1 Landeanalyser - Nord Afrika og. Mellemøsten (MENA)

1 Landeanalyser - Nord Afrika og Mellemøsten (MENA) Ulandssekretariatet i MENA-landene - maj 2012

1.1 Marokko 1.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Marokko har i mange år været det land i Nordafrika, der var 'længst fremme' med hensyn til rettigheder og demokratiske kriterier. Kongen Mohammed VI har gennem sin regeringsperiode (siden 1999) gradvist indført reformer og forsigtigt lukket op for sikkerhedsventilerne. For eksempel er der til en vis grad både ytrings- og organiseringsfrihed. På den anden side er det reelt monarkiet og ikke de folkevalgte der sidder på magten i landet, korruption og nepotisme er et kæmpe problem, og de der vælger at gå imod magteliten bliver betragteligt udfordret på deres vej. Ligeledes er det den royale familie og magteliten omkring den, der sidder på det meste af landets formue. I de seneste år har der været en stigning i offentlig demonstrationer i landet, og inspireret af nabolandenes opstande i starten af 2011 dannede en række ungdomsgrupper 20. februar bevægelsen med det formål at støtte især det egyptiske oprør men indirekte også at kritisere kongens autoritære regime. 20. februar bevægelsen og en islamistisk organisation Al Adl Wa Al Ihssane kaldte til gadeprotester, og i løbet af februar og marts blev der demonstreret i gaderne i Casablanca og Rabat med krav om reformer af kongemagtens forfatningsmæssige rolle. Kongen, der så regenterne i Tunesien og Egypten falde, reagerede hurtigt på udviklingen i Marokko, og i begyndelsen af marts holdt han en for mange overraskende tale, hvori han imødekom kravene fra gaden og annoncerede etableringen af en kommission til at skrive et udkast til en ændring af forfatningen. Denne ændrede forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning i juli 2011, og parlamentsvalget blev følgende, på opfordring af kongen, fremskyndet et år for hurtigt at implementere ændringerne, der blandt andet skulle udvide parlamentets og statsministerens magtbeføjelser. Reelt ligger den faktiske magt dog stadig hos monarken, der har bevaret kontrollen med hæren og magten til at nedlægge veto mod nye love og ministerielle udnævnelser. Parlamentsvalget blev afholdt den 25. november 2011. Selvom valg til parlamentet har været afholdt gennem de seneste årtier, har resultatet af valgene kun i begrænset omfang været udtryk for befolkningens vilje. Kongen har bestemt hvem der skulle være statsminister uanset, hvordan parlamentet var sammensat og således valgt statsministre, der enten delte hans politiske filosofi eller erhvervsfolk, han havde styr

på. Den nye forfatning garanterer nu, at statsministeren skal udpeges fra det største parti. Det er dog stadig forbeholdt kongen at udpege den politiker i det største parti, han foretrækker som statsminister. Med ændringer i valgloven i løbet af efteråret, tog man desuden et skridt nærmere transparente valg. Som forventet vandt det ledende moderate islamiske parti Retfærdigheds og udviklingspartiet (PJD) det største antal sæder i parlamentet. Efter en længere forhandlingsrunde dannede PJD, med statsminister Abdelilah Bankirane i spidsen, koalitionsregering med to konservative partier tæt på monarkiet Istiqlal og Den folkelige bevægelse (PAM) samt med det mindre venstreorienterede parti Fremskridt og socialisme. Denne brede koalitionsregering har nu ansvaret for at implementere reformer i en tid, hvor forventningerne er høje og statens ressourcer for nedadgående. Betydelige politiske, økonomiske og sociale reformer har været gennemført under den nuværende konge. Det har dog ikke været nok til at overkomme udbredt korruption, vedvarende fattigdom og en af de største kløfter mellem rig og fattig i den arabiske verden. Der er nu stærk forventning og krav om, at den nye regering vil betyde forandring og introducere hurtigere og mere troværdige reformer, især for jobskabelse, regeringsførelse og i offentlig service. Kongen og PJD deler da også en stærk interesse i at levere på deres løfter om sociale og økonomiske reformer, kampen mod korruption og transparens i det politiske system. Landets primære økonomiske udfordring er at accelerere væksten og fastholde den forbedrede ydeevne for at reducere den høje arbejdsløshed og underbeskæftigelse. Mens den samlede ledighed var 9 % i tredje kvartal i 2011, dækker dette tal over betydelig højere arbejdsløshed i byerne blandt unge mænd i byerne er tallet således 30 %. Regeringen har anerkendt de økonomiske udfordringer og annoncerede i januar 2012 en ambitiøs plan til at øge væksten til 5,5 %, mindske arbejdsløsheden til 8 % og forbedre kvaliteten og rækkevidden for offentlige serviceydelser. Der er dog ikke meget råderum for offentlige udgifter, hvorfor reformer vil skulle spille en central rolle for et sådant program. 1.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Demonstrationer og strejker har præget billedet i 2011 og den første del af 2012. I marts og april steg protesterne betydeligt i styrke og antal, hvilket fik regeringen til at true med at tilbageholde løn fra protesterende arbejdere. Især er det socioøkonomiske forhold, arbejdsløshed og regeringens uindfriede løfter, der står for skud. Særligt handler de seneste protester om regeringens manglende lyst til at implementere den tidligere regerings indgåede aftaler med fagbevægelsen, som statsministeren lovede i januar. Dette gælder blandt andet lønstigninger. En ny runde social dialog med regeringen er netop startet. Regeringen ønsker at få en lov om strejker samt en fagforeningslov igennem. De forskellige hovedorganisationer er desværre ikke enige på disse punkter, primært grundet deres forskellige politiske tilhørsforhold.

Et økonomisk og socialt råd blev etableret i foråret 2011 undervejs igennem flere år, men endeligt foranlediget af kongens tiltag som svar på uroen i landet. I dette råd sidder eksperter, repræsentanter for civilsamfundsorganisationer og de sociale parter arbejdsgiverne og arbejdstagerne. Formålet er at diskutere og komme med anbefalinger til regeringen på selvvalgte områder eller på opfordring. Blandt andet har rådet udgivet en rapport om et nyt socialt charter og en rapport om ungdomsarbejdsløshed. Rådet har kun rådgivende karakter og er i sidste ende under kongens fjernkontrol, men ikke desto mindre er det et sted, hvor partnerne kan mødes og diskutere, og nærme sig hinanden for at komme med konkrete anbefalinger. 1.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets partnerorganisationer i Marokko er hovedorganisationerne CDT, FDT og UGTM. Foruden disse har to yderligere hovedorganisationer status som 'mest repræsentative' med ret til at repræsentere arbejderne i nationale forhandlinger: den historisk betydningsfulde UMT samt den noget yngre organisation UNTM. UMT's eksistens går tilbage til landets uafhængighedskamp og er den organisation, de andre senere er udsprunget fra. UMT ser således sig selv som den eneste rigtige hovedorganisation og er tøvende overfor at samarbejde med de øvrige. UNTM har stærk tilknytning og overlap med det islamistiske parti PJD. Ulandssekretariatet undersøger lige nu mulighederne for at udvide samarbejdet med CDT, FDT og UGTM til også at opfatte de to andre hovedorganisationer. UMT var oprindeligt inviteret til at deltage i Cotridiaso projektet, men afviste dette. UNTM var ved projektets opstart ikke anerkendt som værende repræsentativ på landsplan. I løbet af efteråret skal der holdes valg af tillidsrepræsentanter på arbejdspladserne. De hovedorganisationer der opnår 6 % af stemmerne på landsplan sammenlagt i den offentlige og private sektor, får status som 'mest repræsentative' og kan repræsentere arbejderne på landsplan. Ved sidste valg opnåede de 5 nævnte hovedorganisationer denne position: CDT, FDT, UGTM, UMT og UNTM. Som billedet ser ud nu, er kun omkring en tredjedel af de valgte tillidsrepræsentanter knyttet til en fagforening (resten er såkaldte sans affiliation syndicales ), hvilket efterlader de fem organisationer med svag kort på hånden. Desuden skønnes organiseringsgraden at være omkring 11 % af arbejdsstyrken. Med UNTM's tilknytning til vinderen af parlamentsvalget PJD vil UNTM sandsynligvis blive styrket ved det kommende valg.

En anden udvikling er, at samarbejdet mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationen CGEM er begyndt at rykke sig. Alle fem hovedorganisationer har således netop indgået bilaterale rammeaftaler med CGEM om mægling i konflikter. Processen skete på CGEM's opfordring, og tilnærmelsen tyder på en holdningsændring hos arbejdsgiverorganisationen. Det er dog mindre positivt, at der er tale om fem separate aftaler i stedet for én universel aftale for dem alle. 1.2 Tunesien 1.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Tunesien afholdt det første demokratiske valg i årevis i oktober 2011 efter forårets afsættelse af diktatoren Ben Ali. En national forfatningsgivende forsamling blev valgt til at udarbejde en ny forfatning og beslutte landets fremtidige regeringsform. Det moderate islamiske parti Ennahda var som forventet den store vinder af valget med mere end 40 % af stemmerne. En midlertidig koalitionsregering faldt på plads i november efter uger af forhandlinger over fordelingen af politiske poster med Ennahda i spidsen samt landets største sekulære party Congress for the Republic (CPR) og det venstreorienterede Ettakol, der kom hhv. ind på en anden og tredjeplads i valget, hvor mere end 80 partier stillede op. Begivenhederne i 2011 samt det igangværende arbejde med at udforme en ny forfatning har sat en større debat i gang omkring Islams og islamisk lovs plads i samfundet og i lovgivningen. Mustapha Ben Jaafar (Ettakol), formanden for the forfatning givende forsamling og præsident Moncef Marzouki (CPR) har gentagne gange afvist at inkludere sharia in den nye forfatning og advokeret for en civil stat. Og efter meget debat valgte Ennahda i april at opfordre den forfatningsgivende forsamling til ikke at basere den kommende forfatning på islamisk lov (sharia) i et forsøg på at undgå at dele landet. Internt var det islamiske parti dog delt over spørgsmålet. Emnet har polariseret det tunesiske samfund. Salafister, der ikke anerkender den demokratiske model og således ikke deltog i valget har i månedsvis skabt røre ved blandt andet aktioner med at besætte nogle af landets universiteter. På samme tid har massive demonstrationer for en

sekulær stat fundet sted som modsvar til salafisters krav om adoptionen af sharia og afskaffelsen af demokrati. I april blev demonstranter behandlet hårdhændet af sikkerhedsstyrkerne i et sammenstød på niveau med urolighederne i 2011, hvilket udløste stærk kritik af regeringen og anklager om gamle tilstande. Præsident Moncef Marzouki forlængede i marts for femte gang landets undtagelsestilstand, denne gang indtil slutningen af april med begrundelse i, at der stadig er risiko for uroligheder i nogle regioner i landet. Landet står over for seriøse økonomiske problemer med store forskelle i geografiske områder, en enorm arbejdsløshed og et ineffektivt økonomisk system. Budgettet for 2012 er en stigning på 7,5 % i forhold til 2011. Størstedelen er udgifterne er sat til side til social udvikling. Regeringen sigter på at opnå en vækst på mellem 3,5-4,5 % af BNP i 2012. Den økonomiske vækst har ikke oversteget 0 % over de sidste tre år, udenlandsk investering (FDI) faldt med 30 % i 2011 og indtægter fra turisme faldt med en tredjedel. Regeringen regner dog med, at 2012's turistsæson vil kompensere for tabet. Landet gør ligeledes en indsats for at øge det økonomiske samarbejde med nabolandene. 1.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsløsheden fortsætter uformindsket trods forsøg fra regeringen på at adressere problemet. Således ramte arbejdsløshed næsten 19 % i sidste del af 2011, med næsten tre ud af fire arbejdsløse borgere under 30 år. Efteruddannelses og beskæftigelsesministeren i den midlertidige regering har lovet 225.000 nye job i 2012; 50.000 jobs fra den private sektor, 25.000 i den offentlige og 150.000 jobs fra forstærket samarbejdsrelationer med Qatar og Libyen. Det totale antal arbejdsløse er rapporteret til over 738.000. 1.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets har for nuværende ikke nogle specifikke aktiviteter i Tunesien men forventer at et program gældende for 2012 støtte til arbejdsmarkedsreform og social dialog i Tunesien bliver godkendt af Udenrigsministeriet inden længe. Ulandssekretariatets kommende partnerorganisation UGTT (Union Générelle Tunisienne du Travail) blev dannet i 1946 og deltog i uafhængighedskampen fra Frankrig, hvilket historisk har givet den et stor mængde legitimitet. UGTT repræsentanter arbejder og pensionerede arbejdere med 24 regionale fagforeninger, 19 forbund og 21 generelle fagforeninger. UGTT har en medlemsskare på 500.000. Der er to yderligere hovedorganisationer, men de vurderes til højst at kunne mønstre 10.000 medlemmer. Under Ben Alis styre samarbejdede ledelsen med diktatorens

regime. En stor del af medlemmerne længere nede i organisation var dog meget imod dette og spillede en aktiv rolle fra starten af revolutionen. I december 2011 afholdt UGTT kongres og udskiftede således den gamle, korrupte ledelse med nye kræfter. 80% blev udskiftet kun tre er fra den gamle ledelse er tilbage. Desværre blev ingen kvinder valgt, selvom fem stillede op. Kongressen vedtog at arbejde på et kvotesystem for at sikre kvinders deltagelse i ledelsen. Det blev ligeledes besluttet, at starte en større intern omstrukturering af organisationen. UGTT's hovedprioriteter lige nu er at bidrage til landets nuværende politiske udvikling. Således har UGTT udarbejdet et forslag til forfatningen som input til den forfatningsgivende forsamlings arbejde. Derudover indgår UGTT i en social dialog proces med arbejdsgiverorganisationen UTICA om at enes om en social aftale. Denne proces var tidligere en tom skal dikteret af Ben Ali, men nu er der åbnet op for en reel dialog mellem de to parter. UTICA er ligeledes i gang med en intern oprydningsproces i efterdønningerne af revolutionen og har kongres i juni i år. Også de var forbundet med Ben Alis regime. Det er interessant at der i øjeblikket foregår en intern dialog i UGTT mellem de mere konfliktsøgende medlemmer af UGTT og de, der ønsker dialog med regeringen og arbejdsgiverne. 1.3 Egypten 1.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Den 20. april 2012 var Tahrirpladsen fyldt af demonstranter, efter sigende var fremmødet lige så stort som for lidt over 14 måneder siden, hvor masseprotesterne pressede Mubarak blev til at gå af og afgive magten til et midlertidigt militær råd. Nu over et år senere protesterede demonstranterne over, hvad der ligner et forsøg fra militær rådets side på at sabotere den lovede overgang til civilt demokrati efter præsidentvalget i maj-juni. Parlamentsvalget der løb fra november 2011 til februar 2012 var det første frie valg siden militære officerer styrtede monarkiet i 1952. Det muslimske broderskabs parti Friheds og retfærdighedspartiet (FJP) blev som forventet den største vinder med 47 % af sæderne i underhuset, mens det var overraskende at det det ultra-konservative salafist parti Al Nour opnåede næsten 25 % af sæderne. Militær rådet (SCAF) har stadig magten i overgangsperioden, der har

været kaotisk og præget af åbenlyse slag om fremtidig indflydelse. Samtidig har den nye regering haft svært ved at fremvise hurtige, økonomiske resultater og er således ved at tabe opbakning i befolkningen. De store spørgsmål lige nu er dels det nært forestående præsidentvalg og dels processen med at skrive en ny forfatning, idet den forrige blev kasseret med Mubaraks fordrivelse. Præsidentvalget forventes at falde den 23-24. maj med anden runde den 16. og 17. juni. Perioden op til fristen for opstilling af kandidater tydede på, at valgkampen ville blive en kamp imellem tre parter: Det muslimske broderskab, de ultra-konservative salafister og militæret og herunder den gamle Mubarak-garde. Tre af spidskandidaterne fik dog alle tre afslag på deres kandidatur, idet de ikke kunne leve op til kriterierne for opstilling: således måtte den tidligere leder af det berygtede efterretningsvæsen og en af Mubaraks nærmeste Omar Suleiman, det muslimske broderskabs spidskandidat samt salafisternes spidskandidat udgå. Dermed ændrede valgkortet sig drastisk en måned før valget skal stå. Det muslimske broderskab og militæret har begge back-up kandidater, som de nu kører i stilling. Salafisternes kandidat, derimod, som så ud til at have solid opbakning hos konservative muslimske vælgere har endnu ikke opgivet kampen om kandidaturet. Det andet store spørgsmål er forfatningen. Det nyvalgte parlamentet fik til opgave at udpege en forsamling på 100 medlemmer, der skal skrive en ny forfatning, der derefter skal vedtages ved en folkeafstemning. Udvælgelseskriterierne til sammensætningen af denne forsamling har været et omstridt punkt mellem de sekulære og islamiske blokke i parlamentet. Og da parlamentet i marts offentliggjorde sammensætningen af forsamlingen, hvor FJP og Nour partiet sad på omkring 70 % af medlemmerne, forlod otte medlemmer forsamlingen i protest mod en fordeling af pladserne. Følgende har en domstol erklæret udvælgelsen af deltagerne ikkedemokratisk, suspenderet forsamlingen og udsat processen. I mellemtiden har militæret dog vist tydelige tegn på deres vilje til at styre valgprocessen og holde fast på magten: først med opstillingen af Omar Suleiman samt en back-up kandidat til præsidentvalget. Derefter blokeringen af de tre præsidentkandidater. Og senest en udtalelse fra militærrådet, om at den nye forfatning skal udformes og ratificeres før en præsident er valgt i juni hvilket vil give militæret kontrol over også den proces og give dem mulighed for at sikre deres egen magt og interesse i den forhastede proces. 1.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Med hensyn til den afgørende nye lov om fagforeningsfrihed ser det ikke lovende ud. Et af de største resultater fra revolutionen var at opnåelsen af frihed til organisering. Nystiftede uafhængige faglige organisationer som EFITU fik lov at virke på trods af en mangel på juridisk godkendelse. Siden har de nye, uafhængige fagforeninger og andre kræfter prøvet at reformere den gamle statsledede hovedorganisation ETUF og

afvikle dens magt og monopol. I november sidste år så det positivt ud. En ny progressiv lov der tillod arbejderne fri organisationsret og som skulle erstatte den lov, der fastlåser ETUF's udemokratiske og statsstyrede monopol var blevet godkendt af kabinettet og skulle dernæst godkendes af militær rådet eller af det nye parlament. Desuden var ETUF's ledelse opløst, en midlertidig ledelse indsat og en reformproces af centralkomiteerne for ETUF's 24 fagforbund undervejs. Men udviklingen har desværre vendt. Arbejdsministeren, der var primus motor i disse processer, gik af med resten af kabinettet i slutningen af 2011. Lov processen er siden gået i stå, og FJP har lavet deres eget lovudkast, hvor blandt andet pluralisme på virksomhedsniveau forbydes. Reformprocessen af ETUF er også gået i stå, og de progressive og demokratisk indstillede medlemmer af den midlertidige ledelse skiftet ud og igen erstattet af gamle ledere fra ETUF. De nye uafhængige fagforeninger er således stadig fanget i et lovmæssigt vakuum, hvor de ikke har retslig legitimitet til deres virke. Meget tyder desuden på, at det muslimske broderskab er interesseret i at beholde ETUF's struktur og arbejde på at få egne folk op i geledderne i den magtfulde organisation. Arbejdsmarkedet er stadig præget af talrige strejker. Oftest er det krav om økonomiske forbedringer, bedre arbejdsforhold og krav om, at en korrupt eller dårlig ledelse skal gå af, der driver strejkerne. De er ofte organiseret på græsrodsniveau på den enkelte virksomhed, og breder sig nogle gange til hele sektorer i et område. 1.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatet har endnu ingen formelle partnerorganisationer i Egypten. Formålet er at støtte uafhængige og demokratiske faglige organisationer. Mindst to strukturer arbejder på at samle Egyptens mange nye og stadigt spirende uafhængige faglige organisationer: EFITU og EDLC. Den egyptiske sammenslutning af uafhængige fagforeninger EFITU blev udråbt i januar 2011 under revolutionen. EFITU har ifølge egne oplysninger 269 faglige organiseringer under sig på forskellige niveauer. Den stiftende kongres afholdtes i januar 2012 og fastlagde en demokratisk opbygget organisation. EFITU har endnu

ikke ret til at opkræve medlemsbidrag eller til at indgå overenskomster. Medlemmerne er præget af en enorm mangel på erfaring og viden og en udpræget grad af græsrodsaktivisme. EFITU har status som associeret medlem af ITUC. Den egyptiske demokratiske arbejderkongres EDLC er en sammenslutning af repræsentanter fra uafhængige fagforeninger, aktivistgrupper og ngo'er. ECLC blev etableret i slutningen af 2011 på initiativ af lederen Kamal Abbas fra den egyptiske arbejderrettighed NGO CTUWS. 1.4 Kuwait 1.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Kuwaits arabiske forår skilte sig ud fra de øvrige lande i regionen. Landet var således ikke på samme måde som dets naboer ramt af store pro-reform demonstrationer under protestbølgen i 2011. Alligevel har golfstaten stået over for en alvorlig politisk krise det sidste år, hvor befolkningen i en hidtil uset grad offentligt har skiltet med deres vrede mod det politiske etablissement. Allerede i slutningen af 2010 ulmede den politisk uro, og i februar uden tvivl optændt af opstandene andre steder i regionen begyndte nye ungdomsledede bevægelser at organisere offentlige demonstrationer. I løbet af sommeren og efteråret eskalerede situationen, idet en større korruptionsskandale, der involverede embedsfolk og medlemmer af parlamentet rullede. Demonstranter stormede parlamentet den 16. november, hvilket førte til kabinettets og den mangeårige premierministers afgang. (Premierministeren havde ellers tidligere overlevet flere mistillidsvotummer i parlamentet.) I december opløste emiren statsoverhovedet i Kuwait parlamentet forud for nye valg til nationalforsamlingen i februar 2012 og erstattede den tidligere statsminister med et andet ledende medlem af den regerende familie, den tidligere forsvarsminister Sheikh Jaber Al Hamad Al Sabah. Kuwait har traditionelt været mere positivt stemt over for demokratiske åbninger end de andre golfstater. Landet er også mere vant til udtryk for politisk opposition, end sine naboer. I modsætning til de fleste andre arabiske lande har Kuwait hverken politiske fanger, en opposition i eksil eller en historie af politisk vold bag sig. Et overvejende flertal af landet støtter et demokratisk regeringssystem med udpegelsen af regeringen gennem valg. Gennem de seneste seks år har Kuwait dog været rystet af en række politiske kriser, der har ført til syv regeringers afgang og opløsning af parlamentet fire gange. Strukturelle barrierer i det politiske system som modarbejder den politiske process (blandt andet er politiske partier ikke tilladt) og samarbejdsvanskeligheder mellem parlamentet og den nu tidligere statsminister har paralyseret politisk reform og politikker for økonomisk udvikling i årevis og givet anledning til vrede i befolkningen over korruption, arbejdsløshed og en opfattelse af ulighed i befolkningen. Resultatet af parlamentsvalget den 2. februar 2012 betød en dramatisk ændring af sammensætningen af parlamentet og vidnede om et ønske fra befolkningen til forandring. Halvdelen af pladserne gik til nyvalgte kandidater. Især pro-regerings parlamentarikere blev straffet af vælgerne, ikke mindst de der havde været sat i forbindelse med korruptionsskandalen. Fordi politiske partier ikke er tilladt, er det

svært at identificere en særlig gruppe som den overordnede vinder. Men tribal candidates, salafister og kandidater støttet af det muslimske broderskab opnåede de største sejre. Ingen af de 23 kvindelige kandidater blev valgt ind i det 50 mand store parlament. Generelt steg den totale stemme på kvinderne dog til 17 %. Selvom den regerende familie med emiren i spidsen efter al sandsynlighed stadig vil have et flertal i parlamentet bag sig, er der trods alt åbnet op for en ændret magtbalance i landet. Alene valgdeltagelsen på 60 % vidnede om, at befolkningen ønsker en udvikling mod konstitutionelt monarki og øget magt til parlamentet. 1.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Som en del af den politiske uro i 2011 prægede en række strejker i den offentlige sektor billedet. De udsprang fra utilfredshed med regeringens manglende respekt for arbejdsrettigheder og dens passivitet over for korruption. De kuwaitiske myndighederne reagerede med trusler om at sætte militæret og politiet til at sætte en stopper for strejkerne, en trussel der straks blev fordømt af ITUC. Senest fordømte ITUC i december en udtalelse fra justitsministeren om at strejker er forbudte og at internationale konventioner, der garanterer arbejdsrettigheder ikke gælder ministeren. Udtalelsen kom som reaktion på en række strejker blandt ministeriets ansatte. Også hovedorganisationen KTUF (Kuwait Trade Union Federation) ITUC's affilierede og Ulandssekretariatets partnerorganisation har stået for skarp kritik af de kuwaitiske myndigheders skridt mod undertrykkelse af arbejderes rettigheder. I en nyligt udkommet statusrapport fra ITUC har billedet over regimets overtrædelser af arbejdsrettigheder stort set ikke ændret sig. Især landets mange migrantarbejdere betaler en hård pris. Således beretter ITUC fortsat om restriktioner på migrantarbejdernes ret til at organisere sig, om omfattende brug af tvangsarbejde og om diskrimination i lov og praksis. Rapporten konstaterer, at diskriminerende begrænsninger for udenlandske arbejdstageres ret til organisering fratager 80 % af arbejdsstyrken retten til at organisere sig. Fagbevægelsens forhandlingsstyrke reduceres også yderligere ved væsentlige begrænsninger i retten til at strejke. Landets sponsorsystem for indrejse og beskæftigelse af migrantarbejdere gør migranterne afhængige af deres arbejdsgivere og resulterer i mange tilfælde til tvangsarbejde. Regeringen halter stadig langt bagud i arbejdet med at forebygge tvangsarbejde eller retsforfølge arbejdsgivere og identificere og beskytte ofre for tvangsarbejde og misbrug. 1.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer På trods af, at regimet har reageret med hård retorik over for det sidste års strejker, er KTUF i modsætning til Ulandssekretariatets partnerorganisation i Bahrain ikke blevet seriøst ramt af begivenhederne og regimets svar derpå. Det er således Ulandssekretariatets vurdering, at det sidste års begivenheder ikke har haft en forstyrrende virkning på projektsamarbejdet med KTUF. Asiatiske migrantarbejderes rettigheder projektsamarbejdet fokusområde er stadig en høj prioritet i KTUF. Dette understrejes af, at KTUF og GEFONT i Nepal i marts dette år underskrev en MoU om at forbedre migrantarbejdernes rettigheder. Kuwait har 40.000 nepalesiske arbejdere. Mere en halvdelen af dem er hus hjælpere (domestic

workers), mens hovedparten af mændene arbejder i bygningsindustrien. Også BFBTU i Bahrain indgik i en aftale med GEFONT, og de to lande er således de første lande i Golfen til at indgå i en officiel fagbevægelsesrelation med Nepal. 1.5 Bahrain 1.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser I Bahrain fortsætter bølgen af protester nu på 15. måned. I modsætning til Tunesien, Egypten og Libyen førte 'det arabiske forår' i Bahrain ikke til demokratiske reformer eller til afsættelsen af et autokratisk regime, og regimet har trods helhjertede forsøg ikke været i stand til at slå oprøret ned. Opstanden begyndte i Bahrain den 14. februar 2011 inspireret af oprørsbevægelserne i andre arabiske lande. Demonstranterne krævede en valgt regering, civile friheder og social retfærdighed. Myndighederne i Bahrain svarede igen med brutal undertrykkelse og en hidtil uset grad af vold mod demonstranter, civile og arbejdere. Efter en måneds demonstrationer og protester, hvor demonstranternes krav steg i takt med myndighedernes voldelige fremfærd, inviterede den bahrainske konge, Hamad bin Isa Al Khalifa, efter et krisemøde mellem golfstaternes ledere militære tropper fra Saudiarabien og De Forenede Arabiske Emirater til Bahrain for at komme de lokale sikkerhedsstyrker til undsætning. Kongen erklærede undtagelsestilstand og protesterne blev brutalt slået ned. En senere rapport fra en undersøgelseskommission nedsat af kongen, dokumenterede omfattende overgreb begået af sikkerhedsstyrkerne i disse første måneder, i form af rutinemæssig tortur, vilkårlige arrestationer, langvarig isolation af tilbageholdte, påtvungne tilståelser, uretfærdige retssager og ubegrundede afskedigelser af arbejdere der deltog i protesterne. Efter offentliggørelsen af kommissionsrapporten i november 2011 erkendte regeringen, at sikkerhedsstyrkerne havde brugt unødig vold mod oftest ubevæbnede civile, og kong Hamad lovede at reformere lovgivningen, så den følger international lov. Kommissionsrapporten inkluderede en stribe anbefalinger til regeringen. Regeringen hævder i dag, at 90 % af disse er blevet implementeret kritikere fastholder, at det nærmere er 10 %. Under en facade af normalisering, hvor regeringen opfører sig som om, at (delvis) implementering af 'den uafhængige undersøgelseskommissions' anbefalinger vil

genoprette roen i landet, ulmer uroen stadig. De store protester på Perlepladsen (de bahrainske demonstranters pendant til Tahrirpladsen i Cairo) blev effektivt knust i marts-april 2011 og Perlepladsen jævnet med jorden. Men lige siden er der rapporteret om næsten daglige protester fra bahrainere, der er vrede over ubegrundede afskedigelser og uretfærdige anklager og retsafsigelser, der har fulgt i kølvandet på deltagelse i eller opbakning til de tidlige protester. I februar, på årsdagen for protesternes start, blev der slået hårdt ned på demonstrationer. Samtidig er politiske forhandlinger gået i stå, og sekteriske spændinger stiger. Flertallet i Bahrain er shiamuslimer, mens den royale familie, der leder landet er sunnimuslimer. Demonstranterne har hele tiden stået fast på, at protesterne intet har at gøre med en konflikt mellem shia og sunnimuslimer, mens myndighederne har dyrket forklaringen til omverdenen om et religiøst begrundet oprør. I de seneste måneder er situationen intensiveret. Dels med kravene om løsladelsen af menneskerettighedsaktivisten Abdulhadi Alkhawaja, dansk-bahraineren hvis langvarige sultestrejke har trukket overskrifter og internationalt diplomati i en grad sjælden set, og hvis eventuelle død i regimets hænder kan være gnisten, der tænder en hovedsagelig fredelig protestbevægelse. Og dels op til afholdelsen af Formel-1 løbet i Manama i april. Regimet vil med afholdelsen af løbet, der i 2011 blev aflyst på grund af urolighederne, vise at der er styr på situationen i landet. Omvendt bruger demonstranterne den internationale tilstedeværelse til at gøre verden opmærksom på deres vrede. International Crisis Group rapporterer, at sammenstød mellem unge demonstranter og sikkerhedsstyrkerne forekommer hver eneste aften og involverer brug af molotovcocktails fra demonstranternes side og tåregas fra sikkerhedsstyrkerne. Flere er døde, i de fleste tilfælde efter signende på grund af tåregassen. Demonstrationerne og kampene mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter er i dagene op til Formel-1 løbet intensiveret, og mange er anholdt. 1.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Det sidste års turbulens har totalt ændret Bahrains tidligere status som det mest progressive af golfstaterne med hensyn til arbejdsmarkedsspørgsmål. Blandt åbenlyse fængslinger, forsvindinger og retsforfølgelse af demonstranter og den politiske opposition har en vedvarende undertrykkelse af arbejdere og angreb mod arbejderrettigheder været tydelig. ITUC har gentagne gange fordømt volden mod demonstranter såvel som målrettet afstraffelse af arbejdere og anti-fagbevægelses undertrykkelse. Tusindvis af arbejdere blev fyret, fordi de deltog i demonstrationer og lovlige strejker i februar og marts 2011. Regeringen skabte en stemning, der opildnede virksomhederne til at fyre de arbejdere, der deltog i strejkerne. I nogle

tilfælde opfordrede regeringen direkte til afskedigelser ifølge den uafhængige undersøgelseskommissions rapport. 1.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets kommende partnerorganisation og ITUC's affilierede; hovedorganisationen GFBTU (General Federation of Bahrain Trade Union), der deltog aktivt i forårets protester blev direkte afstraffet af regimet. Omkring 5000 medlemmer og 100 ledere af GFBTU blev fyret, og i oktober ændrede regeringen sågar uden varsel fagforeningslovgivningen i et forsøg på at lukke munden på hovedorganisation og for at gøre gengæld mod de fagforeningsaktive. GFBTU har siden kæmpet for at få de mange tusind medlemmer genansat et af den uafhængige undersøgelseskommissions anbefalinger til regimet. Det ser nu ud til, at de fleste har fået deres job tilbage, hvilket er en stor sejr for GFBTU. Ligeledes var hovedorganisationen i marts indbudt til dialog med regeringen. I og med at GFBTU har været under konstant pres og angreb igennem det sidste år, har hovedprioriteten for organisationen været at genoprette organisationens kapacitet samt at få genansat de tusindvis af fyrede fagforeningsmedlemmer og fagforeningsledere. Det planlagte projektsamarbejde mellem Ulandssekretariatet og GFBTU om forbedring af asiatiske migrantarbejderes rettigheder i Bahrain er således blevet udskudt, mens GFBTU indhenter det tabte. Ulandssekretariatet er i dialog med GFBTU om at støtte organisationen i denne proces. Migrantarbejderes rettigheder er dog stadig et vigtigt fokusområde i GFBTU. Således har GFBTU ligesom KTUF i Bahrain indgået en MoU med GEFONT i Nepal i marts dette år om at forbedre de nepalesiske migrantarbejdernes rettigheder i de to golfstater.