NYHEDSBREV Hej kollegaer, venner, familie og andre læsere. Hermed vores første nyhedsbrev fra Kabul International Airport (KAIA), hvor vi traditionen tro vil starte med at præsentere os selv: Claus. Leder DARIS Jeg er 41 år, gift på 12. år med Lise. Vi har to børn, Rasmus på 13 og Sofie på 8 år, samt katten Mille på 15 år. Til daglig er jeg sagsbehandler i Air Control Wings uddannelsessektion, hvor jeg har været siden 2005. Jeg startede min uddannelse som elektronikmekanikker i Flyvevåbnet i 1989, og har blandt andet tidligere gjort tjeneste på Flyvestation Skagen (Kontrol & varsling), HAWK Værksted Vest og Eskadrille 532. I min fritid bruger jeg meget tid på renovering af vores hus fra 1929. Men der bliver også tid til hygge med familien. Jeg forsøger at holde mig i form med styrketræning og løb, men holder også af en god bøf på Weber-grillen. Jeg nyder også gerne en god malt-whisky i selskab med venner. Dette er min 2. internationale udsendelse. Hvad laver LD-DARIS En af mine vigtigste opgaver som leder DARIS, er dagligt at holde blandt andet at holde Air Control Wings situationsrum, Forsvarets Materieltjeneste og Flyvertaktisk Kommandos efterretningssektion opdateret på, hvordan materiellet og DARIS-teamet har det. Hver morgen sender jeg derfor en eller flere rapporter hjem til Danmark. Mandag morgen deltager jeg sammen med de andre sektionsledere og chefer på KAIA i Commander KAIA`s morgenbriefing. Her gælder det om at holde ørene stive. COMKAIA er for tiden polsk, ligesom hans nærmeste chefer også er polakker eller belgier. Så en del af mødet foregår på et engelsk, som en dansker kan have svært ved at forstå. Derudover informerer jeg hver morgen DARIS-team`et om hvad der er sket i og omkring Kabul i det forgangne døgn. En opgave der ikke altid er behagelig, men som er nødvendig for at undgå uvished og rygtedannelse. Kort fortalt, er min opgave at samle trådene, tilsikre at udstyret lever op til forventningerne, at vi alle har en god mission og at vi kommer godt hjem igen. Mikael. Tekniker
Jeg er 43 år og gift med Susanne, der er socialpædagog i et bofællesskab for udviklingshæmmede. Sammen har vi tre børn, Mads på 14, Iben på 11 og Marcus på 8 år. Jeg startede i forsvaret i 1983 og har siden 2006 haft min daglige gang på Radarhoved Skrydstrup. Vi har siden 1996 boet i Jegerup ved Vojens. Fritiden bliver brugt sammen med familien og de ting, der nu følger med, når man har et hus fra 70 erne. Jeg har ikke været udsendt før, men har arbejdet en periode i Belgien, så jeg har et rimeligt godt kendskab til NATO-strukturen. Min udsendelse med DARIS, ser jeg som et godt erfaringsgrundlag i forbindelse med en eventuel udsendelse af TPS-77. Kim. Tekniker Jeg er 41 år, og gift med Karin. Vi bor i Aakirkeby på Bornholm sammen med Bølle, en dansksvensk gårdhund på 11 år. Jeg gør tjeneste på Radarhoved Bornholm. Karriere: Nov. 1989 3 mdr. rekrut uddannelse Eskadrille 562 Værløse Feb. 1990 - Grundlæggende elektronikuddannelse, Flyvevåbnets Specialskole Jan. 1991 - Radartekniker, Flyvestation Bornholm Okt. 1994 Datahandlingstekniker Flyvestation Torshavn, Færøerne Nov. 1999 Radartekniker Radarhoved Bornholm Hvad laver de 2 Radar Teknikere: Dagen starter for teknikernes vedkommende kl. 0730, hvor der er morgentur. En tur til radaren og en tur tårnet efterfulgt af morgenmad i cafeteriet. Kl. 0900 er der morgenmøde, og derefter er det tid til eftersyn, fejlfinding eller fysisk træning. Eftermiddagen bruges til eftersyn, fejlfinding eller der er tid til andet arbejde. Indholdet af for- og eftermiddage er naturligvis afhængige af planlagte eftersyn og opståede fejl. Kl. 1730 køres vores aftentur og herefter er der forhåbentligt roligt indtil næste morgen.. John. Elkraft mekaniker Jeg er 47år. Derhjemme har jeg min kone Dorthe og mine tre piger, Cathrine på 18 år, Kathrine på 13år og Chili på 9 år. Jeg gør tjeneste på (endnu) Radarhoved Multebjerg som leder af elkraft. Jeg har været på Multebjerg i cirka 13 år og i Flyvevåbnet i cirka 23 år. Hvad laver Elkraft: Min dagligdag her på DARIS har indtil nu været meget stille, da udstyret har kørt meget stabilt. Så dagen går med standard-eftersyn, og jeg får jeg dyrket en del motion og læst bøger (i gang med nr. 5). Jeg har haft den tvivlsomme fornøjelse og været på lørdagsmarkedet. Det er ikke lige mig at blive overfaldet af ivrige sælgere, som vil sælge alt mellem himmel og jord, så det har jeg valgt fra.
Turen herned. Af Mikael Mandag 3. august. Vi skulle møde i Karup i god tid inden afrejse, så vi kunne få afleveret vores bagage m.m. Kl. 1415 blev der holdt indbriefing til flyveturen, som skulle foregå med et IL-76 Cargo fly. Jeg tænkte straks på de flyveture jeg har haft til Kreta med et Herculesfly med støj, skiftende temperaturer og meget interimistiske toiletforhold. Vi fik også at vide, at vi ville lande i Kabul klokken 07:00 dansk tid. Jeg tænkte, at det måtte flyve langsomt det fly, 15 timer om at flyve 5000 kilometer. Vi forlod Karup og familier klokken 14:45 for at køre ud til den civile del af flyvestation, hvor vi gennemgik sikkerhedseftersynet ligesom på civile afgange. Det viste sig, at selvom der var tale om et transportfly, var det almindelige flysæder der var blevet sat ind. Otte rækker med seks sæder på hver var det blevet til. Det var jo rigeligt, når man tænker på, at vi kun var 14 der skulle af sted. Støjen var stort set på niveau med det jeg huskede fra Hercules en, og vi fik da også udleveret høreværn (hmm de kunne nu godt ha fortalt os det i forvejen, så kunne man da ha taget sine forholdsregler). Maden, der var kommet med fra Karup, var vist en fejl, for kl. 18 fik vi udleveret morgenmad, nå skidt det mætter alt sammen. Vi mellemlandede i Trabzon i Tyrkiet, hvor vi blev mødt af lufthavnspersonel med ansigtsmasker. Det viste sig at H1N1 tages meget alvorligt i Tyrkiet. Vi blev guidet ind forbi en temperatur-scanner, der skulle vise, om vi var potentielle smittebærere. Mens flyet blev tanket, fik vi lov til at gå ind i en afgangshal, hvor alt var lukket. Tirsdag 4. august Klokken 01:45 lander vi endelig i Kabul, klokken var da 04:15 lokal tid. Vi bliver bedt om at vente i flyet, da MOVCON-folkene, der har ansvaret for at få os til Afghanistan, ikke kan forstå, der ikke kommer nogen og lodser flyet. Det viser sig, at Kabul havde været under raketangreb, og at alle derfor er gået i bunkerne eller opholder sig i sikrede bygninger, hvor vi også bliver bedt om at gå hen. Efter en god times tid, blev raketalarmen så afblæst, og folkene, der skulle lodse flyet, kunne endelig udføre deres arbejde. Endelig kunne vi begynde at suge indtrykkene af det, der skulle være vores hjem de næste 103 dage, til os.
Den første måneds højdepunkter: En af tingene, som hold 17 skulle klare under overdragelsen, var at foretage et radarskift. Her ses holdet i gang med det, som vist godt kan kaldes for vores ilddåb. Hold 17, som kunne være godt tilfredse med den første store opgave. Lørdag 8. august Fik Hold 17 officielt overdraget kommandoen over DARIS-bidraget på KAIA. Ved en lille ceremoni, blev den obligatoriske lagkage spist, og vi fik overrakt stofmærker som kunne vise, hvem vi er. DARIS-folkene har altid høstet stor respekt på KAIA, og synlige mærker på tøjet har været medvirkende til at lette vores færden på basen. Søndag 9. august holdt vi en lille afskedsmiddag for hold 16. En uge med overdragelser var nu snart slut, og det skulle blive godt at få fod under eget bord. Den forgangne uge har været uundværlig, men det blev nu også rart at få dem sendt hjem, så vi kan opbygge vores egne rytme.
Hold 16 klar til at rejse hjem. Selv om de alle smilte, er jeg sikker på, at det var med vemod, de må slippe tøjlerne, og se de nye tage over. Stort tak til holdet. De har som de tidligere, gjort en stor forskel for flysikkerheden på KAIA. En af de mange faste opgaver, der er på ugeplanen, er at gøre rent på kontorerne og i flyverstuen. Her har DARIS dog kastet sig over et af de fællesarealer vi deler med de øvrige danskere. Det er mange hold siden, at man kunne se ud af disse vinduer. Lige da vi kom herned, havde en kat fået 3 killinger under containerne hvor vi bor. De to forsvandt hurtigt, men den sorte her på billedet, har taget os til sig og nyder at blive snakket med. Varmen dernede skulle vi vænne os til. I starten blev det temmelig varmt midt på dagen. Om natten faldt temperaturen til 25 0. Allerede nu efter en måned er dagstemperaturen nede på 35 0.
Selv om vi kommer med forskellige uddannelser, viser billedet, at vi naturligvis også arbejder på tværs af faggrupper. Det er ikke hele tiden, der er noget at lave. Men når det brænder på, viser vi, at vi er et samlet DARIS-bidrag. Hermed afslutter vi det første nyhedsbrev. Vi håber at alle har det godt hjemme, og glæder os til at se venner og familie igen. Med venlig hilsen: CLAUS JOHN MIKAEL KIM Hold 17