Trolovelse og vielse Trolovelsen var en kirkelig ceremoni, der fandt sted forud for vielsen, altså kirkens velsignelse af ægteskabet. Den var juridisk bindende og kunne kun ophæves ved dom, hvis den var indgået under falske forudsætninger og mod ens egen eller forældrenes vilje. Ifølge Ægteskabsordinansen af 1582 skulle trolovelsen ske i overværelse af præsten og fem vidner. De trolovede måtte ikke flytte sammen, og eventuelle børn undfanget forud for og i trolovelsestiden blev betragtet som uægte, og forældrene skulle stå åbenbart (offentligt) skrifte. Adelige og rangspersoner var fritaget for trolovelsen, og det korn på mode blandt f.eks. borgerskabet i byerne også at opnå fritagelse, hvorfor trolovelsespligten i praksis kun påhvilede bondestanden. Derfor blev trolovelsen afskaffet i 1799. Herefter var vielsen både juridisk bindende og kirkens velsignelse af ægteskabet. Findes trolovelsen ikke i kirkebogen, kan du være heldig at finde den i en særlig trolovelses- eller forloverprotokol i præstearkiverne. Vær opmærksom på, at der i Sønderjylland (indtil 1799) førtes særlige forlovelsesregistre i kirkebøgerne. Her får du bl.a. oplyst navnene på brudeparrets forældre. Det er vigtigt, at du finder både trolovelsen og den efterfølgende vielse i kirkebøgerne, da de kan indeholde forskellige oplysninger om brudeparret. Husk også at notere navnene på trolovelsesvidnerne eller forloverne, da disse ofte er i familie med brudeparret. De fem vidner til trolovelsen og de to forlovere skulle bevidne, at parterne var ugifte og ikke var i slægt med hinanden (blodbeslægtet eller besvogret i "forbudne led" jvf. Biblen. 3. Mosebog kapitel 18, vers 1-18, som forbyder blodskam). Ægteskabsordinansen af 1582 forbød ægteskab mellem beslægtede nærmere end tredje grad efter kanonisk beregningsmåde. Dvs. at søskende er beslægtet i første grad eller led (fælles forældre), fætter og kusine i anden grad eller led (fælles bedsteforældre) og deres børn (næstsøskendebørn) i tredje grad eller led (fælles oldeforældre). Det var også forbudt at gifte sig med enker og enkemænd til ovennævnte, altså personer man var besvogret med. I 1646 blev det tillige forbudt at gifte sig med sin stedfars enke eller sin stedmors efterladte mand. Der var mulighed for at søge dispensation til ægteskab i "forbudne led" ved ansøgning til Kongen gennem biskoppen mod betaling til nærmeste hospital. Disse ansøgninger om ægteskabsdispensation kan du finde dels i biskoppens arkiv og dels i Danske Kancellis arkiv. Oplysninger om betalingen til nærmeste hospital findes dels i hospitalernes arkiv, dels i stiftsøvrighedernes arkiv. Der er udgivet fortegnelser over nogle af disse dispensationsansøgninger. I tilfælde af dispensation skulle ansøgeren skaffe et tingsvidne (bevis) på slægts- eller svogerskabet, hvilket blev publiceret på vedkommende tingsted. Oplysninger herom findes i ting- og justitsprotokollerne i retsbetjentarkiverne. Reglerne mildnedes i perioden fra 1770-75, og i år 1800 indførtes de nuværende regler. I dag er ægteskab med beslægtede og besvogrede i den direkte opog nedstigende linje (forældre og børn) og mellem hel- og halvsøskende forbudt. Der skulle dog stadig søges kongelig bevilling til ægteskab med søskende til afdøde, men denne regel er senere blevet ophævet. Disse ansøgninger findes i amtsarkiverne. I 1824 indførtes en ny ægteskabslov, der foreskrev regler om tillysning af præsten ved højmessen fra prædikestolen tre på hinanden følgende søndage. Formålet med lysningen var at give andre lejlighed til at gøre indsigelse mod det påtænkte ægteskab. Ægteskabsloven pålagde indtil 1922 præsterne at sikre, at betingelserne for indgåelse af ægteskab var opfyldt. De betingelser, der skulle Trolovelse og vielse. Side 1
opfyldes, angik: Grundkusus i slægtsforskning Brudefolkenes minimums alder: manden 20 år, kvinden 16 år. Parterne skulle være i besiddelse af fornuftens brug, Samtykke fra forældre. Slægtskab og svogerskab. Fattigforsørgelse: Der skulle fremlægges bevis for, at ingen af brudefolkene havde været under fattigforsørgelse. Hvis det var tilfældet, skulle hjælpen være tilbagebetalt, eller der skulle foreligge tilladelse fra fattigvæsenet i det sogn, hvor manden var forsørgelsesberettiget. Begrundelsen herfor var frygten for, at flere kom under fattigforsørgelse. Lysningsprotokollerne findes indtil 1922 i præstearkiverne. Efter 1923 findes protokollerne i præstearkiverne eller hos den borgerlige vielsesmyndighed. Obligatorisk lysning blev afskaffet i 1970, men brudeparret kan stadig bede om, at der bliver lyst for dem. Dispensation fra reglerne i ægteskabsloven kaldes kongebreve. De kunne søges: Hvis aldersbetingelserne ikke var opfyldte. Hvis man ønskede fritagelse fra lysningen. Hvis man ønskede at blive viet et andet sted end i kirkebygningen. Ansøgning om dispensation skulle indtil 1800 sendes til Kongen (Danske Kancelli) gennem amtmanden, i hvis arkiver oplysningerne findes. Efter 1800 kunne amtmanden udstede kongebrevet på Kongens vegne, og oplysningerne skal derfor findes i hans arkiv. For Sønderjyllands vedkommende findes arkivalierne vedrørende patenter til ægteskabsdispensationer og hjemmevielser på Landesarchiv Schleswig-Holstein, men Jonathan Smith har udarbejdet et manuskript med uddrag af patenter og amtsregnskaber for perioden 1683-1774 vedrørende hjemmevielser og for perioden 1648-1774 vedrørende dispensationer til ægteskaber i forbudne led. Manuskriptet findes på læsesalen på Landsarkivet for Sønderjylland. Provelsesattest (ægteskabsjournal) Siden 1923 har de verdslige myndigheder krævet beviser på, at betingelserne for at indgå ægteskab er opfyldt. Det drejede sig bl.a. om brudefolkenes alder, ægteskabelige stilling, helbred og modtagelse af fattigforsørgelse. Da betingelserne er ændret flere gange siden 1923, kan du se i ægteskabslovene for yderligere oplysninger. Beviserne skulle indtil 1970 forelægges sognefogeden på landet, borgmesteren i købstæderne og på Trolovelse og vielse. Side 2
Frederiksberg og magistraten i København. Når beviserne var kontrolleret, og lysning havde fundet sted, blev der udfærdiget en prøvelsesattest. Herefter kunne vielsen finde sted enten hos præsten eller de borgerlige myndigheder. Oplysningerne findes i ægteskabsjournalerne (Journal over udstedte attester) i kommunearkiverne (købstæderne og Frederiksberg) og i politimesterarkiverne (landsognene). Journalerne er afleveret til landsarkiverne, bortset fra de københavnske journaler, der findes på Københavns Stadsarkiv. I 1970 blev reglerne ændret, og herefter har kommunen kontrolleret beviserne og udstedt prøvelsesattesterne. Oplysningerne findes i prøvelsesbøgerne, der skal afleveres fra kommunerne til landsarkiverne. For Københavns vedkommende findes bøgerne på Stadsarkivet. Kopulationsafgift 1 1661 indførtes en skat på vielser (kopulationsafgift), der skulle betales af brudgommen. Afgiftens størrelse blev bestemt af hans stilling og rang, og kvittering for dens betaling skulle forevises præsten i brudens bopælssogn, før vielsen kunne finde sted. Ved betalingen skulle brudgommen oplyse, hvor vielsen skulle foregå (i kirken eller hjemme). Ifølge loven skulle vielsen ske i brudens hjemsogn, med mindre hendes (sogne) præst havde givet samtykke til, at vielsen kunne finde sted i et andet sogn. Oprindeligt skulle alle brudgomme betale afgiften, men i 1700 blev bønder, daglejere, arbejdere og tyende på landet fritaget. I 1766 blev håndværkssvende fritaget ved bryllup i kirken (de skulle fortsat betale ved hjemmebryllup). Til gengæld blev lærerne ved latinskolerne, studenter, kammertjenere, skovriddere, skytter, selvejere (der var herlighedsejere), kromænd, møllere og skoleholdere (der var studenter) fra 1778 pålagt at betale afgiften. Afgiften blev betalt til staten, og oplysninger om den kan derfor findes i amtsregnskaberne (konsumtions-, familie- og folkeskatteregnskaber) for landsognenes vedkommende i købstadsregnskaberne for byernes vedkommende. For rytterdistrikternes vedkommende, nogle få grevskaber og baronier samt Jægerspris gods findes særlige regnskaber. Alle regnskaberne findes på Rigsarkivet. Materialet er dårligt bevaret før 1761, idet afgiften ofte blev bortforpagtet til en privatperson, imod at han betalte staten en fast årlig forpagtningsafgift. Overretssagfører Holger Malling har på grundlag af kopulationsafgiftsregnskaberne udarbejdet en fortegnelse over Vielser i danske landsogne 1661-1792. Den er ordnet alfabetisk efter mandens efternavn og oplyser desuden årstal og sted for vielsen samt brudens navn. Originalen findes på Landsarkivet for Sjælland, og Kildeskriftsselskabet har udgivet hans samling på mikrokort, som findes på nogle af Statens Arkiver. Vielser i købstæderne må du selv finde i købstadsregnskaberne. Kopulationsafgiften blev afskaffet i 1792, men fortsatte i København, der allerede i 1688 havde fået tilladelse til selv at opkræve og beholde afgiften. Den blev opkrævet af stadskæmneren og indført i særlige kopulationsprotokoller, der er bevaret fra 1735 til afgiftens ophør i 1868. Protokollerne med navneregistre findes på Københavns Stadsarkiv, men Dansk Mikrokortselskab ApS har udgivet dem på mikrokort, hvilke findes på Rigsarkivet og Landsarkivet for Fyn. Vær opmærksom på, at mange københavnere efter 1792 blev viet på Frederiksberg eller i Hvidovre for at slippe for at betale afgiften. Oplysningerne om kopulationsafgiften er vigtige fordi: Trolovelse og vielse. Side 3
Du kan finde det sogn, hvor vielsen fandt sted, når du kender brudgommens navn og ca. årstal for vielsen. Den kan være eneste kilde til en vielse, hvis kirkebogen er gået tabt. Nogle vielser er slet ikke indført i de bevarede kirkebøger, selvom afgiften er betalt. Borgerligt ægteskab I 1851 blev det tilladt at indgå borgerligt ægteskab, hvis: Ingen af brudeparret var medlem af Folkekirken. Ingen af brudeparret tilhørte et andet anerkendt trossamfund. De tilhørte hver sit trossamfund. Først i 1923 kunne alle vælge frit, om de ville giftes borgerligt eller i kirken. Oplysninger om borgerlig vielse findes indtil 1919 i retsbetjentens arkiv og i politimesterens arkiv for perioden 1919-1922. For Københavns vedkommende findes protokollerne i magistratsarkivet på Stadsarkivet. De borgerlige ægteskaber skulle indføres i særlige ægteskabsprotokoller, men dette påbud blev imidlertid ikke fulgt alle steder, og du kan finde vielserne indføl i andre protokoller eksf skøde- og panteprotokollerne eller notarialprotokollerne. I nogle købstæder findes de borgerlige vielser indtil 1868 i magistrats- eller rådstuearkivet (f.eks. rådstueprotokollen) og i perioden 1869-1922 i kommunearkiverne. Det blev desuden påbudt, at ægteskabet skulle tinglæses mindst tre uger før ægteskabets indgåelse på det sted, hvor bruden hørte hjemme (se skøde- og panteprotokollerne). Vielsen skulle også indføres i kirkebogen for det sogn, hvorfra bruden kom (se bag i kirkebogen). Tilhørte ægtefællerne forskellige trossamfund, skulle det over for myndighederne meddeles, i hvilken tro eventuelle børn skulle opdrages. Før et borgerligt ægteskab kunne finde sted, skulle retsbetjenten (indtil 1919), politimesteren (1919-22) eller for Københavns vedkommende magistraten kontrollere, at betingelserne for indgåelse af borgerligt ægteskab var opfyldte (f.eks. tinglæsning, religiøst tilhørsforhold, fremlæggelse af personlige attester og angivelse af, i hvilken tro børnene skulle opdrages). Oplysningerne findes i retsbetjentarkiverne (indtil 1919) og i politimesterarkiverne (1919-22) eller i Københavns magistrats arkiv på Københavns Stadsarkiv. Efter 1923 overtog sognefogeden på landet indgåelsen af borgerligt ægteskab, og oplysningerne skal herefter findes i hans ægteskabsprotokol. I byerne var det nu de kommunale myndigheder, dvs. borgmestrene, der viede folk borgerligt. Nogle steder blev der dog ansat en giftefoged. I modsætning til de øvrige kommunale arkiver er ægteskabsprotokollerne (duplikatsbøgerne) afleveringspligtige til landsarkiverne. For Københavns vedkommende var det fortsat magistraten, der foretog vielserne. Magistratens protokoller findes på Københavns Stadsarkiv og Landsarkivet for Sjælland, LollandFalster og Bornholm. Ægteskabet skulle indtil 1970 stadig tinglyses på det sted, hvor bruden boede. Også efter 1923 skulle myndighederne kontrollere, at ægteskabsbetingelserne var opfyldte. Husk, at alle ægteskaber i Sønderjylland i perioden 1874-1925 skulle indgås borgerligt. I perioden Trolovelse og vielse. Side 4
indtil 1874 kan du finde eventuelle borgerlige ægteskaber i amtsarkiverne (indtil 1867) og landrådsarkiverne (1867-74). Trolovelse og vielse. Side 5