Biomasseanvendelse i Danmark: Mål og virkemidler i «ENERGI 21»

O/e Odgaard, Energistyrelsen, Danmark Biomasseanvendelse i Danmark: Mål og virkemidler i «ENERGI 21» Vedvarende energi og herunder biomasse spiller en stadig større rolle i den danske energipolitik. Affaldsforbrænding vandt indpas i 1960'erne, mens individuelle halmfyr og træ- og halmfyrede kedler fik stor udbredelse i 1970'erne. 11980'erne blev en stor del af de kul- og oliebaserede fjernvarmeværker omstillet til biomasse. Denne udvikling blev understøttet af energihandlingsplanen Energi 81, og biogas, halm og træ blev inddraget aktivt i det danske kraftvarmeprogram fra 1986 af, som udover at konsolidere den biomassebaserede fjernvarme også igangsatte et biomassebaseret kraftvarmeprogram. Efter Rio-konferencen i 1988 tog regeringen initiativ til udarbejdelse af en ny og forstærket handlingsplan for biomasse. Rio-konferencen resulterede på dansk side i «Energi 2000* fra 1990, som indeholder konkrete mål og initiativer for den danske energiudvikling, herunder biomasseudviklingen. Energi 2000 foreskrev bl.a., at CO 2 - udslippet i perioden 1988-2005 skulle reduceres med hele 20 pet For at nå dette mål skulle biomasseanvendelsen fordobles i år 2005, hvilket blev reflekteret i den såkaldte 20. marts-aftale fra 1990, som bl.a. omfatter en udbygningen af decentral kraftvarme baseret på naturgas eller biomasse. Denne udvikling blev understøttet af en affaldsafgift samt et forbud mod halmafbrænding på markerne. Denne aftale for biomasseudviklingen blev udvidet betydeligt i en revideret biomasseaftale fra 14. juni 1993. Biomasseaftalen præciserer og udbygger 20. marts-aftalen fra 1990 ved at opstille nye mål for etablering af fjernvarmeværker på biomasse udenfor de allerede kollektivt forsynede områder og gradvist at omstille de eksisterende biomassebaserede fjernvarmeværker til kraftvarmeværker på naturgas eller biomasse. Nok så væsentligt var, at elværkerne blev pålagt at anvende biomasse i stedet for kul. Et af aftalens hovedpunkter forpligtede de store elværker til at øge anvendelsen af biomasse, således at der senest i år 2000 skal anvendes 1,2 mio. tons halm og 0,2 mio. tons træflis årligt, svarende til 6 pct. af elværkernes samlede kulforbrug. I foråret 1996 vedtog den danske regering en ny energihandlingsplan: Energi 21. Den er baseret på Energi 2000-opfølgningen. En ny analyse af biomasseressourcer blev igangsat i efteråret 1993 og gav grundlag for at opskrive det fremtidige biomasseforbrug på baggrund af en bæredygtig biomasseanvendelse. Biogas - som blev fritaget for affaldsafgift i 1990 - opprioriteres yderligere, og for første gang inddrages energiafgrøder som en biomasseressource i den danske energiplanlægning. 53

«Energi 2I» og biomasseanvendelse Energi 21 fastholder målsætningen om at reducere CO^-udledningen med 20 pct. i år 2005 i forhold til 1988 niveauet. Et mere langsigtet mål for CO*-nedbringelsen er endvidere indeholdt i Energi 21. Det internationale klimapanel's (IPCC's) anbefalinger om en halvering af COs-udslippet inden år 2030 er gjort til pejlemærker i den danske energipolitik og er det langsigtede COi-mål i Energi 21. Udbygningen med decentral kraftvarme og el- og varmebesparelser forudses at medføre, at det samlede brændselsforbrug til el og fjernvarme falder svagt frem til år 2030. Den voksende udbygning med vindkraft og biomasse samt den stigende naturgasanvendelse betyder, at kullene langsomt skal fases ud af el- og varmeproduktionen frem til år 2030. Anvendelsen af vedvarende energi skal derfor øges fra de nuværende 8 pct. af bruttoenergi forbruget til 12-14 pct. i 2005. Denne andel forudsættes at udgøre hele 35 pct. i 2030, hvilket vil kræve en yderligere udbygning med vedvarende energi på 1 pct. om året efter år 2005 og frem til år 2030. Biomasse forventes i år 2030 at bidrage med 20 pct. af bruttoenergiforbruget, dvs. 145 PJ. Energi 21 specificerer, at biomasseanvendelsen på kort sigt skal øges fra 52 PJ i 1994 til 85 PJ i år 2005. Denne biobrændselsudvikling skal ske som følger: TABEL 1.E2VS MÅLSÆTNINGER FOR BIOBRÆNDSELSUDVIKUNGEN 1994 2000 2005 Halm Træ Biogas Affald Total 12,4 PJ 18,3-1.6-20,0-52,3 PJ 24,8 PJ 23,9-5.2-22,7-76,6 PJ 26,6 PJ 26,5-9,0-22,6-84,7 PJ Biomasseaftalen og Energi 21 Opfyldelsen af Energi 21 frem til år 2005 vil for bioenergiens vedkommende især ske ved opfyldelsen af Biomasseaftalen fra 14. juni 1993. Energi 21, der som nævnt har præciseret og udvidet biomasseaftalerne fra 1990 og 1993, indeholder følgende 5 punkter: 1. De store elværker er forpligtiget til at anvende 1,2 mio. tons halm og 0,2 mio. tons træflis senest år 2000. Skønt aftalen kun lægger beslag på en mindre del af den danske halmressource, har enkelte værker imidlertid haft vanskeligheder ved at indkøbe den fastsatte biomasse til rimelige markedspriser. Biomasseaftalen blev derfor revideret den 1. juli 1997, så elværkerne får et mere fleksibelt brændselsvalg: Min. 1,0 mio. tons halm, min. 0,2 mio. tons flis samt biomasse svarende til 0,2 mio. tons 54

halm frit sammensat af træflis, halm og pileflis. Målsætningen er den samme - dvs. en biomasseindfyring på i alt 19,5 PJ. Elværkernes biomasseanvendelsen skal således fortsat nedbringe COi-emissioneme med 1,3 mio. tons om året, dvs. 2,2 pct. af Danmarks samlede COs-udslip på 60 mio. tons. 2. Omkring 40 af de 90 fjernvarmeværker på biomasse skal omstilles til kraftvarme inden år 2005. Det har imidlertid vist sig, at den forudsatte omstilling til kraftvarme på biomasse ikke er slået igennem. Den teknologiske og kommercielle udvikling af decentral kraftvarmeteknologi er gået langsommere end forventet. Den 1. juli 1997 blev Biomasseaftalen derfor justeret, så omstillingen nu først skal foregå, når det er teknisk og økonomisk hensigtsmæssigt i forbindelse med større renoveringer og/eller ombygninger. Det vides ikke for nærværende, hvor mange af de forventede 40 værker, der vil være omstillet til kraftvarme inden år 2005 (det vil efterfølgende blive forudsat, at omstillingen finder sted inden år 2005). De resterende ca. 50 biomassebaserede værker skal fortsat først omstilles til kraftvarme, når det er samfundsøkonomisk rentabelt, hvilket med stor sandsynlighed vil være efter år 2005. 3. Energi 21 foreskriver en markant øget udvikling af biogasanlæg (gårdanlæg, fællesanlæg, industrianlæg, rensningsanlæg) og lossepladsanlæg. Som det fremgår af tabel 1, er biogasanvendelsen forudset at skulle stige fra 2 PJ til 9 PJ i løbet af 10 år. For at hjælpe denne udvikling på vej, åbnede revideringen af Biomasseaftalen den 1. juli 1997 op for, at biogas, lossepladsgas og anden forgasset biomasse nu kan blive indpasset i den lokale kraftvarme- og fjernvarmeforsyning - også hvis der er tale om naturgasområder. Kommunerne skal give førsteprioritet til forgasset biomasse, såfremt det er teknisk og økonomisk muligt. 4. Etableringen af 105 nye fjernvarmeværker på biomasse udenfor de kollektivt forsynede områder. Disse værker kaldes også barmarksværker, da de etableres i mindre bysamfund uden eksisterende fjernvarmesystemer. 5. Etableringen af biomassefyret centralvarme (fjernvarme) på 350 institutioner, som har en effekt større end 250 kw og som ligger uden for kollektivt forsynede områder. Ovenstående 5 punkter udgør virkemidlerne til opfyldelse af Energi 21 på biomasseområdet. Energi 21 prioriterer således anvendelse af biomasse på store værker af økonomiske hensyn. Den største udvidelse i biomasseanvendelsen skal derfor ske som følge af elværkernes øgede anvendelse af halm og flis frem til år 2000. Dertil kommer en øget anvendelse af biogas og lossepladsgas frem til år 2005 samt omstillingen af op til 40 fjernvarmeværker til kraftvarme og udvikling af fjernvarme på biomasse udenfor de kollektivt forsynede områder. Som vist i tabel 2, forventes Biomasseaftalen under Energi 21 at bidrage med 21 pct. af Danmarks CO 2 -reduktion frem til år 2005. 55

Tabel 2. Biomasseaftalen: 1995-2005 HALM, TRÆ OG BIOGAS: - Centrale kraftværker - Biogas og lossepladsgas - Omst. af 40 fjernvarmeværker til KV -105 nye barmarksprojekter - 350 institutioner på centr.varme Total TILVÆKST: 1995-2005 17,0 PJ 7,2-3,0-2,5-1,5-31,1 PJ CO2- REDUKTION 1,13 mio. ton/år 0,43-0,34-0,31-0,25-2,46 mio ton/år Det skal bemærkes, at tabel 2 ikke angiver alle former for biomasseanvendelse. I 1995 var der således 40-50 fjernvarmeværker (5 PJ), 8000 halmfyr i landbruget (5-6 PJ), 500.000 pejse/brændeovne/-brændekedler (6-7 PJ), træindustriens anvendelse af træaffald (5 PJ) samt omkring 35 affaldsfyrede (kraft)varmeværker (24 PJ), som ikke er medtaget i tabellen. Energi 21 forudsætter imidlertid kun en marginal udvikling i disse biomasseanvendclser, idet der fra 1995 af skønnes at være forholdsvist ringe potentialer for yderligere anvendelse af disse former for biomasse, som i de foregående 25 år stod for langt størstedelen af biomasseudvidelsen. Der ydes stadig tilskud til individuelle fyr og kedler m.v., men det har ikke til formål at udvide disse biomasseteknologiers anvendelse, snarere at udskifte de eksisterende anlæg og dermed at opnå mere effektive anlæg med højere virkningsgrad. Det er således bemærkelsesværdigt, at over 95 pct. af den yderligere biomasseanvendelse frem til år 2005 ikke forventes at finde sted ved privat halm -og træpillefyring, industriel anvendelse af træaffald og flere fjernvarmeværker i kollektivt forsynede områder m.v. - men derimod ved elværkernes øgede biomasseanvendelse, omstilling af eksisterende fjernvarmeværker til kraftvarme på biomasse, øget biogasanvendelse og etablering af biomassebaseret fjernvarme udenfor de kollektivt forsynede områder. Biomasseaftalen omfatter således alle væsentlige indsatsområder for den fremtidige biomasseudvikling. Der er ikke fastlagt konkrete tiltag for opnåelsen af det lange sigt i Energi 21, dvs. fra år 2005 til 2030. Den langsigtede biomasseudbygning vil dog basere sig på de teknologier og de omkostninger, der er kendskab til i dag, samtidig med at den teknologiske udvikling vil spille en afgørende rolle for opnåelsen afmålene. To-trediedele af de 145 PJ biomasseanvendelse om året skønnes at basere sig på eksisterende biomasseressourcer (dvs. restprodukter fra land- og skovbrug), mens energiafgrøder eller lignende forventes at bidrage med ca. 45 PJ. Ovenfor er allerede nævnt forskellige tiltag i form af energihandlingsplaner -og politikker til opnåelsen af Energi 21's kort- og langsigtede målsætninger. Forskning og udvikling af ny teknologi samt økonomiske tilskud og incitamenter til anvendelse af eksisterende biomasseteknologier er også af betydning for opnåelsen af Energi 21's målsætninger. 56

Skatter og afgifter til øget biomasseanvendelse Der findes flere former for økonomiske styringsinstrumenter til at øge biomasseanvendelsen. Selektive skatter og afgifter bruges til at påvirke forbruget af fossil -og vedvarende energi, mens selektive tilskud øger biomasseanvendelsen i elproduktionen og anskaffelsen af biobrændselsteknologier. Følgende skatter og afgifter øger bl.a. indflydelse på biomasseanvendelsen: - Skat på olie og elektricitet (1977) - Skat på kul (1982) - Energiskat til sikring af stabile energipriser ved udligning af prisfald på olie- og kulprodukter -(1986) - Ca-skat (1992) - El- og varmeafgift forhøjet (1993) -Grønne afgifter (1995) Ovennævnte skatter og afgifter fordyrer anvendelsen af fossile brændstoffer og giver revenuer til energibesparende foranstaltninger. De fire sidstnævnte skatter og afgifter har størst relevans for biomasseudviklingen. Energiskatten fra 1986 har til formål at udligne prisfald for fossile brændsler på det internationale marked og dermed at opretholde det kommercielle grundlag for vedvarende energi/naturgas vis-a-vis fossil energi. COj-skatten fra 1992 viderefører denne beskatning af fossile brændstoffer, og for første gang indføres en - omend begrænset - afgift på erhvervslivet. De opnåede revenuer anvendes til energibesparende foranstaltninger i industrien (200 mio. DKK om året), til subsidier til fjernvarmenet (200 mio. DKK om året) og til omstilling af kulfyret fjernvarme til kraftvarme o.lign. Energiskatten fra 1993 - herunder en elvarmeafgift - fungerer efter samme princip. De grønne afgifter fra 1995 er en udbygning af CCk-skatten og energiskatten, og i tilknytning hertil oprettes en SOj-afgift. Skatte -og afgiftstakterne er angivet i tabel 3. De grønne afgifter skønnes at ville reducere CCh-udledningen med ca. 2,8 mio. ton - eller 23 pct. af målet for Danmarks samlede CQj-reduktion frem til år 2005. Revenuerne fra de grønne afgifter forudsættes tilbageført til erhvervslivet i form af energibesparende foranstaltninger (500 mio. DKK om året), til mindre virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende (gennemsnitligt 240 mio. DKK om året) m.v. 57

Tabel 3. Skatter og afgifter til fremme af vedvarende energi. Rumopvarmning: Letindustr. prod., Sværindustriel Pr. ton CO2 om året boliger & erhverv handel & service produktion CO 2 -skat(1992) 100 DKK 50 DKK > 50 DKK SOz-afgift Grønne afgifter (1995)*) 600 DKK i år 2000 > 90 DKK i år 2000 > 25 DKK i år 2000 10DKK#) i år 2000 *) Gradvis stigning fra 1996 til år 2000. Ved dokumentation af energibesparelser reduceres den grønne afgift for erhvervslivet. #) Pr. ton SO2 Ovennævnte skatter og afgifter yder en direkte støtte til udviklingen af vedvarende energi - herunder biomasse - på tre måder. Dels i form af direkte tilskud til erhvervslivets anskaffelse af biobrændselsudstyr og omstilling til decentral kraftvarme på biomasse, dels i form af el-produktionstilskud og dels i form af afgiftsfritagelse ved varmeproduktion. Tilskud til biomassebaseret el-produktion Et væsentligt incitament til fremme af vedvarende energi består således af tilskud til elproduktion. Denne støtte blev tidligere kaldt «elafgiftsrefusion», men blev i starten af 1990'eme ændret til en direkte form for tilskud. I Energi 2000 kunne vindkraft, vandkraft og biogas modtage denne støtte. Biomasseaftalen af 14. juni 1993 udvidede tilskudsordningen til også at omfatte biomassebaseret elproduktion (dog ikke elværkerne). En del af COz-afgiften redistribueres dermed til elektricitet produceret ved vedvarende energi. Det samlede el-produktionstilskud til biomasse og andre former for vedvarende energi udgør således 0,27 DKK pr. kwh (for elværkerne dog kun 0,10 DKK pr. kwh), hvilket er illustreret i tabel 4. TABEL 4. ELPRODUKTIONSTILSKUD TIL VEDVARENDE ENERGI Støtte til vedvarende energi (Vind- og vandkraft, biogas, biomasse) CO»-tilskud*) lait 2-skyggepris på 100 DKK pr. ton CO2. Decentrale elproducenter 0,17DKK/kWh 0,10DKK/kWh 0,27 DKK/kWh Centrale elværker 0,10 DKK/kWh 0,10 DKK/kWh 58

CO 2 -tilskuddet er fra 1. januar 1997 af reduceret fra 0,10 til 0,07 DKK pr. kwh for affaldsbaseret kraftvarme. 11995 blev der ydet i alt 42 mio. DKK i elproduktionstilskud til kraft(varme)værker baseret på halm, træ og biogas. Affaldsbaseret elproduktion modtog desuden 48 mio. DKK, dvs. det samlede elproduktionstilskud udgjorde 90 mio. DKK, når affald kategoriseres som biomasse. De gældende skatter/afgifter og elproduktionstilskuddets betydning for prisdannelsen er illustreret i figur 1, som viser priserne for forskellige fossile -og biomassebrændsler. Danish Fuel Prices and Taxes 1994 -Average 10 Natural Gas Ind Coal Ind. &. El.prod Fuel Type I NET PRICE ENERGY TAX W CO2-TAX <-r< )(?,( Figur 1. t ',/ F MPYf-if? HfMi'ir,. " VM\c\h^ MAY \ f Rut pfnfmr fr-,7 in Tilskud til fremme af blobrændselsanlæg Anlægstilskud udgør også et økonomisk virkemiddel til fremme af biomasse. Anlægstilskuddene finansieres af 1) CO 2 -afgifter og 2) «Udviklingsprogrammet for Vedvarende Energi». 1) CCVafgifter finansierer den såkaldte værkpulje fra 1991, som yder støtte til finansieringer i barmarksprojekter og omstilling af fjernvarme til kraftvarme på biobrændsler (halm, træ, biogas). Der kan ydes op til 50 pct. af anlægsudgifterne i tilskud. En relativ høj støtteandel forudsætter, at der er tale om teknologi på demonstrationsniveau. Er teknologien mere kendt og afprøvet, reduceres støtten tilsvarende. Stort set 59

alle værkpuljetilskud har en støtteprocent på mellem 10 og 35 pcl Endvidere tilbageføres - som førnævnt - en del af CCk-skatten til erhvervslivet i form af tilskud til energibesparelser, anskaffelse af halmfyr, biomassekedler, biogasanlæg m.v. Denne mulighed startede i 1996. 2) Det såkaldte «Udviklingsprogram for Vedvarende Energi* (UVE), som startede i 1992, yder anlægstilskud til anskaffelse af bl.a. typegodkendte biomasseteknologier. Der er her tale om standardtilskud til: - Mindre biobrændselsanlæg, dvs. halmfyr i landbruget og fyringsanlæg til private så som træpilleanlæg og brændekedler. Der ydes ikke tilskud til pejse og almindelige brændeovne. I takt med teknologiudviklingen og de bedre virkningsgrader er tilskudsprocenten reduceret fra knap 50 pct. til 26 pct. for erhvervslivet 21 pct. for private fra den 1. marts 1997 af. - Biogasanlæg. Der ydes op til 30 pct. i anlægsstøtte, max. 1 mio. DKK. Støtten andrager typisk 20 pct. til større anlæg og op til 30 pct. til individuelle anlæg. «Udviklingsprogrammet for Vedvarende Energi* indeholder også tilskud til demonstrationsprojekter samt de såkaldte basistilskud til videnscentre og prøvestationer m.v. til udredning, kvalitetssikring, information og formidling af nye teknologier og støttemuligheder. Som det fremgår af tabel 5 ydes der således i alt knapt 90 mio. DKK i årlig støtte til anskaffelse af biomasseteknologi - dvs. støtte til anlæg, som er systemgodkendte eller på demonstrations/produkt-udviklingsniveau, samt til information om støtteordninger o.lign. Tabel 5. Anlægstilskud til biomasse 1996 COJ-AFGIFTER: - Værkpulje 20,9 mio. DKK - Energibesparelser i erhvervslivet 6 UVE: - Typegodkendte anlæg 32,6 - - Demonstr.projekter 26,2 - - Videns- og infocentre 7,9 - - ANVENDELSE Omst. til kraftvarme, barmarksprojekter Fastbrændselskedler (fra 1997 af også biogas) Mindre fastbrændselskedler og biogasanlæg Biogasanlæg, decentral kraftvarme, mindre fastbrændselskedler m.v. Biomasse generelt Anlægstilskud 89 mio. DKK Energiforskningsprogrammet har siden 1991 ydet støtte til deciderede forskningsprojekter indenfor biomasse og anden vedvarende energi. Biomasse forskningen har modtaget omkring 10 mio. DKK i årlig støtte til forskningsprojekter. Omkring 100 mio. DKK om året stilles således til rådighed for udvikling og anskaf- 60

felse af biobrændselsteknolgi i Danmark. Medregnes elproduktionstilskuddet til biomasse (inkl. affald), udgør det samlede støttebeløb ca. 190 mio. DKK. Ovennævnte opgørelse har ikke inkluderet den indirekte støtte i form af indexannuitetslån med kun 2 pct. rente. Større biomasseanlæg har siden 1987-88 været omfattet af denne ordning. Status for opfyldelsen af Energi 21 frem til år 2005. Godt halvdelen af tilvæksten i biomasseanvendelsen (se tabel 2) forventes at komme fra elværkernes indfyring med halm og træ- og pileflis. Elværkernes har opført eller besluttet at opføre værker, som har kapacitet til at anvende knapt 10 PJ biomasse i form af halm og træflis. Det svarer til 55 pct. af målet, og selvom der er endnu 3 år til at nå målet på 17 PJ, vil anlægsfasen for yderligere omstillinger tage flere år. Den reviderede aftale med et mere fleksibelt brændselsvalg kan dog øge omstillingstempoet, og det er endnu for tidligt at konkludere noget endeligt om elværkernes opfyldelse af Biomasseaftalen. Biomasseaftalens revision har givet mulighed for at udnytte biogas, lossepladsgas og anden forgasset biomasse i naturgasområder, hvilket skønnes at øge biogasanvendelsen i de decentrale kraftvarmeværker og dermed bidrage til opfyldelsen af Energi 21. Biogasanlæg forventes at realisere en stigning fra 2 til 9 PJ på 10 år, dvs. en-sjettedcl af biomasseforøgelsen. Den teknologiske udvikling synes at kunne muliggøre dette. Tempoet i nyetableringen af biogasanlæg faldt i 1996, men synes atter at stige i 1997 og-98. Standardtilskud er mindre væsentlige for den samlede biogasudvikling, idet disse tilskud typisk retter sig mod mindre biogasanlæg, som bidrager med relativt lidt. Værkpuljen er derimod betydningsfuld, idet de større anlæg (rensningsanlæg, fællesanlæg og lossepladsanlæg) bidrager meget til Energi 21 's opfyldelse. 9_ af værkpuljens i alt 13 mio. DKK for 1997 allokeres derfor til nye biogasanlæg. Det er endnu for tidligt at vurdere, om værkpuljen har midler nok til at understøtte fremdriften. Ca. en-sjettedel af den samlede biomassetilvækst er forudset at komme fra udvikling af decentral kraftvarme og barmarksprojekter. De første forsøg med decentral kraftvarme blev udført i 1988, hvor forgasning af biomasse blev støttet i et samarbejde mellem Energiforskningsprogrammet og Elkraft. Med beslutning om kraftvarmeudbygningen i 1990'erne blev forgasning af biomasse sammen med udvikling af stirlingmotorer på faste biobrændsler væsentlige indsatsområder i det første UVE-program i 1992. Da den decentrale kraftvarmeteknologi stadig befinder sig på et udviklingsstade, hvor teknologien endnu ikke er kommercialiserbar, vil mulighederne for at opfylde målene i Energi 21 især afhænge heraf. Status for den teknologiske udvikling vil derfor blive kort skitseret nedenfor. Den potentielle fremdrift for den decentrale kraftvarmeudvikling er afhængig af, at kraftvarmeproduktionen kan gøres økonomisk rentabel i.f.t. fjernvarmeproduktion. I den forbindelse er udvikling/konsolidering af nye teknologier væsentlig, hvilket ikke er gået så hurtigt som forudset. En egentlig teknologiudvikling forudsætter større værk- 61

puljemidler end der i øjeblikket er til rådighed, idet der vil være behov for statssubsidier til at sikre teknologiernes kommercielle muligheder for en længere periode end oprindelig forudset. En evaluering af de decentrale (kraft)varmeteknologier er derfor igangsat med henblik på at fremsætte rekommandationer og prioriteter for den fremtidige teknologiudvikling. På nuværende tidspunkt er der idriftsat 7 pilot- og demonstrationsanlæg på nye kraftvarmeteknologier indenfor følgende 3 områder: 1. Dampturbineanlæg. Anvendelse af dampbaseret kraftvarmeteknologi i bile skala (0,5-5 MWel) kræver udvikling af forenklede anlæg (industrianlæg) for at være konkurrencedygtige. Generelt savnes langtids driftserfaringer for at kunne dokumentere holdbarheden af de valgte tekniske løsninger, hvorfor et fuldskala demonstrationsanlæg bør igangsættes. Endvidere håber/forventer leverandørerne, at anlæg nr. 5 vil have ca. 20 pct. lavere anlægsinvesteringer. En reduktion af driftsomkostningerne er også nødvendige, hvilket især kan ske gennem øget træning af personale, anvendelse af ubemandet drift samt begrænsning af stop/start. 2. Stirlingmotorer. Udviklingen af stirlingmotorer er foregået i forskellige størrelser (9, 35 og 150 kw). De mest lovende resultater er opnået med 35 kw anlægget, hvor der er kørt en række korttidsforsøg og en sammenhængende kørsel på 400 timer. Motoren må på baggrund af nyere driftserfaringer karakteriseres som den mest lovende teknologi til decentrale kraftvarmeværker. Den væsentligste milepæl er nu at få etableret anlæg, der kan vise, at det samlede koncept teknisk set fungerer tilfredsstillende, og som samtidig kan demonstrere konceptets praktiske formåen. De nuværende anlægsinvesteringer er dog stadig for høje, og et 35 kw-pilotanlæg kræver eksempelvis en investering på måske 1-2 mio. kr., hvilket skal sænkes betydeligt. Dette kan gøres ved anlægsstøtte til måske 10-15 værker, hvormed anlægsinvesteringerne skønnes at kunne reduceres til det halve. 3. Forgasning. Teknologien - som stammer fra 1940'eme - har fået en renæssance. Et modstrømsforgasningsanlæg er nået meget vidt i dokumentation af selve forgasningsprincippet. Denne del af teknologien skønnes at være udviklet til et stade, hvor det ikke sætter begrænsninger for kommercialiseringen af anlægstypen. Til gengæld er det endnu ikke lykkedes at behandle gassen, således at den kan udnyttes i en gasmotor. Der er endnu ikke sikkerhed for, at en egnet teknologi kan findes, ligesom det er uklart i hvilket omfang restprodukter fra en evt. succesfuld gasbehandling vil betyde en væsentlig økonomisk belastning for anlægstypen. Et medstrømforgasningsanlæg er nået langt med dokumentation af det samlede koncept. Imidlertid skal den kommercielle forgasser og dele af gasrensningen revideres og baseres på bedre teknologiske løsninger, hvilket skal demonstreres og dokumenteres. Da gasrensningen også i fremtiden forventes at være baseret på vask af gassen, vil der være et hidtil uløst problem med behandling af vaskevandet. 62

Sammenfatning Det kan således sammenfattes, at den planlagte biomasseudvikling er ambitiøs og udgør et væsentligt bidrag til opfyldelsen af Energi 21 's mål for COa-reduktionen. Virkemidlerne har form af aftaler med elværkerne, adfærdsregulerende skatter og afgifter, selektive tilskud til anvendelse af biomasseteknologier (private halmfyr, biogasanlæg, decentrale kraftvarmeomstilling osv.), til biomassebaseret elproduktion, samt forskning og udvikling. Justeringer i Biomasseaftalen forventes at kunne bidrage til opfyldelse af målene. Elværkernes markedsvilkår for opkøb af halm og flis er gjort mere fleksible, og biogas kan nu anvendes til decentral kraftvarme i naturgasområder. Udviklings- og demonstrationsprojekterne har desuden båret frugt ved at bringe teknologiudviklingen på et niveau, hvor en forceret biomasseanvendelse er mulig. Det bedste eksempel er biogasteknologien. Her er de påkrævede anlægstilskud imidlertid næppe til rådighed i tilstrækkeligt omfang. Den decentrale kraftvarmeudbygning baseret på halm og flis synes at være hæmmet af manglende tilskud og langsommere teknologiudvikling end forudset. Der er derfor igangsat en evaluering af teknologiudviklingen, som vil kunne afklare de fremtidige indsatsområder. Biomasseudviklingen er således inde i en omfattende omstilling, og en prioritering af fremtidige indsatsområder og påkrævede investeringer vil finde sted til at vedligeholde det opnåede momentum. NEXT left BLA^K 63