Det skulle have været en helt almindelig dag En højresvingsulykke gjorde Anne Marie Lodahl 75 procent hjerneskadet. I dag er hun formand for Hjerneskadeforeningen Thisted/Mors og kæmper for så meget åbenhed som muligt om hjerneskader De to piger cyklede forrest. Deres mor kom lidt bagefter. De var på vej ad Thorstedvej mod hjemmet på Klatmøllevej lidt udenfor Thisted. Det var en helt almindelig dag. En bilist, der skulle svinge til højre ad Fogedsvej, bremsede op, så pigerne kunne fortsætte lige ud. Og moderen satte farten op på sin cykel, fordi hun gik ud fra, at bilisten havde set hende. Men det havde bilisten ikke. Han drejede, og så skete det: Bang! Kvinden fløj hen over cyklen og knaldede hovedet direkte ned i bilen. Det, som lægen først kaldte et piskesmæld, viste sig at være en 75 procents hjerneskade, og dét, som skulle have været en helt almindelig dag, blev til en invalidepension og en livslang genoptræning for at genvinde så meget som muligt af det tabte for Anne Marie Lodahl. Selv om det aldrig vil lykkes, holder hun fast i, at 1
ingen skal se mig mere syg eller forandret, end jeg er. Det handler om vilje. Og jeg er meget stædig. Omkring 120.000 danskere er ramt af en hjerneskade, Anne Marie Lodahl er én af dem. Når de pårørende tælles med, påvirker hjerneskade omkring en halv million danskere. Blandt dem er Anne Marie Lodahls mand Frede og deres tre børn: de to piger Lise, som var 12 år, da ulykken skete, Lotte på dengang 17 år, og sønnen Jan, der var 19. Ulykken skete i 2000, men det varede et helt år, før det gik op for Anne Marie Lodahl, at det var helt galt. Da hun fik den første melding om piskesmæld, fik hun også at vide, at hun havde bedst af at gå på arbejde. Hun var ansat på Teknisk Skole i Thisted (i dag en del af EUC Nordvest), var samtidig edb-konsulent for Undervisningsministeriet, involveret i et stort edb-firma og tilknyttet en kursusvirksomhed, hvor hun underviste i edb-programmer til erhvervsskoler. Arbejdet betød mindst en månedlig flyvetur til København, og Anne Marie Lodahl begyndte at undre sig over, hvorfor hun havde ondt i højre side af hovedet, når hun var i luften. Og på et tidspunkt nåede hun dertil, hvor hun pludselig intet kunne derhjemme. Hun blev undersøgt af en neurolog, der anbefalede hende at gå på deltid. Det kunne hun lige akkurat magte i tre måneder, og i juli 2002 sendte en neuropsykolog øjeblikkeligt hende på pension. Arbejdsskadestyrelsen fastslog, at hun var 75 procent hjerneskadet. Og så skal man til at finde ud af, hvem man er. Min personlighed er ændret. Jeg 2
kunne ikke lære noget, jeg kunne ikke klare at være sammen med andre, og jeg kunne ikke huske noget. Jeg kunne ikke lave mad, og da vi fik vores første barnebarn, vidste jeg ikke, hvordan man skulle made og klæde et lille barn på. Jeg måtte skrive alt ned, og hvis jeg glemte noget, var jeg nødt til at starte helt forfra. Alt skulle ligge på faste pladser i skuffer og skabe, og der var helst ikke nogen, der måtte forstyrre mine systemer, siger Anne Marie Lodahl. På et tidspunkt var hun psykisk så langt nede, at hun overvejede at tage sit eget liv, fordi hun var afmægtig. Det gik ud over familien, ikke mindst den yngste, Lise, som fortsat boede hjemme, og hendes mand Frede, for afmægtigheden gjorde Anne Marie Lodahl aggressiv. Ikke fysisk, men i afmagt skælder man ud og er den mest forbandede kælling, siger hun. Men familien holdt ud og holdt ved. Engang imellem kunne det blive for meget for Frede, så han var nødt til at køre en tur for at få luft, men han og børnene - har været enestående hele vejen. Vejen har været lang og den fortsætter. Anne Marie Lodahl træner fem gange om ugen sener og muskler i navnlig kroppens højre side blev beskadiget, og de skal trænes ret konstant på forskellig måde; det er en livslang proces, som blev skubbet i gang, efter at en klog mand først havde sat hoften på plads. Hun var også en flittig motionist før ulykken, og den fordel kom hende til gode efter ulykken, hvor hun længe havde et højt medicinforbrug, som hun tvang sig selv ud af, da hun fik at vide, at hun uden motion kunne blive lænket til en kørestol. Fysik og vilje er vigtige forudsætninger for, at Anne Marie Lodahl kan klare sit omfattende program. Hjerneskadeforeningen Thisted/Mors blev startet i januar 2007, og bortset fra det første halve år har hun været formand for foreningens 75 medlemmer (alle familiemedlemskaber), ligesom hun er blevet medlem af Handicaprådet i Thisted Kommune, er blevet suppleant i LBR, Lokalt Beskæftigelses Råd, under Jobcentret og bisidder. Hver tirsdag eftermiddag har foreningen café for hjerneskadede og pårørende, ligesom der er forskellige andre aktiviteter. Det betyder noget, at man får snakket sammen; men for Anne Marie Lodahl er det lige så vigtigt at bryde andres fordomme mange tror, at man sidder og savler, når man er hjerneskadet og derfor er hun så 3
hudløst åben om sit eget liv, ikke fordi nogen skal have ondt af mig eller andre hjerneskadede, men fordi det handler om forståelse. Hele familien bliver ramt, måske navnlig børnene, når en af de nærmeste bliver hjerneskadet. Hjerneskadeforeningen Thisted/Mors har derfor over flere omgange holdt børnekurser, som ledes af professionelle, for vi skal passe på, at børnene ikke bliver tabt. Alle kurser har resulteret i indberetninger til kommuner om familier, der havde brug for hjælp, ikke mindst til praktiske opgaver. En af dem var en dreng, der var på kursus to gange. Faderen var hjerneskadet efter en trafikulykke, da han skulle køre sønnen hen til en kammerat. Og netop derfor følte drengen så stor skyld i ulykken, at han fik problemer i skolen og røg ud i et misbrug. Men via foreningens børnekursus kom han til psykolog, fik en mentor til sin skolegang og slap fri af misbruget: Nu er han ude af det hele, og han har fået en læreplads. Anne Marie Lodahl er stadig midt i det hele, men efter at være blevet testet af en kørelærer har hun lært sig at køre bil igen (kørekortet var aldrig i farezonen på trods af den store hjerneskade); hun kan rumme sine børn og børnebørn igen, de må oven i købet gerne forstyrre hende, mens hun laver mad. Og i 2013 lærte hun igen at læse; i de første 13 år efter ulykken måtte hun især bruge sine ører og hukommelse. Hun har ikke lagt ulykken bag sig, men hun er på vej videre. Familien bor langt fra alting, men også tæt på, og i haven står en bænk foran en flok grantræer. Her er der ro for sjælen, og ikke mindst, da hun havde det rigtig skidt, satte Anne Marie Lodahl tit på denne 4
bænk. Det gør hun stadig, men af andre grunde. Hun forbinder ikke bænken med sin sygdom. Derimod måtte hun smide sit tøj væk, fordi det mindede hende for meget om ulykken. Det har fået en lidt krøllet konsekvens: En af følgerne af ulykken var, at en lunge sad i klemme ved ribbenene, så hun valgte at holde op med at ryge. Hun havde ellers et forbrug på op til 30 cigaretter om dagen. Men modsat de fleste andre mærkede hun aldrig abstinenser, måske i kraft af hjerneskaden. Til gengæld fejrer hun sit rygestop med at købe nyt tøj, hver gang der er gået endnu et år efter den sidste cigaret! Udadtil virker Anne Marie Lodahl glad og smilende: Det er de dage, man tager hjemmefra. De andre dage bliver man hjemme. Jeg har det bedst i sammenhænge, hvor jeg på forhånd kender indholdet. Det sociale liv var tidligere en stor del af mig, men der kan jeg ikke være med længere. Anne Marie Lodahl siger, at hun før ulykken var en rigtig glad person, der altid kunne grine og synge. De følelser har hun det svært med i dag men det går fremad. Nu kommer der en strofe en gang imellem, og det var også en lille sejr på hjemmebane, da Frede hørte det for første gang i adskillige år: Hold da op, hvor er det dejligt at høre dig synge igen 5