Far kan også være moar Barsel for mænd plejer at være noget med to uger efter fødslen. Men far bestemmer selv, om han vil være noget for sit barn det første år. Jeg lærte min søn at kende på en helt ny måde, da vi havde orlov sammen. Af Emil Rottbøll Det er mandag morgen, men jeg er stadig i nattøj. Rikke pakker sin taske og gør sig klar til at tage på arbejde. Jeg står i døren med Anton på armen og vinker farvel. Anton er ni måneder gammel, og min kones orlov er slut. Vi har haft nogle måneders barsel sammen, men nu står jeg på egne ben. Jeg har været alene med Anton før, men det her er anderledes. Nu er det mig, der skal få hverdagen til at fungere, få huset til at løbe rundt, tænke forud, så vi ikke løber tør for babymad og bleer. Men jeg glæder mig til det. Jeg kan ikke vente med at lukke den dør, så jeg selv står med ansvaret for min dreng. Så vi kan lave lige, hvad vi har lyst til - i et halvt år. Som studerende har jeg friheden til selv at bestemme længden af min orlov, jeg får bare ikke penge for det. Derfor har jeg grebet chancen for at lære min søn at kende fra starten. Mor fylder helt naturligt meget i Antons lille hoved, for han har kendt hende, siden han var på størrelse med en vingummibamse, og det er her, man får mad. Men væk er mor. Væk er den sikre trøst ved mors bryst. Nu er muligheden der for at vise knægten, hvorfor ham far egentlig blander sig i hans udmærkede forhold til hende den søde med mælken. Tyd hans tegn Samtidig har jeg også luret en lejlighed til at trække stikket ud til en 50 timers arbejdsuge plus 5 timers daglig transport. Nu skal jeg læse en masse bøger og nå alle de ting, jeg ikke får gjort i hverdagen. Det er i hvert fald planen. Men jeg når dårligt nok at vinke farvel til mor på cyklen, før jeg fornemmer min fritid svinde ind til en usynlig plet for enden af en lang tunnel af gøremål. Majsgrøden syder truende på komfuret, mens el-kedlen koger vand til mælkeflasken, der står skjult for sønnike for ikke at fremkalde scener, som var han akut underernæret. Samtidig forsøger jeg at holde junior stangen med en lind strøm af legetøj, som jeg sparker hen til ham. Alligevel stiger krævelydene støt i volumen nede fra gulvet. Endelig er maden færdig. Selv majsgrøden kan dog ikke stoppe hans lette klynken. Anton kigger på mig og gentager lyden. Han prøver at fortælle mig et eller andet. Jeg prøver at give ham mere grød, mere frugtmos, en blanding af de to, en rangle, indtil jeg ser, han ikke har noget at drikke. Hurtigt
henter jeg en kop vand, som han grådigt skyller i sig. Lyden forsvinder, og han æder grød igen. Triumf. Endnu større er min stolthed samme aften, da han siger den samme lyd. Mens Rikke forsøger at afkode den, gentager jeg tryllenummeret med vandet. Hun nikker anerkendende, og jeg undertrykker et smil for ikke at virke overlegen. Men for første gang ved jeg noget om vores dreng, som hun ikke gør. Vi er allerede ved at opbygge vores eget sprog. Klar til take-off Ugerne går mens Anton og jeg finder vores rytme. Efterhånden er jeg blevet så rutineret til at vaske tøj, købe ind, lave mad, vaske op, forberede næste måltid, gøre rent, skifte ble og putte barn, at jeg faktisk har tid til at sætte mig ned med avisen og en kop kaffe, mens sønnike tumler på gulvet. Men Anton er rastløs. Der skal ske noget. Han vil ud af lejligheden, og turen til Netto tæller altså ikke. Jeg har intet andet valg end at skylle den sidste kaffe ned og påbegynde det af raketforskere frygtede projekt, der hedder iklædning af barn i flyverdragt med videre. I første omgang går vi bare ned på legepladsen på græsset. Den ligger ikke 50 meter fra hoveddøren, og i geografisk forstand kan det knapt nok klassificeres som en tur. Men i praksis kunne det lige så godt være en rejse til månen. Forberedelsestiden i begge ender overstiger op til flere gange de faktiske tyve minutters leg på græsset. Nogle dage senere har vi skåret minutter af flyverdragtprocessen, så der også er plads i programmet til at gå i legestue i den lokale kirke. Her render en flok poder rundt i et stort rum med legetøj, mens forældrene sidder i en lille rundkreds på madrasser med de mindste. Eller det vil sige, mødrene gør. Hankøn ældre end to år er yderst sjældne på disse kanter, og de få af slagsen er typisk i følge med en mage. Men Anton er i himmerige. Der findes andre mennesker på samme størrelse som ham! Han misser ikke en mulighed for at slikke på legetøj, en artsfælle også har haft i munden, og andre former for socialt samvær for småfolk. Efter fem minutter har han møvet sig ud i livet på egen hånd, og jeg sidder alene tilbage med en telefon med hjul og øjne. Automatisk bliver jeg hevet med i en samtale om kravleteknikker hos to mødre ved siden af mig. På vej hjem har jeg allerede glemt deres navne. Det er bare Pelles mor og Cecilies mor. Efter vi har været der et par gange, aner jeg stadig ikke, hvad de hedder, endsige hvad de laver til daglig. Men jeg kan i detaljer redegøre for deres fødsler. De kalder også bare mig Antons far. Al
snak er babyrelateret. Hvis jeg skulle være i tvivl, får jeg det nu hugget ud i stentavler: Anton er dit liv, du er hans far og ikke andet. Selvfølgelig kan og vil jeg ikke snakke med om ømme bryster og smerter i underlivet, men derudover er der ingen forskel på mig og de andre børns mødre. Det kræver sin mand ikke at føle sig som en kvinde. Selv Anton har fanget det. Moar er hans samlebetegnelse for Rikke og mig. Eller faktisk for folk, der deler mad ud, når man kalder. Han er ikke så fedtet med udtrykket. Jeg er ikke en kvinde Blandt venner og kolleger går det sværere med at forstå, at jeg som mand har taget så lang barsel. En dag tager vi forbi studiet for at ordne nogle praktiske ting. Så kan jeg også vise junior frem. Hvad skal du lave? spørger flere mig også kvinder, da jeg fortæller hvor lang tid, jeg har orlov. Næppe noget, de ville spørge en nybagt mor om. Jeg svarer bare: Jeg skal være sammen med min søn! Nåårrh, siger kvinderne så til mig, ikke til Anton. De synes, det er nuttet, at jeg tager ansvar for mit barn. Jeg kommer hurtigt til at føle mig som inkarnationen af den bløde mand, selv om jeg på ingen måde pylrer om Anton. Men om jeg så havde planlagt seks måneders overlevelsesfærd i Sibirien, hvor vi selv skulle fange og flå vores mad, havde de stadig omklamret min omsorg med lyserødt tyl. At passe børn er åbenbart et kvindejob, og hvis man som mand alligevel gør det, må det være fordi, man er i god harmoni med sin kvindelige side. Og det er nuttet. Det er bare synd, da det hurtigt kommer til at betyde, at det er mandens job at være ligeglad. Men jeg er ikke ligeglad, og jeg er ikke en kvinde, ikke engang halvt. Vi leger vildt og går ud i regnvejr. Anton får lov til selv at komme uden om stole midt i kravlebanen og op ad stigen til rutsjebanen. Og han får lov til selv at slå sig med måde. Vi nyder dagene sammen, far og søn på opdagelse i verden, indtil vi ikke har flere. Anton ud i livet En varm julidag følger jeg for første gang Anton i vuggestue. Han er lykkelig for det. Han trænger til at være sammen med andre børn. Og jeg trænger til at være sammen med andre voksne. Man bliver træt af at lege. Alligevel bliver det svært at vinke farvel til ham. Meget mere for mig, end for ham. Måske fordi han ikke forstår, at det nu er slut med de lange dage bare os to, hvor vi ikke skal andet end at være
sammen. Fra nu af vil vi kun se hinanden et kort øjeblik om morgenen og så igen om aftenen. Det føles uendeligt forkert, når nu vi er blevet vant til bare at have hinanden. Pludselig skal jeg igen til at have et liv, han ikke er en del af. Og mest forfærdeligt skal han til at have et, jeg ikke kan blive en del af. Men det er det rigtige, kan jeg mærke, lige så snart vi kommer ind på vuggestuens legeplads. Han tonser rundt med de andre børn. Det er dejligt at se ham skabe kontakt til andre og få venner som et rigtigt lille menneske. Her kan jeg ikke hjælpe ham længere. Han skal selv lære det. Og han vil selv. Efter et par dage behøver jeg ikke blive der mere. Anton gider knap nok vinke til mig. Da jeg kommer hjem, er det helt utroligt, hvad jeg pludselig kan nå i løbet af en dag. Gøremålene er klaret på ingen tid, og frokost tager kun et kvarter. Nu har jeg faktisk tid til at læse en af de bøger, der har samlet støv på hylden det sidste halve år. Men det føles underligt. Jeg kan ikke forstå, at vores lange dage er forbi. Selv når han er i vuggestue i dag, snart et år efter, går jeg stille forbi hans dør for ikke at vække ham. For vores forhold er lige så tæt, som var jeg stadig på barsel. Rikkes boks Anton ved, vi begge er der Emil valgte at holde et helt års orlov med Anton. Det betød at vi kunne holde fem måneders barsel sammen. Fem måneder hvor vi ikke skulle andet end at lære hinanden at kende alle tre, hvor vi havde al tid i verden til at blive en familie. De måneder har vi stadig glæde af. Vi kom helt ned i gear og fik tid til bare at nyde hinanden. Jeg har et godt og tæt forhold til min søn, og det glædeligste er, at det har hans far også. Emil har en lige så stor plads og betydning i Antons liv, som jeg har. Og dét er fedt. Anton ved, vi begge er der for ham, for det har vi hele tiden været. Jeg er ofte væk flere dage ad gangen i forbindelse med mit arbejde. Her spørger folk mig ofte: Nå, hvem passer så Anton, nu hvor du er væk? Men Anton bliver ikke passet af sin far, de er bare hjemme sammen. Det var Emil, der var hos ham, da han tog sine første skridt og jeg fik fluks både sms og billede tilsendt af den lille dreng, der nu stod på egne ben. Med sin far lige ved siden af. Faktabokse Hvad kan jeg få?
Alle fædre har ret til to ugers barselsorlov efter fødslen. Fra barnet er 14 uger gammelt har du 46 ugers orlov til deling med moren. I kan holde dem sammen eller på skift. Der er dog kun fulde dagpenge i 32 uger. På mange arbejdspladser kan man også holde orlov uden løn, så skal man bare selv spare op. Kilde: 3F Flere fædre på barsel (Tallene for 2007 kommer i starten af april) I 2005-2006 tog fædre i gennemsnit 22 dages barselsorlov. Det er 4 dage mere end året før. Men 18 af dagene holdt de sammen med mor. Kvinderne tager stadig 94 % af den samlede orlov. Kilde: Danmarks Statistik Hvad skal man lave? Mange kommuner og kirker arrangerer legestue en eller flere gange om ugen. Det består typisk af et stort rum, en række madrasser og en masse legetøj. Det er åbent for alle børn og voksne. Der findes særlige legestuer for fædre med småbørn i København, Roskilde og Kolding. Læs mere på www.farslegestue.dk. Babyrytmik er en mere aktiv form for samvær - man skal være klar til at synge og danse med sit barn. Kig efter i den lokale kirke, idrætsforening eller på biblioteket, om det findes nær jer. De færreste mænd har mod på at overtage kvindens mødregruppe. Derfor kan fædregrupper være en god ide. Her er der ikke så meget te og hyggesnak, da fædrene oftest foretrækker en mere aktiv måde at være sammen på. Spørg jeres sundhedsplejerske om hjælp til at finde sammen med andre fædre.