BØ NEF MI LI. N Udgivet af Indre Missions Familiearbejde

BØ NEF MI LI N Udgivet af Indre Missions Familiearbejde

2 BØ NEF MI LI N 1. Introduktion til hæftet og dets anliggende Der hersker en stor frustration i mange fællesskaber over de unge familier. Nogle har en opfattelse af, at de er dovne eller bare prioriterer deres tid forkert! At de unge familier ikke gider de ældre i missionshusene! At de unge familier bare vil have tingene på deres egen måde! At de unge familier ikke vil engagere sig! Mange kommer med denne frustration, fordi de virkelig ønsker at de unge familier kommer i fællesskaberne, og at de unge familier må have nød for Guds ords betydning i deres liv. Med dette hæfte ønsker vi fra Indre Missions Familiearbejde at komme med nogle tanker, overvejelser og refleksioner om unge familiers tilknytning til missionshusenes fællesskaber. Hæftet indeholder ikke den færdige løsning, men kan netop give anledning til nogle overvejelser i det enkelte fællesskab. Flere missionshuse har lavet forskellige tiltag for at få de unge familier med. De kobler aftensmaden sammen med en mødeaften, de prøver at stoppe tidligere så børnefamilierne kan komme hjem og få deres børn i seng til overskuelig tid osv. Nogle steder oplever de stor velsignelse ved det, og børnefamilierne strømmer til, mens de andre steder oplever, at børnefamilierne ikke møder op alligevel. Nogle fællesskaber oplever desuden at der er stor interesse for tiltagene fra børnefamiliernes side, men når tiltagene konkretiseres og igangsættes, udebliver familierne alligevel. Nogle steder laver man dialog-aftener mellem fællesskabets ledelse og de unge familier, hvor de unge familier får øjnene op for, at man gerne vil se dem. Nogle steder virker dette og familierne begynder at komme, mens det andre steder bliver en positiv oplevelse at komme i dialog med familierne, men familierne kommer stadig ikke... Hvorfor? Med dette som baggrund er det vanskeligt at tegne et entydigt og klart billede af, hvad der kan virke tiltrækkende for de unge familier. Det som fungerer godt et sted, fungerer ikke nødvendigvis godt et andet sted. Vi håber, at I, som fællesskab, må finde inspiration til overvejelse og drøftelse i dette materiale. Både inspiration til overvejelser i fællesskabets ledelse og til dialog med de unge familier. God arbejdslyst Steen Møller Laursen, Landsleder for IM s familiearbejde

3 2. Børnefamiliernes situation Vi ønsker med nedenstående at tegne et billede af, hvordan hverdagen kan se ud for en børnefamilie. Det er ikke et tænkt eksempel, men en beskrivelse af hverdagen hos en virkelig familie. Selvfølgelig ser hverdagen anderledes ud hos andre familier, men mange unge familier vil uden tvivl kunne nikke genkendende til meget af det skrevne. Billedet er lavet for at dem, som ikke længere er børnefamilier kan se, hvordan virkeligheden ser ud for unge familier i dag. Krav til børnefamilierne fra institutionerne er blevet større og mere tydelige inden for de sidste ti år. Især børnehaverne er blevet mere tydelige om, hvad de f.eks. ønsker forældrene skal gøre, når de kommer i børnehaven og henter og bringer deres børn. Børnene skal selv tage sko og overtøj af og på. Du må ikke bære dit barn ind og ud af institutionen, når det først kan gå selv. Du skal vise barnet, når du kommer, at du er interesseret i det, de har lavet i løbet af dagen. Det kan derfor tage lang tid at hente og bringe, for det er bestemt ikke altid, at en toårig vil det samme som forældrene. Institutionerne kræver også, at man kommer med et udhvilet barn, da et træt barn oftere vil komme i konflikter, eller have svært ved at følge med i de andre børns tempo. Det er vigtigt, især for institutionerne, at barnet er oplagt og villig til, at kunne meget selv, da det er med til at både voksne og børn i børnehaven har en god hverdag. Kontakten mellem institutionen og forældrerne er også meget vigtig, så alle parter har det godt sammen. Det kræver af forældrene, at de sætter sig ind i alle de informationer der bliver givet i løbet af dagen. I mange børnehaver er der ikke nogen børn efter 15.30. Dette kan være med til at presse en børnefamilie, fordi man ikke ønsker ens barn skal være den sidste, der bliver afhentet. Når både mor og far er på arbejdsmarkedet og arbejder 37 timer, kræver det ekstra planlægning, at få bragt og hentet børnene. Kravene fortsætter i skolen, hvor der er meget fokus på forældrene og på lektiehjælp. Skolerne forventer ofte at forældrene er til rådighed en til to timer, og hjælper børnene med de lektier der skal laves. Det er meget oppe i medierne for tiden, at for at blive rigtig god til noget, skal man øve sig 10.000 gange. Det betyder at der skal bruges mange timer i skolen og hjælpen dertil. Hvis man så har et barn, der ikke synes det her med skolen er helt så fantastisk, medfører det større udfordringer for forældrene, og kræver endnu mere tid af dem, fordi de hele tiden står i en balance mellem skolens forventninger og barnets lyst. Forventningerne til forældre er generelt blevet større de sidste 10-15 år. Der er hele tiden tv-programmer om børneopdragelse samt artikler og bøger i stakkevis som forældrene skal læse for at blive og være gode forældre. Der lægges i samfundet meget vægt på, at vi skal yde for fællesskabet. Så forældrene står hele tiden i dilemmaer om, hvad man kan og hvad man skal.

4 Børnene skal også have lov til at komme i klub eller gå til sport, og især de klubber eller den sport, der fanger deres interesse. Dette kan tage lang tid at fragte børnene derhen, hvor de gerne vil være og ofte er ventetiden lang. Samtidig går forældrene med en dårlig samvittighed over, at man burde også gøre noget ved hus, have, bil mm. Der er også det faktum, at samfundet går meget op i sundhed. Du skal spise rigtigt, du skal huske at motionere, og du skal huske at slappe af og koble fra, så du er klar til en ny arbejdsdag. Det kan være rigtig svært at få tingene til at gå op, og når hverdagen først kører derudaf med arbejde, børn, hus, madlavning, tøjvask osv. kan det være svært at tage mere ind. Der er forventninger fra alle sider, og missionshuset har også en forventning om at de kommer i fællesskabet. Hvordan får vi vendt disse forventninger til noget positivt? Lige nu kommer alle disse forventninger til at ligge som en byrde i stedet for en gave til en selv og livet. Jeg har talt med forskellige unge familier i Region Syd. Mange af familierne fortæller, at de egentlig gerne vil komme i missionshuset, men de kommer bare ikke afsted. For ofte bliver dagligdagen for uoverskuelig. Mange familier oplever, at de kun lige når at komme hjem, før de skal afsted igen. Børnene er trætte efter en lang dag i institution eller skole, og forældrene synes ikke selv, at de har set børnene meget i løbet af dagen eller ugen. Når de endelig har puttet børnene, er det svært at komme af sted, fordi kræfterne er brugt og sofaen kalder. Lige så mange familier der er, lige så mange forskellige kommentarer gives der til emnet. Men en gennemgående faktor hos mange af familierne er, at det er svært at komme afsted, med eftertryk på»vanen«med at komme afsted. Alligevel er der mange der sagtens kan nå i fitness og lave andre fritidsaktiviteter. Spørgsmålet er så: Hvorfor kommer de ikke ind i missionshusene? Er det fordi de ikke vil, eller har de ikke behov for det? Når jeg tænker over det, bliver det mere og mere klart for mig, at det er ikke fordi jeg er doven eller at min familie er det. Jeg er oplært med, at alt hvad jeg gør, gør jeg af en grund. Og en af grundene hertil, tænker jeg, ligger i min opvækst. Hermed vil jeg ikke sige, at mine forældre ikke har gjort det godt for mig, for det har de. Og med den tid de levede i dengang, gjorde de det bedste ud fra de forudsætninger de havde. Men dengang jeg var barn, skulle jeg gennem hele mit skoleforløb tage stilling til disse spørgsmål: Hvad kan jeg? Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Hvordan skal jeg planlægge min tid, så jeg når mest muligt mens jeg er ung osv.? Hvad skal jeg gøre for at blive bedre til at? Jeg er blevet et karrieremenneske uden at ville det og uden at være bevidst om det.

5 Jeg er helt fra lille vokset op med spørgsmålet: Hvad vil du være når du bliver stor?»udvalget er stort, så kom i gang og find ud af det.«da jeg gik i 1. klasse skulle jeg for første gang tegne, hvad jeg ville være. Og så kørte det ellers fra år til år med tegninger, skriftlig afleveringer mm. Når jeg var færdig med 9. klasse, skulle jeg være bevidst om, hvad jeg ville være, så jeg kunne få en uddannelse og hurtigt komme ud på arbejdsmarkedet, fordi der ville være stor brug for mig. Og sådan er det stadig i dag. Staten prøver at få de unge gennem uddannelse hurtigere og hurtigere, så de kan få gavn af dem, og ikke mindst spare nogle penge på at de unge ikke»fjumrer«, som det bliver kaldt, tiden væk. Når vi så endelig er uddannede udebliver presset ikke. Vi bliver bombarderet i medierne med, at vi skal videreudvikle os. Samfundet presser os hele tiden til at følge med, være oppe i tiden, være på toppen, være der hvor man er noget. Og arbejdspladser har alle tilbud og krav til medarbejdere om efteruddannelse, for vi skal blive bedre og dygtigere og hurtigere. Dette er selvfølgelig ikke årsager, der udelukkende rammer unge familier. Det gælder de fleste mennesker på arbejdsmarkedet, både unge og gamle, men som ung familie, er det en ekstra byrde at lægge oven i alle de andre byrder. Jeg er som ung familie blevet meget kritisk med hvad jeg tager ind, og hvad jeg vil gå til. Jeg bedømmer hårdt ud fra familiens behov, hvor meget og hvor lidt vi kan håndtere og tackle. Og i den bedømmelse er det ofte fremmødet i missionshuset der ryger ud til fordel for f.eks. kirkegang om søndagen. Jeg kommer ikke i missionshuset bare fordi mine forældre gjorde og gør det. Hvis jeg skal komme i missionshuset, så skal det være fordi jeg har lyst, og fordi jeg prioriterer, at det er godt for mig, min mand og mine børn. Alle disse årsager ser jeg ikke som negative årsager, men mere som nogle faktorer vi skal forholde os til som fællesskaber. Jeg går ind for at videreuddannelse er godt, og jeg går ligeledes meget ind for, at man skal holde sin krop i god form, ligesom jeg også går ind for at missionshusene har noget, som jeg ikke kan undvære. Så det er en konstant balance for os, at få hverdagen til at gå op i en højere enhed. Lene Rønne Pedersen, Familiekonsulent i IM s familiearbejde BØ NEF MI LI N

6 BØ NEF MI LI N 3. fællesskabets succeskriterier I dette afsnit skal der tages stilling til, hvad fællesskabets succeskriterier er. Det handler i høj grad om at afstemme forventningerne både hos fællesskabets ledelse og i dialogen med børnefamilierne. Spørgsmålet er derfor: Hvad er vores succeskriterier for at få børnefamilier med i fællesskabet? Er det at de skal komme hver uge? Er det at de engagerer sig i arbejdet i missionshuset? Er det at de unge familier føler sig som en del af missionshuset? Er det fordi man gerne vil give dem glæde ved det kristne fællesskab og glæden ved Jesus ord? Er det fordi man er bange for at missionshuset ellers vil gå i stå? Hvad er det vi som fællesskab gerne vil for de unge familier?»hvorfor er det så vigtigt for vores fællesskab at få de unge familier med, og hvad kan vi gøre for at de kommer?«det er vigtigt at få stillet nogle succesoplevelser op, så man har noget at glæde sig over når det lykkes. Det kan være: At de kom til det møde, hvor der var fællesspisning At de kom da vi arrangerede Messy Church At de kom da vi havde noget særligt tilegnet dem på programmet At de kommer en gang hvert halve år At de kommer til Julefesten Succesoplevelserne kan være mange, og det er vigtigt ikke at sætte forventningerne så højt, at succeserne aldrig opleves. Hvis man f.eks. sætter en forventning om, at de unge familier skal komme hver gang der er møde i missionshuset, så vil man sikkert opleve skuffelser. Sæt ikke forventningerne alt for højt og glæd jer i stedet over de små skridt der trods alt opleves. Et af de første skridt i forhold til at få de unge familier med i missionshusene er at få sagt højt til hinanden:

7 4. Dialogmøder Det kan være meget forskelligt fra område til område, hvad børnefamilier søger og ønsker. Desuden er der nogle steder langt mellem børnefamilierne, og i de store byer kan det være svært at få dem med. Et dialogmøde mellem ledelsen af et fællesskab og de unge familier er en rigtig god model til at vise, at man gerne vil inkludere familierne i fællesskabet. Få dem inviteret med henblik på, at I i fællesskab skal have skabt en aften i det kristne fællesskab og der høre på de unge familier, hvad de har brug for, eller hvad de kunne tænke sig skete i deres område. Ved et dialogmøde må det aldrig komme til udtryk, at vi som fællesskab forventer, at de kommer hver gang. Det ligger i ordet»dialog«at man sammen skal finde en løsning eller finde nye veje at gå sammen. Ofte kan børnefamilierne få fornemmelsen af, at alt er lagt til rette og planlagt på forhånd, og at de derfor bare skal møde op og være en del af mødet, uden at de reelt får mulighed indflydelse. Det er yderst vigtigt at invitere børnefamilierne med den hensigt, at de har mulighed for at være med til at forme det, der skal ske. De skal ikke nødvendigvis stå for alt arbejdet, men kan være ideskabere sammen med fællesskabets ledelse. En dagsorden for mødet er godt, så alle deltagere på forhånd ved, hvad der skal ske ved mødet, og også synes det er et møde, der kan være med til at give dem noget. Hvad skal et dialogmøde indeholde? Her er nogle forslag til hvad I kunne snakke om på et dialogmøde: Hvad skulle få jer som familie til at komme i missionshuset? Hvad skal indholdet være for en aften for jer? Spørg gerne de unge familier om, hvad de kunne tænke sig. Ofte har de unge familier selv en ide til, hvad det kunne være. Nogle gange skal snakken hjælpes lidt på vej. Her er nogle forslag til, hvad man kunne spørge ind til. Forkyndelse Undervisning Lovsang Fysiske aktiviteter som løb, bål, kreative ting mm.

8 Skal det være møder med eller uden børn? Nogle vil gerne, at de kan komme til et møde og få undervisning hver gang, og at børnene bliver passet. Andre vil gerne, at familien er sammen denne aften. Tag dialogen op om, hvordan alle kan få en god aften. Måske kan der laves et kompromis. Fællesspisning For nogle kan det være en befrielse at komme til fællesspisning og betale sig fra det. Andre vil gerne selv medbringe maden. Og nogle vil gerne spise hjemme og komme bagefter. Få snakket om, hvad der i jeres fællesskab kunne være godt at prøve af. Og ændre det, hvis tingene ikke fungerer og prøv en ny form. Ugedag og mødetidspunkt Det er forskelligt fra landsdel til landsdel, hvad for en aften i ugen der passer bedst. Nogle steder vil man helst en hverdagsaften, fordi man fredag aften har brug for at slappe af. Og andre steder vil man helst en fredag aften, fordi man måske skal køre langt og det er rart at børnene har mulighed for at sove længe dagen efter. Formidling af møderne Det er ofte ikke fordi de unge familier ikke vil komme til møderne. Nogle gange glemmes det bare fordi der er meget andet at holde styr på i hverdagen. Snak om, hvordan I som fællesskab bedst hjælper dem med at huske det. Er det gennem sms, mail med en kort introduktion af aftenens emne, Google-kalender eller programmer der bliver delt ud. Måske skal der flere tiltag i gang.

BØ NEF MI LI N 9 5. Det gør de andre steder I dette afsnit er der inspiration fra forskellige steder i Danmark. Himmerland samler alle de unge familier i hele Himmerland en fredag aften om måneden, hvor de kører til en given by og mødes der. Der er ca. 15 missionshuse i området, der er gået sammen om at lave disse aftener. De mødes og spiser sammen af mad, som nogen fra fællesskabet har lavet. De har lovsang sammen med børnene og deler sig efterfølgende op, så børnene går for sig og de voksne går for sig. Senere mødes de igen til kaffe. Mødet slutter senest kl. 20.00. En gang om året mødes de en hel dag, hvor der afholdes en familiedag med bibelundervisning, lovsang, spisning, leg og samvær på kryds og tværs. Klemensker afholder en torsdag aften om måneden, hvor de starter med at spise sammen. Nogle fra samfundet har lavet mad til aftenen. Efter maden er der lovsang, og når børnene ikke har lyst til at være med mere, er der mulighed for de kan gå op på loftet og lege sammen. I salen er der forkyndelse og lovsang. Mødet slutter 19.30, så alle kan nå at komme hjem i seng. Børkop har en gang om måneden skiftet deres almindelige mødeform ud med en aften, der er særlig tilrettelagt for de unge familier. De mødes kl. 17.30 til fælles spisningen og derefter er der forkyndelse for hele familien IM. Vejle har afsluttet deres familieaftener og er startet op med Messy Church. Dette har været en stor success fordi der med tidspunktet rammes nogle familier, der ellers ikke ville være kommet afsted. Der er Messy Church den første fredag i hver måned fra kl. 16.30-19.00. Gludsted har sammen med Juniorklubben lavet Messy Church. De savnede noget familiearbejde i byen. Sammen med Juniorklubben fik de inviteret til Messy Church og fik missionshuset fyldt af både kirkevante og mindre kirkevante familier. Haderslev har 4 gange om året et familiemøde om fredagen, hvor de tager nogle emner op som:»hvordan giver jeg troen videre til mine børn«,»forbillede«og traditionel familieaften, hvor der kommer en taler med forkyndelse til hele familien osv. En gang om måneden står familierne selv for børnepasningen til et almindeligt torsdagsmøde. Det er sat i programmet så familierne kan se at der er børnepasning denne aften.

10 6. Rammerne for fællesskabet Vil vi gerne hinanden! Sådan tænker de fleste fællesskaber sandsynligvis, men nogle gange er det bare svært at sætte sig ind i hinandens hverdag. Vi er forskellige og sådan er det. Og det skal der være plads til i vores fællesskaber. Men selv om vi er forskellige kan vi godt nå hinanden alligevel. Det handler i høj grad om den ramme vi sætter op for vores møder og samvær, og den måde vi forvalter vores tid sammen på. Vi kan godt få tingene til at hænge sammen, hvis alle er med på at det kan kræve forandring. Samfundet omkring os er i forandring hele tiden, og vi har vænnet os til, at der hele tiden sker forandringer på arbejdet osv. Vi kan også i vores fællesskaber være nødt til at skabe en forandring for den måde vi mødes på, men vi skal naturligvis stædigt holde fast i vores grundværdier med Gud i centrum. Måske skal vi blive bedre til at sige, at det er okay at vi kommer i missionshuset på forskellige tidspunkter og til forskellige mødeformer. Vi har behov for noget forskelligt afhængig af, hvor vi er i livet. Udfordringen kan så blive at bevare relationerne i det store fællesskab, når det er forskellige grupper der måske mødes på forskellige tidspunkter. Men det er sekundært i forhold til at mennesker faktisk kommer for at høre Guds ord. Lad grupperne i jeres fællesskab definere, hvad de har brug for og gerne vil, og støt op om det, så længe det er Guds ord der er i centrum. Når vi snakker unge familier så tjek også, at de fysiske rammer er egnet til familier og små børn. Er der en plads til at skifte et barn med varme og varm vand, er der en rolig plads til amning, er der plads og rum til børnene i missionshuset med et hjørne med legesager og tegneplader osv. Spørg de unge familier om der er noget de savner i huset i forhold til at have små børn med. 7. Indhold til aftener for de unge familier Her findes der inspiration til indhold og ramme til forskellige former for familieaftener. Gør mødetider og mødeformer fleksible. Find ud af i samarbejde med jeres børnefamilier, hvilket tidspunkt der passer bedst for dem. Flere fællesskaber har gode erfaringer med at omlægge deres mødetider, så der begyndes kl. 19.00 og sluttes senest kl. 21.00. De fleste fællesskaber, der kombinerer mødeaktivitet og fællesspisning, har gode erfaringer med dette. For nogle kan en form for mødet være, at man starter mødet med at spise sammen kl. 17.30. Dem som ikke har mulighed for at være med til dette, har mulighed for at droppe ind efter fællesspisningen og være med til mødet og forkyndelsen. Mange steder oplever man, at familierne kommer, når der er fællesspisning. Men ofte kun ved fællesspisning, hvor tilmelding ikke er påkrævet.

11 Det gode ved fællesspisning før mødestart er, at man ikke skal nå hjem, lave mad og spise inden man skal ud af døren igen. Man vil gerne betale sig fra ikke at stå med maden. Er der ikke nogen i fællesskabet, som overkommer opgaven med at stå for maden til fællesspisningen, kan det evt. undersøges om den lokale kro, hotel eller plejehjem kan levere maden til et rimeligt beløb. Uanset om det er købt ude eller lavet i missionshuset er fællesskabet omkring maden en mulighed for at dele liv, mens børnene leger. Flere fællesskaber har stor gavn af at starte et møde om måneden med fællesspisning. Flere steder er det familierne selv der står for at lave mad, så hvis der f.eks. er 6 familier, så skal de lave mad en gang hvert halve år. Hvis der fremstilles mad til fællesspisning i missionshuset, skal reglerne på fødevarestyrelsens hjemmeside overholdes. En anden måde at lave fællesspisning på kan være, at dele fællesskabet op i to/fire grupper, hvor der inviteres hjem til spisning fra den anden gruppe måske hver anden måned. 8. Messy Church En tredje mulighed er at lave»spiseløb«rundt hos hinanden, så forret spises det ene sted, hovedret et andet og dessert et tredje sted. Der er noget godt i at komme i hinandens hjem. Uanset fællesspisning eller ikke, så er mange familier travlt optaget i hverdagen og får ikke lige tid til at dele tro og liv med andre. Så gør kaffepausen så lang som mulig, så der er tid og rum til at få snakket sammen, gammel som ung. Det vil også være gavnligt for børnefamilier at arrangere børnepasning mindst én gang hver måned, så begge forældre har mulighed for at deltage i undervisning eller forkyndelse. Måske der er nogle reservebedsteforældre, der vil tage denne opgave på sig. Ofte er det ikke aftenens indhold der er en hindring for de unge familier. Men overvej alligevel om I får inviteret undervisere eller forkyndere i forskellige aldre og med emner der er aktuelle for alle. Hvad er Messy Church? Messy Church er en kreativ og involverende gudstjenesteform, som aldrig bliver færdigbygget, men hele tiden bygges og formes af deltagernes forskellige evner og ressourcer i en rodet stil. Målet er, at mennesker må opleve kald til og bevarelse i fællesskabet med Jesus Kristus. Messy Church bygger på at være et åbent, rummende, omsorgsfuldt og Kristuscentreret fælleskab i de fire grundsten: Drop in, aktiviteter, bibelhistorie og fællesspisning. Messy Church er bygget op om fem værdier: Med Kristus i centrum: Messy Church er kirke og ikke en hobby-klub. En kirke, som hjælper mennesker i mødet med Jesus som Herre og Frelser. For alle aldre: Messy Church inviterer BØ NEF MI LI N

12 12 unge som ældre. Hver del i gudstjenesten skal være relevant og tilgængelig for alle aldre. Kreativt: Messy Church bruger deltagende aktiviteter til at udforske bibelhistorier og afspejle en kreativ Gud. Gæstfrihed: Messy Church bør afspejle den uendelige kærlighed, som Gud allerede har givet til alle mennesker uanset forholdet til kirken. Gennem velkomst, tryghed, spisefællesskabet og alt det andet, som er en del af Messy Church. Gudstjenestefejring: Messy Church bør afspejle en glædens Gud, der ønsker at mennesker skal leve livet helt og fuldt. Tanken med konceptet er, at lave et arrangement, hvor alle aldersgrupper kan være sammen afsted. Messy Church kan foregå på alle tidspunkter af ugen under hensyn til, hvad der ellers foregår i området, og hvornår I kan bruge stedet, hvor I vil have Messy Church. Messy Church kan foregå mange forskellige steder: I kirken, i stormagasinet, på plejehjemmet, i forsamlingshuset eller hvor I lige har lyst og mulighed for at afholde det. Messy Church begynder hver gang med Drop in. En tid med fokus på at mødes, hygge med saft, kaffe, kage eller andet. Dette er også tidspunktet, hvor nogle får læst dagens avis, spillet et spil eller måske lige får lavet nogle lektier. Da rytmen er ret forskellig fra hjem til hjem, fungerer det mange steder godt med denne fleksible opstart. Dejlig rodet! Når Drop in er slut - ofte efter en halv time - inviteres til diverse aktiviteter. Aktiviteterne er en del af dagens tema, og er med til at fortælle dagens Bibelhistorie. Igen er samværet her påvirket af, at der skal være rum til alle aldersgrupper. Herefter samles alle til en gudstjenestefejring med et par sange, bibelhistorie og bøn. Og så er der mad! Når mange mennesker er sammen, er der mange forskellige behov, der skal tages hensyn til. Johan på 2 der konstant er overalt, Lise på 12 som mest har lyst til at sende sms, Matthias på 10 der kun vil spille fodbold, mor eller far som har haft en hård dag på arbejdet, hr. Svendsen på 50 som gerne vil skille en vaskemaskine ad og frk. Olsen som strikker kludetæpper til Moder Teresa. Tanken bag alle aldre kan udfordre, men ved at have den i baghovedet, når I laver Messy Church, får I et sted at samles, hvor ingen holdes udenfor, ingen bliver for gamle eller for små. Og I får et sted, hvor ingen skal sætte spørgsmålstegn ved, hvor Gud er for de 16-årige eller 57-årige eller 89-årige. For I samles alle i dette Kristuscentrerede fællesskab. Der ligger mange tanker bag de enkelte elementer i Messy Church, og hvis I ønsker at vide mere eller inspireres til at komme i gang, så kontakt frimodigt vores Messy Church koordinator Karen Markussen, 50574084, kontakt@messychurch.dk. Derudover findes der også flere oplysninger på hjemmesiden www.messychurch.dk. Steen Møller Laursen Landsleder, Indre Missions Familiearbejde Jasminallé 15, 6920 Videbæk Mobil: 3072 3843, familiekonsulenten@indremission.dk Lene Rønne Pedersen Familiekonsulent, Indre Missions Familiearbejde Ellestræde 7, 7100 Vejle Mobil: 2943 9831 lene.roenne.pedersen@indremission.dk