Sejrens triumf Norden i skyggen af det romerske imperium Danmark i jernalderen Skoletjenesten Nationalmuseet 2003 Redaktion: Merete Staack Tekst: Birger Storgaard Illustrutioner: Nationalmuseet og Lejre Forsøgscenter Layout: Hans Peter Boisen / Skoletjenesten
Landsbyen Fra udbredelsen af de arkæologiske fund ved vi, at praktisk hele landet var beboet i jernalderen. Men det var ikke tilfældigt, hvor bønderne slog sig ned. De blev boende i det samme område generation efter generation. Derfor sikrede de sig, at der i egnen omkring bosættelsen fandtes alle de ressourcer, som var nødvendige for et varigt ophold. Landsbyerne blev lagt i et større område, der var afgrænset naturligt. Det vil sige ved vandløb, søer, skove og sumpede områder. Med generationers mellemrum blev landsbyen flyttet, men den holdt sig altid inden for samme ressourceområde. Tomten efter den gamle bosættelse blev pløjet over og dyrket som mark. Ved Vorbasse, i Midtjylland mellem Kolding og Grindsted, har arkæologer gravet gennem en årrække, og fundet rester af i alt 8 landsbyer inden for et område på ca. 1 kvadratkilometer. Tilsammen dækker landsbyerne en uafbrudt beboelse på 1200 år. Den ældste landsby blev anlagt omkring 100 f. Kr., den yngste i slutningen af vikingetiden, omkring 1000 e.kr. Hver landsby var beboet i et par hundrede år og blev så forladt, samtidig med at en ny landsby blev anlagt i nærheden. I begyndelsen af middelalderen, omkring år 1100, blev bosættelsen flyttet for sidste gang. Den nuværende Vorbasse Landsby blev grundlagt som den 9. i rækken. Andre steder i landet er der lavet tilsvarende udgravninger. De viser, at der i førromersk jernalder og ældre romersk jernalder findes landsbyer med op mod 20 samtidige gårde. Gårdene var forholdsvis små. Der var begrænset privat ejendomsret. I yngre romersk jernalder viser udgravningerne, at landsbyerne nu udelukkende bestod af separat indhegnede gårde. Gårdstoften var blevet større, så de enkelte familier kunne have køkken- og frugthaver. Ændringen i bebyggelsesstrukturen har vist, at privat ejendomsret til gods og jord dukkede op i yngre romersk jernalder. 2
Langhuset Langhuset var jernalderens typehus, hvor mennesker og dyr boede under samme tag. Overalt i landet blev husene bygget efter samme principper, skønt materialerne naturligvis varierede fra egn til egn. Langhuset var treskibet. Det vil sige, at der på langs ned gennem huset stod to rækker af kraftige stolper, som delte huset i tre dele. Det var de stolper, der bar taget. I væggene stod spinklere stolper med så tilpas afstand, at man kunne flette grene og kviste om dem. Udenpå fletværket klaskede man ler eller komøg, så væggene blev tætte. Så godt som alle langhuse blev bygget, så gavlene vendte øst-vest. Det er det mest praktiske i et land, hvor vestenvinden er fremherskende. I hver af husets langsider var der en dør af kraftige planker. Dørene var anbragt over for hinanden og førte ind i en slags forstue. Herfra gik man videre til husets øvrige rum. Inden for i huset var der temmelig mørkt. Det eneste lys kom fra ildstedet, og de huller i gavlene, hvor røgen trak ud. I husets vestlige del boede man. Indretningen her var meget enkel. Midt på gulvet var ildstedet, og omkring det ude langs væggen var der brede bænke. Det var de eneste møbler i rummet, og de var både til at sidde på og sove på. På hylder oppe under loftet stod madvarer og andre ting, som skulle beskyttes mod musene. Mod øst i huset var stalden, hvor dyrerne stod om vinteren. De gav god varme til hele huset. 3
Hverdagen i en landsby Hverdagen på gården var hård og travl. Året rundt var der meget at lave, og alle måtte hjælpe til, så godt de kunne. Kvinder og mænd var fælles om husholdningen, men hver havde de deres bestemte arbejde at passe. I dag ved vi ikke præcist, hvordan de delte arbejdet mellem sig. Men ved hjælp af de sager, som kvinder og mænd fik med sig i graven, kan vi alligevel slutte en del. Det var mændene, der bar våben, gik på jagt og lavede de fleste af gårdens redskaber. Mændene tog sig også af det tungeste arbejde med husdyrene og i marken. Pasningen af de mindre børn gjorde kvinderne en del bundet til gården. Det var kvinderne, som stod for pottemageriet, og det var også dem, der spandt og vævede tøj. Børnene blev tidligt betragtet som voksne og måtte tage deres del af arbejdet. Der var mange ting, som de kunne tage sig af både på gården og i marken. 4
Håndværkerne Smeden I hver landsby var der en eller to smede. De var de vigtigste håndværkere i landsbyen, og skønt de måske ikke altid hørte til blandt de rigeste, nød de stor anseelse. Ved siden af smedehåndværket var smedene bønder som alle andre. I en af landsbyerne ved Vorbasse boede smeden og hans familie på en stor gård. I stalden var der plads til 30 dyr, der repræsenterede en stor værdi. Ved siden af bondehuset lå smedjen. På grund af brandfaren lå jernudvindingsovnene uden for gårdens indhegning. Pottemageren Lerkar var nødvendige overalt i hverdagen. Til at spise og drikke af. Som kogekar. Til at opbevare korn og andet forråd i. Til at give de døde med i graven. Til at ofre til guderne. Derfor var pottemageren en vigtig person, som det meste af året havde nok at gøre med sit håndværk. Ofte var det en kvinde, der specialiserede sig som pottemager, men da arbejdet var meget omfattende havde hun flere hjælpere. Andre håndværk Der var brug for mange andre håndværk i landsbyen. En del af dem måtte man klare inden for den enkelte husholdning. Af strå bandt man forskellige kurve til at opbevare ting i. Teknikken kaldes løbbinding og var særligt udbredt i de egne af landet, hvor der var mangel på træ. I mere skovrige egne blev mange kar til husholdningen lavet af træ. Og træ var i det hele et uundværligt råmateriale. Der blev lavet vogne og både af træ. Og de fleste redskaber var af træ: river, spader, skafter til leer og økser og meget mere. Også dyreknogler og horn var eftertragtede råmaterialer. Af dem skar man nåle, kamme, etuier, ringe, pilespidser med mere. Og hornene i sig selv blev brugt til at drikke af. 5
Landbrug, jagt og fiskeri Omkring landsbyen lå markerne, hvor bønderne dyrkede korn. Det var indmarken. Dyrene, derimod, græssede på udmarken: de lidt fjernere liggende overdrev, enge og heder. Om aftenen blev dyrene hentet hjem til landsbyen. Så kunne de i nattens løb aflevere den gødning, der var så vigtig, for at den stadige opdyrkning ikke skulle føre til udpining af indmarken. I nogle landsbyer, der lå nær et godt fiskevand, var fiskeriet det vigtigste erhverv. Det gælder især for landsbyerne ved de vestjyske fjorde. Her satsede man ikke så meget på korn og husdyr, og mange huse havde slet ingen stald. Mange steder supplerede man også kosten med østers og muslinger. Langs kysterne havde man fangstpladser, hvor man boede i den tid, fangsten stod på. Hvor der var særlig god fangst, samlede der sig med tiden vældige dynger af tomme skaller som dem, der kendes fra jægerstenalderen. Hvor det var muligt, supplerede man også føden med vildt. I skovene kunne man være heldig at nedlægge både vildsvin og hjorte. Et vigtigt bytte var også pelsdyr. I skovene fandt man også andre tilskud til kosten som f.eks. frugter, bær og nødder. 6
Den hellige mose Religionen var en del af hverdagen i jernalderen. Den skulle sikre frugtbarheden blandt mennesker og dyr på markerne. Gennem ofringer blev guderne tilført nyt liv og frugtbarhed, som så igen ville smitte af på livet nede på jorden. Kontakten til guderne fandt sted i særligt indviede områder. Ofte var det sumpe og søer, hvor hele landsbyen eller enkelte personer ofrede. Mange steder lavede man figurer af de guder, som man ofrede til. Når jernalderbonden skulle forestille sig, hvordan hans guder så ud, lavede han dem altid i menneskeskikkelse. Hvilke guder man dyrkede ved vi ikke, men noget tyder på, at de nordiske guder Odin, Thor, Tyr, Frej og Freja dukkede op i yngre romersk jernalder. Dyrkelsen af dem kan meget vel være inspireret af romerne, som havde et tilsvarende gude-galleri. De ting, man ofrede, blev hentet fra hverdagen. Det almindeligste offer var lerkar med mad eller drikke. Men herudover gav man guderne husdyr, som man slagtede og måske spiste en del af på offerpladsen. Også arbejdsredskaber som f.eks. plove og vogne blev givet til guderne. I et gammelt gudesagn fortælles det, hvordan guden Thor engang slagtede og spiste sine to bukke. Derefter samlede han knoglerne i dyrenes skind og genskabte dem ved at svinge sin hammer over dem. Derfor behøvede man ikke at ofre hele dyr og redskaber til guderne. Man kunne nøjes med at ofre nogle enkelte dele af f.eks. en ko og så holde en fest til ære for guderne, hvor resten af dyret blev spist. De dele af dyret, som guderne skulle have, blev lagt i et lerkar sammen med reb og tøjrpæl. Så kunne guderne selv genskabe dyret og tøjre det på gudeengen. 7
Moselig I mange moser er der fundet menneskelig eller dele heraf. De fleste stammer fra den ældre del af jernalderen århundrederne inden begyndelsen af vores tidsregning. Men skikken at ofre mennesker går meget længere tilbage i oldtiden. I nogle tilfælde er der sikkert tale om personer, som ved et uheld er faldet i mosen og druknet. Men de fleste moselig viser tegn på, at personerne er blevet henrettet og dernæst lagt ned i mosen. Specielt i de jyske højmoser er ligene meget velbevarede. Knogler, hud, hår, negle og mange af de indre organer er bevaret her takket være højmosens sure vand. Både mænd, kvinder og børn blev ofret. Sikkert til ære for en gud af ganske særlig betydning eller i situationer, hvor man mente, at almindelige ofre ikke havde kraft nok til at formilde guderne. En ganske anden forklaring på moseligene havde dog den romerske forfatter Tacitus. Omkring 100 e. Kr. skrev han et værk om germanerne: Germania. Om germanernes straffe skriver han: Forrædere og overløbere hænger de i træer, kujoner, krigsrædde og unaturligt utugtige (homoseksuelle) sænker de i smudsige sumpe, med grenværk lagt ovenpå. 8
Romere og germanere I århundrederne op mod begyndelsen af vor tidsregning var Europa nord for Alperne beboet af to store folkeslag. I Mellemeuropa boede kelterne og længere mod nordpå germanerne. Omk. 125 f. Kr. krydsede romerske hære Alperne og indledte en krig mod kelterne og germanerne for at erobre deres land. Under Julius Caesar, i årene 58-50 f. Kr., blev hele det område, som i dag udgøres af Frankrig, Belgien, dele af Holland, dele af Tyskland og Schweiz erobret. I tiden omkring Kristi fødsel forsøgte romerne at erobre landområdet frem til floden Elben, syd for Danmark. Romerne havde anlagt flere militærlejre i Nordvesttyskland og Holland. Herfra udgik flere felttog ind i det germanske område. De ellers så velorganiserede romerske styrker led imidlertid et afgørende nederlag i år 9 e. Kr. ved Kalkriese i Nordtyskland. Under ledelse af Publius Quinctilius Varus blev 3 romerske legioner med 20.000 mand udslettet af germanske styrker. I år 15 genfandt en romersk hærstyrke slagmarken, og de begravede en del af de døde soldater. Kejser Augustus rykkede efter nederlaget grænsen tilbage til Rhinen og Donau. Størstedelen af England kom under romersk herredømme år 43 e. Kr. Grænsen mod Skotland blev befæstet med forter og mure. De erobrede områder blev inddelt i provinser, der blev styret af romerske embedsmænd. Med sig bragte romerne en kultur, der var meget forskellig fra den, befolkningen i de erobrede områder var vant til. Til at huse alle de romerske embedsmænd og soldater blev der anlagt byer og kaserner. Her indrettede romerne sig med alle de faciliteter, som de var vant til hjemmefra: badeanstalter, teatre, cirkus, paladser m.m. De medbragte også et skriftsprog (latin), et møntsystem og en måde at styre tingene på, som var helt fremmed for den oprindelige befolkning. I hælene på de romerske soldater og embedsmænd fulgte håndværkere og fabrikanter. De slog sig ned i de nye byer og grundlagde værksteder og industrier. Her blev der fremstillet alt, hvad romerne havde brug for, for at føle sig hjemme i de fremmede omgivelser: husgeråd af bronze, glas og keramik, klæde, smykker o.s.v. Romerne så hurtigt en fordel i at dele magten med de undertvungne folk. De blev ansat i administrationen, i hæren og i industrierne. Og snart overtog de også mere eller mindre den romerske levemåde og flyttede ind til de nye byer. Men romerne havde store problemer omkring den lange grænse langs Rhinen og Donau. På den anden side af grænsen boede forskellige germanske stammer, som på mange måder følte sig truet af romerne. Romerne forsøgte flere gange at rykke deres grænse videre nordpå, men blev hver gang slået tilbage af germanerne, der i sådanne tilfælde sluttede sig sammen i store forbund. Til gengæld rettede de germanske stammer 9
talrige angreb på grænsen, og det var nødvendigt for romerne til stadighed at have mange legioner soldater udstationeret her. Markomannerne var en germansk folkestamme, som havde bosat sig mellem Main og Donau omkring 100 f. Kr. De angreb flere gange Romerrigets grænser, og først ved Markomannerkrigene 166-180 e. Kr. lykkedes det kejser Marcus Aurelius at besejre dem. Romerne havde suppleret deres hærstyrker med germanske hjælpetropper. Som hærledere på romersk side deltog muligvis en gruppe østsjællandske fyrster. I deres grave fra det sene 2. og 3. årh. er der fundet flere genstande, som vidner om særlig kontakt til det Romerske Imperium i denne periode: sølvbægre med afbildinger af romerske våbentyper, gravlagte romerske kamphunde og ikke mindst mange udsøgte romerske glas og bronzegenstande. En gruppe nye magthavere var dukket op i det germanske område. 10
Men der var ikke kun krig og ufred mellem romerne og germanerne. Der blev handlet meget over grænsen. Bl.a. købte romerne fødevarer til de mange soldater, kohuder til at lave soldaternes uniform af, rav til smykker og slaver til at arbejde i de romerske industrier og hjem. Til gengæld var germanerne interesseret i gulv og sølv, som siden blev smeltet om og lavet til smykker. De aftog også gerne de ting, som blev fremstillet i de romerske industrier: glas, kar af bronze m.m. I hele Germanien blev de romerske sager nu eftertragtede. De blev brugt som gaver mellem høvdingene og var med til at vise høvdingenes magt og position over for omverdenen. Romerrigets endeligt I 300-tallet e. Kr. trængte et fremmed folk, hunnerne, østfra ind i Europa. De var på jagt efter et område at bosætte sig i. Hvor de kom frem, skabte de megen uro. De tvang den oprindelige befolkning til at flytte. Mange germanske stammer blev tvunget på vandring efter nye landområder, og mange af dem søgte over på den romerske side af grænsen. Snart måtte de romerske soldater give op over for de indtrængende germanere, og i 400-tallet brød de romerske provinser sammen. I det vestlige Europa opstod nu Det Frankiske Rige, som på mange måder byggede videre på det, som romerne gennem 4 århundreder havde skabt. 11
Samfundet rig eller fattig Folks sociale position i landsbyen om de var rige eller fattige var bestemt af deres afstamning. Samfundet i jernalderen var indrettet som det, man kalder et slægtssamfund. Høvdingen og hans slægt havde den højeste position. Og jo nærmere man var i familie med høvdingen, jo højere rangerede man. Rigdom og magt blev udtrykt i, hvor meget jord og hvor mange stykker kvæg og trælle, man ejede. Men man viste det også ved at gå med kostbare smykker og ved at klæde sig i fornemme dragter. I landsbyerne var der kun nogle få store gårde. Her boede høvdingen eller de af hans slægtninge, der ledede landsbyen. I stalden var der plads til mange dyr op til 30 stykker kvæg. Og på det store indhegnede areal omkring langhuset var der flere udhuse med plads til et stort forråd af korn og vinterfoder til dyrene. De fleste gårde i landsbyen havde ikke plads til så mange dyr. Deres marker var også mindre end høvdingens. I bunden af samfundet var de, der ikke selv ejede jord, men som i stedet arbejdede for andre. En del af dem var ufri: trælle, som man havde købt eller taget til fange i krig eller ved overfald på andre landsbyer. Også i døden var der forskel på rige og fattige. Det var skik, at man blev begravet med en del af de ting, som man havde omgivet sig med, mens man levede: smykker, husgeråd og så videre. Derfor blev høvdingen og medlemmerne af hans slægt begravet med et stort og kostbart udstyr. Ofte havde høvdingens slægt en privat gravplads, der lå helt for sig selv. De allerfleste fik en noget mere beskeden begravelse. Og mange var så fattige, at de blev begravet uden gravgaver overhovedet. 12
Høvdingen Det var først i slutningen af vikingetiden omkring 1000 e.kr. at Danmark blev samlet til ét rige under ledelse af en konge. Indtil da var landet delt op i mindre områder, som blev styret af høvdingeslægterne. Ligesom alle andre var høvdingen først og fremmest bonde. Men ved siden af landbruget kunne han også stå for forskellige håndværk. Til at hjælpe sig havde han jordløse og trælle, som boede hos ham på gården. I landsbyerne blev der ofte fremstillet mere, end indbyggerne havde brug for. I Vestjylland, f.eks., var der et overskud af jern. I andre egne af landet var det landbruget, der gav overskud af korn, kød eller kohuder. Det, der var tilovers, blev indsamlet af høvdingen, og gennem sine kontakter til andre høvdinge byttede han det til råstoffer eller varer, som han selv eller hans folk havde brug for. En stor del af overskuddet gik til at skaffe de kostbare ting, som høvdingen og hans slægt brugte til at vise deres sociale position med. F.eks. bronze og ædle metaller, guld og sølv, som blev lavet til smykker. Blandt folkene på sin gård havde høvdingen specialister, som tog sig af dette arbejde. Særligt efterspurgt var romerske varer: drikkekar af sølv og kasseroller, fade, spande m.m. af bronze. De var kommet hertil fra Romerriget ad mange forskellige veje. Nogle blev givet til germanske høvdinge, for at de ikke skulle angribe Romerrigets grænse. Andre blev taget som krigsbytte i de mange kampe mellem romere og germanere. Men germanerne havde også mange varer, som romerne var interesseret i, for eksempel fødevarer, kohuder, rav og trælle. Også på den måde havnede mange romerske sager ude blandt germanerne: som betaling sammen med guld og sølv. De kostbare sager blev brugt, når høvdingene indgik alliancer. De mest sjældne sager beholdt de for sig selv, andre blev givet til folk, som var knyttet til dem, eller som gjorde dem tjenester. Høvdingen måtte være en magtfuld og stærk person. Alt afhang af hans evne til at styre udviklingen i samfundet. Landbruget skulle planlægges og udvides, så det hele tiden gav overskud. Der skulle anlægges veje over fugtige områder, så kontakten mellem landsbyerne kunne opretholdes. Landsbyer skulle udvides eller flyttes. Og, vigtigst af alt, høvdingedømmet skulle beskyttes mod overfald fra fjendtlige naboer. For jernalderen var en urolig tid, hvor der ofte var fejder mellem høvdingeslægterne. For at undgå overfald byggede man nogle steder forsvarsvolde, og fjordene blev lukket med pælespærringer. I dag kendes flere spærringssystemer fra yngre romersk jernalder. Almindeligvis opfattes spærringerne som forsøg på at beskytte fjordenes bagland ved at forhindre en eventuel fjende i at sejle dybt ind i fjorden. Spærringerne kan imidlertid også have haft en funktion som beskyttelse af flådehavne eller flådesamlingspladser forud for oversøiske angreb på andre territorier. Spærringsanlæggene kunne tyde på, at de danske magthavere opbyggede en flådestyrke i det 4. årh. med det formål blandt andet at kunne foretage angreb på mulige fjendtlige områder. I tilfælde af krig kunne høvdingen samle en hær af soldater, som han 13
betalte for at beskytte sit område eller for at kæmpe for sig, hvis en nabo skulle underkastes høvdingens magt. Ved et angreb plyndrede soldaterne de erobrede landsbyer og brændte dem af. Mange indbyggere blev dræbt, men en del blev taget til fange og siden solgt som trælle. Mødtes to hære i et slag, blev udstyret fra den slagne hær ødelagt og ofret til guderne. Fra moserne kender vi mange ofringer af hærudstyr, som fortæller os meget om datidens hære. I spidsen for hæren var rytterne og heriblandt sikkert også høvdingen som ledte soldaterne i kamp. Under sig havde de nogle officerer og selve hæren, som bestod af op til 1000 soldater. En fuldt udrustet soldat havde våben til både nærkamp (sværd, skjold og lanse) og fjernkamp (bue/pil og kastespyd). Mange var klædt i beskyttende ringbrynjer. Det var ikke blot naboer, der kæmpede mod hinanden. I offerfund fra Hjortspring og Nydam mose er der fundet store både, der viser, at soldaterne har kunnet komme langt omkring. Med tiden blev magten koncentreret hos enkelte, rige høvdingeslægter, som regerede over meget store områder, og hvis indflydelse strakte sig langt ud over høvdingedømmets grænser. 14
De østsjællandske høvdinge Østsjælland var i tiden 150-300 e.kr. hjemstedet for en af de mægtigste høvdingeslægter ikke blot herhjemme, men i hele Skandinavien. En af slægtens gravpladser er udgravet nær landsbyen Himlingøje. Her var omkring 13 grave, hvoraf de ældste var markeret med mægtige høje. Alle gravene bærer præg af slægtens enorme rigdom. Blandt gravgaverne er tunge smykker af guld, som viser, at de gravlagte var høvdinge. I alle gravene var der også mange romerske sager. De østsjællandske høvdinges rigdom skyldtes, at de handlede med romerne, først og fremmest i de nordvestlige, romerske provinser omkring de tyske byer Köln og Bonn. Hertil leverede høvdingene bl.a. rav, som romerne brugte til at fremstille smykker af. Fra Østsjælland blev de romerske sager sendt videre til høvdinge, der boede langt oppe i Norge og Sverige og naturligvis også til andre danske høvdingeslægter. Men de østsjællandske høvdinge beholdt altid de bedste sager til sig selv. 15
Gudmehøvdingene I det 3. århundrede ser det ud til at magten flyttedes til Gudme på Sydøstfyn. Gudme betyder muligvis Gudernes hjem. I flere hundrede år styrede høvdingeslægten i Gudme handel, håndværk og religion. Høvdingefamilien boede i en hal, der var 47 meter lang og 9 meter bred. Landsbyen var den største i Norden med mere end 50 gårde. På nogle af gårdene arbejdede guld- og sølvsmede samt bronzestøbere. De fik beskyttelse af høvdingeslægten, som også afholdt fester og ofringer til ære for guderne. Ved kysten, 7 km fra Gudme, lå handels- og håndværkspladsen Lundeborg. Om sommeren blev der handlet på markedet. Romersk glas, keramik og bronzer samt guld- og sølvmønter blev bragt til høvdingen i Gudme. I området omkring Gudme har vi fundet de største guldskatte fra jernalderen. I løbet af det 5. årh. ophører de militære konflikter tilsyneladende. Antallet af krigsbytteofringer falder og ophører totalt i det 6. årh. Antagelig falder de magtpolitiske forhold på plads i denne periode. Ud af konflikterne er nu vokset et aristokrati, som har etableret alliancer til andre høvdingeslægter i både Skandinavien og på Kontinentet. Stadig stærkere høvdinge formår også i denne periode at koncentrere religion, håndværks- og handelsfunktioner på centrale pladser som Gudme, men også på Sorte Muld på Bornholm, og Uppåkra i Skåne. Her kunne de opkræve afgifter af købmænd og håndværkere til gengæld for beskyttelse og ophold. I skandinavisk perspektiv tyder meget på, at det er Sydskandinavien, som fører an i denne udvikling. 16