2 Det Hjemsøgte Hus
Der var en gang et hus. Som lå alene. 3
Fremvisningen Han tog imod dem med et let nervøst smil. Han var ikke den typiske sælger, og slet ikke den typiske ejendomsmægler, som de havde mødt en halv snes af gennem det sidste halve års tid. Jagten på drømmeboligen havde bragt dem en perlerække af overgearede mæglere i jakkesæt, der lovpriste varerne, mens de hele tiden fablede om mange interesserede købere og at man skulle slå til med det samme for at få huset. Sjovt nok var de fleste af husene stadig til salg flere måneder efter. Oven i købet til reducerede priser. De morede de sig lidt over, mens de kiggede videre efter noget som passede til deres pengepung og behov. Velkommen til Fylling, sagde den seneste i rækken af talende jakkesæt, og trykkede deres hånd. Det må så være Torben og Maria? Nemlig, svarede Torben og smilede lidt anstrengt. Hej, sagde Maria og gengældte hilsenen. Kender I stedet? Mægleren livede op, da Torben rystede på hovedet. Vi var faktisk ude at se et andet hus i nabobyen og så kom vi tilfældigt forbi til salg skiltet her og ringede til jeres kontor. Det ser charmerende ud udefra, sagde Maria. Ja, det er en god opvokset have. Masser af gamle frugttræer og buske. Hvor stor er grunden egentlig? 3000 kvadratmeter. Plus skoven. Skov? 4
Ja, grunden ligger jo lige op til skoven. Altså, den hører jo egentligt ikke til huset, men der kommer ikke andre i skoven. Det lyder da hyggeligt med ræv og rådyr som nærmeste naboer, sagde Maria. Der er ingen ræve eller rådyr i begyndte ejendomsmægleren, men fik pludselig et voldsomt hosteanfald. Han rømmede sig gentagne gange, mens blikket flakkede nervøst. Så gav han sig til at bladre lidt febrilsk i sine papirer. Han fandt tilsyneladende ikke det han søgte og rakte i stedet i lommen efter nøglen til huset. Nå, hrm, skal vi gå indenfor og se lidt på det? 5
Kælderen Trinene knirkede, men Peter opdagede det ikke. Hans tunge vandrestøvler slæbte mudder fra haven. Det havde regnet igen. Sikke en elendig sommer. Sikke et elendigt hus. Det sidste kunne han ikke indrømme over for Maria. Nu hvor barnet var på vej, var hun endnu mere ømskindet end sædvanlig. Han havde håbet på at få mere tid. Bare lidt længere. Så han kunne blive mere færdig med huset. På den måde passede det ham egentlig godt, da han blev fyret. Et halvt år med løn. Det var en gave fra himlen. Også selvom fyringen kom dagen før de overtog huset. Det var også pisseuheldigt. Men der var jo masser at tage fat på. De havde aldrig kunne klare det på en sommerferie, som de havde planlagt. Heller ikke med familie og venner hjælp. Men hjælp havde der faktisk ikke været ret meget af. Slet ikke fra Marias familie. De boykottede huset, ligesom de havde boykottet brylluppet, ja hele deres forhold, når han tænkte over det. Skide snobber. De kunne være nok så rige, hvis de ikke ville hjælpe når der var behov. Hans egen familie havde langt færre penge. Men de var underlige. Ikke mindst mosteren. Han kunne høre hende ovenpå. Hendes stemme var gennemtrængende. Han skyndte sig ned af trapperne til kælderen. Han tændte lyset, men der skete ikke noget. Forbandede møg, bandede han indædt. Sikringerne gik hele tiden. Og det meste underlige var at de sommetider slet ikke var sprunget, men bare døde. Han havde endog skiftet samtlige sikringer på en gang. Med helt nye. Ikke bare de gamle brune som lå ovenpå sikringsskabet. Hvor fanden var det nu han havde gjort af dem? 6
Han satte værktøjskassen fra sig på gulvet og famlede med hænderne foran sig. Han lukkede øjnene. Han vidste godt det var latterligt. Han blev ikke mere udsat af at de var åbne. Han brød sig bare ikke om det. Han brød sig i det hele taget ikke om huset. Og slet ikke kælderen. Han havde mest lyst til at gå i retning af lysstriben fra gangen, som faldt ned af trapperen. Så hørte han mosterens stemme. Ordene var utydelige. Næsten forvrængede. Han famlede sig frem mod den stejle trappeopgang. Så gik forsvandt lyset. Ikke pludselig, som når nogen trykker på en kontakt. Men stille og roligt. Som når nogen lukkede en dør uendeligt forsigtigt for ikke at lave en lyd. Lyset forsvandt. Stille og barmhjertigt. Han kunne måske have nået at kaste sig frem mod trappens gelænder i de sidste stråler af lyset, men noget holdt ham tilbage. Ikke en tanke eller en tøven. Noget holdt ham fysisk tilbage. Det havde ved om hans højre ankel. Han spjættede med benet. Det måtte være en stol eller noget andet han var gået ind i. Men han kom ikke fri. Noget holdt fast. Han hjertede hamrede i mørket, da han mærkede grebet om hans underben. Det var noget levende. Der var noget i kælderen sammen med ham. Han mærkede grebet blive strammet. Han ville skrige. Han åbnede munden for råbe på hjælp. Og så lige med et - mærkede han grebet blive løsnet om sit ben. Han stod stille og lyttede efter noget i kælderen. Men der kom ikke nogen lyd. Der var helt stille, når han så bort fra oliefyrets evige brummen. Han hadede det hus. Hadede at han var bange for noget i mørket. Han var en voksen mand. Det var ham, Maria puttede sig ind til om aftenen. Det var ham, der slog edderkopper ihjel for hende. Han måtte tage sig sammen. Ikke lade overtro og kuldegysninger skræmme en voksen mand. Tænk hvis han havde skreget, og familien så havde 7
fundet ham i kælderen i kamp med en stol eller en væltet reol. Eller noget andet latterligt og fuldstændigt ufarligt, mens han skreg som en kvinde. Han smilede i mørket for at overbevise sig om at der intet var at være bange for. Så tog han en dyb indånding og begyndte at gå i retning af trappen igen. Den måtte være 5-6 lange skridt lige foran ham. Fik han bare fat i gelænderet, så kunne han være oppe i stueetagen igen om få sekunder. Han ville springe op som en gazelle, lovede han sig selv. Hvis bare han fik fat i gelænderet. Han strakte hænderne famlede ud. Mærkede ingenting kun den tomme luft. Han gik et par skridt længere frem og mærkede atter. Førte hænderne fra side til side, stadig med lukkede øjne. Tog et skridt mere og pludselig mærkede han noget. Hænderne stødte mod et eller andet. Men det var ikke træ. Det var blødt. Stof. Gammelt mørnet stof. Han fik en krads lugt af mug i næsen. Jordslået. Så mærkede han grebet om anklen igen. Der var nogen i kælderen. Han åbnede munden for at skrige. Men der kom ingen lyd. I stedet mærkede han tynde fingre blive presset ind i munden. Tynde krogede fingre. Han var ved at blive kvalt. Af de tynde fingre, der borede sig længere ind i munden. Og smagen af rådden jord fyldte hans hoved. 8