakten med barnet er løbet af sporet, er en anden. Der er ingen tvivl om, at Internettet har skabt muligheden for, at krænkere lettere kan komme i kontakt med børn. Men har Internettet også skabt muligheden for, at der bliver flere krænkere? Krænkere, der aldrig ville have krænket, hvis Internettet ikke eksisterede det er absolut en mulighed. Erfaringerne fra behandlingen af denne gruppe børn tyder på, at ikke alle krænkere kan kategoriseres som manipulerende og sofistikerede krænkere, ej heller som pædofile. Det er nødvendigt at se nærmere på, hvad der er sket i selve groomingsprocessen, hvilken udvikling og kontaktform, der har været, og ikke mindst, hvilken rolle barnet har spillet i processen. Men uanset definitionen af begrebet grooming er det relevant at slå fast, at de henviste børn har svært ved at forstå, hvad der er kommet ud af deres færden på Internettet, og at børns udvikling og seksuelle udvikling tager skade, når de deltager i en voksen aktivitet, de ikke er modne til. Det er derfor det kaldes et overgreb. Iscenesættelse og skabelsen af egen identitet I teenageårene er bevidstheden om sig selv og selviscenesættelsen på spil hver dag og under markant påvirkning og udvikling. Men de kræfter og den energi, der ligger i den seksuelle fantasi, har flere af børnene i vores behandlingsforløb ikke været bevidste om. Barnets psykiske udvikling i teenagealderen og herunder udviklingen af ikke altid at kunne vurdere risiko og fare, har i flere tilfælde gjort det muligt at flytte mødet fra den virtuelle verden til den virkelig verden. Nogle af børnene, vi møder i behandlingen, er forinden det seksuelle overgreb blevet presset eller forført til at sende intime billeder af sig selv eller posere foran et web-kamera. Billeder, der ikke kan udelukkes at være blevet brugt i distributionen af børnepornografisk materiale. For nogle børn er uvisheden om, hvor billederne er, og hvem der har adgang til dem, en belastningsfaktor, der har anderledes dimensioner end det fysiske seksuelle overgreb. Bevidstheden om hvad, der kan været sket med disse billeder og konsekvenserne på sigt volder ofte barnet mange spekulationer både i forhold yderligere afpresning, mobning og ikke mindst, hvor billederne i fremtiden dukker op i cyberspace. Det skaber for nogle af børnene en konstant angst og uro, der kan være svær at afhjælpe ad terapeutisk vej, da billeder på Internettet rent faktisk kan være svære at komme til livs. En pornografisk ungdomskultur Der tales ofte om, at børn vokser op i en pornografisk ungdomskultur, hvor det er accepteret at konsumere porno i forskellige varianter. Internettet er blevet stedet, hvor børn og unge gør deres research inden for både den pornografiske og seksuelle verden. Børns viden om seksuelle emner er mere avanceret end førhen, men deres viden står ikke mål med deres erfaringer. Den seksuelle debutalder har ikke forandret sig gennem de seneste årtier. Det betyder, at den måde, som børn ofte iscenesætter sig på på Internettet, er meget mere avanceret, end de er bevidste om. Når en pige på 13 år beretter om, hvordan et blowjob føles som at slikke en sodavandsis, og om hvor dejligt analsex er, uden af have nogen seksuel erfaring, hvad er så dette? Er det en selviscenesættelse, der er løbet af sporet? Eller er det fra barnets perspektiv blot en udtryksform, der er påvirket af den kultur, hun er en del af? Både ensomme og isolerede og velfungerende børn rammes Det er fejlagtigt at tro, at det kun er isolerede og omsorgssvigtede børn, der udsættes for online grooming. I behandlingen ses såvel omsorgssvigtede som velfungerende børn. Følelsesmæssigt usikre børn præget af lavt selvværd og manglende selvtillid, som er præget af uopfyldte behov, har øget risiko for at blive krænket. Ligeledes ses børn, som er velfungerende og med gode relationer til jævnaldrende og forældre, hvor mødet og overgrebet har været udløst af pubertet og præpubertet. Barnet har leget med sin seksuelle fantasi, været nysgerrigt, kreativt og initiativrigt. Fælles for børnene er dog, at de udviklingsmæssigt har svært ved at begribe, hvad der er kommet ud af deres færden på Internettet. I mange tilfælde træder disse børn ind i et risikofyldt miljø, når de er i den virtuelle verden. 29

Den psykologiske behandling Den psykologiske behandling varierer alt afhængigt af, hvordan barnet oplever det konkrete overgreb. Fælles for de IT-relaterede overgreb er, at de i langt højere grad har fokus på de relationer, der er blevet påvirket af overgrebet, herunder særligt forholdet til forældrene. De fleste IT-relaterede overgreb har sat barnet i en situation, hvor tilliden mellem barn og forældre er bristet eller har lidt overlast. Dvs. der er behov for en behandling af relationerne i barnets liv. Der er i behandlingen af IT-relaterede overgreb ikke tale om en overgrebsfokuseret behandling eller en generel behandling af manglende selvværd. Der er, som ved teenagevoldtægter, heller ikke tale om at traumebehandling af det enkelte overgreb er i fokus fra starten. Behandlingsmetoden tager i højere grad udgangspunkt i groomingsprocessen og forholdet til forældre og krænker. Behandlingen indeholder psykoedukative elementer for at skabe en forståelse hos barnet og forældrene om, hvordan et seksuelt overgreb via nettet kan finde sted, og om hvad grooming er. Behandlingsmålet er, at barnet kommer tilbage i en positiv udvikling og forstår sig selv i selve groomingsprocessen samt at barnet ikke bliver skræmt over dets færden på Internettet. Et andet behandlingsfokus end i andre sager Følelser som ansvar og skyld har andre dimensioner og karakteristika end ved overgreb, der begås af en tilknytningsperson eller en person i barnets nære miljø. I terapien med online groomede børn, som har præsenteret sig på en seksualiseret måde, er skyldsfølelser og fastholdelsen af eget ansvar ofte tilstede over længere tid og er tæt forbundet med skammen over at have spillet med på krænkerens seksuelle hentydninger. Skylden er ofte bundet til, at barnet har haft flere lejligheder til at forhindre overgrebet barnet føler med andre ord, at det selv er ansvarligt for overgrebet. Det er svært ikke at føle skyld, hvis barnet har iscenesat sig som en sexet og villig pige eller dreng. Derfor har online groomede børn en tendens til at acceptere ansvaret for overgrebet i langt højere grad end andre børn udsat for overgreb. Nogle af de børn, der ikke anser eller opfatter, at de har været udsat for et overgreb, er af denne grund svære at motivere til at modtage et behandlingsforløb. I disse sager koncentreres behandlingen og rådgivningen om forældrene. Håbet er, at denne sekundære behandling på sigt kan forebygge, at barnet igen bliver udsat for overgreb og at få barnet tilbage til en sund teenageudvikling. Forholdet til krænkeren I de sager, hvor barnet har været udsat for en venlig og sofistikeret groomingsproces, oplever barnet som nævnt ikke, at det har været udsat for overgreb. Barnet oplever ikke kontakten som et overgreb, men i flere tilfælde at have haft sin seksuelle debut. Disse børn slås i nogle tilfælde med skammen over, at deres første partner var i 30 erne, mens nogle oplever en vis stolthed over, at en voksen person ville have en seksuel kontakt med dem. De oplever sig som voksne og ligeværdige. En del af det terapeutiske arbejde består i forsigtigt at bevidstgøre barnet om groomingsprocessen og det manipulerende i kontakten. For flere af disse børn, er det smertefuldt at erkende, at de har været udsat for et overgreb, særligt hvis deres barnlige fortolkning er, at dette var deres seksuelle debut. Denne proces er langvarig i terapien, og derfor tager behandlingen med online groomede børn længere tid, da det er essentielt ikke at presse barnet til denne erkendelse og dermed påføre dem en sekundær traumatisering. Oplever barnet ikke kontakten som et overgreb, bliver barnet ofte længere tid i fantasien om den store kærlighed. I dette felt er det vigtigt at være nænsom og tillade, at barnet bevæger sig ud og ind af benægtelsen af at have været udsat for overgreb. Man skal give plads til og følge barnet i denne proces, som for nogle børn tager næsten et år. En af metoderne til at hjælpe barnet med denne del af behandlingsarbejdet er at gå på opdagelse i og dykke ned i groomingsprocessen sammen med barnet og analysere, hvordan kontakten langsomt og over tid blev skævvredet og kørte af sporet for barnet. Forholdet til krænkeren er med afsløringen af overgrebet definitivt slut. Med afsløringen ophører også relationen til krænkeren, forholdet bliver på sin vis annulleret. Afsløringen kan både være præget af sorg over at have mistet en ven og af vrede over at være blevet snydt. Det kan være meget smertefuldt at være blevet bedraget, og omgivelserne kan have svært ved at rumme, at barnet faktisk sørger over at have mistet en fortrolig ven. Barnet bevæger sig ud og ind af denne sorg, hvilket gør, at det til tider har brug for at holde fast i et positivt billede af krænkeren. Fastholdelsen af det gode billede af krænkeren tjener endvidere det formål, at det bevarer en forståelse for, at overgrebet har kunnet finde sted. I sager, hvor der er tale om en tæt venskabsrelation eller sågar forelskelse, er vreden til krænkeren ofte ikke tilstede. Det undrer ofte omgivelserne og forældrene, der selv tydeligt mærker vreden, men er igen blot et eksempel på, hvad en vellykket groomingsproces kan gøre. Den manglende vrede kan i sig selv være bekymrende, da det til tider holder barnet fast i en forståelse af, at det var dets egen skyld og ansvar. Rådgivning til forældre Har barnet eksponeret sig i forskellige seksuelle versio- 30

ner, gør afsløringen barnet meget skamfuldt. Til tider kan skammen være så stor, at tanken om, at et andet mennesket kender til det, det være sig forældre eller psykolog, gør, at barnet afstår fra at modtage hjælp. Tanken om, hvad forældrene tænker om én, er for skamfuld. Behandlingen retter sig derfor også mod forældrene. Det er teamets erfaring, at der kan være en mangelfuld kommunikation mellem forældre og barn. Behandlingen har derfor fokus på at få genetableret tillidsforholdet mellem barnet og forældrene. Forældrene bekymrer sig om, hvorvidt de kan have tillid til barnet og stole på det igen. Indledningsvist kan forældrene have svært ved at forstå selve groomingsprocessen og det væv, barnet har været spundet ind i. Forældrene føler sig snydt af både barnet og krænkeren. En længerevarende kontakt med krænkeren har sat barnet i en position, hvor det har løjet og fundet på historier for at holde overgrebene skjult. De fleste børn frygter forældrenes vrede, hvis disse får kendskab til overgrebene og hører, at barnet selv har taget kontakt. Hvis barnet frivilligt har taget kontakt til krænkeren, gør det det ofte vanskeligt for forældrene ikke at tillægge barnet en del af skylden og ansvaret. Det samme gør sig gældende, hvis barnet har eksperimenteret med egen identitet og været seksualiseret i sin kontaktform. Derfor er det en del af behandlingen at flytte forældrenes fokus og skærpe deres forståelse for groomingens manipulerende kraft, for derigennem at gøre det muligt for barnet ikke at føle sig ansvarlig og skyldig i overgrebet. Det kan være en langvarig proces for barnet at fralægge sig følelsen af skyld og placere den hos krænkeren. Relationen til forældrene fylder derfor meget i det terapeutiske forløb. For barnet har det stor betydning at få repareret bruddet til forældrene. Ofte overskygger barnets fokusering på relationen til forældrene det seksuelle overgreb. Barnet har med andre ord brug for forældrenes forståelse og opbakning, for at få overskud til at bearbejde det seksuelle overgreb. Anmeldelse til politiet Der er i dette studie tale om en høj procentdel sager, der er blevet anmeldt til politiet, sammenlignet med hvad der er gældende for andre henviste sager til teamet. Der er også i disse sager en højere procentdel, der bliver dømt for deres forbrydelse, da bevisbyrden ofte er større og ofte kan findes på computerens harddisk og mobiltelefonen. Endvidere anses billeder og tekst i det juridiske system ofte for at være mere troværdige end børns vidneudsagn. Sagerne står ofte stærkere, fordi børnenes udtalelser ikke står alene, som det ofte gør sig gældende i andre sager vedrørende seksuelle overgreb. Det har ikke på nuværende tidspunkt været muligt at undersøge, hvorvidt der i disse sager afsiges en højere dom, end hvad vi ser ved andre seksuelle overgreb. Men i nogle af sagerne har krænkeren haft flere kontakter med andre børn, hvilket har øget den endelige strafudmåling. Forebyggelse en svær opgave Ofte møder teamet en undren og manglende forståelse blandt forældre, politi, skole og andre professionelle over, at det kan ske. Hvorfor mødtes de med den voksne?. Vi har jo sagt tusind gange, at hun ikke måtte give sit telefonnummer til fremmede. Flere af børnene har været klar over, at det var en voksen, de havde kontakt med. De er ikke dumme, og det er snarere vigtigt at forstå, hvad grooming er, og hvilke kræfter og elementer en groomingsproces udgør. Flere af de henviste børn beskriver, at de godt ved, at man ikke skal give personlige oplysninger som adresse, telefonnummer og fulde navn på internettet. Men nogle betragtede krænkeren som en personlig og nær ven, én de havde tillid til og én, som længe havde været en del af deres hverdag og for længst var inviteret ind i deres private chatrum på Messenger. En ven, som det også var naturligt at blive ven med i den reelle verden. Der har i flere tilfælde været en længerevarende kontakt, før overgrebet sker. Det hjælper derfor ikke kun at instruere barnet i ikke at udlevere personlige oplysninger på chatten, hjemmesiden eller bloggen. Bagsiden af medaljen ved oplysning og undervisning i sikker internet færden er, at når det så går galt, bliver ansvaret herfor lagt på barnet og bringer formentlig mange børn til tavshed. I nogle af sagerne har den forebyggende undervisning i folkeskolen fået barnet til i nysgerrighed at opsøge de websites, de netop er blevet advaret imod. Pubertetens drivkraft i nysgerrigt at gå på opdagelse på Internettet er netop en del af faren. Derfor er det ikke nok blot at oplyse og lære færdselsregler. Det er ligeså vigtigt, at vi snakker med børnene om, hvordan de iscenesætter sig i den virtuelle verden. Hvordan forholder man sig til sin egen seksualitet og hvordan får man præsenteret sig, således at alder og fremfærd stemmer overens det er den store udfordring. Hvordan kan vi voksne i højere grad forstå de unges virtuelle verden uden at moralisere. Flere af børnene i dette studie beskriver, hvorledes de blevet forskrækkede over, hvordan deres måde at iscenesætte sig på, klæde sig på og sprogbrug har vakt seksuelle fantasier hos nogle, der kunne være deres fædre. De har brug for vejledning, da børn er oplyste og vidende, men ikke nødvendigvis kan forvalte deres viden udviklingsmæssigt. Udviklingen i fremtiden Det seneste år har Team for Seksuelt Misbrugte Børn fået færre børn henvist, der er blevet groomede online. 31

Har vi set toppen, er fænomenet aftagende? Eller har vi blot set toppen af isbjerget, og er der mere gemt under overfladen? Er børn blevet mere oplyste og opmærksomme på farerne ved at færdes på Internettet? Er krænkere blevet mere forsigtige og sofistikerede i deres udvælgelse og metoder? Vi ser flere eksempler på, at krænkere er blevet opmærksomme på, at det er farligt at chatte i åbne chatrums og hurtigt bliver inviteret over i barnets private chatrum på Messenger. Her kan groomingsprocessen foregå i stilhed og udenfor internetudbydernes overvågning og politiagenternes fokus. De fleste groomingsprocesser, vi på Rigshospitalet har kendskab til, foregår på børnenes MSN messenger, et lukket forum uden for chatudbydernes overvågning. Det er her børnene inviterer deres gode venner ind, og hvor barnet selv kontrollerer, hvem der er med i chatten. Den 23. marts 2009 blev der afsagt en historisk dom i det danske retssystem. En mand blev dømt på hensigten om at ville udsætte et barn for seksuelle overgreb. Der fandt aldrig et overgreb sted, da barnet, han chattede med, var undercover journalist fra Ekstrabladet. Dommen er opsigtvækkende, fordi den forbyder voksne at opfordre til sex med mindreårige. Denne dom kan have haft en afskrækkende effekt på nogle potentielle krænkere. En anden betragtning kunne være, at det er for pinligt og skamfuldt at fortælle, at barnet selv har taget initiativ til at mødes med en fra Internettet, og at der af den grund foregår flere overgreb på nettet, end vi er vidende om. Der ingen tvivl om, at med den fortsatte udvikling af nye websites og IT kommunikationsmidler, er muligheden for at blive udsat for grooming fortsat eksisterende. Referencer Arnaldo, A.C., (2001). Child Abuse on the Internet Ending the Silence. UNESCO publishing/berghand- BOOKS Baartz, D. (2008). Australians, the Internet and technology-enabled child sex abuse. A statistical profile. Australian Federal Police. EU Commission (2004). Child pornographic images on the Internet The Victim Identification Projekt (VIP) Guidelines, good practice. http://ec.europa.eu/justice_ home/daphnetoolkit/html/projects/dpt_2002_079_c_ en.html. Jonsson, L., Warfvinger, C. & Banck, L. (2009). Barn och sexuella övergrepp via IT. Erfarenheter från Onlineprojektet på BUP-Elefanten i Lindköping. Landstinget i Östergötland. BUP-Elefanten Livingstone, S. & Helsper, E. (2007). Balancing opportunities and risks in teenagers use of the internet: the role of online skills and internet self-efficacy. 2010; 12; 309 originally published online Nov 24, 2009 New Media Society. http://nms.sagepub.com/cgi/content/abstract/12/2/309 Mischna, F., Cook, C., Saini, M., Wu, M-J., & MacFadden, R. (2009). Intervention for children, youth and parents to prevent and reduce cyber abuse. The Campbell Collaboration. DOI: 10.4073/csr.2009.2 Mitchell, K.J., Finkelhor, D. & Wolak, J. (2005). The Internet and Family and Acquaintance Sexual Abuse. Child Maltreatment. http://cmx.sagepub.com Mitchell, K, J., Finkelhor, D. & Wolak, J. (2001). Solicitation of Youth Risk Factors for and Impact of Online Sexual. JAMA. 2001;285(23):3011-3014 (doi:10.1001/jama.285.23.3011) Nyman, A (2006). AbusedOnline. Lindköping. BUP-Elefanten (Child and Adolescent Psychiatric Unit), Sverige Red Barnet, Danmark (2006). Fra Kigger til Krænker? Om IT-relaterede seksuelle overgreb på børn. Red Barnet. O Connell, R. (2003). A typology of child cybersexploitation and online grooming pratices. Preston. University of central Lancashire, Cybersex Research Unit. Svedin, C.G. & Priebe, G. (2007). Selling sex in a population-based study of highsschool seniors in Sweden: Demographic and psychosocial correlates. Archives of Sexual Behaviour, 36, 21-32. 32

Stiftelsen Allmäna Barnhuset & WGCC (2006). Internetrelaterat sexuellt utnyttjande av barn och ungdomar. Utmaningar för forskning, förebyggande arbete och behandling. Dokumentation från ett expertmöte på Sätra Bruk den 29-32 maj 2006. Stockholm. Allmänna Barnhuset. Taylor, M. & Quayle, E. (2003). Child Pornography: An Internet Crime. Routledge, ISBN 0-2036975-2 (Adobe ereader Format) Wolak, J., Finkelhor, D. & Mitchell, K. (2004). Internetinitiated sex crimes against minors: Implications for prevention based on findings from a national study. Journal of adolescent Health 2004:35:424.ell-424.e20. www.unh. edu.ccrc Wolak, J., Mitchell, K.J., & Finkelhor, D. (2006). Online Victimization of youth: Five years later. National Center for Missing and Exploited Children-#07-06-025. www.unh. edu.ccrc Wolak, J., Finkelhor, D., Mitchell, K.J. & Ybarra, M.L. (2008). Online Predators and their victims. Myths, realities and Implications for prevention and Treatment. American Psyschologists, 63, 111-128. Webb, L., Craissati, J. & Keen, S. (2007). Characteristics of Internet Child Pornography Offenders: A Comparison with Child Molesters. SEX ABUSE 2007; 19; 449. DOI: 10.1177/107906320701900408. http://sax.sagepub.com/cgi/content/abstract/19/4/449 Quayle, E., Loof, L., Palmer, T. (2008). Child Pornography and sexual exploitation of children online. A contribution of ECPAT International to the World Congress III against Sexual Explotation of Children and Adolescents. www. childcentre.info 33

Når der opstår bekymring for seksuelle overgreb i daginstitutioner Af Anette Baadsgaard, socialrådgiver og daglig leder af Team for Seksuelt Misbrugte Børn Når forældre bliver bekymrede for, om deres barn udsættes for seksuel grænseoverskridende adfærd i deres daginstitution, er det en vigtig opgave for de mange professionelle, der involveres, at kommunikationen ikke går i hårdknude. Med mellemrum er det en påstand i medierne, at forældre til børn i institutioner overreagerer eller er hysteriske, når de udtrykker bekymring for, om deres barn udsættes for seksuelt overgreb i deres institution. Det er denne artikels formål at belyse og understrege vigtigheden af, at forældrene mødes med åbenhed og lydhørhed fra de professionelle i denne svære situation. Det er en problematik, der skal behandles med stor varsomhed og forståelse for begge parters situation. Det gælder forældrene, der er bekymrede for deres børn, og det gælder personalet i institutionen, der som regel føler sig uretfærdigt anklaget. Det er overordentligt vigtigt og magtpåliggende, at de professionelle på begge sider samarbejder om at håndtere disse situationer på den for alle parter, ikke mindst barnet, mest hensigtsmæssige måde. I samfundsdebatten om emnet træder to hovedsynspunkter frem: Det ene synspunkt er, at der hos forældre er en tendens til en overreaktion og hysteri i forhold til at rejse mistanke om seksuelle overgreb i institutioner. Dette synspunkt er begrundet i, at der rejses mange sigtelser om seksuelle overgreb begået af pædagoger. Over en tiårig periode er 100 pædagoger anmeldt for seksuelle overgreb, kun to af disse er blevet dømt. Dette standpunkt indtages naturligt især af uretfærdigt anklagede institutionsmedarbejdere og deres faglige organisationer samt forsvarsadvokater og andre jurister. Det andet synspunkt er, at selvom der ikke afsiges dom, kan der godt være tale om, at der er foregået grænseoverskridende og intimiderende adfærd mod børn. De manglende domsafsigelser kan være udtryk for, at retssystemet i denne type sager sjældent er i stand til at fremføre beviser, der kan føre til en dom. Dette standpunkt indtages ofte af behandlere, forældre og andre, der er i kontakt med misbrugte og krænkede børn. De to standpunkter kommer ofte til at stå skarpt over for hinanden i debatten. Vores erfaring i Team for Seksuelt Misbrugte Børn er, at de forældre, der udtrykker bekymring vedrørende seksuelle overgreb mod deres barn, rent faktisk er bekymrede og vil drage omsorg for deres barn. Team for Seksuelt Misbrugte Børn har gennem de ni år, teamet har eksisteret, haft kontakt med mange forældre, der har været reelt bekymrede for, at deres barn er blevet udsat for seksuel krænkende adfærd i deres institution. I disse sager er der typisk tale om mistanker og ikke konkrete beviser. Bekymringerne opstår på grund af barnets udtalelser eller adfærd. Det er ofte svært at tolke, hvad et mindre barn vil fortælle, og risikoen for mistolkning er stor. En nærliggende måde at søge hjælp til tolkning af det, barnet siger, er at kontakte det personale, barnet nævner som aktører i sin fortælling. Det er i langt de fleste situationer fuldstændig uproblematisk, men når det drejer sig om udtalelser eller adfærd, der kan indikere noget af seksuel karakter, går det ofte galt. Det er forståeligt, at personalet, herunder institutionsleder og/eller pædagoger, vil tage hånd om deres personale og kolleger, når der rejses mistanke om, at der foregår seksuelle overgreb i institutionen og når mistanken rettes mod en fra personalet. Dette forståelige forsvar kan imidlertid bevirke, at forældrene føler sig afviste og ikke hørt, hvilket er problematisk og uhensigtsmæssigt for barnet og sagens videre forløb. Konsekvenser af at føle sig afvist Forældre, der ikke føler sig hørt af personalet i institutionen, kan reagere med at holde barnet hjemme fra institutionen, da de ikke er trygge ved at sende barnet af sted, når de er blevet afvist i deres bekymring. De kan ofte opleve, at der ingen anden udvej er, end at gå til politiet og indgive en anmeldelse for at få kastet lys over, 34

hvad der er sket. For barnet og familien som helhed kan det få det nogle uhensigtsmæssige konsekvenser, hvis en anmeldelse sker, fordi forældrene ikke føler sig hørt og dermed oplever sig magtesløse. Anmeldelse bør ske efter grundig belysning af, hvad der kan være årsag til barnets udtalelse og adfærd. Barnet bliver hevet ud af dets normale rutiner væk fra kammerater. Barnet fornemmer, at forældrene er nervøse og bekymrede uden at forstå hvorfor. Ofte sker der det, at forældrene bliver i tvivl om, hvorledes de skal forholde sig til deres barn i forhold til problemstillingen, så de ændrer på de for barnet kendte rammer og regler i familien. Barnet reagerer i flere tilfælde med at blive utrygt og opfører sig anderledes, end forældrene er vant med. Forældrene, der stadig går med en uafklaret bekymring for, om deres barn har været udsat for et seksuelt overgreb, kommer let til at se barnets ændrede adfærd som bekræftelse på, at det, de frygter, er sket. overgreb. Ligeså vigtigt er det, at en medarbejder, der kommer under mistanke kan få den nødvendige støtte medarbejderen har behov for. Det er endvidere nødvendigt at kommunernes handleplaner er kendte og at personalet gennem efteruddannelse sikres den nødvendige viden om temaet seksuelle overgreb mod børn, og hjælpes til fælles, åbne faglige drøftelser af normer for grænsesætning, omgangsformer i institutionen og håndtering af forældreklager, så disse er kendte og gældende for alle. Flere kommuner har som et led i deres handleplaner nedsat et tværfagligt team (psykolog, pædagogisk konsulent, leder af børne- og unge forvaltningen m.fl.), der træder til, når sager om seksuelle overgreb mod børn rejses. Det tværfaglige team skal både støtte institution og forældre. Det, tror vi, er en god hjælp både for forældre og institution, såfremt det fungerer. Det er vigtigt ikke at føle sig alene. Det er i det hele taget vigtigt at vide, hvor man kan søge hjælp i disse sager. Det er naturligt, at forældre såvel som professionelle er nervøse for at overse signaler fra et barn, der kan indikere, at det udsættes for seksuelt overgreb. Pressens dækning af seksuelle overgreb kan være medvirkende til at øge denne nervøsitet, og kan medføre et til tider overdrevent og et skævt fokus på børns seksualitet. En konsekvens er, at risikoen for mistolkning af børns adfærd og udtalelser øges, og de handlinger, der foretages bliver overilede, fordi alle vil sikre sig mod ikke at have reageret. Hvordan bliver professionelle bedre til at håndtere disse situationer? Der er fra forskellig side udarbejdet handlingsplaner for, hvorledes man skal agere, når der rejses mistanke om seksuelle overgreb i institutioner. Bl.a. har BUPL (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund) og PMF (Pædagogisk Medhjælper Forbund) i marts 2000 udgivet pjecen Når mistanken opstår. Senest har SISO (Videnscenter for social indsatser ved seksuelle overgreb mod børn) og Red Barnet udgivet rapporten seksuelle overgreb i daginstitutioner (2008). En rapport om forebyggelse, opsporing og håndtering. Rapporten er blevet til på baggrund af en konkret sag i Århus kommune i 2007. Flere undersøgelser viser imidlertid, at disse handlingsplaner i mange tilfælde ikke er kendte og integreret hos de personalegrupper, der kan komme til at stå med en mistanke om, at der foregår seksuelt overgreb. Det er en væsentlig forudsætning, at forældrene lyttes til, når de er bekymrede for, om deres barn udsættes for seksuelt 35

Formidlings- og forskningsprojekter 2008-2009

Projekt primær forebyggelse Overgreb unge imellem Af Fie Bøgelund Hansen, socialrådgiver i samarbejde med Louise Baastrup, sygeplejerske i Team for Seksuelt Misbrugte Børn og Lærke Honoré, socialrådgiver i Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet I samarbejde med Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet har Team for Seksuelt Misbrugte Børn påbegyndt et projekt, der omhandler primær forebyggelse. Erfaringerne fra henholdsvis Team for Seksuelt Misbrugte Børn og Center for Seksuelle Overgreb er, at de unge er højt repræsenteret i henvendelserne begge steder. De seneste tal viser, at 34 procent af teamets henvendelser i 2008 og 2009 omhandler de 12-15-årige. 16 procent af de 12-15-årige fortæller, at overgrebet er begået af en anden ung mellem 12 og 18 år. Et kendetegn er, at overgrebet i mange tilfælde sker mellem unge, der i forvejen kender hinanden, eksempelvis mellem venner, klassekammerater, kærester etc. Projektets forebyggende indsats fokuserer på overgrebsproblematikker unge imellem. Den har til formål at skærpe de unges opmærksomhed på risikoen for overgreb og skabe dialog med de unge selv. Målgruppen er 12-18-årige og tager afsæt i de ældste klasser i folkeskolen, dvs. 7.-9. klasse. Det er ligeledes hensigten på sigt at inddrage unge, der er berørt af adfærds- og trivselsproblematikker og tilknyttet specialskoler. Indhold Siden januar 2010 har udvalgte klasser i folkeskolen modtaget temaundervisning om seksuelle overgreb. Formen er en blanding af oplæg og dialog, der har til formål at informere de unge om seksuelle overgreb, både hvad angår faktuelle oplysninger og psykologiske reaktionsmønstre. Undervisningen sætter fokus på risikoadfærd, og især hvad de unge selv forbinder med risikofyldt adfærd. Desuden diskuteres der, hvad de unge skal være opmærksomme på, når og hvis de eksperimenterer med seksualitet, alkohol og egne grænser. Et af hovedbudskaberne er, at opfordre de unge til at turde spørge hinanden og derved have mulighed for at sige JA eller at sige fra og sige NEJ. Dialogen tager særligt udgangspunkt i cases, som beskriver virkelighedsnære overgrebssituationer, inspireret af, hvad Team for Seksuelt Misbrugte Børn og Center for Seksuelle Overgreb møder i det daglige behandlingsarbejde. På baggrund af disse cases stilles spørgsmål indenfor fokuspunkterne; seksualitet, grænser, signaler, alkohol/stoffer og risikoadfærd. Hensigten er sammen med de unge at diskutere og reflektere over adfærd og egne grænser. Tillige drøftes hvilke aftaler, klassen internt kan vedtage, i forhold til at passe på hinanden og dermed være med til at forebygge overgreb. En drøftelse, det i samråd med lærerne, er vigtigt, at klassen arbejder videre med og eventuelt involverer forældrene i. Team for Seksuelt Misbrugte Børns sygeplejerske deltager endvidere med besvarelse af spørgsmål omkring kønssygdomme, prævetion, graviditet osv. Fremtiden Erfaringerne fra de afviklede undervisningsforløb vil blive evalueret ultimo 2010. De nuværende erfaringer peger på, at det er relevant at fortsætte det videre arbejde med en forebyggende indsats. 37

Genoprettende Samtaler Af Helene Almind Jansen klinisk psykolog og forskningskoordinator i samarbejde med Karin Sten Madsen, Center for Seksuelle overgreb, Rigshospitalet. Teamet har siden 2007 været aktivt i et tværinstitutionelt netværk bestående af: Sct. Stefans Rådgivningscenter 1, JanusCentret 2, Center for Seksuelle overgreb, Rigshospitalet og Sexologisk Klinik, Rigshospitalet. Målet for netværket har været at metodeudvikle og erfaringsudveksle med henblik på at tilrettelægge genoprettende samtaler med ofre for seksuelt overgreb og den krænkende part. I de sager hvor samtalerne har kunnet lade sig gennemføre, har det haft meget positive resultater 3,4,5 Restorative Justice Tankegangen bag samtalerne er beslægtet med begrebet Genoprettende Ret (restorative justice) et retfærdighedsparadigme. Centralt står genoprettelse af den skade, der er sket og fokusering på de bagvedliggende årsager til kriminaliteten 6. Samtaler mellem offer og gerningsmand, oftest kaldet mediation, er den mest anvendte metode til at opnå genoprettet retfærdighed. Såvel EU 7 som FN 8 anbefaler, at man ved straffelovs- overtrædelser tilbyder mediation, og i de fleste europæiske lande findes der i dag lovgivning på området. Dette i en erkendelse af, at det strafferetslige system er utilstrækkeligt til at varetage de behov, der opstår hos såvel ofre som gerningspersoner i kølvandet af en kriminel handling og det retslige efterspil 9. Undersøgelser af ofre for kriminalitet peger på, at straf og økonomisk erstatning ikke imødekommer ofrenes behov 10. De ønsker at forstå, hvorfor de blev udsat for en krænkelse, dvs. få en forklaring og at høre, at gerningspersonen direkte overfor dem påtager sig ansvaret for krænkelsen. Ligeledes ønsker de, hvad retten sjældent tillader, med egne ord at fortælle gerningspersonen, hvad konsekvenserne af hans handling har været, og hvad der skal til for at genoprette den skade og ubalance, der er opstået i deres liv. Dertil kommer at de ønsker forsikring om, at forbrydelsen ikke gentager sig, at de kan leve i sikkerhed. 1 Sct. Stefans rådgivningscenter, er Københavns Kommunes tilbud til familier med børn i alderen 0-14 år. 2 JanusCentreret tilbyder behandling til børn i alderen 6-18 år med en krænkende adfærd. 3 Strange, M m.fl., Offer møder Krænker, Psykolognyt 1, 2009 4 Andersen, LA. Larsen, AC, Mogensen, M. Mogensen, SU (2006) Mødet mellem offer og krænker erfaringer og perspektiver i Seksuelle overgreb mod børn og unge En antologi om forebyggelse og behandling, Jill Mehlbye, J og Hammershøi, A (eds.), Akf forlaget. 5 Madsen, KS (2005) Hvor ku du gøre det? Konfliktmægling ved seksuelle overgreb, Center for Voldtægtsofre, Rigshospitalet, København 6 Zehr. H (2002) Genoprettende Ret en lille bog om ret, uret og retfærdighed, Akademisk Forlag 7 Europarådets anbefaling nr. 99/1999 om mediation i straffesager. 8 FN s resolution nr. 2002/12 om grundlæggende retningslinier vedr. brugen af Restorative Justice-programmer i straffesager 9 Lov om Konfliktråd trådte i kraft i Danmark den 1.1.2010 som supplement til den strafferetslige proces. 10 Strang, H. (2002). Repair or Revenge: Victims and Restorative Justice, Clarendon Press, London 38

Genoprettende samtaler ved seksuelle overgreb Man er i mange lande tilbageholdende med at tilbyde genoprettende samtaler i relation til seksuelle krænkelser ud fra en betragtning om, at krænkelsen er af en så alvorlig karakter, at der er fare for retraumatisering af ofret 11. Til gengæld er der næppe nogen kriminel handling, der afføder så mange følelser af uvirkelighed, skyld og skam hos ofret, som netop et seksuelt overgreb. Særligt når overgrebet er sket mellem personer, der er i nær relation med hinanden. Da et af formålene med den genoprettende samtale netop er at skabe en ramme, hvori den krænkende part overfor ofret påtager sig ansvar for sin handling og dermed bevidner ofrets oplevelser, er det nærliggende at tænke at genoprettende samtaler kan være særligt hjælpsomme for ofre og gerningspersoner, hvor et seksuelt overgreb har fundet sted. Erfaringerne fra behandlingsinstitutionerne i det tværinstitutionelle netværk viser, at det er muligt ad terapeutisk vej at hjælpe børn, der har været udsat for seksuelle overgreb til at bearbejde og til dels overkomme det traume, de er blevet påført. For nogle børn er hverken individuelle eller gruppeterapeutiske forløb imidlertid tilstrækkelige til at få skabt ro og komme vel igennem bearbejdningen af det seksuelle overgreb. Det er ofte ubalancen i relationen og de mange ubesvarede spørgsmål, der kan nage og gøre det relevant med en genoprettende samtale. I mange tilfælde kommer ønsket om mødet fra den krænkede, i dette tilfælde barnet. Ubalancen i relationen til den krænkede part ophører ikke nødvendigvis med afsløringen af det seksuelle overgreb. Det er således meningsfuldt at hjælpe til en bedre balance for både den krænkede og den krænkende part, særligt hvis kontakten til den krænkende part skal fortsætte. Når man tilbyder en samtale til offer og krænker efter et seksuelt overgreb, åbner man for muligheden af, at de kan tale sammen om det, der er sket. Den krænkede får mulighed for at udtrykke sig, stille spørgsmål, få en forklaring og høre en undskyldning. Krænkeren får mulighed for at tage ansvar for sin handling og få indsigt i dens konsekvenser. Det genoprettende møde og samtalen kan skabe grobund for, at særligt barnets forestillinger om, at krænkeren er vred på barnet ellers barnets angst for at møde den krænkende igen, reduceres og at barnet derved får en mere tryg oplevelse af at være i verdenen. En af kongstankerne bag mødet er også at forebygge gentagelser af nye overgreb og dermed have en recidivreducerende effekt for den krænkende part. Møder mellem parterne er planlagt til mindste detalje, og barnets spørgsmål er på forhånd blevet præsenteret for krænkeren, således at han kan give fyldestgørende og relevante svar. Hver part har en psykolog eller anden behandler ved sin side under mødet, og der vil ofte tillige være familie og andre støttepersoner tilstede. Møderne styres af de professionelle ofte med en neutral mødeleder ved roret. Genoprettende samtaler i sin vorden I Team for Seksuelt Misbrugte Børn arbejdes der primært med genoprettende samtaler i disse sager, ofte i samarbejde med JanusCentret. Endvidere er der etableret et samarbejde med Sexologisk klinik, der har til formål at etablere samtaler mellem krænker og børn i de sager, hvor krænkeren er behandling i Sexologisk Klinik og barnet er i Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Det kræver mange overvejelser og indsigt i parternes motiver til at ønske et møde, og udarbejdelse af en procedure for møderne er fortsat i sin vorden. I teamet arbejdes der primært med genoprettende samtaler ud fra barnets tarv og perspektiv. Den krænkende part skal kunne levere det, der er barnets behov, for at et møde kan blive aktuelt, herunder primært at påtage sig ansvar og give en uforbeholden undskyldning og beklagelse over den seksuelle handling. Der er flere faktorer, der gør det komplekst at arbejde med samtaler mellem offer og 11 Daly, K (2002). Sexual Assault and Restorative Justice. In Strang, H and Braithwaite, J. (eds) Restorative Justice and Family Violence. Melbourne: Cambridge University Press. 39

krænker. Ofte er barnets behandling afsluttet længe før den krænkende parts, dette både i sager hvor den krænkende er i behandling på Sexologisk Klinik Rigshospitalet eller i JanusCentret. Timing er en altafgørende forudsætning for et succesfuldt møde, og ventetiden kan i nogle tilfælde gøre, at barnets behov ikke længere er det samme, som da barnet først udtrykte ønske herom. Det vurderes nøje af såvel barnets som krænkerens behandlere, om et møde er forsvarligt at arrangere, og om det kan give barnet, hvad det har behov for, for at komme positivt videre. Således er der flere skarpe hjørner, der skal rundes, før det endeligt vurderes forsvarligt at etablere en samtale. En anden og indirekte måde at arbejde med det genoprettende aspekt er gennem brevskrivning som en del af det terapeutiske arbejde. Gennem breve adresseret til krænkeren har barnet mulighed for at udtrykke de tilbageholdte følelser, det havde under overgrebet og i kølvandet på afsløringen. Nogle breve sendes, mens langt de fleste forbliver en del af det terapeutiske arbejde. Seksuelle overgreb imellem søskende I sager med seksuelle overgreb imellem søskende, hvor det primært er en ældre søskende, der har krænket små søskende, er det ofte meningsfuldt at få italesat, hvad der er sket mellem børnene og således bevidne det overgreb, der ofte har været hemmeligholdt i længere eller kortere tid. En familie, der rammes af seksuelle overgreb mellem søskende, vil være i svær krise. Forældrene er både forældre for den krænkende part og den krænkede, hvilket betyder at de skal rumme forskelligartede og måske modsatrettede følelser. Forældrene kan således siges at være dobbelt ramt. Der er dermed et stort behov for, at der tilrettelægges en samstemmende og nøje planlagt behandling af begge børn. I de sager, hvor den krænkende part er henvist til Janus- Centret, indledes behandlingen til begge børn ofte med et behandlingsmøde for alle involverede parter, således at der er klare linjer vedr. den behandlingsindsats, der ydes i de respektive behandlingsinstitutioner. I disse sager forsøges så vidt muligt en genforening af familien. I nogle sager er det kompliceret at blive genforenet som familie, særligt i sager med sammenbragte familier med fællesbørn og særbørn, mens det i andre familier bedre lader sig gøre. Hver familie er særegen og har forskellige ønsker og behov, der bør indgå i overvejelserne for en genforening. Den genoprettende samtale kan foregå både mellem voksne og børn og børnene eller de voksne imellem afhængig af, hvilke behov de forskellige parter måtte have. Dette er ofte tilfældet i sammenbragte familier, hvor et særbarn, dvs. den ene forældres barn, kan have krænket et fællesbarn eller den anden forældres særbarn. I disse sager vil der være to familier, der til tider kan have forskellige syn på sagen, og konfliktniveauet kan være højt. Mere fokus på metodeudvikling og teori et udviklingsprojekt Der eksisterer i dag en praksis og metode for genoprettende samtaler efter seksuelle overgreb, tilrettelagt forskelligt fra institution til institution. Der er endnu ikke nogen samlet erfaring eller teoriudvikling på området, og der er ikke noget fagligt ståsted for institutionerne, som placerer sig mellem forskellige discipliner: Psykologi, sociologi, filosofi, etik, jura og retsfilosofi. Med udgangspunkt i det tværinstitutionelle netværk er der således ansøgt forskellige fonde om et uddannelses-projekt, der har til formål at opkvalificere den eksisterende praksis. Det er projektets ærinde at give de genoprettende samtaler et fagligt ståsted, som gør det muligt at sikre deres kvalitet og sikre, at de bliver et integreret element i rehabiliteringsindsatsen efter seksuelle overgreb. Formålet med projektet er derfor gennem et tværinstitutionelt udviklings- og læringsforløb at dokumentere praksis samt udvikle faglig kompetence i at tilrettelægge og gennemføre samtaler i forbindelse med seksuelle overgreb mod såvel børn som voksne. Projektet vil fokusere på 40

etablering af en vidensbase og publicere en antologi, der dokumenterer metoder og erfaringer og dermed medvirke til at styrke rehabiliteringen af børn og voksne, der har været berørt af seksuelle overgreb enten som ofre eller som gerningspersoner. Det er forhåbningen, at projektet kan starte til september 2010. 41

Gruppebehandling som supplement til den individuelle terapi Af Pia Rathje, klinisk psykolog i samarbejde med Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator Team for Seksuelt Misbrugte Børn har løbende tilbud om gruppebehandling som supplement til den individuelle behandling for børn i teamet. Teamet har i en årrække arbejdet med at udvikle metoder for gruppetilbud, der i form og indhold bedst tilgodeser børnenes behov. Formålet med gruppebehandlingen er, at børn møder andre børn på samme alder, der har været udsat for seksuelt overgreb. Det bliver her muligt at udveksle tanker, følelser og reaktioner, som overgrebet har udløst, men som man af mange grunde ikke kan tale om med børn, der ikke har oplevet overgreb. Gruppebehandlingsforløbet skal ses som et led i børnenes bearbejdning af overgrebet og har til formål at styrke dem i deres fremtidige udvikling. Gruppebehandlingen kan ikke stå alene, men skal ses som et supplement til det individuelle forløb, som forældre og børn har været igennem i klinikken. Der er gennem tiden eksperimenteret med varigheden af gruppeforløbet, men der er som hovedregel tale om relativt korte forløb på syv til femten gange af to timers varighed. Der er altid blevet lagt stor vægt på nødvendigheden af et stabilt fremmøde. For børnenes vedkommende er mødepligten vigtig, hvis barnet skal få en god tilknytning til gruppen. I behandlingsgruppen knyttes bånd og stærke relationer. Det er erfaringen, at børnene og forældrene får positiv betydning for hinanden. Især børnene bekymrer sig om hinanden og tænker meget over, hvis der er én, der ikke kommer eller holder op i gruppen. Fravær og frafaldsprocenten i grupperne har været minimal. Behandlingsmetoden indbefatter i princippet et tilbud til ikke krænkende forældre om et forløb med rådgivning og krisebehandling sideløbende med børnenes behandling. Det vil sige, at der er tale om et parallelt forløb, hvor forældre og barn modtager hjælpen samtidigt. De forskellige behandlingsgruppeforløb for små og store piger, drenge og forældrene har været beskrevet i tidligere status-rapporter for 2006-2007, hvor også de grupper, der blev afviklet i 2008 er beskrevet. I 2009 har der været afviklet to gruppeforløb, som beskrives i det følgende. Gruppebehandling for niårige piger I foråret 2009 var det muligt at samle fem piger på ni år med samme modenhed og jævnbyrdigt funktionsniveau. De overgreb, som pigerne havde været udsat for, varierede fra et enkeltstående overgreb til gentagne overgreb over flere år. Nogle af overgrebene var begået indenfor familien af storebror, stedbror eller anden familie. Andre af overgrebene var begået af en person uden for familien, men der var i alle tilfælde tale om personer, som var kendt af barn og familie i forvejen. For nogle af pigernes vedkommende var afsløringen helt ny. For andre var overgrebet sket for flere år siden. Nogle af overgrebene havde fået retsligt efterspil og enkelte krænkere havde fået dom, mens andre ikke havde. 42

Alle pigerne havde tidligere modtaget et individuelt forløb. Enkelte var kommet så langt i deres bearbejdningsproces og var kommet i gang med en positiv udvikling, således at de kunne være forbillede for andre og tilføre håb til gruppen. For andre var afsløringen af overgrebet så ny, at alle de følelsesmæssige reaktioner var til stede, hvilket var medvirkende til at huske alle i gruppen på, hvilke sunde og helt forståelige følelsesmæssige reaktioner, de alle har haft. Indholdet i gruppebehandlingen har været: Angst, vrede, skyldsfølelse, selvopfattelse, tilliden til andre, selvbeskyttelse og grænsesætning, egen identitet, tro og håb i forhold til fremtiden. Der var tale om et gruppeforløb, hvor alle pigerne havde meget på hjerte. De var omsorgfulde og hjælpsomme over for hinanden og ivrige for at udveksle følelser og problemer, sorger og glæder. De kendte alle mindst én af psykologerne, der ledte gruppen, i forvejen, og kunne bruge den terapeutiske støtte og den opbakning, de fik, til at turde træde flere og flere selvstændige skridt i bearbejdningsprocessen. Det var ikke muligt her at have en parallel forældregruppe. Forældrene modtog derfor individuelt støtte i klinikken efter behov sideløbende med børnenes gruppebehandlingsforløb. Gruppebehandling for tolv til fjortenårige piger Dette gruppeforløb i efteråret 2009 havde incestuøse overgreb som omdrejningspunkt. Gruppen bestod af seks piger mellem tolv og fjorten år, der alle havde været udsat for overgreb fra en bror, en far eller en bedstefar. Pigerne havde forud for forløbet været i individuel terapi. Arbejdet med de incestuøse overgreb kan være meget voldsomt, hvilket det var nødvendigt at tage højde for i det visiterende forløb. Pigerne havde ligeledes en alder, hvor de fortsat havde stort behov for familiemæssig støtte, samtidigt med at de også var i gang med en spæd følelsesmæssig pubertetsløsrivelse. Terapien tog udgangspunkt i en narrativ tilgang til behandling af seksuelle overgreb. Da pigerne blev udsat for det seksuelle overgreb, var det ikke kun tilliden til omverdenen og andre mennesker, der led et knæk, men også hele forestillingen om dem selv deres eget selvbillede blev rystet og forandret. Efter et seksuelt overgreb er der behov for en ny fortælling om selvet en fortælling, der inkluderer det at have været udsat for et seksuelt overgreb. For de store piger er fortællingen om sig selv eller selvidentiteten på arbejde hver eneste dag. Hvem er jeg, hvem vil jeg gerne være og hvordan formidler jeg mig selv til andre? Den narrative fortælling om selvet skabes og konstrueres kontinuerligt, ikke i et tomt vakuum, men i et socialt samspil med omverden og i relationen til andre mennesker. Derfor får omverdens reaktioner på det seksuelle overgreb også en særlig betydning for integrationen af oplevelsen. I gruppeterapien blev der lagt vægt på, at den fortælling, pigerne skulle have med sig ved afslutningen af forløbet, var en fortælling, der trods det meningsløse og sorgfulde i det incestuøse overgreb, var en fortælling, der var integreret i den enkeltes egen selvforståelse. Fortællingen om det seksuelle overgreb bliver omdrejningspunktet for pigernes forståelse af sig selv og deres selvidentitet, og får betydning for den måde, de møder verden på fremover. Gruppeterapien handlede bl.a. om at konstruere en fortælling, som var til at leve med. En fortælling, der gav mening midt i al det sørgelige, som ikke devaluerede deres 43

selvbillede. Pigerne genkendte sig selv i de andres historie og identificerede sig med hinanden. Spejlingen af sig selv i de andre pigers historie blev en vigtig del af processen og den narrative bearbejdning af det seksuelle overgreb. At være i en gruppe indebærer bevidning af det skete og oplevelsen af ikke at være alene i verden, udveksling af tanker og følelser og ligheder og forskelle. Der kan dermed ske en almengørelse og gyldiggørelse af de følelsesmæssige reaktioner, fordi de ligner dem, som andre piger også har. Der blev arbejdet med forskellige temaer så som: Familie, tilknytningspersoner, relation til krænkeren, identitet, følelser og familiebånd samt generationslinier. Der blev ligeledes arbejdet med identifikation af følelser, følelser og symboler, følelser før, efter og under overgrebet, med selvopfattelsen og personlighed og udvikling, med skyld og skam, flashbacks, mareridt, angstfulde fantasier og forestillinger, påtrængende minder og sidst, men ikke mindst med integritet og grænsesætning samt håb for fremtiden. Flere af pigerne havde været i et længerevarende individuelt forløb, hvilket gjorde at forældrene ikke havde behov for et gruppeforløb, men i stedet deltog i et midtvejsmøde samt en afrundende samtale med barn og gruppebehandlere. Gruppebehandling for syv til otte årige piger I 2010 retter gruppeforløbet sig til en lille pigegruppe bestående af piger i alderen 7 og 8 år. De har alle været udsat for seksuelt overgreb, der har ramt deres familie hårdt. Hovedparten af pigerne har været udsat for overgreb fra deres far. Det tilfælde, hvor der ikke er tale om overgreb fra en far, men et familiemedlem, har overgrebet alligevel bevirket et højt konfliktniveau mellem forældrene, som har sit udspring i overgrebet, og som barnet føler sig som årsag til. Der vil parallelt være tilbud om forældregruppe. 44

Arbejde om børnehuse i Danmark Af Anette Baadsgaard, socialrådgiver og daglig leder af Team for Seksuelt Misbrugte Børn Team for Seksuelt Misbrugte Børn har i 2009 været engageret i en arbejdsgruppe, hvis mål har været at udarbejde et notat med en række anbefalinger til en fremtidig organisering af Børnehuse i Danmark. Arbejdsgruppen har overvejende bestået af repræsentanter fra Forskningsnetværket om Seksuelle Overgreb mod Børn. Forskningsnetværket om Seksuelle Overgreb mod Børn blev etableret i 1999 i forbindelse med nedsættelse af en tværministeriel arbejdsgruppe som i juni 2000 udsendte Redegørelse om en forstærket indsats mod seksuelt misbrug af børn (Socialministeriet 2000). Netværket består af forskere og praktikere og formålet for netværket er med udgangspunkt i eksisterende forskningsmiljøer at etablere og vedligeholde en koordineret tværfaglig forskningsmæssig og praktisk indsat i forhold til seksuelle overgreb. Forskningsnetværkets notat vedrørende Børnehuse er i 2009 fremsendt til Indenrigsministeriet, Socialministeriet, Sundhedsministeriet og Videnskabsministeriet. Baggrund Flere instanser herunder politi, læge og sociale myndigheder er involveret, når der anmeldes eller opstår mistanke om seksuelt overgreb eller andre former for overgreb mod børn. Det primære formål med en evt. fremtidig organisering af Børnehuse i Danmark er at samle disse instanser under samme tag og her skabe en børnevenlig og koordineret ramme om udredning, undersøgelse og politimæssig afhøring, således at familien og det ramte barn kun skal møde et sted i forbindelse med udredningen. Rammerne for møde med forskellige personer vil således være kendte for barn og forældre. Det anbefales, at børnehusene udover udredning også indeholder tilbud om krisebehandling til barnet og de nærmeste omsorgspersoner. Den organisatoriske forankring anbefales at bygge på tværsektorielle partnerskaber omfattende den kommunale sektor, sundhedssektoren, de retsmedicinske institutter samt politi og retsvæsen. Samtidig lægges der vægt på at tilstræbe en vis ensartethed i børnehusenes opbygning og ydelser først og fremmest for at sikre børn og familier i hele landet et børnevenligt og tværsektorielt koordineret tilbud, herudover for at muliggøre en tværgående national vidensopsamling og evaluering af børnehusenes resultater. Team for Seksuelt Misbrugte Børn og Center for Børn udsat for Overgreb (CBO) ved Skejby Sygehus samt JanusCentret 1 kan anses for at være forløbere for Børnehusmodellen, da de hver for sig rummer mange af de anbefalinger, der ligger i den beskrevne børnehusmodel. De tre tilbud rummer dog variationer i tilgangen, fx har man i CBO Skejby inkluderet, at politiafhøringen sker i CBO med et dertil indrettet børnevenligt 1 For flere oplysninger vedr. CBO www.skejby.dk og for JanusCentret se www.januscentret.dk 45

videoafhøringslokale. Dette er ikke tilfældet i Team for Seksuelt Misbrugte Børn, hvor afhøringerne af børnene foregår i dertil indrettede lokaler i de respektive politikredse. I Team for Seksuelt Misbrugte Børn tilbydes flere af familierne et kortere overgrebsfokuseret behandlingsforløb. I CBO tilbydes akut krisesamtale og hjælp til viderehenvisning med behandling for øje. Den beskrevne model lægger op til, at der på landsplan sikres en ensartet tilgang til sager i overgreb mod børn. Det er målet, at alle børn og deres familier uanset hvor i landet de bor har adgang til et kvalificeret og specialiseret tilbud i tilfælde, hvor børn udsættes for fysiske eller seksuelle overgreb. Vidensindsamling og ekspertise Det er samtidig et formål med etableringen af Børnehuse at skabe et nationalt grundlag for vidensindsamling, dokumentation og forskning vedrørende sager om overgreb mod børn samt at sikre en koordineret formidling af denne viden. Ligeledes vil det give mulighed for en samlet og fælles metodeudvikling i arbejdet med disse sager. Det er erfaringen fra de allerede eksisterende tilbud, at en hurtig indsats er væsentlig. Det er ønsket, at et Børnehus kan være rammen, der kan sikre dette, idet det vil være et sted der indeholder den ekspertise, som såvel professionelle som familier kan trække på. Det anbefales således, at Børnehuset skal stå til rådighed med den nødvendige ekspertise. Den hurtige indsats skal dels ydes til den kommunale myndighedssagsbehandler og andre professionelle omkring barnet og barnets familie og dels direkte til barnet og den/de involverede familie(r). Erfaringen fra blandt andre Team for Seksuelt Misbrugte Børn viser, at en hurtig psykosocial førstehjælp og rådgivning i den akutte krise kan forebygge, at de psykiske og relationelle problemstillinger eskalerer og dermed svækker familiens og omgivelsernes omsorg for barnet. Barnet kan efter overgrebets afsløring forekomme lettet og opleve sig beskyttet, men det overvældende følelsesmæssige kaos og usikkerheden i familien og miljøet omkring barnet kan bevirke yderligere traumatisering. Flere specialiserede børnehuse skaber mulighed for, at der på landsplan kan ydes en sammenstemmende, kvalificeret indsats til børn og familier udsat for seksuelle overgreb. 46

SMB Opgang 42 Afsnit 4272 Pjecer Af Anette Baadsgaard, socialrådgiver og daglig leder af Team for Seksuel Misbrugte Børn Team for Seksuelt Misbrugte Børn har i 2009 udgivet to pjecer. Pjecerne skal ses som et led i formidlingen af relevante oplysninger til de familier, der kommer i kontakt med teamet. Pjecen: Team for Seksuelt Misbrugte Børn Pjecen er en ny revideret udgave af den tidligere pjece til pårørende og professionelle, der stifter bekendtskab med teamet for første gang. Pjecen er en introduktion Her finder I SMB: til teamet: Hvem og hvordan kan man komme i kontakt med teamet, og hvilken form for rådgivning og behandling, der tilbydes og hvilke forpligtelser teamet har i forhold til øvrige forvaltninger som fx de sociale myndigheder og politiet. På nuværende tidspunkt gives pjecen til pårørende, der fx kommer til retsmedicinsk undersøgelse på Rigshospitalet udenfor teamets åbningstid. På sigt er det tanken, Team at for pjecen sendes til Seksuelt Misbrugte politikredse, så den kan uddeles i forbindelse med anmeldelse Børn af seksuelle overgreb mod børn. Endvidere er det ønskeligt, at den kan ligge i socialcentre og hos praktiserende læger. Pjecen: Reaktioner hos forældre til børn udsat for seksuelt overgreb Pjecen er blevet til på baggrund af de erfaringer, teamet gennem årene har gjort sig om, at forældre kan blive bekymrede, forskrækkede og forundrede over de reaktioner, de mærker hos sig selv eller deres partner, når de bliver konfronteret med, at deres barn har været udsat for et seksuelt overgreb. Pjecen uddeles til forældre, som teamet får kontakt med. Formålet med pjecen er at normalisere disse reaktioner og derigennem forhåbentlig være en hjælp til, at forældre ikke føler sig unormale og forkerte eller på vej til at miste grebet om sig selv på grund af de til tider ret voldsomme reaktioner. Team for Seksuelt Misbrugte Børn Rigshospitalet Juliane Marie Centret Opgang 42, 7. Sal, afsnit 4272 Blegdamsvej 9 2100 København Ø Tlf. 35 45 39 84 Åbningstider: Dagligt kl. 8.30-14.00 Team for seksuelt misbrugte børn Rigshospitalets Team for Seksuelt Misbrugte Børn Rigshospitalet Team for seksuelt misbrugte børn Reaktioner hos forældre til børn udsat for seksuelt overgreb Pjecen: Den lægelige undersøgelse En ny pjece beskriver i ord og billeder den lægelige undersøgelse, der foretages fx i forbindelse med den retsmedicinske undersøgelse. Pjecen er blevet til, fordi det er erfaringen, at såvel professionelle som forældre er bekymrede for den lægelige undersøgelse, barnet skal igennem. Det er teamets erfaring, at dette ofte skyldes en manglende viden om, hvad det er for en undersøgelse, barnet skal gennemgå. Det er derfor håbet, at denne pjece dels kan afdramatisere den lægelige undersøgelse og dels kan være et redskab til at forberede barn og forældre til undersøgelsen. Det er vigtigt, at forældre eller anden omsorgsperson, der skal støtte barnet under undersøgelsen, er beroligede og fortrolige med, hvad der skal foregå. Pjecen er et supplement til den forberedelse og vejledning, teamets sygeplejerske giver familierne både telefonisk og lige inden undersøgelsen. 47

Fremtidige forskningsprojekter

Kvalitetssikringsprojekt for den lægelige undersøgelse i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Af Birgitte Boysen Kjær 1. reservelæge ph.d. i samarbejde med Louise Baastrup, sygeplejerske i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Baggrund Det er kendt, at fotokolposkopisk undersøgelse af og omkring barnets kønsorganer og endetarmsåbning kan være en følelsesmæssig belastning. Flere studier har søgt at belyse, hvordan undersøgelsesproceduren og rammen for undersøgelsen bedst tilpasses for at mindske belastningen ved undersøgelsen. Man har søgt at belyse, om forskellige former for forberedelse kan gøre en forskel. Det drejer sig om information om undersøgelsen, om tid og ro ved ankomsten til undersøgelsen, om forskellige former for demonstration af undersøgelsen (fx ved dukke) m.v. De fleste fotokolposkopiske undersøgelser i Team for Seksuelt Misbrugte Børn foregår som led i en retsmedicinsk undersøgelse. Disse undersøgelser er sjældent meget akutte undersøgelser. De ikke-retsmedicinske undersøgelser er som regel heller ikke akutte. Egentligt akutte undersøgelser foretages ofte uden deltagelse af personale fra Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Disse forskelle i undersøgelsens karakter kan tænkes at spille en rolle i oplevelsen af selve undersøgelsen. Det er formålet med dette kvalitetssikringsprojekt at beskrive forældres eller primære omsorgspersoners oplevelse af børns reaktioner på den fotokolposkopiske undersøgelse i Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Dette for at optimere forberedelsen, selve undersøgelsesgangen og opfølgningen efter undersøgelsen. Tillige har projektet til formål at belyse eventuelle forskelle ved retsmedicinske og ikke-retsmedicinske undersøgelser. Metode Projektet tænkes gennemført som et prospektivt, deskriptivt studie for børn henvendt til undersøgelse i teamet. Børn, der har gennemgået akutte retsmedicinske undersøgelser, tænkes at indgå til sammenligning, ligesom andre kontrolgrupper er under planlægning. Projektet vil blive udført som spørgeskema-undersøgelse, som delvist omfatter telefon-interview, delvist udfyldelse af spørgeskema uden interview. Spørgeskema til studiet vil blive afprøvet ved pilot-undersøgelse. Projektet udføres af teamets sygeplejerske og læge. Status Projektet er under udarbejdelse. Datapræsentation er endnu ikke afklaret. 49

Et fokus på familier med anden etnisk baggrund Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Seksuelle overgreb på børn og børns seksualitet er oftest tabubelagt blandt etniske danskere såvel som blandt familier med anden etniske baggrund. Med anden etnisk baggrund menes børn, hvor en eller begge forældre er født i udlandet eller har udenlandsk statsborgerskab. Grønland, Færøerne og adoptivbørn er ikke inkluderet. Uanset kultur og ophav har familier, der rammes af seksuelle overgreb behov for hjælp til både det ramte barn og dets ramte pårørende. Fra 2001-2005 1 udgjorde henvendelserne blandt børn med anden etnisk baggrund, der mødte frem i klinikken, sytten procent, mens de i 2006-2007 2 talte elleve procent. Tallene for 2008-2009 viser, at ni procent af de børn der mødte frem i klinikken, havde en anden etnisk baggrund 3. Der er således gennem årene et fald af henvendelser vedrørende familier med anden etnisk baggrund. Karakteristika for behandlingen til familier af anden etnisk baggrund Det er karakteristisk for familier og børn med en anden etnisk baggrund, at de i højere grad end børn med dansk baggrund, tager imod den lægelige behandling: Blandt børn med anden etnisk baggrund fik 39 procent foretaget en retsmedicinsk undersøgelse; for børn med dansk baggrund lå dette tal på 37 procent, dvs. at der ikke her optræder den store forskel. Men når det gælder de objektive undersøgelser udført af pædiatere har hele 52 procent af de fremmødte børn med anden etnisk baggrund modtaget en sådan, mens 27 procent af de fremmødte børn med dansk baggrund fik foretaget en objektiv lægeundersøgelse. I forhold til at få udført en kolposkopisk undersøgelse udført af teamets læge og sygeplejerske ses, at 30 procent af de fremmødte børn med anden etnisk baggrund har modtaget en sådan undersøgelse, mens det for etniske danske børn drejede sig om 12 procent. På baggrund af disse tal kan det konstanters, at familier med anden etnisk baggrund i højere grad modtager og da der er tale om frivillige tilbud også ønsker en lægelig undersøgelse. I forhold til den psykosociale behandling ses den modsatte tendens. Af henviste familier med anden etnisk baggrund, som har været i teamet i 2008-2009, har 38 procent talt med en socialrådgiver og 33 procent med en psykolog. Blandt familier med børn med en dansk baggrund har 59 procent af forældrene talt med en socialrådgiver og 45 procent af børnene talt med en psykolog. Således modtager børn med dansk baggrund i højere grad den psykosociale behandling. 1 Jf. Erfaringer fra fire års arbejde med seksuelt misbrugte børn og deres familier. Statusrapport 2001-2005. Team for Seksuelt Misbrugte Børn, Rigshospitalet. 2 Børn udsat for seksuelle overgreb. Statusrapport 2006-2007. Team for Seksuelt Misbrugte Børn, Rigshospitalet. 3 Af gode grunde kender vi ofte ikke til familiens etniske baggrund, når der er tale om rådgivning pr. telefon eller anden form for rådgivning. 50

Den psykosociale behandling Det er ofte svært at motivere familier med anden etnisk baggrund til at tage imod teamets psykosociale tilbud. Det betyder, at kun få børn med anden etnisk baggrund får behandling hos en psykolog. Det vil sige, at disse børn ikke får opfyldt de behov, som der er godt forsknings- og erfaringsmæssigt belæg for, at et hvert barn har behov for, uafhængigt af alder, etnicitet og køn. Årsagerne til, at relativt få familier med anden etnisk baggrund tager imod det psykosociale tilbud, er formodentlig flere. Dels den sproglige barriere, og dels det forhold, at samtalerne med forældrene ofte finder sted via en tolk, og at tolken kan have perifere relationer til familien i sociale kontekster uden for hospitalet. Et følsomt emne som overgreb er svært at tale om på ens eget sprog; lettere bliver det ikke ved tilstedeværelsen af en tolk eller over for et menneske, der ikke kender det livsmønster og den kultur, familien kommer fra. Teamets erfaringer er, at samtalerne med familierne, herunder særligt forældrene, er svære både for forældre, behandlere og tolk. Forældrestøttende arbejde Det tilstræbes, at alle familier, der møder teamet, så vidt muligt har kontakt med en socialrådgiver. Ud over at varetage en forældrestøtte, der sigter mod at genetablere forældrenes funktionsniveau i den akutte krise, er socialrådgiveren garant for den koordinerende funktion i forhold til andre instanser, der involveres i sagen. Dette kan være socialforvaltningen, politiet, andre behandlere, Retsmedicinsk Institut osv. I forhold til teamets fokus på rådgivning og støtte til forældre har det været særligt svært at fastholde og skabe kontakt til forældre med anden etnisk baggrund. I nogle tilfælde ønsker forældrene, at barnet skal have psykologhjælp, men forældrene ønsker ikke selv at modtage den rådgivende støtte, som teamet tilbyder og også finder afgørende for barnets heling. Kontakten er langt sværere at etablere til forældrene end til barnet. Desuden taler barnet som regel udmærket dansk, hvorfor det ofte kun er forældrene, der har behov og brug for tolkebistand. I samtalerne med forældre med anden etnisk baggrund, er forældrene ofte tavse, og der opnås ofte ikke en egentlig dialog, og den sproglige og kulturelle barriere vanskeliggør mulighederne for at skabe en fortrolig kontakt. Det er svært for behandleren at vide, hvilken kontekst denne taler ind i, når følsomme temaer som overgreb og seksualitet er samtaleemnerne. Teamets fokus på forældrene er afspejlet i en vurdering af, at når børn udsættes for seksuelle overgreb, eller der opstår en mistanke herom, har det store konsekvenser for hele familien og ikke kun for det udsatte barn. Derfor er støtte, rådgivning og behandling til forældrene lige så vigtig, som støtte og behandling til barnet. Barnet har behov for, at dets forældre er i stand til at opretholde de rammer og regler, der plejer at være, således at han eller hun kan føle sig tryg og sikker i den nye, ofte meget vanskelige situation. Dette er en væsentlig forudsætning for, at barnet kan modtage den hjælp og behandling, der er behov for. Det er teamets erfaring, at forældre med anden etnisk baggrund, der har flygtningestatus eller på anden vis har haft traumatiske oplevelser i deres hjemland, ofte får sværere ved at tackle en ny krise. Uanset, om der er tale om mistanke om overgreb, eller en afsløring af et overgreb på et barn, udløses der altid en alvorlig krise hos familien. En af teamets vigtigste funktioner er derfor at yde krisehjælp. Der er ofte tale om choktilstande, fordi det er vanskeligt at rumme traumet følelsesmæssigt. Den første tid efter afsløringen er derfor ofte meget belastende, og præget af dyb foruroligelse. Tankerne om det, der er sket og konsekvenserne heraf, samt følelserne i forhold til barnet, opleves af forældrene som kaotiske og overvældende. Disse følelser er ekstra overvældende og belastende i familier, der tidligere har været udsat for voldsomme belastninger. 51

Der er derfor brug for særlig viden til at arbejde med forældre, der i forvejen kan være traumatiseret, idet reaktionerne på det seksuelle overgreb kan være anderledes, end det teamet ellers møder. Akkurat som, når det drejer sig om de forældre uansat kulturelle baggrund, der selv har været ofre for seksuelle overgreb i barndommen, er der behov for en særlig tilgang og forståelse af denne forældres reaktionsmønstre. Det er teamets erfaring, at nogle enkelte af disse forældrekontakter er lykkedes på en tilfredsstillende måde. Vi må samtidig konkludere, at vi kun har ganske få forløb med forældre med anden etnisk baggrund. Ofte takker forældrene nej, med den begrundelse, at de bruger familien og netværket omkring dem til at bearbejde krisen. Vi ved dog fra flere samtaler, at skammen ofte er så stor og rammer hele familien, at det er vanskeligt at inddrage den øvrige familie og familiens netværk. Et fremtidigt fokus på best practice Et af teamets fremtidige procedure- og metodeudviklingsprojekter er derfor at opkvalificere behandlingen til familier med anden etnisk baggrund, således at den tager højde for nogle af de erfaringer, som teamet har gjort sig gennem årene. Herunder særligt arbejdet med støtte til forældre og pårørende. Et af teamets initiativer vil være at klæde teamets behandlere bedre på til mødet med familier med en anden etnisk baggrund. Projektet vil inddrage andre fagfolk med specifik viden på området, der kan sparre med teamet om det at tale om følsomme emner (herunder seksualitet og overgreb) via tolk samt kulturelle forskelle i forbindelse med følelser som fx skyld og skam. Endvidere vil der blive fokuseret på udarbejdelsen af pjecer på relevante fremmedsprog vedrørende oplysninger om teamets arbejde, og vigtigheden af den psykosociale opfølgning. 52

Aktiviteter i Videnscenteret 2008 og 2009 Ekstern undervisning, oplæg og foredrag: Frivillige rådgivere ved Ungdommens Røde Kors Gruppebehandling ved Pædiatrisk Selskabs tværfaglige årsmøde Ansatte i en integreret institution i Køge Studiekreds ved Den Sociale Højskole Socialforvaltningen i Egedal kommune Tværfagligt personale ved børneafdelingerne på Bispebjerg Hospital Socialforvaltningen i Hvidovre Kommune Yngre læger ved Hillerød Sygehus børneafdeling Albahus Studerende fra forberedelseskursus til pæd. seminar Studerende fra Frøbel Seminar Børnehave i Slagelse Daginstitution i Vallø Projekt småbørn og deres familier ved Dansk Pædiatrisk Selskabs tværfaglige årsmøde (2009) Problematikker ved behandling af skilsmissesager, hvor der rejses mistanke om overgreb ved Dansk Pædiatrisk Selskabs tværfaglige årsmøde (2009) Skodsborg Observationshjem om små børns seksualitet og seksuelle overgreb Frydenhøj Skolen, Hvidovre Børnehave i Hørsholm Intern undervisning på Rigshospitalet Pædiatriske sygeplejersker fra afsnit 5061 (2008 + 2009) Pædiatriske sygeplejersker fra pæd. klinik 1 (2008 + 2009) Personalet i børnemodtagelse afsnit 4063 Personalet på barselafsnittet Oplæg ved konferencer og temadage (nationalt & internationalt) Når unge skaber sig selv i en virtuel verden og udsættes for seksuelle overgreb ved NFBO s 5. kongres. Forsømmelse og omsorgsvigt af børn: Behov Forpligtelser Ansvar i Reykjavik, Island (2008) Clinical findings in 198 children suspected for sexual abuse examined in amultidisciplinary team 2003 07 ved NFBO s 5. kongres. Forsømmelse og omsorgsvigt af børn: Behov Forpligtelser Ansvar i Reykjavik, Island (2008) Præsentation af teamets seneste forskning Temaeftermiddag for ansatte ved Rigshospitalet (2008) Offer men ingen Skyldig! hvordan hjælpes børn og familier. Afholdelse af Temadag for 200 ansatte i kommunalt regi (2009) 53

Psychological treatment of children exposed to sexual abuse due to grooming on the internet ved konferencen: Children and online Sexual Violence I Stockholm (2009) Psychological treatment of children exposed to sexual abuse due to grooming on the Internet ved konferencen: Child Safety on the Internet Prevention, Education and Cooperation I Moksva, Rusland (2009) PR og Presse 06.07.2008: Jyllands-Posten. Forside artikel vedr. konfronterende møder ml. offer og krænker 31.07.2008: Flere børn søger hjælp mod sexkrænkelser bragt i: Newspaq MSN, Ritzaus Bureau 31.07.2008: Flere børn søger hjælp. Bragt i følgende web-nyheder: Stiften.dk, Vejleamtsfolkeblad. dk, Fynsstifttidende.dk, Ritzau online,viborg-folkeblad.dk, Horsensfolkeblad.dk, Amtsavisen.dk, Nordjyske.dk, Jv.dk, Fynststiftidende.dk, Politken.dk, Kristligt-Dagblad.dk, Ekstrabladet.dk, Avisen.dk, Berlingske.dk. 01.08.2008: Flere børn søger hjælp mod sexkrænkelser bragt i: Århus Stiftstidende, Fyns Stiftstidende, Vejle Amtsavis og Fredericia Folkeblad, Berlingske Tidende, Frederiksborg Amts Avis, Midtjyllands avis. Publikationer 25.07.2008: Kronik i Information Den digitale børnelokker om grooming på internettet. Deltagelse i konferencer og temadage mm: Studiebesøg til Barnets Hus i Island Deltagelse i NFBO s konference Rejkavik Island Hindsgavl konference Køn Krænker Offer Myter og Fakta arrangeret af Forskningsnetværket Tværfaglige temadag i Klinik for Voldtægtsofre, Hillerød 2008 Høring på Christiansborg 12.11.2008 Samtaler mellem offer og gerningsmænd i straffesager. Enkelte supervisionsopgaver Lærerteam ved Løjtegårdsskole To psykologer fra Korsør kommune Familiecenter i Herlev Familiecenter i Ejby Børnehave i Roskilde Sagsbehandler i Sorø kommune Faglig sparring og supervision til skole og forvaltning i Antvorskov Faglig sparring og supervision til sagsbehandler og familiekonsulent fra Odsherred kommune Familiecenter og forvaltning i Brøndby Sagsbehandler og familiekonsulen fra Korsør kommune Supervisionsforløb Psykolog i Ålborg familiecenteret Psykolog i Slagelse Psykolog i Gladsaxe Supervision Psykologer i Center for Voldtægtsofre og Team for Seksuelt Misbrugt Børn 54

Besøg i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Besøg fra BUP Elefanten, Sverige Besøg af tværfagligt personale fra Ungdomspsykiatrien i Oslo Besøg af delegation fra Jordan Deltagelse i andre fora Arbejdsgruppe vedr. Børnehusnotat Forskningsnetværket om Seksuelle Overgreb mod Børn Dansk Pædiatrisk Selskab Mediationsnetværket Ekspertgruppe under SISO vedr. tegn og signaler Arbejdsgruppen for forebyggelse af seksuelle overgreb i DK 55