F O A F A G O G A R B E J D E Trepartsaftalen 2007 Hvad betyder den for dig og dine kolleger
Trepartsaftalen 2007 Hvad betyder den for dig og dine kolleger Læs trepartsaftalen på www.foa.dk Redaktion: Claus Cornelius, Mie Andersen, Kasper Manniche og Anne Mejer Illustration: Bob Katzenelson Layout: Grafoa Maja Honoré Tryk: FOAs trykkeri 2. oplag: 5.000 stk., samlet oplag: 7.000 stk. September 2007
Trepartsaftalen 2007 Hvad betyder den for dig og dine kolleger Hvorfor en trepartsaftale? I slutningen af 2006 lancerede statsminister Anders Fogh Rasmussen planerne om en kvalitetsreform, der skulle resultere i mere velfærd for pengene. Ret hurtigt kom debatten til at handle om medarbejdernes vilkår for at levere velfærd. FOA igangsatte med kronikken Vil du danse Anders? i Jyllandsposten i marts 2007 dagsorden for trepartsforhandlinger. Det førte til en konkret aftale mellem regeringen på den ene side (da det er dem, der sidder på pengekassen), arbejdsgiverne (KL og Danske Regioner) på den anden side og repræsentanter for medarbejderne (LO, FTF og AC) på den tredje side. Heraf navnet: Trepartsaftale. FOAs mål med aftalen var at få skabt bedre og mere attraktive offentlige arbejdspladser. Til gavn for både medarbejdere og brugere. Og det nåede vi rigtig langt med. Trepartsaftalen handler ikke om løn, selvom en højere løn er vigtig for at gøre de offentlige arbejdspladser mere attraktive. Lønspørgsmålet behandles ved forhandlingsbordet i forbindelse med overenskomst 08, og det indgår i den aktuelle diskussion om kvalitetsreform og finanslovsforslag for 2008. Trepartsaftalen handler derimod om at sikre bedre arbejdsvilkår. Den handler om mere uddannelse, rekruttering, fastholdelse, arbejdsmiljø og mindre dokumentation og registrering. Og her er aftalen blevet virkelig god både for FOAs medlemmer og for offentligt ansatte generelt. Men arbejdet med at gøre de offentlige arbejdspladser mere attraktive slutter ikke med indgåelsen af trepartsaftalen. Både på landsplan og lokalt skal vi nu se til, at regeringen og de kommunale/regionale arbejdsgivere opfylder aftalerne. Og vi har også selv en forpligtelse til at opfylde vores dele af aftalen. Pjecen her er en kort gennemgang af de vigtigste elementer i trepartsaftalen. Den skulle gerne give dig et overblik over aftalen, så du kan se, hvor du allerede i dag som tillidsrepræsentant kan tage fat i dine kolleger og arbejdsgivere for at få gennemført aftalen. God arbejdslyst Med venlig hilsen Dennis Kristensen FOA fag og arbejde 3
4 FOA fag og arbejde
Ret til at arbejde fuld tid FOA har dokumenteret, at hver fjerde, der arbejder på deltid, gerne vil have flere timer, men ikke kan få det. FOA har derfor i forhandlingerne krævet ret til fuld tid, hvis den ansatte ønsker det. Trepartsaftalen betyder, at deltidsansatte har ret til at blive tilbudt at gå op i tid, før arbejdsgiverne kan foretage nyansættelser. Men aftalen indeholder desværre ikke penge til at sikre, at deltidsansattes overgang til fuld tid også giver flere arbejdstimer samlet set. Det vil sige, at hvis man her og nu står og ønsker flere timer, må man vente til der er timer til rådighed. Til oktober 2007 skal aftaleparterne komme med forslag til, hvad der skal ske, hvis der opstår uenighed mellem den, der ansøger om flere timer og arbejdsgiveren. Hvis man arbejder på deltid, men gerne vil arbejde flere timer, skal arbejdspladsen tilbyde medarbejderen flere timer, hvis der opstår ledige timer. Hvis der for eksempel er 5 medarbejdere, som hver arbejder 25 timer, og der er én, der stopper, så er der 25 timer til fordeling til dem, der ønsker flere timer. Retten til fuldtid kommer til at gælde fra 1. januar 2008. Medarbejderen skal selv søge om flere timer hos sin arbejdsgiver. Hvis medarbejderen får afslag på sin ansøgning, har man krav på en skriftlig begrundelse. Allerede nu vil det være en god idé, at du som tillidsrepræsentant begynder at skabe dig et overblik over, hvor mange der ønsker at få flere timer og om og hvornår, der vil opstå ledige timer. Flere uddannelsespladser Der mangler uddannet personale på både omsorgs-, pasnings- og sundhedsområdet. FOA stillede derfor i forhandlingerne krav om, at der bliver oprettet flere uddannelsespladser, så alle medarbejdere indenfor pasning, omsorgsog sundhedsområdet i 2015 har en relevant uddannelse. Trepartsaftalen indeholder rigtig mange ekstra uddannelsespladser: 1.100 ekstra elever kan optages på social- og sundhedsuddannelserne om året. 1.000 ekstra elever kan optages på den pædagogiske grunduddannelse om året. I alt 15.000 ikke faguddannede, som allerede arbejder på de nævnte velfærdsområder, skal have mulighed for at tage en pædagogisk grunduddannelse, uddanne sig til social- og sundhedshjælper mv. Det er et mål, at der skal være frit optag og praktikplads til alle elever på uddannelserne til social- og sundhedshjælper og -assistent. Der er især tale om en meget væsentlig forøgelse af optaget til den pædagogiske grunduddannelse. Det er helt afgørende, at arbejdsgiverne gør en stor indsats for at rekruttere elever til de nye pladser allerede fra 1. januar 2008. FOA fag og arbejde 5
Trepartsaftalen giver mulighed for, at flere af dine ikke-uddannede kolleger får en relevant uddannelse. Som tillidsrepræsentant skal du gøre de kolleger, der ikke er uddannet, opmærksom på de nye muligheder, herunder mulighederne for at stige i løn, når man har taget uddannelsen. Desuden skal du være med til at holde øje med, at din arbejdsgiver forøger antallet af praktikpladser, sådan som det er aftalt. Uddannelse med voksenelevløn Med trepartsaftalen bliver det nu muligt at tage en uddannelse og få voksenelevløn, hvis eleven er 25 år eller mere. Alle medarbejdere, der har mindst ét års relevant beskæftigelse, får mulighed for at tage en grunduddannelse fx en social- og sundhedshjælperuddannelse, en social- og sundhedsassistentuddannelse, en pædagogisk grunduddannelse eller en serviceassistentuddannelse og få voksenelevløn under uddannelsen. Det er endnu ikke aftalt, hvornår ordningen vil træde i kraft. Det forventes at blive fra 1. januar 2008. Det vil blive afklaret hurtigst muligt, og FOA vil så sende vejledningsmateriale ud. FOA arbejder for, at ordningen også kommer til at gælde for elever, der tager uddannelsen allerede i dag. Hvis eleven er 25 år eller ældre bliver det økonomisk mere fordelagtigt at tage en grunduddannelse. Som tillidsrepræsentant kan du allerede nu gå i dialog med din lokale ledelse om at få afklaret, hvor mange medarbejdere på den enkelte arbejdsplads, der ønsker at tage en uddannelse på voksenelevløn, og hvordan det skal planlægges. Flere penge til efteruddannelse Trepartsaftalen giver bedre muligheder for mere efteruddannelse. Der er afsat 450 millioner kr. til at styrke efteruddannelse for de offentligt ansatte LO og AC ansatte, og der blev afsat 150 millioner kr. til de offentligt ansatte FTF ansatte. Det kommer til at betyde, at enkelte arbejdspladser fremover får bedre mulighed for at deltage i kompetenceudvikling og udviklingsaktiviteter. De forbedrede muligheder for efteruddannelse retter sig mod alle faggrupper. FOAs medlemmer får derfor også bedre muligheder for efteruddannelse. Som tillidsrepræsentant kan du allerede nu gå i dialog med din lokale ledelse om at lave kompetence- og efteruddannelsesplaner for de kommende år. 6 FOA fag og arbejde
Bedre vilkår for seniorer Trepartsaftalen indeholder flere indsatser rettet mod seniorer: Penge til seniorordninger Arbejdspladsens indsats for at fastholde seniorer skal fremgå af personalepolitikken Ret til seniorsamtale I aftalen er der afsat 600 millioner kroner til seniorordninger over fire år til LO og AC-området og 300 millioner til FTFområdet. Det betyder, at der fremover vil være økonomi i kommuner og regioner til at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet. Det er endnu ikke besluttet, hvordan seniorordningerne skal skrues sammen. Det skal aftales ved de kommende overenskomstforhandlinger. Ældre medarbejdere har ret til en seniorsamtale, hvor medarbejderen og lederen kan tale om ønsker for fremtiden og eksempelvis seniorordninger. Alle arbejdspladser skal fremover skrive i deres personalepolitik, hvordan de vil fastholde seniorer. FOA har gennem de seneste år ihærdigt argumenteret for behovet for tilbagetrækningsordninger, hvor ældre medarbejdere kan arbejde mindre. FOA dokumenterede i forbindelse med forhandlingerne, at en meget stor del af de, som ellers regner med at gå på efterløn, faktisk vil blive 2 år mere på arbejdsmarkedet, hvis de kan få en god seniorordning. Vel at mærke en seniorordning, hvor det er muligt at gå ned i tid men med væsentlig lønkompensation og fuld pensionsindbetaling. Aftalen betyder nye muligheder for de ældre medarbejdere. Som tillidsrepræsentant kan du være med til at sikre, at der bliver skabt gode seniorordninger, at der bliver afholdt seniorsamtaler, og at det fremgår af arbejdspladsens personale politik, hvad man vil gøre for at fastholde seniorer. Du kan allerede nu sætte seniorpolitik og seniorordninger på dagsorden på din arbejdsplads. Vi anbefaler, at MED/SU årligt drøfter ordningen og synliggør økonomien i ordningen. Rekrutteringsproblemerne skal løses De fleste steder i landet er der problemer med at få nok personale. I trepartsaftalen er det aftalt, at der skal laves nye initiativer, for at få løst disse rekrutteringsproblemer. Regeringen har derfor forpligtet sig til løbende at følge udviklingen for at se, om der er behov for at gøre endnu mere for at sikre rekrutteringen i kommuner og regioner. FOA fag og arbejde 7
Hvad betyder det for dig og dine kolleger: Trepartsaftalen indeholder nogle værktøjer, som kommunerne aktivt kan bruge til at rekruttere nye ansatte: Som tidligere nævnt skal der ske en opkvalificering af 15.000 ikke-uddannede medarbejdere. Her er jobrotation en mulighed for at sikre rekruttering. I aftalen er der desuden sat særlige ressourcer af til rekruttering af ledige. Du kan opfordre din ledelse til at gøre brug af elementer i aftalen, som kan gøre det lettere at rekruttere medarbejdere. MED og SU bør arbejde med retningslinier for personalepolitikken og lave lokale aftaler for, hvordan man fx modtager nye kolleger på arbejdspladsen. Mere fokus på trivsel og arbejdsmiljø Indenfor både pleje-, pasnings- og sundhedssektorerne er der et stort behov for at gøre mere ud af den forebyggende arbejdsmiljøindsats. Det vil sige at forebygge, at arbejdsmiljøet bliver dårligt. Med trepartsaftalen skal arbejdsmiljørådgivningen overfor kommunale og regionale arbejdspladser styrkes. Videnscenter for Arbejdsmiljø skal fremover indsamle gode eksempler på forebyggelse og gode erfaringer for, hvordan arbejdsmiljøet kan blive bedre. Eksemplerne og erfaringerne skal formidles videre, så alle arbejdspladser kan få glæde af dem. Dette er alt sammen skridt i den rigtige retning. FOA er glad for en øget fokusering på psykisk arbejdsmiljø, medarbejdertilfredshed og trivsel. Her får MEDudvalgene en nøgleopgave. I MED-udvalgene skal der aftales retningsliner for: Indhold af og opfølgning på målinger af medarbejder tilfredshed og trivsel herunder psykisk arbejdsmiljø. Udarbejdelse af handleplaner, hvis arbejdspladsvurderingerne viser, at der er problemer på arbejdspladsen. Opgørelser af og opfølgning på sygefravær. Der forestår et arbejde med at definere og konkretisere, hvad der forstås ved trivsel, og hvordan trivselsmålingerne kan kombineres med de arbejdspladsvurderinger (APV), man i forvejen er forpligtiget til at lave. Dette vil ske i forbindelse med OK-08 Hvad betyder det for dig og dine kolleger Aftalen betyder, at der kommer øget fokus på psykisk arbejdsmiljø og trivsel på jeres arbejdsplads gennem retningsliner fra MED-udvalget. Du kan være med til at sikre, at aftalen vil betyde forbedringer af det psykiske arbejdsmiljø. Sikkerhedsudvalgets/MED udvalget bliver styrket bl.a. ved opfølgning på APV-handlingsplaner. Arbejdsmiljørådgivning målrettet de offentlige arbejdspladser vil blive styrket. 8 FOA fag og arbejde
Velfærdsledelse ny form for ledelse God ledelse er vigtig på alle arbejdspladser. Men ledelse på velfærdsområdet kræver noget særligt. Det tager trepartsaftalen konsekvenserne af. Derfor bliver der etableret flere lederuddannelser med specielt fokus på velfærdsledelse både på master og diplomniveau. Ledere må fremover være indstillet på, at deres ledelsespraksis bliver evalueret, og medarbejderne skal inddrages heri. Alle ledere bør have en lederudviklingssamtale med nærmeste leder. Med trepartsaftalen er der kommet mere fokus på, hvordan der ledes på din arbejdsplads. FOA vil fortsat arbejde for, at lederne bliver bedre ledere ved at præge lederuddannelsernes indhold. Allerede i dag kan du som tillidsrepræsentant og MED/SU medlem starte dialogen med arbejdsgiverne om, hvordan de lokale lederevalueringer skal foregå. Mindre dokumentation og registrering FOAs medlemsundersøgelser har gang på gang vist, at rigtig mange af FOAs medlemmer mener, at der er alt for meget unødvendig dokumentation og registrering i det daglige arbejde. Med trepartsaftalen er det aftalt, at blandt andre FOA sætter sig sammen med arbejdsgiverne og finder ud af, om der er regler, der kan være anderledes og dokumentationskrav, der helt kan afskaffes. Der skal også ses på, om der er arbejdsgange, der kan forbedres. Dokumentations- og registreringskravene vil blive forenklet og dermed give dig og dine kollegaer mere tid til faglighed og den direkte kontakt med borgerne. FOA vil sikre, at forenklingen vil kunne mærkes i hverdagen, der hvor problemerne er størst. Som tillidsrepræsentant kan du allerede nu sende gode eksempler på uhensigtsmæssige dokumentations- og registreringspraksis til FOA. Du kan også allerede nu gå i dialog med din lokale ledelse om at nedbringe mængden af uhensigtsmæssige dokumentationer og registreringer. Nye medarbejdersamtaler I trepartsaftalen bliver der nævnt tre forskellige typer medarbejdersamtaler: Medarbejderudviklingssamtale, sygefraværssamtale og seniorsamtale. De nye samtaler betyder, at I vil få flere muligheder for at have systematiske samtaler om de centrale spørgsmål. Det er vigtigt, at medindflydelsessystemet laver retningslinier for, hvordan samtalerne skal føres ud i livet, og at der ikke udvikles dobbeltsystemer. FOA fag og arbejde 9
Frem ad banen Trepartsaftalen vil på mange punkter give FOAs medlemmer en bedre arbejdsdag. Aftalen giver bedre uddannelsesmuligheder for den enkelte, ret til fuldtid, bedre seniorordninger, mindre dokumentation, mere indflydelse på eget arbejde og meget mere. Men det er ikke ensbetydende med, at kampen for at gøre jobbene mere attraktive er slut. Foran os venter flere og nye opgaver. Vi står overfor en kvalitetsreform, nye kommunale budgetter for 2008, en ny finanslov, overenskomstforhandlingerne 08 og måske også et folketingsvalg i nær fremtid. Trepartsforhandlingerne er et stort skridt i den rigtige retning. Men hvis FOAs mål om at skabe en god og attraktiv offentlig sektor skal nås, skal der ske endnu flere forbedringer af arbejdsvilkårene. FOA arbejder for, at alle medlemmer får en væsentlig lønfremgang, og at den offentlige sektor får tilført flere hænder, så der bliver plads til det, vi alle brænder for: At kunne levere en god service til borgerne i samfundet. 10 FOA fag og arbejde
Trepartsaftalen 2007 Hvad betyder den for dig og dine kolleger er en kort gennemgang af de vigtigste elementer i aftalen. Pjecen giver dig et overblik, så du kan se, hvor du som tillidsrepræsentant allerede i dag kan tage fat i dine kolleger og arbejdsgivere og få gennemført aftalen. Staunings Plads 1-3 1790 København V Tlf.: 46 97 26 26 www.foa.dk