Adekunle tager ministeren på ordet:

www.ms.dk Fotograf i en blind verden: Interview med Jakob Dall Kulturchok i Kathmandu: Yndige piger spytter også s.1 Adekunle tager ministeren på ordet: Stop selskabers skattespekulation i u-lande #1 2012

s.2 udgives af Mellemfolkeligt Samvirke. Artikler i magasinet udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdninger Forsidefoto: Sisse Stroyer Redaktion: Mikkel Gottlieb og Henriette Winther Ansv: Vibeke Vinther Layout: Kurt Lukowski Tryk: Handy-Print A/S på svanemærket papir Adresse: Fælledvej 12 2200 København N +45 77 31 00 00 hwi@ms.dk www.ms.dk #2 Juni 2014 Oplag: 14.000 ISSN: 1901-6115 Hashtags vi anbefaler #bringbackourgirls aktion for de kidnappede nigerianske skolepiger #LandForLives ActionAid vil sætte en stopper for land grabbing (jordtyveri) i udviklingslande s.3 Leder Den store tanke bag det lille landbrug Helle Munk Ravnborg, forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke Forleden fik jeg en mail fra mine kolleger i ActionAid Pakistan. De ville glædestrålende dele nyheden om, at det var lykkedes dem at få provinsregeringen i et af deres arbejdsområder til at betale 80 procent af omkostningerne for etableringen af 265 små grøntsagshaver. Den gode nyhed er et resultat af fokuseret lobbyarbejde i samarbejde med bønderne og civilsamfundsorganisationer. Målet har ikke bare været at få provinsregeringen til at skyde penge i de konkrete køkkenhaver. Det har snarere været at få provinsregeringen til at omfavne alternativer til industrielt storskala-landbrug og lave en samlet landbrugspolitik for provinsens bønder. Du synes måske, det lyder som en lille dråbe i havet, når 842 millioner mennesker sulter på verdensplan? Som endnu en køkkenhave-historie, der næppe batter på den store skala? Det er det ikke! For bønderne i Pakistan, der nu får glæde af bæredygtige grøntsagshaver, tilslutter sig en stor og voksende bevægelse. En bevægelse, som tæller millioner af lokale fødevareproducenter m/k verden over, som brødføder millioner af mennesker, og som har et enormt potentiale for at brødføde mange flere. Det kan de uden at miste retten til deres jord, uden at ødelægge miljø og klima og uden at overgive det meste af kontrollen og profitten til andre højere oppe i værdikæden. De repræsenterer en anden og mere retfærdig vej til landbrugsudvikling, som politikerne bør få øjnene op for og gøre til grundlaget for en hel bølge af nye og bedre offentlige og private investeringer i udviklingslandenes landbrugssektorer og fødevareindustri. I denne udgave af kan du læse, hvorfor Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid skyder gang i den globale kampagne LandForLife. I 20 lande, særligt i Afrika, styrker vi fattige menneskers jordrettigheder og via tiltag som i Pakistan bliver de i stand til at dyrke sig ud af fattigdom og sult og i øvrigt bidrage betragteligt til deres landes økonomiske udvikling og jobskabelse i respekt for miljø og klima. Vores kampagne går desværre mod strømmen i øjeblikket. Det gør den så meget desto mere vigtig. Små fødevareproducenter i en række udviklingslande oplever, at deres regeringer forsøger at dække over årtiers manglende investeringer i landbrugssektoren ved at købe ideen om, at fødevaresikkerhed kun kan skabes ved stort industrielt landbrug. En ide, som især fremmes af de store agrovirksomheder, som tjener på at levere input fx pesticider, kunstgødning og raffineret såsæd til alle dele af store landbrug. Flere af udviklingslandenes regeringer er derfor også i gang med at finde de store jordarealer, som skal stilles til rådighed. I Mellemfolkeligt Samvirke er vi ikke imod investeringer. Tværtimod. Sammen med ActionAid har vi på dansk og globalt niveau i årevis talt dunder for øgede offentlige investeringer i udviklingslandenes landbrug. Det er de offentlige investeringer, som skaber de rette rammebetingelser for private investeringer, så alle bidrager på en måde, som kommer alle til gode. Vi er heller ikke imod et effektivt landbrug, som kan løfte mennesker ud af sult. Men for os handler effektivitet ikke kun om hektarudbytte. Det handler i høj grad om at sikre bæredygtige fødevarer til alle. Foto: Mamadou Diop 6 Jord er nøglen til udvikling Investorer er klar til at rykke ind i udviklingslande for at dyrke afgrøder til eksport. Der er bare et problem: Den jord, der ser ledig ud på satellitbilleder, og som formelt tilhører staten, er allerede i brug. ActionAid har sat gang i kampagnen LandForLife. Her kan du tage et dybt spadestik ned i problematikken. 22 Fotograf i en blind verden Fotografen Jakob Dall har gjort det til sit livsprojekt at sætte billeder på de historier, man helst vil lukke øjnene for. Blandt andet er han vendt tilbage til Amuru-området i det nordlige Uganda otte gange, for at følge de mennesker, der lever i efterdønningerne af den grusomme borgerkrig mellem regeringstropperne og Lords Resistance Army. 12 Pedalkraft bag skattekampagnen Tour de Future banede sig i år vej gennem 14 danske byer med fokus på de multinationale selskaber, som spekulerer sig uden om en rimelig skattebetaling i verdens udviklingslande. 20 Kulturchok i Kathmandu Nepalesere ryster på hovedet, spytter og danser Bollywood-dans. Ria Pedersen, kommunikationsrådgiver i ActionAid, har noteret en række af pudsige kulturforskelle. 28 Ekskonernes klub Fattigdom har ødelagt mange familier i det sydlige Mozambique. I landsbyen Samora Machel Quarter har kvinderne dannet organisationen Foneca, hvor de mødes jævnligt for at genfinde selvrespekten og lægge planer for en bedre fremtid. 16 Et fattigt liv i Afrikas superøkonomi Akinola Adekunle fra Nigeria har på smertelig vis erfaret, hvad det vil sige at leve i et land uden socialt sikkerhedsnet. Det har gjort ham til en dedikeret aktivist som i april og maj brugte sin stærke energi på at cykle med i Tour de Future. Svar på quiz side 30 G-7 (TV 2 Nyhederne, om bortførte skolepiger), F-2 (Global Summit to End Sexual Violence in Conflict), C-4 (Berlingske), A-3 (Kristeligt Dagblad), B-5 (Udvikling), D-1 (Jyllands-Posten), E-6 (Jyllands-Posten) Foto: Søren Bjerregaard

s.4 Noter Sagt siden sidst: Regeringerne (i Afrika) har ikke formået at konvertere den økonomiske vækst til muligheder, som alle afrikanere kan bruge til at bygge en bedre fremtid. Tiden er inde til at sætte kursen mod inkluderende vækst og mere retfærdige samfund. Africa Progress Panel 2014, med FN s tidligere generalsekretær Kofi Annan i spidsen s.5 Foto: ActionAid #BringBackOurGirls Mere end 200 skolepiger bliver holdt tilbage af militante islamister i det nordlige Nigeria. Pigerne blev kidnappet fra deres kostskole den 14. april. Præsidenten Goodluck Jonathan, var meget længe om at fordømme kidnapningen, der desværre ikke er enestående i landet med 170 millioner indbyggere. Mange lever i dyb fattigdom, selvom Nigeria nu har Afrikas største økonomi på grund olieindustri. Onlineaktionen #BringBackOurGirls, som også ActionAid støtter, har været med til at sætte international fokus på sagen, men pigerne er stadig forsvundet og befinder sig formentlig i små grupper ude i junglen sammen med deres kidnappere, som truer med at sælge dem som brude eller sexslaver. Foto: Sisse Stroyer Genvalg til Helle Munk Ravnborg Ved Rådsmødet den 25. maj var fire af MS markante bestyrelsesmedlemmer på valg, og alle fire blev genvalgt. Det betyder, at Helle Munk Ravnborg og Dines Justesen forstætter som hhv. forkvinde og næstformand. Desuden blev Trine Pertou Mach genvalgt samt Steen Folke, som også er MS repræsentant i ActionAid International. Giv din stemme til syriske flygtninge 2,7 millioner mennesker er på flugt fra krigen i Syrien. Mange har mistet deres kære, familier er blevet splittet, og mange af deres historier er ufortalte. Mellemfolkeligt Samvirke er en del af Help Syrias Refugees, hvor over 100 organisationer beder folk om at give deres stemme til overlevende fra krigen i Syrien via Twitter, Facebook eller på andre måder. På www.helpsyriasrefugees.eu kan du give din stemme til en syrisk flygtning. Foto: Dalia Khamissy Unge drenge hænger ud i Nordghana Mellemfolkeligt Samvirkes Facebook-venner sendte mere end 60 sjove, flotte, skæve, tankevækkende bidrag ind til fotokonkurrencen En følelse af udvikling. Førstepladsen og en kurv fyldt med lækre produkter fra Fairtrade Mærket tilfaldt billedet her taget af Simon Bredal Juul. MS begrunder valget således: Et billede, man kan gå på opdagelse i, som viser en gruppe unge drenge, der har fundet sammen om en amerikanerbil som unge drenge over hele verden ville gøre det. Det er samtidig et typisk billede på unge drenge i Afrika, der hænger ud uden egentlig at have noget at foretage sig. Tak for alle billederne. Se flere af dem ved at klikke ind på ms.dk/fotokonkurrence Foto: Simon Bredal Juul Foto: ActionAid Forbudt at smitte med HIV Ugandas parlament har vedtaget en lov, der giver op til 10 års fængsel, hvis man smitter en anden med hiv. Loven mangler blot at blive underskrevet af præsidenten. Loven, hvis hensigt er at bekæmpe aids, tvinger gravide og deres partner til at foretage en hiv-test, og den giver sundhedspersonale mulighed for at afsløre en patients hiv-status uden dennes samtykke. Loven er både et tilbageslag for kampen mod aids og en krænkelse af menneskerettighederne, vurderer Human Rights Watch. Succesen i kampen mod aids er netop kendetegnet ved ikke at stigmatisere folk, der er smittet med hiv. I stedet er folk blevet opfordret til at tage testen, og om muligt få en behandling, for derefter at leve et normalt liv uden at blive stemplet som smittet. Med loven vil hele den indsats blive gjort til skamme, vurderer Ugandas lægemiddelstyrelse. Danskere utilfredse med skattespekulation Danskerne er stort set enige om, at det er uacceptabelt, når store virksomheder spekulerer sig uden om skattebetaling i udviklingslande. Det viser en undersøgelse, som Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har fået lavet af Analyse Danmark. Fire ud af fem er helt eller delvist enige i, at multinationale virksomheder agerer uansvarligt, når de prøver at slippe for at betale skat i de udviklingslande, hvor de driver forretning. Også selvom deres metoder er lovlige. Resultatet er et vink med en vognstang til Danmarks og EU s politikere om, at vælgerne rent faktisk forventer, at politikerne tager ansvar og finder løsninger på globale problemer som for eksempel den omfattende brug af skattely, siger Helle Munk Ravnborg, forkvinde for MS. Foto: Janet Nerding Ravn Skattesnyd: Plasticspande til 5250 kr. pr. styk I de seneste ti år er nogle af Afrikas fattigste lande gået glip af over 60 milliarder dollars i skatteindtægter, fordi multinationale selskaber har sendt pengene i skattely. Selskaberne har fusket med prisfastsættelsen af varer, som de har handlet internt. Det viser en rapport fra Global Financial Integrity, som er bestilt af det danske handelsministerium. Rapporten beskriver ifølge the Guardian blandt andet, hvordan et amerikansk selskab sendte regninger til sig selv, hvor plasticspande kostede hele 972 dollars hver (cirka 5250 kr.). Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid s kampagne #TAXPOWER sætter netop fokus på, at multinationale firmaer skal betale en fair skat i de lande, hvor de producerer, i stedet for at dræne u-landenes statskasser for penge, der skal bruges til at løfte millioner ud af fattigdom. Foto: ActionAid Foto: ActionAid GGGI glemmer deres ansvar for verdens fattigste De danske standarder for udviklingsbistand bliver ikke mødt af GGGI, selvom pengene til GGGI kommer fra rammen til udviklingsbistand. Det viser en rapport fra de fire organisationer IBIS, CARE Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp. Rapporten peger på GGGI s manglende fokus på fattigdom, rettigheder og civilsamfundet, der ellers er vigtige elementer i den danske udviklingsstrategi. Vi er bekymrede for den tendens, GGGI repræsenterer, hvor udviklingsbistand inddrages til alle mulige andre formål end at hjælpe fattige mennesker. Den danske skatteyder forventer, at udviklingsbistanden bruges til fattigdomsbekæmpelse, og det har ikke været tilfældet med GGGI, siger MS generalsekretær, Frans Mikael Jansen

s.6 Geografi Tanzania Tekst: Kirsten Hjørnholm Sørensen, politisk rådgiver, Mellemfolkeligt Samvirke Tegning: Polyp Grafik: Valdemar E. Glahn-Abrahamsen s.7 Et boost af fødevareproduktionen gennem massive investeringer i industrielle storlandbrug. Det er den plan, regeringer og investorer forfølger mange steder i det sydlige Afrika. Blandt andet i det sydlige Tanzania, der efter planen skal lægge jord til en rivende økonomisk udvikling. Men de mennesker, der har boet på bestemte jordområder i generationer, bliver ikke inddraget i deres regerings planer om at skabe en såkaldt vækstkorridor i netop deres område i det sydlige Tanzania. Planerne levner ikke plads til små producenter. Og det er et paradoks. De små, private producenter er ellers lige præcis dem, der kan opnå langt højere produktivitet for fødevareafgrøder, så regionen får en større forsyningssikkerhed og bedre indtjeningsmuligheder. Stor fare for jordtyveri Det store industrielle landbrug kræver meget jord, og derfor er Tanzanias regering ved at kortlægge jorden i området, så investorer kan rykke ind i Southern Agricultural Growth Corridor of Tanzania. Planen er at tiltrække mere end tre milliarder dollars i private investeringer for at booste fødevareproduktionen og landbrugets indtægter med mere end 1,2 milliarder dollars. Det sydlige Tanzania skal i fremtiden være eksportør af fødevarer og i øvrigt linke op med andre vækstkorridorer i fx det nordlige Mozambique. Initiativet er bredt og har blandt andet rod i G8- sammenslutningen af rige stater; ud over Tanzanias regering medvirker donorer, investeringsbanker og ikke mindst en række private virksomheder, hvoraf mange håber at kunne skabe nye markeder for deres såsæd, gødning og pesticider. Alle sammen produkter, som er nødvendige i et kommercielt, industrielt landbrug. Med til planerne for vækstkorridoren hører, at tusinder af små fødevareproducenter, som beholder deres jord, formentlig vil blive indrulleret i initiativer, hvor de skal dyrke afgrøder på kontrakt for investorer. Men ligesom det er usikkert, præcist hvilken jord der skal overdrages til investorer, er det også uklart, præcis under hvilke vilkår de små lokale fødevareproducenter skal dyrke afgrøder. Lose-lose situation Det lyder flot, og et boost i fødevareproduktionen er præcis det, indbyggerne sukker efter. Masser af små, lokale fødevareproducenter bønder i landsbyerne arbejder hårdt i markerne hver dag for at producere afgrøder nok til at få tilværelsen til at hænge sammen. Men nu trues de af forflytninger. Det er på tegnebrættet, at hele landsbyer skal forflyttes, men informationerne er sparsomme. USA s udviklingsprogram (USAID) advarede i en analyse i 2012 mod at give store kommercielle landbrug støtte på bekostning af de små, lokale fødevareproducenter. En lose-lose situation for de lokale småproducenter: De ville miste jorden med det samme De ville miste muligheden for at udnytte og bruge jorden fremover De ville ikke få kompensation Så fremtiden er usikker. Situationen for de tanzaniske småbønder, mange af dem kvinder, er i forvejen ikke god. De er blevet forbigået af deres egne politikere i årtier, så noget skal ske. Investeringer er hårdt tiltrængt, men planerne om en vækstkorridor, offentlige-private partnerskaber og mange private interesser i storskala, industrielt landbrug er ikke nødvendigvis svaret. Pres på jord Adgang til jord har været omdrejningspunktet for lokale konflikter og magtkampe i århundreder i mange udviklingslande. Men kampen om jorden er skærpet i de seneste årtier som følge af stigende (men ustabile) fødevarepriser, ændrede vejrforhold, stor befolkningstilvækst, minedrift, turisme og byudvikling og nu også storskala-investeringer i landbrugssektoren. Selvom det langt overvejende er de små, lokale fødevareproducenter, der brødføder befolkningerne i udviklingslande, så får de mindre og mindre jord at dyrke afgrøderne på. Det sker blandt andet, fordi store jordarealer koncentreres hos industrielle storlandbrug. Den trend har været tydelig i Sydamerika i mange år og nu er den også kommet til Tanzania og resten af det sydlige Afrika. Lokale bønder under pres Et mekka for investeringer, vækst og industrielt landbrug. Sådan tænker Tanzanias regering om den sydlige del af landet, der er tiltænkt hovedrollen i en ny vækstkorridor. På papiret ser jorden ledig ud, men i virkeligheden lever hundretusindvis af mennesker af jorden.? Vidste du Når du støtter Mellemfolkeligt Samvirke, støtter du unge rettighedsforkæmpere i udviklingslande, der kæmper for at gøre en forskel. Bl.a. Amos Mwatata, der arbejder hårdt for at hjælpe familier, hvis jord på Kenyas østkyst er truet af store firmaer. ms.dk/itakeaction Uregistreret jord af Afrikas landbrugsjord er registreret med skøde. 90% administreres uformelt, hvilket gør den udsat for spekulation og jordtyveri. Den samme jord er mange millioner mennesker afhængige af hver dag.

s.8 Kvindelige bønder producerer halvdelen af verdens mad, og helt op til? Vidste du Kvindelige småbønder er meget effektive og stort set fuldt økologiske, men de mangler ofte afsætningsmuligheder og indsigt i markedsmekanismer. Mellemfolkeligt Samvirke har projekter i hele verden, som har til formål at træne kvindernes forretningssans. Bliv landsbysponsor, og støt vores arbejde ms.dk/landsbysponsor s.9 Vi ved, at enorme jordområder er overdraget i jordhandler, men ikke præcis hvor meget. De store jordhandler er ofte omgærdet af uigennemsigtighed, blandt andet fordi de sker i lande med svag jordlovgivning og ringe beskyttelse af fattiges jordrettigheder. Den mest citerede vurdering er, at 60 millioner hektar jord er overdraget eller planlagt overdraget siden 2000. Uden fokus på fattigdom Det er ikke kun i Tanzania, at der er planer om offentlige-private partnerskaber inden for industrielt storlandbrug. I mange udviklingslande er dét nemlig blevet svaret på årtiers mangel på offentlige investeringer i landbrugssektoren. G8-sammenslutningens initiativ har ført til aftaler med en håndfuld lande om samarbejde om store landbrugsinvesteringer. I mange tilfælde bruges bistandsmidler fra donorlande til at tiltrække private investeringer, og det sker oftest kun, hvis der slækkes på målsætningen om, at investeringerne skal komme de fattigste til gode. ActionAid s nyeste rapport, The Great Land Heist, dokumenterer den myriade af initiativer, som denne nye trend udgøres af. Initiativerne sker under paroler om at skabe udvikling, vækst og fødevaresikkerhed i en fremtid, hvor 9,6 milliarder mennesker i 2050 skal mættes. Vejen frem Paradokset er bare, at der allerede i dag dyrkes mad nok i verden. Den er bare uhyre ulige fordelt. Ligesom adgangen til jord. Derfor er spørgsmålet, om magtfulde stater og private virksomheder, som har stærke økonomiske interesser i en særlig type landbrug, er dem, der har svaret på, hvordan vi skaber fødevaresikkerhed og afskaffer sult og fattigdom. Kan vi lade dem stå i spidsen for at skabe en mere lige og retfærdig fordeling af goderne? En række store forskningsprojekter, langt de fleste udviklingsorganisationer og flere FN-organisationer siger klart nej. Målet med nye landbrugsinvesteringer bør være at øge fødevareproduktionen på en måde, som fører til en mere retfærdig fordeling af adgangen til mad og jord. Kun hvis investeringerne er skruet sammen på den måde, kan landbruget bidrage til at udrydde sult og afskaffe fattigdom og samtidig passe på vores natur for nuværende og kommende generationer. Faktisk rummer netop landbrugssektoren i udviklingslande enorme muligheder for økonomisk vækst og jobskabelse. Investeringer i landbrugssektoren har større gavnlig effekt på økonomien end investeringer i andre sektorer. De små lokale fødevareproducenter skal være omdrejningspunkt for landbrugsproduktionen. De har særlige muligheder for at øge produktionen med økologiske dyrkningsmetoder. Det vil blandt andet sige, at dyrkningen af afgrøder skal passe til de lokale forhold og basere sig på input til produktionen, som de små fødevareproducenter har råd til, og som giver dem kontrol over egen produktion. Hvis man følger den filosofi, vil de lokale bønder blive selve omdrejningspunktet for nye investeringer og ikke bare brikker, som skal forflyttes eller indrulleres som elementer i en model udtænkt af andre, mere magtfulde og ressourcestærke aktører. Ikke bare i Afrika, men også i Latinamerika og Asien oplever fattige bønder, at økologi og øget kontrol over produktionsressourcer kan give fremgang og større udbytte af produktionen. Men det kræver, at politiske eliter beslutter sig for at investere offentlige budgetter i de mennesker, som allerede dyrker jorden. Foto: Jakob Dall/MS Ny kampagne: Land For Life MS er med i ActionAid s nye kampagne Land For Life. Du kan følge den på twitter på #LandForLife. I 20 lande arbejder vi for at få stoppet drivkræfterne bag jordtyveri. Vi arbejder for at styrke fattige menneskers jordrettigheder og fremme et landbrug, som de kan leve og nyde fremgang af. Og vi kæmper for deres ret til at protestere, når de oplever, at deres rettigheder bliver knægtet, og de ikke bliver hørt om tiltag, som har store konsekvenser for dem og deres børn. Hvad er jordtyveri? Mellemfolkeligt Samvirke bruger den definition på jordtyveri, som er blevet nedfældet i Tirana Deklarationen. Deklarationen blev godkendt i 2011 på en konference, der blev afholdt af The International Land Coalition. Hovedpunkterne i deklarationen er: Når overtagelse af jord fører til overtrædelser af menneskerettighederne, særligt kvinders menneskerettigheder Når overtagelser af jord ikke sker på et fuldt oplyst grundlag og med jordbrugernes fulde accept Når overtagelse af jord ikke er baseret på en grundig analyse eller ikke tager hensyn til sociale, økonomiske og miljømæssige konsekvenser Når overtagelse af jord ikke sker med gennemsigtighed i kontrakterne Når overtagelse af jord ikke er baseret på demokratisk planlægning og deltagelse Hvis opkøb af jord ikke sker på bekostning af ovenstående principper, kan opkøb af jord og investering i jord bidrage til udvikling. Vil du heller ikke finde dig i det? Besøg ms.dk/jordtyveri Stop jordtyveri i Afrika. Vi vil ikke finde os i det www.ms.dk/jordtyveri

s.10 Geografi Senegal Tekst: Mikkel Gottlieb, Mellemfolkeligt Samvirke Foto: Mamadou Diop/ Giada Connestari/ActionAid s.11 Fatouma Sow, indbygger i Thiaméne Village De fortalte os ingenting. Vi vågnede en morgen og hørte lyden af maskiner. Når vi spurgte, hvad der skete, sagde de, at der var et nyt projekt her, og at maskinerne tilhørte dem. Vores mænd gik ned og sagde, at jorden var vores, og at de ikke kunne dyrke den. Men svaret lød, at de havde fået jorden og ville lave deres projekt. Afskåret fra egen jord Pigtråd og kanaler har vendt op og ned på tilværelsen for mennesker og kreaturer i området Ndiël i det sydlige Senegal. En international investor vil dyrke afgrøder til eksport. De cirka 9000 indbyggere, der bor i landsbyerne i naturreservatet Ndiël i det sydlige Senegal, klarer sig delvist ved nomadelandbrug. Hyrderne flytter de cirka 100.000 kvæg i området, så de kan udnytte den græsning, der bliver til rådighed efter lejlighedsvis nedbør. Men adgangen til græsningsjord, fødevarer, vand og brænde er med et slag blevet stærkt begrænset. I de første uger af august 2012 rykkede konglomeratet Senhuile SA ind i området for at opdyrke omkring 20.000 hektar jord med eksport for øje. Mens Senhuile SA forestiller sig, at nogle landsbyer skal forflyttes, har selskabet endnu ikke holdt sine løfter om at opføre infrastruktur såsom skoler og hospitaler og at skabe et bestemt antal job i regionen. Faktisk har selskabet givet praktisk talt ingenting i kompensation til den berørte befolkning. Sagen har allerede nogle år på bagen. I 2010 forsøgte det Dakar-baserede selskab Sénéthanol SA at få adgang til et område på samme størrelse i Fanaye-regionen i Senegal for at dyrke sødkartofler til produktionen af biobrændstoffer til det europæiske marked. De fleste mennesker i lokalområdet var klare modstandere af forslaget; de har brug for jorden for at brødføde sig selv og opfylde de mest basale behov. Spændingerne voksede hurtigt og kulminerede i en tragedie 26. oktober 2011, da to bønder blev dræbt og adskillige såret under en organiseret protest mod projektet. Projektet er gentagne gange blevet indstillet for derefter at blive sat i værk igen af præsidenter i Senegal i løbet af de seneste år. Arbejdet med jorden blev efterhånden sat i værk af Senhuile SA, en sammenslutning ejet af de italiensk-baserede Tampieri Financial Group som sidder på 51 procent af aktierne i selskabet og Sénéthanol SA, som ejer de resterende 49 procent af aktierne. Beboere uden indflydelse Nu er projektet blevet flyttet til Ndiaël cirka 30 kilometer væk, som omfatter 37 landsbyer. Den beslutning er blevet taget hen over hovedet på områdets indbyggere, som bogstavelig talt har fået trukket ståltrådshegn og vandingskanaler igennem det liv, de altid har levet. Indtil videre er deres protester blevet tromlet af økonomisk stærke spillere, der har interesse i området. En talsmand for landsbyboerne, Ardo Sow, siger til den lokale ngo Grain: Den manglende respekt for de lokale samfund er alt for åbenlys. En konsekvensvurdering af miljøet og sociale forhold blev først foretaget måneder efter, projektet var påbegyndt, og den blev aldrig offentliggjort. Derudover viser det kort, som er blevet udarbejdet af fagteknikere fra staten, inden projektet blev sat i værk, kun seks ud af de 40 landsbyer og mindre beboelsesområder, som bruger den jord, der bliver leaset til Senhuile. På næste side kan du få et indtryk af området og møde nogle af de mennesker, der bor i landsbyerne. ActionAid Senegal har været med til at mobilisere områdets indbyggere til at tage del i kampen for den jord, der er et helt basalt grundlag for deres liv. Kvinde bærer brænde på hovedet. Projektet har betydet, at især kvinder må vandre store afstande for at hente mad, brænde og vand. Mand forsøger at slukke en brand i bushen ikke langt fra landsbyen Djalbanabi. Bayal Sow, indbygger i Thiaméne og lokal politiker Dette projekt bekymrer os virkelig. Vi siger ikke, at staten ikke skal påvirke brugen af jord, men det er måden, det er gjort på, der oprører os. Intet i protokollen er blevet respekteret. Derudover er aftalen blevet underskrevet af rådmænd, som bor uden for landsbyerne, som er påvirket af projektet, hvilket viser manglen på gennemsigtighed. Ung hyrde ved et af de få vandhuller, der nu er tilgængelige og som derfor er overrendt med tørstige kreaturer. En afledningskanal gravet af Senhuile SA afskærer beboere og kreaturer fra de områder, de normalt bruger. Et møde i en af de berørte landsbyer. Protesterne har været mange og højlydte men hidtil forgæves. Senest har landmænd og hyrder fra området været i Europa for at protestere mod aftalen.

s.12 s.13 Tak for kampen MS kampagnechef Nils Brøgger Jakobsen ser tilbage på Tour de Future 2014, der trampede spørgsmålet om skattefusk i u-landene højt op på dagsordenen. Lad mig starte med at sige rigtig mange tak. Tak til de mange frivillige ildsjæle, som har knoklet for at organisere og mobilisere til de lokale etaper! Også én stort tak til det hårdarbejdende sekretariat og til de fire seje aktivister fra Zambia og Nigeria, som i den grad har været med til at bære budskabet frem: Vi vil ikke finde os i multinationale skattesnyltere, som via skattefusk og skattely undgår at betale en rimelig skat i udviklingslandene. Det er vigtigt, at internationale firmaer investerer i udviklingslandene. Men det holder ikke, at de suger profitten ud af landene og på den måde undgår at bidrage til befolkningernes sundhed og uddannelse. Hvert år mister udviklingslandene mere til skattely, end de modtager i udviklingsbistand. Og hvilken forskel har karavanen af pimpede cykler og guldklædte unge gjort i den forbindelse? Den har skabt dialog og opmærksomhed. Og det er den grundlæggende forudsætning for at skabe politisk forandring. De spraglede cykeldemonstranter har fyldt op både i gadebilledet og i lokalavisernes spalter. 30 kandidater til Europa-Parlamentet samt et byrådsmedlem i hver Tour de Future-by har, på tværs af det politiske spektrum, bakket op om kampagnen og bidraget til at sætte den globale skattesnylter på dagsordenen under valgkampen op til europaparlamentsvalget. Der var også stor opbakning til kampagnen fra både handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og fra skatteminister Morten Østergaard, som begge talte under etapen i København. Foruden den lokale cykeltour med karmakanon, guldagenter og mixtape har kampagnen også været i kontakt med rigtig mange unge på landets uddannelsesinstitutioner. Vi har holdt oplæg på over 60 uddannelsesinstitutioner landet over. Så nu hvor musikken er slukket, og scenen pakket ned, kan vi glæde os over, at debatten om multinationale firmaers skattefusk og konsekvenserne for fattige lande er blevet trampet et godt stykke op ad den offentlige dagsorden. Og så kan vi tygge på visdommen i det slogan, som vores deltagere fra Zambia og Nigeria udviklede og sang flittigt undervejs: We Won t Relax Until You Pay Your Tax. Tak for i år og på gensyn næste år. Jo flere vi er, jo stærkere står budskabet.

s.14 Noter s.15 Tour de Future fik fuld pedalkraft Se filmen fra årets Tour de Future på www.ms.dk/tourdefuture Aalborg Holstebro Silkeborg Aarhus Vejle Esbjerg Haderslev Odense Svendborg Kalundborg Helsingør Slagelse Roskilde København På tværs af Danmark Omkring 6700 mennesker tog del i Tour de Future 2014, enten ved at slutte sig til en af demonstrationerne ude i landet eller ved at deltage i workshops, debatter og andre aktiviteter. På billedet løfter Tour de Future-folket i Esbjerg cyklerne i vejret foran monumentalskulpturen Mennesket ved Havet. Foto: Sofie Vindis Foto: Sofie Vindis Skattesnylter i kort snor Under hele Tour de Future fulgte en mægtig oppustelig skattesnylter med. Men den blev holdt i kort snor og fik installeret sandsække i bentøjet, så den ikke kunne stikke af. Mange børn gav den spontant en lammer. De fik naturligvis indskærpet, at MS er en fuldstændig ikke-voldelig organisation. We won t relax until you pay your tax, multinationals. Tax pays for healthcare. Tax pays for education. Quality education. We won t relax until you pay your tax in Africa. We won t relax until you pay your tax in Nigeria. We won t relax until you pay your tax in Zambia. We won t relax until you pay your tax all over Europe. Sang fremført af aktivisterne Adekunle Akinola, Charity Chizola, David Habba og Machona Sakala, der cyklede med fra Aalborg til København. Foto: Sofie Vindis Skattesnyltertæmmer vinder Shaka-koncert På nettet kunne man spille skattesnylterspillet, hvor det gjaldt om at fange en flok grådige skattesnyltere, der pilede rundt på skærmen i jagten på hurtig profit. I alt blev 153.069 skattesnyltere tæmmet. Vinderen af spilkonkurrencen blev Christian Kuhlmann Heintz, som kan se frem til sin egen minikoncert med Shaka Loveless. Vi ser meget gerne, at vi i højere grad får udviklingslandene med i det samarbejde, som ellers i meget høj grad er præget af ilandene. Multinationale selskabers skatteunddragelse er en stor udfordring i udviklingslandene, fordi midlerne i deres statskasser i forvejen er så få. Og det ender jo altid med, at de der unddrager sig skat, giver regningen videre til de svageste, de syge, de dårligst stillede, dem, der har mest brug for, at samfundet giver dem en hjælpende hånd. Skatteminister Morten Østergaard talte, da Tour de Future lavede pitstop på Christiansborg Slotsplads under etapen i København. Foto: Sofie Vindis F****** fede frivillige 300 frivillige har knoklet for at skabe festivalstemning i byer over hele landet. De har mobiliseret på gaden og gymnasieskoler, hyret små og store musiknavne, sørget for mad, arrangeret debatter og givet input til cykelruter. På den måde har de været med til at skabe opmærksomhed om multinationale selskabers amoralske adfærd i udviklingslande. Pengene fosser nemlig ud af rigtig mange udviklingslande, ikke mindst i Afrika. For hver krone udviklingslandene modtager i udviklingsbistand, mister de 10 kroner til illegale kapitalstrømme, som er forbundet med lyssky handelstransaktioner, korruption eller kriminalitet og det vil vi ikke acceptere! Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen talte, da karavanen ramte Blågårds Plads. Foto: Sofie Vindis Foto: Sofie Vindis Foto: Mikkel Gottlieb Alle kan være enige om, at tjener man penge, så skal man også betale skat. Vi er nødt til at sortliste de lande, som giver skattely til virksomheder. Bendt Bendtsen (K) til Tour de Future i Odense. I alt talte 29 kandidater til Europa-Parlamentet til Tour de Future-folket.

s.16 Geografi Nigeria/Danmark Tekst: Marica Pedersen, Mellemfolkeligt Samvirke Foto: Sisse Stroyer Akinola Adekunle Akinola Adekunle var, sammen med tre andre aktivister fra Nigeria og Zambia, på besøg i Danmark for at deltage i Mellemfolkeligt Samvirkes skattekampagne Tour de Future. Han turnerede rundt i landet med kampagnen for at fortælle sin historie og give sit syn på sammenhængen mellem økonomisk vækst, udvikling og skat. s.17 Min far kunne have været i live Han er vokset op med handicap, sygdom og dødsfald i familien. Den 24-årige aktivist Akinola Adekunle fra Nigeria har mærket på egen krop, hvordan det er at leve uden et socialt sikkerhedsnet, når man har allermest brug for det. Alligevel er han i dag en positiv og ambitiøs ung mand, hvis største ønske er at lede Nigeria et land, som betragtes som Afrikas nye superøkonomi, men samtidig er præget af fattigdom, desperation og ekstrem høj arbejdsløshed. Akinola Adekunle smiler meget. I det hele taget virker han fuldt opladet med energi og mod på at præge fremtiden. Jeg tror på, at jeg kan ændre mit land, hvis jeg får muligheden for det, siger han, uden antydningen af dansk beskedenhed. Derfor er mit håb og mit ønske at blive politiker eller måske endda præsident i Nigeria. Så er sporet ligesom lagt for den unge nigerianer, der ser fattigdom som verdens største uretfærdighed. Hvis man ser tilbage på hans barndom, virker selvtilliden og troen på en bedre fremtid imponerende. Akinola Adekunle er vokset op med en blind mor. Hun har klaret sig bedre end de fleste i hendes situation, alligevel har hver eneste dag været en udfordring, fortæller han. Alt ender her Da Adekunles far døde, stod moren alene tilbage med fire børn blind og bosat i et land, der ikke tilbyder nogen form for hjælp til handicappede. Efter min fars død gik vi ofte sultne i seng. Det var jo min far, der havde sørget for maden til vores familie. Min mor kunne ikke arbejde på grund af hendes handicap. I Nigeria er der ikke noget sikkerhedsnet ikke engang til familier i vores situation, fortæller han. Adekunle gik på det tidspunkt i gymnasiet. Hans far havde knoklet for at kunne betale for hans uddannelse. Men nu var han død, og Adekunle var overbevist om, at det hele var slut. Aktiv aktivist. Akinola Adekunle passerer Dronning Louises Bro under finalen på forårets Tour de Future. Spirende ungdomsleder David Habba Kunle har vist sig at være en meget brugbar og indsigtsfuld alliancepartner i jagten på socioøkonomisk retfærdighed. Han er meget dedikeret på det punkt. Jeg ser ham som en stærk, spirende ungdomsleder, som påvirker og former unge menneskers holdninger. Jeg må tilføje, at han også er meget intelligent. Positiv og hårdtarbejdende Charity Chizola Han er en glad person og udstråler positivitet. Og så er han hårdtarbejdende og har et stort drive. Jeg kan huske, at den første gang vi cyklede med Tour de Future i Aalborg, havde han svært ved at holde balancen på cyklen, så hver gang jeg så, at han nærmede sig, råbte jeg: Skynd dig at køre forbi mig, så vi ikke vælter. Det var ret sjovt at se på. Gift med sit arbejde Machona Sakala Adekunle er et godt menneske med en positiv attitude. Han er fyldt med energi og meget motiveret. Han er gift med sit arbejde som aktivist, for ham er det en passion. Da vi var helt små, kom min mor aldrig ud af huset. Hun måtte klare alting derhjemme selv passe mig og mine tre søskende, lave mad, vaske tøj og gøre rent. Der var ingen hjælp at hente, selvom hun ikke kunne se. Hans far var i mange år syg af aids, men han kom aldrig i behandling. Da Adekunle var 16 år gammel, fik faren et hjerteslag på grund af sygdommen. Familien skyndte sig på hospitalet med ham, men der var ingen læger. Vi stod bare der og ventede. Da lægen endelig kom, var det for sent. Sundhedssystemet i Nigeria er meget dårligt. Der er ikke nok medicin og ikke nok sygeplejesker og læger. Det er hårdt at tænke på, at min far måske stadig havde været i live, hvis han havde fået en ordentlig behandling, siger Adekunle.

s.18 Tre andre aktivister fra Nigeria og Zambia kørte med på årets Tour de Future. s.19 Opsang. Akinola Adekunle taler fra scenen på Christiansborg Slotsplads under den afsluttende etape af Tour de Future. Hvorfor er kampen for retfærdig skat vigtig for dig? Jeg kan huske, jeg tænkte: Alt ender her. For hvem skulle betale for min uddannelse, hvem skulle passe på min mor og mine små søskende? siger Adekunle. Uddannelse og viden er vejen til frihed Men familien klarede sig. Hans mor og søskende fik hjælp af kirken i form af donationer, og Adekunle kæmpede for at få sin uddannelse. Det lykkedes ham at få et legat og færdiggøre gymnasiet. Min mor har altid sagt til mig: Kunle, du er din egen du skal først og fremmest kæmpe for dig selv. For mig har uddannelse altid betydet mere end noget andet, for ingen kan tage din viden fra dig. Uddannelse og viden er vejen til frihed, siger han. Bagefter arbejdede han hårdt. Han ville tjene penge nok, så han kunne komme på universitet og læse statskundskab. Det var fantastisk at begynde på universitetet. Jeg begyndte at læse Karl Marx og blev mere og mere bevidst om, hvordan jeg gerne så udviklingen i mit land nemlig et land, hvor alle er lige, og hvor staten handler ud fra alles bedste, siger Adekunle. To sider af samme land Nigeria blev for nylig udråbt til Afrikas største økonomi. Landet er samtidig den største olieproducent i Afrika og har verdens næststørste filmindustri efter Indien. Men ifølge Adekunle er det ikke et reelt billede af landet, der bliver tegnet. I dag er det de få, der ejer rigtig meget. 70 pct. af befolkningen lever stadig i fattigdom, og 80 pct. af ungdommen er arbejdsløs. Langt størstedelen af befolkningen mærker ikke noget til landets økonomiske succes, siger han. Hvis Adekunle en dag kommer til magten, vil han sikre, at Nigerias økonomiske vækst bliver fordelt, så ALLE får del i landets velstand. Jeg vil skaffe ordentlig sundhed og uddannelse til alle og sørge for, at der er et socialt sikkerhedsnet, som ikke lader nogen i stikken, hvad enten de er fattige, syge eller handicappede, forsikrer han. Adekunles behov for at forbedre levevilkårene for handicappede og syge er opstået, fordi han hele sit liv har været vidne til, at folk med specielle og ekstra behov fuldstændig bliver ladt i stikken. Rigtig mange handicappede ender med at tigge på gaden, fordi de har svært ved at klare sig selv, og fordi der ingen støtte er fra samfundets side. Det er så forkert, at de her mennesker skal lide, når de i forvejen har det svært. Jeg kan huske, jeg tænkte: Alt ender her. For hvem skulle betale for min uddannelse, hvem skulle passe på min mor og mine små søskende? Kærlighed og familie valgt fra I dag er Akinola Adekunle bachelor i statskundskab. Han kom ud med årgangens bedste gennemsnit. Men lige som de fleste andre nigerianske unge, har han ikke kunnet finde arbejde. Det har også betydet, at Adekunle har valgt kærlighed og familie fra. Jeg vil ikke giftes eller have børn, før jeg ved, at jeg kan forsørge min familie. Det går ikke, at vi bliver ved med at få børn, som vi ikke kan forsørge. På den måde fastholder vi os selv i fattigdommen, siger han. I stedet har Adekunle valgt at være frivillig i Activista Nigeria, Actionaid s globale frivillignetværk. Han arrangerer kampagner og demonstrationer i kampen om at afskaffe den økonomiske uretfærdighed. Siden 2013 har han været en del af den internationale TaxPower-kampagne. I løbet af de næste ti år vil jeg gerne se mit land fri for skatteuretfærdighed, så der kan komme gratis kvalitetsuddannelse og sundhed til alle. Jeg kæmper for den fattige befolknings fremtid. Når jeg en dag stiller op til valg, vil jeg have, at de skal huske mig og vide, at jeg kæmpede for dem, siger Adekunle. David Habba, Nigeria Jeg bliver vred over uretfærdighed, og jeg føler mig forpligtet til at bekæmpe det. Når jeg er i Nigeria, er det en fest, når der er lys, og jeg må oftest løbe langt for at oplade min telefon, computer eller for at stryge mit tøj, af frygt for at strømmen pludselig går uden varsel. Vandhanerne i mit hus er tændte det meste af tiden, så vi ikke forpasser muligheden for at hente og gemme vand, hvis det skulle begynde at løbe en gang om dagen, ugen eller måneden. Jeg har besøgt nogle danske skoler og kunne ikke lade være med at bemærke de meget fornemme klasseværelser med wifi, lydsystemer, projektere, vask og håndsæbe meget lækkert. Alt sammen betalt via skatten. Det modsatte er tilfældet i Nigeria. Det er nu tid til at få vores skattepenge til at arbejde for os, ikke imod os. Det er muligt! Charity Chizola, Zambia Vi har så mange ressourcer i Zambia, men de fleste mennesker lever i fattigdom, og det er dybt uretfærdigt. De multinationale selskaber, som investerer i vores land, for eksempel den store kobbermine, som ligger i min hjemby, tager ikke noget socialt ansvar og betaler ikke deres andel af skat. Skolerne i området er i dårlig forfatning, og det er hospitalerne også. Hvis virksomhederne betalte mere i skat, kunne vi få større socioøkonomisk retfærdighed og mere lighed mellem rig og fattig. Alle har ret til at komme i skole og få lægehjælp, når de har brug for det. Derfor kæmper jeg for, at virksomheder betaler skat, så der bliver råd til disse ting for alle mennesker. Machona Sakala, Zambia Jeg har en stærk retfærdighedssans, der hænger sammen med mit job som socialarbejder. Jeg arbejder med udsatte familier, som ofte bor i ubeboelige huse og har et uværdigt liv. Jeg husker særligt en kvinde, som blev hjemløs, fordi hendes mand døde. Hun byggede et skur ud af grene og plastic, hvor hun boede sammen med sine tre børn. Men den lokale organisation, jeg arbejder for, sørgede for at bygge et lille hus og betalte for børnenes uddannelse helt til universitetet. Den ene er blevet ingeniør og har nu lagt elektricitet ind i huset. Hvis ikke vi bekæmper den sociale og økonomiske uretfærdighed, så vil de mennesker blive ved med at have brug for hjælp. Skatteindtægter er et redskab til at skabe mere retfærdighed.

s.20 Geografi Nepal Tekst & foto: Ria Pedersen, Global Platform Nepal s.21 Undskyld jeg kommer for sent, der stod en ko på vejen Hverdagen er fuld af små overraskelser, når man opholder sig i en bjergstat over 6000 kilometer fra Danmark. Ria Pedersen, kommunikationsrådgiver for MS i Nepal, har noteret ti ting, der har givet anledning til undren. Hovedrysten Hovedet kører fra side til side, som var det ikke fastmonteret på halsen. Nepaleserne ryster på hovedet af det meste, men ikke fordi de nødvendigvis er uenige. Det kan også bare betyde okay, nå nå, ja, måske, hvorfor ikke?, klart og en million andre ting. Der står en ko, lad vær at glo Undskyld, jeg kommer for sent, chef. Men der stod en ko på vejen, der ikke ville flytte sig. En helt reel og brugt undskyldning i Nepal, hvor køer er hellige og går frit omkring på gader og stræder. Trafiktosset Flere timer er blevet brugt i vejkanten i forsøg på at krydse den intense trafik. Og efter tre måneder tror jeg endelig, jeg har luret tricket: man skal bare gå og håbe på det bedste! Ingen stopper, men de kører dog uden om dig for det meste. Det er først, når du stopper op, at de bliver forvirrede, og problemer opstår. Det er en smule uheldigt for en forskræmt dansker. Kærlige Kathmandu Det kan godt være, at folk ikke krammer og knuser i Kathmandu i hvert fald ikke i det offentlige rum. Til gengæld holder mænd gerne hinanden i hånden, når de bevæger sig udenfor. Nysgerrighed Det er nemt at samle et publikum i Nepal. Grin højlydt, stop op sammen med vennerne, eller peg på et eller andet. Så stopper folk med garanti op og begynder at kigge. Og sådan en slags nysgerrighed lader sig hverken begrænse af vinduer eller mure. Spyt en klat Du kan se den flotteste nepalesiske pige eller mand og falde i staver over deres skønhed og så vågne op til den brutale virkelighed, når de i løbet af ét til to minutter producerer verdens største grønhakker og fyrer den ned for fødderne af dig. Linsesuppe De fleste udlændinge i Nepal har ramt den: linsesuppe-muren! Uanset hvor du er henne i det lille bjergrige, er der altid Dal Bhat på menuen. Og det er nærmest lige meget, om det er morgen, middag eller aften. Bare ærgerligt, hvis man ikke er til linser. Ingen strøm? Intet problem. Kender du det, at du skal skynde dig hjem og lave aftensmad, fordi der kun er strøm i en halv time endnu? Nej? Så kom til Nepal. Her er mad et projekt, der helst skal koordineres med den omfattende strømafbrydelsesoversigt. Fra Hollywood til Bollywood Jeg bliver særligt klar over, at jeg er på udebane, når jeg rammer et dansegulv med mine nepalesiske venner. Så er der ikke Gangham Style eller andet velkendt i højtalerne, til gengæld bliver der svunget hofter til de nyeste Bollywood-hits. Hold på formerne Høflighed frem for alt. At hilse er ikke bare noget, man gør. Hænderne skal samles som i en bøn og følges op med et Namaste. Og kender du ikke personen, er det ikke en fremmed, det er bare storesøster, lillesøster, storebror eller lillebror. I Nepal er vi nemlig én stor familie.

s.22 Hvad Portræt Tekst: Mikala Satiya Rørbech, Mellemfolkeligt Samvirke Foto: Jakob Dall s.23 Fotograf i en blind verden Fotografen Jakob Dall har gjort det til sit livsprojekt at sætte billeder på de historier, man helst vil lukke øjnene for. Med sit kamera over skulderen har han besøgt en lang række af verdens u-lande. Det er lige meget med luksushoteller og swimmingpools, når fotografen Jakob Dall skal ud at rejse. Han vil hellere gå rundt i en støvet landsby, sove i en lerhytte og have tid til at komme ind på livet af de mennesker, han fotograferer. Også selvom det betyder, at han skal overnatte blandt edderkopper og kryb, og det kan være svært at falde ind i billedet som hvid fotograf i en lille landsby fuld af nysgerrige unger. I den første halve til hele time bliver man lagt fuldstændig mærke til. Men hvis jeg bliver de der ekstra timer eller en hel dag, så kan jeg på en eller anden måde forsvinde ind i det, som sker omkring mig, siger Jakob Dall. Som fotograf har han gjort det til sin livsopgave at skildre, hvad der sker, når fattigdom, konflikt og klimaforandringer river menneskers hverdag itu. 30-40 rejser og en lang række priser er det blevet til de seneste 15 år. Og i stedet for en pensionsopsparing har han sikret sig, at der altid er penge på en konto hos et rejsebureau, så han kan tage af sted igen med kort varsel. Jeg kan enormt godt lide at rejse og fotografere samtidig. Når jeg kommer ud, handler det kun om én ting: At skildre andre menneskers skæbner i mine fotografier. Så skal jeg ikke tænke over, hvad vi skal have at spise i aften eller på noget som helst andet praktisk i en dansk hverdag, hvor man bliver bombarderet med mails og nyheder, og telefonen ringer hele tiden. Så er der ingenting, som afbryder den her intense følelse af at være ude, fortæller han. Listen over lande han har besøgt med sine kameraer over skuldrene tæller blandt andet Mozambique, Nepal, Haiti, Etiopien, Grønland, Bangladesh og ikke mindst Uganda. Han vender tilbage til Uganda igen og igen for at opsøge befolkningen i den nordlige del af landet, hvor fattigdommen er størst, og befolkningen kæmper med følgerne af den 20 år lange borgerkrig mellem regeringen og Lord s Resistance Army. Når man rejser ud og møder mennesker, som rører en, har jeg svært ved at bare give slip og sige: Fedt, nu har jeg fået min historie og mine billeder, så hopper jeg ind i landcruiseren og kører videre til næste sted. Jeg får lyst til meget hurtigt at tage tilbage til de samme mennesker og finde ud af, om deres liv er gået, som de håbede. I nogle tilfælde er det heldigvis gået rigtig godt. I andre tilfælde er det forfærdeligt at besøge folk igen, fordi man kan se, de har det endnu sværere end året før, fortæller Jakob Dall. Jagten på ægthed Journalister, der har rejst med Jakob Dall, beskriver ham som utrættelig og kompromisløs i sin insisteren på at komme ind på livet af de mennesker, han fotograferer. Han kaster sig gerne i gruset for at få det rigtige motiv med hjem. Selv taler han om at kunne mærke mennesker gennem sine billeder. Det er enormt vigtigt for mig, at jeg har tid til at være sammen med dem, jeg fotograferer. Her betyder tid alt. Det giver en ekstra gnist indeni, når man er tæt på folk og har tid til at sidde sammen med dem ved bålet om aftenen. Men det er også at vise den respekt, som jeg også prøver at tage videre med i mine billeder, forklarer Jakob Dall. Og det virker. For lige så flyvsk og hurtig han selv kan virke, lige så dyb og tung står alvoren tegnet i mange af hans fotografier. Med sit kamera jagter han ægtheden og genkendelsen i de mennesker, han fotograferer. Men det er ikke alene eventyrblod og empati, som driver Jakob Dalls arbejde som fotograf. Man fornemmer hurtigt en kæmpe indignation over alle de skæbner og problemer, som medierne konstant overser eller fravælger. Vi bliver så hurtigt pakket ind i alle de små ting. Det er da en skandale, at man ikke hører mere til for eksempel de 50.000 flygtninge fra Den Centralafrikanske Republik, der er fanget i en lejr i Chad, og om at World Food Programme er ved at løbe tør for penge. Jeg synes, det er min pligt som fotograf at tage ud og skildre den slags situationer og den glidebane, vi er på vej ud ad, siger Jakob Dall. Et universelt sprog Hans store personlige projekt er at skildre konsekvenserne af klimaforandringer og global opvarmning. Og de sort-hvide billedserier af mennesker, der vandrer gennem støvede, udtørrede landskaber, samler brænde på golde bjerge eller vandrer i vand til maven på deres marker, er på én gang smukke og dybt foruroligende. En fotoserie fra Etiopien, der viser menneskers forpinte, men vedholdende forsøg på at holde sig i live trods tørke og mangel på vand, har indbragt ham den prestigefulde EISA Award og været udstillet og brugt i magasiner, tidsskrifter og aviser i hele verden. Det er det, jeg brænder for. Det vil jo være de fattigste i verden, som bliver mest berørt, når temperaturen stiger. Vi skal nok klare os på en eller anden måde, men det kan du ikke i Mozambique, når vandet begynder at stige. Det kan godt være, vi i Danmark har vindmøller og prøver at gøre det godt, Pakistan 2005. Efter jordskælvet.

s.24 s.25 Adrenalin og fuglefløjt Jakob Dall mærkede suset ved at opholde sig i verdens brændpunkter allerede i studietiden. Under en reportage fra Belfasts gader havnede han pludselig i skudild mellem politiet og IRA. Heldigvis slap han med skrækken, og de mange rejser siden har skærpet hans sans for at afkode situationen. De steder, jeg har været flere gange, kan jeg lynhurtigt mærke, om det trækker op til noget, der er farligt eller ej. Og jeg ved, hvordan jeg skal takle lokale unge fulde mænd, som måske godt kunne finde på at røve en turist, siger han. Kunsten er at bevare roen indeni. Fotografen skal være det rolige øje midt i orkanen. Jeg er jo fuglekigger og rejser altid med en kikkert. Så hvis jeg lige skal holde fri, og det skal man lige lidt indimellem, bare et kort øjeblik, så står jeg tidligt op og går en morgentur med en kikkert og ser på fugle. Og så er jeg klar til at komme ud i felten igen, for det giver en ekstra ro at gå og se på naturens skønhed. Det renser for indtryk. Man kan jo ikke fotografere på underskud. Man skal på en eller anden måde have et personligt overskud for at gå ud og tage gode billeder i de situationer. Man skal jo give så sindssygt meget af sig selv også, siger Jakob Dall. Han har gjort det til en vane at sætte sig ind i flyet og holde øjnene tæt lukkede hele vejen hjem. Alligevel tager det ham flere dage at falde ned igen og lade op efter sådan en rejse. Det er da den vildeste adrenalinrus undervejs, og selvfølgelig er jeg vildt træt efter sådan en tur. Jeg er jo bare grundtræt. Tre ord fra Jakob Dall om: Afrikansk mad: For lidt chilli Afrikanske kvinder: Smukke, sårbare, udtryksfulde Afrikansk tid: Ikke min tidszone Afrikansk fodbold: Interesserer mig ikke Afrikanske hospitaler: 7-9-13 Jakob Dall 43-årig freelance-fotograf Opvokset i Nordjylland Bor i Hellerup med sin familie Reportagerejserne til afsides landsbyer og ødelagte katastrofeområder er blevet hans professionelle varemærke. Ofte foregår det i samarbejde med hjælpeorganisationer som Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke. Arbejder lige nu i vikariat som billedredaktør og fotograf på Dagbladet Information Kenya 2011. Akuuta Elilim på 6 år har lige fået drop af Røde Kors, da billedet bliver taget. Hans familie har kæmpet mod en anden stamme om kvæg og geder. De har mistet alt. men vi når jo ikke det mål om at bremse temperaturstigningen til under to grader, og vi gør alt for lidt for at lægge pres på resten af EU, siger Jakob Dall. I 2011 rejste han til Kenya med Røde Kors. Der var tørke i det meste af Østafrika. Giraffer lå døde, børn døde, folk kæmpede for at overleve med et minimum af vand. Folk gik i 12 timer for at skaffe vand til familien, og selv deres kreaturer døde. Jeg kan huske, jeg stod på et marked og så en ko falde død om. Folk solgte deres kameler for 20 gange under normalprisen. Det fortæller noget om, hvor hårdt det er for de mennesker. Jeg kan jo ikke afværge klimaforandringerne, men jeg kan forhåbentlig være med til at fastholde en dialog om, hvad der foregår, siger Jakob Dall og uddyber: Der er jo mega langt fra livet i Danmark til det liv, folk lever andre steder. Det kan være sindssygt svært at beskrive med ord, men fotografi er et universelt sprog. Et billede kan skabe en følelse og sætte sig fast i hukommelsen på en helt særlig måde. Lugten af død En af de oplevelser, Jakob Dall bærer med sig fremover, er fra 2005, hvor han tog til Pakistan for at dokumentere jordskælvet, som ramte i bjergene ved Balakot. Det målte 7,4 på Richter-skalaen, og Jakob Dall var en af de første vestlige fotografer på stedet. Han havde på ingen måde klarhed over katastrofens omfang, før han selv stod midt i det. Vi besøgte byer, hvor der normalt boede 40.000 mennesker, der var fuldstændigt smadrede. På et tidspunkt stod vi oven på en skole, som var blevet til én kæmpestor betonbunke. Så står man der, dybt berørt, og ved, der ligger 400 skolebørn mast sammen lige under dig, og det eneste, der er tilbage, er lugten af død. Otte ud af ti indbyggere mistede livet under jordskælvet. Jakob Dalls billeder fra Balakot gik verden rundt og var med til at sætte gang i nødhjælpsindsamlingen til området. Senere indbragte billederne ham en tredjepris ved World Press Photo i kategorien Mennesker i nyhederne. Det betyder meget for mig at vide, at mine billeder kan hjælpe nogen. Det er vigtigt at have med i bagagen, men lige der vil jeg sige, jeg blev ret følelsesmæssigt berørt. Når man ser sådan en lille dreng, der sidder helt alene og græder på nogle murbrokker, og man godt ved, det var hans hus, og at hans forældre ikke er her mere, så er det svært at være fotograf. Det er nogle barske liv, men det er også sindssygt vigtigt at skildre det. Det kræver, at man virkelig laver tingene grundigt og bliver ved med at opsøge de situationer, der rammer en selv. Etiopien 2008. Dage, uger, måneder uden regn. I 2008 blev det sydlige Etiopien igen ramt af tørke og sult. 17 europæiske redaktører fra førende europæiske fotomagasiner valgte Jakob Dalls fotoserie fra Etiopien til vinder af den prestigefyldte EISA pris

Amuru-distriktet i det nordlige Uganda er præget af ekstrem fattigdom og eftervirkningerne af en 20 år lang, blodig borgerkrig mellem regeringsstyrker og Lord s Ressitance Army. Fotograf Jakob Dall og MS journalist Søren Bjerregaard har besøgt området gentagne gange. Her portrætterer de tre mennesker i Amuru, som kæmper for at skabe en bedre tilværelse. Læs mere på landsbysponsor.dk s.27 Jimi og Beatrice har hinanden, og de har det hårdt Det sidste års tid har ikke gjort livet nemmere for Jimi Okello og Beatrice Pica. Det unge par vil gerne giftes, men Jimi har langtfra penge nok til at betale medgift. 17-årige Beatrice er højgravid og klar til at føde, men pengene er små. Selvom babyen vender forkert, har vi ikke råd til at tage på hospitalet. Vi kan heller ikke gøre noget, hvis vi får et sygt barn, og jeg er bange for, at jeg ikke får nok at spise, til at jeg kan producere mælk nok, fortæller Beatrice. Vi vil gerne have fem børn, så vi kan erstatte afdøde onkler og tanter. Men lige nu er vi for fattige. Den, der er på vej, kommer bare til at gøre livet endnu hårdere, fortsætter hun. Fotograf Jakob Dall har besøgt Beatrice Pica flere gange, senest i april. Da jeg spurgte ind til hendes liv det sidste år, fik hun tårer i øjnene og sagde Der er intet godt sket for mig. Det gik lige i hjertet. Tænk at have det sådan, når man venter et barn. Det burde være en lykkelig ting, men hun følte bare, hendes liv var ødelagt, siger Jakob Dall. Siden sidste år har Jimi plantet markerne til to gange, men intet er lykkedes: Første gang skyllede afgrøderne væk, og anden gang kom der ingenting, siger Jimi, der også drømmer om at blive en stor rapmusiker og producer. Jeg har mange drømme, men lige nu er det vigtigste at skaffe mad på bordet og sikre, at børnene kan komme til lægen, når det er nødvendigt, siger Jimi. s.26 Jeg var et dumt svin Når 42-årige Philip Ogen beskriver sig selv for et år siden, lægger han ikke fingrene imellem. Indtil starten af 2013 lagde han bogstaveligt talt heller ikke fingrene imellem, når han tæskede sin kone, Margaret Acayo. De fleste aftener brugte jeg på at drikke hjemmebrygget alkohol og på at ryge. Når jeg kom hjem, var jeg tit irriteret over et eller andet, og så bankede jeg Margaret. Jeg var et dumt svin, slår Philip fast med en monoton konstaterende stemme, mens han begynder at lede efter en fornuftig forklaring. Det var nok ikke irritation alligevel jeg tror snarere, det var gruppepres. Når mændene sad og drak, var det normen at fortælle om, hvordan vi tæskede konen, hvis hun ikke havde god mad parat, eller hvis hun afviste sex aftenen før. Refleksionsmøderne arrangeret af ActionAid ændrede alt. De fik os til at diskutere, hvorfor vi tæsker vores koner, og hvordan det påvirker vores børn. Den største ændring kom, da jeg forstod, at jeg ikke ejer Margaret. Hun er min partner. Jeg kunne også se, at vi ikke havde betalt skolepenge, fordi jeg drak pengene op. Nu er jeg stoppet med at drikke, stoppet med at ryge og stoppet med at slå Margaret. 38-årige Margaret Acayo er mor til seks og gift med Philip: Han tæskede mig flere gange om ugen, og det var derfor, jeg gik til kvinderådgivningscenteret i Amuru. De sørgede for, at volden blev diskuteret på refleksionsmøderne. I stedet for tæsk får jeg nu penge til at betale skolegebyrer og til mad. Alt har ændret sig mit liv er godt nu, slutter hun.

s.28 Geografi Mozambique Tekst og foto: Mikala Satiya Rørbech, Mellemfolkeligt Samvirke Miséria Eduardo Mabassa s.29 Unge ekskoners klub Fattigdom har ødelagt mange familier i det sydlige Mozambique. I landsbyen Samora Machel Quarter har kvinderne dannet organisationen Foneca, hvor de mødes jævnligt for at tale sammen, genfinde selvrespekten og lægge planer for en bedre fremtid. Blev giftet bort som 13-årig som kone nummer to til sin tantes svoger. Manden nåede at tage sig to koner mere, inden han døde for syv år siden. For Miséria var eneste mulighed at flytte tilbage til sine forældres landsby med sine to børn. Her bor hun nu sammen med sine brødre. At være mor er svært, for jeg ved ikke, hvordan jeg kan støtte mine børn. Min bedste tid på dagen er når jeg laver mad eller læser i Bibelen for mine børn. Jeg beundrer min kusine, som er en fattig kvinde, men selvom hendes mand er død, har hun alligevel sendt sine børn i skole. Jeg ønsker, at min datter bliver sygeplejerske, og at mine to drenge bliver læger. Jeg vil også gerne selv være sygeplejerske, for jeg er hivpositiv og vil gerne hjælpe andre i samme situation. Og så synes jeg, alle kvinder skulle tænke mere over, hvornår de får børn, så de også kan få arbejde og skabe bedre liv for sig selv og børnene. Min udfordring er, at det er hårdt at forsørge børnene selv. Vi var fattige, og min mand tog til Sydafrika for at arbejde, mens jeg var gravid, og så døde han. Anatércia Silva Juhamuche Blev gift som 14-årig, fordi familien ikke havde råd til at betale til skolepenge, så hun kunne fortsætte i skole. Men ægteskabet udviklede sig hurtigt til vold og skænderier. Manden har nu fået sig en ny og yngre kone, og Anatércia er rejst tilbage til sine forældres landsby sammen med sine to børn. At være mor er o.k., men jeg er vred over, at manden ikke ville have os mere. Min bedste tid på dagen er, når jeg er sammen med mine børn og leger med dem. Jeg beundrer: min onkel. Jeg vil gerne være lærer ligesom ham. Jeg ønsker at forandre min landsby. Det er en meget fattig landsby. Vi har brug for bedre huse og mere mad. Min udfordring er at arbejde, så jeg kan skaffe mad til mine børn. Éria Abilio Parruqul Løb væk og blev gift som 16-årig. Har to børn på ni og to år. Men hun skændtes for meget med sin mand og bor nu hjemme hos sine forældre. At være mor alene er udfordrende, fordi jeg selv skal sørge for mad til børnene, sende dem i skole og betale for lægen, hvis de er syge. Min bedste tid på dagen er om morgenen, når jeg skal gøre rent i huset og vaske tøj. Jeg beundrer den sygeplejerske, jeg mødte på hospitalet, og som tog imod nyfødte børn. Da tænkte jeg, at bare det kunne være mig. Jeg ønsker, at mine børn vil klare sig godt i skolen, så de kan passe på sig selv. Udfordringen er, at mændene her omkring har relationer til flere kvinder, og så kommer de aldrig tilbage for at spise eller tale sammen med deres kone. De respekterer ikke deres kvinder, og de er utro. Det er det største problem. Eliza Raphael Mistede begge sine forældre, da hun var 13 år. Og valgte selv at blive gift fremfor at bo sammen med sin voldelige storebror. Hun blev gravid som 14-årig og fik fem børn. Det ene barn døde. Hendes mand er også død, men hun lever stadig sammen med mandens første kone. At være mor er o.k. Det gode er, at der er ingen mand eller svigerfamilie, som kan bestemme over mig eller mine børn nu. Min bedste tid på dagen er tidligt om morgenen, når jeg går alene ud for at arbejde i marken. Jeg beundrer min kusine. Hun startede med at arbejde i kommunen som gadefejer, men nu arbejder hun på kontor. Jeg ønsker, vi havde en sundhedsklinik her i landsbyen. Udfordringen er, at jeg håber, min søn finder et arbejde. Han er droppet ud af skolen nu og vil til Sydafrika for at finde arbejde i minerne.

s.30 Quiz Hvem sagde hvad? Citater fra kvartalet, der gik. Kan du gætte, hvem der sagde hvad om global udvikling og fattigdomsbekæmpelse? Træk streger mellem citater og billeder og find svarene nederst på side 3. Det er en hård tid for dette land. Det er G smertefuldt. F A Vi må sende det budskab ud rundt i verden, at der ikke er nogen skam i at have overlevet seksuel vold at skammen hviler på aggressoren. Du hører disse europæere C sige, at de vil skære i bistanden, men vi behøver slet ikke bistand. Et land som er et af de rigeste i verden. Investorer har en tendens til at vurdere deres muligheder i forhold til det afkast, de kan forvente sig. FN betragter piger som en guldrandet investering. Der er klassisk diplomati, der er B kulturelt diplomati, og nu skal vi snart i gang med økonomisk diplomati. Måske vi også skulle indføre et humoristisk diplomati. Vi kan med rette pege på nedsætning af D u-landsbistanden som finansieringskilde til mere end én ting. Selvfølgelig kan pengene kun bruges én gang. Men så længe de ikke er brugt, så er de ikke brugt. Vi skal investere i mennesker. Det er vigtigt, hvis man E gerne vil skabe stabile samfund på langt sigt. Det handler i høj grad om menneskerettigheder, god regeringsførelse, uddannelse til de unge og respekt for minoriteter, også seksuelle minoriteters rettigheder. 6. Helle Thorning-Schmidt, statsminister i Danmark 2. Angelina Jolie 1. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti 3. Ban Ki-Moon, generalsekretær i FN 7. Goodluck Jonathan, præsident i Nigeria 5. Mogens Jensen, Handels- og udviklingsminister 4. Yoweri Museveni, Ugandas præsident Kalender Kurser Læs mere på ms.dk/kurser September 09.09. København/Global Platform Denmark Globalt Handlerum: Hvordan kan man tænke globalt lokalt? Mellemfolkeligt Samvirke og Globale Skolepartnerskaber inviterer til inspirationsdag for undervisere, der ønsker konkrete ideer og inspiration til, hvordan man kan arbejde med det globale i undervisningen uden nødvendigvis at skulle rejse langt væk. 15.09 24.10 København Strategisk Kommunikator kommunikation og ledelse i politiske organisationer 6-ugers selvvalgt uddannelse for ledige, som giver dig redskaberne til at arbejde med politisk og strategisk kommunikation, så du i fremtiden kan håndtere komplekse kommunikationssituationer og sætte dagsordenen i politiske drøftelser. 27.09 30.11. København Global Meningsdanner Er du morgendagens debattør, der blot mangler redskaberne til at få dit budskab ud over rampen? Vi udvælger 20 skarpe hjerner, som vi klæder på til debat over fem weekender. Kurset inviterer til, at du træder ud af tilskuerrollen og ind i debatten. Stop jordtyveri i Afrika. Vi vil ikke finde os i det s.31 30.09. København Elevmotivator Kursus for undervisere, som får redskaber til at skabe aktiv læring med eleverne. Du går hjem med et bredt udvalg af metoder inden for grafisk facilitering, aktive læringsøvelser og psykologiske motivationsfaktorer. Oktober 13.10. 19.10 København International Youth Leadership Seminar Arbejder du med ledelse af frivillige, eller er du ved at planlægge et projekt eller en kampagne med frivillige? Vi har samlet de bedste redskaber til frivilligledelse og skruet et program sammen, der giver dig praktisk erfaring fra dag ét. Andet Drenge søges til Work Camps Der er generelt mange flere piger end drenge, som benytter sig af tilbuddet, og da Work Camp-pladserne er delt 50/50 mellem piger og drenge, mangler de fleste Work Camps stadig et par drenge. Work Camps varer 2-3 uger, koster 1700 kr. og inkluderer for det meste kost og logi. globalcontact.dk/workcamp Skat, hvor er du? Den 18. august drager 10 unge mennesker fra Zambia, Bangladesh, Nigeria og Kenya ud på en rejse rundt i Danmark. De er deltagere i Mellemfolkeligt Samvirkes oplysningsprojekt Skat, hvor er du?, der løber over to uger. Læs mere på ms.dk/skattejagt www.ms.dk/jordtyveri

Maskinel Maskinpost ID-46341 Mellemfolkeligt Samvirke Fælledvej 12 2200 København N Dine handlinger og din støtte hjælper Myanmar Opråb skaffer skolegang Mange børn på landet i Myanmar har ikke mulighed for at komme i skole. I landsbyen Kha Yu Chaung fik ingen af børnene uddannelse, fordi der ikke var nogen lærere. En af MS/ActionAids fellows, som er unge, der arbejder for at skabe positive forandringer på landet, skrev en artikel i en regional avis, som gjorde offentligheden og regeringen opmærksom på problemet. Det resulterede i, at der blev ansat to lærere, så 56 elever fra 1. til 5. klasse nu modtager undervisning. Bangladesh Netværk for syreofre Angreb med syre er en brutal realitet for kvinder i Bangladesh. Derfor støtter MS/ActionAid Bangladesh et netværk for syreofre. Netværket, som har 260 medlemmer, hjælper kvinderne med de store psykologiske, sociale og økonomiske udfordringer, de har som syreofre. Sidste år modtog 80 syreofre undervisning, så de blev i stand til at skabe deres egen indtægt. Netværket har også skaffet stipendier til fem kvinder, så de kan påbegynde en uddannelse. Egypten Slut med døde dyr i vandet Hossam Ahmad på 24 år bor i byen Faiym, som ligger 100 kilometer fra Cairo. Her er andelen af indbyggere, der lever for under en dollar om dagen, steget fra 29 procent til 41 procent på ti år. En dag opdagede Hossam Ahmad, at der flød et utal af døde dyr rundt i den vandcisterne, som leverer drikkevand til byens indbyggere. Sammen med en gruppe af unge har han, gennem MS og en partnerorganisation, modtaget undervisning i at lave politiske kampagner. Derfor fik gruppen hurtigt sat en underskriftindsamling i gang, som krævede, at kommunen rensede cisternen. Kampagnen blev en succes, og indbyggerne har nu rent drikkevand Zimbabwe Hjælp efter oversvømmelse Store oversvømmelser ramte i februar Mbire-distriktet i Zimbabwe. Området består af 2000 boliger, hvoraf 800 fik skader, og flere områder med afgrøder blev ødelagt. MS/ActionAid identificerede 165 af de mest udsatte familier, som oftest bestod af ældre mennesker, handicappede, enker og folk med kroniske sygdomme. Hver i sær modtog de 10 kilo majs-såsæd, som er hurtigtvoksende og i løbet af få måneder kunne brødføde familierne.