DEM DER FLYGTER OG DEM DER BLIVER

DEM DER FLYGTER OG DEM DER BLIVER

Af Elena Ferrante foreligger på dansk: Forladte dage, 2003 Min geniale veninde, 2014 Historien om et nyt navn, 2014

Elena Ferrante DEM DER FLYGTER OG DEM DER BLIVER Napoli-romanerne bind 3 TIDEN I MIDTEN På dansk ved Nina Gross C&K Forlag

1. Jeg så Lila sidste gang for fem år siden, i vinteren 2005. Vi gik en tur langs stradonen en tidlig morgen, og som det efterhånden havde forholdt sig i årevis, var vi ude af stand til at føle os naturlige over for hinanden. Det var kun mig der talte, husker jeg: Hun nynnede, hun hilste på folk som ikke hilste igen, de sjældne gange hun afbrød mig, kom hun bare med et par udbrud uden egentlig sammenhæng med det jeg sagde. Der var sket for mange grimme ting i løbet af årene, nogle sågar grufulde, og hvis vi ville genfinde vores tidligere fortrolighed, måtte vi røbe vores hemmelige tanker for hinanden, men jeg havde ikke styrken til at finde ordene, og hun der måske stadig havde den, havde ikke lyst, kunne ikke se hvad det skulle gøre godt for. Men jeg holdt alligevel meget af hende, og når jeg kom til Napoli, prøvede jeg altid at mødes med hende, selv om jeg, må jeg nok indrømme, var lidt bange for hende. Hun var meget forandret. Alderen havde tæret på os begge, men hvor jeg bekæmpede en tendens til at tage på, var hun altid skind og ben. Hun havde kort hår som hun selv klippede; det var helt hvidt, ikke af eget valg, men af efterladenhed. Det meget hærgede ansigt mindede mere og mere om hendes fars. Hun lo nervøst, nærmest som en slags skrig, og hun talte for højt. Hun gestikulerede hele tiden med så voldsomme og beslutsomme bevægelser at det virkede som om hun ville skære ejendommene over i to, den brede vej, de forbipasserende, mig. Vi var nået hen til skolen vi havde gået i som børn, da en ung mand som jeg ikke kendte, forpustet overhalede os og råbte til Lila at man i et blomsterbed ved siden af kirken havde fundet et kvindelig. Vi skyndte os hen til det offentlige anlæg, Lila slæbte mig ind i gruppe nysgerrige og banede vej for os på en grov måde. Kvinden der lå på siden, var meget fed og iført en umoderne, mørkegrøn regnfrakke. Lila genkendte hende straks, det gjorde jeg ikke: Det var vores barndomsveninde, Gigliola Spagnuolo, Michele Solares tidligere kone. Jeg havde ikke set hende i adskillige årtier. Det smukke ansigt var ødelagt, anklerne var enorme. Håret der engang havde været brunt, var nu ildrødt, langt som hun havde haft det som ung pige, men tyndt, og lå i tjavser ud over den løse jord. Den ene fod var presset ned i en meget slidt sko med lav hæl; den anden var skjult under en grå uldsok med hul på storetåen, og den anden

sko lå en meter længere henne som om hun havde sparket den af sig i smerte eller forskrækkelse. Jeg brød ud i gråd, Lila så irriteret på mig. Vi satte os på en bænk lidt derfra og ventede tavse indtil Gigliola blev båret væk. Hvad der var sket hende, hvordan hun var død, var der endnu ingen som vidste. Vi gik hjem til Lila, til hendes forældres lille, gamle lejlighed hvor hun nu boede sammen med sin søn, Rino. Vi talte om vores veninde, Lila sagde ubehagelige ting om hende, om det liv hun havde levet, hendes krav, hendes forræderi. Men nu var det mig der ikke formåede at lytte, jeg tænkte på ansigtet i profil i snavset på jorden, på det lange hår der var så tyndt at kraniet skinnede igennem som hvide pletter. Hvor mange af dem som havde været børn sammen med os, var ikke døde, forsvundet fra jordens overflade fordi de var blevet syge, fordi deres nervesystem havde givet efter for grusomhedernes sandpapir, fordi deres blod var blevet udgydt. Vi sad et øjeblik matte i køkkenet, ingen af os beslutsomme nok til at tage af bordet, så gik vi ud igen. Solen på denne smukke vinterdag lagde et roligt skær over alting. Det gamle kvarter var i modsætning til os det samme som altid. De lave, grå huse identiske, vores leges gård, stradonen, tunnelens mørke åbninger, og volden. Men landskabet omkring det havde ændret sig. Dammenes grønlige strækning var der ikke mere, den gamle konservesfabrik var jævnet med jorden. På deres sted glimtede skyskrabernes glas, et forhenværende tegn på en strålende fremtid som ingen nogensinde havde troet på. Jeg havde bemærket forandringerne i løbet af årene, dem alle sammen, somme tider nysgerrigt, oftere ligeglad. Da jeg var lille, havde jeg forestillet mig at Napoli, bag vores kvarter, var fuld af underværker. Skyskraberen ved banegården for eksempel, havde gjort et stort indtryk på mig årtier forinden da den rejste sig etage for etage, skelettet af en bygning der dengang forekom os meget høj, ved siden af den ambitiøse banegård. Hvor blev jeg dog overrasket når jeg gik forbi ad piazza Garibaldi: Se hvor høj den er, sagde jeg til Lila, Carmen, Pasquale, Ada, Antonio, til alle mine kammerater fra dengang, når vi vovede os ud i nærheden af havet, til udkanten af de rige kvarterer. Deroppe, tænkte jeg, bor englene, og de nyder uden tvivl hele byen. Hvor ville jeg dog gerne være klatret derop, helt op til toppen. Det var vores skyskraber selv om den lå uden for kvarteret, en ting vi så vokse dag for dag. Men så var arbejdet standset. Når jeg kom tilbage fra Pisa, virkede banegårdens skyskraber ikke længere som symbolet på et samfund der var ved at få nyt liv, men som endnu en rede af ineffektivitet. I den periode var jeg overbevist om at der ikke var nogen større forskel på vores kvarter og Napoli, ubehaget bredte sig fra det ene sted til det andet uden afbrydelser. Hver gang jeg kom hjem, fandt jeg en by som var uden rygrad, som ikke holdt til årstidernes skiften, varme, kulde

og især uvejr. Snart blev banegården på piazza Garibaldi ramt af oversvømmelse, snart faldt søjlegangen foran museet sammen, snart var der jordskred, og det elektriske lys vendte ikke tilbage. Min erindring var fyldt med mørke gader fulde af farer, ureguleret trafik, hullet vejbelægning, kæmpemæssige vandpytter. De tilstoppede kloaker boblede og flød over. Lava af vand og kloakslam og affald og bakterier strømmede ud i havet fra højene som var bebyrdet med nye og skrøbelige bygninger, eller eroderede verden nedefra. Folk døde af skødesløshed, af korruption, af overgreb, og alligevel gav de ved hvert valg deres begejstrede samtykke til politikerne som gjorde deres liv uudholdeligt. Så snart jeg stod ud af toget, opsøgte jeg forsigtigt de steder hvor jeg var vokset op, altid omhyggelig med at tale på dialekt, som for at signalere jeg er en af jer, gør mig ikke noget. Da jeg fik min embedseksamen, da jeg i ét stræk skrev en historie som i løbet af få måneder, ganske overraskende, blev til en bog, forekom den verden jeg kom fra, mig at blive værre og værre. Mens jeg i Pisa, i Milano, følte mig godt tilpas, sommetider sågar lykkelig, frygtede jeg hver gang jeg vendte tilbage til min by at noget uforudset ville forhindre mig i at flygte fra den, at de ting jeg havde tilkæmpet mig, ville blive taget fra mig. Jeg ville aldrig gense Pietro som jeg snart skulle giftes med; jeg ville blive udelukket fra forlagets pæne og rene lokaler; jeg ville ikke længere kunne nyde Adeles, min fremtidige svigermors finesse, en mor som min aldrig havde været. Allerede i fortiden havde byen virket overfyldt på mig, en evig trængsel fra piazza Garibaldi til Forcella, til Duchesca, til Lavinaio, til Rettifilo. I slutningen af 60 erne syntes folkemængden at være vokset, og utålmodigheden, aggressiviteten, bredte sig hæmningsløst. En morgen havde jeg vovet mig helt ud til via Mezzocannone hvor jeg nogle år forinden havde arbejdet som medhjælper i en boghandel. Jeg var taget derhen af nysgerrighed, for at gense det sted hvor jeg havde knoklet, og især for at kaste et blik på det universitet jeg aldrig havde gået på. Jeg ville sammenligne det med universitetet i Pisa, med Normale, jeg håbede endda at jeg ville løbe ind i frøken Galianis børn Armando, Nadia så jeg kunne prale af det jeg havde præsteret. Men gaden, universitetsområdet, havde foruroliget mig, det myldrede med studerende fra Napoli og provinsen og hele Syden, støjende, velklædte og selvsikre unge mennesker, og andre, ubehøvlede og stadig laverestående. De trængtes foran indgangene, i aulaerne, stod i lange, ofte stridslystne køer foran sekretariaterne. Uden varsel begyndte en tre-fire stykker at tæve løs på hinanden få skridt fra mig, som om bare synet af hinanden var nok til en eksplosion af skældsord og slag, rasende unge mænd der udskreg deres blodtørst på en dialekt som selv jeg havde svært ved at forstå. Jeg gik hurtigt igen, som om

noget truende havde strejfet mig på et sted jeg forestillede mig som sikkert, kun opfyldt af gode hensigter. Hvert år forekom mig kort sagt at blive værre. I denne periode med regn var byen endnu engang revnet, et helt hus havde krummet sig om på siden som når et menneske der sidder i en gammel stol, læner sig mod det ormædte armlæn, og det giver efter. Døde, sårede. Og råb, slag, røgbomber. Det var som om byen skjulte et raseri der ikke kunne komme ud og derfor undergravede den indefra eller sprang ud i bylder på overfladen, fyldt med gift mod alle, børn, voksne, gamle, besøgende fra andre byer, amerikanere fra NATO, turister af alle nationaliteter, napolitanerne selv. Hvordan kunne man overleve på det sted, fuldt af uorden og farer, i periferien, i centrum, i højene, under Vesuv? Hvilket brutalt indtryk havde San Giovanni a Teduccio ikke gjort på mig, og rejsen for at nå dertil. Hvor brutal var ikke den fabrik hvor Lila arbejdede, og Lila selv, Lila med sin lille søn, Lila der boede i en forfalden ejendom med Enzo selv om de ikke sov sammen. Hun havde sagt at han ville studere computere, og at hun forsøgte at hjælpe ham. Jeg huskede stadig hendes stemme da den prøvede at udviske San Giovanni, pølserne, stanken i fabrikken, hendes situation, ved med falsk kompetence at citere forkortelser som: Center for Kybernetik på universitetet i Milano, Sovjetisk Center for Anvendelse af Computerteknik inden for Socialvidenskaben. Hun ville have mig til at tro at et center af samme slags snart ville blive etableret selv i Napoli. Jeg havde tænkt: I Milano måske, garanteret i Sovjetunionen, men ikke her, her er det galskab i dit ustyrlige hoved som du også trækker den stakkels, hengivne Enzo ind i. Hellere gå sin vej. Rejse væk for evigt, langt væk fra det liv vi havde haft siden fødslen. Slå sig ned i velorganiserede lande hvor alt var muligt. Jeg var selv flygtet. Men kun for at opdage, i de følgende tiår, at jeg havde taget fejl, at det var en kæde med større og større led: Vores kvarter gav byen skylden, byen Italien, Italien Europa, Europa hele planeten. Og i dag ser jeg det på følgende måde: Det er ikke kvarteret der er sygt, det er ikke Napoli, det er hele jorden, det er universet, eller universerne. Og klogskab betyder at skjule sig, skjule tingenes virkelige tilstand, også for sig selv. Jeg talte med Lila om det den eftermiddag i vinteren 2005, eftertrykkeligt og som for at råde bod. Jeg ville åbent erkende at hun havde forstået det hele siden hun var barn, uden nogensinde at forlade Napoli. Men jeg skammede mig næsten med det samme, i mine ord hørte jeg pludselig irritabiliteten hos en der er ved at blive gammel, en tone som jeg vidste hun hadede. Med en nervøs grimasse af et smil viste hun mig faktisk de gamle tænder, hun sagde: Spiller du nu hende der ved alt, moraliserer du? Hvad har du tænkt dig? Vil du skrive om os? Vil du skrive om mig?

Nej. Sig sandheden. Det bliver for kompliceret. Men du har tænkt over det, du tænker stadig over det. Lidt, ja. Lad mig være, Lenù. Lad os alle sammen være. Vi burde forsvinde, vi fortjener ikke noget, hverken Gigliola eller mig, ingen. Det passer ikke. Hun fortrak ansigtet i en utilfreds grimasse og stirrede på mig med pupiller som man næsten ikke kunne se, læberne halvt lukkede. Godt, sagde hun, så skriv hvis det er det du vil, skriv om Gigliola, om hvem du vil. Men ikke om mig, det vover du ikke, lov mig det. Jeg vil ikke skrive om nogen, ikke engang om dig. Pas på, jeg holder øje med dig, at du ved det. Ja? Jeg kommer og kikker i din computer, jeg læser dine dokumenter, jeg sletter dem. Årh, hold op Tror du ikke jeg kan det? Det ved jeg at du kan. Men jeg kan beskytte mig. Hun lo på sin sædvanlige ondskabsfulde måde. Ikke mod mig. 2. Jeg har aldrig glemt de tre ord, det var det sidste hun sagde til mig: Ikke mod mig. Jeg har nu skrevet i ugevis, på fuld kraft, uden at spilde tid på at genlæse. Hvis Lila stadig er i live det forestiller jeg mig mens jeg nipper til min kaffe og stirrer på Po der sprøjter op ad Principessa Isabella-broens søjler vil hun ikke kunne nære sig, hun vil komme og rode i min computer, hun vil læse, og trættekær som hun altid har været, vil hun blive vred over min ulydighed, hun vil

blande sig, rette, føje til, hun vil glemme sit ønske om at gå i opløsning og forsvinde. Så skyller jeg koppen, går tilbage til skrivebordet, begynder med den kolde forårsaften i Milano for mere end fyrre år siden, i boghandelen, da manden med de tykke briller talte hånligt om mig og min bog foran alle, og jeg svarede forvirret, rystende. Indtil Nino Sarratore pludselig rejste sig, næsten uigenkendelig med sit sorte, uplejede skæg, og gik voldsomt til angreb på ham der havde angrebet mig. Netop da begyndte alt i mig tavst at råbe hans navn hvor længe siden var det at jeg havde set ham sidst: fire-fem år og skønt jeg var iskold af anspændelse, mærkede jeg at jeg rødmede. Næppe var Nino færdig med sit indlæg, før manden med en behersket bevægelse bad om taletid til at svare. Det var tydeligt at han var fornærmet, men jeg var for fortumlet af voldsomme følelser til straks at forstå hvorfor. Jeg havde naturligvis bemærket at Ninos ord havde forskudt diskussionen fra litteratur til politik, og på en aggressiv, nærmest respektløs måde. I øjeblikket tillagde jeg det dog ikke megen vægt; jeg kunne ikke tilgive mig selv at jeg havde været ude af stand til at klare udfordringen, at jeg havde været usammenhængende foran et kultiveret publikum. Jeg der var så dygtig. I gymnasiet havde jeg reageret på en ugunstig situation ved at prøve at være som frøken Galiani, jeg havde tillagt mig hendes tonefald og hendes sprog. I Pisa havde den kvindemodel ikke været nok; jeg havde været tvunget til at leve op til meget erfarne mennesker. Franco, Pietro, alle de bedste studenter, og naturligvis de berømte lærere på Normale, udtrykte sig meget indviklet, de skrev med indstuderet kunstfærdighed, de havde en evne til at klassificere, en logisk klarhed som frøken Galiani ikke havde. Men jeg havde trænet mig til at være som dem. Og ofte lykkedes det mig; det forekom mig at jeg beherskede ordene så godt at jeg kunne feje modsigelserne ved at være i verden væk for evigt, bølgen af følelser, forpustet snak. Kort sagt kunne jeg nu bruge en måde at tale og skrive på som ved hjælp af et raffineret ordforråd, en rolig og eftertænksom rytme, en beslutsom disponering af argumenter og en formel klarhed der aldrig måtte slå fejl forsøgte at tilintetgøre samtalepartneren i en sådan grad at han mistede lysten til at opponere. Men den aften var tingene ikke gået som de burde. Jeg var blevet skræmt, først af Adele og hendes venner som jeg forestillede mig var meget belæste, så af manden med de tykke briller. Jeg var faldet tilbage til den ivrige lille pige fra kvarteret, portnerens datter med den syditalienske accent, selv overrasket over at være endt på det sted og spille rollen som den kultiverede unge forfatterinde. Derfor havde jeg mistet modet og udtrykt mig uden overbevisning, usammenhængende. For ikke at nævne Nino. Hans tilsynekomst havde fjernet enhver selvkontrol, og kvaliteten i hans indlæg til fordel for mig havde bekræftet mig i at jeg pludselig havde mistet mine evner. Vi havde samme baggrund, vi havde begge arbejdet hårdt for at tilegne os deres sprog.

Men han havde ikke alene brugt det med naturlighed og uden besvær vendt det mod taleren, men somme tider når det havde forekommet ham nødvendigt, havde han sågar tilladt sig at bringe bevidst uorden i det elegante italiensk med en dristig nonchalance som hurtigt havde fået manden med de tykke brillers professoragtige tone til at lyde forældet og måske lidt latterlig. Resultatet var at jeg da jeg så at manden ville tale igen, tænkte: Han er virkelig vred, og hvis han først sagde grimme ting om min bog, vil han nu sige noget endnu værre for at ydmyge Nino som forsvarede den. Men manden virkede optaget af noget andet: Han vendte ikke tilbage til min roman, han nævnte mig overhovedet ikke. Han koncentrerede sig derimod om visse formuleringer som Nino havde brugt tilfældigt, men gentaget flere gange: udtryk som ridderlig arrogance, antiautoritær litteratur. Først da forstod jeg at det havde været den politiske drejning af diskussionen der havde gjort ham vred. Han havde ikke brudt sig om det ordforråd, og det understregede han ved at lade sin dybe stemme knække over i en pludselig sarkastisk falset (og derfor bliver stolthed over viden i dag karakteriseret som løse påstande, og derfor er litteraturen også blevet anti-autoritær?). Så begyndte han at lege subtilt med ordet autoritet, Gud være lovet sagde han et værn mod den ukultiverede ungdom som udtaler sig tilfældigt om alting og søger tilflugt i idiotien bag hvem ved hvilken modgående strøm på universiteterne. Og det emne talte han længe om, henvendt til publikum, aldrig direkte til Nino eller mig. I sin konklusion fokuserede han imidlertid først på den gamle kritiker der sad ved siden af mig, og så direkte på Adele, som måske var hans egentlige polemiske mål fra begyndelsen. Jeg har ikke noget imod de unge sagde han sammenfattende men jeg har noget imod de kultiverede voksne som af personlig interesse altid er parate til at ride med på dumhedens sidste mode. Her tav han omsider og gjorde anstalter til at gå med en række undertrykte, men energiske Undskyld mig, Tillader De, Tak. Publikum rejste sig for at lade ham komme forbi, fjendtlige og alligevel ærbødige. På det tidspunkt stod det mig helt klart at han var en vigtig mand, så vigtig at sågar Adele gengældte hans dystre hilsen med et venligt: Tak, og på gensyn. Det var måske derfor at Nino overraskede alle lidt da han i en bydende og samtidig spøgende tone, et bevis på at han vidste hvem han havde for sig, sagde hr. professor, hvor skal De hen, gå ikke og dernæst, takket være sine lange smidige ben, afskar ham vejen, stillede sig op foran ham og sagde noget på sit nye sprog som jeg derfra hvor jeg sad, ikke rigtig hørte, eller ikke rigtig forstod, men som måtte have været som jernkabler under en brændende sol. Manden lyttede ubevægelig, viste ingen tegn på utålmodighed, så gjorde han en bevægelse med hånden som betød Flyt dig og bevægede sig hen mod udgangen.

3. Jeg forlod forvildet bordet, det var svært at forstå at Nino virkelig var dér, i Milano, i det lille lokale. Men det var han, og han gik mig allerede smilende i møde, men med afmålte skridt, uden hastværk. Vi trykkede hinanden i hånden, hans var meget varm, min iskold, og vi gav udtryk for hvor glade vi var for at se hinanden efter så lang tid. Visheden om at den værste del af aftenen endelig var forbi og at han nu stod der foran mig, i kød og blod, dæmpede mit dårlige humør, men ikke ophidselsen. Jeg præsenterede ham for kritikeren der generøst havde rost min bog, sagde at det var en ven fra Napoli, at vi havde gået i gymnasiet sammen. Professoren der også havde fået et par barske bemærkninger fra Nino, var venlig, han roste ham for den måde han havde behandlet den anden professor på, omtalte Napoli med sympati, henvendte sig til ham som om han var en dygtig studerende der burde opmuntres. Nino forklarede at han havde boet i Milano i nogle år, hans felt var økonomisk geografi, han tilhørte og her smilede han den mest ynkelige del af den akademiske pyramide, det vil sige undervisningsassistenterne. Han gjorde det på en indtagende måde, uden de nærmest bistre toner han havde brugt som dreng, og det forekom mig at han var iført en lettere rustning end den der havde fortryllet mig i gymnasiet, som om han havde befriet sig for en overflødig vægt for at kunne turnere hurtigere og mere elegant. Jeg bemærkede lettet at han ikke havde vielsesring på. I mellemtiden var nogle af Adeles veninder kommet hen til os for at få bogen signeret, hvilket gjorde mig nervøs; det var første gang jeg havde gjort det. Jeg tøvede: Jeg ville ikke miste Nino af syne i så meget som et sekund, men jeg ønskede samtidig at mildne det indtryk af en klodset pige som jeg måtte have efterladt. Jeg overlod ham derfor til den gamle professor han hed Tarratano og modtog høfligt mine læsere. Jeg havde tænkt mig at gøre det hurtigt, men bøgerne var nye, lugtede af tryksværte og var så fjernt fra de brugte og ildelugtende bøger Lila og jeg havde lånt på kvarterets bibliotek at jeg ikke havde lyst til straks at skæmme dem med pennen. Jeg stillede min bedste håndskrift til skue, den som frøken Olivieri i sin tid havde lært mig, jeg opfandt omstændelige dedikationer som skabte en vis utålmodighed blandt de ventende kvinder. Mit hjerte hamrede mens jeg skrev, hele tiden med et øje på Nino. Jeg rystede ved tanken om at han ville gå.

Det gjorde han ikke. Nu var Adele gået hen til ham og Tarratano, og Nino talte fortroligt og samtidig ærbødigt til hende. Jeg mindedes den måde han plejede at tale med frøken Galiani på i gymnasiets gange, og det tog mig et stykke tid at forbinde den dygtige gymnasieelev fra dengang med den unge mand af i dag. På den anden side afviste jeg ihærdigt, som en meningsløs deviation der havde fået os alle til at lide, universitetsstudenten fra Ischia, min gifte venindes elsker, den hjælpeløse dreng der gemte sig på toilettet i butikken på piazza dei Martiri og som var far til Gennaro, en dreng han aldrig havde set. Lilas indtrængen havde uden tvivl slået ham af sporet, men og det forekom det mig nu åbenlyst det havde kun været en parentes. Hvor intens den historie end måtte have været, hvor dybe spor den end havde efterladt, så var den forbi. Nino havde genfundet sig selv, og det var jeg glad for. Jeg tænkte: Jeg må fortælle Lila at jeg har mødt ham, at han har det godt. Så skiftede jeg mening: Nej, jeg fortæller hende det ikke. Da jeg var færdig med signeringen, var lokalet tomt. Adele tog mig blidt i hånden, hun roste mig for den måde jeg havde talt om min bog på og svaret på den skrækkelige forstyrrelse sådan definerede hun det fra manden med de tykke brillers side. Da jeg nægtede at have været god (jeg vidste udmærket at det ikke var sandt), bad hun Nino og Tarratano om at udtale sig, og de fyldte mig naturligvis begge med komplimenter. Nino gik så vidt som til at sige, mens han så alvorligt på mig: I ved ikke hvordan den her pige var allerede i gymnasiet, meget intelligent, meget kultiveret, meget modig, meget smuk. Og mens jeg følte at mit ansigt brændte, begyndte han med overdreven høflighed at fortælle om mit sammenstød med religionslæreren for år tilbage. Adele lo ofte mens hun lyttede. I vores familie, sagde hun, forstod vi straks Elenas kvaliteter, og så bekendtgjorde hun at hun havde bestilt bord på et sted få skridt derfra. Jeg blev forskrækket, jeg mumlede forlegen at jeg var træt og ikke sulten, jeg lod forstå at siden Nino og jeg ikke havde set hinanden længe, ville jeg gerne gå en tur sammen med ham før jeg gik i seng. Jeg vidste at det var uhøfligt, middagen var en hyldest til mig og en tak til Tarratano for hans indsats i forbindelse med bogen, men jeg kunne ikke beherske mig. Adele så et øjeblik på mig med et sardonisk udtryk, hun svarede at min ven naturligvis også var inviteret, og tilføjede lidt mystisk som for at kompensere mig for mit offer: Jeg har desuden en dejlig overraskelse i reserve til dig. Jeg så bekymret på Nino: Ville han tage imod invitationen? Han sagde at han ikke ville forstyrre, så på uret, accepterede.