Ingen krise hér I Kina kalder Foto: Kina går det stærkt især når det gælder landets nye smag for materielle goder. At det er her, verden kigger hen, når det gælder penge, er hurtigt at afkode, når man bevæger sig rundt i de kinesiske millionbyer. Mere end 4.000 danskere bor lige nu i Kina enten fordi de selv eller deres partner arbejder dér. FEMINA har mødt tre danske kvinder, der har slået sig ned i Kina. Hør, hvordan de får en anderledes hverdag til at fungere på godt og ondt. Af Tenna Schoer/Beijing sim chi yin & All Over 40 femina.dk 29/2012
Perspektiv Dansk eksport til Kina Den samlede danske eksport lå i 2011 på 605 milliarder kroner, og deraf aftog kineserne danske produkter for 15,1 milliarder kroner. Det er mere end tre gange så meget som i 2002, hvor Danmark eksporterede for 4,3 milliarder kroner til Kina. Det placerer i dag Kina som nummer 10 på listen over de lande, vi eksporterer mest til. Det er primært maskiner og transportmidler, der bliver solgt til kineserne. Tager man importen med i regnskabet, er Kina den tredjestørste samhandelspartner, Danmark har efter Tyskland og Sverige. Tiden, da Kina var et lukket, tilbagestående land, er for længst forbi. Riget I Midten, som kineserne selv kalder deres land, er blevet attraktivt for de danske virksomheder ikke længere kun for den billige arbejdskraft, men i særdeleshed også fordi kineserne i stor stil nyder at bruge penge, og de har nok af dem. En gåtur gennem de store metropoler Shanghai og Beijing afslører hurtigt, at kineserne er kommet med på forbrugsvognen. Bag de tonede ruder i Audierne sidder smukke kvinder med perfekt manicure, eller tilbagelænede familiefædre. Unge kvinder tripper på 10 cm høje stiletter, mens de svinger Burberry-taskerne. På de vestlige cafeer sidder både unge og ældre kinesere og stirrer på de lysende skærme fra deres iphone eller ipad. Kineserne har fået penge mellem hænderne, og i modsætning til de danske forbrugere, der lægger mere og mere i sparegrisen, så bruger de dem også. Allerhelst på produkter, der kan vises frem for alle, der gider vende sig anerkendende om efter de luksuriøse mærker. Selv om en billig kopi kan købes på næste gadehjørne, har de dyre mærkevarebutikker stor succes i Kina og de er strøet med let hånd over de mange shoppingmalls. Ifølge kapitalforvalteren CLSA købte kineserne i 2010 luksusprodukter for 67 milliarder kroner, og festen er kun lige begyndt, for i 2020 ventes forbruget at stige til over 500 milliarder kroner spenderet alene på eksklusive mærkevarer. Privatforbruget i Kina steg sidste år med 17 procent, så der i alt blev sendt 18 billioner yuan i omegnen af 15.500.000.000.000 danske kroner gennem kasseapparaterne. Det gør det til det mest attraktive marked at komme ind på for resten af verden. Danske butikker overalt Danmark kan også mærke, at kineserne har taget spenderebukserne på de seneste 10 år er den danske eksport til landet steget fra 4,3 milliarder kroner til 15,1 milliarder kroner. Alene sidste år kunne de danske virksomheder notere sig en stigning på 12,8 procent. Danske virksomheder vil gerne have en endnu større del af de kinesiske yuan, og derfor skyder danske butikker op overalt for at lokke de rige kinesere til at købe dansk tøj, smykker og svinekød. Samtidig er den kinesiske industri blevet et kæmpe lokomotiv, der holder verden kørende i krisetid. Derfor vil danske virksomheder også meget gerne levere produkter til den kinesiske industri, hvad enten det er til vindmøller eller infrastruktur. Den økonomiske verdenskrise giver dog også efterskælv i Kina, fordi landet producerer en ualmindelig stor del af de varer, Danske virksomheder Der er cirka 450 danske virksomheder fra alle slags brancher i Kina. De største brancher, der er repræsenteret i Kina, beskæftiger sig med grøn teknologi, farmaceut-industrien og design/tekstil. der står på de europæiske og amerikanske butikshylder. For at holde landets vækst oppe har Nationalforsamlingen på sit årlige møde i marts i år besluttet at ændre strategi ved at booste privatforbruget. Dermed vil Kina på sigt blive mindre følsom over for den øvrige verdens luner, ganske enkelt fordi kineserne skal have travlt med at producere varer til sig selv og hinanden. mange dollar-millionærer Flere penge til forbrug er godt nyt for de danske butikker, fordi det giver yderligere incitament til at satse hårdt på, at kineserne får øjnene op for dansk design og kvalitet. I Kina er der mere end én million såkaldte dollar-millionærer, altså personer, der har værdier for mere end én million amerikanske dollars. Dertil kommer millioner af andre, der de seneste år for alvor mærker fornøjelsen af at shoppe blandt et kæmpe udvalg af varer og mærker, de tidligere blot kendte fra amerikanske kopifilm. Nu har de mulighed for selv at eje et Rolexur eller en Gucci-kjole og på den måde glemme alt om Mao-tøj og rationering af fødevarer. Optimismen blomstrer stadig, og derfor er stemningen anderledes end i mange europæiske lande. Det bemærker de fleste af de danskere, der de seneste år er flyttet til landet for at bo og arbejde. Top 3 De største danske virksomheder i Kina målt på antallet af ansatte 1. Bestseller/50.000 ansatte 2. ISS/32.000 ansatte 3. Mærsk/17.000 ansatte. Andre store danske virksomheder: Carlsberg, Danisco, Danfoss, Vestas, Novo Nordisk, Arla og ECCO
Mette Christiansen arbejder for Jack & Jones i Beijing hendes største udfordring er at få de kinesiske kolleger til at være kreative. Jeg bliver, så længe det er sjovt Mette Christiansen 29 år Uddannet konstruktør fra Teko i Herning, 2005 Kom fra job som konstruktør hos Bitte Kai Rand Flyttede til Beijing i marts 2011 Single, kontrakten med Bestseller er på ubestemt tid 42 femina.dk 29/2012
Perspektiv Mette Christiansen ser sit ophold i Kina som et eventyr. Hun har altid drømt om at kombinere sit arbejde med at rejse. Mine teknikere har rykket helt vildt, men hvis jeg er væk et par uger, så skal jeg starte forfra Hjemme i Danmark er nej et nej. Her i Kina betyder nej, at de ikke kan klare det inden for de givne rammer. Så må man stille spørgsmålet anderledes, for det hele handler om, hvordan du stiller spørgsmålet. Mette Christiansen sidder i den sorte læderkontorstol, omgivet af tøjstativer og tegninger fra den kommende efterårskollektion. Hendes øjne funkler, når hun fortæller om de erfaringer, hun har gjort sig, i løbet af det års tid hun har boet og arbejdet i den kinesiske hovedstad Beijing. Det tog seks måneder, før de forstod, hvorfor jeg var her. De modarbejdede mig ikke, men de samarbejdede bestemt heller ikke. Som fitting manager for Jack & Jones i Kina er det Mettes opgave at lære de kinesiske kolleger at sikre sig, at tøjet passer ikke til tegningerne, men til de mænd, der skal gå med tøjet. Da hun kom hertil, forsøgte hun derfor at få dem til at forstå, at fitting boy en Andy ikke blot skulle kunne være i tøjet, men også bruge det. Jeg spurgte teknikerne: Er den jakke god? Ja, målene er rigtige. Men kan Andy vaske vinduer i den? Det kunne Andy ikke, for han kunne dårligt nok løfte armene. Sådan beskriver den 29-årige konstruktør de nye udfordringer, hun stod over for. Det tog dem lang tid at forstå, at tøjet også skulle fungere. Men nu kan Andy både danse med kæresten og vaske vinduer i jakken. Da Mette Christiansen så stillingsopslaget fra Jack & Jones, vidste hun, at det var det job, hun ville have. Drømmen om at kombinere lysten til at rejse med evnerne som konstruktør havde længe ulmet. Alligevel var det en stor beslutning at sige ja tak. Jeg er familiemenneske, så det var vigtigt for mig, at baglandet var i orden. Derfor sikrede jeg mig, at de ville være med i mit eventyr og besøge mig herude. Det ville de heldigvis gerne. tænker ikke ud af boksen Før var jeg typen, der elskede at ringe og sludre med nogen om morgenen. Det kan jeg ikke længere på grund af tidsforskellen. Det er noget af det værste ved at være så langt væk hjemmefra. Man mister den daglige kontakt. Mette Christiansen kom fra et job hos den danske designer Bitte Kai Rand, hvor hun i fire år havde lært at vende de stringente konstruktionsregler på hovedet. Nu skal hun lære kineserne at være kreative. Kineserne er ikke så gode til at tænke ud af boksen. I Kina klapper de hælene sammen og gør, som de får besked på. Der er behov for indsparkere. Der er ikke noget, de ikke kan, men de skal hjælpes på vej. Jobbet i Beijing er på ubestemt tid, og det trækker ikke i Mette Christiansen at komme tilbage til Danmark. Lige nu er Kina det rigtige sted at være, mener hun. Så længe jeg har det sjovt, og så længe jeg kan være overskudsagtig over for kineserne, så bliver jeg. Jack & Jones er Kinas førende herretøjsmærke. Kvaliteten er højere her end i Danmark, og kollektionerne er vidt forskellige. Nu handler det om at blive på toppen og gøre det endnu bedre. Mine teknikere har rykket helt vildt, men hvis jeg er væk et par uger, så skal jeg starte forfra. Det bliver bedre og bedre, men der skal helst være en indpisker. Jeg er ikke overflødig endnu! Kina-sur De seneste to uger har Mette Christiansen arbejdet syv dage om ugen med den nye kollektion, og det tærer på det overskud, der er nødvendigt for ikke at blive Kinasur, som hun kalder det. Jeg bliver Kina-sur en gang imellem, men når det sker, kan det altid spores tilbage til mig at det er mig, der ikke er integreret nok i samfundet, fordi jeg ikke kan sproget og ikke forstår kulturen, forklarer hun med et skævt smil. Det kræver tolerance at skulle sige det samme 40 gange i træk. Men jeg ved, at jeg gør en forskel. De udvikler sig, og det gør, at jeg ikke bliver Kina-træt. Som hun sidder og rykker rundt på kontorstolen og forklarer om sit liv med både det velfungerende mundtøj og de gestikulerende hænder, er der ingen tvivl om, at singlepigen fra Otterup på Fyn trives her i den kinesiske millionby. Men hun ved, at eventyret også har en pris. Prinsen på den hvide hest kommer nok ikke forbi her. Kærlighedslivet er på hold et par år. Men jeg føler ikke, jeg ofrer noget. Tværtimod synes jeg, jeg får en hel masse. femina.dk 29/2012 43
Perspektiv Anne-Marie Jølck 48 år Driver sammen med sine to søstre smykkefirmaet LEA; arbejder ved siden af med adoption af kinesiske børn til danske familier, arbejdede før i tiden som direktionssekretær i større danske virksomheder i Danmark og Kina Flyttede til Beijing første gang i 1993; har siden boet i den kinesiske hovedstad med undtagelse af halvandet år, 2000-2002 Bor sammen med sin mand, der arbejder for en britisk virksomhed, og deres søn på 17 år og datter på 13 år Ved ikke, hvornår familien vender tilbage til Danmark Jeg skal hele tiden opdrage mine børn til ikke at være som det samfund, der omgiver dem Jeg lever stadig i en boble! Udtalelsen falder halvvejs inde i min samtale med den autodidakte smykkedesigner Anne-Marie Jølck. På bordet foran os står en bakke med chokolade, melon og krydret te serveret i en keramikkande med kinesiske tegn på. Jeg bliver aldrig helt integreret i det kinesiske samfund. Måske er det, fordi de har nogle værdinormer, som jeg ikke selv står for. Jeg skal hele tiden opdrage mine børn til ikke at være som det samfund, der omgiver dem. Anne-Marie Jølck har boet i Kina i sammenlagt 15 år. Hun flyttede herud med sin mand første gang i 1993 og taler flydende kinesisk efter at have studeret sproget i flere år på universitetet i Beijing. Hun har gode kinesiske venner, som hun værdsætter højt. Alligevel føler hun sig indimellem stadig fremmed. Mange kinesere har frygtelig meget fokus på materielle goder. De gør bare som forventet og tjener så mange penge som muligt, fortæller hun. Som 40-årig fik Anne-Marie Jølck foræret en diamant i gave af nogle venner, og det blev startskuddet til smykkefirmaet LEA, som hun driver sammen med sine to søstre i Danmark. Men da søstrene samtidig har fuldtidsjob, foregår langt det meste af arbejdet ved det store skrivebord i stuen i hjemmet i Beijing. Den største udfordring er, at mange kinesere mangler sans for detaljer. De har for eksempel svært ved at se nødvendigheden i, at to øjne skal sidde lige over for hinanden, eller at børstningen af sølvet skal være i en bestemt retning. Så må jeg tilbage til fabrikken for tredje gang og sige, at det ikke er godt nok, beskriver Anne-Marie Jølck sin hverdag. frygter kopierne Hun mener ikke, at det er, fordi kineserne ikke er dygtige nok det er ren og skær sjusk, som hun oplever det. De er selv vokset op i hjem, hvor standarden ikke er så høj. Så de kan ikke se forskellen, og de forstår heller ikke, at netop forskellen er så vigtig. Det første skridt mod et færdigt smykke til de danske guldsmedeforretninger, prototypen i voks, bliver som regel til her i de irisgrønne sofaer. Men udviklingen af den endelige model og selve produktionen foregår på en kinesisk smykkefabrik i samarbejde med fabrikschefen. Her i landet møder man sjældent stolthed over at gøre et ordentligt stykke arbejde, så man er nødt til at følge processen meget tæt og hele tiden tjekke op på kvaliteten. Men fordi jeg kommer der så ofte, lægger de også mere hjerte i det og gør mere ud af det. Indtil nu har Anne-Marie Jølck ikke turdet kaste sig over at sælge til det ellers forjættende kinesiske marked af frygt for at få sine smykker kopieret. De kopierer med arme og ben herude, og det har jeg ikke lyst til at kæmpe med. Kineserne forstår ikke problemet, for det koster jo ikke noget særligt at lave tingene. De ved ikke, hvor store omkostninger der er forbundet med at udvikle, forklarer hun. Men nu har fristelsen vokset sig større end frygten, og næste stop hedder de kinesiske forbrugere. Pengene er her, og mange kinesere har spurgt, hvor mine ting kan købes, så jeg er begyndt at tage hul på det. Man skal jo heller ikke være alt for bange, for så kommer man aldrig videre, smiler hun let undskyldende. Survival of the fittest Anne-Marie Jølck mener, at meget af forklaringen på kinesernes besættelse af at tjene (gerne hurtige) penge ligger i Kulturrevolutionen, som foregik fra 1966 til 1976. Her lagde det kinesiske styre med Mao Zedong i spidsen kineserne under streng kontrol, så alle kunne hellige sig målet om at få Kina tilbage på verdenskortet som Riget I Midten. Det rev tæppet væk under kineserne, og da den senere leder Deng Xiaoping udtalte sin berømte sætning om, at det er ligegyldigt om katten er sort eller hvid, bare den fanger mus, gjorde han det legalt at tjene penge, så kineserne nu tror, at penge er den eneste måde at skabe sig et godt liv på. Her er det survival of the fittest og ikke solidaritet, der er fundamentet i kulturen. Derfor ved Anne-Marie Jølck også med sig selv, at hun ikke kan bo her resten af livet. Der er for meget kontrol oppefra til at kunne sige, at det her er mit land, mit hjemland. Det kommer jeg aldrig til at føle. Jeg er stadig primært dansk. 44 femina.dk 29/2012
Anne-Marie Jølck driver et smykkefirma fra Kina, taler flydende kinesisk, har lokale venner, men føler sig stadig mest dansk. Jeg bliver Anne-Marie Jølck har boet 15 år i Kina, men føler sig indimellem stadig som en fremmed, fordi hun ikke kan identificere sig med kinesernes værdier. aldrig helt integreret femina.dk 29/2012 45
Anne Niebuhr 35 år Uddannet designer fra Teko i Herning, 2002 Mor til tre børn på hhv. seks, fire og ét år Flyttede til Beijing i februar 2010 som medfølgende hustru Har tidligere arbejdet som designer for Greenhouse, Cream og IC Companys Er her på ubestemt tid En gave at få et pusterum Anne Niebuhr opgav sin egen karriere for at blive såkaldt medfølgende hustru i Kina. Men hun trives fantastisk med at få familielivet på skinner i det nye land. 46 femina.dk 29/2012
Perspektiv Anne Niebuhr skiftede Silkeborg ud med en forstad til Beijing, hvor hun bor med sin mand og børnene Benedikte, August og Isabella. Det er udfordrende at bo her, for det er ikke bare far, der har fået nyt arbejde. Det er anderledes for os alle sammen... Jeg ser det som en gave. Udtrykket dukker op igen og igen, når Anne Niebuhr skal beskrive sit liv som hjemmegående husmor i den kinesiske hovedstad Beijing. Sammen med mand og børn flyttede hun hertil for to år siden, satte sin karriere som designer på hold og helligede sig familien. Livet her i Kina kan ikke holde til, at begge parter giver den gas 120 procent, forklarer hun og henviser til, at så godt som alle danskere, der arbejder i Kina, har en arbejdsuge, der langt overstiger de 37 timer. Derfor sagde Anne Niebuhr sit job som designer op, så ægtefællen Søren kunne investere tid og kræfter i at etablere familiefirmaet herude. Det føles som et fælles projekt, måske netop fordi det er et familiefirma. Derfor føler jeg ikke, jeg ofrer noget, slår hun fast uden det mindste spor af tvivl i stemmen. Magtbalancen i forholdet er i den retning meget anderledes end før, men ikke på nogen negativ måde. Det er Søren, der går glip af noget, fordi han har langt færre timer med børnene i hverdagen. FRYGTEDE AT GÅ HJEMME Hverdagen i det store hus i en forstad til Beijing er markant anderledes, end den var hjemme i Silkeborg. Hvor parret før var lige om at dele de praktiske opgaver, er det nu Anne Niebuhrs job at få familielivet til at køre. Det er udfordrende at bo her, for det er ikke bare far, der har fået nyt arbejde. Det er anderledes for os alle sammen lige fra sproget og kulturen, til hvad der står på hylderne i supermarkedet, og hvordan man kommer fra A til B. Hun indrømmer dog, at hun i tiden op til flytningen for to år frygtede sin egen reaktion på at skrotte det ansvarsfulde job med mange forretningsrejser og krævende deadlines til fordel for et nyt liv som husmor. Mit job fylder meget i min personlighed, så jeg var bange for, hvordan det ville føles at være hjemmegående. Men da jeg først kom herud, føltes det som en gave at få et pusterum og se det hele i helikopterperspektiv. Jeg elsker den kreative verden og er nu blot blevet bekræftet i, at det er den rigtige karriere for mig, siger Anne Niebuhr, mens de grønne øjne stråler af selvtillid og begejstring. Ud over at give hende mulighed for at deltage aktivt i sine tre børns liv har pausen fra arbejdslivet givet hende rum til at udforske andre sider af sig selv, hvilket blandt andet har resulteret i kurser om fotografi, coaching og kommunikation. Det er en gave for livet at være her, særlig i denne periode, hvor alt går så stærkt, og her er så kontrastfyldt, siger hun med henvisning til den udvikling, Kina er igennem i disse år. Anne Niebuhr afbryder sig selv for at finde en sut til lille Isabella, der kom til verden i Beijing på en hed sommerdag sidste år. Selv om livet her føles fantastisk, så lever jeg i en boble en nærmest uvirkelig verden men måske fordi det er på lånt tid, sætter jeg så stor pris på det her og nu, lyder det på syngende jysk. DET ER MIDLERTIDIGT At det er et midlertidigt liv, er Anne Niebuhr ikke i tvivl om. Hun savner at have familien og vennerne tæt på, og derfor skal de på et tidspunkt retur til Danmark og karrieren. Men det er tilvalg af Danmark, ikke fravalg af Kina, selv om der er store udfordringer ved at bo i det kinesiske samfund. Når hun savner livet som designer, tegner hun lidt tøj til sine børn og får det lavet på det lokale garnmarked. Hun har fået flere henvendelser om at freelance, men indtil videre har behovet ikke meldt sig. Alligevel efterlader hendes kropssprog ingen tvivl om, at der stadig bor en karrierekvinde i Anne Niebuhr og selv er hun ikke bekymret for mulighederne for at få job efter flere år som hjemmegående husmor. Jeg er ikke bange for, at jeg ikke er interessant, når vi kommer hjem. Jeg har fået et indblik i Kina og kinesisk kultur, som man ikke får, når man er på ferie her i en uge. Så jeg er sikker på, at jeg til den tid har endnu mere at byde på. n femina.dk 29/2012 47