Debat-og morgenradio! NPR i New York & Washington D.C. Af Gert Eilrich, DR Syd. Studietur, afviklet i juni 2014. The Brian Lehrer show - USA's mest aflyttede debatprogram! - De trælse lyttere, der ringer ind hver gang og mener noget - ligegyldigt - om alt, har vi også her hos os. Men vi er aldrig uhøflige overfor dem eller siger, at de skal lade være med at ringe ind hele tiden og få et liv! I stedet siger vi "tak fordi du ringede ind, vi sætter dig nu på hold, og med lidt held når vi at få dig med i programmet. Det "held" optræder så aldrig for dem, men de føler sig hørt og accepteret. Selvom de aldrig kommer længere end til telefonslusen! Johanna Mayer ser helt tilfreds ud med sin egen opskrift på, hvordan man undgår krank calls og de evindelige gengangere, der ringer ind uanset emne. Jeg er på studiebesøg hos producer Jody Arvigan (bagerst i billedet med skæg), der har et par år på bagen som producer på debatprogrammet "The Brian Lehrer Show". Showet kører på alle hverdage fra klokken 10-12 på radiostationen WNYC.
Programmet har i gennemsnit 120.000 lyttere, måske flere, Jody ved det knap, da lyttertal sjældent er noget, der forlader chefgangen i WNYC. Hvert 2-timers program indeholder i gennemsnit 4-5 forskellige emner, typisk med et let og muntert emne som afslutter. Hvert emne får cirka 20 minutter, hvorefter der kommer en kort skiller eller radiostations- reklame på - og så er det videre til næste emne! Et "alvorligt" debatemne kan være: Af alle stater har nu selv Utah (!) åbnet op for, at ægteskaber mellem homoseksuelle. Til at åbne debatten er formanden for Gay Society i New York linet op som telefongæst. Han mener - ikke ganske overraskende - at det er på tide, at Utah nu tillader homoseksuelle at få papir på hinanden. Formanden får ikke meget modspil af showets vært Brian Lehrer - måske fordi han ved, at reaktionerne og modstanderne nok skal dukke op via phone in. - Det var da underligt. Jeg ville have svoret på, at det her emner ville få folk op i det røde felt, men der er faktisk ikke ret mange, der ringer ind om emnet, siger Johanna og kigger ængstelig over på producer Jody Arvigan, der har åbnet op for hele 5 telefonlinjer. - Måske er vi endelig ved at acceptere det, mener Jody - men så begynder opkaldene at rulle ind. Værten Brian Lehrer får hele tiden små beskeder i øresneglen af diverse producere i produktionsrummet ved siden af studiet: - Ham her skal du ikke bruge mange minutter på. Og kvinden du får på om lidt kan du gå direkte på, hun kender spørgsmålet, så du behøver ikke spørge hende om hendes forhold til bøsse-bryllupper. Brian Lehrer (tv)& Gert Eilrich Jody får i mellemtiden fat på en præst med nogle interessante holdninger, og hurtigt laver han et oplæg plus 5-6 færdige spørgsmål til Brian Lehrer, som får besked på, at præsten er klar på linje 4. Faktisk tror jeg IKKE, at præsten selv ringede ind - Jody havde ham simpelthen i baghånden i tilfælde af,
at der var for langt i mellem snapsene hos de lyttere, der ringer ind. På intet tidspunkt kommer to lyttere til at debattere mod hinanden i programmet. - Vi bruger det en gang i mellem, men ikke særlig ofte. Værten er som regel bedre til at sætte tingene på højkant og "provokere" lytterne til at komme med klare, markante holdninger. Vores oplevelse med at lade to lyttere debattere mod hinanden virker sjældent godt. De bliver som regel hurtigt for enige og giver ikke hinanden nok modspil, fortæller Jody. Jeg griner lidt af en ældre, skræmt lytter, der mener, at USA bliver et moralsk helvede, hvis homoseksuelle kan blive gift med hinanden. - Det har man kunnet de sidste 25 år i Danmark, siger jeg. - Og det uden landet er røget ud af kurs, spørger Jody? Jeg nikker - og 17 sekunder senere står der på programmets chat-side på internettet: Vores danske journalist-gæst siger, at i Danmark har homoseksuelle haft muligheder for at indgå ægteskaber de sidste 25 år. Og det er gået fint! Jody er ekstremt opmærksom på, hele tiden at være aktiv på de sociale medier. Han både twitter, chatter og opdatere hjemmesiden mange, mange gange under det to timer lange show. Og hver gang skriver han, som var han showets vært Brian Lehrer. For læsere kan det virke som om, at Brian Lehrer både opdaterer facebook, tweeter og chatter løs under hele udsendelsen. Plus han altså lige sender live samtidig! Jody mener ikke, at dette er at snyde lytterne. Han siger, at alle godt ved, at det ikke er værten selv, der skriver alle disse beskeder - men folkene rundt om ham: - Reaktionerne fra lyttere på de sociale sider er minimal i forhold til alle de, der ringer ind til programmet - men vi vægter det alligevel højt, da det både kan fungere som relevant stof for værten, men det viser også overskud og aktualitet hos de mange lyttere, der er med via internettet. Jeg tror, at mange af dem ringer ind VIA et tweet eller chat, som de først har læst på nettet. Efter 20 minutter og 38 sekunder beslutter Jody, at de skal videre til dagens sidste emne - selvom der mindst er tre lyttere, der er blevet bedt om at "hold the line", til det bliver deres tur til at medvirke i programmet.
- Det er der ikke noget at gøre ved. Vi siger pænt undskyld til dem, men vi fik desværre ikke plads til deres mening i dag. Det både forstår og respekterer de uden problemer. Hellere slutte en debat, mens den stadig er god - end køre den helt til ende for at nå alle lyttere, og så risikere at meget af det bliver gentagelser, mener Jody. Telefon-passerne er praktikanter, men m-e-g-e-t vigtige for programmet, fortæller Jody. De ridser emnet op for lytterne og nærmest instruerer dem i, hvad de skal sige, når de kommer på. Det giver et godt og hurtigt flow i programmet, for værten behøver ikke starte ved A hver gang. Det afsluttende emne i showet er en dag den kommende fodboldkamp mellem USA og Tyskland ved VM i Brasilien, der begynder nøjagtig samme sekund, som programmet slutter klokken 12. De sidste 19 minutter tælles der ned til kampen med jævne mellemrum, og som bærende case har producer Jody linet Fernando Rodriguez-Vila op (vært på TV-programmet Soccer Gods), som fortæller lidt om forventningerne til kampen. Spørgsmålet til lytterne er: Skal du se kampen? Og hvilken god undskyldning har du overfor din chef, når du pludselig bliver nødt til at forlade din arbejdsplads under kampen? Lytterne ringer ind med opfindsomme forklaringer, man kan bruge overfor chefen, hvis man gerne vil se kampen. Efter en 3-4 hurtige lytteres bud (jeg skal hente et sygt barn i kinder garden, jeg har en tandlæge-aftale, etc) kommer en arbejdsgiver på! Han starter med at skælde ud på alle dem, der bruger løgne til at "pjække" et par timer fra jobbet - men han slutter dog af med at fortælle, at han selv har lejet en storskærm til medarbejderne på hans kontor. Efter dagens show er der et hurtigt evalueringsmøde, hvor man lynhurtigt går videre til næste dags program.
Emnerne er ofte planlagt et par dage frem i tiden - dog altid med mulighed for at aflyse et eller to emner, hvis noget aktuelt dukker op i stedet. Fordelingen af emner er ofte 1-2 til værten, 1-2 til hovedproduceren og 1-2 til den assisterende producer. Resten af arbejdsdagen går med at researche på emnet og dagens hoved-case, oplining og nedskrivning af spørgsmål. Kort fakta: Værten Brian Lehrer har været vært på showet siden 1989. I alt er der 4-6 personer involveret i selve produktionen af showet. Og så kan der trækkes lidt på nyhedsfolkene mht. Viden. Showet bruger meget hjemmeside, facebook, twetter og live-chat. Alle debatemner kan streames efter showet er slut. Morning edition - NPR i Washington D.C. Nick Fontain er mødt ind klokken 4 om morgenen, den første dag jeg møder ham.
Han har fri til middag, men skal så møde ind igen kl 01 om natten. Han er netop vendt hjem efter en reportagetur til Cuba (det tog ham 9 måneder at få visum), så øjnene ser matte ud og stemmen virker en anelse slidt og træt. Nicks hovedopgave er som producer assistent på det store landsdækkende program "Morning Edition", som sendes live fra Washington. Oprindeligt sendes det fra klokken 5-7 på alle hverdage, men bliver så genudsendt forskudt over hele USA's fem tidszoner, så Californien hører det omkring middagstid Washington D.C tid. Morning Edition afspejler dagens vigtigste nyheder, men berører også emner som kultur og musik. Musik bruges kun yderst sparsomt, og i så fald stort set kun i slutningen af et indslag - som eleastik. Nicks opgave er at finde på historier og line dem op. Af og til har han også ansvaret for dagens historie. Han har ingen intentioner om selv at blive vært en dag. Han trives bedst bag mikrofonen - krydret med reporterindslag i ny og næ som dem fra Cuba. Nick har arbejdet 2,5 år på NRP i Washington - der i øvrigt for blot et år siden er flyttet ind i helt nye bygninger på North Capitol Street 1111.
Her forsøger radiostationen at få et grønt image blandt andet med gårdhaver og bikuber på taget. Sikkerhedskontrollen er ikke som i Danmark på journalistiske arbejderpladser, hvor den stort set er ikkeeksisterende. Hos NPR i Washington skal man blandt andet igennem en scanner, ligesom man som gæst (hver dag!) skal akkrediteres og hentes af ens kontaktperson ved receptionen. Jeg havde en DR t-shirt med til Nick, men glemte at aflevere den til ham på den sidste dag. Jeg kom først i tanke om det, da jeg var nået ud af svingdøren ved receptionen. Tilbage til kontordamen, forklare hende problemet og bede hende om at give trøjen til Nick, når han forlod kontoret i dag. Det kunne ikke lade sig gøre! Der må ikke afleveres pakker i receptionen til medarbejdere i NPR, for som hun sagde man ved jo aldrig, hvad der er i disse pakker! De dage, hvor jeg følger Nick Fontain, er han ikke tilknyttet Morning Edition, men er i stedet ved at redigere Cuba-indslagene. Jeg følger derfor ikke redaktionen på Morning Edition ret meget, men bruger mere tiden på at tale med Nick om jobbet som journalist i USA. Nick har studeret politik, men har ikke en egentlig journalistisk uddannelse. - Det er der mange, der ikke har her i landet. Vores baggrund som journalister er nok noget mere broget, end den du fortæller om i Danmark, mener han.
Radio-erfaring er dog et must, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at arbejde hos NPR. Nick har fået sin erfaring ved at arbejde sig frem i hierarkiet hos mindre lokalradioer - blandt andet i Santa Cruz i Californien. Den unge NPR-journalist er oprindeligt fra Boston og stolt over det: - Jeg er glad for at være født i en by, der er arnested for demokrati og politik. Det er to vigtige ting her i livet, som man aldrig kan få nok af!