1. maj 2016 Rasmus Horn Langhoff 1. maj er en kampdag. En protest- og en festdag. Da dagen blev valgt i 1889 var det for at markere arbejdernes kamp

Transkript

1 1. maj 2016 Rasmus Horn Langhoff 1. maj er en kampdag. En protest- og en festdag. Da dagen blev valgt i 1889 var det for at markere arbejdernes kamp for en 8 timers arbejdsdag. I 30 år fortsatte kampen ufortrødent for 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile. Gennemførelsen af 8 timers dagen var en af arbejderbevægelsens første og største sejre. Kampen handlede om retten til et liv, hvor arbejdet ikke var hele livet. Og et samfund hvor menneskeliv ikke længere skulle tjene som en ubegrænset ressource til at mætte markedets behov. Den kamp var dog ikke vundet med 8 timers dagen, tvært imod var den kun lige begyndt. Siden arbejderbevægelsens begyndelse har 1. maj handlet om ordentlige arbejdsvilkår, lige rettigheder og et samfund, hvor mennesker ikke var markedets tjenere, men dets herre. Vi har siden 8 timers dagens indførsel fejret mange sejre. Retten til ferie og fritid. Sygeforsikring. Sociale ydelser. Lige løn. Barsel. Pensioner. Velfærdsstatens opståen og udvikling. Arbejderbevægelsens sejre og vores unikke velfærdssamfund har gjort 1. maj i Danmark til ikke bare en kampdag, men også en festdag. En dag hvor vi minder hinanden om styrken i vores fællesskab, og hvordan vi i generation efter genration har bygget et af verdens mest lige og solidariske samfund. Nogle vil måske hævde at 1. maj efterhånden er blevet så meget en festdag, at kampen kan være svær at få øje på. Og selvom vi har meget at være stolte af, er det værd at minde os selv og hinanden om at kampen hverken er vundet eller overstået. Vi bliver udfordret af den bølge af utryghed og populisme, der har ramt store dele af verden i disse år. Og vi ser hvordan de borgerlige herhjemme udnytter menneskers bekymringer til, at tage en grundlæggende opgør med de værdier vi har bygget vores samfund på. Højrefløjen siger det ikke direkte, men skridt for skridt forsøger de, at nedbryde det fællesskab og

2 den solidaritet, der ellers skulle binde os sammen. De kalder det for omprioteringsbidrag, når det egentlig bare er nedskæringer i den offentlige velfærd. Og alt fra kontanthjælp til SU skal gøres moderne, selvom det i virkeligheden vil betyde noget så gammeldags som fattigdom og klasseskel. Det er hverken moderne eller retfærdigt, at gøre fattige mennesker fattigere. Og den eneste prioritering på borgerliges dagsorden, går direkte fra dem der har mindst, til dem der har mest. Det er tydeligt, at vi får masser af kampe med den nuværende regering og dens støttepartier ved magten. Men det er ikke gjort ved bare at være imod. 1. maj har fra første færd handlet om at forme et nyt og bedre samfund, og år efter år har vi rettet blikket mod de nye skridt på vejen. Jeg vil gerne bruge denne 1. maj til, at rette blikket frem mod nogle af de nye kampe, der skal præge vores bevægelse og trækket samfundet i en retning af mere lighed og solidaritet. For mig handler det om at sætte mennesker og fællesskab først. Vi skal sige klart og tydeligt, at menneskeliv er mere værd end, hvad der kan gøres op i kroner og øre. Og vi skal insistere på at vores samfund skal styres i fællesskabets og ikke grådighedens navn. Det handler om at sætte mennesker først på arbejdsmarkedet. Målet er hverken øget arbejdsudbud eller konkurrenceevne målet er at sikre fuld beskæftigelse og velfærd. Arbejde til alle giver mennesker muligheden for at forsørge sig selv og bidrage til fællesskabet, og det er grundlaget for en sund økonomi og et stærkt fællesskab. Vil vi gøre drømmen om fuld beskæftigelse til virkelighed handler det hverken om at dumpe lønningerne ned eller piske syge og udsatte grupper. Vores vision handler om, at skabe verdens mest rummelige arbejdsmarked, hvor alle mennesker får mulighed for at yde deres og hvor vi i fællesskab bliver rigere og stærkere, når alle bidrager.

3 Vi skal tage kampen op med et arbejdsmarkedet, hvor tusindvis af mennesker i dag lider af stress og kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Det gælder på produktionsarbejdspladserne, hvor truslen om udflytninger lurer, og det gælder i det offentlige, hvor der skal løbes stærkere hver eneste dag. Og vi skal tage kampen op med et arbejdsmarkedet, hvor mennesker bliver slidt på både krop og sjæl, og hvor du kan se en direkte sammenhæng mellem hvor langt og hvor et godt et liv du lever og i hvilken branche du har brugt dit arbejdsliv. Vi skal kæmpe for, at alle mennesker kan fortsætte arbejdslivet så længe lysten og helbredet tillader det MEN vi skal også kæmpe for, at slutningen på arbejdslivet ikke også bliver slutningen på livet for dem der slider og bliver slidt. Det er let nok at afskaffe efterløn og sætte pensionsalderen op, hvis man alligevel kan se frem til et langt seniorliv med økonomisk og fysisk overskud. Den luksus er bare ikke alle forundt i dag, og det kræver en ny kamp for et bedre arbejdsliv og mere retfærdig tilbagetrækning. Vores nye kampe skal handle om at sætte fælleskabet først. Målet med vores velfærdssamfund er hverken overskud eller privatiseringer målet er at sikre den lighed, der skab ægte frihed uanset baggrund og bagage. Velfærdssamfundets institutioner skal være fællesskabets institutioner, hvor mennesker mødes på tværs af skel, og hvor kløfter bliver erstattet med broer. Vores drøm om velfærdssamfundet handler om at vi i fællesskab løser livets store udfordringer og tager hånd om hinanden, når det gælder. Det er ikke altid det kan betale sig i kroner og øre på den korte bane, men vi ved at det altid betaler sig på den lange bane, når vi sætter mennesker først. Både økonomisk og menneskeligt. Vi skal tage kampen op med en offentlig sektor hvor privatiseringer og øget kontrol efterhånden er blevet et mål i sig selv. Børn og unges uddannelse, hjælpen til dem der har mindst og omsorgen for de ældre

4 bliver bedst, når det er vores fælles bedste og ikke bare aktiekurser der tages hensyn til. Vi skal kæmpe for, at fællesskabet ikke svigter alle dem, der i dag bliver overladt til sig selv. Alle dem der står uden for skal inden for, og når tusindvis af unge ikke får en uddannelse og mennesker sidder fast i håbløshed skal vi turde kigge kritisk på de systemer og institutioner vi selv har bygget op. Det kræver reformer af vores velfærd, der handler om at samle mennesker op i stedet for kun at bringe udgifter ned. Fællesskabet svigter desværre nogen gange dem der har mindst. Samtidig ser vi at dem der har mest alt for ofte svigter fællesskabet. Skatteunddragelse, fusk og svindel er ikke bare et fuldstændig uacceptabelt svigt, men også en trussel mod det samfund, der har skabt rammerne for den værdi og det overskud, der nydes godt af. Panamaskandalen er blot det seneste i en række eksempler på, hvordan grådigheden og ligegyldigheden over for fællesskabet har alt for let spil. Det kræver politisk handling, og det er ikke gjort med irettesættelser, opfordringer og retningslinjer. Vi har brug for en fornyet kamp mod grådigheden, hensynsløsheden og den ulighed der følger med. Det er på tide, at stille nye krav til erhvervsliv, banker og rigmænd, og insistere på at alle yder deres bidrag. Det er vores opgave at stille spørgsmålstegn ved alt fra kreative virksomhedskonstruktioner til skatteplanlægning og gyldne håndtryk. Vi skal nationalt som internationalt finde nye løsninger, og turde gøre op med de mekanismer, der ikke tjener, men kun svækker fællesskabet. Det handler om at sætte mennesker før markedet, og det er vores vigtigste kamp. I 1889 kunne mennesker knokle til livet var brugt op, og samfundets udvikling blev bestemt af de få, frem for de mange. Sådan er det heldigvis

5 ikke mere. Men vores fremskridt er ikke kommet af sig selv. Og drømmen om et samfund hvor menneskers liv har den største værdi er endnu ikke blevet til virkelighed. Vores svar handler ikke om gamle sejre eller om at bevare alt som det var. Vi har brug for nye kampe og sejre kampe for at sætte mennesker og fællesskab først. Lad os bruge denne 1. maj og tiden fremover på, ikke bare det vi kæmper imod, men først og fremmest på alt det vi kæmper for. God 1. maj!