Der er fest på borgen

Transkript

1 Der er fest på borgen Hvornår var middelalderen? Kort og godt kan man sige, at middelalderen var den periode, hvor danskernes tro var den katolske tro. Middelalderen begynder, da vikingetiden slutter ca. år 950. Da begyndte danskerne at tro på Kristus og holdt op med at være hedninge. Middelalderen slutter, da Danmark blev evangelisk luthersk, hvilket skete ved Reformationen i Begrebet middelalder stammer fra tallets Italien. Veluddannede folk beskrev middelalderen som perioden mellem antikken og renæssancen, som en slags mellem alder. De veluddannede italienere mente, at menneskehedens kulturelle højdepunkter var antikken og renæssancen, mens mellem alderen var en primitive og stillestående tid. I dag ved vi, at middelalderen ikke var en mørk og begivenhedsløs periode. Tværtimod var det en nyskabende og dynamisk tid, hvor Danmark blev formet som en moderne stat. Samfundets opdeling I middelalderen inddelte man folk i tre grupper: Dem, der bedte. Dem, der kæmpede. Og dem, der arbejdede. De, der bad, var kirkens folk. Det var enten præster, munke eller nonner. De, der kæmpede, var riddere eller herremænd. Mens de, der arbejdede, var bønderne på landet, købmænd, borgere eller håndværkere i byerne. Kirkens folk havde kontakten til Gud på vegne af alle mennesker. Ridderne skulle sørge for forsvaret af landet, mens bondens arbejde var at dyrke jorden og skabe et overskud til at forsørge de andre grupper af folk. 1

2 Krigstjeneste I den tidlige middelalder var der krigspligt i Danmark. Soldaterne kom fra en folkehær bestående af bønder, som var udstyret med spyd, sværd og en hjelm. De kæmpede fra et skib eller til fods. I løbet af 1200-tallet mistede bondehæren også kaldet leding sin betydning. Først blev bøndernes krigspligt nedsat, for senere helt at blive opgivet. I stedet blev samfundet opdelt, så nogle var krigere andre bønder. Bønderne betalte skat og var fri for krigstjeneste, mens en mindre gruppe af befolkningen blev fri for at betale skat, men til gengæld skulle møde op, hvis der opstod krig. Disse folk kaldtes for herremænd. Herremændene skulle sværge troskab til deres herre, som oftest var kongen. En herremand skulle altid være rede til at drage i krig dag og nat. Han måtte bære våben, også til hverdag Herremænd, riddere og væbnere Borgenes ejere kaldte sig selv for herremænd eller riddere. Begge navne har noget med krigsførelse at gøre. Navnet herremænd betyder hærmænd, mens navnet ridder har noget at gøre med rytter. Navnene viser, at disse folk var ridende krigere og mødte i krig, når kongen befalede det. Alle herremænd havde samme tjenestepligt over for kongen uanset hvor rige, de var. var slået til riddere. Riddertitlen var personlig, det vil sige, at den kun kunne opnås ved, at kongen slog én til ridder. Ridderskabet var derfor ikke arveligt. Væbnere var adelsfolk, der endnu ikke Ridderne var vigtige og magtfulde mennesker i samfundet. De kom fra særlige slægter og havde magt og indflydelse. 2

3 Riddernes våbenskjolde Krigerne udsmykkede deres hjelme og skjolde med et særligt våbenmærke, der var forskelligt fra person til person. Dette våbenmærke var personligt, men meget hurtigt blev våbenmærket arveligt, således at sønnen arvede sin fars. På denne måde viste man, hvilken slægt man kom fra. Et godt våbenmærke skulle være let at genkende, også på lang afstand. Derfor var våbenmærket enkelt og tydeligt. rustninger og lukkede hjælme. Under turneringerne var det vigtigt at kende den ene ridder fra den anden, når de var iført Også i krig blev våbenmærker brugt som samlingstegn og til at skelne de enkelte krigere fra hinanden. Når en ridder eller væbner skulle underskrive et brev, kunne han underskrive med et segl - en voksklump - hvori han pressede sin seglstampe med eget våbenmærke. Borgen - den befæstede bolig I dag bor kongefamilien et fast sted, men i middelalderen havde kongen ikke en fast bolig. Han rejste rundt i sit rige, hvor han boede på sine kongsgårde eller borge. Kongens borge var rigets forsvarsværker, og de lå fordelt i alle landsdele. Nogle af kongens borge var Sønderborg, København, Riberhus, Hammershus, Nyborg og Skanderborg. I den første del af middelalderen boede herremændene i stormandsgårde i landsbyerne, men efter 1250 begynder herremændene at befæste deres bolig. Tiden mellem var en urolig periode i Danmarkshistorien. Der var flere borgerkrige, og en overgang var der ingen til at styre landet. Mange 3

4 herremænd valgte at flytte deres gårde ud i områder, hvor de let kunne forsvare sig selv mod krig og overfald. Herremændenes private borge blev ofte anlagt på fugtige og sumpede steder eller steder, hvor det omgivende terræn gav mulighed for beskyttelse. Borgene blev beskyttet af vandfyldte grave, volde og palisader. Mange af borgenes befæstninger var så små, at der ikke var plads til hele stormandsgården på dem. I stedet valgte herremændene kun at opføre en lille befæstning - en tilflugtsborg - hvortil ham og hans familie, tjenestefolk og eventuelle soldater kunne trække sig tilbage og forsvare sig, hvis det blev nødvendigt. I sådanne tilfælde blev stormandsgården liggende, hvor den lå. Med tiden blev Danmark et sikkert sted at bo, og der kom atter en stærk kongemagt, som skabte fred i hele landet. Da freden var skabt, flyttede herremændene væk fra borgene og byggede store gårde og huse nær landsbyer. Herremændenes store gårde - også kaldet herregårde kunne både være anlagt med volde og grave, men de fleste blev bygget uden egentlige forsvarsanlæg. De ligger den dag i dag endnu i landskabet. Borge og voldsteder i dag Det, der mange steder er tilbage af en borg, kaldes i dag for et voldsted. Voldstedet er resterne af de jordværker, hvorpå borgen stod. Borgen havde en eller flere borgbanker, og ofte kan volde og grave stadig ses omkring borgbankerne. Nogle steder er der stadig rester af bygninger på voldstedet. Måske en kælder af kampesten eller et borgtårn af teglsten. 4

5 Borgens beboere Borgen var slægtens hjem. Her boede herren og fruen, børnene, andre familiemedlemmer samt mange forskellige tjenestefolk og måske en gruppe bevæbnede soldater. Herren på borgen Borgherren herskede uindskrænket på sin borg over sin hustru, soldater og tjenestefolk, og når han ikke deltog i kamp, styrede han dyrkningen af jorden på sit gods. Godset bestod af bøndergårde og landbrugsjord, og herremanden kunne ejer meget eller lidt jord. I borgherrens varetægt kunne der være drenge og unge mænd fra slægten til oplæring, og når kongen kaldte, drog borgherren med sit følge af væbnere, svende og tjenestefolk i krig. Han kunne være borte fra hjemmet i lange perioder. I den tid styrede hans hustru borgen, og hun stod for pasningen af dyrene og dyrkningen af jorden. Borgherren forlystede sig med jagt med hest, hunde og falke, og med forskellige spil, som skak. Han holdt sig i kamptræning, blandt andet ved at deltage i turneringer. Fruen på borgen Fruen på borgen havde til opgave at passe den store husholdning. Hun stod for borgens forråd af føde- og drikkevarer, og hun havde opsyn med mange mennesker, især kvinderne, der arbejdede i køkken, bageri, bryggers, vaskeri og med produktion af tekstiler og i køkkenhave og nyttehave. I hendes bælte hang nøglerne, som fortalte om hendes høje status. Kun hun havde nøglerne til forrådskælderen og kister og skabe med sølvtøj, glas og fine tekstiler. Fruen arbejdede med håndarbejde som spinding, vævning, tilskæring, syning og broderi. Hun stod sammen med de andre kvinder for fremstilling af tekstiler til tøj, senge- og bordtøj. Husets frue tog imod gæster og beværtede dem, og hun stod for pigernes opdragelse. Blandt pigerne kunne der, udover fruens egne børn, være fremmede piger og unge kvinder, der opholdt sig hos familien for at lære at føre hus og begå sig. 5

6 Ridderens børn Ridderens søn måtte studere krigskunst, før han selv kunne blive ridder. Som ca. 7-årig blev han sendt hjemmefra for at komme i lære hos en anden herremand. Her fik han undervisning i mange færdigheder som ridning, fægtning, kampteknik, løb og svømning, bueskydning og sprog. Som ca. 14-årig kunne han blive junker eller væbner for en ridder, hvor han skulle lære at iklæde sin herre, passe hans hest og våben. Som voksen kunne han blive slået til ridder. Ridderens datter blev opdraget til at lære at føre hus, sy, broderer samt at spille og synge. Ligesom sin bror blev hun i en periode sendt hjemmefra for at lære forskellige færdigheder. Måske boede hun i en periode i et kloster, hvor hun også kunne lære at læse og skrive. Tjenestefolk Borgens mænd tog sig af det udendørs arbejde under ledelse af borgherren. De passede jorden og dyrene og lavede en lang række af praktiske gøremål samt vedligeholdt bygninger og forsvarsværker. Kvinderne arbejdede i køkkenet, bryggeriet og bageriet. De dyrkede grønsager, bær og frugt til husholdningen i nyttehaverne og forarbejdede alle råvarerne fra stalde, marker og haver. 6

7 De fleste borge var så godt som selvforsynende. Der blev brygget og bagt, og kød og fisk blev saltet og røget. Man spandt og vævede af egne fårs uld og måske også af egen hør. Dertil farvede man selv tøjet, og syede det til tøj, duge, hynder og sengeklæder. På de store borge kunne der være særligt krigstrænet mandskab, men på de fleste mindre borge var det karlene, som udførte landbrugsarbejdet i fredstid, der også stod for forsvaret af borgen under et angreb. Fest på borgen Var der fest på borgen, blev der fyret op i kaminen og hængt flotte vægtæpper på de til dagligt kalkede vægge. Langborde blev dækket op til gæsterne, og der blev spist og drukket godt. Under måltidet var der musik, og efter maden blev der danset. Store fester som for eksempel et bryllup kunne vare i flere dage. Gæsterne var kommet langvejs fra og skulle overnatte på borgen med deres tjenere og heste. Når der virkeligt skulle gøres noget ud af en fest, kunne en del af underholdningen bestå af turneringer. 7

8 Kvinderne og de ældre mænd kunne så sidde og se på, at de unge mænd dystede i forskellige krigslege. Turneringer I fredstid deltog ridderne og væbnerne i turneringer for at holde deres våbenfærdigheder ved lige. Ved turneringerne blev der dystet i forskellige discipliner og med forskellige våben. En af disciplinerne var at støde modstanderen af hesten med lanse, mens en anden var tvekamp til fods eller til hest med sværd, økse eller hellebarder. Andre øvelser kunne være, at man fra hesteryg skulle ramme et objekt i bevægelse. og andre våben fra hesteryg. Heste og rustninger var kostbare, og det krævede årelang træning at anvende lanse 8

9 Ligeledes var det meget kostbart og tidskrævende at træne stridsheste til kamp. Derfor blev krigstræningen og turneringer forbeholdt ridderne og væbnerne. 9