war requiem Fredag 5. oktober kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal Lørdag 6. oktober kl. 18:00 Malmö Konserthus

war requiem Dirigent / Lan Shui Medvirkende / Yana Kleyn, sopran / Niels-Jørgen Riis, tenor / Günter Haumer, baryton / DKDM Kammerkor / Kammerkoret Hymnia / Kammerkoret Camerata / Københavns Drengekor Fredag 5. oktober kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal Lørdag 6. oktober kl. 18:00 Malmö Konserthus

Aftenens dirigent / Lan Shui PROGRAM Lan Shui Lan Shui har været kunstnerisk leder og chefdirigent ved Singapore Symphony Orchestra siden 1997 og tiltrådte i 2007 derudover stillingen som chefdirigent for Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil. Under Lan Shuis ledelse har Singapore Symphony Orchestra udviklet sig til et orkester i verdensklasse, og han har sammen med orkestret eksklusivaftale med plademærket BIS. Han har dirigeret orkestret på flere meget roste turneer i Tyskland, Schweiz, Japan, Kina, Hong Kong, Taiwan, Frankrig, Spanien og USA. Som gæstedirigent har Lan Shui stået i spidsen for en lang række orkestre både i USA, Canada og Europa bl.a. Baltimore Symphony, Detroit Symphony, Houston Symphony, Minnesota Orchestra, Deutsches Symphonie Orchester (Berlin), Göteborg Symfoniorkester samt Radioorkestrene i Frankfurt og Stuttgart. Han har optrådt på festivaler som Tanglewood, Aspen, Round Top, Eastern Music og Casals Festivalen. Lan Shui er født i Hangzhou i Kina, har studeret komposition på konservatoriet i Shanghai og har taget eksamen i direktion fra konservatoriet i Beijing. I 1986 fortsatte Lan Shui sine studier ved Boston University og deltog i Tanglewood Festivalen, hvor han arbejdede tæt sammen med Leonard Bernstein. Fra 1992-94 var han assistent for dirigenten David Zinman ved Baltimore Symphony Orchestra. Fra 1994-97 var han Neeme Järvis assistent ved Detroit Symphony og Kurt Masurs assistent ved New York Philharmonic samtidig med, at han deltog i Boulez og Cleveland Orchestras Young Conductors Project i Paris. Dirigent / Lan Shui (chefdirigent) Medvirkende / Yana Kleyn, sopran Niels-Jørgen Riis, tenor Günter Haumer, baryton DKDM Kammerkor Kammerkoret Hymnia Kammerkoret Camerata Københavns Drengekor benjamin britten (1913-1976) war requiem, op 66 (1962) 85 Requiem Aeternam Dies Irae Offertorium Sanctus Agnus Dei Libera me Koncerten er en fællesproduktion med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og en del af Øresundsfestivalen Music Around. Siden 1998 har Lan Shui indspillet over 16 cd er på plademærket BIS. Hans cd, Seascape, blev valgt som en af de bedste udgivelser i 2007 af International Music Web. Han har modtaget flere internationale priser bl.a. fra Beijing Arts Festival, New York Tcherepnin Society, Besancon dirigentkonkurrencen i Frankrig og Boston University (Distinguished Alumni Award). 4 5

Programnoter / Eva Maria Jensen Britten war requiem Den katolske messe populært kaldet Requiem-messen (efter begyndelsesordet i messens første sats, Introitus) har en lang historie bag sig. I mange århundreder blev den sunget enstemmigt ved begravelser og mindehøjtideligheder med latinsk tekst og efter den gregorianske tradition. Men allerede i 1400-tallet begyndte komponister at udsætte teksten flerstemmigt. Efterhånden løsrev Requiem sig fra den liturgiske praksis i Mozarts Requiem. Fra 1791 transformeredes genren fra at være liturgisk musik til at være koncertsalsmusik, der musikalsk fortolkede tekstens teologiske og følelsesmæssige aspekter. Fra senere tid kendes mange storslåede Requiem f.eks. af Verdi, Berlioz, Gounod og Dvorak. De benytter alle den samme, latinske tekst, mens Brahms i sit Tyske Requiem selv sammensætter den bibelske tekst og skaber et originalt, meget personligt værk. Her står Brittens War Requiem i gæld til Brahms Requiem. Britten bruger de traditionelle messesatser og den latinske tekst, men han supplerer med poetiske tekster af Wilfred Owen en digter, der faldt i første Verdenskrig kun 25 år gammel. Teksterne belyser hinanden og skærper værkets udsagn. War Requiem blev uropført i maj 1962 ved en genindvielse af domkirken i Coventry, som blev bombet i november 1940. Britten, der var pacifist, komponerede værket for at ære dem, der døde under krigen (uanset på hvilken side de kæmpede). Det skulle være et vidnesbyrd om krigens meningsløshed og brutalitet samt en slags soning af hele menneskehedens kollektive skyld. De tre solister ved uropførelsen repræsenterede de tre kæmpende nationer: Rusland (sopran), England (tenor) og Tyskland (baryton). Brittens War Requiem er skrevet for tre solister, to kor (et blandet kor og et drengekor) og to orkestre (et symfoniorkester og et kammerorkester). Værket er i seks satser, der alle har titler fra messen: Requiem Aeternam (introitus), Dies Irae, Offertorium, Sanctus, Agnus Dei og Libera me (der synges efter messens afslutning). To af solisterne, en tenor og en baryton, synger Owens engelske tekster akkompagneret af kammerorkester, mens sopranen synger den latinske tekst sammen med koret og det store orkester. Værket begynder i den liturgiske atmosfære messende kor og klokkeklange. Der bedes for de faldne, mens orkesterakkompagnementet vokser i styrke og maler et skrækscenarie, som ingen bøn passer til. Men hvilke klokker klemte for dem, der dør som kvæg? spørger tenoren i den første poetiske tekst. På slagmarken var der ingen liturgier, intet lys, undtagen det skrækkens lys, der kunne ses i de dødes øjne. Traditionelt udløser War Requiems anden sats, Dies irae, de største følelsesmæssige bevægelser. Her skildres dødsangsten, og der males dystre dommedagsbilleder med de sidste basuner. Teksten slutter med en fortælling om grådens dag, Lacrimosa. Britten lader koret deklamere teksten nøgternt oven over orkestrets skildring af kamp og ødelæggelse. Stemningen ændres dog i løbet af satsen, og når sopransolisten træder ind med sin grådfyldte Lacrimosa, kan ingen tilhørere sige sig fri for at føle samme sorg, som den hun synger om. De digteriske indslag er forskelligartede: Fra barytonsoloens lyriske fjerne horn, gennem begge solisters dialog om at gå sammen i kamp mod døden. Den latinske tekst om helvedets flammer (Confutatis) modsvares af solosangens fortælling om den store kanons sorte arm. I løbet af Lacrimosa kan man ane et håb om opstandelse ( flyt ham ud i solen ). Hele den 30 minutter lange sats slutter med en inderlig bøn: Pie Jesu. Det næste messeled er et Offertorium. Til den liturgiske tekst, der kredser om en ofring, svarer den poetiske sats for to solister, der parafraserer den gammeltestamentlige fortælling om Isaaks ofring. I modsætning til Bibelen, hvor en engel i sidste øjeblik standser faderens arm, er den moderne Abraham ubarmhjertig. Han lytter ikke til englen og slagter sin egen søn og halvdelen af Europas ungdom med, én for én filføjer Owen bittert, og Britten lader de grusomme ord afbryde den latinske slutbøn. Sanctus begynder med sopranens stille lovprisning af Gud, der efterfølges af korets og orkestrets gloriøse sats. Gud er stor og mægtig, men også frygtindgydende. Han har magt til at skænke os det evige liv, som den poetiske tekst antyder: Skal liv forny de døde? Dog bør trængsler og rædsler ikke blive glemt: De gamle ar skal ej forherliges, ej heller mine tårer tørres. I den korte Agnus Dei ( Guds Lam ) alternerer tenorsolo med koret. Den poetiske tekst sammenligner de døde soldater med Kristus, som Han uskyldigt har korsfæstet. I den sidste sats, Libera me, deltager alle medvirkende: Begge kor, begge orkestre og alle solister. Efter en stille begyndelse overvældes vi igen af apokalyptisk gru. Dies Irae musikken gentages endnu voldsommere end før. Den solistiske sats maler et landskab efter kamp, et dødens landskab. De faldne er ikke længere hinandens fjender: Jeg er den fjende, du dræbte, min ven og begge solister forenes i en bøn: Lad os sove nu, mens koret synger om englene, der leder ind i Paradiset. War Requiem er et musikalsk mesterværk af de helt store. I løbet af værket formår Britten at føre krigens dybe tragedie op mod den forsoning, han skildrer i himmelske klange. 6 7

Yana Kleyn et ungt stjerneskud allerede soleklar på selv de højeste toner. Anmelderroserne regner ned over so pran, Yana Klein, der trods sin unge alder allerede har vist sit talent på de skandinaviske scener i en række af de helt store partier. Senest som Leonora i Troubaduren på Det Kgl. Teater i november 2011. Yana Kleyn er født i Moskva. I 2000 skiftede hun klaveret ud med studier hos professor Khudyakova som sopran. I 2009 debuterede hun fra The Russian Music Academy of Gnessin hos professor Terentieva. Herefter forsatte hun studier ne i Danmark og debuterer i 2012 fra solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole. På Benedetta Enterprise Theatre i Moskva har Yana Klein sunget Mimì i La Bohème, Leonora i Troubaduren, Tatjana i Eugine Onegin og Lisa i Tjajkovskijs Spar Dame. I 2010 fik hun sin internationale debut som Mimí i La Bohème på Opera på Skäret Festival i Sverige og som solist med Alban Bergs Sieben Frühe Lieder med Malmö Opera Orkester. Siden har hun med sin intense lyriske stemme og brilliante koleratur opnået adskil lige engagementer i Norden bl.a. som Michaela i Carmen på Opera på Skäret Festival, som Liù i Turandot, Michaela i Carmen og Desdemona i Othello på Den Kgl. Opera i Stockholm samt som Lauretta i Gianni Scicchi på Opera Bergen. niels-jørgen riis Først som 25-årig besluttede Niels-Jørgen Riis sig for at tilsidesætte agronomstudierne på Landbohøjskolen og søge ind på Operaakademiet i København, hvor han blev optaget. I 1996 fik han sin debut på Det Kgl. Teater som lærlingen i Wagners Mestersangerne, og efter han afsluttede studierne i 1998, har han haft sin daglige gang på Det Kgl. Teater som fast ansat i Den Kgl. Operas Solistensemble. Den erfarne tenor har sunget et utal af store partier på Det Kgl. Teater bl.a. Nemorino i Donizettis Elskovsdrikken, Alfredo i Verdis La Traviata, Leander i Carl Nielsens Maskerade, Hertugen i Verdis Rigoletto, Titelpartiet i Massenets Werther, Fenton i Verdis Falstaff, Lenskij i Tjajkovskijs Eugen Onegin for ikke at tale om hans yndlingsparti Rodolfo i Puccinis La Bohème, som han har sunget 30 gange. Udover jævnligt at optræde som solist med alle de danske symfoniorkestre har han givet koncerter med bl.a. Kungliga Filharmonikerna i Stockholm, Bergen Filharmoniske Orkester, Trondheim Symfoniorkester samt medvirket ved adskillige messer og oratorier med professionelle ensembler. I 2001 modtog Niels-Jørgen Riis både Axel Schiøtz Prisen, Edith Allers Mindelegat og Holger Bruusgaards Legat. günter haumer Den østrigske baryton Günter Haumer er født i Wien. Han begyndte at spille klaver som barn, og som 13-årig startede han studierne i klarinet på Hochschule für Musik und darstellende Kunst i Wien hos professor Peter Schmiedl fra Wiener Filharmonikerne. Det var dog studierne på samme uddannelsessted i lied- og orato riesang, opera og sangpædagogik samt fortsatte studier i sangteknik hos Helena Lazarska, Graziella Sciutti og Wicus Slabbert på Royal College of Music i London, der skulle skabe hans fremtidige store karriere. Med sin bemærkelsesværdige og fleksible stemme har Haumer sunget sig ind på de store scener bl.a. Musik verein i Wien, Citè de la Musique i Paris, Salzburg Festival, Philharmonia Warsaw, Abbaye de Royaumont og Festspielhaus St. Pölten. Han har arbejdet sammen med flere berømte dirigenter som Fabio Luisi, Peter Schrei er, Sir David Willcocks, Gèrard Lesne og Christian Järvi. I de store operahuse i Europa og Sydamerika har han sunget adskillige partier f.eks. i Don Giovanni, som Grev Almaviva i Figaros Bryllup, Danilo i Den Glade Enke, Demetrius i En Skærsommernats Drøm og Aeneas i Dido og Aeneas, og han er desuden kendt for sine partier på den moderne operascene. Som liedsanger har Haumer sin helt store interesse i det romantiske og senromantiske repertoire. Hans nuan cerede og udtryksfulde fortolkninger bragte ham så ledes en invitation fra Korngold Society i samarbejde med London Royal Philharmonic Orchestra i mindeåret for Korngold i 2007, hvor han med stor succes opførte Korngolds sange i hele Europa. Günter Haumer er at finde på utallige CD er og DVD er, og han har medvirket i mange TVog radioudsendelser bl.a. som baryton i filmen Wolfgang Who fra Mozart-året 2006. 8 9

War Requiem Tekst / Den katolske requiemmesse. Oversættelse fra Salme- og bønnebog 1951 samt digte af Wilfred Owen (1893-1918). Oversættelse DR. II. Dies irae Dies irae, dies illa solvet saeclum in favilla; teste David cum Sybilla. II. Dies irae Vredens dag i tidens fylde, spået af David og Sibylle, verden skal i flammer hylle. I. requiem aeternam Requiem aeternam dona eis, Domine, et lux perpetua luceat eis. Te decet hymnus, Deus, in Sion, et tibi reddetur votum in Jerusalem; exaudi orationem meam, ad te omnis caro veniet. Requiem aeternam dona eis, Domine, et lux perpetua luceat eis. What passing-bells for these who die as cattle? Only the monstrous anger of the guns. Only the stuttering rifles rapid rattle can patter out their hasty orisons. No mockeries for them from prayers or bells, nor any voice of mourning save the choirs, - the shrill, demented choirs of wailing shells; and bugles calling for them from sad shires. What candles may be held to speed them all? Not in the hands of boys, but in their eyes shall shine the holy glimmers of good-byes. The pallor of girls brows shall be their pall; their flowers the tenderness of silent minds, and each slow dusk a drawing-down of blinds. Kyrie, eleison. Christe, eleison. Kyrie, eleison. I. requiem aeternam Herre, giv dem den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem. Drengekor: Til dig, o Gud, sømmer det sig at frembære lovsang på Sion, til dig skal der bedes i Jerusalem; Herre, hør min bøn, til dig kommer alt kød. Herre, giv dem den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem. Hvilke klokker klemter for dem, der dør som kvæg? Kun kanonernes rædsomme rasen Kun de stammende riflers ilsomme knitren kan plapre frem deres hastige bønner. Intet blændværk får de af bøn eller klokke, og ingen klagesang, blot disse kor: skingre, afsindige kor af granathyl og horn, der kalder fra den triste hjemstavn. Hvilke kærter kan vel lyse til farvel? Ikke i drengehænder, men i deres blik skal det hellige afskedslys skinne. Pigekinders bleghed skal ligklæde være, og blomsterne de tavse sinds ømhed Hver langsom skumring daler som et slør. Herre, forbarm dig over os! Kristus, forbarm dig over os! Herre, forbarm dig over os! Quantus tremor est futurus, quando judex est venturus, cuncta stricte discussurus. Tuba mirum spargens sonum per sepulchra regionum coget omnes ante thronum. Mors stupebit et natura, cum resurget creatura, judicanti responsura. Bugles sang, saddening the evening air, and bugles answered, sorrowful to hear. Voices of boys were by the river-side. Sleep mothered them; and left the twilight sad. The shadow of the morrow weighed on men. Voices of old despondency resigned, bowed by the shadow of the morrow, slept. Liber scriptus proferetur, in quo totum continetur, unde mundus judicetur. Judex ergo cum sedebit, quidquid latet apparebit; nil inultum remanebit. Quid sum miser tunc dicturus? Quem patronum rogaturus, cum vix justus sit securus? Rex tremendae majestatis, qui salvandos salvas gratis, salva me, fons pietatis. Gru og angst og rædsler kolde vil vor Herres komme volde, når han dommedag vil holde. Over slægtens grave gjalde domsbasunerne og kalde for Guds trone alt og alle. Døden og naturen bæver, når hver skabning frem sig hæver, som hin røst til regnskab kræver. Baryton: Fjerne horn sorgfuldt klang i aftenluft, og horn, der svared, hørtes trist og tungt. Drengestemmer ved flodens bred. Søvn lulled dem og lod tusmørket trist. Og skyggen af i morgen tynged mænd. Mistrøstighedens stemmer faldt til ro, kuet af morgenens skygge sov de ind. Sopran: Bogen bliver da opslagen, den, som lægger alt for dagen, hvoraf dommen bliver dragen. Dommeren sit sæde tager, alt det skjulte han ransager, intet sig hans dom unddrager. Hvad skal da jeg stakkel svare? Hvem vil da mit regnskab klare, når den bedste står i fare? Drot med almagts tordenmine, som af nåde frelser dine, godheds væld, frels mig af pine. 10 11

Out there, we ve walked quite friendly up to Death; sat down and eaten with him, cool and bland, pardonned his spilling mess-tins in our hand. We ve sniffed the green thick odour of his breath, our eyes wept, but our courage didn t writhe. He s spat at us with bullets and he s coughed shrapnel. We chorussed when he sang aloft; we whistled while he shaved us with his scythe. Oh, Death was never enemy of ours! We laughed at him, we leagued with him, old chum. No soldier s paid to kick against his powers. We laughed, knowing that better men would come, and greater wars; when each proud fighter brags he wars on Death for Life; not men for flags. Recordare, Jesu pie, quod sum causa tuae viae; ne me perdas illa die. Quaerens me, sedisti lassus, redemisti crucem passus; tantus labor non sit cassus. Ingemisco tamquam reus, culpa rubet vultus meus; supplicanti parce, Deus. Qui Mariam absolvisti, et latronem exaudisti, mihi quoque spem dedisti. Tenor og baryton: Derude gik vi venligt hen til døden, sad ned og spiste med ham, køligt, blidt tilgav, at han slog kruset af vor hånd. Indsnusede hans åndes tykke grønne stank, vort øje græd, det mindsked ej vort mod. Han spytted kugler mod os, og han hosted granater. Vi sang omkvæd til hans sang; vi fløjted, mens hans le os strejfed. O, aldrig har døden været vor fjende! Vi lo ad ham, han blev vor gamle ven. Soldaten bør ej kæmpe mod hans magt. Vi lo, vi vidste: bedre mænd vil komme, og større krige hvor den stolte praler af krig mod død for liv; og ej mod mænd for faner! Kom i hu, o Jesu fromme, jeg var årsag til dit komme; spar mig da for dødens domme. Du, som søgte mig med møde og for mig på korset døde, lad dit værk ej lægges øde. Hør mig stønne i min brøde, se min kind af skammen gløde, skån mig, Gud, lad mig ej bøde. Tilgav du en synderinde, lod en røver nåde finde, hvorfor skal mit håb da svinde? Dies irae, dies illa solvet saeclum in favilla; teste David cum Sybilla. Quantus tremor est futurus, quando judex est venturus, cuncta stricte discussurus! Lacrimosa dies illa, qua resurget ex favilla judicandus homo reus: Huic ergo parce, Deus. Move him into the sun Gently its touch awoke him once, at home, whispering of fields unsown. Always it woke him, even in France, until this morning and this snow. If anything might rouse him now the kind old sun will know. Lacrimosa dies illa... Think how it wakes the seeds, woke, once, the clays of a cold star. Are limbs, so dear-achieved, are sides, full-nerved still warm too hard to stir? Was it for this the clay grew tall? Vredens dag i tidens fylde, spået af David og Sibylle, verden skal i flammer hylle. Gru og angst og rædsler kolde vil vor Herres komme volde, når han dommedag vil holde. Store dag, du kummerfulde, når vor slægt står op af mulde, og når dommens time kommer: Vær da, Gud, en nådig dommer. Flyt ham ud i solen engang vækkede den ham blidt, hjemme, hviskende om usåede marker. Altid vækkede den ham, selv i Frankrig, til denne morgen og denne sne. Hvis noget nu kan vække ham, da véd den gamle sol det. Store dag, du kummerfulde... Husk på, den vækker sæden, den vækkede den kolde stjernes ler. Kan dyrebare lemmer, kan vel kroppe, fulde af kraft endnu varme ej bevæges? Var det for dette, leret voksed op? Inter oves locum praesta, et ab haedis me sequestra, statuens in parte dextra. Confutatis maledictis, flammis acribus addictis; voca me cum benedictis. Oro supplex et acclinis, cor contritum quasi cinis: Gere curam mei finis. Be slowly lifted up, thou long black arm, great gun towering toward Heaven, about to curse; reach at that arrogance which needs thy harm, and beat it down before its sins grow worse; but when thy spell be cast complete and whole, may God curse thee,and cut thee from our soul! Du fra bukkene mig skille og blandt fårene mig stille ved din højre, Jesu milde. Når de dømte stå til skamme, skyldige til Helveds flamme, du i nåde mig annamme. Se mit hjerte i elende sønderknust til dig sig vende: Hjælp mig til en salig ende. Baryton: Løft dig langsomt, lange sorte arm, kanon, der peger op mod himlen i forbandelse; ram hovmodet, der har fortjent fortræd, og slå det ned, før dets synd bliver større; men når din trolddomsring er sluttet fuldt og helt, lad da Gud forbande dig og flå dig fra vor sjæl!... qua resurget ex favilla... Was it for this the clay grew tall?... judicandus homo reus... O what made fatuous sunbeams toil to break earth s sleep at all? Pie Jesu Domine, dona eis requiem. Amen.... når vor slægt står op af mulde... Var det for dette, leret voksed op?... og når dommens time kommer... Hvi stræbte solens blændværk da at vække jorden af dens søvn? Milde Jesu, Herre Krist, giv dem evig hvile hist. Amen. 12 13

IIi. offertorium IIi. offertorium IV. sanctus IV. sanctus Domine Jesu Christe, Rex gloriae, libera animas omnium fidelium defunctorum de poenis inferni, et de profundo lacu; libera eas de ore leonis, ne absorbeat eas tartarus, ne cadant in obscurum. Sed signifer sanctus Michael repraesentet eas in lucem sanctam; quam olim Abrahae promisisti, et semini ejus. So Abram rose, and clave the wood, and went, and took the fire with him, and a knife. And as they sojourned both of them together, Isac the first-born spake and said, My Father, behold the preparation, fire and iron, but where the lamb for this burnt-offering? The Abram bound the youth with belts and straps, and builded parapets and trenches there, and stretched forth the knife to slay his son. When lo! an angel called him out of heaven, saying, Lay not thy hand upon the lad, neither do anything to him. Behold, a ram, caught in a thicket by its horns; offer the Ram of Pride instead of him. But the old man would not so, but slew his son, and half the seed of Europe, one by one. Drengekor: Herre Jesus Kristus, herlighedens konge, frels alle hensovede troendes sjæle fra Helvedes pine og fra den dybe ildsø; frels dem af løvens gab, at afgrunden ikke må sluge dem, at de ikke må nedstyrte i mørket. Men din hellige bannerbærer Mikael føre dem ind i det hellige lys; som du fordum har forjættet Abraham og al hans sæd. Tenor og baryton: Og Abraham stod op og kløved træ og gik, tog ilden med sig samt en kniv, og da de vandred begge to tilsammen, talte Isak, den førstefødte, og sagde: Fader, se forberedelserne, ild og jern, men hvor er lammet til brændofferet? Men Abraham bandt ham med reb og bælte og laved grav og brystværn der, og løfted kniven for at dræbe sønnen. Da, se, en engel kaldte ham fra himlen og sagde: Læg ej din hånd på knøsen og gør ham ej fortræd. Thi se, en vædder, fanget i en busk ved hornene; Stolthedens Vædder skal du ofre i stedet. Men den gamle ville ej se, han dræbte sønnen og hælvten af Europas sæd, en efter en. Sanctus, sanctus, sanctus Dominus Deus Sabaoth. Pleni sunt coeli et terra gloria tua. Hosanna in excelsis. Sanctus, sanctus, sanctus. Benedictus qui venit in nomine Domini. Hosanna in excelsis. Sanctus, sanctus, sanctus. After the blast of lightning from the East, the flourish of loud clouds, the Chariot Throne; after the drums of Time have rolled and ceased, and by the bronze west long retreat is blown, shall life renew these bodies? Of a truth all death will He annull, all tears assuage? Fill the void veins of Life again with youth, and wash, with an immortal water, Age? When I do ask white Age he saith not so: My head hangs weighed with snow. And when I hearken to the Earth, she saith: My fiery heart shrinks, aching. It is death. Mine ancient scars shall not be glorified, nor my titanic tears, the sea, be dried. V. agnus dei Hellig, hellig, hellig er Herren, hærskarernes Gud. Himmel og jord er fulde af din herlighed. Hosanna i det høje. Hellig, hellig, hellig. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosanna i det høje. Hellig, hellig, hellig. Baryton: Efter de ødelæggende lyn fra øst, skyernes fanfare fra stridsvognens trone; efter at tidens trommer har hvirvlet og er standset, og den lange retræte er blæst af den gyldne vesten, skal liv da forny de døde? Er det sandt, at Han vil død ophæve, tårer mildne fylde igen med ungdom de tomme årer, bortvaske alderdom med livets vand? Hvis alderdom bli r spurgt, den svarer nej: Mit hoved er tungt af sne. Og lytter jeg til jorden, siger hun: Ilden i mit hjerte svinder. Det er døden. De gamle ar skal ej forherliges, ej heller mine tårer, havet, udtørres. V. agnus dei Hostias et preces tibi, Domine, laudis offerimus. Tu suscipe pro animabus illis, quarum hodie memoriam facimus. Fac eas, Domine, de morte transire ad vitam, quam olim Abrahae promisisti et semini ejus. Quam olim Abrahae promisisti et semini ejus. Drengekor: Herre! Offergaver og bønner frembærer vi for dig med lovsang. Modtag dem for hine sjæle, som vi i dag ihukommer. Herre! Lad dem overgå fra døden til livet, som du fordum har forjættet Abraham og al hans sæd. Som du fordum har forjættet Abraham og al hans sæd. One ever hangs where shelled roads part. In this war He too lost a limb, but His disciples hide apart; and now the Soldiers bear with Him. Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, dona eis requiem. Near Golgotha strolls many a priest, and in their faces there is pride that they were flesh-marked by the Beast by whom the gentle Christ s denied. Han hænger, hvor de bombede veje skilles. I denne krig selv Han blev såret, men Hans disciple skjuler sig; soldater våger nu med Ham. Guds Lam, som borttager verdens synder, giv dem hvile. Ved Golgata vandrer mangen en præst, og stolthed står i deres ansigt, fordi de er mærket af dyret, fornægteren af den milde Krist. Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, dona eis requiem. Guds Lam, som borttager verdens synder, giv dem hvile. 14 15

The scribes on all the people shove and bawl allegiance to the state... Agnus Dei, qui tollis peccata mundi...... but they who love the greater love lay down their life; they do not hate.... dona eis requiem sempiternam. Dona nobis pacem. VI. libera me Libera me, Domine, de morte aeterna, in die illa tremenda, quando coeli movendi sunt et terra, dum veneris judicare saeculum per ignem. Tremens factus sum ego et timeo, dum discussio venerit atque ventura ira. Libera me, Domine, de morte aeterna, quando coeli movendi sunt et terra. Dies illa, dies irae, calamitatis et miseriae, dies magna et amara valde. Libera me, Domine. It seemed that out of battle I escaped down some profound dull tunnel, long since scooped through granites which titanic wars had groined. Yet also there encumbered sleepers groaned, too fast in thought or death to be bestirred. Then, as I probed them, sprang up, and stared with pitous recognition in fixed eyes, lifting distressful hands as if to bless. And no guns thumped or down the flues made moan. Strange friend, I said, here is no cause to mourn. De skriftkloge skubber til alle folk og sværger staten trofasthed... Guds Lam, som borttager verdens synder...... men de, som elsker kærlighed, gi r deres liv; de hader ej.... giv dem den evige hvile. Giv os fred. VI. libera me Frels mig, Herre, fra den evige død på hin frygtelige dag, da himlene og jorden skal røres, når du kommer at dømme verden med ild. Skælvende står jeg og bange, når dommen oprinder, og Guds vrede kommer. Frels mig, Herre, fra den evige død, når himlene og jorden skal røres. Hin dag, vredens dag, sorgens og ulykkens dag, hin store og såre bitre dag. Frels mig, Herre. Det syntes, som jeg fra kampen var sluppet ned i en gammel, dyb, udhulet gang gennem klipper, som titaniske krige havde hvælvet. Dog også her stønned betynget de sovende, som ikke kunne vækkes op fra tanker eller død. Men da jeg rørte ved dem, én sprang op og stirred med ynkelig genkendelse i stive øjne og løfted som til velsignelse de svage hænder. Og intet drøn af skyts gav sukkende genlyd. Min ven, jeg sagde, her er ej grund til klage. None, said the other, save the undone years, the hopelessness. Whatever hope is yours, was my life also; I went hunting wild after the wildest beauty in the world. For by my glee might many men have laughed, and of my weeping something had been left, which must die now. I mean the truth untold, the pity of war, the pity was distilled. Now men will go content with what we spoiled. Or, discontent, boil bloody, and be spilled. They will be swift with swiftness of the tigress, none will brake ranks, though nations trek from progress. Miss we the march of this retreating world into vain citadels that are not walled. Then, when much blood had clogged their chariotwheels I would go up and wash them from sweet wells, even from wells we sunk too deep for war, even the sweetest wells that ever were. I am the enemy you killed, my friend. I knew you in this dark; for so you frowned yesterday through me as you jabbed and killed. I parried; but my hands were loath and cold. Let us sleep now... In paradisum deducant te Angeli, in tuo adventu suscipiant te Martyres, et perducant te in civitatem sanctam Jerusalem. Chorus Angelorum te suscipiat, et cum Lazaro quondam paupere aeternam habeas requiem. Requiem aeternam dona eis, Domine, et lux perpetua luceat eis. In paradisum deducant te... Let us sleep now... Requiescant in pace. Amen. Baryton: Nej vist, han svared, de spildte år og håbløsheden. Thi håbet, som du har, var og mit liv. Vildt jagede jeg efter denne verdens allerstørste skønhed. For ved min fryd kunne mangen mand have leet, og af min gråd var noget blevet gemt, som nu må dø: Den ufortalte sandhed og krigens ynk, den medynk, krigen skabte. Fortsat vil mænd være tilfredse med, hvad vi øded; eller utilfredse rase og blive spildt. De vil være hurtige som en tigerhun. Ingen bryder rækken, skønt folk forlader fremskridt. Kommer vi ikke med i verdens baglæns gang ind i tomme borge uden mure. Når så meget blod er klumpet om stridsvognens hjul, vil jeg stige op og vaske dem med rent vand, fra brønde, som vi gravede for dybt for krigen, ja, fra de bedste kilder, der har været. Jeg er den fjende, du dræbte, min ven. Jeg kendte dig i mørket; thi sådan rynked du panden mod mig i går, da du stødte og dræbte. Jeg parerede, men mine hænder var matte og kolde. Tenor og baryton: Lad os sove nu... Drengekor, kor og sopran: Englene lede dig til Paradis; ved dit komme tage martyrerne imod dig og ledsage dig til den hellige stad Jerusalem. Englenes kor tage imod dig, og sammen med Lazarus, som var fattig her på jorden, finde du den evige hvile. Drengekor: Herre, giv dem den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem. Englene lede dig... Tenor og baryton: Lad os sove nu... De hvile i fred! Amen. 16 17

Kommende koncerter Tirsdag 9. oktober fra kl. 19:30 (Ekstrakoncert) Konservatoriets Koncertsal Onsdag 10. oktober fra kl. 19:30 (Udsolgt) Konservatoriets Koncertsal Lørdag 6. oktober kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal Fredag 12. oktober fra kl. 19:30 Kulturværftet, Helsingør Dirigent / Marc Soustrot Solist / Christoph Prégardien, tenor / Henrik Halén, horn Medvirkende / Malmö Symfoniorkester / DR PigeKoret Holst / 7 Part-Songs Britten / Serenade for tenor, horn og strygere Holst / Planeterne Dirigent / André de Ridder Solister / Efterklang Arrangører / Daniel Bjarnason / Karsten Fundal / Missy Mazzoli Musik / Piramida nyt album Support / Peter Broderick m. et ensemble fra orkestret Malmö Symfoniorkester Denne aften bytter vi koncertsal med Malmö Symfoniorkester, der gæster Konservatoriets Koncertsal og bl.a. spiller Holsts mesterværk: Planeterne. Koncerten ledes af Malmö Symfoniorkesters nye chefdirigent, Marc Soustrot. Koncerten er en del af Øresundsfestivalen, Music Around. 60 minutes of Efterklang Efterklang vil sammen med Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil opføre deres nye album Piramida med orkesterarrange menter af komponisterne Karsten Fundal og Missy Mazzoli. Koncerten fik verdens premiere i Sydneys Operahus i maj 2012 nu får Danmark glæde af at kunne opleve 60 minutter fyldt med inspirerende musik, mystiske vibrationer og masser af Efterklang. Efterklang / Casper Clausen, Rasmus Stolberg og Mads Brauer Marc Soustrot 18