Kapitel 10. 5. december De anonyme tip Et sommerhus i Blåvand Jeg slap i første omgang for at give nogen uddybende forklaring på det som præsidentens mand havde hentydet til. Der tonede et nyt billede frem på kommunikationsdimsen denne gang af Jakobsen. Jeg fik hurtigt afsluttet samtalen med at de nok skulle få en forklaring - men lidt senere. Det slog de sig i første omgang til tåls med, selvom Sven gik og kiggede undersøgende på mig resten af dagen. For at få anklagerne væk fra mig, anklagerne omkring terror, var der mange aktiviteter i gang. Jakobsen var blevet leder for det projekt der handlede om at finde ud af hvem der havde forsynet politiet med disse oplysninger. Jakobsen havde fået en kopi af det anonyme brev, som havde sammenkædet en række hændelser og fået dem til at pege hen mod os. Brevet gav dog absolut ingen ledetråde. Dernæst fik han originalen og fik tilladelse til, at få det undersøgt for fingeraftryk, om der var spyt bag på frimærket og i det hele taget undersøgt brevet og konvolutten for alt det, som man nu så i en kriminalfilm i fjernsynet. Men det gav intet resultat. Freja og Torben stod stadigvæk i stuen da Jakobsen tonede frem over kommunikationsdimsen med denne meddelelse. Sven kom med nogle bandeord, som øjeblikkeligt udløste hele 15 kr. i vores bødekasse; en femmer pr. bandeord, inkassator var naturligvis Freja. Sven og elverne samt Jakobsen stod og talte lidt frem og tilbage, indtil Freja gik ind og afbrød. Hvorefter hendes far, spidst sagde, Kan du ikke se at vi taler og så fortsatte de voksne med at tale med hinanden. 1.
Sven spurgte Jakobsen, om han nu også havde tjekket for det og det og det. Kaspar blandede sig i samtalen, og kom med nogle ideer som indbefattede brugen af elvernes teknologi. Men også det havde Jakobsen haft fornøjelse af at afprøve, hvilket han var lykkelig for, for det havde han aldrig prøvet før. Der var ingen tvivl om, at det inspirerede Jakobsen ganske voldsomt. Ikke sådan at han kunne drømme om at spørge elverne, om han måtte få deres viden, for det vidste han ville være totalt nytteløst. I al den tid, hvor de såkaldte voksen stod og snakkede frem og tilbage, forsøgte Freja og Torben gentagne gange at bryde ind og de blev afvist hver gang. Til sidst kiggede Freja og Torben på hinanden, trak på skuldrene, og satte sig til at vente på, at de voksne var færdige. Det kom til at vare længe. De nåede, at se en film inden de voksne var færdige og måtte erkende, at de var kommet ind i et dødvande, hvorfra de ikke kunne komme videre. Da var det at Freja slog til: Når nu I har tid, så skal I da bare få fat i Karen. Hun kan føle på tingene, hvem der har skrevet det og i hvilke sindstilstand de var. Det kan garanteret give en helt masse ledetråde De voksne udbrød i kor. Jamen hvorfor har du dog ikke sagt det noget før? Freja rejste sig op, kastede håret hånligt tilbage og svare, Jamen, det prøvede jeg jo ligesom også adskillig gange, men I havde jo ikke tid vel? Hvorefter hun sendte et hoverende blik til sin far. Far Sven så noget mokken ud, nok mest af alt, fordi Freja havde ganske ret. Torben rejste sig sammen med Freja og han slut bemærkning var, at han havde troet at vi var et team, men det var der åbenbart nogen der glemte ind i mellem. De voksne så ud i hovederne, som om de havde fået buksevand. Den havde de rigtig godt af. 2.
Sven fandt nummeret frem til Karen og ringede til hende. Og selvfølgelig ville Karen gerne hjælpe, og så fulgte en lang svada om hvor glad hun var for den boble som elverne havde lavet til hendes sidste år. Det var en boble der kunne holde alle tings energier væk fra hende, når hun var inde i den. Karens evne som dragemenneske var nemlig, at hun kunne føle og mærke energierne på al ting. Så hvis der havde været nogle mennesker i et hus, så kunne hun mærke hvilken sindstilstand disse mennesker havde været i, da de var i huset. Det var ind i mellem været noget irriterende for hende, når hun før i tiden skulle nogle steder, fordi hun nærmest blev bombarderet med indtryk. Elverne havde da lavet en boble til hende så hun kunne holde disse impulser lidt på afstand blot en gang i mellem. Sven aftalte med Jakobsen, at de ville komme forbi Jakobsens bolig næste dag i København. På vejen over til København ville Sven samle Karen op, da hun boede på Fyn. Næste morgen da Sven tog af sted, fik han en ansigtsmaske på, så han lignede en helt anden person. Det ville jo ikke være så heldigt, hvis der pludselig var to Sven er i København. Der var jo en familie der legede os, mens vi drønede rundt og lavede alt det her. Sven hentede Karen, og efter en begivenhedsløst tur til Jakobsen, blev det største problem at finde en parkeringsplads. De Karen og Sven trådte ind i Jakobsens lejlighed, slog Karen boblen fra, så hun igen kunne vænne sig til alle de mange indtryk. Jakobsen viste Karen ind i et rum hvor han kunne fremkalde foto. Det blev vist ikke rigtig brugt så meget mere, nu var det meste digitale foto han tog. Jakobsen beholdte dette rum, fordi fotografering rent faktisk var hans hobby. Rummet havde en sær lugt at mange forskellige kemikalier. Jakobsen mente, at det var det rum i hans lejelighed, der udsendte færrest indtryk, som kunne forstyrre Karen. Karen kiggede blot på ham og gik så ud af lokalet igen. 3.
Karen satte sig i sofaen og tog det anonyme brev i hånden. Åh, der er mange som har rørt ved dette brev udbrød Karen. Karen skulle ligesom blade gennem alle dem som havde rørt direkte ved papiret. Det var ligesom når man bladrer i en bog. Hver side = en person med hver sit sæt af følelse. Til sidst var der ikke flere side og Karen begyndte at fortælle. Jakobsen optog alt hvad hun sagde, for at der ikke var noget som skulle blive glemt eller en betoning i det Karen sagde der blev over- eller underfortolket. Karen fortalte, at det var en kvinde der havde skrevet brevet, en meget meget gammel kvinde, så gammel at Karen ville antage at brevet her gjorde hun er forbavset ophold var skrevet af et dragemenneske. Kvinden der havde skrevet brevet havde været meget ked af det, utrolig rasende og havde en vild jalousi. En jalousi så voldsom, at Karen fik kuldegysninger af, at finde den følelse og den energi frem. Det var aldrig rart på den måde at opleve andres følelser, når det var i den retning. En positiv glæde kan det da være dejlig at dele, med ikke dette, udbrød Karen. Det var så alt hvad Karen kunne få ud af det brev. Sven ringede alle informationer ind til Kasper i Blåvand, sådan at hele lyd- og billedfilen nu lå som data sammen med alle de andre oplysninger. Jakobsen tilbød dem noget at spise og drikke, men Karen takkede pænt nej, hun ville gerne hjem. Det havde været en anstrengende dag for hende, syntes hun. Sven lignede en skuffet hund, for han kunne lide god mad og det kunne Jakobsen lave. Men der var ligesom ikke rigtig nogen anden udvej, når nu Karen gerne ville hjem til Fyns land af. Jakobsen så Svens skuffede blik og gik ud og smurte ham nogle lækre rugbrøds madder. De blev lavet som nogle små snaks, så man både kunne spise og køre bil uden at blive snasket, men samtidig have en fornøjelse for smagsløgene. Karen så lidt irriteret ud over at det tog Jakobsen så lang tid at smøre disse madder, men tænkte ved sig selv, at det så var godt at hun havde sagt nej tak til aftensmad, for så var de da aldrig kommet hjem. 4.
Sven fik afleveret Karen, fik sig en kop kaffe i Karens hyggelige hus, og kørte så til huset i Blåvand. Da han skulle til at køre forbi Oksbøl og turisthotellet, holdt han ind til siden. Han ringede til huset i Blåvand for at høre, om de skulle havde noget med. Der kom nogle smågrinende lyde, for de havde allerede bestilt og fået leveret al den mad de kunne spise og masser af kager. Næsetiptop havde tage mod til sig og have spurgt kromutter om hun ville med i byen og få en kop chokolade. Det havde næsten knust han stakkels hjerte da kromutter havde sagt nej. Jeg er gift fortalt hun, men som det dejlige menneske hun var, havde hun taget Næsetiptop og givet ham et stort smæk kys lige midt i panden og et lige midt på munden. Hun havde erklæret at han var en dejlig mand, og tusind tak for invitationen. Selvfølgelig var Næsetiptop ulykkelig, men han var samtidig også lykkelig, for han var da bestemt ikke blev afvist. Men en konkurrerende ægtemand, det var ikke så godt, så trække nisser følehornene til sig. Næste gang da kromutter kom til huset, havde hun en ekstra skål med. Med risengrød. Ikke at hun vidste af Næsetiptop var en nisse, men fordi hun havde hørt hvordan de andre godmodigt havde drillet ham for hans forkærlighed for kromutters risengrød. Der var en hel skål fyldt med smør og kanelsukker. Næsetiptop var ovenud lykkelig. Om aftenen var alle samlede i spisestuen og spiste den gode mad. Da måltidet var afsluttet, havde alle været med til at rydde op. Herefter var det tid til at dagens resultat blev gennemgået. Dette var en procedure vi havde indført, for at vi alle kunne inspirere hinanden, og for at sikre at alle vidst hvor langt alle var. Der var etableret en direkte linje både til Jakobsen og til præsidentens mænd, så de også løbende var orienteret. 5.
Da Sven viste resultatet fra Karen, viste lyd og filmbåndet, så var det endnu engang Freja og Torben som kom med en løsning, da alle de voksne var løbet tør for ideer til hvem det kunne være. Freja sagde: Det er da garanteret Elverkongens kæreste. Hun ringede hele tiden til ham sidste år og han skulle hele tide forklare hvor han var. Hun var død jaloux og havde kaldt mor grimme ting. Sven nikkede. Det kunne han da godt huske et eller andet om, nu hvor Freja nævnede det. Men det er lidt af en hård anklage at komme med til et andet menneske. Man går jo ligesom ikke hen og spørger: Er det dig der har sendt et anonymt tip til politiet, der har gjort vores liv lige nu til et helvede, bare fordi du er enormt jaloux og ikke kan styre dig? Nej, den holder ikke rigtigt. For ikke at tale om hvordan Elverkongen ville tage det, det var slet ikke til at vide. Han kunne blive rasende, eller føle sig meget smigret, eller være totalt ligeglad. Det var vigtigt, at vi kunne få hende til at erkende, at det var hende der havde lavet dette brev af jalousi. Det var vigtigt at hun sagde det foran anklageren, så han sammen med de andre beviser der blev hakket i stykker af os, var nødt til at erkende, at der ikke var noget som helst grundlag for at opretholde sagen. Men hvordan skulle man få hende til det, hvis det altså var hende? Her havde jeg løsningen. Her skal vi have fat på Sigurd, bedre kendt som Rottefangeren fra Hameln. 6.