En ny oplysningstid Det 21. århundrede bliver det århundrede, hvor bevidstheden kommer i fokus som den, der driver evolutionen fremad. Vi mennesker vil blive mere bevidste om vores eget kreative potentiale og opleve os selv som medskabere i den fortsatte udvikling. Det vil give os en bedre forståelse for vores plads i den store sammenhæng med naturen og universet. Vi kommer til bedre at forstå samspillet mellem vores bevidsthed og den fysiske verden, herunder samspillet mellem vores bevidsthed og vore kroppes sygdom eller sundhed. Det bliver en ny oplysningstid. I de sidste par århundreder har vores bevidsthed i den vestlige verden været optaget af at udforske og udnytte naturen og dens love. Udgangspunktet har været vores bevidsthed. For uden den eksisterer verden jo ikke for os. Men opmærksomheden har været rettet udad mod den fysiske verden. Den herskende verdensanskuelse har været materialistisk. Rationel tænkning, logik, matematik og naturvidenskab med den klassiske fysik som paradigme har været dominerende. Men skønt al intellektuel aktivitet er bevidsthedsmæssig, så har bevidstheden selv ikke været i fokus. Bevidstheden hørte ikke med i verdensbilledet. Denne holdning kunne man holde fast i indtil kvantemekanikken i begyndelsen af det 20. århundrede gav tilsyneladende nye og uventede problemer med at forstå, hvad der foregår på det atomare plan. Den fysiske verden synes ikke så uafhængig af det bevidsthedsmæssige som antaget. Alligevel er der gået snart hundrede år, før man i dag for alvor er begyndt at diskutere, hvad bevidstheden egentlig er for en størrelse. En af kvantemekanikkens fædre, Erwin Schrödinger, udtrykker det således:
Bevidstheden har rejst den objektive ydre verden af dens eget materiale. Bevidstheden kunne ikke klare denne gigantiske opgave på anden måde end ved simplificerende at ekskludere sig selv ved at trække sig tilbage fra sin begrebsmæssige frembringelse. Hjerneforskere er ikke meget for overhovedet at tale om bevidsthed. De mener, at det må være tilstrækkeligt at studere hjernen. Og der er også kommet meget interessant ud af de senere års hjerneforskning. Man kan påvirke hjernen, så for eksempel religiøse oplevelser fremkommer hos forsøgspersonen. Kan man deraf slutte, at de religiøse oplevelser sidder i hjernen? Nej. Det ville svare til, at jeg antog, at TV-speakerne sad inde i mit TV. Der er stadig himmelvid forskel på hjerneprocesserne og de bevidste oplevelser, der ledsager dem. Hjerneprocesserne kan man beskrive objektivt og videnskabeligt. Den bevidste oplevelse er subjektiv og kan ikke oversættes eller videnskabeliggøres. Hele det videnskabelige verdensbillede er et produkt af vores bevidsthed og eksisterer ikke uden for den. Spørgsmålet om bevidsthedens natur kan derfor ikke besvares inden for det naturvidenskabelige paradigme. Har man indset det, kan man spare sig selv for en masse unødigt tankespind. Dette er en påstand, der kan virke voldsom på mennesker, der mener, at naturvidenskaben giver et sandt og fuldstændigt billede af verden. Men billedet kan ikke være fuldstændigt, da det ikke omfatter bevidstheden selv, medmindre bevidsthed skal forklares som en illusion. Det er der da også materialistiske filosoffer som Daniel Dennett, der gør. Det fører logisk til, at bevidsthedsfænomener som den frie vilje og moral også er illusioner. Der er ingen forskel på et menneske og en robot eller en zombie. Men selv materialister har svært ved at slippe den såkaldte illusion om, at de har en fri vilje og et ansvar for deres handlinger.
Metafysiske overvejelser om virkelighedens grundlæggende natur forsvinder fra vores bevidsthed, hvis vi antager, at naturvidenskaben giver et fuldstændigt og sandt billede af verden og at alt er materielt af natur. Naturvidenskaben er en teori og en beskrivelse af den fysiske natur. Den er en menneskeskabt beskrivelse af naturen, ikke at forveksle med naturen selv. Beskrivelsen er et bevidsthedsfænomen og ikke en del af det, den beskriver. Da jeg skrev min nylig udkomne bog om bevidsthedens natur satte jeg mig for, at jeg ville stille 12 danske akademikere, der alle var interesserede i bevidsthed, en række enslydende spørgsmål om bevidsthedens natur. Svarene var markant forskellige. Man svarer ud fra den metafysiske grundopfattelse man har. Nogle er materialister. De forsøger at definere bevidstheden som et materielt fænomen. Andre er idealister og mener, at bevidstheden er det primære, så materien er en bevidsthedsmæssig frembringelse. Det minder om den gamle diskussion om ægget og hønen. Hvem kom først? Dualister har som udgangspunkt, at materie og bevidsthed er adskilte værensområder, mens panpsykister omvendt mener, at de to ikke kan adskilles, de er som to sider af den samme mønt. I dag er den panpsykiske opfattelse ved at vinde frem blandt filosoffer og bevidsthedsforskere. Denne metafysiske opfattelse kaldes også for dobbeltaspektteorien. Bevidstheden er ifølge dobbeltaspektteorien uadskillelig fra den primære substans og er ikke på uforklarlig vis opstået i et dødt univers. Men i løbet af evolutionen er bevidstheden blevet mere og mere udviklet og synlig. Evolutionen er ikke blot fysisk og biologisk. Det er også en bevidsthedsevolution. Den magt og det ansvar vi tidligere lagde på guder og menneskelige autoriteter som projektioner, er vi ved at tage hjem. Naturen er ikke længere en lunefuld magt eller noget, vi skal udnytte og kontrollere. Vi er en del af naturen, og
den menneskelige bevidsthed er med til at skabe og videreudvikle naturen. Klimaet er således ikke længere noget, vi underkaster os. Vi kan se vores egen rolle og ansvar for den videre udvikling. Det er dog ikke nok med en intellektuel erkendelse af, at noget bør gøres for at standse miljøødelæggelse og overforbrug. Vores bevidsthed skal op i et andet gear, så vi som individer og samfund handler anderledes. Lige nu er vi i et vadested, hvor vi har indset, at gamle livsanskuelser og tænkemåder radikalt bør fornyes af en ny bevidsthed, en ny fortælling om os selv og vores forhold til naturen, men konturen af den nye fortælling er endnu ikke klar. Det giver ikke længere mening at beskrive bevidsthed i vores sædvanlig videnskabelige sprog, man må finde andre metoder til at udforske bevidstheden og til at udvikle den til højere niveauer. Sådanne metoder kendes i østlige traditioner. En meget fremtrædende metode er meditation, som for et par årtier siden var et uartigt ord i vores kultur, Men i dag er meditation anerkendt som en væsentlig metode til at lære sin egen bevidsthed og dens udviklingsmuligheder at kende. Samtidig kan vi med vores vestlige videnskab udforske, hvad der sker i hjernen, når man mediterer. Hjernen udsender såkaldte alfabølger under meditation, mens den ved almindelige daglige gøremål og tankevirksomhed udsender betabølger, som ligger i et andet frekvensområde. Hjerneforskerne har fundet ud af, at vores tanker og dermed vores handlinger nemt bliver til vaner, der følger bestemte hjernespor. Ved meditation bliver der åbnet for nye og kreative spordannelser i hjernen. Forsøg med hjernescanninger af tibetanske munke, der har mediteret i mange år, viser et forandret mønster, hvor nye dele af hjernen aktiveres. Neurologer har teorier om, hvad det er, der
foregår i hjernen under meditation. Der bliver løsnet op for fastlåste tankebaner, så det bliver lettere for nye associationer at komme frem i bevidstheden. Men munkene er ikke primært interesserede i dette. De fokuserer på den bevidsthedstilstand meditationen bringer dem i. Den nye tilstand svarer til en oplevelse hos den mediterende af lykke og en fornemmelse af en stor sammenhæng. Til gengæld bliver ens orientering i tid og rum mere usikker. Kunstnere og videnskabsmænd kan opleve noget tilsvarende, og i en ændret bevidsthedstilstand kan de inspireres til nye idéer og tanker, der så kan omsættes til kunst eller ny erkendelse, der igen kan inspirere andre mennesker. Inspiration er et ord, som man kunne tro helt var gledet ud af sproget i vores rationalistiske, sekulære tidsalder Men vi vil gerne lade os inspirere. Inspirationen kan være en del af den kreative impuls, som har fået hele universet til at udvikle sig fra Big Bang og stjernedannelse til livets opståen og udvikling og bevidsthedens tilsynekomst. Det kan ikke i dag bevises videnskabeligt, at det forholder sig sådan. Universet har dog klart for enhver udviklet komplicerede væsener som os med liv og bevidsthed. så den manglende naturlige forklaring må skyldes en mangel ved det herskende videnskabelige paradigme. Universet ser med videnskabens briller dødt ud. Videnskaben har ingen god forklaring, hverken på livets eller bevidsthedens opståen. Mennesket er både bevidsthed og stof eller gammeldags udtrykt både ånd og støv. Vi må finde en moderne fortælling, der omfatter begge dele. Derfor skal bevidstheden i fokus. Vi skal lære at se os selv i en større sammenhæng: med andre mennesker, med naturen og hele universet. En ny fortælling om os skal vi selv skabe med vores kreative bevidsthed. De gamle religiøse fortællinger slår ikke til, og den kendte videnskab er ikke en fuldstændig fortælling.
En stor fortælling kaldes også en myte. Det kaldes den dog for det meste, når ingen længere tror på den. Tror vi på fortællingen, er den ikke en myte, men den skinbarlige sandhed. De gamle myter eller fortællinger er der ikke mange, der tror på i vores postmoderne tidsalder. Det gælder de religiøse myter såvel som ideologierne og ateismen, som også er en myte. Man kan have den fejlagtige opfattelse, at ateismen, troen på, at Gud ikke findes, følger af det naturvidenskabelige paradigme. Men spørgsmålet om Guds eksistens kan ikke afgøres af videnskaben. Gud er ikke med i det videnskabelige verdensbillede på samme måde som bevidstheden ikke er det. Man kan tro, at verden er skabt af Gud eller af en designer, eller man kan tro, at en første årsag ikke findes. Videnskaben kan hjælpe os til at forstå, hvordan den fysiske verden fungerer og har udviklet sig. Hvorfor vi er her kan videnskaben ikke svare på. Har evolutionen et formål eller mål? Det kan videnskaben heller ikke besvare. Det kan være en stor skuffelse for den, der har vendt sig til videnskaben for at få spørgsmål som disse besvaret og må se i øjnene, at det ikke kan lade sig gøre. Det er svært at leve uden en tro på noget, der kan få ens liv til at hænge sammen. Hverken Gud eller bevidstheden hører med til det traditionelle billede af naturen. Kristendommen vil have os til at tro på en transcendent Gud, der er uden for og over naturen. Gud som del af naturen er en kættersk tanke. Bevidstheden er sværere at erklære som ikke værende en del af naturen. Uden bevidsthed blev denne kronik ikke skrevet. Jeg tror derfor på, at bevidsthed findes, og jeg vil endda stramme mit udsagn til at sige, at jeg ved, at bevidsthed findes. Bevidstheden er en del af naturen. En sand videnskab om naturen må derfor omfatte bevidstheden. Der er derfor meget at
udforske omkring bevidsthed og sammenhængen mellem bevidstheden og den fysiske natur. Frustrationen over, at den klassiske naturvidenskab ikke er en fuldstændig fortælling om naturen og os, har ført til en ny opblomstring af religiøsitet og spiritualitet. For mennesket har det ikke godt uden mening med og retning i livet. Den gamle oplysningstid gjorde op med middelalderens mørke og erstattede det med fornuftens klare lys. Modernismen og postmodernismen har sammen med dekonstruktionens filosoffer og socialkonstruktivister afmonteret alle sammenhængende verdensanskuelser. Nedbrydningen af de gamle fortællinger er dog ikke længere befriende. Den skaber også angst. Naturvidenskaben er et sammenhængende billede af verden. At naturvidenskaben har været et vigtigt skridt fremad i den menneskelige bevidstheds udvikling er jeg ikke i tvivl om. Men det naturvidenskabelige paradigme hænger kun sammen, fordi naturvidenskaben har udeladt bevidstheden, som var forudsætningen for, at vi kunne danne os et billede af verden. Den indre verden, bevidsthedens verden, er ikke med i videnskabens billede. Billedet er derfor ufuldstændigt og kan ikke gøre det ud for en fortælling om livet og meningen med det. Det har heller aldrig været et mål for videnskaben at gøre det ud for en fuldstændig fortælling om livet og livets mening. De til tider ophidsede debatter mellem kreationister eller tilhængere af intelligent design og naturvidenskabsfolk og filosoffer, der bruger naturvidenskab som begrundelse for en ateistisk livsopfattelse, beror på en misforståelse. Der skal ikke graves grøfter. Derimod skal der bygges bro. Behovet for en ny sammenhængende fortælling, myte eller verdensanskuelse er påtrængende. Opgaven for os er derfor at udforske vores indre univers med samme undren, nysgerrighed og iver som den, vi har lagt for dagen i udforskningen af det
ydre univers. Udforskningen af det indre univers er allerede i gang blandt bevidsthedsforskere og søgende mennesker. Det samme gælder bestræbelserne for at bygge bro mellem videnskab og spiritualitet. Den nye oplysningstid vil oplyse os indefra, fra bevidsthedens kilde. Hvor vi i den gamle oplysning kastede fornuftens lys på naturen, skal vi i den nye oplysning lade naturens og bevidsthedens lys oplyse os. Steen Relster Cand. mag. med fagene matematik, fysik og filosofi Fhv. rektor Forfatter til bogen Bevidsthedens natur. Naturens bevidsthed. Skitse til en ny fortælling for det 21. århundrede. Bogen er udgivet af forlaget Multivers i 2007.